Tags

, ,

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’

 

Det lyder måske underligt, men det var ingen fest at debutere som forfatter for mig. Jeg ved, at det så sådan ud for alle andre. Tre romaner ud i løbet af de første 15 måneder, anmelderroser a la ‘største danske spændingstalent i nyere tid’, filmselskaber i kø for at købe rettigheder, noget der lignede stormløb på forlagets stand på bogmessen i Frankfurt, jobbet blev sagt op, drømmen var blevet til virkelighed.

amolieMen jeg var hverken moden til det, forberedt på det det eller rustet til det, og endnu værre: Jeg kendte ingen, der kunne rådgive mig. Eller bare forstå mig. Jeg var helt alene om at lære at begå mig i en ny verden. En fremmed samfundsklasse med helt sit eget sprog, egne normer og kodeks.

Og så brød jeg mig meget lidt om at være proppet ned i brandingsmaskinens kasse med ‘Underlødig, kommerciel gyserforfatter (hold venligst afstand)’ på siden. Jeg hadede, at at folk insisterede på at vide, hvem jeg var, fordi de havde læst en bog (eller hørt om en bog), jeg havde skrevet.

Jeg var rystet og lidt skuffet over, at den intellektuelle klasse, var så overfladisk. Så jeg besluttede at skrive en roman, der fucking skulle vise dem, at jeg var mere og andet end, hvad de troede. Jeg synes selv, jeg havde en fed idé, en roman, skrevet i en række noveller, der portrætterede min generation, med stærk inspiration fra Irvine Welshs ‘Trainspotting’. Jeg ville tages alvorligt.

Min redaktør var ikke begejstret.

Og så mødte jeg midt i det hele min kone og glemte alt om at skrive bøger i mange måneder. Da jeg endelig kom så meget ned fra forelskelsens lyserøde skyer, at jeg kom i tanke om, at jeg da vist også hellere måtte få skrevet noget, havde jeg tabt forbindelsen til bogen, og jeg valgte, til min redaktørs lettelse, at skrive gangsterkrimien ‘Dope’ i stedet.

Alt dette skete tilbage midt i 90’erne. For længe længe siden.

Men de fire kapitler/noveller fra bogen, som jeg havde nået at skrive, trak stadig i mig. Jeg er normalt ikke typen, der dropper et projekt, når jeg først er gået i gang. Jeg gør tingene færdig. I løbet af de næste år, fandt to af de noveller vej til forskellige antologier, og endte siden i undervisningsmateriale og alt muligt. De tjente endda flere penge end gangsterromanen, jeg valgte at skrive i stedet. Jeg spurgte mange gange mig selv, om det havde været rigtigt at opgive den bog.

Tiden gik. Jeg udgav mange bøger. Skriftede forlag. Og startede siden mit eget forlag, og selvom bogen stadig var død for mig i den form, jeg havde tænkt den til at starte med, så voksede bunken af socialrealistiske og humoristiske noveller alligevel. Bogen var ikke død, den var bare ved at blive til noget andet. I stedet for en roman bestående af noveller, voksede den til en novellesamling, hvor flere af novellerne stadig hang løst sammen.

Den har været længe undervejs, mere end 18 år, men livet (og det at skrive) er ikke altid en snorlige rejse fra A til B. Nogle gange er det omvejene, der gør rejsen værd at tage.

De fire noveller fra det, der skulle have været en roman, er alle med i ‘Amerikansk olie’, sammen med 16 andre.