Tags

, ,

Hvis der er noget, der er omgærdet med fordomme, er det kvinder i gysere. Folk med meget sparsomt kendskab til genren, men med stort behov for at lange ud efter den, har det med at fremstille gyseren som kvindefjendsk underholdning, hvor kvinder altid er ofre, der ikke kan andet end at se godt ud og skrige hjælpeløst, indtil den mandlige helt kommer og redder dem, eller det halvperverse (mandlige) publikum kan nyde at se de stakkels kvinder blive udsat for tortur og lemlestelse.

Det er et meget gammeldags syn på genren, og det har undret mig, siden jeg selv begyndte at stikke næsen frem som forfatter med smag for genren, at det er så sejlivet en fordom. Måske vil man hellere holde fast i fordommen end at undersøge, om det stadig er tilfældet? For hvis man gjorde det, ville man måske opdage, at sådan har det ikke været i mange mange år.

Kvinderne i mit forfatterskab fx har ikke meget med de gamle ‘screamers’ at gøre. Det er så flad en kliché, der intet bidrager til historien, at det aldrig har interesseret mig. Helt tilbage fra min debut ‘Kat’, hvor begge hovedpersoner er handlekraftige kvinder, der egenhændigt og uden hjælp fra nogen mandlig helt (for der findes kort og godt ikke helte i mit forfatterskab, helte er ikke mennesker) må finde vej ud af det mareridt, de er havnet i. Kvinderne i mine bøger er stærke, svage, onde, grusomme, hævgerrige, gode, empatiske, selvstændige, tænkende, individder, seksuelt aktive, målrettede, ofre for omstændighederne (det er det let at ende med at være, når man trods alt har en rolle i en gyser!), præcis ligesom de mandlige personer i mine bøger kan være.

Kvinderne redder lige så ofte deres mandlige modpart som omvendt, kvinderne er lige så ofte seksuelt initiativtagende som mændene, og kvinderne kan lige så vel være hovedperson eller monster som mænd kan. Køn er altid til stede, men det er ikke definerende for personlighederne. Heller ikke i de historiske tekster. Dog spiller begge køn op imod tidens fastlagte kønsroller, og de roller var ofte stærkere kridtet op tilbage i tiden. Det var kort og godt anderledes at være både mand og kvinde i fx 1917 end her 100 år senere.

Jeg har tidligere nævnt direktør Theodor Wilchen-Harbroe, når jeg har fortalt om de historiske personer på fabrikken i min nye roman ‘Frygt fabrik fælde’, for det er på mange måder direktøren, der er katalysator for ondskaben i dette gys.

Men omkring ham møder vi en række forskellige kvinder, der alle på hver deres måde lider under ikke bare hans luner, begær og storhedsvanvid, men som også alle ville hade at blive beskrevet som ‘Direktørens kvinder’, selvom det i sidste ende var, hvad de var på den tid.

Om det er datteren Nathalie Marie, der fra sin kørestol bader i fars omsorg, indtil hun må indse, at far trods alt foretrækker hendes usikre og svage lillebror som arving. Nathalie Marie er nuanceret rebel, der ville have ædt verden rå, hvis ikke polioen havde ødelagt hendes ben, da hun var helt lille.

Om det er stuepigen, Thora, der som mange stuepiger før hende, må rejse bort i skam, da frugten af direktørens begær viser sig som en bule på hendes mave. Hun er en god og lidt naiv pige, der intet har gjort for at fortjene sin skæbne, alligevel er skammen hendes, ikke direktørens. Hun var aldrig andet end en ting, der kunne bruges. I hans øjne. Ikke i vores.

Og brugte kvinderne omkring sig, det gjorde han, det så han som sin ret, som noget naturligt, han var mand, han var direktør, hele verden drejede sig om ham.

Og det selvom fabrikken ville være gået bankerot i flere omgange, havde det ikke været for hans kone Paulines forretningstalent. Theodor var ganske enkelt talentløs, når det kom til forretninger. Direktørtitlen var gået i arv, ligesom fabrikken, men ingen af delene havde nogensinde interesseret ham. Han forstod at føre sig frem, at fremstå som driftig forretningsmand og globetrotter, men det var Pauline og bogholder Scheiby, der sammen havde redet fabrikken, og skabt den succes, fabrikken oplevede i 1917. Ægteskabet med Pauline var en konstant magtkamp, og Pauline veg ikke tilbage for ham, trods vold, hån og utak, ikke før helt andre kræfter tog over. Pauline var, selvom hendes aktive rolle i romanen ikke er voldsom, en kvinde, der gjorde stort indtryk på mig, og som jeg faktisk aldrig helt følte, jeg gennemskuede undervejs i skriveprocessen. Havde hun et forhold til bogholderen bag Theodors ryg? Jeg ved det ikke, men jeg håber det næsten. Hun skulle aldrig have giftet sig med Theodor. Theodor var dårligt nyt for alle, der kom i nærheden af ham, mænd som kvinder, men mændene havde oftest en mulighed for at slippe væk. Det havde kvinderne sjældent. Ikke med æren i behold.

Der ligger en del symbolik i, at Theodor døde for en kvindes hånd. En kvinde, han aldrig havde mødt, men en kvinde, der havde evnen til at handle. Uden nåde.

Men intet stoppede selvfølgelig der.

Reklamer