Tags

, ,

I dag udkommer min nye bog ‘Spøgelserne på Frilandsmuseet’ – en lille, nonfiction bog udgivet i samarbejde med Frilandsmuseet og bygget på øjenvidneberetninger og spøgelseshistorier, der er gået i arv blandt personalet.

Har du nogensinde set et spøgelse – eller bare noget uforklarligt?

Jeg tror faktisk ikke på spøgelser. Men jeg har set et – og så kommer man let i tvivl.

Lige meget, hvor fornuftig, kold og rationel vores tid end er, så kender vi alle et hjemsøgt hus i nærheden – også selvom vi bestemt ikke tror på den slags. Mange af os har oplevet et eller andet, der ikke kan forklares.

Mennesker har altid haft disse oplevelser. I alle lande, i alle kulturer, til alle tider. Man ville selvfølgelig også være en dårlig gyserforfatter, hvis man ikke holdt af en god spøgelseshistorie.

Så jeg begyndte for en del år siden at indsamle disse historier og oplevelser. Jeg åbnede Hjemsøgt på mit website Mxrket.dk og bad læserne indsende deres egne oplevelser. Det er blevet til ganske mange historier efterhånden, og flere af dem kan nok give selv en garvet gyserforfatter som mig gåsehud på armene.

Det er en ganske levende del af hjemmesiden, men det var næppe blevet til andet, hvis ikke en ansat på Frilandsmuseet en dag havde kontaktet mig:

‘Der sker så mange mystiske ting herude på museet, at personalet i årtier har haft en lille bog, hvor de nedskriver deres oplevelser i. Måske var det noget for dig?’ sagde hun.

Mon ikke!

Nu, et par år senere, er der kommet en lille bog ud af det, udgivet i samarbejde med Frilandsmuseet, som selv har valgt at benytte lejligheden til at arrangere spøgelsesture på museet.

Jeg har ikke bare haft mulighed for at læse i personalets bog, jeg har haft Dansk Parapsykologisk Aspekt, et hold spøgelsesjægere, som du måske kender fra TV, med ude på de mest hjemsøgte gårde — og jeg nåede også selv at få et par hårrejsende oplevelser med på vejen.

Men spøger det virkelig derude? Findes der spøgelser?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at mange har haft underlige, mystiske, uforklarlige og uhyggelige oplevelser på museets gamle gårde.

Hvis du selv oplever noget mystisk på museet, eller måske allerede har oplevet noget, så hører jeg meget gerne fra dig. Bogen udkommer i dag i sin første udgave, men mit håb er, at der vil komme nye udgaver i fremtiden, og hvem ved, måske kommer din oplevelse med i næste udgave?

‘Spøgelserne på Frilandsmuseet’ udkommer i dag både som papirbog og som e-bog. Læs mere om bogen her.

Frilandsmuseet arrangerer spøgelsesture med udgangspunkt i bogen. Læs mere om spøgelsesturene her.