Tags

, , , , ,

En selvudgivers bekendelser 18

De sidste uger har alle os i bogbranchen kunne varme vores litterære hjerter ved at læse en sød, lille anekdote om, hvordan ægte, god litteratur opstår på forlagslagsredaktørernes fornemme kontorer.

Det er selvfølgelig anekdoten om samarbejdet mellem Gyldendals fantastiske redaktør, Johannes Riis, og den dygtige, men desværre afdøde forfatter Jakob Ejersbo. Anekdoten fortæller om, hvordan Johannes Riis evnede at se kvaliteten i et ellers knap så heldigt manuskript, som Ejersbo havde skrevet.

Riis krævede en så markant omskrivning af manuskriptet, at Ejersbo skal have forladt mødet i vrede. Heldigvis kom Ejersbo på bedre tanker og skrev manuskriptet om efter Johannes Riis’ indsigtsfulde anvisninger. Resultatet blev en af sidste årtis mest markante danske romaner med priser, salgstal og filmatisering til at bevise kvaliteten.

Denne anekdote er blevet fortalt og genfortalt et utal af gange de sidste uger. I aviser, på blogs, på Facebook etc. Altid fulgt at et bekræftende kor af bogfolk, redaktører, bibliotekarer og især forfattere.

Det sidste undrer selvføgelig ingen, for vi har nok alle oplevet det — altså, ikke at skrive en så vigtig bog, men at måtte bøje ego’et og stoltheden for at føje en redaktørs krav om at dræbe ens darlings.

Eller faktisk er det underligt, ja, måske endda bekymrende, at der stilles så få spørgsmålstegn ved anekdoten som tilfældet er. Det bliver højst til en sjælden og lettere vag konstatering af, at ikke alle redaktører nødvendigvis besidder Johannes Riis’ knivskarpe evner. For anekdoten er ikke bare en anekdote, men et stykke snedigt udtænkt spin, hvis formål er at cementere opfattelsen af, at god litteratur ikke er noget, forfattere skaber, men noget dygtige forlag udgiver.

Anekdoten er altså et våben fra stadig mere presset forlagsverden rettet mod de evigt forhadte og indbildske selvudgivere. Altså, forfattere, der bilder sig ind, at de kan skrive og udgive læseværdige bøger uden om de gammeldags forlag. Ja, pilen er ikke bare rettet mod de rebelske selvudgivere, men mod alle forfattere og rummer i virkeligheden et simpelt budskab: ‘I skal ikke tro I er noget. Uden os er I intet. Så ret ind, ned på knæ og lad som om I kan lide det!’ En forfatter uden forlag vil aldrig kunne skabe god litteratur, for forfattere er selvcentrerede krukker, der ikke vil lytte til kritik, hvis forlaget ikke presser dem til det, og da slet ikke have den nødvendige indsigt til at gennemarbejde et manuskript på egen hånd.

I anekdoten bliver budskabet tydeliggjort ved den gode redaktør (og hey! Det er Johannes Riis, numbero uno redaktør i landet, Gyldendals top dog, hvis årlige taler til efterårsreceptionen i Klareboderne bliver trykt i de bedste aviser) og det fremragende værk, som ingen betvivler kvaliteten af. Så hvordan bestride sandheden i det samlede budskab?

Vi kan i hvert fald ikke spørge Ejersbo selv. Han er desværre død alt for ung. Desuden må det være svært for et menneske at være andet end tilfreds med processen, nu resultatet så tydeligt beundres fra alle sider.

Dertil er det svært for en forfatter at blive taget alvorligt, hvis man efterfølgende ikke er enig i nødvendigheden af de mange omskrivninger, og ja, det vil være direkte dumt at gøre det offentligt, da det vil skade bogsalget, for ikke at nævne det fremtidige samarbejde med forlaget.

Og så er der jo også den hage ved anekdotens virkelighed, at forfatteren ikke selv kan se det. Det kræver en redaktørs skabe blik at se behovet for omskrivninger i en tekst. Forfattere ejer bare ikke evnen. Så Ejersbo ville, hvis han stadig levede, og var usmart nok til at tale imod anekdoten, alligevel fremstå som et utroværdigt og umuligt vidne i den sag.

Så lad os i stedet se på de ting, anekdoten ikke fortæller, og som vi derfor ikke kender svaret på. Jeg foregiver ikke, at jeg kender svarene, eller at de vil være entydige, eller alle gå imod anekdotens virkelighed.

Men i stedet for at sluge anekdotens virkelighed råt og sidde fast i det dygtigt udbredte spin, vil jeg her pege på nogle ting omkring anekdoten, som man kan tænke lidt over, hvis man kan lide at gøre den slags.

— Hvem af os har læst Ejersbos originale manuskript? Hvis vi ikke har læst det, hvordan kan vi så vide, at den voldsomme omskrivning, som Johannes Riis krævede, ret faktisk resulterede i en bedre bog?

— Vi aner ikke, hvilke ændringer han krævede.

— Vi kan ikke vide, hvordan resultatet ville være blevet, hvis Ejersbo i stedet for at vende tilbage, havde fundet et andet forlag og fået bogen udgivet der, med en anden redaktør, der givetvis ville havde redigeret bogen anderledes.

— Lige så vel, som at anekdoten viser, hvordan redaktøren gør en god forfatter fremragende, kan virkeligheden være den modsatte, at Ejersbo var så svimlende talentfuld, at resultatet alligevel blev en god bog på trods af Johannes Riis’ indblanding. Hvordan kan vi vide det?

— Selvom vi accepterer, at Riis var uundværlig og den vigtigste årsag til bogens kvaliteter, for selvføglelig kan kan det sagtens være sandt hele vejen igennem, men betyder det så nødvendigvis, at det samme vil være tilfældet med alle andre bøger, alle andre forfattere, alle andre redaktører på alle andre forlag?

— Er det virkelig sandt, at forfattere, der vil kæmpe for deres værk, altid tager fejl?

— Er dette, den gamle, omhyggelige forlagsmetode, virkelig den eneste måde, hvorpå god litteratur kan opstå?

— Svigter de forfattere, der vover at eksperimentere med de nye udgivelsesformer, den gode litteratur?

— Er det kun forlagsansatte redaktører der magter at fremme den litterære kvalitet, mens de redaktører, der lader sig hyre freelance af selvudgivere ikke har evnerne – eller muligheden for at gøre det godt nok, fordi en selvudgiven Ejersbo aldrig ville have lyttet til Johannes Riis, hvis Riis havde arbejdet freelance for Ejersbo?

— Mener vi virkelig, at forfattere er så små mennesker, der kerer sig så lidt om kvaliteten af deres arbejde?

— Findes der mon eksempler på forfattere, der nægtede en redaktørs krav om en lige så voldsom omskrivning, som den Riis krævede af Ejersbo, og gik til et andet forlag og fik bogen udgivet og opnåede solid anerkendelse og succes med værket – uden de store omskrivninger. Jeg mener i hvert fald at kende et ekspempel.

— Findes der ikke lige så glimrende anekdoter om manuskripter, der har været gennem omskrivningsmøllen og er udkommet som noget bras på den anden side, blottet for sammenhæng, sjæl og kant?

— Er forlagsredaktørernes sigte i dag virkelig altid så ædelt, som anekdoten lader os tro? Er sigtet altid litterær kvalitet og ikke andre barometre såsom salgbarhed?

— Er det sandt, at forlagsredaktører altid har den nødvendige kunnen, indsigt og forståelse – og mindst lige så vigtigt: Tid, til at gøre arbejdet ordentligt?

— Virkeligheden er ikke sådan, at de første, forlagene fyrer, når de igen igen skærer ned, er redaktørerne, og det derfor vrimler med dygtige freelance redaktører, som hyres af selvudgivere?

— Skyldes forlagenes krise de krævende forfattere eller de indbildske selvudgivere, eller er den i virkeligheden selvforskyldt?

Jeg spørger bare.