Tags

, , , , , , ,

Karoline Bloch har netop anmeldt min 16 år gamle roman ‘Fra ryggen’ på RomeoReviews, og det er en anmeldelse, jeg blev rigtig glad for, fordi det er tydeligt, at bogen satte noget i gang hos anmelderen, der bagefter måtte tjekke op på de historiske dele af romanen, om de nu passede eller ej.

Når det sker, så har bogen sat noget i gang, og som forfatter kan man næsten ikke drømme om mere.

Og nej, som Karoline Bloch også kommer frem til, så har formålet ikke været at skrive en historisk korrekt roman, der dokumenterede, hvad der skete eller ikke skete, men mere at tage afsæt i, hvad der kunne være sket. Verdenshistorie er ikke en eksakt videnskab. Den er strikket sammen af de oplysninger historikerne har haft tilgængelige på det pågældende tidspunkt, mens fiktionen har lov at lege med tanken om, hvad der kunne være sket.

Nå, Karoline Bloch skriver også et par ord, jeg ville skynde mig at citere her:

“Jeg har efterhånden læst en god håndfuld bøger af Steen Langstrup, men denne er indtil nu min store yndling. Det er en lidt gammel bog (første gang udgivet i 2002), og det er da også tydeligt at Steen Langstrup da han skrev denne endnu ikke havde udviklet den unikke skrivestil, hans værker især kan genkendes på.”

Især de sidste ord varmer lidt mit gamle forfatterhjerte. For ‘Fra ryggen’ var min sidste forlagsudgivne bog, og en meget stor del af bevæggrunden for at gå egne veje forlagsmæssigt var, at jeg følte mig overbevist om, at jeg kunne skabe bedre bøger, og finde mig selv som forfatter, så fri af den konservative og markedsorienterede branche som muligt. Kunstnere og kreative mennesker skal vove noget for at skabe noget af værdig. De skal turde være fri.

Du kan læse hele anmeldelsen HER.

Reklamer