Tags

, , , , , ,

At være forfatter er jo meget tæt på at være et drømmejob. Man lever ikke bare af noget, man virkelig holder af at arbejde med, noget, der er ens hobby eller måske endda ens kald her i livet, nej, man lever af noget, man selv bestemmer, hvad er. Man beslutter selv om den og den historie skal fortælles eller ej. Man står op, når det passer en, man kan tage fri uden at spørge nogen om lov. Der er ingen chefer. Ingen mødepligt. Ingen mus-samtaler. Ingen der siger, hvad man skal eller ikke skal. Ingen dresscode. Man kan arbejde i underbukser, hvis man vil. 

Man får mulighed for at dele sine tanker med resten af verden, og man oplever endda, at der er nogen derude, der lytter og læser med. Man giver noget til verden. Man har et formål, der er større end bare det at gå på arbejde og tjene til huslejen.

Oven i det så er forfattertitlen velanset ude i samfundet. Man er lidt noget særligt, når man kan kalde sig forfatter. Man er en del af den kreative klasse. En intellektuel. Måske skriver aviserne om ens arbejde, bøgerne bliver anmeldt, man selv måske interviewet. Man får måske endda sit ansigt på tv. Læsere skriver til en eller dukker op, når man er på bogmesser eller til bogsigneringer. 

Og ja, det er sgu fedt. Det er et frit job, et drømmejob. Et job for de heldige få. 

Det samme kunne man sige om mange andre kreative fag. 

Solsiden er smuk, fri og feteret. 

Jeg har været så heldig det meste af mit voksenliv at kunne leve af at være forfatter. Af og til med lidt hjælp fra andre kreative opgave end lige at skrive, men i det store hele har jeg levet af forfattergerningen siden sommeren 1996, hvor jeg sagde mit job op for at se om vingerne kunne bære.

Jeg har været heldig. Og stædig. Jeg har insisteret på at gøre det på min måde. Jeg er ikke kommet sovende til det. Det har været hårdt arbejde. Som så meget andet. Men hårdt arbejde med noget, der er min hobby, måske endda mit kald her i livet, noget, jeg selv bestemte, hvad var. Jeg skrev de historier, jeg ville, når det passede mig, og jeg spurgte ingen om lov. Jeg har delt mine tanker og følelser med verden, og nogle har endda forstået, hvad jeg forsøgte at sige. Jeg ved ikke, om jeg følte mig velanset ude i samfundet, men jeg kom da i aviserne og i tv, og jeg har modtaget min del af verdens fanbreve.

Det ER et fedt job. Jeg har været en af de heldige få. Og hvis jeg af og til skulle drømme om at lave noget andet, så er det altid noget andet kreativt, noget andet hvor jeg kan udtrykke mig og selv bestemme det meste. 

Men …

For der er et men gemt i det her. Og af og til er det et ‘men’ af den slags, der ophæver alt det, der er sagt før det ‘men’, og det ‘men’ fører til den modsatte ytring. I dette tilfælde til et ensomt mørke, hvor det kan være meget svært at være menneske.

For nok er forfattergerningen et drømmejob, overfladisk set, men det er også et særdeles hårdt job. Et ensomt job, der udmatter følelsesmæssigt og psykisk. Det er ikke for sarte sjæle. Det er ikke let at håndtere forfatterlivet. 

Der er en skyggeside som er alt andet end smuk, fri og feteret. Den er i nogle tilfælde endda tabu. Men tro mig, den er der.

Det samme kunne i øvrigt siges om mange af de andre kreative fag. 

Har du bemærket de mange selvmord blandt kunstnere? Forfattere, musikere, skuespillere. Tove Ditlevsen, Michael Strunge, Ernest Hemmingway, Ari Behn. Depressioner og forskellige former for misbrug er heller ikke ualmindelige blandt de af os, der lever drømmen. Du kan sikkert selv sætte et par navne på her. Og husk så bagefter på, at dem man kan navnene på, det har været dem, der virkelig lykkedes, dem, der virkelig levede drømmen, dem, der opnåede den store forgyldte succes. Det er ikke nødvendigvis lettere at være en af dem, der ikke rigtig lykkedes. Vi lever i et konkurrencesamfund, og man er enten vinder eller taber. Der er intet imellem de to. 

Men hvordan kan det være? Hvordan kan et job, så frit, så fedt, så vidunderligt, være så pokkers vanskeligt at håndtere, at nogle af os falder helt fra hinanden?

Det er heldigvis de færreste af os, der ender helt derude, hvor selvmordet virker som den eneste løsning, men det ændrer ikke på, at der er noget ved de kreative fag, eller noget ved os, der forvilder os ind i den kreative klasse, der halter. Sarte sjæle i jobs, der ikke er for sarte sjæle?

Jeg har selv haft mine svære perioder undervejs. For et par år siden skrev jeg lidt om arbejdet på mine forskellige bøger på min nu lukkede hjemmeside, og en dag, mens jeg var i færd med det, gik det op for mig, at næsten alle mine bøger var blevet til i en eller anden livskrise. Det fik mig til at tænke over det. For jeg er lykkeligt gift med min soulmate. Jeg har to sunde sønner. Vi har haft, hvad vi har haft brug for næsten hele livet. Oven i det har jeg været så heldig at kunne leve drømmen som forfatter.

Men hvis alt var så pokkers godt, og jeg levede drømmen, hvorfor var jeg så så trist det meste af tiden?

Jeg begyndte i det små at tale med andre forfattere og kunstnere om det og opdagede, at mange af dem sloges med meget af det samme. Nogle mere end andre, nogle havde lettere ved at tale om det end andre. 

Nå, men er man forfatter, må man jo skrive om det. Hvad andet kan man?

Jeg er derfor begyndt på en bog om de svære ting ved at være forfatter, en bog, hvor jeg interviewer andre danske forfattere for at lære mere om, hvad de har kæmpet med, og hvordan de er kommet videre. Jeg håber at blive færdig med denne bog i løbet af 2020, så den kan udkomme til næste år. 

Sideløbende vil jeg blogge om mine egne erfaringer og tanker om forfatterjobbets bagside lige her. Så følg bloggen (ude i menuen til højre), hvis du har lyst til at høre mere om det.