Tags

, , , , , ,

Jeg har vist arbejdet mig gennem en fase i mit forfatterskab, der har kredset om øer. Jeg kan godt selv se det. ‘Ø’, ‘Skadedyr og tulipaner’ og selv ‘Frygt fabrik fælde’, hvor jeg dog flyttede handlingen fra den ø, hvor jeg først havde forestillet mig historien, til et glemt område af København. Min nye thrillerroman ‘Tabu’ er den sidste bog i den fase, men altså, ja, vi er igen på en ø.

Set genremæssigt er ‘Tabu’ mit bud på home invasion thriller-genren. Som altid bryder jeg lidt med genreformatet, der helt klassisk vel lyder sådan her: En historie, der tematisk og plotmæssigt udspringer af et eller flere gerne ukendte individers indtrængen i en privat bolig. For nok er der udbudne gæster, men vi er ikke i en bolig i klassisk forstand, vi er på en privat ø i Caribien.

Øen hedder Despedida. Det er en lille privat ø i det østlige Caribien. Navngivet af spanierne tilbage i 1600-tallet. Despedida betyder afsked. Øen var det sidste land, man passerede på vej hjem til Europa.

Her holder den velhavende familie Sonnenborg jul. Mor, far og deres to voksne børn og det ene barns nye kæreste. Børnene har aldrig set øen før, og det var måske ikke deres hede drøm at rejse den halve klode rundt for at fejre jul i pligtens tegn. Men her er de. Samtidig truer et stormvarsel julehyggen, og mens stormen kommer nærmere, forstår de, at der er fremmede på øen …