Tags

, ,

Et tema, der fylder godt i ‘Skadedyr og tulipaner’ er mødet mellem kulturer. Men ikke mødet mellem udlandske eller fremmede kulturer, som der ellers skrives og debatteres så meget om. Man vil gerne fremstille danskere og danskheden som én stor harmonisk størrelse, der deler kultur, værdier og verdenssyn. Men det er vi ikke.

‘Skadedyr og tulipaner’ er historien om en københavnsk kunstner, der flytter langt ud på landet, for at komme sig over sin kones pludselige død. Alt derhjemme minder ham om hende, og han vil bare langt væk og finde sig selv og sin evne til at skabe kunst igen. Med sig har han sin følsomme, blomstertegnende søn, Archibald.

Men der er meget langt fra det københavnske kunstnermiljø til et lille isoleret ø-samfund, måske er sproget og farven på passet det eneste, de har tilfælles?

Jeg har gjort mig meget umage med at skildre de to miljøer så ægte og præcist som muligt. Jeg har ikke ønsket at karikere eller udstille det ene som bedre end det andet. Jeg har ønsket at vise forskellene, og hvor svært det kan være, selv blandt danskere, at leve sammen og rumme fremmede. Modviljen er gensidig.

Jeg er selv en bonderøv, der er flyttet til byen som ung, og siden har skabt mig en plads i den kreative klasse, så jeg føler, at jeg har et vist kendskab til begge kulturer, både indefra og udefra. Måske dog mest udefra.

Dette tema var ikke noget, jeg havde på sinde, da jeg besluttede at skrive ‘Skadedyr og tulipaner’, men efterhånden som jeg blev suget ind i historien, og de to kulturer mødte hinanden, forstod jeg, hvor stor forskellen er, og måske, at det eneste, vi danskere virkelig har til fælles, er, at vi alle har landsbyboernes modvilje og skepsis mod fremmede og anderledes indeni. Danmark er et gammelt bondesamfund. Og vi er måske ikke skidegode til forskellighed?

Advertisements