Tags

, , ,

 

Derfor udkommer ‘Ø’ kun på papir – i første omgang.

 

I dag er bøger mange ting. Det er ikke ‘bare’ den gode, gamle papirbog, som vi har kendt og elsket i århundreder. I dag kan en bog lige godt være en e-bog eller en lydbog, og det er godt og fint — og jeg er selv en af dem, der stort set kun læser e-bøger, så beslutningen om, at min næste roman ‘Ø’ kun skal udkomme på papir i første omgang, handler ikke om at tage afstand fra digitale bøger eller nye medier.

Sagen er, at jeg er af den holdning, at skal papirbogen have en fremtid, så skal vi huske den og lade den være noget særligt. Papirbøger er — imodsætning til digitale bøger — en ting, man køber for at eje. En e-bog læser man og sletter så igen. Papirbogen er en blivende ting — en ting, vi betaler mere for, og så fortjener man også at få noget særligt. Derfor bruger jeg også mange timer på bøgernes grafiske tilrettelæggelse, både omslag og på siderne inde i bogen, for papirbogen skal være en ting, der er skabt til at blive skattet og holdt af. Papirbogen skal være noget særligt.

Det er i den ånd, at jeg har besluttet at vente med de alternative udgaver af ‘Ø’ til senere. Dem, der vælger at bruge de ekstra penge på en papirbog, får altså ikke bare en smuk bog, hvor der er kælet for detaljerne, en bog, der er skabt til at fortjene en plads på bogreolen i mange år efter den første læsning, de får også mulighed for at læse bogen, længe før os, der foretrækker e-bøger eller lydbøger.

Det synes jeg, de fortjener. Der skal være en god grund til at betale for den dyrere papirbog. Den skal være noget særligt.

Og bare rolig. Den kommer i alternative udgaver. Før eller siden.

 

Husk at like opslaget, følg bloggen og tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Du kan læse mere om ‘Ø’ lige her!