Tags

, , , , , ,

Min nye novellesamling, ‘I lygternes skær’, indeholder elleve noveller, der alle har i hvert fald ét ben i gysergenren. Her fortæller jeg om den sidste novelle i samlingen.

Hvide piger i lygternes skær

Denne novelle er måske min egen favorit i samlingen. Det er derfor, den halvvejs er samlingens titelnovelle.

Da jeg researchede til ‘Frygt fabrik fælde’ i 2016, dukkede der en mail op i min inbox, hvor et solidt lille forlag opfordrede mig til at skrive en gysernovelle til en antologi. Eneste krav var, at novellen skulle foregå i 1910’erne.

Og der sad jeg i forvejen og researchede gullaschbaroner og første verdenskrig til et af de historiske handlingsspor i ‘Frygt fabrik fælde’.

Jeg ville selvfølgelig gerne skrive novellen, og jeg vidste med det samme, at den skulle foregå i København under Den Spanske Syge. Den mest dødbringende epidemi verden nogensinde har set. Der er ikke meget, der skræmmer mig som tanken om de store epidemier. Der er så meget stemning og lurrende angst i en by fanget i en dræbende epidemis vold — og ingen er mere udsatte end de læger og sygeplejersker, der passer de syge. Det skulle være afsættet for min historie.

Desværre endte antologien med at blive så forsinket, at min novellesamling, som jeg på det tidspunkt vidste ville udkomme et par år ude i fremtiden, nåede at blive færdig, uden antologien var blevet det. Jeg har lovet forlaget bag antologien ikke at fortælle mere om den, men den skulle stadig være under forberedelse, og jeg glæder mig i hvert fald sindssygt til at læse den.

Du kan bestille ‘I lygternes skær’ hjem hos din lokale boghandler, låne den på biblioteket eller købe den direkte af mig. Det sidste gør du lige HER.

‘I lygternes skær’ er også ude som e- og lydbog. Disse kan streames på eReolen, Storytel, Mofibo og Bookmate samt købes i forskellige velassorterede internetboghandler.