Tags

, ,

Det er vist ikke rigtig en nyhed længere, at jeg i lørdags modtog prisen Årets Danske Horrorudgivelse 2011 på Krimimessen i Horsens.

Vinderen blev valgt af en uafhængig jury, som gav mig følgende ord med på vejen:

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” kvalificerer sig som genrelitteratur, der er skøn litteratur: originalt, stiligt og effektivt turneret. (Lars Bukdahl)

En fængende, uhyggelig, grum, afskyelig, velskrevet og vel-undfanget fortælling. Der er flot fremdrift i bogen, der fortællemæssigt er yderst godt komponeret, og i sig selv et meget vellykket eksempel på et rigtig godt gys for voksne. (Rikke Schubart)

En historie man husker efter endt læsning. Situationen er enkel og velvalgt og godt afviklet (selv hvis der er mange mennesker på en benzintank virker den øde og skræmmende på mig). (Jakob Stegelmann)

I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udnytter Steen Langstrup de filmiske virkemidler optimalt (Janus Andersen)

Yderst velskrevet roman, der hurtigt får læseren til at flytte sig uroligt på stolen. Så grum at den nærmest rammer læseren fysisk, men samtidig er Langstrup en mester i at klippe væk, lige når det værste sker, så læserens fantasi selv udfylder resten. (Jette Holst)

Jeg er selvfølgelig pavestolt over at have vundet prisen, men måske også lidt forundret. 2011 var et år med mange spændende horrorudgivelser: Der var ambitiøse zombie-værker, en række romaner og flere novellesamlinger og antologier – og ud af dette prægtige hav af udgivelser blev fem bøger nomineret til prisen. De nominerede blev udvalgt af tre af juryens medlemmer, den hårde horror-kerne så at sige: Rikke Schubart, Janus Andersen og Jette Holst, og som det fremgik af nomineringerne, så er der virkelig liv i horror-novellen i disse år: Fire af de fem nominerede var novellesamlinger eller antologier. Det bobler af nyt talent i undergrunden.

Nu sidder jeg så her, godt ør i hovedet oven på en weekend til Krimimesse i Horsens, mens lykønskningerne nærmest spammer min Facebook-væg og mail-box, og alle lader til at mene, at selvfølgelig måtte jeg vinde, føler jeg mig selv lidt mere fortumlet og overrasket. Jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde ville vinde en pris, og jeg ved godt, at det er lidt kikset, men jeg må hen og røre ved den hele tiden. Det føles sgu lidt syret.

Omkring nytår, da man kunne danne sig et overblik over horrorudgivelserne i 2011, følte jeg mig ret sikker på, hvem der ville ende som den første modtager af prisen Årets Danske Horrorudgivelse 2011: Stortalentet Michael Kamps roman Bunker 137 – og hvis ikke ham så måtte dysten stå mellem Patrick Leis for dobbeltromanen Camp 41, Jonas Wilmanns roman Smukke Anna, Jacob Hedegaard Pedersens sms-novelle Roommate og Ambi Silvestris mamut zombie-roman Pandaemonium. Ingen af disse endte mellem de nominerede bøger, men det skal i hvert fald ikke afholde mig fra at anbefale dem – og jeg tør godt sætte penge på, at en af disse fyre vil løbe med prisen i løbet af de kommende år.

Nu må jeg lige hen og røre ved prisen igen, men mens jeg gør det, kan du så læse første kapitel af Årets Danske Horrorudgivelse (!?!) Alt det hun ville ønske hun ikke forstod:

ÅBNER ØJNENE, MEN SER INTET

Lugten er der som det første, da bevidstheden vender tilbage. Lugten af sommerhus eller gammel kælder. En sur, muggen lugt.
Lugten og så smerterne. I hovedet, i benene, i armene, fødderne, kroppen, hænderne, munden, maven …
Første tanke er trafikulykke. Er jeg blevet kørt ned?
Ligger i en seng. Mørket er totalt. Åbner øjnene, men ser intet. Sort. Sort. Sort. Kommer op at sidde, mærker på øjnene. De er ømme og lidt hævede, men de føles ikke … ødelagte.
Råber: “HALLO!”
Lyden runger i rummet. Snapper efter vejret. Famler med hænderne langs sengen, skraber knoerne mod rå beton. Det er ikke en seng, det er en tynd madras på et råt betongulv. Det er ikke et hospital.
Råber igen: “ER HER NOGEN?”
Hænderne finder væggen på den anden side af madrassen. Mursten. Kan mærke fugerne. Ujævne. Noget levende, der kryber væk. En edderkop? Væk med hånden. Trækker benene op mod kroppen og slår armene rundt om dem. Det gør ondt i brystet at sidde sådan. Mærker kulden nu. Det er en fugtig, klam kulde.
Og så vender hukommelsen tilbage, hurtige glimt, som flash fra en blitz, billeder, rodet rundt, hulter til bulter, ingen sammenhæng, men forståelse nok til at vide, at dette ikke er nogen drøm, at dette er et virkeligt mareridt. Et af den slags man måske ikke overlever.
Mærker forsigtigt rundt omkring på kroppen. Tøjet er stadig på og virker intakt. Der er ingen sår at finde, kun hudafskrabningerne på knæ og albuer. Intet lader til at være brækket. Der er lidt hævelser i ansigtet, især omkring munden, et par buler i hovedet. En løs tand. Intet alvorligt, selvom der må være blå mærker alle vegne efter smerterne at dømme. Intet alvorligt.
Endnu.
En lyd i mørket får hjertet til at hoppe i brystet. Drejer sig efter lyden, men kan ikke lade være med at krybe baglæns væk fra lyden. Hvad var det? En bevægelse? Et dyr? En rotte? Noget, der puslede.
Der var det igen!
Benene begynder at ryste. Muren er grov og kold mod ryg og skuldre.
En ny lyd. Ganske svage grynt, åndedræt. Der er et andet menneske et sted i mørket.
En mand.

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod kan købes lige her.