Tags

, ,

I dag er det 25 år siden jeg debuterede som forfatter. Det skete på Høst & søns forlag med gyserromanen ‘Kat’, som jeg havde skrevet lidt i forvirring over, hvor jeg nu skulle hen med livet.

Jeg havde brugt alle kræfter siden jeg gik ud af folkeskolen på at skabe mig en eller anden form for tilværelse baseret på mit tegnetalent, som såvidt jeg selv vidste, var det eneste, jeg havde kørende for mig.

Det var egentlig gået meget godt. Jeg havde i nogle år tegnet for forskellige ungdoms- og musikblade, men dels begyndte de at falde fra, dels var det endelig lykkedes mig at få en tegneserie ind på Pressens Illustrationsbureau, hvilket kunne have betydet det endelige gennembrud for mig.

Men det satte mig også i en situation, hvor jeg ikke kunne gøre andet end at vente — og det er jo til at blive sindssyg af. Så der sad jeg og bed negle.

Jeg begyndte at skrive på ‘Kat’, mest for at få tiden til at gå, så jeg ikke gik helt i spåner over ventetiden. Jeg havde visse udfordringer, især med stavningen, og der var vist ingen, der troede på mig, ikke engang jeg selv. Det skulle lige have været min daværende kæreste, der fik læst historien op, efterhånden som arbejdet skred frem. At hun skubbede på for at få næste kapitel, holdt mig til ilden og fik mig til at fortsætte, selv da Pressens Illustrationsbureau meldte tilbage, at de opgav min tegneserie, da ingen ville købe den.

Selvom jeg ikke rigtig troede på, at bogen nogensinde ville blive hverken færdig eller udgivet — så heldigt et menneske var jeg erfaringsmæssigt ikke — så levede jeg samtidig i en sær fantasiverden, hvor jeg havde besluttet at lægge historiens handling nogle år fremme i tiden i 1995, fordi det nok ville være der, bogen ville udkomme, og jeg formede historiens to hovedpersoner efter Winona Ryder og Bridget Fonda, fordi de selvfølgelig skulle spille hovedrollerne i filmatiseringen. Man kan sagtens drømme uden at tro på sig selv.

Jeg ved, at mange grinede ad mig, og ikke altid bag min ryg. Som om idiotien ikke var langt nok ude med at ville være tegneserietegner, nu troede fjolset, der ikke engang kunne stave sin egen adresse, også at han kunne skrive en bog!

Sidst på sommeren 1993, næsten et år efter jeg satte det første ark i min gamle rejseskrivemaskine, blev jeg endelig færdig med manus. Jeg havde aldrig færdiggjort noget som helst i den størrelsesorden, så jeg burde have været stolt alene over det, men jeg var hundeangst, for manus skulle selvfølgelig ind på et forlag, som lige så selvfølgeligt ville give et afslag. Jeg havde lært fra tegneserierne, at der skulle mange afslag til, før et lille spinkelt ja måske kunne dukke op.

Det maskinskrevne originalmanuskript til ‘KAT’ – eller ‘Miav!’ som arbejdstitlen lød.

Jeg fotokopierede de mange maskinskrevne sider og afleverede manus i receptionen på Høst & søns forlag, som ikke lå ret langt fra, hvor jeg boede. Og så gik jeg hjem og startede på en ny bog. Om ikke andet havde jeg lært, at jeg kunne skrive et manus, der var langt nok, nu måtte jeg så prøve at gøre det bedre.

Jeg hørte ikke fra Høst & søn før seks måneder senere, i april 1994. Jeg havde ikke rykket for svar, fordi jeg var sikker på, at det ville være et afslag, og jeg vidste, at det ville slå mig i gulvet, når det kom, for afslag gør altid ondt, og jeg håbede, at jeg ville have mit næste manus klar, inden det kom. Det nåede jeg ikke helt, men det var heller ikke et afslag, der kom.

Det havde jeg nu meget svært ved at tro på. Selvom der stod i det brev, de sendte mig, at de vidste “at bogen måtte ud,” og at vi skulle bare mødes for at afgøre om den skulle ud hos dem, forstod jeg ikke, at det betød, at de godt ville udgive den. Selv ikke da kontrakten var underskrevet, og vi, redaktøren og jeg, arbejdede tæt sammen om flere gennemskrivninger af manus, havde jeg forstået, at det var virkelighed. Jeg kan huske, at redaktøreren engang så på mig med et sært udtryk og spurgte, om jeg havde forstået, de ville udgive bogen. Jeg svarede ‘ja-ja’, men jeg løj så vandet drev. Jeg havde ikke fattet det, som i overhovedet.

‘Kat’ udkom den 14. februar 1995. Det år, som jeg i mine vilde drømme havde forestillet mig, den ville udkomme i, og den blev også filmatiseret seks år senere, dog med Liv Corfixen og Charlotte Munck i hovedrollerne, ikke de to hollywoodstjerner, jeg havde drømt om. Den nåede også at udkomme på norsk i mellemtiden, og blev senere radiodramatiseret med Sonja Richter og Ditte Hansen i hovedrollerne.

Den gamle rejseskrivemaskine jeg skrev ‘Kat’ på.

Forlaget havde forberedt mig på, at der næppe ville komme anmeldelser af ‘Kat’, for sådan var det tit. Mange bøger fik ingen opmærksomhed. Men horrorromaner skrevet til voksne var ikke noget, man var vandt til på dansk i 1995, og det alene fik nogle til at spærre øjnene op. ‘Kat’ fik sine anmelderhug, for ikke alle i den selvhøjtidelige litterære andedam var klar til at byde den slags smuds velkommen, mens andre var heldigvis, blandt dem en meget ung Martin Krasnik. I alt fik ‘Kat’ nogle og tyve anmeldelser, jeg fik mit første avisinterview på bagsiden af Berlingske, og to uger efter debuten blev jeg inviteret til det første møde med en filmmand. Det kom der ikke noget ud af, men dansk film havde siden ‘Nattevagten’ og ‘Riget’ fået øjnene op for genrens muligheder, så flere møder fulgte siden med andre filmfolk.

Et halvt år senere udkom min anden roman, og året efter min tredje, men da havde jeg allerede sagt mit job op. Det lyder vel, som om jeg må havde været i ren ekstase de år, men sandheden var noget andet.

Nogle af de mange udgaver af ‘KAT’.

Jeg var på ingen måde rustet til at begå mig i den kulturelle klasse. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, jeg forstod ikke, hvad de ikke sagde, jeg kom fra en helt anden samfundsklasse. Samtidig havde jeg indtil debuten været en klovn, som ingen rigtig tog alvorligt, jeg var oven i det genert og usikker, og lige pludselig så var jeg udråbt til et stort spændingstalent i aviserne, der trykte billeder af mig, og jeg var i alles øjne pludselig en helt anden. Jeg anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig alene, og kunne jeg slippe af sted med det, så undlod jeg at fortælle folk, at jeg var forfatter. Jeg sagde, jeg var bud i et supermarked, hvilket jeg også var. Så opfattede folk mig, som de altid havde gjort, som en taber, og det var jeg i det mindste vant til.

Min kæreste gik fra mig et par måneder senere, og set i bakspejlet var det som det skulle være, men det gjorde ikke 1995 meget lettere at være mig i. Jeg sov nærmest hele tiden i de år, når jeg ikke enten skrev eller var i byen med venner. De sidste kom der pludselig flere af, en halvkendt forfatter er for nogen spændende at hænge ud med, og jeg begyndte også at opdage, at nogle kvinder fandt sådan en mere interessant end et genert supermarkedsbud med sære drømme.

Selv i dag, 25 år senere, og noget nær 30 udgivelser senere, kan jeg stadig have et lidt tøvende forhold til titlen ‘forfatter.’ Nå ja, jeg har skrevet bøger, og det gør en til forfatter, men for det meste af tiden er jeg jo bare mig. Hvad det så end er. Mere end et stilling i hvert fald. Andet end en stilling lige så sikkert.

Men i dag er jeg så jubilar. 25 år.

Hvis det skulle være noget.