Tags

, , , , , , , ,


Fjerde indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Forfattere har ry for at være krukkede. Måske endda en lille smule diva-agtige. Vores liv er også ret anderledes end de flestes, og det kan være svært, nogle gange selv for andre forfattere, at holde ud at høre på vores kvaler. Jeg ved, at nogle allerede har givet udtryk for, at denne blog-serie – og sikkert også den bog, jeg sideløbende arbejder på om emnet – er udtryk for forfatterkrukkeri. Som en anden forfattertype skrev i en kommentar, da jeg delte et af indlæggene i en forfattergruppe på Facebook: Så havde han børn at forsørge og havde derfor ikke tid til den slags klynk.

Nu har jeg selv og mange andre forfattere nu også børn at forsørge, og det er endda min erfaring, at intet af alt det her bliver lettere at håndtere, når man også har ansvaret for et par unger oveni. Og slet ikke, hvis man forsøger at fortrænge det. At bide tænderne sammen og stå det igennem fungerer fint, indtil det pludselig overhovedet ikke gør længere. At tale om det, se det i øjnene, giver en muligheden for at lære at håndtere det bedre eller måske styre helt uden om.

Så lad os springe ud på dybt vand og tage fat i det måske mest forhadte og krukkeribeskyldte ved forfatterlivet overhovedet. Denne sære lidelse, der kun rammer forfattere og skrivende mennesker, og i hvert fald ikke gør os lettere at holde ud at høre på: Skriveblokeringen.

Sidste gang slog vi fast, at det at skrive en bog er en stort arbejde, og der faktisk kun er en måde at få det gjort på, at skrive dag efter dag og blive ved, indtil bogen er færdig. Så let er det bare ikke altid.

Man arbejder alene, og alt foregår inde i ens eget hovedet, og man har selv ansvaret for at få det gjort. Derfor bliver en god arbejdsdag hurtigt en, hvor man har skrevet godt, hvor man beviseligt for måske især sit eget stejle over-jeg skam har lavet noget, at man er på vej, at man er ved at løse opgaven, at man fortjener at kalde sig forfatter, for man får skrevet noget. I det mindste. Og det føles godt.

En forfatter er en, der skriver, ikke sandt?

Har du nogensinde bemærket, at nogle forfattere går meget op i, hvor mange ord de har fået skrevet samme dag? Som om antallet af ord er bevis for et eller andet. Mon det er derfor? Se, over-jeg, jeg skriver, jeg arbejder!

Jeg selv tæller ikke ord, men kapitler. Når jeg skriver, skal der skrives et kapitel om dagen, nogle gange to, men kun tre eller flere, hvis jeg er meget nær enden af bogen, for det går ikke at skrive sig så træt eller tom, at man ikke kan skrive dagen efter. Jeg vil hellere skrive to kapitler på to dage, end tre på en dag, fulgt af en dag, hvor jeg ikke har mere at give af. Det er vigtigt at føle, at man er i gang. Man holder sig kørende på det lille sus, den lille rus, at man er i gang. Så er alt godt. Sikkert også dagen efter.

Så når man pludselig ikke får skrevet og ikke kan dag efter dag, så slår det hårdt. En ting er, at man ved, at man burde kunne, man har gjort det før, måske har man endda allerede gjort et stort forarbejde, så det burde være lige til at gå til, og så vil det bare ikke ud. 

Måske sidder man foran computeren og skriver en sætning eller to for at slette den igen, måske sidder man der ikke engang, fordi man kan mærke, at der bare ikke er hul igennem, at man er låst indeni. Jeg behøver næppe påpege, at ens indre dialog ikke altid er voldsomt opbyggende i de perioder, vel?

Det er IKKE nogen fed oplevelse, og for nogen kan tilstanden vare i måneder, måske endda år.

En forfatter, der ikke kan skrive, er en sølle størrelse, og hvor længe kan man blive ved med ikke at kunne skrive, før man ikke længere er forfatter, men bare langt ude i tovene?

Selvom der er psykologer, der tilbyder hjælp med skriveblokeringer, og begrebet  hverken er nyt eller en ubeskrevet lidelse, som sådan, så er det alligevel en besynderlig størrelse. Det er mig bekendt ikke en officielt anerkendt lidelse, og det kan måske undre i en tid, hvor der ellers er diagnoser for det meste.

Så bare for sjov, så lad os forsøge at sætte ord på lidelsen. Der er altså tale om en psykisk blokering, som rammer skrivende mennesker, forfattere især, og stort set ingen andre. Lidelsen kommer til udtryk ved, at forfatteren ikke kan skrive.

Mange forfattere taler ikke om skriveblokeringer, man vil helst tie dem ihjel og komme videre i teksten, selvom det ikke altid er muligt, så også den byrde bærer mange alene. Andre forfattere taler meget højlydt om, at de er midt i en skriveblokering, og selvom det kan virke hårdt sagt, så har jeg af og til haft en fornemmelse af, at nogle af dem havde så travlt med at være ‘forfattere’, at de ligesom også skulle leve den del med skriveblokeringen igennem, som om også dét var en oplevelse i deres spændende forfatterliv. Jeg tror, den hårdhed, jeg har oplevet i mig selv i de tilfælde, er den samme form for overlevelsesmekanisme, som får nogle kvinder til at bebrejde en voldtagen kvinde hendes letsindighed. Det er ikke smukt, men det giver én en form for tryghedsfølelse, som selvom den er både grim og falsk, så dog bilder en selv ind, at det ikke vil ske for en selv. For man frygter det, jo.

Men hvad stiller man op? Hvordan undgår man skriveblokeringer? Hvordan overvinder man dem, hvis man er havnet i en?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes gode og klare svar, som virker hver gang og på alle. Det sidste er jeg faktisk ret sikker på ikke er tilfældet. Meget virker, indtil det ikke virker længere.

Dog er jeg ret sikker på, at skriveblokering ikke er en lidelse i sig selv: Det er et symptom. Det er ikke sådan, at man får en skriveblokering og så kan man ikke skrive. Nej, der er andre ting på spil, som fucker med ens hjerne, med ens selvopfattelse, med ens selvværd, med ens ret til at være til, med ens fantasi, og så lukker man ned. Skriveblokering er blot et ord for at være lukket ned. Det er ikke skriveblokeringen, der lukker os ned.

Det er noget helt andet. Måske er skriveblokeringen i virkeligheden et af de grimmeste symptomer på, at forfatterjobbet kan være pissesvært at håndtere. Så svært at man brænder sammen indeni og det vigtigste i en forfatter kvæles, nemlig fantasien og lysten til at skrive.

Et par tricks, jeg har haft held med, når jeg har haft svært ved at skrive, og som har virket nogle gange, er, at skrive i hånden i stedet, eller flytte om på arbejdsværelset, eller skrive andre steder, eller vælge IKKE at skrive og lave nogle andre ting i stedet. Rydde op i kælderen eller noget. Nogle gange kan små ændringer af den slags åbne op for en fantasi, der er gået i baglås.

Bliver man siddende for længe uden at komme nogen steder, skal passe på sig selv først og fremmest. En skriveblokering kan skubbe en meget langt ud i tovene, og det hjælper ingen, at man presser sig selv til man falder fra hinanden. Men at slippe kan så vise sværere end man lige skulle tro. For ambitioner, selvdisciplin osv kan vise sig at være negative kræfter, når man er kørt fast eller føler, man mislykkes.

Fremover vil jeg runde forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som til sammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde figthertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som mange af os døjer med: Ensomheden.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.