Tags

, , , , , , , , ,


Femte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det kommer næppe bag på nogen, at en stor del af arbejdet med at skrive bøger foregår i ensomhed, i forskellig grad isoleret fra omverdenen. Nogle har brug for mere ro omkring sig end andre, men det er alligevel svært at se forfattergerningen som et udadvendt job som sådan. Selvom der selvfølgelig kan være en udadvendt del, når bøgerne skal formidles og sælges, men i sit udgangspunkt er bøger noget, man skriver alene. 

For os, der frivilligt vælger en livsstil, der rummer så mange timer tilbragt i ensomhed, lyder det nok ikke for mange af os som nogen større byrde at få lov at tilbringe en stor del af tiden alene og i fred. Vi er overvejende introverte mennesker, måske oven i købet i en sådan grad, at lige præcis den side af forfatterlivet faktisk tiltrækker os. Mange forfattere opfatter, især i starten af karrieren, før ens ting blev udgivet og det måske blev alvor på en anden måde, det at skrive som et helle, et sted, hvor man kunne finde ro til at folde sig ud, en pause, en frihed, en velsignelse måske endda. 

Måske er det derfor, vi ikke ser ensomheden som noget problem før meget sent. Jeg ved fra mig selv, at jeg i de svære perioder, som der desværre har været flere af end de lette, har søgt mere ensomhed, mere isolation, for i det mindste at få skrevet noget. Som vi var inde på i sidste indlæg (Den frygtede skriveblokering), så er en forfatter, der ikke skriver en sølle størrelse, og vi — eller jeg i hvert fald — kan have gjort problemerne meget værre i desperation over ikke at skrive. Nok. 

Ensomhed har aldrig skræmt mig. Jeg har direkte BRUG for at kunne trække mig fra andre mennesker indimellem. Selv min elskede familie. Behovet for isolation omkring mig, når jeg arbejder, er heller ikke blevet mindre i løbet af min karriere. Tværtimod. Da jeg var ung, kunne jeg godt skrive, selvom der var andre i den lille to-værelses, jeg boede i. I dag kan jeg dårligt have, at der er nogen hjemme i den tre gange så store fire-værelses, jeg bor i nu, og jeg kan ikke høre musik, mens jeg skriver, og jeg kan ikke have nogen kontakt overhovedet, før jeg sætter mig til at skrive. Det er rent ud blevet for meget. Stadig har det været svært for mig at erkende, at den form for isolation ikke gjorde noget godt for mig, og at hvis det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive, så burde jeg måske slet ikke skrive. Der ER vigtigere ting i livet. 

Når alt der her er sagt, så er forfattergerningen heller ikke et job og et liv, hvor man blot skal håndtere den simple ensomhed det er at være alene nogle timer hver dag, hvor man skriver. At være forfatter er faktisk et liv i ensomhed og alene på rigtig mange måder ud over den tid, man bruger på at skrive. 

Man er alene med ansvaret. Det er forfatteren og ingen andre, der står for skud, hvis bogen ikke er god. Nok.

Det er svært at dele sit liv, sine tanker om arbejdet, sine bekymringer eller drømme og planer med andre, der ikke skriver. For nok lytter de, men det er virkelig en fremmed verden, og selvom de elsker en og gerne vil, så forstår de sgu ikke rigtig.

Man kan endda ofte ende i en situation, hvor det der forfatterhalløj ikke rigtig tæller som et rigtig arbejde. Man kan opleve mildere former for socialudelukkelse, som at ens argumenter eller poltiske opfattelse fejes af bordet, fordi man jo ikke er en del af den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har et rigtigt job. 

Nogle typer lader endda til at mene, at alle kunstnere og forfattere er forkælede samfundsnassere, man ikke kan tage alvorligt. Og selvom man selvfølgelig ikke bør tage de typer alvorligt, så tæller de på isolationsbarometeret, og på kedelige tidspunkter i ens forfatterliv, kan det godt bide at blive mødt på den måde. 

De eneste, der egentligt forstår en, er andre forfattere, men det kan være svært at tale med mange af dem, fordi hånden på hjertet, vi er alle konkurrenter. Der er ting, man ikke deler med sin konkurrent. 

Man er alene i forhold til forlaget. Manges ellers nærmeste samarbejdspartner og ofte vigtigste fagligt-sociale kontakt. Redaktøren. Forlagsfesterne. Men forlag og forfattere er meget sjældent jævnbyrdige parter. Flopper forfatteren, har forlaget andre forfattere, andre bøger, ellers finder de dem. Man er også alene i forhold til kontraktforhandlinger og selve samarbejdet med forlaget. Redaktøren arbejder ofte på en gang med mange kontorer, hvor man mødes i kantinen eller stikker hovedet ind hos naboen, hvis man har brug for at vende noget. Forfatteren går hjem til sig selv. 

Men selvudgivere er kun endnu mere alene. Her er der ikke engang et forlag at mødes med og dele bare en fornemmelse af ansvaret med. Her er man helt alene. 

Man er alene med sin økonomi. Det er alle selvfølgelig, MEN en forfatters økonomi er så anderledes, at den simpelthen ikke giver mening for almindelige mennesker, eller for samfundet som sådan. Man er uden for de kasser og logikker, der rummer almindelige mennesker. Og det er også en form for ensomhed.

Selv de steder, hvor forfattere forsøger at stå sammen, i forfatterforeningerne, i forskellige litterære grupperinger osv. kan man hurtigt opdage, at der er så stor forskel på forfatteres levevilkår, tankegange og rummelighed, at man måske ikke føler sig repræsenteret eller sågar velkommen i disse sammenhænge, og ja, så ender ensomme, introverte mennesker let med at føle sig udenfor. Og trække sig.

Og udenfor er en meget skidt følelse for en, der i forvejen måske er for meget alene. 

Men hvad stiller man op? Vi forsøger jo alle at gøre noget. Vi opsøger sociale sammenhænge, bogmesser, forfatterforeninger, forlagsfester, hvor vi kan møde andre mennesker, uden at være den sære forfatter (kan du leve af det?), så godt det nu lader sig gøre, og nogle gange er det skidegodt. Andre gange ikke. 

Nogle forsøger at gøre jobbet mindre ensomt ved at skrive på cafeer eller leje sig ind i kontorfællesskaber. Det har jeg aldrig kunnet få mig selv til. Måske af blufærdighed, måske fordi skønlitteratur er vanskeligere at arbejde med. Man skal rumme hele universet, alle tanker og følelser på alle personer, der er tilstede i den scene, man skriver, mens man skal have nogenlunde styr over, hvor hele historien bevæger sig henad. Skrev jeg faglitteratur eller journalistik var det måske en anden sag.

Nogle skriver bøger sammen. Så er man i det mindste to om det. To om ansvaret, to om tankerne, to om det hele. Men det kræver nok, at man har god kemi sammen, tænker jeg, og lad os se det i øjnene, nogle af os er nogle kantede typer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Ene, men stærk, siger man. Skal man have nogen som helst chance for at overleve som forfatter, så skal man være det. Man skal ikke bare kunne håndtere ensomhed, men at være alene på alle de måder, forfattere er alene på, og for nu at være ærlig, her få måneder efter mit 25-årsjubilæum, så kan det vise sig langt vanskeligere, end hvad man måske lige forestiller sig. Bare så du ved det. 

For er man meget alene, føler man sig lidt udenfor i mange sammenhænge, har man lidt tendens til at isolere sig, når livet er svært, og har man en hjerne, der er trænet i at opbygge fiktive universer og udlægge skjulte sammenhænge og motiver, så har man en cocktail, der kan være rigtig farlig. Og de ting er jo samtidig de ting, man må rumme, hvis man overhovedet vil være forfatter, så det ligger lidt i kortene på forhånd, at dette kan gå rigtig galt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som vækker konstant bekymring blandt de fleste kunstnere: Økonomien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.