Tags

,

Det er næppe nogen uhørt påstand, at mange voksne interesserer sig så lidt for børn og verdenen set fra børnehøjde, at de knap husker deres egen barndom. Så det kan forekomme — mig selv i det mindste — som et noget usikkert projekt at skrive en roman til voksne læsere om børn.

Men med ‘Skadedyr og tulipaner’ har jeg gjort et seriøst forsøg på netop det. For jeg følte, at temaet med børn, især drenge, og den her uforklarlige latente vold, der alt for ofte er omkring drenge, rørte noget i mig. Da idéen til bogen først havde slået rod i mig, var der ikke noget at gøre. Den ville skrives. Det er let at bilde sig ind, at nogle børn er onde, men selv de bedste drenge har kimen til vold i sig. Selv følsomme drenge, som jeg selv var, selv drenge der elsker dyr og ikke vil nogen noget ondt, har kimen i sig.

Jeg tror ikke, der findes dæmoner. Jeg tror, vi er dæmonerne. Men vi er dæmoner, der er født med evnen til at gøre godt. Det er bare ikke let, og det kræver, at vi vil det. Ydre påvirkninger, livet, omstændighederne, forældre, døden har stor betydning for, om vi vil det. Om vi magter det.

‘Skadedyr og tulipaner’ er et kærligt portræt af Archibald, en følsom dreng, der tegner blomster til sin nyligt afdøde mor. Archibald lever isoleret, han elsker sin hundehvalp over alt på jorden. Hans far er fortabt i sorgen og magter ikke at være der for ham. Dette er historien om tab af uskyld, men det har meget lidt med sex eller kærlighed at gøre.

Det er en historie skrevet til os voksne, der måske ikke altid forstår, hvad der sker i børnehøjde, eller måske ikke magter at gribe ind.

Advertisements