Tags

, , , , , , ,

Pyromania kan noget, ingen af mine andre bøger kan: Det kan nemlig læses på punktskrift. Fem af disse bind udgør romanen. Det var det danske blindebibliotek, det der i dag hedder Nota, der udgav bogen tilbage i slutningen af 90’erne.

Pyromania er historien og syv ret almindelige mennesker midt og sidst i 20’erne. De hænger ud og går til fester, og når det sker, begynder huse at brænde. Det første hus, pyromanen sætter ild til, er en gammel nedrivningsklar bygning skråt over for Thomas’ nye lejlighed, den aften alle hans venner er samlet til hans housewarming. Thomas er en ung musiker, der selv brændte sin skole ned som barn. Han er ikke tryg med tanken om, at en pyroman slår til så nær hans nye hjem. Ikke så længe efter samler han venneflokken igen, denne gang til sit bands debutkoncert på et nyåbnet diskotek i hjertet af København. Dagen efter er diskoteket brændt ned, 36 mennesker døde, og Thomas overbevist om, at pyromanen må være en af hans nære venner.

Pyromania udkom som min tredje bog i 1996 og gav mig noget af et gennembrud. Den blev hurtigt solgt til filmatisering – og er blevet det flere gange siden, uden der er kommet film ud af det endnu. Der var stor interesse fra udlandet. Og jeg var en ung forvirret mand, der ikke anede, hvad ben jeg skulle stå på. Det var gået meget hurtigt altsammen. Jeg var kun debuteret året før, og den kulturelle klasse var sgu et mærkeligt sted at være havnet for en som mig. Eller en som den jeg var dengang. Det er mange år siden nu. Jeg har svært ved at genkende mig selv i den, jeg var i 1996.

Hvordan det end er, så står Pyromania i dag som en af mine stærkeste udgivelser i 90’erne. Den genoptrykkes stadig, og jeg er aldrig holdt op med at håbe på, at den en dag filmatiseres.

Mangler du Pyromania eller andre af mine bøger i din samling, så kan de fleste af dem købes direkte hos mig. Bare send mig en mail på 2feet@steenlangstrup.dk

Reklamer