Tags

, , ,

En selvudgivers bekendelser 6

Den elskede redaktør

For mange forfattere er redaktøren den næreste og vigtigste samarbejdspartner. Det kan være et så nært forhold, at det tangerer et ægteskab. Det kan være livslangt. Det er ikke unormalt, når en redaktør får job på et andet forlag, at mange af forfatterne følger med.

Man knytter bånd til sin redaktør. Man bygger sit professionelle virke på og i tillid til redaktørens evner og viden. Hvor forfattere godt kan brokke sig over forlaget, er der gerne ros til redaktøren alligevel.

Et smukt samarbejde med et fælles mål: At gøre forfatteren og forfatterens tekster bedst mulige.

Mange forfattere lægger ikke skjul på, at uden redaktørens skarpe blik og røde streger i manus, ville deres tekster slet ikke have den kvalitet, de nu rummer.

Det problematiske ved redaktører

Derfor kan det også for mange forfattere og andre i bogbranchen være noget af en mundfuld, hvis man som forfatter bevidst vælger redaktøren fra og selv udgiver sine bøger.

Det dækkes af en blind vinkel, at forholdet mellem forfatter og redaktør kan være problematisk helt ned i fundamentet.
For hvad sker der så, når kontrakten skal forhandles? Eller når man skal banke i bordet over for forlaget og kræve, at nu gør de altså noget mere for at fremme salget af ens bøger?

Redaktøren afviser – og så har man valget mellem at gå og dermed sige farvel til et forhold så nært som et ægteskab … eller … En redaktør er ikke en god kollega og slet ikke en god ven, en redaktør er en forretningsforbindelse ansat af modparten.

Selvfølgelig rummer et rigtig godt forhold til en redaktør mange positive sider også. Måske kan man få udgivet den lidt svagere titel, der måske kommer undervejs, også. Måske vil en redaktør kæmpe mere for forfatterens værker, hvis det er en forfattere, redaktøren holder af og har arbejdet sammen med i årevis?

Men den slags kan have en pris, og den pris kan ofte være, at man som forfatter følger redaktørens krav om besynderlige omskrivninger længere, end man burde, fordi man er sårbar. Kort og godt.

Det går ikke, at redaktøren ikke oplever, at værket efter redigeringen er nået et sted hen, hvor det er værd at kæmpe for i værkets videre forløb. Man har brug for, at redaktøren føler det som sit værk også, man har brug, at der bliver skubbet på i salgsafdelingen, og at værket fremhæves over for udenlandske forlag etc.

En redaktør, der har mistet begejstringen for en bog, kan finde på slet ikke at ville udgive den.

Og nu er jeg ved kernen af forholdet mellem forfatter, tekst og redaktør, nemlig redigeringen af teksten.

Nødvendigheden af redigering

Lad mig starte med at slå fast, at INGEN tekst bør udgives uden redigering.

Jeg skal også være den første til at indrømme, at min egen debut havde voldsom gavn af redaktørens røde kuglepen. Faktisk var behovet så stort, at forlaget satte to redaktører på bogen samtidig. Med rette.

Hvis jeg havde selvudgivet KAT med de evner og den (manglende) indsigt i branchen, som jeg havde dengang, var min karriere næppe kommet videre.

Men jeg sagde også ja til rettelser, jeg havde det så skidt med, at jeg rettede dem tilbage, da jeg mange år senere genudgav bogen på eget forlag – og inden da havde jeg udgivet syv bøger mere på traditionelle forlag, alle var blevet bedre af redigeringen, men også alle havde taget skade. Det er prisen for kompromis.

Redaktørens fingeraftryk

Men hvad er det så en redaktør gør ved en tekst, når der redigeres?

En god redaktør vil som oftes fokusere på at korte teksten ned, rette sproget ind, finde plotfejl, fjerne klicheer, svinkeærinder … Og det kan alle have gavn af.

Redaktøren kan også have et ønske om at øge bogens salgbarhed ved at fjerne de steder, hvor værdisættet måske falder uden for målgruppens rummelighed – eller interesser, fatteevne etc. Det er selvfølgelig tydeligst, hvis man skriver til ugebladene, men det sker også på almindelige danske forlag.

Bogen er (også) en salgsvare – og som bogbranchen har udviklet sig de sidste 10 år, er den blevet mere salgsvare for hver dag, der er gået. Så der er næppe mindre fokus på at gøre teksten salgbar i dag, end da jeg udkom på traditionelle forlag.

Og her begynder redaktørens redigering måske at kollidere med sig selv: Fordi på den ene side vil man gerne korte ned og stramme teksten op, fordi man (og den holdning deler jeg) mener, at gode tekster er fokuserede og præcise, mens man på den anden side gerne vil øge salgbarheden, så der ved alle i branchen godt, at tynde bøger ikke sælger.

Alle bestsellere er i dag nogle ordentlige mursten. Man kunne i en del tilfælde godt have forsvaret en skarpere redigering. Dermed ikke sagt, at de er dårligere bøger af den grund. Det er en smagssag. Og man kan med lige stor ret sige det samme om mange af de store klassikere. De er nemlig også ofte rigeligt lange i spyttet.

Der er flere, der tager springet til at selvudgive, fordi de ikke kan leve med redaktørenes ændringskrav, end der er selvudgivere, der – som fordommen jo er – ikke har kunnet få deres bøger antaget på et ‘rigtigt’ forlag.

Der er ingen garanti for at ALLE redaktører er genier til deres job, der er ingen garanti for, at ALLE bøger er blevet bedre gennem udgivelsen på et traditionelt forlag. Nogle er, nogle er ikke, nogle er både og. Men det er forfatterens ansvar at sige fra. Og det er der heldigvis mange, der har mod til. Jeg selv var meget længe om at samle det mod.

Der gik mange år, før jeg forstod, at god kunst er kompromisløs. Kniven kan skærpes, men den må aldrig bygges om eller midste sit formål.

Forfatter uden redaktør

Når man som selvudgiver har skrevet sit manus, har man ikke nogen redaktør at sende det ind til. Man er fri af det spegede forhold til en redaktør, og man beslutter selv, om det skal udgives eller ej. Det betyder så ikke, at man som selvudgiver blindt udgiver alt sit lort, faktisk kan det ofte være modsat, fordi man udmærket er klar over, at kvalitetskravet er højere for en selvudgiver.

Ikke bare, når det gælder anmeldere og hvem der ellers mener sig egnet til at bedømme kvalitet, men mest af alt for én selv. Det er hjerteblod, det skal være så godt, som det overhovedet kan blive.

Selvudgiveren er nødt til at have en eller flere kvalificerede læsere til at gennemgå teksten og påpege, hvor den knirker. Kvalificerede læsere kan være svære at finde, og det er måske selvudgiverens første store og vanskelige opgave.

For det nytter jo ikke, hvis de holder for meget af dig til at sige sandheden. Det nytter heller ikke, hvis de ikke evner at se sandheden. Begge dele kan være menneskeligt svært, for der er sjældent nogen entydige sandheder (bortset fra rene korrekturfejl og ukorrektheder), så det kræver et hold læsere, der hver bidrager med deres. Selvudgiveren må selv evne at vurdere, hvornår der skal lyttes og ikke lyttes til kritikken.

Det hviler på selvudgiverens egne skuldre at få værket rettet til, så det fremstår og læses, som det var hensigten. Det kræver den rette kritik, og evnen til at fange den, hvor den er.

Det er ingen let opgave.

Men resultatet bliver, når det lykkes, en bog, der er ærligere mod forfatterens hensigt og en mere direkte kommunikation mellem forfatter og læsere, end når bogen først har været gennem et traditionelt forlag.

Kunstnerisk er det vellykkede selvudgivne værk mere ægte.