Tags

, ,

Plantagen

En af de specielle ting ved at arbejde med gysergenren er genrens helt specielle forhold til det sted, handlingen udspiller sig.

Det er selvfølgelig altid sådan – uanset hvilken type historie, man vil fortælle – at kulissen eller den location, hvor tingene sker, på en eller anden måde giver klang til historien. Er man på en restaurant bringer man tjeneren, maden osv i spil i scenen. Personerne opfører sig også anderledes til middag hos dronningen end hjemme i jordhulen. Det er klart.

Men når det kommer til gysere, så er location mere end bare klang til historien. I gysere, kan location være en fundamental brik i historien, som er mindst lige så vigtig som historiens personer, monstre eller sprog. Location er med til at frembringe gyset.

Problemet, når man skal arbejde med det, er, at de mest oplagte locations er brugt til bevidstløshed. De er blevet klicheer af den simple grund, at de fungerer skidegodt, og så sker der pludselig det, at de mister noget af deres styrke. Vi bliver trætte af dem. Det betyder ikke, at man som gyserforfatter skal holde sig fra dem, for nogle historier hører bare til i disse locations, men det betyder, at man bør tænke sig om og forsøge at vinkle sin historie og sin brug af denne location på en ny måde.

Jeg benytter flere locations fra denne skuffe i Plantagen. Den mørke skov. Det hjemsøgte, forladte hus. Den hemmelighedsfulde provinsby.

Udfordringen ligger i at gøre klichéerne til noget nyt, og det kan være lettere sagt end gjort. Men der nogle ting, som man bør starte med at forholde sig til. F.eks. hvorfor er denne location så brugt? Hvad er det, den kan? Kan man dreje den en smule, angribe den fra en ny vinkel? Måske smelte den sammen med andre locations, så noget nyt opstår?

Plantagens vigtigste location er selvfølgelig den nedlagte plantageejendom, som har givet navn til bøgerne. Det forladte, hjemsøgte hus. En af de mest slidte locations overhovedet.

Man kan jo ikke droppe det hjemsøgte hus i sådan en historie, men man kan tænke lidt over, hvad det er for et hjemsøgt hus. Det behøver jo ikke være en mørk og dyster bygning med gotiske spir og knirkende døre. Der er så mange forskellige typer huse derude, hvorfor ikke se, om man kan finde et, der er knap så slidt?

At min historie skulle foregå på en plantage udsprang af, at jeg som barn havde nogle oplevelser med plantager, som gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var ikke dårlige oplevelser, på ingen måde. Vi købte frugt på en plantage i nærheden af Helsinge f.eks. Jeg kan huske, hvordan jeg sad bag i bilen og sugede stemning til mig fra dette fremmede og mystiske sted. Det var ikke uhyggeligt, men hemmelighedsfuldt og sært summende af liv.

Lidt som at gå i en parkeringskælder, ikke? Der er jo ikke noget farligt ved det, men der er stemning i det. Det pirrer sanserne, det pirrer fantasien.

Jeg ville gerne gøre selve bygningen så almindelig som muligt, altså så langt væk fra det gotiske hjemsøgte hus, som jeg kunne komme.

Det er meget almindeligt, at det hjemsøgte hus ligger i Den Hemmelighedsfulde Provinsby. En anden meget brugt location. Det valgte jeg også at lade min plantage gøre, selvom det måske ville være mere originalt at lade være. Men Plantagen markerede min tilbagevenden til gyset, og jeg havde en stærk trang til at lægge handlingen i min fiktive, hemmelighedsfulde provinsby, Gillsby, som jeg har beskrevet tidligere. Gillsby ville, håbede jeg, også rumme gensynglæde for mine trofaste læsere.

En af de ting ved Gillsby, som virker mørkt dragende på mig, er de store skove, der omkranser byen. Jeg holder meget af skove, elsker at gå ture i skove. Hvis jeg ikke boede i byen, ville jeg gerne bo i en skov. Det er for mig et lunt og rart sted, modsat åbne, vindblæste og kolde marker. Skove har sjæl.

Men skove er også mørke og hemmelighedsfulde. De er vilde, selv de tæmmede og ordnede danske skove, de er vilde på en måde, man kan dø af. Vi ved det instinktivt. Man kan fare vild i en skov. Man kan møde vilde dyr. Det er instinkter, det handler om. Den mørke skov er en vidunderlig location for en gyser, og derfor naturligvis også brugt næsten lige så flittigt som Det Hjemsøgte Hus.

Så gælder det om at gøre den slidte location levende igen. Præcis som med det hjemsøgte hus. Det må for alt i verden ikke ende som en kopi af alle de andre mørke skove, man kender fra genren. Det skal drejes, tænkes om. Som forfatter skal man sætte sit tydelige fingeraftryk på klichéen. Gøre den til sin egen.

Mit bud var at tage Gillskov, som jeg jo allerede havde benyttet i tidligere historier, og trække på nogle af trådene fra disse. Heksene, der skal have holdt til her i middelalderen, er beskrevet allerede i novellen De sidste, som jeg skrev i 2000. Men jeg havde brug for mere end det, hvis Den Mørke Skov skulle gøres levende, så jeg lod et stykke af skoven være lukket. Her kommer ingen. Selv ikke skovløberen. Der er hegn om. Skoven vokser vildt. Det er ét kaos. Jungle i Danmark. Måske lidt langt ude, men kan man skrive horror, så har man evnen til at servere det utænkelige, så det bliver naturligt og logisk.

Location i Plantagen er altså i virkeligheden en sammenkogt ret af tre locations, alle drejet på min måde, så de forhåbentlig fremstår nye og levende – og i hvert fald som mine personlige bud på en nytænkning af gamle klichéer. Man kan nå meget langt med at mixe ting og ændre lidt hist og pist. Husk på at lasagne og spaghetti med bolognese begge består af kødsovs og pasta med ost på toppen, men det er langt fra samme oplevelse at spise.