Tags

, ,

En selvudgivers bekendelser 11

En af de mest sejlivede og oftest gentagede fordomme om selvudgivere er den med, at det ALDIG går godt. Det ER aldrig lykkedes nogen at opnå succes som selvudgivere, ingen har nogensinde solgt godt på eget forlag – eller udgivet bøger, der er værd overhovedet at beskæftige sig med, og derfor vil ingen nogensinde komme til at gøre det. Og er man tilmed debutant, som vælger at selvudgive, er man forevigt sat i bås som talentløs og naiv, og vil aldrig nogensinde blive taget alvorligt blandt de ‘rigtige’ forfattere.

Det er sat hårdere op her end ALLE måske er villige til at sige det, men tro mig, når jeg siger, at det ikke er sat hårdere op end det menes ude i bogverdenen, både den litterære og den kommercielle. Alle er enige; selvudgiverer er nogle indbildte fjolser, der aldrig opnår succes.

Nu er jeg jo normalt ikke typen, der tager mig særligt af, hvad folk går rundt og siger, men jeg lovede, da jeg startede En selvudgivers bekendelser, at jeg også ville tage fat på et par af fordommene, og dette er uden tvivl, den mest sejlivende.

Man formulerer det blidere, end jeg lige har gjort, man foregiver at se nuancerne, inden man fejer selvudgiveren af bordet. F.eks. har jeg åbenbart selv markeret mig så stærkt som selvudgiver i løbet af de sidste ti år, at man ikke bare kan feje mig af som fejlslagen, men på den anden side vil man meget nødigt tvivle på sin elskede fordom, og så formulerer man det sådan her (citat efter hukommelsen fra flere store aviser):

Steen Langstrup er måske den eneste herhjemme, der har selvudgivet med et vist held, men man må ikke glemme, at han havde et stærkt navn, opbygget i den etablerede bogverden, inden han …

Og således undgår man ganske fikst at få sit verdensbilleder truet. Alt er trygt og godt. Bogverdenen er sikret sin selvopfattelse.

Et af de stærkeste argumenter for at fastholde fordommen om det umulige projekt at selvudgive er, at DER ALDRIG NOGENSINDE HAR VÆRET EN SELVUDGIVER på toppen af bestsellerlisterne …

Og så længe vi taler om papirbøger, så er selvudgiver-bestsellere også ekstremt sjældne. Men der er to vigtige ‘men’er at huske på her: ET – selvudgivere KAN IKKE toppe boghandlernes bestsellerlister, sålænge boghandlerne som samlet gruppe set, ikke er interesseret i at føre selvudgiveres bøger. Hvorfor er de så ikke det? Fordi de aldrig har set en selvudgiven bog bestsælge. Og hvorfor har de ikke det? Måske fordi de selv udelukker dem fra markedet. Fint nok, men det bringer os videre til ‘men’ nummer TO: Kan en selvudgiver finde succes, altså en niche uden for boghandlernes lukkede verden?

Selvfølgelig kan vi det.

De sidste par år har e-bogen i USA skabt de første selvudgivne millionsælgerter. Navne som Amanda Hockings, John Locke og Dani Amore – bare for at nævne et par stykker. Og det er igen noget, man må forholde sig til i bogbranchen, inden man fejer selvudgivne bøger af banen. Her er formulingen man bruger i den hensigt:

Der har i USA bla-bla-bla-bla, men man må fastholde, at det stadig er de få, der er blevet rige af at selvudgive; at e-bogsmarkedet stadig højst udgør 10% af det samlede bogsalg i USA; og at de fleste selvudgivne e-bogs-bestsellere er bøger af meget ringe litterærkvalitet.

Ikke, at jeg dermed tror på, at nogen af dem, har læst disse bøger, men det er så en anden snak.

(Siden jeg skrev dette blog-indlæg, har jeg ladet mig fortælle, at Amazons-ebogsbestsellerlister, genre for genre, i dag domineres af selvudgivere. Der sælges ganske enkelt flere selvudgivne e-bøger – indie-bøger, som de kalder dem – end e-bøger udgivet af de seks altdominerende forlag i USA.)

LAD OS FÅ LIDT SANDHED PÅ BORDET

Det er gerne det bedste sted at starte, når fordomme skal manes i jorden.

– Det er ikke ALLE de selvudgivne amerikanske bestseller e-bøger, der er dårlige. Jeg vil gerne fremhæve Dani Amore, der bestemt besidder et skrarpt sarkastisk talent. Men det betyder heller ikke så meget, om de virkelig er noget lort, FORDI bestsellere og især amerikanske bestsellere jo altid nedgøres for ringe kvalitet. Også dem udgivet af gigantiske forlag på papir. Er Dan Brown nu pludselig af høj kvalitet? Dean Koontz? John Grisham?

– At det er de FÅ selvudgivere, der bedstsælger er vel ikke så mærkeligt? Jeg mener, det er heller ikke alle forfattere udgivet ad den traditionelle vej, der sælger som Stieg Larsson, vel? Det har for pokker da altid været de FÅ forfattere, der blev rige. Det har INTET med selvudgivelse at gøre.

– At e-bogsmarkedet i USA stadig er meget lille i forholdet til papirsbogsmarkedet, som selvudgiverne stadig er stort set udelukket fra, gør det altså ikke mindre, men MERE imponerende, at nogle selvudgivere har kunnet sælge så mange bøger. For det det viser er, at LÆSERNE er friske på selvudgivne bøger, når bare de altså kan få adgang til dem. Det burde om noget være et wakeup-call!

– Og så er der den her med at fremhæve mig, som den eneste danske forfatter, der er sluppet nogenlunde godt fra at selvudgive: Det er simpelthen noget vrøvl, der ikke siger noget om selvudgivere eller deres evne til at opnå succes, men rigtig meget om den litterære andedams begrænsede horrisont.

– Jo, jeg havde et vist navn, før jeg sprang ud i det, og jeg har selv stadig lidt svært ved at opfordre debutanter til at selvudgive. Jeg har selv en rem af huden. Men det ændrer altså bare ikke på, at flere danske forfattere ER sluppet godt fra det. Flere har i dag startet karrieren med at selvudgive, fordi de nemlig som en anden fordom er, ikke kunne få deres ting udgivet på de store forlag, og har gennem selvudgivelserne vist deres værd som forfattere. Nogle af dem selvudgiver stadig, mens andre har haft held til at slippe gennem nåleøjet og blive udgivet af etablerede forlag.

Husk på, at man SELV definerer, hvad succes er.

Kan man ikke blive udgivet og finder gennem et par selvudgivne titler vej til at blive det, så ER det da også en succes.

Er det virkelig sådan, at ALLE selvudgivne bøger skal sælge i millionoplag, at ALLE selvudgivne bøger skal være af høj høj litterær kvalitet, at INGEN selvudgivere nogensinde må tabe penge på projektet, at INGEN selvudgivere må være talentløse, før det går op for den litterære andedam, at der sker sgu noget kunsterisk interessant, når forfatterne gør sig fri af den kommericielle motorvej og forfølger deres EGNE drømme.

Er vi virkelig kommet så langt væk fra, hvad det menneskeligt betyder at skabe kunst, at vi tror, en forfatters kvalitet ses i dennes evne til at generere omsætning i supermarkeder og boghandlerkæder? Eller blive klappet på hovedet som en velopdragen hundehvalp af kulturministeriets udvalgte?

I så fald er det på tide at vågne op.

Her er et par eksempler på danske forfattere, som er sluppet ganske glimrende fra at selvudgive:

Lene Rikke Bresson. Debuterede og udgav en række bøger som selvudgiver. Udkommer i dag på Politikens forlag og er leder af Forfattergrundkursus i Holstebro.

Michael Kamp. Et af de største danske gysertalenter i mange år. Debuterede og har udgivet en lang række bøger som selvudgiver. Udkommer i dag på Tellerup (Et forlag som sjovt nok også startede med en selvudgiven titel.) og er i dag en prisbelønnet forfatter.

Jens-Emil Nielsen. Journalist. Har skrevet en lang række bøger om unge og sundhed. Valgte i midten af 90’erne at droppe den etablerede forlagsverden og i stedet selvudgive sine ting. Det er der vokset forlaget ud af, Bogforlaget HER&NU.

Og jeg kunne blive ved, for listen er meget lang, googl selv de følgende navne og se, hvad der dukker op: Marie Aagaard, Bertill Nordahl, Jonas Willman, Dorte Hummelshøj Jakobsen, og ja, jeg stopper nu. Der er flere, og med garanti deriblandt flere, jeg burde have nævnt, hvis min tågede hjerne havde fungeret optimalt.

Og nej, ingen af de nævnte er blevet hovedrige på at selvudgive, ingen af dem har selvudgivet bestsellere, men alle har opnået noget, de ikke kunne som bogverdenen så ud, og DET er succes i min bog.

DEN SVÆRE KUNST

Jeg er ret sikker på, at disse navne ikke er så ukendte, at ‘man’ ikke har hørt om dem før, men jeg tænker nu, at ‘man’ i den eksisterende boglige andedam vil foretrække at anerkende, at nåja, så var der lidt flere nuancer end som så, men det er ændrer altså bare ikke på, at selvudgivelse for de fleste vil være en meget dårlig idé.

Dem om det. Der var også nogle, der var lidt sene til at acceptere, at jorden var rund, og mit liv er for kort til den slags, men for at nå ind til kernen i det her med fordommene omkring det umulige i at selvudgive, så ender man jo med en underlig og lidt morsom, for ikke at sige latterlig kerne, nemlig at selvudgivelsen af en bog må være den sværste opgave overhovedet, som et menneske kan påtage sig.

At udgive en bog må være en opgave så magisk og vanskelig at udføre at kun de allerstørste forlag i virkeligheden magter det. Det kan ingen almindelige mennesker  – ej heller ualmindelige og talentfulde mennesker  – finde ud af.

At selvudgive en bog er således ikke at sammenligne med at drive sin egen forretning, sit eget autoværksted, sit eget filmselskab eller sin egen restaurant, for at udgive en bog er MEGET sværere, eller hvad?

Jeg mener, der ikke nogen, der gør nar af kioskejeren nede på hjørnet og siger, at han bare startede sin forretning, fordi han ikke kunne få job i 7-Eleven, eller hvem peger fingre af Lars von Trier eller Walt Disney for at have startet eget filmselskab, eller fremhæver de hundredvis af restauranter, der går ned hvert år eller bare serverere meget dårlig mad, som et argunment for, at alle kokke bør holde sig langt fra at starte egen restaurant, om man så hedder René Redzepi eller Claus Meyer, for det går altid galt, ingen vil spise ens mad, og alle ved, at kokke på egen restaurant serverer hundeæde – og i virkeligheden er de bare sådan nogle, der er sure og sårede over, at de aldrig fik job hos Burger King?

Jeg mener hallo! Det er meget lettere at selvudgive end at drive en kiosk eller en restaurant.

Fat det.