Tags

, , , , ,

Et af de historiske handlingsspor i ‘Frygt fabrik fælde’ foregår under Anden Verdenskrig, hvor Theodor Wilchen-Harbroe tjener formuer på at producere forskelligt krigsmateriel til den tyske besættelsesmagt.

Modstandsbevægelsen var ikke glad for værnemagere, altså dem, der servicerede eller producerede for tyskerne, og de blev derfor udpeget som mål for sabotørerne.

Den kommunistiske gruppe BOPA udførte i 1944 flere forsøg på at sprænge H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik i luften.

Men også en anden, mindre gruppe var ude efter værnemageren nemlig Sabotagegruppe BB, der sendte blomsterbudet Alis K på besøg.

Alis K stammer fra min besættelsesthriller ‘Stikker’, hvilket den vågne læser måske allerede har bemærket. Alis K var kun med i den første af de to Sabotagegruppe BB-romaner, jeg skrev, men jeg har aldrig helt kunnet slippe tanken om, hvad der blev af hende, efter hun blev taget af Gestapo i slutningen af ‘Stikker’. Alis K var et dæknavn, alle sabotører havde selvfølgelig dæknavne, og bag den hårde og selvstændige Alis K gemte der sig en prostitueret ved navn Ingrid Nørrestrand med nogle grusomme ar på sjælen, men stadig med en vis empati. Alis K var Sabotagegruppe BBs likvidator, der gerne troppede op på sine måls bopæle og udgav sig for at være blomsterbud, inden hun skød dem med koldt blod.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde skriver en Sabotagegruppe BB-roman til, den fase af mit liv, tror jeg, forlængst er ovre, men nu jeg pludselig i ‘Frygt fabrik fælde’ havde brug en par medlemmer fra modstandsbevægelsen, så måtte jeg bare have Alis K på banen.

Hun er i øvrigt i selskab med sabotøren Børge, som også stammer fra ‘Stikker’, hvor det går ham meget ilde, men det betyder ikke noget i denne sammenhæng, da handlingen i 1944-sekvensen i ‘Frygt fabrik fælde’ finder sted nogle måneder før handlingen i ‘Stikker’.

BOPA er modsat Sabotagegruppe BB ikke fiktiv, men de BOPA-medlemmer, der optræder i ‘Frygt fabrik fælde’ er fiktive og et par af dem stammer også fra mine to Sabotagegruppe BB-romaner, ‘Stikker’ og ‘Panzer’.

Reklamer