Tags

, , ,

Min nye novellesamling, ‘I lygternes skær’, indeholder elleve noveller, der alle har i hvert fald ét ben i gysergenren. Her fortæller jeg om den tredje novelle i samlingen.

ABEN SMILER

Skrevet i 2017 som et gratis gys til modtagerne af mit nyhedsbrev. En lidt længere novelle på omkring 20 sider, der uden blod eller voldsomme effekter bygger et snigende mareridt op. Novellen er gennemredigeret og rettet til ‘I lygternes skær’. ‘Aben smiler’ er også udgivet som en selvstændig e-bog på engelsk.

Setuppet er i virkeligheden ret simpelt. Maja kommer hjem fra ferie. Lejligheden har været udlejet, mens hun var væk. Italienerne, der havde lejet den, har glemt en gammel, slidt og smilende abedukke. Men der er noget med den abedukke.

Jeg elskede at skrive denne novelle. Det var ganske enkelt en sjov tekst at arbejde med. Den jetlaggede Maja, der forsøger at lade, som om det ikke generer hende, at fremmede mennesker har boet i hendes hjem, sovet i hendes seng, fået lejligheden til at lugte fremmed. Hun er så træt og ved siden af selv, at hun dårligt tør stole på sine egne sanser, korttidshukommelse eller nærvær, da de første mystiske ting begynder at ske.

Da jeg var barn, kørte der i radioen en serie sent om aftenen, som en af mine venner optog på cassettebånd. Det var noget med, at “lyttere” ringede ind og fortalte om mystiske oplevelser. Det var sjældent disse små historier tog mere end et øjeblik at fortælle, men de skræmte mig, så jeg dårligt turde gå hjem, når vi havde hørt dem, og vi var næsten naboer. Jeg husker ikke mange af disse historier i dag, og ingen, der drejede sig om dukker eller aber, men mange af dem var lidt af typen, ‘da jeg så derhen igen, så stod tallerken et andet sted,’ altså små uforklarlige hændelser, som af en eller anden grund bare blev uhyggelige. ‘Aben smiler’ er mit forsøg på at skrive en novelle med disse virkemidler.

Jette Holst fremhævede i sin anmeldelse i Gyseren ‘Aben smiler’ som sin favoritnovelle i ‘I lygternes skær’. “[‘Aben smiler’] ramte mig midt i mit frygtcenter,” skrev hun. “Det er muligvis ikke den mest originale fortælling i samlingen, men Langstrup skaber her en ualmindelig isnende stemning som opslugte mig fuldstændig.”

Og det var alt, jeg gerne ville med den lille tekst.

Du kan bestille ‘I lygternes skær’ hjem hos din lokale boghandler, låne den på biblioteket eller købe den direkte af mig. Det sidste gør du lige HER.