Tags

, ,

Der er noget med spøgelsesbørn. Eller jeg har noget med spøgelsesbørn. De skræmmer mig mere end voksne genfærd. Om det er børnespøgelserne i Børnehjemmet, Gage i Pet Sematary eller drengen i The Grudge, så … puha. De er sgu uhyggelige.

Ane. Heksens datter. Spøgelsespigen, der hjemsøger skovene omkring Gillsby i Plantagen, er selvfølgelig udsprunget af det her med børnespøgelser. Det vil ikke være helt forkert at se Ane, som en meget lys, nordisk udgave af de japanske spøgelses kvinder og børn, som det vrimler med i japanske gyserfilm. Men i modsætning til disse, som ofte er meget tavse, så taler Ane i gåder.

Ane har hjemsøgt skovene i godt 400 år. Man siger, at hun var datter af en heks, der blev brændt på bålet i starten af 1600-talet, da Christian IV ville rense landet for troldomspak. Men man siger så meget, og hvem tør stole på historier, der er blevet hvisket fra generation til generation i 400 år?

Ane stod meget levende for mig, da jeg forstod, at jeg måtte skrive Plantagen. Jeg kunne høre hendes latter, jeg kunne se hende for mig. Jeg forstod, at hun var mere og andet, end hun lod mig vide, og jeg forstod, at jeg skulle følges med hende i flere år. Jeg kan ikke påstå, at jeg på forhånd kendte alle hendes hemmeligheder og hendes præcise forhold til den dæmoniske ondskab, der lurede længere inde i skoven. Den lod hun mig kun forstå efterhånden, som bøgerne blev skrevet, men jeg vidste, at hun lignede en pige i min søns klasse, som snydt ud af næsen.

Pigen hedder Malin, og da første bind var skrevet, og arbejdet med omslagene begyndte, var jeg så heldig, at Malin gerne ville lægge ansigt til spøgelsespigen Ane. Malin er en meget lys og meget smuk pige – og hun viste sig endda at være fremragende til at se uhyggelig ud.

En læser skrev til mig, kort efter at første bind var udkommet, og fortalte, at hendes hund gav sig til at knurre, når den så bogen, og dét er Malins fortjeneste. Første bind er nemlig kun justeret ganske lidt i Photoshop. Lidt farve og lys. Ellers intet. Det uhyggelige er Malins øjne.

Jeg skal huske at sige, at Malin i virkeligheden er en sød pige og meget langt fra den ondsindede spøgelsespige, Ane – og at Malins mor ikke er en heks.