Tags

, , , , , , , ,


Tredje indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det virker næsten fjollet at måtte starte her, for hvordan skulle nogen kunne være i tvivl om, at det at skrive en roman på måske flere hundrede sider er et stort arbejde. Men sandheden er, at mange undervurderer, hvor stort et arbejde det virkelig er. Selv forfattere, der allerede har skrevet flere bøger. Selvom det lyder tåbeligt.

Det er det nu ikke. Tværtimod er det næsten naturligt, at man vil komme til at undervurdere det, og i værste fald køre sur i det af samme grund.

Hvis du ikke allerede har læst første indlæg i serien, så vil jeg opfordre dig til det. Du finder indlægget lige her: Drømmejobbets svære bagside.

For det er let at komme til at undervurdere det hårde, slidsomme arbejde, når man måske har drømt om at komme til at leve af at skrive i mange år, og alt det her med at være fri — fri for chefer, fri for mødetider, fri for myldretidstrafik, fri for sure morgener med slud og sne, fri for alt det, der gør livet surt, som det er — får forfatterlivet til at ligne en dans på roser. Man er jo vant til at arbejde hårdt i forvejen, otte timer om dagen, måske mere. Man har måske allerede skrevet længe i fritiden, når man kunne finde tid til det, og det har føltes som alt andet end hårdt arbejde, det har været et helle, noget man gjorde for sig selv, noget man fandt glæde i at gøre.

Og så er man pludselig der, hvor det faste job måske er sagt op, og man har hele dagen at skrive i, hele dagen som kun skal bruges på noget, der altid har været lystpræget og rart at beskæftige sig med, og hvem i den drøm tænker ‘puha, sikke et mas, hvordan skal jeg nogensinde blive færdig’?

Selvfølgelig undervurderer man arbejdet. Selvfølgelig undervurderer næsten alle omkring én arbejdet, venner, familie, gamle kolleger. Måske anerkender de den mængde selvdisciplin, der skal til at få det gjort, men det er ofte også så langt det rækker. Men vi skal ikke tale om selvdisciplinen i dette indlæg, det kommer senere i et andet indlæg, vi skal lige først blive enige om at acceptere, at det er en pissestor og svær opgave at skrive en bog.

Også selvom du måske tidligere har skrevet et par stykker eller flere, som har været lette og måske endda sjove at arbejde med, så lad os lige få det helt på det rene: Det kræver mange timer at skrive en bog på flere hundrede sider. Det er ikke en lille opgave. Det er ikke en let opgave. Slet ikke, når det pludselig bliver alvor.

At skrive en bog er et langt, sejt træk, der ofte tager måneder eller år at færdiggøre. At undervurdere opgavens størrelse, de mange timer, der skal lægges i det, og hvor meget en bog, man går og skriver på, kan fylde i ens liv, især når det ikke bare flyder ud af en, er lige til at knække nakken på.

At skrive en bog er en stor opgave. Der er mange sider, der skal skrives. Meget at tænke over, meget at skrive om, meget at redigere, meget at skære ud, meget at gå i stå over på halvvejen, mange timer at sidde foran computeren, mange timer alene, mange dage at leve med bogens univers, mange uger uden at føle, at slutningen er kommet nærmere, mange måneder, hvor hverdagen tager over, magien svinder bort, og man lige pludselig hellere vil alt muligt andet, men den fucking bog skal jo skrives, selvom man måske kommer til at tvivle på, om idéen overhovedet holder. For der er meget langt fra de første magiske idéer, til bogen er klar til udgivelse. Det er der bare. Og det bliver ikke ved med at være et helle i livet, det vil ikke være sjovt hver eneste dag.

At skrive en bog er en stor og svær opgave. Basta.

Hvis man negligerer opgavens størrelse, (måske fordi man ikke vil virke forkælet eller klynke over sit luksusliv — det sidste står der altid nogen klar til at pege fingrer af, tag ikke fejl af det), og måske forsøger at klemme ballerne sammen og gøre sig hård for tage sig mere professionel ud, om det så bare er i egne øje, eller fordi man er bange for at slå fejl, så er man allerede godt på vej til at lægge fælder for sig selv. Og tro mig, der rigeligt i forfatterlivet at snuble over i forvejen.

Så husk på, at det er en stor opgave, det er ikke let.

Og ja, jeg har selv snublet i at undervurdere opgaven igen og igen. Det bliver ikke nødvendigvis lettere at lade være med, bare fordi man efterhånden har skrevet en del bøger. Måske endda tværtimod. For hvorfor skulle det være sværere denne gang?

Men selv bøger, der er sjove at skrive, og hvor det nærmest bare flyder ud af en, de er altså også et stort arbejde, der kræver mange timer, dage, uger, måneder, år …

Næste gang er det vist tid til at runde den blandt forfattere frygtede lidelse, der går under navnet: Skriveblokering.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.