Tags

, ,

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

‘Amerikansk olie’ er noget ganske særligt. I hvert fald for mig selv. Det er en novellesamling, der består af 20 noveller, og så udkommer den samme år, som jeg kan fejre 20 års jubilæum. Jeg debuterede nemlig med gyserromanen ‘KAT’ den 14. februar 1995.

Og jeg har arbejdet næsten lige så længe på ‘Amerikansk olie’. De ældste af novellerne i samlingen skrev jeg i 1996, før ‘Pyromania’ udkom! Og jeg har lige siden føjet nye noveller til stakken, når der var noget, der ville ud.

amolieDette er ikke, hvad nogen måske ville kalde ‘ægte’ Steen Langstrup-tekster. Her er ingen gys, ingen kriminelle, ingen spænding, ingen monstre eller blod.

Men fuck alt det der forfatter-branding-tankegang. Mennesker er ikke brands, forfattere skal ikke være stereotyper. Jeg opfatter selv novellerne i ‘Amerikansk olie’ som mindst lige så ægte Steen Langstrup-tekster som noget andet. Ja, jeg ville måske endda sige mere ægte Steen Langstrup. Mere ærlige. Mere direkte. Mindre pakket ind i symbolik.

‘Amerikansk olie’ er verden set gennem min krøllede hjerne. Det er snapshots af livet og skæbnen, kærligheden og kulden blandt mennesker, tabet af uskyld og kampen mod den sociale arv – og man må godt grine indimellem.

Selvom et par af novellerne har fundet vej til aviser og antologier undervejs, og modtagelsen der gav mig et vink om, at jeg måske burde få skrevet den bog færdig, så var det et legat fra Statens Kunstråd, der forpligtede mig til at få gjort noget ved det.

Jeg har altid opfattet det som et langt større arbejde at skrive en novellesamling end at skrive en roman. En novellesamling rummer hele tiden nye universer, nye karakterer, nye toner og rytmer. En roman mere bare er derudad, når man først er kommet i gang. Så havde jeg ikke følt mig forpligtet af det legat, havde jeg nok fundet på at skrive endnu en roman i stedet.

Men så var der lige pludselig et fint og fornemt legatudvalg, som for pokker da ikke ligefrem havde haft for vane at forgylde mit beskedne virke, der mente, at jeg burde få skrevet den novellesamling færdig. Så meget, at de gav mig penge at leve for imens. I hvert fald noget af tiden.

Så her er den, med stor tak til Statens Kunstråd, og en lige så stor tak til alle, der har orket at læse mine bøger i løbet af de sidste 20 år. Jeg er slet ikke færdig med at fortælle historier endnu, så jeg håber, jeg kan lokke jer til at læse med lidt endnu.