Tags

Plantagen

Plantagen er en gyser, og en gyser skal selvfølgelig først og fremmest være uhyggelig. Men det betyder ikke, at man som forfatter ikke har haft andet formål end gyset. Det har jeg gerne med mine bøger.

Plantagen er tre bøger, hver med deres hovedpersoner og temaer, som kan virke forskellige, men alligevel rummer det samme tema, set, tænkt og angrebet fra forskellige vinkler, som alle peger mod det store opgør til sidst i Plantagen 3.

Dette tema er kernen i Plantagen. Dette tema handler om ‘at leve med det’, ‘at leve med tabet’.

Næsten alle hovedpersonerne i Plantagen er et sted i livet, hvor de forsøger at håndtere tab – eller lever med konsekvenserne af den måde, de håndterede tabet på. Der er selvfølgelig familien Møller-Rasmussen i Plantagen 1. Det var moren, Vibeke, som holdt sammen på familien (nogle vil sige styrrede den!), men Vibeke døde for tre måneder siden. Før hun døde, nåede hun frem til, at de havde levet deres liv forkert. At de havde haft så travlt med at sikre sig økonomisk, at de ikke havde haft tid til at leve, at give, at være sammen. Nu samles resten af familien i forsøget på at komme videre sammen.

I andet bind af Plantagen møder vi en bibliotekar, der nærmest drager til Helvede og tilbage i jagten på sin forsvundne mand. Vi møder en skovløber, der var skyld i en lille piges død for mange år siden – og dermed mistede troen på det gode i sig selv. En betjent, der mistede alt til understrømmen på en strand i Grækenland. Og jeg er ikke engang nået til tredje bind endnu, men pointen er til at få øje på, håber jeg.

At miste – og lære at leve med det, at komme videre – er i mine øjne noget af det vigtigste, vi har at lære i dette liv. Det er en af de centrale udfordringer i livet. Og ikke til at komme udenom, lige meget hvem man er, og hvordan man lever sit liv. Der vil være tab. Vi vil miste alt det, vi har kært. Alle dem, vi har kære. Life’s a bitch and then you die.

Vi bygger illussioner op, så vi kan leve i en eller anden form for tryghed. Jeg er et godt menneske, så … Jeg dyrker motion hver dag, så … Vi skal altid være sammen … Dette er mit … Sådan er jeg … Det er altid nogle andre, det sker for … Det sker ikke her, ikke i Danmark …

Den slags illussioner er vi nødt til at have. Uden dem går det helt galt! Hvis man ikke vælger at stole på livet og hinanden, hvis man ikke vælger at tro på illussionerne, så ender man et sted, hvor der slet ikke er rart at være.

For det er jo det, ikke? Der ER ingen garantier, andet end at man vil miste det hele, før eller siden, at illussionerne vil briste en efter en, og det er en rædsom tanke.

Fordi vi sidestiller tabet med det ondes sejr. Hvad det onde så er i dag, er måske mere kompliceret. Et stort sort gab af meningsløshed og glemsel, der venter os alle – og alt, hvad vi har kæmpet for?

Jeg skal ikke prædike her. Jeg er her ikke for komme med svar. Jeg er her for at se djævlen i øjnene. Uden mørke ville vi ikke kunne se lys.

I Plantagen bliver alle disse illussioner virkelige, eller virkeligheden bliver illussioner, det utænkelige bliver tænkeligt. Grænserne brydes ned.

Men hvorfor skrive det ind i en gyser? Var det virkelig nødvendigt? Når man kunne beskrive det i så mange andre og mere enkle former. Hvorfor skal det dramatiseres så voldsomt? Hvorfor ikke bare sige det lige ud, stille og roligt, så alle kan forstå det.

Fordi det er det en kunstner gør!