Jo, du læste rigtigt. Den 16. marts 2012 er der premiere på en ny, dansk horroropera på Den Fynske Opera i Odense. Den hedder ‘Orkestergraven’ og er bygget over novellen af samme navn af A. M. Vedsø Olesen fra Mxrkets første udgivelse, antologien POE.

Det er historien om en dirigent, der er så betaget af operasangerindens stemme, at han må dræbe hende for at gøre sig fri. Den er skrevet som en hyldest til Edgar Allan Poe og bygger på dennes gotiske fortælling ‘Hjertet, der sladrede’.

Operaens libretto er skrevet af Vedsø Olesen selv, mens musikken er af Bo Grunge, og Martin Schmidt har instrueret.

Læs mere om operaen her

Læs mere om antologien POE her

E-bogen kommer

E-bøgerne har været længe undervejs. Jeg selvudgav mine første helt tilbage i 2004 gennem bibliotekernes forsøgsordning Downlaan. En ordning, der gik i sig selv nogle år senere.

Der er i mange år blevet skreget ‘E-bogen kommer!’ – men det skete bare ikke rigtig. Bogmennesker elsker deres papirbog, og så længe e-bogen faktisk ikke kunne noget, som papirbogen ikke kunne gøre bedre, så skete der ikke noget.

Det punkt kom i 2010, hvor især Amazon.com og deres Kindle satte ild til bogmarkedet.

Det betød tre ting, som sammen er starten på en revolution af hele bogbranchen.

Der blev pludselig omsat flere e-bøger end papirbøger i Amazon.

De første selvudgiver bestsellerforfattere dukkede op.

En mængde bøger kan nu kun fås som e-bøger.

Det sidste blev min motivation til selv at få mig en Kindle, for det myldrede frem med udgivelser, som var anderledes end det kedelige mainstreamudvalg, som længe havde præget både det danske og det internationale bogmarked.

Pludselig var det igen okay at skrive kortere tekster, man kunne få fat i bøger, som etablerede forfattere ikke havde kunnet få udgivet, fordi de ikke var mainstream nok, man kunne få fat i en masse nye, spændende forfatteres værker, bogen er levende igen. Det er ikke længere begrænset til en stak nogenlunde ens krimier på et bord i Føtex.

Jeg har ikke læst en papirbog, siden jeg fik min Kindle, men jeg læser måske fire-fem bøger, hvor jeg før ville have læst en enkelt. Som læser ELSKER jeg min Kindle.

Som forfatter og selvudgiver er jeg mindst lige så fascineret og inspireret af e-bogens mange muligheder. Flere idéer og koncepter, som ikke har været mulige at virkeliggøre i papirbogens verden, kan meget vel blive mulige nu. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Den helt nye forretningsgang, hvor alle nåleøjerne (som jeg beskrev i et tidligere indlæg) er væk, og afstanden mellem forfatter og læser er blevet mange kilometer kortere, rummer også en masse herlige muligheder for forfattere, som har lyst til selv at tage vare på egen kreativitet.

Den grusomme forandring.

I USA er en af de største boghandlerkæder gået neden om og hjem. Der peges på e-bogen som en blandt flere årsager, og der næppe tvivl om, at flere led, boghandlere, forlag etc. fra den gamle bogbranche kan vågne op en morgen til en verden, der ikke længere har brug for dem.

Nu havde jeg fandt i bogbranchens ud(af)vikling de sidste 10 år i sidste indlæg, og som det fremgik der, så har branchen selv haft travlt med at rette ind mod de helt store mainstream-årer, og hvis e-bogen betyder deres død, så mener jeg ikke, at forfattere af ikke-mainstreambøger eller selvudgivere i det hele taget, skal føle noget større ansvar for det.

Man kan ikke bebrejde os, at vi søger alternativer til en kilde, der tørrede ud, og hvis boghandlerne ikke længere kan overleve på den mainstream, de har orket at beskæftige sig med, så må man huske, at det var deres valg. Vi ville gerne have solgt papirbøger gennem dem, vi ville gerne have givet dem det brede udvalg, der gjorde et besøg hos boghandleren til en større oplevelse end en tur forbi supermarkedernes bestsellerborde. Men ville boghandlerne det?

Hvad angår forlagene, så har det aldrig for alvor været deres fornemmeste opgave at tjene penge til forfatterne, som nogle af dem ellers af og til kan finde på at hævde. Det er aktionærene, man forgylder. Forlag er forretning som så meget andet.

Og forlagene har haft meget travlt med at dumpe priserne gennem supermarkederne. At e-bogen så pludselig er kommet på banen og har betydet, at selvudgivere kan konkurrere prismæssigt, så de store gamle, forlag ikke længere kan være med, rimer måske mest af alt på ‘tak for sidst’.

Man kan som selvudgiver få mere for en e-bog, der sælges til 60 kroner i netbutikkerne, end man ville få for en 250 kroners første udgave på et traditionelt forlag. Kunsten bliver så bare at sælge lige så mange. Om det er muligt, vil fremtiden vise. Men det ser bestemt lovende ud.

E-bogen ligner den største gave litteraturen, forfatterne og det frie kunstneriske udtryk har fået i mange, mange år. Måske nogensinde.

Det er bare at tage imod den – og bruge lidt tid på at overveje, hvad DU vil bruge den til. Har du en lang backlist, som bare ligger og samler støv, så få den ud på e-bog, lad læserne finde den, for der ER læsere derude til dine ting. Måske ikke 100.000-vis af dem, så ville din backlist jo nok ligge i supermarkederne allerede, men du har nu en mulighed for at få dine ting læst, som du ikke har haft længe.

Har du et manuskript, du gerne vil have udgivet? Så er e-bogen ikke et dårligt valg, hvis du overvejer at selvudgive det. For det første kan du meget lettere finde ud til læserne gennem e-bogen end gennem papirbogens nåleøjer, for det andet koster det meget lidt, hvis overhovedet noget, at selvudgive en e-bog.

Man skal ikke betale trykkeriet, man skal ikke betale lagerplads, man skal ikke betale distributører, man skal ikke betale porto, man spilder ikke en masse tid og penge på at få boghandlerne i tale, eller pressen, eller supermarkederne, eller …

Det er bare at kaste sig ud i det. Det er som at lande på Prøv Lykken i Matador.

Eneste minus ved e-bogen er, at der ikke er biblioteksafgift på e-bøger …

E-bøger på bibliotekerne

Jeg har ventet med at skrive dette indlæg længe. For selvom jeg igen begyndte at selvudgive e-bøger i maj i år – og blev ganske positivt overrasket over efterspørgslen, så har der været en meget stor spiller på det danske bogmarked, som ikke har deltaget: Bibliotekerne.

Der har været nogle forhandlinger i gang mellem bibliotekerne og de to største forlag, og så længe der ikke var en aftale, var der intet biblioteksudlån af e-bøger.

Den aftale kom så endelig på plads, og fra 1. november har bibliotekerne åbnet for udlån af e-bøger. Som alle andre e-bogsudgivere har jeg fået tilbudt at gå med på ordningen, hvilket jeg da også havde regnet med at gøre. Jeg er en stor fan af biblioteker, hvilket jeg tror, alle forfattere er.

Jeg elsker biblioteker, jeg elsker bibliotekarer! De er meget sødere og sjovere, end de måske selv ved af – og de er så vigtige for samfundet!

Men …

Desværre er det for langt de fleste forfattere en meget ringe aftale, der bestemt ikke bliver mere tiltrækkende af, at flere ledende bibliotekarer har været ude og kritisere den for at være for dyr.

For de store forlag er aftalen sikkert ganske fin. De får et mindre beløb, hvergang en e-bog udlånes. Forfatterne får så en mindre andel af dette beløb. Hvad forfatterne får afhænger af aftalen mellem forlag og forfattere.

Aftalen er tydeligvis sket hen over hovedet på forfatterne, hvis værker den handler om at udnytte mest muligt. Den giver bibliotekerne adgang til en masse e-bøger, som de kvit og frit kan have på hylderne. Kun ved udlån betales der et beskedent beløb.

Det er derfor en aftale, der gavner de forfattere, som allerede sælger 100.000-vis af bøger gennem supermarkederne. Faktisk vil jeg endda tro, at disse forfattere i visse tilfælde kan tjene mere på et udlån gennem bibliotekerne end gennem salg i Kvickly.

For alle andre forfattere er det en rigtig skidt aftale, fordi den ikke følges af en aftale om biblioteksafgift på e-bøger. Der er ikke engang en dårlig aftale omkring biblioteksafgiften og e-bøger, som man kunne kritisere for dit eller dat, der er bare slet ikke nogen aftale.

E-bøger giver ikke biblioteksafgift. Basta.

Hvorfor er det så så vigtigt? Det er det, fordi biblioteksafgiften, siden den blev indført, har været den bærende indtægt for rigtig mange forfattere – og den nye e-bogsaftale kan meget let vise sig at blive ende på det.

Forfattere som jeg selv risikerer at miste en meget vigtig indtægt, hvis vi går med på aftalen, mens debutanternes chance for at tjene til dagen og vejen på deres virke bliver så utroligt meget vanskeligere.

Men hvorfor har e-bøgerne noget med det at gøre? Biblioteksafgiften handler jo kun om papirbøger.

Det har den lige præcis, fordi bibliotekerne er voldsomt pressede økonomisk. Det mærkes i det, der engang hed mellembøgerne, altså laget mellem smallitteratur og bestsellere, på bibliotekernes indkøb. En bog, der ved årtusindeskiftet ville have solgt 800-1.000 eks til landets biblioteker, vil næppe nå langt over 100 eks i dag.

Bibliotekerne er tvunget til at prioritere, og de er tvunget til at satse på bestsellerne, fordi de simpelthen bliver lukket, hvis der ikke er udlån nok. Der burde have været en hed debat i Danmark om biblioteksdøden, og hvad vi i det hele taget vil med bibliotekerne, men hvor der har været demonstrationer i andre lande, dør bibliotekerne i Danmark uden nogen tilsyneladende tager sig af det.

Resultatet er, at bibliotekernes indkøbere er presset til at vælge fra. Det har de gjort længe og efter kommunesammenlægningen med meget hård hånd. Det kan man ikke bebrejde dem. De kæmper også for at overleve.

Men hvad sker der med prioriteringen, når en smallere titel også fås som e-bog? Vil man så helt undlade at købe papirudgaven? Papirudgaven koster jo penge, mens e-bogen kun gør det, når den udlånes. Og der skal omkring 20 udlån til, før e-bogen koster det samme som et eksemplar af papirudgaven!

Hvad ville du vælge, hvis det var din privatøkonomi? Og så er det UDEN at medregne biblioteksafgiften, som kommer fra en anden kasse.

Hvis prioriteringen væk fra papirbogen ikke sker nu, hvad så i ganske nær fremtid, når læserne måske – som jeg selv allerede gør – foretrækker at læse digitalt fremfor på papir?

Men hvad så, hvis man er en af de nye selvudgivere, der kun gør sig i e-bog, så har man da ikke noget at miste, vel?

Jo, det synes jeg faktisk, man har. For hvis man går med på en ordning, hvor ens hovedværk tilbydes på ringere vilkår, alene fordi det ikke er trykt på papir, er man så ikke selv med til at acceptere, at ens medie er af ringere kulturel betydning end papirbogen? Hvordan rimer det med den fremtid, vi er på vej ind i?

Så længe biblioteksafgiften kun gælder for papirbøger, mener jeg ikke, man som forfatter kan acceptere en e-bogsaftale, som den der findes nu. Jeg har derfor valgt ikke at gå med på ordningen, selvom jeg næsten ikke kan holde tanken ud, fordi jeg holder så meget af biblioteker.

…

Efter jeg havde skrevet dette indlæg blev jeg opfordret til at sætte nogle tal på for at anskueliggøre min pointe. Det er naturligvis vanskeligt, fordi biblioteksafgiften afhænger af hvor mange eksemplarer af en titel, som står rundt omkring på de danske biblioteker OG hvor mange sider bogen er på OG hvilken type bog, det drejer sig om. Digte giver mere pr side end fagbøger etc.

Dertil svinger salgsprisen for bøger også ganske uforudsigeligt til tider.

Det er heller ikke helt let at gennemskue, hvad et udlån af en e-bog reelt vil give, da kompensationen svinger mellem 11 og 6 kroner, alt efter hvor ny bogen er og hvor mange, der samlet udlånes.

At der overhovedet er forskel i prisen for udlån på nye og gamle bøger, må være noget de store forlag har fået trumfet igennem, for det giver ikke rigtig mening for andre end dem. En bog er en bog for alle os andre. En forfatter lever i højere grad af sine tidligere udgivelser end af sine nye. At forlagene har fået trumfet en sådan særhed igennem, virker på mig som udtryk for en forældet tankegang, hvor man ikke har fattet, hvad det er for muligheder e-bogen bringer med sig. Hele det der fokus på nyudgivelser og aktualitet hører i langt højere grad til på det gamle supermarkedsbogmarked.

Men okay, lad os for nemheds skyld regne med at et udlån af en e-bog giver forlaget 10 kroner. Selvudgiveren får selvfølgelig det samme, da man er både forlag og forfatter, mens forfattere på traditionelle forlag får den andel, der nu er aftalt i deres kontrakt med forlaget. I aftalen omkring bibliotekernes udlån af e-bogen næves forfatterens andel til i gennemsnit at være på 27% – om dette tal holder vand, tør jeg ikke garantere, men lad os igen for nemheds skyld være large og sige 30%, hvilket så betyder at en almindelig forfatter får 3 kroner for et udlån.

E-bogsudlån giver altså 10 kroner til selvudgivere, og 3 kroner til forfattere på traditionelle forlag – sådan cirka.

Bibliotekerne skal INTET betale for at have e-bøgerne på hylderne, KUN hvis de udlånes. Det er den største og afgørende forskel på biblioteksudlån af papir- og e-bøger.

Når det gælder de gamle papirbøger, så er der som sagt flere ubekendte fra bog til bog, men lad mig som med e-bogen lave en slags gennemsnitsbog. Vi kan sige, at den er på cirka 250 sider og koster 250 kroner i boghandlen.

De 50 kroner er moms.

Bibliotekernes udgift er altså 200 kroner pr eksemplar. Hvis det ikke er bestsellere, vil de samlet for hele landet i dag købe et sted mellem 50 og 150 eksemplarer. Lad os sige, de køber 100. Det er så en engangs udgift på 20.000 kroner.

Det svarer til udgiften på næsten 2000 udlånte e-bøger, sådan nogenlunde.

Det er pænt mange udlån.

Forfattere og selvudgivere tjener ikke så meget på selve bogsalget til bibliotekerne. For selvudgivere vil udgifter til fremstilling, bogtryk, distribution, porto og især boghandlerrabatter æde det meste. Sælger en bog ikke mere end bibliotekssalget, og det er der mange, der ikke gør, så giver det ikke rigtig nogen indtægt. Med lidt held kan der være tale om et overskud på et par tusinde kroner.

Forfattere på traditionelle forlag er ikke meget bedre stillet, de får gerne omkring 30 kroner for vores gennemsnitsbog. Altså, små 3.000 kroner for 100 solgte.

Dertil kommer så biblioteksafgiften for papirbøgerne. Den kan svinge voldsomt. De mest populære bøger kan hale ganske store beløb hjem til forfatteren år efter år, så længe bibliotekerne har dem på hylderne. Vores eksempel her er IKKE en bestseller, men en almindelig gennemsnitsbog, som de nu ser ud i dag. 100 eksemplarer af en 250 siders skønlitterær roman på landets biblioteker vil give noget i stil med 3.000 kroner i biblioteksafgift om året.

Der skal ganske mange af den slags bøger til, før man kan leve af biblioteksafgiften i dag. Det var selvfølgelig meget lettere, før kommunesammenlægningen, hvor vi snarere ville tale om 400 eks og altså omkring 10.000 om året i biblioteksafgift, plus bedre indtægt fra bogsalg eller royalty.

Men selv i dag, med de beskedne indtægter som jeg her har ridset op, skal der virkelig udlånes MANGE e-bøger, før det tjener den tabte biblioteksafgift hjem.

3.000 i royalty det første år + 3.000 i biblioteksafgift om året er altså sådan en gennemsnitsbog indtægter gennem bibliotekerne.

Det kræver et udlån på omkring 600 e-bøger om året – i mange år! – før en selvudgiver har samme indtægt gennem bibliotekerne. For man skal huske at ældre e-bøger giver mindre pr. udlån, og en bog bliver jo ikke ved med at være ny.

For en forfatter på et traditionelt forlag ser det endnu værre ud, for disse forfattere får meget mindre pr udlånt e-bog,  her skal der udlånes 1.000 eller flere e-bøger om året for at sikre samme indtægt. År efter år efter år efter år.

Det er MANGE flere end det lyder til.

Skal man have bare en smule held med at selvudgive, må man orientere sig på det marked, man skal have sine bøger ud på, og det er betydeligt sværere, end det måske lyder, for bogmarkedet ændrer sig meget meget hurtigt og meget meget dramatisk i disse år.

Jeg har selv godt 17 års erfaring i branchen, fra jeg debuterede i 1995 på Høst & søns forlag med gyserromanen ‘Kat’. Jeg startede 2 Feet i 2002 og selvudgang året efter Anden Verdenskrigsthrilleren ‘Stikker’. Branchen har ændret sig så markant i de år, at det nærmest er som at navigere i en anden verden.

Jeg selvudgav i starten af 00erne, hvor alt nærmest var muligt, jeg selvudgav i slutningen af 00erne, hvor alt andet end mainstream og stordrift var stort set udelukket fra markedet, jeg selvudgiver nu, hvor der skimtes lys for enden af tunnellen.

Før og efter kommunesammenlægningen.

Biblioteker og skoler, som engang udgjorde kernen i bogmarkedet i Danmark, har ikke længere den betydning, de havde tidligere. De benhårde besparelser op gennem 00erne, og ikke mindst kommunesammenlægningen har, sammen et par andre faktorer, betydet, at bogmarkedets engang vigtigste kunder ikke længere er toneangivende.

Det er skidt for det brede, mangfoldige udbud af bøger på dansk. Det er skidt for undervisningen. Det er skidt for forfatterne, der i mange år har kunnet investere med knofedt i deres fremtid, da bøger på biblioteker og skoler udløser biblioteksafgift, hvilket faktisk er noget nær den eneste sikring af en nogenlunde pension, en forfatter har mulighed for at håbe på.

Der er lukket rigtig mange biblioteker siden kommunesammenlægningen, og endnu værre: Der er kommet mange færre hovedbiblioteker. For smallere bøger bliver ofte kun indkøbt til hovedbibliotekerne. Spørgsmålet er ikke længere: Er dette en bog, vi bør have? – det er: Er dette en bog, vi kan undvære?

Bibliotekerne har også i mange år flyttet fokus fra et bredt, mangfoldigt udbud af bøger til et mere nu og her udlånsskabende udvalg … af så mange forskellige ting.

Bestsellerismen

Tidligere havde boghandlerne monopol på at handle med bøger, som forlagene så bestemte, hvad skulle koste. Det system faldt i løbet af 00erne. Og det var faktisk godt nok, hvis det ikke lige var sket samtidig med den udvikling på bibliotekerne, som jeg lige har beskrevet.

Supermarkederne kom på banen. Boghandlerne klumpede sig sammen i store kæder med centrale indkøb. Nu skulle bøger sælges i enorme oplag til næsten ingen penge.

Man solgte Jussi Adler-Olsen, Dan Brown, Leif Davidsen, Stieg Larsson i astronomiske oplag, MEN samtidig devaluerede man bogen. Hvor bogkøbere tidligere havde været vant til, at en ny bog kostede 350 kroner, kunne man nu få den i Føtex til omkring 100.

For bogkøberne betød det, at de kunne få den nye krimi, som alle talte om, for næsten ingenting i Kvickly, men hvis de ville have andet, så var det der ikke. Nåjo, de kunne slæbe sig ned i boghandleren, som heller ikke havde andet (for boghandlerkæderne købte de samme bøger som supermarkederne). Tilbage var der internetboghandlerne, som er kommet til i løbet af 00erne, og stort set er det eneste sted, man finder alternativer til bestsellerne. MEN det kræver enorme oplag, hvis en bog skal sælges til de priser, man har lært bogkøberne at forvente. Så virkeligheden blev, at bogkøberne kan vælge mellem den nye krimi, alle taler om, eller de kan tage chancen med en ukendt forfatter til mere end den dobbelte pris.

Den billige krimi får de lige i synet, hvor de køber ind. Den dyre ukendte må de selv gøre en indsats for at finde. Resultatet var naturligvis, at alle små, smalle, ukendte, svagere, anderledes, mærkelige, nytænkende, interessante etc. bøger, forlag, forfattere, selvudgivere blev skubbet ud af et bogmarked, der i stadig stigende grad bestod af mere eller mindre ens krimier og kogebøger udgivet på nogle få store forlag solgt på et rodebord i Bilka.

Selvudgiveren

Som selvudgiver var tiden FØR kommunesammenlægningen de gode gamle dage. Her kunne man klare sig igennem på bibliotekssalget, hvis bogen var god, og man kunne endda være heldig at få et godt samarbejde med en lille skare af gode boghandlere. Det var slet ikke så tosset.

EFTER kommunesammenlægningen og supermarkedernes indtog satte de ti største forlag sig mere eller mindre på det hele. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at for mange selvudgivere, små forlag, ja selv store forlag, har de sidste 4-5 år været et spørgsmål om at overleve.

Selv opgav jeg drømmen om at udgive andre forfattere på 2 Feet. Jeg måtte opsige samarbejdet med dem, jeg allerede havde ‘fået i stald’, som man siger, og det var sur røv. Men nødvendigt. Det er trods alt ikke en bank, jeg driver, der kommer ingen politikere med en pakke til mig, hvergang jeg råber hjælp.

Fremtiden

Der er en del at være bekymret over som forfatter, ikke bare selvudgiver, men som forfatter i al almidelighed. Der er også et par lyspunkter, der KAN vende op og ned på det hele.

Vi forfattere bør være mest bekymrede over vores biblioteksafgift. Den er nemlig truet på to væsentlige punkter: 1) når bibliotekerne fokuserer så meget på at have bestsellere nok til alle interesserede lånere, flyttes biblioteksafgiften også hen på de forfatterskaber (og oversættere) som nok burde kunne klare sig på bogsalget – og væk fra alle andre, 2) bibliotekernes udlån af eBøger — her har bibliotekerne tilsyneladende glemt forfatterne og biblioteksafgiften helt.

Det sidste, altså eBøgerne, er også det bedste kort, vi forfattere har siddet med på hånden i mere end 100 år. For det er muligt at selvudgive eBøger for ingen penge. De kan virkelig gøre os fri af forlag, boghandlere og alle de andre nåleøje-vogtere, vi gennemgik sidste gang.

Det er omkring eBøgerne, at slaget kommer til at stå. Både når det gælder bibliotekerne og bogsalget.

I sensommeren var Jussi Adler-Olsen og Leif Davidsen på banen. De talte eBogen heftigt imod, redegjorde for, hvordan den ville betyde døden for boghandlerne og mange andre i branchen. Davidsen havde derfor nægtet at få sine bøger udgivet som eBøger, Adler-Olsen det samme, men kun for en del af sit forfatterskab.

Måske har de ret. Måske bliver eBogen enden på bogbranchen, som vi kender den. Blandt andet fordi eBøgerne vil blive solgt meget billigere end papirbøger, som de to bestsellerforfattere jo også siger. Men de to herrer har ikke selv haft problemer med at lade deres bøger sælges for en slik i supermarkederne, selvom det i lige så høj grad har betydet døden for boghandlere, små forlag og smallere udgivelser som sådan?

Næste gang er det tid til at snakke eBøger. For de rummer både nogle af de stærkeste lyspunkter, smalle forfattere og selvudgivere har kunnet skimte meget længe, samtidig med, at de kan ende med at betyde, at vi mister biblioteksafgiften.

Hvordan finder vi vejen frem?

Jeg var hurtig til at sige ja, da jeg blev tilbudt at være med for nogle uger siden. Jeg havde allerede en idé liggende til en superminimalistisk novelle, som jeg hurtigt omskrev til et digt. Alligevel måtte jeg beskære voldsomt for at få den presset ned på de 200 tegn, der er max for en annonce i Den Blå Avis. En udfordring, som jeg håber lykkedes – den kom i hvert ned på 200 tegn.

Digtet kom til at hedde ‘Nøgle i hoveddøren’, og kan læses under ‘Andre soveværelsesmøbler og udstyr’ i dagens Den Blå Avis.

Den Blå Avis er gratis.

Kan du ikke finde den, eller bor du i Jylland, kan du læse mit lille digt online, men kun i kort tid. Den Blå Avis fjerne digtene inden længe. Du skal klikke her.

Afstanden mellem forfatter og læser

Vejen fra forfatterens manus til læserens bog går ad en 100 år gammel vej, hvor værk og forfatter må gennem en række nåleøjer, som kan være særdeles vanskelige at komme igennem.

Ved hvert eneste nåleøje sidder en eller flere personer og tjener til dagen og vejen. De behøver ikke tjene godt, sådan er virkeligheden nu engang i kulturlivet, men de skal alle ernæres  gennem de forfatteres værker, som de lader slippe gennem nåleøjerne.

Disse nåleøjer udgør bogbranchen.

Lad os derfor kigge lidt på en bogs vej fra manus til læser.

Agenter

De er få i Danmark, men i andre lande f.eks. i USA optager forlag stort set aldrig bøger, hvis ikke en agent har sagt god for dem først. Det betyder, at det er agenterne på det engelsksprogede markede, der er det første nåleøje.  I Danmark fungerer de få agenter, der findes, mere som varetagere af etablerede forfatteres litterærerettigheder og karrierer.

Antagelse ved forlag

I Danmark sender man sit manus direkte til forlagene. Her kan der være flere ansatte til at vogte nåleøjet. Det er sjældent én redaktør alene, der antager en bog til udgivelse. Ofte vil den blive sendt ud til forskellige læsere, der vurderer kvalitet, salgbarhed etc. Herefter skal udgivelsen også gerne op på et redaktionsmøde, før der endelig siges ja. Salgsafdelingen kan komme ind over. Salgbarhed bliver stadig et væsentligere argument i en bogbranche, der er ved at miste sin sjæl til markedskræfterne.

Udgivelsen

Det næste nåleøje er mere konkret. Manus skal gennemarbejdes til et kompromis, både forfatter og forlag kan acceptere. Der gælder ikke kun teksten, men også alt det praktiske arbejde. Teksten skal sættes på bogens sider. Der skal laves forside, omslag, bagsidetekst etc. frem til manus er blevet til en færdig (slagbar) bog.

Boghandlere og supermarkeder

Næste nåleøje udgøres af indkøberne i supermarkeder, boghandlerkæder og de få tilbageværende boghandlere, der selv indkøber bøger. Vil indkøberne tage bogen hjem eller ej? Her vurderes benhårdt på formodet salgbarhed. At tage en bog hjem er at løbe en økonomisk risiko. Man foretrækker bøger, der ligner noget, man har solgt godt af tidligere. Man skeler også til en masse andre ting, som ikke har med bogens kvalitet eller forfatterens talenter at gøre. Det er ting som: Giver forlaget ekstra rabatter? Tager forlaget risikoen og køber eventuelt usolgte bøger retur? Betaler forlaget for vinduesplads, hyldeplads eller spalteplads i tilbudsaviserne?

Vil boghandlerne og supermarkederne ikke tage bogen hjem, kan læseren ikke købe bogen. Jo, jo man kan bestille bogen hjem hos boghandleren, og man kan bestille den hjem selv gennem internetboghandlerne, men før det sker, så skal læseren jo vide, at bogen findes. Det spontane køb er umuligt, hvis bogen ikke præsenteres for bogkøberne et sted, hvor de er vant til at købe bøger.

Biblioteker

Vil bibliotekerne tage bogen til sig eller ej. Tidligere skelede man meget til lektørudtalelsen, som er en kvalitetsvurdering specielt til biblioteker, i dag er fokus også her mere på forventet efterspørgsel.

Orker bibliotekerne ikke rigtig bogen, vil lånerne have svært ved at finde bogen – og man kan så kun håbe de vil reservere titlen over bibliotek.dk.

Bogklubber

Bogklubberne kender deres medlemmer/kunder bedre end så mange andre i branchen. For at slippe gennem nåleøjet her skal bogklubben være overbevist om, at medlemmerne vil købe bogen.

Er de ikke det, kommer bogen ikke ud her, og bogklubbens medlemmer læser så andre bøger.

Pressen

Får bogen anmeldelser? Er de gode? Kommer der interviews?
Skal bogen finde sine læsere, kan man have gavn af omtale i pressen, men det nytter ikke meget, hvis de tre foregående nåleøjer alle har takket nej.

Legater

Der er et nåleøje på sidelinjen, som hedder legatudvalgene. De hjælper på ingen måde bogen på vej fra forfatter til læser, men der ligger en del penge her, som kan hjælpe forfatteren med at holde skindet på næsen.

Kvalitetssikring

Når bogbranchen selv beskriver disse nåleøjer, er det oftest positivt. De anses for branchens indbyggede kvalitetsikringer. De er næsten hellige.

Jo, det sker da, at en forfatter klager over forlagenes krav om alt for store ændringer i manus eller manglende lyst til at satse stort på netop hans bog, men …

Jo, det sker da, at et forlag klager over boghandlernes manglende lyst til at tage andet end krimier hjem, men …

Jo, det sker da, at en boghandler klager over forlagenes modvilje mod at yde fuld returret på alle udgivelser, men …

MEN pilen ender med at pege tilbage på den, der klager, ikke? For nåleøjerne er kvalitetssikring. Måske var forfatterens manus ikke godt nok? Måske var forlæggerens bøger ikke gode nok? Måske var boghandleren ikke god nok til at sælge bøger, siden han var så fokuseret på returretten?

Der findes stort set ingen debat i branchen. Branchebladet Bogmarkedet forsøgte i flere år at sætte gang i forskellige debatter i bladet, men det gik meget tungt for at sige det mildt. Måske ligger forklaringen i ovenstående?

Selvudgivernes problemer

I resten af branchens øjne kan selvudgivere derfor også let komme til at virke som nogen, der forsøger at slippe uden om branchens indbyggede kvalitetssikring. Vi har jo sprunget over det første nåleøje. Vores værker skal ikke antages på noget forlag. Den kvalitetssikring er væk, mens vi selv tager ansvaret for de næste nåleøjer omkring udgivelsen, og hvorfor søren skulle vi være bedre egnet til det end de forlag, der har gjort det på samme måde i op til 200 år?

Så hvor man som selvudgiver springer over de første nåleøjer (og måske får en bedre bog ud af det), så bliver de følgende nåleøjer så meget sværere at komme igennem, at det begynder at ligne noget nær umuligt.

MEN …

I de sidste måneder af 2010 skete der noget skelsættende for selvudgivere i hele verden. Amazon.com havde åbnet for, at hvem som helst kunne udgive sine manuskripter som ebøger.

Det i sig selv, tror jeg ikke, rystede mange i bogbranchen, for hvem kan tage det alvorligt? Disse bøger måtte være noget bras, som ingen ville give penge for, for disse bøger havde jo ikke været gennem branchens indbyggede kvalitetssikring.

Det MÅTTE gå galt. Det vil lynhurtigt vise sig, at nok kunne alle selvudgive alt deres lort, men det ville stadig være lort, og læserne ville ikke spilde tid eller penge på det bras.

Det viste sig nu, at det ville læserne godt, og inden 2010 var omme havde verden fået sine første ægte bestseller-selvudgivere.

Jeg vender tilbage til denne udvikling senere, for den er bestemt interessant. I denne omgang vil jeg nøjes med at påpege, at det er et historisk øjeblik for ikke bare selvudgivere, men for alle forfattere og læsere. Og for litteraturen!

Det er nu muligt for en forfatter at få sine ting ud til læserne uden at skulle igennem hele rækken af nåleøjer.

Stopklodser

Som sagt, så opfatter branchen selv nåleøjerne som kvalitetssikring, men er det vanetænkning eller virkelighed?

Der er ingen tvivl om, at nåleøjerne har begrænset det litterære udbud. Der ER blevet luget ud i rækkerne. Mange manuskripter er aldrig blevet udgivet, andre er blevet droppet under udgivelsen og er aldrig udkommet. Af dem, der er udkommet som bog, er mange aldrig blevet anmeldt eller taget hjem af boghandlerne. De er forsvundet uden at have fået chancen.

Men hvis nåleøjerne virkelig fungerer som kvalitetssikring, bør det så ikke være sådan, at de bøger, der når igennem samtlige nåleøjer, må siges at være det ypperste af det ypperste?

Ikke?

Bør det så ikke i det mindste udelukke, at man kommer hjem fra supermarkedet med en skodbog, der er fuld af korrekturfejl, er fortalt uden nerve, uden sjæl, og måske aldrig burde være udgivet?

Ikke at alle bøger på supermarkedernes rodeborde er dårlige, slet ikke, ikke engang de fleste, men de er alle bøger, der er nået igennem rigtig mange af branchens nåleøjer, og dermed burde være måske ikke det ypperste af det ypperste, så i det mindste så kvalitetstjekkede, at der ikke er lort imellem. Men det sker, gør det ikke?

Fordi kvalitet og salgbarhed ikke er det samme. Til gengæld er kravet om øget salgbarhed og manglende risikovillighed og et øget pres på øjeblikkeligt salg måske med til at sikre, at glimrende bøger ikke udgives, fordi de ikke vurderes til at kunne give afkast nu og her.

Hvis nogen savner en åbning for fremtidens selvudgivere, så ligger den lige her. Et marked uden om nåleøjerne, direkte mellem forfatterne og de læsere, der ikke blev mætte i supermarkedet. Et udbud af bøger, der rummer andre kvaliteter end det, nåleøjerne vurderer har bred nok salgbarhed, og derfor ikke er at finde, hvor man er vant til at købe bøger.

Lige præcis dér ligger fremtiden for e-bogen, selvudgivere og litteraturerns mangfoldighed.

Fordommenes bannerfører

Alene tanken om selvudgivere kan få det værste frem i folk. Der findes blogs, hvor nævnenyttige typer går til angreb på alle selvudgivere. Jeg husker én (vistnok nedlagt nu), der hed You Self Publish Because You Suck – og med det navn, så er der vist ikke meget at tage fejl af.

Selve bloggens indhold bestod i eksempler på selvudgivere, hvis sprog, metaforer, indhold, forsider, titler osv. ikke var så heldige. Konklusionen på det hele: Selvudgivere er talentløse forfattere – og talentløse til alt muligt andet også. Hvis de ikke havde suttet, var de nok blevet udgivet på ‘rigtige’ forlag, for det er jo det eneste rigtige at gøre. Det gik denne bloggers næse forbi, at selvudgiverne trods alt havde mod til at forsøge lykken med noget, de troede på og brændte for, mens han selv vist ikke kunne finde andet indhold i livet end at pege fingre af deres fejl.

Når jeg nu nævner, at der findes de her blogs, så skyldes det, at de trods alt sætter ord på nogle af de fordomme, man som selvudgiver bliver mødt med. Fordomme som meget ofte er forklædt som viden. Som det skete i ovennævnte blog, foregiver man at dokumentere sin påstand om selvudgivers mangler ved at fremhæve de steder, det er gået galt – og så slår man alle bøger udgivet af alle selvudgivere til hver en tid over en og samme kam.

Selvudgivere sutter bare allesammen. Altid. Sådan er det bare. Fat det! Det er derfor, jeg tidligere har kaldt selvudgivere for branchens perkere.

Ellers intelligente mennesker, der sætter en ære i at bekæmpe stigmatiseringer af befolkningsgrupper, kan glemme alt om at have et nuanceret blik på virkeligheden, når det kommer til selvudgivere. Det skal man som selvudgiver naturligvis ikke lade sig slå ud af, men det er og har i mange år været en af de største udfordringer for en ny selvudgiver at komme igennem. Man gør klogt at forholde sig til de her fordomme og have svar parat – og gøre sit ypperste for at levere en færdig bog, der er på højde eller helst bedre end det, den traditionelle bogbranche kommer med. Og være forberedt på, at ting tager tid, især når det gælder at overvinde den slags fordomme.

Alle begår fejl

Det ER sandt, at der selvudgives dårlige bøger. Det ER sandt, at der selvudgives bøger med håbløse forsider. Det ER sandt, at der selvudgives bøger, som er sprogligt noget hø. Det ER sandt, at der selvudgives bøger af talentløse forfattere. Det ER sandt, at der selvudgives bøger, der kunne have haft gavn af en dygtig redaktør og en skarp korrekturlæser.

Ja, selvfølgelig. Vi begår fejl, big surprise. Alle, der har udgivet et par bøger, gemmer nok på et par ting, de gerne ville have gjort anderledes. Jeg ved, at jeg gør. Sådan er det at være menneske, sådan er det, at vove sig ud, hvor man ikke har været før. De fleste snubler også første gang, de har rulleskøjter på.

MEN er virkeligheden virkelig så ensidig, at selvudgivere fucker up, mens de traditionelle forlag kører den fejlfrit igennem? Mener man virkelig, at der ikke udgives dårlige bøger på traditionelle forlag? At der ikke findes bøger med håbløse forsider eller forvrøvlet bagsidetekster udgivet på de største danske forlag? Udgiver de ikke bøger, der sprogligt er noget hø, skrevet af talentløse forfattere, der måske er kendte og tænker – ligesom forlaget – at alle kan skrive en krimi? Udgives der ikke bøger med pinlige korrekturfejl på store danske forlag? Eller bøger, der kunne have haft gavn af en god redaktør — eller bøger, der er skadet af en dårlig?

Selvfølgelig gør der det. Og hvis jeg havde haft lige så lidt indhold i livet som ovennævnte bloggere, så kunne jeg endda være kommet med eksempler, og måske have startet en blog, der hed: You Get Published Because You Suck, og den ville naturligvis være præcis lige så ‘sand’ som de andre, men ville næppe blive taget lige så alvorligt. For den ville ikke bekræfte nogen i deres fordomme, som de andre desværre gør.

Hvorfor er disse fordomme om selvudgivere så så sejlivede?

Fordi bogbranchen længe har været en lille verden lukket om sig selv, hvor man har kunnet pege fingre af dem, der stod udenfor, mens man bekræftede sig selv og hinanden i, hvordan verden så ud (og at man var noget særligt, HVIS man var blandt de udvalgte få.)

Bemærk, at de mennesker, der oftest går til angreb på selvudgivere og ebøger (selvom de to ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre) er branchefolk.

Og det vel heller ikke så mærkeligt, for disse mennesker ser måske deres jobs og karrierer udfordret fra en side, de måske altid har følt sig hævet over.

Kom og hør, hvis du er i nærheden.

Det sker klokken 13:00 – og det er gratis.

Gør din Firefox smukkere med denne Personas lavet af mig

Jeg kom til at lege lidt …

I et ledigt øjeblik, eller også var det en overspringshandling, jeg skal ikke kunne sige det, kom jeg til at lege lidt, og det kom der en fin, lille personas ud af.

Personas er en slags udsmykning til FIREFOX browseren, som sætter billeder eller illustrationer oppe i det kedelige stykke foroven, hvis jeg da overhovedet kan forklare det, så det giver mening, men altså, sådan en har jeg lavet, specielt til dig!

Du finder den ved at klikke HER, og så skal du bare klikke på Wear This Persona på den side der så åbner, og vips så ser din Firefox meget bedre ud.

Den elskede redaktør

For mange forfattere er redaktøren den næreste og vigtigste samarbejdspartner. Det kan være et så nært forhold, at det tangerer et ægteskab. Det kan være livslangt. Det er ikke unormalt, når en redaktør får job på et andet forlag, at mange af forfatterne følger med.

Man knytter bånd til sin redaktør. Man bygger sit professionelle virke på og i tillid til redaktørens evner og viden. Hvor forfattere godt kan brokke sig over forlaget, er der gerne ros til redaktøren alligevel.

Et smukt samarbejde med et fælles mål: At gøre forfatteren og forfatterens tekster bedst mulige.

Mange forfattere lægger ikke skjul på, at uden redaktørens skarpe blik og røde streger i manus, ville deres tekster slet ikke have den kvalitet, de nu rummer.

Det problematiske ved redaktører

Derfor kan det også for mange forfattere og andre i bogbranchen være noget af en mundfuld, hvis man som forfatter bevidst vælger redaktøren fra og selv udgiver sine bøger.

Det dækkes af en blind vinkel, at forholdet mellem forfatter og redaktør kan være problematisk helt ned i fundamentet.
For hvad sker der så, når kontrakten skal forhandles? Eller når man skal banke i bordet over for forlaget og kræve, at nu gør de altså noget mere for at fremme salget af ens bøger?

Redaktøren afviser – og så har man valget mellem at gå og dermed sige farvel til et forhold så nært som et ægteskab … eller … En redaktør er ikke en god kollega og slet ikke en god ven, en redaktør er en forretningsforbindelse ansat af modparten.

Selvfølgelig rummer et rigtig godt forhold til en redaktør mange positive sider også. Måske kan man få udgivet den lidt svagere titel, der måske kommer undervejs, også. Måske vil en redaktør kæmpe mere for forfatterens værker, hvis det er en forfattere, redaktøren holder af og har arbejdet sammen med i årevis?

Men den slags kan have en pris, og den pris kan ofte være, at man som forfatter følger redaktørens krav om besynderlige omskrivninger længere, end man burde, fordi man er sårbar. Kort og godt.

Det går ikke, at redaktøren ikke oplever, at værket efter redigeringen er nået et sted hen, hvor det er værd at kæmpe for i værkets videre forløb. Man har brug for, at redaktøren føler det som sit værk også, man har brug, at der bliver skubbet på i salgsafdelingen, og at værket fremhæves over for udenlandske forlag etc.

En redaktør, der har mistet begejstringen for en bog, kan finde på slet ikke at ville udgive den.

Og nu er jeg ved kernen af forholdet mellem forfatter, tekst og redaktør, nemlig redigeringen af teksten.

Nødvendigheden af redigering

Lad mig starte med at slå fast, at INGEN tekst bør udgives uden redigering.

Jeg skal også være den første til at indrømme, at min egen debut havde voldsom gavn af redaktørens røde kuglepen. Faktisk var behovet så stort, at forlaget satte to redaktører på bogen samtidig. Med rette.

Hvis jeg havde selvudgivet KAT med de evner og den (manglende) indsigt i branchen, som jeg havde dengang, var min karriere næppe kommet videre.

Men jeg sagde også ja til rettelser, jeg havde det så skidt med, at jeg rettede dem tilbage, da jeg mange år senere genudgav bogen på eget forlag – og inden da havde jeg udgivet syv bøger mere på traditionelle forlag, alle var blevet bedre af redigeringen, men også alle havde taget skade. Det er prisen for kompromis.

Redaktørens fingeraftryk

Men hvad er det så en redaktør gør ved en tekst, når der redigeres?

En god redaktør vil som oftes fokusere på at korte teksten ned, rette sproget ind, finde plotfejl, fjerne klicheer, svinkeærinder … Og det kan alle have gavn af.

Redaktøren kan også have et ønske om at øge bogens salgbarhed ved at fjerne de steder, hvor værdisættet måske falder uden for målgruppens rummelighed – eller interesser, fatteevne etc. Det er selvfølgelig tydeligst, hvis man skriver til ugebladene, eller skal oversættes til tysk, men det sker også på almindelige danske forlag.

Bogen er (også) en salgsvare – og som bogbranchen har udviklet sig de sidste 10 år, er den blevet mere salgsvare for hver dag, der er gået. Så der er næppe mindre fokus på at gøre teksten salgbar i dag, end da jeg udkom på traditionelle forlag.

Og her begynder redaktørens redigering måske at kollidere med sig selv: Fordi på den ene side vil man gerne korte ned og stramme teksten op, fordi man (og den holdning deler jeg) mener, at gode tekster er fokuserede og præcise, mens man på den anden side gerne vil øge salgbarheden, så der ved alle i branchen godt, at tynde bøger ikke sælger.

Alle bestsellere er i dag nogle ordentlige mursten. Man kunne i en del tilfælde godt have forsvaret en skarpere redigering. Dermed ikke sagt, at de er dårligere bøger af den grund. Det er en smagssag. Og man kan med lige stor ret sige det samme om mange af de store klassikere. De er nemlig også ofte rigeligt lange i spyttet.

Der er flere, der tager springet til at selvudgive, fordi de ikke kan leve med redaktørenes ændringskrav, end der er selvudgivere, der – som fordommen jo er – ikke har kunnet få deres bøger antaget på et ‘rigtigt’ forlag.

Der er ingen garanti for at ALLE redaktører er genier til deres job, der er ingen garanti for, at ALLE bøger er blevet bedre gennem udgivelsen på et traditionelt forlag. Nogle er, nogle er ikke, nogle er både og. Men det er forfatterens ansvar at sige fra. Og det er der heldigvis mange, der har mod til. Jeg selv var meget længe om at samle det mod.

Der gik mange år, før jeg forstod, at god kunst er kompromisløs. Kniven kan skærpes, men den må aldrig bygges om eller midste sit formål.

Forfatter uden redaktør

Når man som selvudgiver har skrevet sit manus, har man ikke nogen redaktør at sende det ind til. Man er fri af det spegede forhold til en redaktør, og man beslutter selv, om det skal udgives eller ej. Det betyder så ikke, at man som selvudgiver blindt udgiver alt sit lort, faktisk kan det ofte være modsat, fordi man udmærket er klar over, at kvalitetskravet er højere for en selvudgiver.

Ikke bare, når det gælder anmeldere og hvem der ellers mener sig egnet til at bedømme kvalitet, men mest af alt for én selv. Det er hjerteblod, det skal være så godt, som det overhovedet kan blive.

Selvudgiveren er nødt til at have en eller flere kvalificerede læsere til at gennemgå teksten og påpege, hvor den knirker. Kvalificerede læsere kan være svære at finde, og det er måske selvudgiverens første store og vanskelige opgave.

For det nytter jo ikke, hvis de holder for meget af dig til at sige sandheden. Det nytter heller ikke, hvis de ikke evner at se sandheden. Begge dele kan være menneskeligt svært, for der er sjældent nogen entydige sandheder (bortset fra rene korrekturfejl og ukorrektheder), så det kræver et hold læsere, der hver bidrager med deres. Selvudgiveren må selv evne at vurdere, hvornår der skal lyttes og ikke lyttes til kritikken.

Det hviler på selvudgiverens egne skuldre at få værket rettet til, så det fremstår og læses, som det var hensigten. Det kræver den rette kritik, og evnen til at fange den, hvor den er.

Det er ingen let opgave.

Men resultatet bliver, når det lykkes, en bog, der er ærligere mod forfatterens hensigt og en mere direkte kommunikation mellem forfatter og læsere, end når bogen først har været gennem et traditionelt forlag.

Kunstnerisk er det vellykkede selvudgivne værk mere ægte.

Fik du ikke hørt det, kan det høres lige her