Tags

, ,

Har du ikke læst den, så er det altså på høje tid, du!

Nyt oplag leveret frisk fra tryk i dag.

Det er femte gang, jeg har måtte trykke nyt oplag, af den fjerde danske udgave af ‘Stikker’.

Det er blevet til en del bøger over årene, nok til at gøre ‘Stikker’ til min karrieres bedstsælgende bog.

Jeg skrev ‘Stikker’ i 2002, da jeg havde besluttet at starte eget forlag, og den udkom februar året efter, som 2 Feets første udgivelse. Første udgaven havde et par amatør-selvudgiver-fejl, som at omslagsfarverne var i RGB og ikke i CMYK, men ud kom den – og fik en fin modtagelse i pressen. Det var ikke alle, der jublede lige højt, man var ikke vant til at se den danske modstandsbevægelse brugt i et Tarantino-agtigt gangster-set-up, og nogen fandt det respektløst, mens andre ikke brød sig om den minimalistiske stil og krævede flere ord. De første var måske i mine øjne lidt gammeldags, men de sidste … tja, rend og hop, en minimalistisk roman er ordknap, så fat det!

Heldigvis var der mange, der tog ‘Stikker’ til sig. Den blev nomineret både til Bog & Idés Årest Danske Krimi og som dansk kandidat til Glasnøglen, som gives til årets bedste nordiske kriminalroman. Jeg er blevet hvisket i øret, at ‘Stikker’ blev nummer to begge steder, men hvad kan man bruge det til? Berlingske Tidende udvalgte året efter ‘Stikker’ til ‘Strandkanonen’, der bestod af de 36 bedste danske romaner til afslappet læsning på stranden.

‘Stikker’ blev hurtigt solgt til oversættelse i Finland, Sverige og Norge, men det norske forlag gik desværre ned, inden ‘Stikker’ nåede at udkomme på norsk.

Første udgaven af ‘Stikker’ var, hvis jeg skal være bagklog, trykt i et alt for stort oplag, men det forhindrede det ikke i at være udsolgt et halvt år senere, hvor jeg så valgte at udgive en paperback-udgave. Den skuffede til at starte med groft, da boghandlerne nægtede at tage den hjem, men lige pludselig skete der noget. Ikke hos boghandlerne, men gennem andre kanaler, og et løbet af de to år solgte paperbacken ud, og jeg valgte at genudgive ‘Stikker’ i en ny paperback-udgave i 2005. Det er den fjerde udgave, som stadig genoptrykkes, 3. udgave var en eBog, der blev udgivet gennem bibliotekerne i mellem de to paperback udgaver.

‘Stikker’ er historien om en dansk sabotagegruppe (BB). De bekæmper tyskerne, som havde besat Danmark, men de er bestemt ikke alle kridhvide helte. Det er en dyster og mørk historie om mistro. Der er nemlig en stikker i sabotagegruppe BB, og finder de ikke ud af hvem, vil tyskerne tage dem en for en. Men hvem kan man stole på?

I 2006 udgav jeg en ny roman om Sabotagegruppe BB (den hed ‘Panzer’), og det var egentlig min plan, at der skulle følge flere efter, men jeg gik ned med stress – det er benhårdt arbejde at drive eget forlag – især når man brænder så meget for det, som jeg gør – og da jeg endelig begyndte at kunne se farver igen, var det gyserne, der trak i mig. Men jeg har i hvert fald en historie mere om Sabotagegruppe BB liggende inden i mig, og hvem ved, måske slipper jeg den ud en dag?

Det er blevet en småfjolet tradition med ‘Stikker’ at hvert nyt oplag får en ny forside, men jeg kan godt lide det. ‘Stikker’ er jo lidt et specielt barn for mig. Denne gang har jeg valgt at lægge forsiden meget tæt op ad ‘Panzer’s, som jeg stadig regner for en af mine heldigere forsider.

Du kan købe det nye oplag af ‘Stikker’ lige her, hvis du har lyst.

About these ads