Tags

, ,

En selvudgivers bekendelser 20

Det var ikke nogen let beslutning, da jeg i 2002 valgte at stoppe hos Gyldendal. Jeg netop havde udgivet to bøger på Gyldendal, og hey, det var jo Gyldendal. Man var lidt vigtig, når man udkom der, ikke?

Men jeg tog alligevel springet og startede mit eget lille forlag, 2 Feet Entertainment, og valgte dermed selv at træde udenfor. Jeg valgte selv at blive det meste uglesete, man kunne være i hele bogbranchen: Selvudgiver.

Det er jeg stadig her mere end ti år senere. Jeg har ikke fortrudt, men det har haft sine omkostninger. Omkostningerne er lette at forstå; stort set alle de krimiforfattere, jeg har fulgtes med i løbet af min karriere er i dag at finde på bestsellerlisterne — jeg er ikke.

Det kan jeg godt på dårlige dage skælde mig selv ud over. Men livet er ikke en konkurrence om at tjene flest penge, og forfattergerningen handler ikke om at være bedst til at skaffe omsætning i supermarkeder og boghandlerkæder.

For mig handler forfattergerningen om at skrive de bøger, der er vigtige for mig, på den måde, der giver mest mening for mig. Værket står over alt. Jeg vil gerne sælge en milliontrillion bøger, og jeg drømmer stadig lidt om at eje en Jaguar. Jaja, men skal det være, skal det være på min måde.

Min sidste bog på Gyldendal var romanen, Fra ryggen. En minimalistisk thriller. Den står stadig for mig selv, som et af de bedste og skarpeste manuskripter, jeg har afleveret på et forlag.

Min redaktør var et sødt menneske, som jeg ved, har et fremragende samarbejde med mange af de bedste forfattere i landet. Jeg kunne rigtig godt lide ham. Vi hilser stadig på hinanden og småsnakker lidt, hvis vi mødes til forskelligt forfattertamtam rundt omkring.

Men med Fra ryggen gik det galt. Det samarbejde, der skulle have gjort mit gode manus til en fremragende bog, havde det modsatte resultat.

Det var ikke fordi redaktøren var ond, dum, uvidende, som visse typer af og til læser ind i mine indlæg i denne blog. Han var en fin fyr, der gjorde sit bedste. Han havde sine skæve idéer, men det har alle mennesker, og det er forfatterens opgave at tage de ting, han kommer med, og kun bruge dem, der gør bogen bedre.

Dét var jeg sgu ikke særlig god til. Det havde jeg heller ikke været særlig god til med min tidligere redaktør på Høst & søn. Jeg er ingen haj til at diskutere frem og tilbage, jeg er ikke skolet i det, jeg har sjældent de rette argumenter: Simpelthen fordi jeg skriver med hjertet. Jeg føler mig frem gennem historierne, jeg sanser det. Jeg spekulerer ikke særligt over det.

Så lad os bare sige, at redaktøren var god, klog og vidende, mens jeg snublede fælt.

For mig spiller det ingen rolle: Resultatet gør derimod. Jeg fik udgivet min bog, ja, men det var ikke dén bog, jeg drømte om at få ud.

Det var selvfølgelig ikke så fedt, men det blev hurtigt værre, da jeg begyndte at modtage emails fra læsere, der ikke forstod slutningen af bogen – og netop slutningen var en af de ting, jeg havde ladet mig overtale til at omskrive flere gange. Læserne plejede at holde meget af mine slutninger, men denne fangede de ikke.

Jeg valgte hurtigt at sende den originale slutning til de læsere, der kontaktede mig – og så forstod de det hele. Men jeg sad der, med en bog ude, som mine læsere ikke forstod – mens de tilsyneladende ikke havde problemer med at forstå slutningen fra det originale manuskript. Og hvad med alle de læsere, jeg ikke kunne sende den originale slutning til?

Det var ikke nogen fed oplevelse. Lad den bare hvile på mine skuldre, det var min fejl, at jeg ikke holdt fast i den originale slutning. Det var alligevel tid til at tænke over nogle ting i mit forfatterskab.

Enden på det hele blev, at jeg startede 2 Feet og blev selvudgiver. Det har jeg været siden, og det har været både hårdt og sjovt, givende og deprimerende, lærerigt og forstemmende, op og ned. Jeg har døjet med stress og udbrændthed, men der har også været triumfer og en tidligere uhørt glæde ved at kunne kaste sig over og virkeliggøre projekter, der aldrig nogensinde var blevet til noget i den traditionelle del af bogbranchen.

Men Fra ryggen har pint mig lige siden. Jeg drømte i mange år om at genudgive bogen med den oprindelige slutning fra manuskriptet, men da jeg endelig fik rettighederne tilbage og kunne genudgive den, var det på et tidspunkt, hvor markedet for papirbøger var et umuligt ørkenlandskab for alle andre end de store forlags bestsellere. Så det så ikke ud til nogensinde at blive til noget.

De første tre-fire år efter kommunesammenlægningen var som efterkrigstiden. Alt var bombet i stykker. Men så kom e-bøgerne pludselig på banen — og med dem ændrede alt sig igen.

Jeg ved godt, at branchen som sådan siger, at e-bogen ikke rigtig er slået igennem i Danmark endnu. Til det kan jeg så kun sige, at fra min side af spejlet har e-bogen ændret ALT.

I april sidste år (2012) kunne jeg så endelig genudgive Fra ryggen med den rigtige slutning som e-bog. Jeg havde ingen forventninger til bogen, andet end at få den ud, som den skulle have været. At få den taget tilbage.

Siden har Fra ryggen levet sit eget liv. Den er blevet en af mine mest populære e-bøger — og læses nu flittigere end nogensinde. Derfor har jeg valgt at genudgive Fra ryggen på papir, så den endelig er at finde som rigtig bog, med den originale slutning. Det er vel det, man ville kalde en writer’s cut-udgave, hvis man altså havde haft et begræb i bogbranchen, der svarede til filmbranchens director’s cut.

Den kan købes i alle gode boghandlere — i hele landet. Du skal nok bare bede dem tage den hjem til dig, for 2 Feet er stadig et lille selvudgiverforlag, og sådan skal det være.