Tags

, , , , , , , ,

Andet indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Jeg tror, det var Johannes Riis, den tidligere skønlitterære direktør for Gyldendal, der i en af sine taler til efterårsreceptionen omtalte forfattere, som mere følsomme mennesker end andre. Jeg kan huske, at jeg følte mig provokeret af talen, fordi jeg synes at høre en nedladende holdning om, at forfattere var en slags børn, som ikke kunne klare sig uden et fornuftigt forlag til at passe på dem. 

Men måske kom jeg netop til at bevise påstanden ved at blive provokeret, ikke at vi var børn, der ikke klare os uden forlag, men i at vi måske ER ret følsomme og måske endda nærtagende? 

Forfattere er en meget broget flok og er mindst lige så forskellige som alle andre mennesker er, men der også ligheder, eller ting, der går igen hos mange af os. Selvom vi er forskellige. 

Vi er trods alt mennesker, der får en idé, en fantasi i vores hjerner, som bliver så levende og så vigtig for os at få ud, at vi sætter os ind i et lille mørkt kammer, muttersalene, og skriver den ned i måske måneder, nogle gange år. Uden at vide om vi kan eller ej, uden at vide om nogen nogensinde vil læse det eller udgive det eller om vi spilder tiden. Det er altså ikke helt normalt at gøre. 

En ting, vi har til fælles, er kærligheden til bogen. Og når man er som os, så forekommer det næsten helt naturligt, at den kærlighed en dag vil få en selv til at forsøge at skrive en bog. Vi har ofte fundet et helle, et sted, hvor vi kunne være i fred, i bøgernes fantasiverdener, og en dag kommer lysten til at tage magten og selv styre den verden. 

Spørger man forfattere, tror jeg, at de fleste ikke opfatter det skridt som andet end helt logisk og meget naturligt, men det er det ikke.

De fleste mennesker, der forelsker sig bogen, begynder nemlig ikke at skrive selv. De bliver i stedet bibliotekarer, boghandlere, anmeldere, litterater eller, ja, de fleste bliver ‘bare’ ved med at være læsere — og føler ingen trang til andet. 

Det er os, der anderledes. 

Vi kender vel alle sammen vendingen med, at det ikke er til at sige om kunsteren er gal eller genial.

Da jeg begyndte på den interviewbog, jeg arbejder på, om forfatterlivets bagside, opdagede jeg, at der findes videnskablige undersøgelser, der slår fast, at der er flere sindslidende blandt kreative mennesker, og flere kreative mennesker blandt sindslidende.

Det sidste er næppe overraskende, for det at udfolde sig kreativt, det at male eller skrive, kan sagtens rumme en form for terapi, det kan være en måde at komme over livskriser eller sætte forskelligt på plads. Skabe orden. Få det ud. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle er småpsykotiske eller depressive og selvmordstruede, blot at der er flere blandt os end blandt kassedamer eller kontorassistenter eller bankdirektører. 

Måske kommer det kreative et sted fra? Måske er vi mere sensitive? Os kreative.

Misbrug blandt kreative er heller ikke uhørt. Det sker. Blandt forfattere er det nok mest alkohol, men det er svært at spotte den slags i et land, hvor voksne dårligt kan mødes uden at drikke. 

Vi forfattere er også oftere introverte. Det giver næsten sig selv. For en ultraekstrovert personlighed ville det jo nærmest være tortur med al den ensomhed, det ofte kræver at skrive en bog. Ekstroverte kreative vælger ofte andre udtryksformer: Musik, teater og den slags. 

Alt det her blot for at sige, at ja, vi er sgu nok lidt sære, os skønlitterære forfattere. Vi er måske mere sensitive, mere følsomme, mere sårbare. Vi er oftere dem, der blev mobbet og var uduelige til idræt i skolen, end de populære, der elskede sport. Nogle af os har oven i det døjet med sindet fra tid til anden. Jeg ved, at jeg selv har. Jeg har aldrig fået en diagnose, så jeg ville faktisk ikke tælle med blandt de kreative med sindslidelser i førnævnte undersøgelser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg forvildet mig ned til lægen på de mest langt ude tider af mit liv, så kunne jeg måske godt have fået en diagnose, hvad ved jeg?

Så altså, lad os bare eje den del. Forfattere er ikke som andre — og måske ligger noget af forklaringen på, hvorfor mange af os indimellem har det svært med livet lige her. 

Men det er min tese, min påstand, min erfaring, at en stor del af forklaringen også ligger i selve jobbet. At være forfatter kan være noget af en mundfuld at håndtere, også for helt normale tykhudede, omstillingsparate konkurrencesamfundsdanskere. Hvis du ikke passer på, kan forfatterjobbet slå dig i stykker. 

Men hvad fuck gør man så? Hvis der er en sammenhæng mellem de skæve sind og kreativitet — og de kreative jobs, her forfattergerningen, samtidig er alt andet end et skånejob?

Hvad gør man?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Det er blandt andet, derfor jeg arbejder på min bog om emnet, hvor jeg interviewer forskellige erfarne forfattere om deres oplevelser med jobbet. For hvad gør man? 

Vi kan i hvert fald starte med at sætte ord på de svære ting, så vi ved, at vi ikke er alene med dem, så de ikke længere skal være noget, vi går alene og skammer os over, så andre måske kan være bedre forberedt, end vi var. 

Det gør jeg så i bogen, der forhåbentlig vil udkomme i 2021, og her på bloggen frem til udgivelsen. 

Næste gang vil jeg fortælle lidt om arbejdsbyrden med at skrive en bog — det er alt andet end en lille opgave at kaste sig ud i. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.