Tags

, , , ,

Min nye roman, der udkommer den 23. august 2019, hedder slet og ret ‘Tabu’.

Et tabu er, som du selvfølgelig nok ved, et begreb med religiøs oprindelse i Polynesien vedr. ting eller steder, som det var forbudt så meget som at nævne. I dag bruges udtrykket på dansk om emner, man i bestemte sociale sammenhænge undgår at tale om, gerne af hensyn til fællesskabet, familien eller den gode tone.

Romanen hedder ‘Tabu’, fordi den på flere planer udforsker emner, vi ikke så gerne taler om. Mest markant blandt dem er midaldrende kvinders stærke seksualitet.

Nogle vil måske hævde, at kvinders seksualitet ligegyldig alder er et tabu, men hvis det er, så er det i mine øjne intet imod den modne kvindes. Når børnene er flyttet hjemmefra, spirrer der noget frem, som der måske ikke har været tid og overskud til før. Hvor mænd måske kan miste lidt af ungdommens drive, er midaldrende kvinder måske ikke helt i samme situation.

Men vi taler ikke om det. I stedet lader vi som om sex og ungdom er noget, der hører sammen. ISÆR for kvinder.

Hovedpersonen i ‘Tabu’ er 51-årige Jeanette, der modstræbende, men hjælpeløst, forelsker sig i sin voksne datters nye kæreste, Adam. Jeanette er en pæn, gift overklassekvinde. Hun er ikke typen, der gør den slags. Hun har bygget sit liv op om ægtemanden Klavs og sine børn, og det her skulle slet ikke ske.

Familien har også sine tabuer. Et af dem er en død pige ved navn Silje. Titlen ‘Tabu’ spiller ikke kun på seksualitet, den spiller på familiehemmeligheder, de ting, man aldrig taler om, eller vover at gøre, også i ægteskabet, måske endda de ting, man end ikke tør tænke til ende …

Familien Sonnenborg er velhavende. De ejer en privat ø i Caribien. En stor villa i whiskybæltet nord for København. De har det hele. En stærk facade, penge og anseelse. Men facader kan smuldre …

‘Tabu’ er en thrillerroman. Det er en spændingsbog, uden andre overnaturlige elementer end seksualitet. Dét vil jeg fortælle lidt mere om i næste uge …