Tags

, , , , , ,

En selvudgivers bekendelser 14

Tidligere i år sprang en Danmarks mange krimiforfattere ud som selvudgiver. Inger Wolf startede fra hjemmet i Spanien eget forlag, Black Cat Edition, og selvudgav femte roman i serien om politikommissær Daniel Trokic.

Det er interessant i denne sammenhæng af flere årsager.

Målt i salgstal må Inger Wolf være blandt de største danske forfatternavne, der har valgt at prøve kræfter som selvudgiver, og noget siger mig, at hun ikke bliver den sidste. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at klappe i hænderne, da hun gik direkte ind på 3. pladsen på bestsellerlisten for e-bøger den uge, bogen udkom.

Jeg er overbevist om, at vi i løbet af de næste år, hvor e-bogen i stigende grad vil overtage bogmarkedet, vil se stadig flere veletablerede forfattere pringe ud som selvudgivere. Flere har allerede valgt selv at udgive e-bogsudgaverne, og i takt med at markedet for papirbøger forsvinder, vil forlagene have stadigt mindre at tilbyde forfatterne.

Jeg skrev tilbage i oktober 2011 et indlæg her i En selvudgivers bekendelser om en af de mest sejlivede fordomme om selvudgivere: Selvudgivere sutter, nemlig at selvudgiveres bøger altid er af meget ringe kvalitet og i hvert fald ringere end dem, der står et etablerede forlag bag – og her er Inger Wolf jo superinteressant.

Selvfølgelig kan man arrogant læne sig tilbage og sammenligne Inger Wolf med Hemmingway og holde fast i sin fordom om at selvudgivere sutter, men hvorfor ikke i stedet sammenligne den selvudgivne Inger Wolf med Inger Wolf på Modtryk? Det er forlag, ikke forfattere, fordommen omhandler, ikke sandt?

Og ingen bog kan være mere oplagt til netop det end Inger Wolfs nye selvudgivne ‘Ondt vand’, for den er ikke bare en ny krimi fra Wolfs hånd, den er endda i samme serie som hendes fire tidligere krimier. Hun prøver ikke på noget nyt, hun prøver på præcis det samme, bare selvudgivet.

Selvfølgelig vil der også mellem bøger i samme serie udgivet på samme forlag være visse udsving i kvaliteten – man kan ikke klandre et forlag for, at den ene idé er bedre end den anden, at den ene mord er bedre fundet på end det andet.

Og det er så tilfældet her i mine øjne: De der igler i ‘Ondt vand’ er simpelthen en idé, jeg ville ønske, jeg havde fået. Det er fed idé, men det har ikke meget med forlag vs selvudgivelse at gøre.

Lad os i stedet nøjes med at vurdere kvaliteten af bogen, af sproget, af fortælleteknikken, af omslaget, af opsætningen på siderne, af flowet i historien, af plottets forløsning, alle de her elementer, som et forlag normalt vil have en vis andel i.

Falder ‘Ondt vand’ igennem? Bekræfter den fordommen om selvudgiveres dårligere bøger? Eller er det samme kvalitet, eller er den endda bedre?

Tja, du skal ikke tage mit ord for det, når jeg siger, at jeg synes, ‘Ondt vand’ er Inger Wolfs bedste bog til dato, du kan jo selv dømme.

Bøgerne kan lånes som e-bøger på ereolen, lige HER.