Min nye roman, der udkommer 23. august 2019, var en opslidende bog at skrive, hvor jeg stadig mere desperat kæmpede for at få en bare nogenlunde acceptabel rytme i arbejdet, og jo mere desperat jeg blev, jo mere overtog tvivlen, og jeg mistede troen på projektet, på egne evner, på om verden egentligt ikke var bedre tjent uden en Steen Langstrup-bog mere.

Det startede ellers meget godt. Jeg var i fuld gang med at skrive ‘Frygt fabrik fælde’, da en gammel idé, jeg havde haft liggende i hovedet i flere år, pludselig sprang til live, fordi en ny og dragende idé dukkede op ud af det blå og smeltede sammen med den gamle — og pludselig foldede hele historien sig ud inde i mit hoved. Jeg arbejdede selvfølgelig videre med ‘Frygt fabrik fælde’. En af de vigtigste regler i mit forfatterskab er, at jeg gør mine ting færdige.

Og hey, ‘Frygt fabrik fælde’ var en sjov, givende og fed bog at arbejde med, så selvfølgelig skrev jeg den færdig. Men impulsen til at skrive den nye blev ved med at pirre mig, og derfor gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg begyndte at plotte en ny roman, mens jeg stadig skrev på den gamle. Ikke bare i tankerne, men på post-its og plancher, og inden jeg fik set mig om, var forarbejdet gjort: Den nye roman var klar til at skrive, længe før sidste punktum var sat i ‘Frygt fabrik fælde’ — og jeg glædede mig vildt til at skrive den nye. Et arbejde, der, vurderede jeg, ikke behøvede tage mere end små tre måneder. Jeg kunne altså snildt nå at have den færdig inden sommerferien sidste år.

Men …

Jeg troede, jeg havde fået styr på de rygproblemer, jeg havde døjet med det sidste år. Det havde jeg på ingen måde. Et tilbagefald sendte mig i gulvet – eller i det mindste ind på sofaen. Dobbelt diskusprolaps. Diagnosen kom først mange måneder senere. Mange lange måneder.

Oven i det, så kan den udadvendte del af en forfatters liv også forstyrre både arbejdsro og arbejdsmoral, og der har bare været noget konstant, siden jeg skrev det første bogstav i romanen. Jeg debuterede i Tyskland  – og jeg var ikke forberedt på, at dét ville forstyrre mig så meget, som det gjorde.

Samtidig læste min ældste søn til eksamen – og min hellige osteklokke-ensomhed, hvor jeg skriver, var med et hverken hellig eller ensom. Og pludselig var det sommerferie, og jeg havde ikke skrevet andet end højst en håndfuld kapitler. Men efter sommerferien, sagde jeg til mig selv.

Altså …

Min søn valgte at tage sabbathår – og selvom han har stor forståelse for sin fars særheder og behov for ro og endda havde arbejde en overgang, så var min osteklokke bare ikke hellig. Det kunne være gået, hvis ikke efteråret også havde rummet en langstrakt udgivelse af ‘Frygt fabrik fælde’, der udkom som en serie af lydbøger, og altså strakte sig over ti uger, hvilket blev afløst af premieren på ‘Finale’, og alt hvad der fulgte med det af forstyrrelser. Oven i det, arbejdede min søde og smukke kone meget hjemme i løbet af efterår og vinter, hvilket gjorde min osteklokke endnu mindre privat og hellig.

Så blev det jul, og den bog, jeg troede, jeg ville have haft færdig et halvt fucking år tidligere, var det stadig ikke lykkedes mig at nå mere end højst halvvejs i. Og det nye års første måneder bød så på udgivelsen af novellesamlingen ‘I lygternes skær’, mens filmen ‘Finale’ kom ud på filmfestivaller ude i verden, et arbejde jeg var mere involveret i, end jeg havde forestillet mig, og den vandt priser, hvilket jo er fantastisk, men samtidig kæmpede jeg med denne her roman, jeg bare ikke kunne få ro til at skrive.

Først i slutningen af marts i år, tolv måneder efter jeg startede på bogen, kunne jeg sætte det sidste punktum. Når arbejdet bare ikke vil rulle på den måde, så er det pludselig meget svært at holde den der nagende tvivl, som altid stikker sit grimme fjæs frem i løbet af skriveprocessen. At skrive en roman er selv, når det kører og føles godt, et langt sejt træk, og tvivlen er fast gæst undervejs. Men når det IKKE kører, når det bare ikke vil køre, når det aldrig lykkes at få en god rutine i gang, hvor man skriver hver dag, så æder tvivlen en op. Man mister overskuddet til at holde fast, man mister troen på det, man skriver på, på egne evner – og jeg spildte pludselig timer på at flytte rundt på kapitler i bogen, og endte alligevel med at flytte dem tilbage, for de ting var jo tænkt igennem, men jeg tvivlede på, jeg overhovedet havde styr på historien.

Og ikke mindst: En vigtig del af denne bog, omhandler et emne, som på den ene side havde været dét, der gjorde, at jeg måtte skrive bogen, det, der trak i mig, men nu havde jeg pludselig mistet troen på, at jeg overhovedet kunne skrive om det. For vidste jeg overhovedet noget om det?

Romanen blev skrevet færdig. Jeg gør mine ting færdige. Men jeg var langt fra sikker på, at den også fortjente at blive udgivet.

Nu havde jeg så heldigvis i løbet af årene udgivet en god håndfuld bøger, som jeg selv havde et anstrengt forhold til, da de var færdige. Det er lettere at elske en bog, der har været sjov at skrive, end en, der har været et mareridt at arbejde med. Jeg har lært, at det for mig er umuligt at skelne en færdig bog fra arbejdsprocessen. De dårlige følelser hænger ved. Bøger som ‘Pyromania’, ‘Fluernes hvisken’, ‘Panzer’ og ‘Katrine’ er alle af den slags, og de har jo glædet læsere rundt omkring, selvom det ikke var fedt at arbejde med dem.

Jeg måtte derfor have andre øjne på. Og det kunne ikke være hvem som helst. Pga. romanens tema var der brug for kvindelige læsere. Den første var selvfølgelig som næsten altid min kone. Siden var manus forbi forfatter og sexolog Sara Skaarup, Merete Lundbeck fra ORDsager, Forfatter og tidligere boghandler Rikke Justesen, forfatter Lars Thomassen (som eneste mandlige læser) og endelig evigt grundige Anne Nielsen fra AN-Text. Først da de alle havde sagt god for den, turde jeg sætte udgivelsen i gang.

I næste uge vil jeg løfte sløret for bogens titel og forskellige temaer.