Tags

, , , ,

Porten til Helvede

Jeg har altid følt en trang til kunstnerisk at prøve nyt. Jeg har efterhånden forstået, at det ikke passer så godt med fordomsklicheen om genreforfattere, men det kan jeg ikke gøre så meget ved. Jeg nægter at være andens kliché.

Jeg har sådan set heller aldrig set mig selv som en ‘genreforfatter’, måske ikke engang som ‘forfatter’. Titler og slags pis interesserer mig ikke voldsomt.

Jeg er et skabende menneske, der konstant søger udfordringer. Hvorfor skulle jeg også lægge mig fladt på maven for andre menneskers fantasiløse forestillinger om, hvad ‘sådan én som mig’ vil, kan og gør?

Jeg havde allerede tegnet tegneserier og anmeldt film, inden jeg debuterede som forfatter med gyseren ‘Kat’. De næste fire år udgav jeg fire gysere, to krimier og et tegneseriealbum, men fælden var smækket: Jeg var blevet til’ SplatterSteen’. En titel, anmeldere og journalister hurtigt gav mig. Man var ikke vant til horror i Danmark, og mange mente at ‘sådan én som mig’ kun skrev for penge. (Ellers ville jeg vel have brugt talentet på noget andet?)

Påstanden er lige så dum og fejlplaceret som tilnavnet ‘SplatterSteen’. Der har aldrig været penge og bestselleri i horror i Danmark, og jeg har aldrig skrevet splat.

Splat var en overdrevent blodig (og gerne humoristisk) genre i 80erne, hvis sigte ikke var uhygge eller gys, men blod og hjernemasse. Jeg skrev gys – det var uhyggen, der var kernen, hvis man absolut vil forsimple tingene. Gys og splat er ikke det samme.

Jeg brød mig meget lidt om at være SplatterSteen, og mine bøger, selv de voldsomste, var ikke mere blodige eller makabre end en gennemsnitlig svensk supermarkedskrimi, men jeg håber da, at mine var mere uhyggelige🙂

I 2001 sagde jeg farvel til gyserne med novellesamlingen ‘9 før døden’. Trangen til at prøve nyt drev mig videre. Siden startede jeg 2 Feet – for at skabe større kunstnerisk frihed. Jeg ville eksperimentere, skabe, være, kunne, leve med højt til loftet.

Jeg har altid haft appetit på at prøve nyt – og jeg synes lidt, at jeg var færdig med gyserne. Jeg havde prøvet genren af og følte ikke, at jeg havde mere nyt at komme med.

Så jeg var måske ikke den, der blev mindst overrasket, da det en dag gik op for mig, at jeg måtte vende tilbage. Jeg havde dårligt tænkt tanken, før min fantasi eksploderede i idéer. Det var en ret voldsom oplevelse, fordi jeg på det tidspunkt var kørt tør.

Jeg havde haft meget travlt, havde presset mig selv alt for hårdt og var blevet ædt op af stress. Man kan ikke være forfatter og have stress. Stress dræber kreativitet, fantasi og liv. Jeg var blevet en træt, grå mand, og jeg vidste, den var gal.

Jeg vidste bare ikke, hvad problemet var, eller hvad løsningen var. Jeg skrev på bogen ‘Hjælp, jeg vil skrive en bestseller’ på det tidspunkt. Er man kørt fast, så kan man vel skrive om dét.

Det er næsten fire år siden nu. Fire år siden jeg forstod, at vejen frem førte tilbage.

Tilbage til gyset.

Det har været som at finde hjem. Jeg har nydt at skrive, som jeg i virkeligheden ikke har nydt det, siden før jeg debuterede.

Og dét er vel den mest triste sandhed om bogbranchen overhovedet: Det er et miljø, der dræner virkelyst og tro på mirakler. Det er ikke et sted, der bobler af liv og fantasi.

Og det var det, jeg endelig forstod, den dag i 2007: Jeg måtte finde tilbage til det levende og sprælske, til troen på det umulige.

Jeg måtte fri af branchens lænker og gråt i gråt. Der skal farver på, der skal tages chancer. Drivkraften skal være passion.

Kunst må aldrig blive et spørgsmål og hæder og ære – eller penge, hverken dem, der kommer fra bestselleri og berømmelse, eller dem, der kommer fra at indordne sig litterært.

Nu er projektet ‘Plantagen’ (eller Steen vender hjem til gyset) så nået til en skillevej. Trilogien er færdig. Skrevet og udgivet. Nu er den på egne ben. Hvordan det går den, om verden tager godt imod den eller ej, så er den lykkedes for mig. Den blev, som jeg drømte om, som jeg så den for mig, den dag min fantasi igen fik liv.

Men hvad så nu?

Jeg er stadig sulten efter nye udfordringer. Der er allerede ting i gang. Ting på vej. De fleste rummer gys og mørke. De færreste bøger. Jeg rummer stadig denne trang til at prøve nyt.

Jeg er kun lige begyndt.