Tags

, , , , , , , , ,

Tilbage i 2005, da den første ‘I skyggen af Sadd’ udkom, opfordrede flere anmeldere os til at se at få skrevet en 2’er.

Men hvorfor?

For mig var tanken om en 2’er lettere irriterende. Lidt som om, at nu det er en vellykket krimi, og krimier, de har det jo så godt med at udkomme i serier, så må alle gode krimier føre en serie med sig.

Men for mig var ‘I skyggen af Sadd’ alt andet en bare endnu en krimi. Det var en udfordring af genren og af kultursnobberes opfattelse af, at genrelitteratur og litterære eksperimenter intet havde med hinanden at gøre.

Vi havde vist dem. Man kunne ting med krimigenren, som brød som med de stive, kedelige kasser, hvis man turde. Vi skrev en krimi i fire dele, hver med sin hovedperson, skrevet, givet stemme og gjort levende af hver sin forfatter. Vi brugte vores forskellige forfatterstemmer som en aktiv del af fortællingen. Krimiskabelonen var brændt, så vi frit kunne udforske genrens elementer på ny.

Det var ikke genren, der krævede den skabelon-agtige tilgang til at skrive, det var måden, man tænkte genren på, der hæmmede kreativiteten.

Så tanken om en (pligt) 2’er i respekt for genrens traditioner lå mig meget fjernt.

Samtidig så gik jeg ned med stress året efter. Jeg havde slidt mig op i forsøget på at få 2 Feet (mit lille forlag) placeret solidt som en modig og nytænkt kunstnerisk legeplads. Der fulgte en periode i mit liv på flere år, hvor min ellers altid sprudlende fantasi var nærmest død.

Jeg kom mig efterhånden, for at gøre en lang historie kort, og har skrevet mange bøger siden. Men krimigenren har jeg holdt mig langt væk fra. I mit sind har den taget farve af den krise, jeg var igennem. Noget, jeg er meget opmærksom på ikke at gentage.

Så da Gretelise Holm, en af de tre forfattere, der havde skrevet ‘I skyggen af Sadd 1’ (der selvfølgelig ikke havde noget 1 i titlen dengang), foreslog om ikke vi skulle skrive en 2’er, var det ikke en tanken, jeg sådan lige jublede over.

Men Gretelise Holm blev ved at puffe til mig over de næste år, og langsomt, næsten modvilligt, åbnede jeg op til den del af min fantasi, hvor gangsterbossen Jimmy Sadd og Byen lå begravet. Hvad lavede han mon nu, næsten 10 år senere? Hvordan var der i Byen? Skete der stadig ting i Sadds skygge? Lyttede man stadig til Baggårdskatten Jack på Radio Fake?

Jeg begyndte at fornemme historier tage form, så jeg spurgte de to andre forfattere, der havde skrevet den første roman sammen med Gretelise Holm og jeg, Sara Blædel og Lars Kjædegaard, om hvad de tænkte om at skrive en 2’er. Lars Kjædegaard med på idéen med det samme. Sara Blædel kunne ikke finde tiden.

Nu var historien så begyndt at presse på. Den ville skrives. Trods mine forbehold, trods min angst for at skrive krimi igen, trods Sara Blædels manglende deltagelse.

Skulle romanen skrives måtte jeg finde en afløser for Sara Blædel. Det lyder måske underligt, men allerede da jeg spurgte Sara Blædel, om hun ville være med på en ny omgang Sadd, havde jeg en stærk fornemmelse af, at hun ville sige nej tak, og at Agnete Friis ville overtage hendes plads og skrive røven ud af bukserne. Jeg kan ikke forklare, hvor den fornemmelse kom fra. Jeg kendte dårligt Agnete Friis på det tidspunkt, men sådan blev det. Agnete Friis tog over og skrev en superstærk tredje del af ‘I skyggen af Sadd 2’.

Historier har deres eget liv og at være forfatter handler overraskende meget om at lade historierne selv vise vejen.

‘I skyggen af Sadd 2’ udkommer den 11. marts 2016.

‘I skyggen af Sadd 1’ genudgives samtidig.