Tags

, , ,

“You think, you know about pain?”

Jeg har lyst til at fortælle om en bog, jeg læste sidste år. Jeg faldt tilfældigt over den på Amazon og købte den. Jeg kendte hverken forfatter eller bog, men det er meget typisk for mig. Jeg er en søgende sjæl – eller en ikke særlig trofast læser.

Bogen hed ‘The Girl Next Door’ og var skrevet af Jack Ketchum. Den havde et rødt omslag med et pigeansigt på. Hun havde et stykke sækkelærred for øjnene. Hvorfor jeg købte den, kan jeg ikke sige, det lignede endnu en amerikansk seriemorder-ting. Jeg havde ikke nogen forventninger til bogen, andet end nysgerrighed efter, hvad denne forfatter mon kunne.

Han kunne ramme mig lige i solar plexus med en styrke, som Mike Tyson ville have været misundelig over! Bogen viste sig at være en af de voldsomste, men også største læseoplevelser, jeg har haft i mange år.

Jeg mener, den ramte mig på en måde bøger sjældent gør. Den vendte simpelthen op og ned på, hvad, jeg gik og bildte mig ind, horror var, kunne, skulle osv. Jeg har måtte forholde mig på ny til alle disse ting, inkl. mit eget virke i genren, efter at have læst ‘The Girl Next Door’.

Normalt rummer horror og gys altid den sikkerhedsventil, der hedder fiktion. Som de synger i MGP for børn: ‘Det er bare noget, vi leger!‘ Og selvom vi, der arbejder med gys, gør os alle mulige anstrengelser for at få læseren til at glemme det undervejs, så er det bare sådan, det er, og selv når den uhyggeligste film er set, eller den voldsomste bog er læst, kan vi minde os selv om, at det heldigvis ikke er virkeligt. Det er bare noget, vi leger.

‘The Girl Next Door’ leger ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det bedre. Måske med det kolde faktum, at jeg længe har ment, at horror og gys var lige så fine genrer som alt muligt andet. Jeg har argumenteret for, at de var misforståede og ikke skulle tages så konkret, men hellere forståes som symbolbaserede historier, lidt som fabler eller eventyr.

Og så kommer ‘The Girl Next Door’ og sparker til alt det. For det er umuligt at tage den historie for symbolik for mig. Faktisk har jeg meget svært ved at kalde den horror eller gys. Den er simpelthen for stærk, for voldsom, for virkelig.

Handlingen virker til at begynde med meget uskyldig. En flok pre-pubertetsdrenge i en amerikansk forstad i 60erne engang. Der har vi jo været før, næsten for tit endda. Vi oplever det gennem en af de gode dreng – og kogt lidt ned, så er det historien om hans tab af uskyld, og dér har mange romaner været før, både gysere og andet. Men denne dreng, denne sunde, gode, følsomme dreng trækkes ind et sandt mareridt, da nabofamilien noget modvilligt får en plejedatter, og han ender med at deltage i overgreb, han ved, han ikke burde være en del af, han kan bare ikke finde en udvej.

Mere skal ikke røbes her.

“You think, you know about pain?” Sådan lyder den allerførste sætning i bogen, og et eller andet sted rummer den sætning bogen bedre end alle de ord, jeg har brugt her. Så du tror, du kender til smerte? Jeg gjorde. Jeg tog fejl.

Siden jeg læste bogen, har jeg anbefalet den til alle, der har orket at høre på mig. Blandt dem Jette Holst, der driver gyseren.dk. Du kan læse, hvad hun synes om bogen ved at klikke her.

Personligt regner jeg ‘The Girl Next Door’ for en af de vigtigste bøger, jeg har læst meget, meget længe. Mangler du en stærk læseoplevelse til sommerferiens hængekøje, så und dig selv at læse den.