Tags

, , , , , ,

I skyggen af Sadd - nu som eBog

I skyggen af Sadd – nu som eBog

En selvudgivers bekendelser 4

Da jeg oprettede 2 Feet Entertainment i 2002 var det først og fremmest en kunstnerisk beslutning. Jeg følte mig fanget i en konservativ og traditionsbunden branche, der ikke brød sig meget om at prøve noget nyt.

Jeg havde meget svært ved at forstå, hvordan det kulturelle og kunstneriske miljø var blevet så gråt og trist. Jeg mener, vi skulle jo gerne være de fantasifulde, de frække, de modige, de levende. Det skulle jo være os, der hele tiden viste nye muligheder, os, der gav livet farve. I stedet var hele branchen kørt fast i en sær længsel efter gamle dage, et tungt, litterært og elitært mørke havde sænket sig over det kulturelle landskab, og man lagde sig på maven for gamle, indtørrede forestillinger om, hvad litteratur og kultur kan, må og skal.

Jeg er ikke bevidst nogen rebel. Jeg er ikke sådan en, der konstant skal i krig med nogen. Men jeg kunne ikke leve i en grå, hæmmet og fantasiløs celle, jeg måtte have friere tøjler, jeg måtte skabe en legeplads, hvor der var frihed til at tage chancer.

Eller sagt lidt mere praktisk, så havde jeg idéer til bøger, som jeg efter 8 år i branchen vidste, jeg ville få særdeles vanskeligt ved at få noget forlag til at være med på. Og skulle det endelig lykkes, ville forlaget kræve et så massivt fingeraftryk på værkets udformning, at det faktisk kunne være lige meget.

Men det var ikke lige meget. Jeg havde behov for at virkeliggøre disse bøger. Det kan lyde lidt krukket, men er det faktisk ikke. At være forfatter er ikke et job for mig. Det er heller ikke en hobby. Jeg lever ikke af min hobby, som man siger. Det er meget dybere og meget mere … det er nærmere en besættelse eller en afvigelse. Det er ikke noget, jeg kan gøre for. Jeg får disse historier i mit hoved, og der er kun en måde at få dem væk på: At skrive dem, at virkeliggøre værket.

En af de bøger, jeg startede 2 Feet for at kunne få ud af hovedet, hedder ‘I skyggen af Sadd’. Det er en roman fortalt gennem fire dele, der griber ind i hinanden og danner en samlet historie.

Det falder mig ikke videre naturligt at deltage i forfattersamarbejder. Jeg vil helst mure mig inde og skabe mine ting så langt væk fra andre mennesker som muligt, så udgangspunktet var, at jeg selv skulle skrive alle fire dele af bogen.

Men en aften, hvor jeg læste en roman af Grete Roulund, forstod jeg pludselig, at hun ville kunne skrive en af bogens dele meget mere rent, end jeg selv kunne, og den tanke var dårligt tænkt til ende, før jeg vidste, hvem der skulle skrive bogens fire dele: Jeg selv, Lars Kjædegaard, Susanne Staun og Grete Roulund.

Jeg tyggede på det noget tid, mens jeg skrev ‘Måne måne’ færdig – en anden roman, hvor jeg prøvede ting af, som ville have meget vanskelige at gøre i den traditionelle forlagsverden, hvor genrelitteratur skal blive i sin faste ramme.

‘I skyggen af Sadd’ var en stor kunstnerisk chance. Kiksede den, ville alle bruge den som eksempel på, hvor galt det kan gå, når forfattere river sig fri af forlagenes og litteraternes jerngreb og forsøger selv. Det var ikke nogen let opgave. Jeg havde selvfølgelig stukket historien ud, ridset personerne op i forvejen, beskrevet de locations, der skulle benyttes etc., men det krævede ikke megen slinger i valsen, før projektet ville kollapse.

Første problem var at få forfatterne til at medvirke. Jeg mener, her kom jeg med en syret idéen og ingen penge – og de havde sikkert alle egne ting, som de hellere ville arbejde på. Kjædegaard var hurtigt til at sige ja til at lege med. Staun også. Men Roulund havde jeg frygteligt svært ved at få kontakt til. Da det endelig lykkedes, viste det sig, at hun lå for døden.

Jeg måtte enten droppe projektet eller finde en anden. Staun foreslog Sara Blædel, som lige var debuteret, men jeg kunne ikke se Blædel skrive Roulunds del og så startede et indviklet og ret opslidende puslespil, der endte med, at Staun forlod projektet, og Blædel skrev den del af romaen, hun skulle have skrevet, mens Gretelise Holm kom til og overtog Roulunds.

Bogen blev skrevet. Den syrede, karikatur af en storby, som historien foregik, var inspireret af Gran Theft Auto, hvilket nok tydeligst ses i min egen tekst, for ingen af de tre andre kendte det spil eller anede, at jeg havde fundet på historien, mens jeg kørte rundt i Liberty Citys dystre gader. Det var en af de fedeste oplevelser, jeg har haft som selvudgiver at læse teksterne, da de kom tilbage. At se mine idéer gjort levende gennem andres tanker, fantasi og talenter. Det var fantastisk.

Ikke mindst, fordi jeg kunne se projektet lykkes undervejs. Enderne nåede sammen og de fire forfatterstemmer klædte hinanden og bragte et liv til historien og personerne, som ingen forfatter ikke kunne have gjort alene.

Bogen udkom i 2005 og høstede fine anmeldelser. Der blev snakket film en overgang, men det blev aldrig til noget. Til gengæld modtog jeg mit andet diplom fra Det Danske Kriminalakademi som anerkendelse af projektet. Der måtte trykkes nyt oplag.

Der er gået seks år siden da. Men jeg kan stadig godt finde på at tage bogen ned fra boghylden og smile lidt over den. For mig er den blevet et symbol på, at det nytter noget at rykke sig fri af kulturlivets grå og firkantede celler. Selvudgivere har muligheder, man ikke har på traditionelle forlag, og vi kan lykkes med projekter, andre ikke vil røre.