Tags

, , , , , , , , ,

På Sjællands nordkyst, ikke langt fra Gilleleje og Vejby, ligger en by omringet af tætte skove, pånær mod nord hvor Kattegats rolige bølger slår mod den lavvandede strand.

Om sommeren fordobler byen sit indbyggertal, når københavnerne indtager sommerhusområderne og går ture på havnen, slikker solskin på stranden, besøger ruinen af Dragsborg Slot eller sprinter af sted ad de afmærkede stier i skovene i funklende nyt løbetøj.

For dem er byen et dejligt fristed, væk fra hverdagens problemer og stress. De får aldrig bare den svageste fornemmelse af stedets dystre hemmeligheder.

De gamle hemmeligheder deler man nemlig ikke med fremmede – og her er du fremmed, hvis du ikke er født i byen af forældre, hvis forældre blev født her.

Byen hedder Gillsby. Den har ligget her, siden Valdemar den Store opførte Dragsborg i røde munkesten fra teglværket nær Rågebo inde i skoven. Måske er Gillsby endda ældre end det, ingen ved det med sikkerhed. Måske var Gillsby her længe før kongen i den tidlige middelalder fik øje på stedet. Der har været mange små fiskerlejer langs kysten. Hvorfor så ikke her ved den naturlige havn, hvor Gillså munder ud i Kattegat?

Gillsby er et overtroisk sted. De historier, de sande lokale hvisker til hinanden handler om mørke steder i skovene, om hekse, der engang holdt til dybt derinde, om nisser og vampyrer, om forbandelser, og om porten til Helvede, der siges at findes et sted nær plantagen og Den Lukkede Skov, som ingen lokale kunne drømme om at vove sig nær.

Gillsby forstår at vogte om sine hemmeligheder. ‘Visse ting er det klogest at lade ligge’, som de siger. Men det er ikke altid, at tingene vil blive liggende. Nogle gange vækkes Den Hvilende Ondskab til live og kræver sine ofre, før den igen finder hvile, og byen atter kan lukke sig om hemmelighederne.

Gillsby findes ikke på noget kort. Det er måske det eneste sted i landet, Google ikke har billeder af.

Gillsby er nemlig en fiktiv by, som jeg fandt på tilbage i 1993, da jeg havde brug for en by i Nordsjælland som kulisse til en vampyrhistorie, jeg ville skrive.

Byen skulle rumme flere ting – skov, ruin, sommerhuse, kirke, burgerbar osv – og ingen af virkelighedens byer i Nordsjælland rummede alle disse ting, og så var der kun en ting at gøre – jeg måtte opfinde min egen by.

Der er selvfølgelig mange andre forfattere, der har opfundet fiktive byer: Korsbæk, Gotham City, Andeby, Champignac, Castle Rock, Christianssund, Liberty City – for bare at nævne en håndfuld fiktive byer, som mange nok genkender.

Der kan være store fordele ved at bruge virkelige byer som location. Det giver troværdighed og genkendelighed til historien. Det kan styrke fornemmelsen af realisme (som når en politiker pakker en fed løgn ind i en åbenlys sandhed.)

Første udgave, 1995

Men fiktive byer og steder har nogle andre gevinster. Man er friere som forfatter. Ingen vil undre sig, hvis man pludselig udstyrrer byen med en badestrand, den ikke havde tidligere. Det går ikke helt så let med virkelige byer.

Det med badestranden er faktisk mere end blot et eksempel – for Gillsby havde hverken strand eller havn, første gang jeg skrev om byen. Gillsby lå inde i landet, helt omsluttet af skovene, på nær ved det åbne engstykke langs åen og ruinen.

Det var i efteråret 1993. Jeg havde afleveret det første roman-manuskript, det var lykkedes mig at færdigskrive, til Høst & Søns Forlag og besluttet mig for at bruge ventetiden, indtil forlagets afslag kom, på at skrive en ny roman. Denne gang ville jeg skrive om vampyrer.

Der gik et halvt år, før jeg hørte fra Høst & Søn, og da var jeg allerede nået meget langt med min vampyrroman. Høst ville gerne udgive mit manuskript, skrev de, og da jeg kort efter blev færdig med vampyrromanen, sagde de også ja til den.

I løbet af meget kort tid gik jeg fra at være en ung mand med urealistiske drømme om at skrive bøger – til at have to romaner under udgivelse.

Begge udkom i 1995, og vampyrromanen kom til at hedde ‘Blodets nætter’ og er siden også udkommet på norsk.

Det havde egentligt ikke været meningen, at Gillsby skulle bruges igen i andre historier, men min fantasi kunne ikke helt slippe byen, og allerede i min tredje roman, ‘Pyromania’, vendte jeg tilbage til Gillsby for en kort bemærkning.

To århundreders danske gys

I novellen ‘De sidste’ som jeg skrev i løbet af de første måneder af 2000 som den sidste novelle til samlingen ‘9 før døden’ dukkede Gillsby op igen. Novellen var ment som min afsked til gysergenren – nu skulle der prøves kræfter med nye ting! – og et eller andet sted var det naturligt at tage afsked med gyserne i netop Gillsby.

Novellen handler om en lille familie, der flytter ind i et hus i udkanten af Gillskov. De har ikke boet der længe, før datteren fortæller, at hun har fået en ny ven – en nisse, der bor ude i den gamle staldbygning.

(‘De sidste’ er en af mine egne favoritter blandt mine noveller, og derfor har jeg genudgivet den i antologien ‘Skygger’)

Det er forresten også i ‘De sidste’, at vi første gang hører om hekseafbrændingerne på egnen i 1617, som mange år senere kom til at spille en vigtig rolle i ‘Plantagen’-trilogien, da jeg meget til min egen overraskelse forstod, at jeg måtte tilbage.

Tilbage til gyset – og tilbage til Gillsby.

Hvad det er med Gillsby, der drager min fantasi, kan jeg ikke rigtig forklare, men jeg har måske i virkeligheden brugt flere kræfter på at skubbe Gillsby fra mig – end jeg har på at opfinde den.

Den er nærmest kommet til mig ud af det blå, og jeg kan se flere af gaderne, mange af husene og stederne i byen for mig lige så tydeligt, som steder jeg har været i virkeligheden.

Og alligevel har Gillsby ændret sig fra gang til gang. Det er måske ikke underligt, at nyt føjes til, når en ny historie udfoldes nye steder i byen. Plantagen nævnes ikke i andre af historierne fra Gillsby – det gør Den Lukkede Skov heller ikke – og hvorfor skulle de også det? Cirkusbygningen er heller ikke med i alle bøger, der er skrevet om København.

Men gågaden, ruinen, kirken, antikvariatet Gode Gamle i Klinkstræde, Frankies Burgerpalace of Gillsby og flere andre steder og personer stammer helt tilbage fra ‘Blodets nætter’.

Mere besynderligt er det måske, at byen har flyttet sin placering på landkortet. Fra et stykke inde i landet og helt op til kysten. Men måske er det så kun for mig, at den har flyttet sig?

Det gik nemlig op for mig, gennem anmeldelser og læser-feedback, at stort set alle andre opfattede Gillsby som en badeby på kysten med strand og havn, selvom det altså ikke stod i bøgerne – og så overgav jeg mig lidt.

Det var jo også et tidspunkt i mit liv, hvor jeg gav efter på større og vigtigere ting i mit forfatterskab end om en fiktiv by lå ved kysten eller ej.

Jeg havde åbnet mig for at skrive gys igen, selvom jeg havde lovet mig selv aldrig at gøre det mere. Jeg havde sluppet drømmen om at bygge 2 Feet op til et større forlag, der ville udfordre en stor, tung og fantasiløs bogbranche (ikke fordi det ikke lod sig gøre, men fordi jeg forstod, at jeg ikke magtede både at være forlægger med andre forfattere i stald og selv få tid til at skrive), og jeg havde accepteret, at skulle jeg skrive gys, så måtte jeg tilbage til Gillsby for at gøre det.

Jeg ved godt, det lyder lidt forfatter-krukket, men jeg havde faktisk helt bevidst og med fuldt overlæg valgt at skrive Gillsby ud af flere af de andre bøger, jeg havde skrevet. Havde jeg ikke gjort det, ville Gillsby have haft en plads i ‘Fluernes hvisken’ (scenen hvor Henriette Nielsen og Egon Kjeldsen opsøger Sæby i sommerhuset i Gilleleje lå i mine første idéer i Gillsby), ‘Fra ryggen’ (scenerne, der nu foregår i Helsinge) og ‘Måne måne’ (i scenerne, hvor Helle/Ella kommer hjem til sin unavngivne barndomsby), og det skulle ikke undre mig, at hvis jeg havde været åben for det, så havde Gillsby også haft en plads i mange af mine andre historier.

Jeg tror, den stærkeste grund til, at jeg valgte at se bort fra Gillsby i alle de bøger, hvor byen egentlig gerne ‘ville være med’, var, at det irriterede mig, at den poppede op hele tiden. Jeg forstod ikke (og det gør jeg stadig ikke), hvorfor min fantasi kredsede om Gillsby – kunne jeg for pokker ikke finde på en anden kulisse?

Intet er, som du tror

Det gjorde jeg så.

Jeg fortryder ikke, at jeg flyttede historierne andre steder hen, så vigtig er en kulisse altså heller ikke. Hvis der er noget, der ærgrer mig, så er det måske, at jeg stadig ikke ved, hvorfor Gillsby har været med mig i så mange år.

Men, tænker jeg skummelt, der skal meget til, før Gillsby vender tilbage efter det, jeg gør ved byen til slut i ‘Plantagen 3’.