Tags

, ,

En selvudgivers bekendelser 13

Bogmarkedet, og dermed de vilkår man som forfatter og selvudgiver lever under, ændrer sig hastigt disse år. Som selvudgiver er man som en mus på en slagmark, hvor elefanterne slås: Man må konstant være vågen og på spring, ellers bliver man trådt under fode.

Og bogbranchen ER en krigzone. Forlag mod forlag mod boghandlere mod supermarkeder mod internetboghandlere mod biblioteker – og nej, der skal ikke være et ‘mod forfattere’, for forfatterne er slet ikke på banen, og hvis vi endelig er, så bekriger vi hinanden i stedet for at kæmpe for vores fælles sag, men det er en helt anden historie.

Revolutionen der måske ikke kom alligevel

I efteråret beskrev jeg her på bloggen, hvordan e-bogens indtog truede de store, gamle magtfulde elefanter i bogbranchen, alene fordi den åbnede en vej uden om alle de nåleøjer en forfatter skulle igennem for at få sit værk ud til læserne.

Revolutionen truede, og mastodonterne skælvede med blikket rettet mod USA, hvor e-bogsbestsellerlisterne pludselig domineredes af selvudgivere, men modsat de amerikanske forlag, som vist stadig ikke helt har fattet, hvad der ramte dem, så var de danske advaret på forhånd.

Jeg var selv meget positivt overrasket over det danske e-bogsmarked, som var i hastig vækst sidste år. Det er ikke længere tilfældet. Nu er det stagneret, hvis ikke aftagende. De første e-bogshandlere er bukket under, og jeg gætter på, flere er på vej ned.

Det er ikke sket, fordi læserne har vendt e-bogen ryggen, nej, det, der skete var, at bibliotekerne kom på banen – og tilbød gratis e-bøger.

Gratis vil altid vinde, især med et medie som e-bogen, der alene er sit indhold: E-bøger kan ikke gives i gave; de kan ikke stå på reolen og fortælle, hvem der bor i hjemmet; de kan ikke videresælges, når man er blevet træt af dem; man kan ikke engang låne dem ud til sine venner. En skønlitterær e-bog er læseoplevelsen og intet andet.

Bibliotekerne tager over

Jeg skrev et kritisk indlæg her på bloggen om den ordning, der var omkring e-bogsudlån tilbage i november, en aftale der bar tydeligt præg af at være indgået mellem bibliotekerne og de to største forlag, og jeg beskrev mine bevæggrunde for ikke at gå med på ordningen. Den kritik står stadig ved magt, og jeg kunne endda føje et par kritikpunkter til, hvis det skulle være, men jeg har måttet foretage en kovending og gå med på ordningen alligevel.

Bibliotekerne har nemlig overtaget markedet, således at danske e-bøger i dag er noget, man låner på ereolen, og vil man fortsætte med at udgive e-bøger på dansk, er man nødt til at være med ordningen. Der er endnu ikke tale om en 100% overtagelse af markedet, men min fornemmelse er, at 75% af markedet er indtaget af bibliotekerne. Måske mere.

Og så nytter det ikke, at vi indieforfattere, selvudgivere og småforlag prissætter vores e-bøger til en tredjedel eller mindre af de store forlags vanvidspriser, når læserne søger mod bibliotekernes gratis e-bøger.

Derfor kan mit lille indieforlag 2 Feets e-bøger nu lånes på ereolen.

Og det skal jeg da skynde mig at opfordre dig til at gøre. Du finder dem lige her – og det er gratis.