Tags

, , ,

Vis hensyn, det er dit ansvar.

Jeg er selv cyklist og færdes dagligt i trængslen på de tætbefærdede cykelstier i hovedstaden. Cyklen er ikke bare et støjsvagt og miljøvenligt transportmiddel — den giver også sund og vigtig motion til de mange cyklister, og så er cyklen måske det hurtigste og dermed effektiveste transportmiddel i byerne.

Ja, du overhaler os måske i din bil, men vi er fremme, inden du har fundet en parkeringsplads.

Som der er forskel på biler og bilejere, findes der også en rangordning blandt cyklister. Eliten blandt os, dem som vi alle bør ære og bakke op om, kendes på deres 50.000 kroners racecykler/mountainbikes og den tætsiddende cykeltrikot, af misundelige typer kaldet tour-de-france-dresset.

Desværre oplever mange af os cyklister af blive sinket i traffikken næsten dagligt. Vi oplever en mangel for forståelse og hensyn over for vores færd og fart — i nogle tilfælde i et sådan omfang, at vi kan blive både kede af det og endda aggressive.

Men du kan ved at følge disse 10 råd blive en bedre og mere hensynsfuld medtrafikant og være med til at hjælpe cyklisterne lettere og hurtigere gennem byen.

1 – Husk at færdselsloven ikke gælder for cyklister

Mange trafikanter færdes i trafikken, som om de tror, at færdselsloven også gælder for cyklister. Denne misforståelse er skyld i mange uheldige episoder hver eneste dag. Det ses fx ved kryds med ubetinget vigepligt eller fuld stop, hvor alt for mange medtrafikanter ikke er opmærksomme og hensynstagende i tilstrækkeligt omfang, men i stedet blindt fortsætter gennem krydset i den tro, at cyklisterne vil stoppe ved hajtænderne. Der kan let opstå farlige situationer, når du som medtrafikant ikke er opmærksom på, at vigepligt og fuld stop ikke gælder for cyklister.

2 – Se dig for, før du går over for grønt

Fodgængere er især slemme til at optræde uhensynsfuldt og egoistisk i trafikken. Som cyklist oplever man tit at blive sinket og generet af fodgængere i lyskryds, hvor de bare vader af sted uden at se sig for, bare de har grønt lys. Skænker de det overhovedet en tanke, at der kan komme en højresvingende cyklist susende over for rødt — eller endnu værre, på det lige stykke i lysregulerede T-kryds, hvor man som cyklist kan have særdeles høj fart på, når man kører over for rødt. Der er eksempler på mødre med barnevogne, der er uopmærksomme, når de går over for grønt. Det kan gøres bedre.

3 – Giv plads i fodgængerfeltet

Som cyklist er det foruroligende at opleve fodgængernes generelle mangel på pli i trafikken, når man skal til venstre i et lyskryds, og der er rødt. Så er det naturligste for en cyklist at tage venstresvinget via fodgængerovergangene, og her kunne fodgængerne, for nu at sige det mildt, være langt hurtigere til at give plads til cyklisterne. Der er eksempler på fodgængere, der maser frem, som om de tror, de ejer fodgængerovergangene. Det er særdeles hensynsløst over for cyklisterne.

4 – Pas på den misforståede selvretfærdighed

Selv bilister kan være sene i det med at give plads til modkørende cyklister på ensrettede gader og veje. De værste af dem maser bare frem i ophøjet selvretfærdighed og tvinger cyklisterne til at trække ind til siden og give plads, i den tro at ensretningen af gaden også gælder for cyklister.

5 – Indret cykelparkeringen efter behovet

Cykelparkering er i byerne ofte indrettet uden forståelse for cyklisternes — især eliteen blandt os cyklister, motionisternes! — behov for at kunne sætte cyklen fra sig så nær døren, de skal ind ad, som muligt. Man cykler ikke til fitness for at gå 15 meter fra cykelstativet og til fitnes-centeret. Det giver ingen mening, at man indretter cykelparkeringen sådan. Den skal være mulighed for at stille cyklen højst 2 meter fra døren, ellers bruger vi ikke cykelstativet.

6 – Hold ældre mennesker hjemme

En del ældre mennesker kunne også blive bedre til at nå over lyskrydsene, mens de har grønt. Det er utroligt stressende for en cyklist først at have været tvunget til at standse for rødt, måske fordi krydset er så stort og trafikeret, at det ville være livsfarligt at køre over for rødt, for så ikke at kunne sætte i gang, når der bliver gult eller i nogle tilfælde endda grønt, fordi en eller andens oldemor ikke er nået helt over krydset med sit gangstativ endnu. Det kan der sagtens strammes op på.

7 – Undgå ladcykler og støttehjul

Som cyklist kan du også selv gøre meget for at bidrage til en mere glidende og hurtig afvikling af trafikken på cykelstierne. Træd hårdt i pedalerne, og hold en høj fart. Lad være med at bremse op i tide og utide, for rødt eller hajtænder. Det sinker de hurtigkørende tour-de-france-trikot-klædte mestercyklister. Giv plads, når de ringer med klokken og vil overhale, svar ikke igen hvis de råber ad dig, men vid at de har mere ret til cykelstien end du har på din gamle havelåge med barnesæde. Undgå i det hele taget at cykle med børn. Børn er usikre cyklister, der slingrer og vælter og er i vejen. Børn bør køres i skole og børnehave i bil. Undgå for alt i verden ladcykler. De fylder, er langsomme og sinker alle andre cykliset frygteligt. Ladcykler er noget hiippiegejl fra Christiania og bør forbydes.

8 – Vær mere opmærksom i rundkørslerne

Husk, når du som bilist nærmer dig en rundkørsel, at være ekstra opmærksom på cyklisterne, og ikke kun de langsommere iblandt os, som tager rundkørslen hele vejen rundt ad cykelstien, men også de hurtigkørende cyklister, der tager rundkørslen tværs over. Er du uopmærksom her, tvinges de til at sænke farten, og nogle gange endda skifte kurs for at undgå sammenstød. Det er farligt og særdeles ophidsende for cyklisterne. Så vær mere opmærksom i rundkørslerne.

9 – Pas ekstra på, når du står af bussen

Et sted, hvor cyklister ofte tvinges til at sænke farten af uopmærksomme medtrafikanter er omkring busstoppestederne. Folk vader bare ud af bussen uden at tage hensyn til eventuelle cyklister. Det er helt unødvendigt at udsætte cyklisterne for denne fare. Er du i tvivl om det er sikkert at træde ud af bussen, så tag hellere et stop mere, før du står af.

10 – Lad ikke dine børn løbe frit omkring

Endelig har mange forældre en uskik med at lade deres småbørn løbe frit omkring i parker, på gågader, på pladser og fortove uden at tænke på den fare de hermed udsætter cyklisterne for. En hurtigkørende cyklist, der rammer en lille barn, kan komme alvorligt til skade — lige som der kan ske betydelig materiel skade på cyklen. Kommer barnets hænder eller fødder i karambolage med hjulenes eger, vil disse hjul ofte skulle skrottes, og nye hjul er en kostbar affære.

VIS HENSYN. DÉT KOSTER IKKE NOGET.

Det burde ikke være nødvendigt for os cyklister at bruge klokken, bremse op eller i værste fald råbe op for at blive mødt med respekt i trafikken. Og der er heller ingen grund til at råbe ad os cyklister — vi har alligevel headset på og kan ikke høre dig.