Så er fjerde episode udkommet!

Tags

, , , , , ,


‘Plantagen’ er en lydbogsserie i fem afsnit, bygget over første roman i romantrilogien af samme navn. De fem afsnit udkommer et om ugen, hver torsdag i oktober 2020.

Hans og barnebarnet Sofus har fundet den forsvundne biologs efterladte ting i ruinerne af en landsby dybt inde i skoven. Men de er ikke alene. 

Hjemme på plantagen stiger bekymringerne, da hunden Luzzi vender tilbage uden Hans og Sofus. Mørket falder snart på. 

Den hvilende ondskab er vækket.

Fjerde episode hedder ‘Bålpladsen 1’ og er det længste afsnit i serien. Så der venter to timers uhygge her, inden vi når sidste episode i næste uge. God fornøjelse, hvis du tør. 

Lydbogsserien er indlæst af Klaus K. Elmer.

 

Billede

Slagelse Bibliotek

Tags

, ,

Foto: Jeanette Bernholm

På mandag den 26. oktober 2020, klokken 19:00 og nogle timer frem, afholder Slagelse Bibliotek et horrorarrangement, hvor blandt andet jeg selv vil deltage i en paneldebat om genren, og der vil være mulighed for at købe og få signeret bøger efterfølgende — eller bare få en snak med giraffen.

Det er længe siden, jeg sidst har stillet op til noget som helst i den stil, af forskellige årsager, som mere hører til i blogserien om drømmejobbets svære bagsider, men jeg glæder mig overraskende meget, og man skal jo op på hesten igen.

Er du i nærheden så kom endelig forbi.

Identiteten

Tags

, , , , , , , , , , ,


Tiende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Identiteten – hvornår er man forfatter – sådan rigtig?

 

At være forfatter, at kalde sig forfatter, at se sig selv som forfatter, at blive set af andre som forfatter. At være forfatter er ikke bare at være forfatter. Hvad vil det sige at være forfatter? Hvornår ER man forfatter? En ‘rigtig’ forfatter.

Forfattertitlen er noget underligt rod, og dermed er identiteten som forfatter også en sær vakkelvorn størrelse. Man tænker måske ikke over det, når man bruger ordet om andre i hverdagen, men når pludselig selv er et sted i livet, hvor forfatter måske er noget, man er, for man skal jo være et eller andet, så er det et sært sårbart sted at være.

Forfatter er ikke en beskyttet titel. Alle kan i grunden kalde sig forfatter, men det at kalde sig forfatter i en situation, hvor omverdenen, branchen, familien, hvem som helst, måske ikke helt synes, man fortjener titlen, kan jo let blive mere end en smule akavet. 

Den danske ordbog forklarer, at en forfatter er ‘en person, der skriver bøger, digte, skuespil, artikler eller lignende, og helt eller delvist lever af det.’ Den Store Danske beskriver en forfatter ‘dels som ophavsmand eller -kvinde til en bestemt tekst, dels en, der generelt skriver bøger, artikler, sang- og skuespiltekster, film- og tv-manuskripter etc.’ 

Begge dele er dejligt rummelige størrelser, der gør, at rigtig mange kan kalde sig forfatter, hvis de har lyst, men der er også mange huller i opfattelserne af, hvad en forfatter i virkeligheden er, og behovet for en eller anden blåstempling af retten til at kalde sig og føle sig forfatter ligger og lurer nede i de huller. 

Der findes forskellige skoler, der påstår at uddanne forfattere, men bliver man i virkeligheden forfatter af at færdiggøre en uddannelse på en af disse skoler? Hvad nu, hvis man intet skriver, efter man har fået eksamenspapirerne, eller ingen vil udgive det? 

Forfatter er en af de ganske få titler, der både har høj socialstatus og samtidig ofte er meget dårligt lønnet. Meget få af os kan leve af det. Alligevel er det en titel, der er en stor respekt omkring, og selvom vi selvfølgelig i visse kredse er ugleset, det er trods alt et kreativt job og rimer dermed på kulturelite, intellektualitet og alt muligt andet, som nogle —blandt andre visse politikere — elsker at hade.

Oven i alt det her, så rummer det at skrive tit en følelse af at snyde lidt, for altså, man napper lige en historie ud af den blå luft, man sidder alene og brygger noget sammen, og ja, det er jo bare noget, man finder på. I hvert fald hvis man skriver skønlitteratur. Tyg på den: man opfinder altså lidt sin egen ret til at kalde sig forfatter. Det er bare noget, man finder på. 

At kalde sig forfatter, at føle at man har ret til det, kan let være en særdeles følsom ting, selv for forfattere, man måske tror er for garvede til at tvivle på det. 

For der er mange ude i verden, og bestemt også i branchen (for vi er ikke altid hinandens bedste kollegaer), der nok skal fortælle én, at så er man altså heller ikke mere forfatter end som så. Og nogle af os har også et par indre dæmoner, der måske forstår at istemme koret, gerne i perioder, hvor det der med at skrive og præstere som forfatter måske ikke helt går så godt. 

Når man først lægger det frem, så bliver det næsten komisk, for der findes ikke den forfatter, hvis ret til at kalde sig forfatter, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Om ikke af andre, så af forfatteren selv. 

For måske er man udråbt til verdens bedste forfatter, men hvad nytter det, hvis man er midt i årelang skrivekrise og ikke har skrevet et ord og dermed slet intet udgivet i årevis? Føler man så stadig som forfatter, har man ego’et til at holde fast i det, eller begynder det at føles, som noget man var, dengang man skrev? 

Det er let at påstå, at har man blot udgivet en bog på et af forfatteren uafhængigt forlag, som det tidligere var et krav for at kunne søge legat eller blot blive medlem af Dansk Forfatterforening, så er man forfatter på livstid, noget andet er at føle, at man er det. At man har ret til at kalde sig det. 

Lever man af det, kan man altid lidt gemme sig bag det faktum, at det er bøgerne, der betaler ens regninger, og som verden er, så taler penge altid deres klare sprog. Men er det kravet, at man skal leve af det for at kunne kalde sig forfatter helhjertet, så vil de fleste af os miste titlen lige der, for det er pokkers svært at leve af at skrive. Der er meget store talenter derude, der skriver fremragende bøger og vinder priser, der aldrig kommer til at leve af det. De er for fanden da også forfattere. 

Hvad siger folkeskolelæreren, der har udgivet 20 ungdomsbøger, men aldrig tjent nok til at kvitte undervisningen, eller måske bare ikke har haft lyst til det, når man spørger, hvad hun/han laver? Er svaret forfatter eller skolelærer? 

Hvad hvis man har levet af det i en årerække, men må opgive og finde sig et job, hvis nogen da gider ansætte sådan en forfattertype, er man så stadig lige meget forfatter eller er man blevet lidt mindre forfatter?

For folk spørger jo? Hvad laver du? Med alt, hvad der ligger i det spørgsmål: Hvad er din plads i samfundet? Hvad er din titel? Hvad er du for en? Hvad bidrager du med? Hvordan tjener du dine penge?

Har man prøvet at være arbejdsløs eller langtidssygemeldt så har man måske mærket, at det ikke er helt lige meget, hvad man svarer, og hvordan det føles at svare på dét spørgsmål. Det er ikke nødvendigvis, fordi andre mennesker dømmer en, selvom nogle bestemt gør, det er bare følsomt at svare på. Især hvis svaret ikke er stålsat. 

“Jeg er forfatter,” følges altid af et spørgsmålet, om man kan leve af det, hvis man er sammen med nogle uden for det kreative miljø. Siden vil folk vide, hvad man skriver, og om de kender ens navn. Gør de ikke det, hvad de altså meget sjældent gør, for mange danskere kan sgu ikke remse mange forfatternavne op, når det kommer til stykket, så sidder man igen der med den der halvakavede følelse.

I branchen gradbøjes titlen nærmest i det uendelige — og subtilt, hvis ikke direkte, i mange af disse gradbøjninger ligger en devaluering af titlen, som sjovt nok kan trække i den stikmodsatte retning end den måske lige lyder til. Bestsellerforfatter er fx en gradbøjning, der rummer noget folkeligt og lavkulturelt. Jeg tror, det var Morten Hesseldahl, der engang retorisk spurgte, præcis hvor mange eksemplarer en bog skulle sælge, før man vidste, at den var dårlig. En bestsellerforfatter er altså lidt en falsk forfatter, en spekulant, alt andet end en kunstner.

En anden gradbøjning er fx krimiforfatter. Igen ikke helt en rigtig forfatter. En genreforfatter. Og selv krimiforfatter er blevet gradbøjet til femikrimiforfatter. Den behøver jeg vel ikke kommentere. 

Der gradbøjes også på målgruppe, og så har man børnebogsforfattere og ungdomsforfattere, som heller ikke helt er rigtige forfattere. Man er naturligvis også mere forfatter, hvis man udkommer på Gyldendal og skriver klummer i Politiken, end hvis man udkommer på et mindre forlag og blogger lidt ved siden af. Helt galt er det, hvis man er selvudgiver eller Hjemmet-forfatter, begge dele noget branchen stempler som underlødigt. Selv digtere og lyrikere, som ellers engang var finere og smallere end mange andre, er vel heller ikke rigtige forfattere, når det kommer til stykket. Er de?

Jeg har i min karriere været det meste af paletten rundt. Jeg er måske lidt anerledes skruet sammen, end mange er, fordi det med titlen har jeg aldrig helt kunnet tage alvorligt. Hele opfattelsen af, at et menneske er, hvad det gør, passer bare meget dårligt ind i min verden. Det, vi gør, udspringer af, hvem vi er, ikke omvendt. Jeg var stadig den samme, før jeg udgav den første bog, før jeg udkom på Gyldendal, før jeg skrev klummer til Politiken, og jeg blev ikke mindre mig, mindre værd, hverken som menneske eller forfatter, da jeg valgte mine egne veje i livet og mit kreative virke. Heller ikke, da jeg en overgang tjente gode penge og vandt priser og hvad ved jeg. 

Alligevel kan andres løftede øjenbryn og små syrlige stikpiller godt ramme en engang imellem. Menneskeheden som sådan er ofte en skuffelse at være iblandt. 

Og forfatterhatten den sidder altid løst og lidt skævt på hovedet af en. Som om den ikke helt passer. 

Næste gang vil jeg runder noget, der åbnede verden og gav nye muligheder for alle kreative mennesker, men som også rummer sin egen forbandelse: Sociale medier — shitstorme, trusler og søvnløse nætter. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

RUINER, tredje episode af PLANTAGEN er ude nu!

Tags

, , , , , ,


‘Plantagen’ er en lydbogsserie i fem afsnit, bygget over første roman i romantrilogien af samme navn. De fem afsnit udkommer et om ugen, hver torsdag i oktober 2020.

Anden dag på plantagen. Hans har ikke haft det store held med at få familien med på tanken om at omdanne den gamle plantage til et fristed for børn. Skoven omkring plantagen rummer hemmeligheder, der er dybere og mørkere end den lille pige Ane, som kun Sofus har set. Dødens omfavnelse er tung for den sovende. 

‘PLANTAGEN er et af de mest ambitiøse danske horror-projekter nogensinde og det er imponerende hvor elegant Langstrup går til opgaven. Han skriver i et let og flydende sprog, der gør, at man raser igennem de tre bøger … PLANTAGEN er et storslået projekt, der underholder på et niveau, jeg sjældent har oplevet i dansk horror-litteratur.’
Skræk og rædsel.

Lydbogsserien er indlæst af Klaus K. Elmer.

 

Anden episode af PLANTAGEN er udkommet!

Tags

, , , , , ,


‘Plantagen’ er en lydbogsserie i fem afsnit, bygget over første roman i romantrilogien af samme navn. De fem afsnit udkommer et om ugen, hver torsdag i oktober 2020.

Anden hedder slet og ret ‘Plantagen’ og kan nu lyttes, hvor du normalt finder dine lydbøger: Mofibo, eReolen, Bookmate, Nextory, Bookbeat, Storytel eller du kan købe den i din foretrunke netboghandel. 

En ældgammel forbandelse hviler over skoven. De lokale ved det. Det er deres hemmelighed. Ingen kommer nær det hjemsøgte område. De gamle husker stadig rædslerne fra sidste gang, døden slap ud. Ingen lokale ville drømme om at købe den nedlagte plantageejendom. Den ligger alt for tæt på. Man siger, at det spøger på stedet. En lille pige går igen. Men Hans er ikke lokal. Hans købte plantagen for tre måneder siden. Denne weekend kommer familien for at se stedet.

“… tvinger dig til at gyse gedigent, igen og igen og igen, til du åndeløst er fuldstændig ud-gyst!”
Weekendavisen.

Lydbogsserien er indlæst af Klaus K. Elmer.

 

I dag starter lydbogsserien PLANTAGEN

Tags

, , , , , ,

‘Plantagen’er en lydbogsserie bygget over min romantrilogi af samme navn. Mit mest omfangsrige værk til dato og også blandt de mest ambitiøse, i hvert fald i den del af mit forfatterskab, hvor man finder gyserne.

Serien er i fem afsnit, og der vil udkomme et afsnit om ugen frem mod halloween.

Selvom jeg har arbejdet med mange andre litterære genrer end gys, så har genren altid haft en plads i min hjerte, og jeg er vendt tilbage til den mange gange i løbet af de 25 år, der er gået, siden jeg debuterede med gyseren ‘Kat’tilbage i 1995.

‘Plantagen’er en særlig bog for mig. Den er den klart den længste historie, jeg har skrevet, den spænder over tre romaner og næsten 1000 sider, og den trækker tråde både til gammel overtro, heksafbrændinger, kristendom og andre af mine bøger i et komplekst, men ulmende spind af uhygge, som jeg ikke kan lade være med at være en lille smule stolt over lykkedes at styr på.

Men på ét plan lykkedes den ikke. Eller jeg måtte af praktiske årsager tage et par valg omkring udgivelsen, som kom til at betyde, at historien blev fortalt i tre romaner og ikke som idéen egentligt krævede i måske 15-18 kortere bøger, eller om man vil episoder.

For ti år siden havde den digitale revolution ikke ramt litteraturen endnu, og selvom der fandtes både e-bøger og lydbøger på det tidspunkt, så spillede ingen af delene nogen større rolle på bogmarkedet. Det var stadig papirbøgerne, det hele hvilede på, og at udgive en serie på så mange korte bøger var bare ikke noget, der lod sig gøre.

Jeg hadede det lidt, men engang imellem må den kreative primadonna bøje sig for det muliges kunst. Så sådan blev det. Men det har altid naget mig en smule.

I dag er verden en anden. Da jeg i 2018 udgav en anden længere gyserhistorie, nemlig ‘Frygt fabrik fælde’, lod jeg for første gang et værk udkomme som lydbogsserie, mens papirbøgerne først kom til senere. At lydbogen ikke længere er en dyr, fysisk udgivelse har åbnet en helt ny verden, hvor ‘Plantagen’endelig kan udkomme i episoder, som historien fortjener at blive fortalt.

Her i oktober 2020 udkommer første sæson i fem dele. De svarer til første roman i trilogien af papirbøger. De er indlæst af Klaus K. Elmer, der tidligere har indlæst flere af mine andre lydbøger, blandt andet ‘Kat’og ‘Tabu’, der begge er udkommet i løbet af det sidste år.

Du kan finde ‘Plantagen’ i landets internetboghandlere, låne den på eReolen, og streame den på Mofibo, Bookmate, Nextory, Bookbeat og Storytel.

Et sted i en større skov i Nordsjælland ligger et område, der har været spærret af for offentligheden siden 1600-tallet. De lokale kender til det, men ingen vil tale om stedet, og slet ingen vil komme det nær frivilligt. Men Anders Kromann er hverken lokal eller overtroisk. Han er biolog og københavner. Et sneglehus købt i Gillsby sidste år, har sat ham på sporet af en hidtil ukendt snegleart. I dag træder han som den første ind gennem porten i det høje hegn, der har holdt uvedkommende ude af Den lukkede skov i årtier.

Og der, lige der, begynder første episode.

‘Plantagen’kan på en måde minde om tv-serierne ‘Stranger Things’og ‘American Horror Story’eller måske Stephen Kings ‘It’— der er samme dystre stemning og ulmende uhygge — og så alligevel ikke helt, for ‘Plantagen’er mest sin egen.

‘Steen Langstrups trilogi ‘Plantagen’ er godt, gedigent, gammeldags gys! Så er det sagt. Tror man, at gys – det er ikke noget jeg læser – så glem det … Det mesterlige er Langstrups indre gys, som er af en særligt skrækindgydende art.’

Berlingske.

‘Steen Langstrup er tilbage i storform med denne skræmmende og velskrevne roman om en lurende ondskab, der langsomt men sikkert indhenter dig, hvis du bevæger dig ind i den lukkede skov. Det kan ikke være let at gøre en dansk skov så uhyggelig, men Langstrup formår at få de små hår til at rejse sig, når Anders Kromann bevæger sig længere og længere ind i mørket.’

Gyseren.

 

FRA RYGGEN kun 100 kroner

Tags

, , , , ,

 

Bare så satans spændende!’ skrev Weekendavisen

‘Fra ryggen’ er en thrillerroman, jeg skrev for næsten 20 år siden. Handlingen fører os rundt i verden, både i det, der var nutid, da jeg skrev bogen, og tilbage til anden verdenskrig og tiden efter. Det var en bog, der krævede et stort researcharbejde, hvor jeg blandt andet var en tur både i Paris og i Berlin, inden bogen kunne skrives.

‘Fra ryggen’ udkom oprindeligt på Gyldendal. Denne udgave er dog en senere udgave, udgivet på 2 Feet Entertainment, og har en anden slutning end udgaven fra Gyldendal. Min oprindelige slutning blev nemlig omskrevet i forbindelse med udgivelsen på Gyldendal, desværre med det resultat, at næsten ingen læsere forstod den. Derfor valgte jeg at genudgive bogen, da jeg fik mulighed for det nogle år senere, med den slutning, bogen havde i det originale manuskript.

Da Jakob og hans gravide kone, Stine, kommer hjem en sen aften og overrasker en indbrudstyv i lejligheden, rives tæppet væk under fødderne på dem, og de befinder sig pludselig midt i et indviklet spil mellem hemmelige organisationer, hvor intet er, som det ser ud. Jagten går rundt i Europa, mens de forsøger at finde hoved og hale i, hvorfor alle vil have fingre i et fjollet, gammelt maleri af en kvinde med en stor numse, som Stine arvede efter sin mormor for flere år siden.

“Kan absolut anbefales til en gysende sommerdag i hængekøjen.”
Bestseller på DR2.

“Både tempo og spænding holder et imponerende højt niveau hele vejen.” 
Woman.

Frem til den 27. september 2020 kan du købe ‘Fra ryggen’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter

Tags

, , , , , , , , , , , ,


Niende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter

At være forfatter rummer nogle særdeles modsatrettede krav til de evner, man som menneske forventes at besidde for at kunne gøre sig i faget. Først skal man selvfølgelig være introvert nok til, at man kan holde ud at sidde alene i månedsvis, hvis ikke år, og skrive på sit værk, dernæst skal man have selvdisciplin nok til også at få det gjort, og endelig skal man samtidig kunne træde ud af isolationen og selvsikkert håndtere jobbets udadvendte sider.

Man må kunne ‘brænde igennem’ i interviews i aviser, på tv eller radio, man skal formå at holde publikum fast til foredrag eller forfatterinterviews på scener til bogmesser, og man skal kunne møde læserne i øjenhøjde til bogsigneringer eller til forskellige oplæsningsevents — eller hvad søren det nu kan være. 

Nogle af disse ting kan faktisk vise sig ganske berigende at deltage i, man kan som forfatter få et lille sus af opmærksomheden, vi tørster jo lidt efter kontakt til vores publikum, der aldrig er tilstede, mens vi skaber vores værker, og nåja, det er da én måde, man kan opleve, at der er nogle derude, der sætter pris på ens hårde og ensomme slid med teksten. 

Der skal nok være nogle derude, der måske endda er lidt afhængige af det sus opmærksomheden og anerkendelsen kan give, nogle oplever måske endda, at det er lige her, de mærker, at deres arbejde har båret frugt. At det hele gav mening. 

Avisforsider kan da noget. Bifald efter et vellykket foredrag kan også noget. Køen af læsere med små julelys i øjnene og en bog til signering ditto. At modtage en pris foran et publikum, at blive kaldt op på scenen til premieren på en film eller et teaterstykker, man har skrevet, eller som er bygget over noget, man har skrevet, kan med garanti også noget.

Følger man et par forfattere på Facebook eller Instagram, vil man med garanti før eller siden se opslag om netop disse ting, måske et selfie sammen med andre smilende forfattere fra en bogmesse eller et billede af forfatteren på en scene foran et lyttende publikum, og det ser jo næsten glamourøst ud, det der spændende forfatterliv. De socialmedier kan noget i den sammenhæng. 

Men der er igen et par men’er her. For nok kan det være sjovt og rumme gode oplevelser, selv for en halvgenert introvert forfattersnegl, det er bare ikke hele billedet.

For der er en tid, før man er på, og der er en tid efter, man har været det, som — selv når det går godt — ikke altid stråler ligeså glansfuldt som billederne, der blev delt på Facebook. 

Et foredrag kræver dages forberedelser. Man skal skrive det, øve det, skrive det om, øve det mere, og selvom det sagt på den måde lyder meget lige til, så skal man ikke glemme nerverne. For der er ofte nerver på. Det er en uvant situation for en person, der tilbringer det meste af sin tid alene i en fantasiverden foran computeren, at skulle stille sig op foran en sal fuld af mennesker og forsøge at sige noget klogt.

Det er alt andet end ens normale comfort zone. Alt, hvad der involverer mange mennesker, kan være en mundfuld for introverte sjæle, de mange indtryk, folks reaktioner, forsøget på at være nærværende, mens en del af én tolker og nogle gange overtolker det hele samtidig. 

Der kan være voldsomme nerver, før man skal på. Der kan være søvnløse nætter i dagevis før. Jeg har selv præsteret at ligge søvnløs og spekulere over, hvad jeg skulle sige, hvis det gik galt til en bogmesse flere måneder ude i fremtiden, og så begynder man at have et problem. 

Jeg har set andre forfattere være rystende nervøse og nærmest usammenhængende før live-interviews på bogmesser, jeg har set nogle have dulmet nerverne med lidt for meget alkohol eller forskellige beroligende piller, jeg har selv taget betablokkere, før mange af mine live-optrædender. 

Ja, noget af det bliver bedre med rutinen, jo mere og oftere man stiller sig op foran et publikum, jo lettere bliver det. For det meste. For rutinen rummer jo også de dårlige oplevelser, som der også kan være ved at stikke snuden frem.

Et vellykket foredrag, hvor man føler, at man har publikum i sin hule hånd, hvor de griner, hvor de skal, og har et hav af spørgsmål bagefter, er en fed oplevelse, tag ikke fejl af det, men den lille dæmon inden i os, som holder nerver og sceneskræk i live, den er rigtig god til at huske de gange, det ikke går helt så godt. Så rutinen kan også hurtigt vise sig at gøre det hele værre. 

Når man har oplevet et publikum, der bare ikke gad være der. Som man ikke kunne nå, som ikke grinede med, som ikke havde nogen spørgsmål, eller endnu værre spurgte så man pludselig følte sig under anklage for et eller andet. Eller bare den der gabende tomme sal, hvor det samlede publikum måske ikke talte mere end en eller to personer, der lidt så ud som om de var gået forkert.

Den slags sker. Det sker for alle. Før eller siden. Selv de største og bedstsælgende forfattere, jeg har talt med, har oplevet, at blive mødt af en tom sal eller ingen gæster til en bogsignering. Det er ikke sjovt. Man prøver at grine lidt af det. Selvom det selvfølgelig også rummer en lille herlig historie om, hvor ubetydelig ens forfatterskab også er. For nok sker det for alle, men fed og opbyggende er oplevelsen ikke. Og slet ikke i de tilfælde, hvor man render ind i en stime. Der skal overraskende få gentagelser til, før det bider sig fast, og så kræver det pludselig mere mod, end man måske har i sig, at stille op til den slags. Måske begynder man at sygemelde sig. Sceneskræk er en virkelig ting. 

Min personlige samling af øv-oplevelser: Skænderi med interviewer foran et live-publikum til en bogmesse — et skænderi intervieweren forsatte over mails nogle måneder senere, og på en avis’ sider senere endnu. En bibliotekar, der bød velkommen til foredrag ved at læse en anmeldelse op, hvor min nye bog blev sablet ned. Et fjendtligt publikum til et andet foredrag, hvor alle så på mig med bistre miner og bagefter krævede at vide, hvorfor jeg havde stjålet dit og dat fra andre bøger. Bogsignering til en kulturnat, hvor der ingen kom, andet end par venner, der kunne grine lidt ad mig, mens jeg sad der helt alene under et banner med Steen Langstrup signerer. TV-interview, hvor den sorte klap gik ned, og jeg lige pludselig ikke anede, hvad min egen bog handlede om. At møde op for at holde et foredrag, og der simpelthen ikke var nogen til at tage imod mig, andet end et par gæster, der vist ikke helt vidste, hvad de lavede der. En avisfotograf, der skulle tage billeder dagen efter selve interviewet havde fundet sted, og mens vi ledte efter et sted at tage billedet, forklarede mig, at hvis han bestemte, så ville han tage et billede, hvor jeg havde fået hamret en gammel fyldepen i panden, og så skulle der stå: “Så skriv for pokker noget ordentligt,” nedenunder.

Jeg overlevede det alt sammen. Nogle af tingene ramte mig hårdere end andre. Nogle kunne jeg grine lidt af. De fleste lærte jeg noget af. 

Jeg fortæller ikke om disse oplevelser for at klynke (for intet kan være mere forbudt her i den hellige konkurrencestat), men for fortælle, at både tiden før en optræden, hvor nerver og søvnløse nætter kan tære på én, og tiden efter, hvor oplevelserne fordøjes, er en udfordring at håndtere. Jeg skrev med vilje ‘er’ og ikke ‘kan være’, for mange af os introverte oplever selv de fede og sjove udadvendte oplevelser i forbindelse med jobbet, som udmattende i en grad, så man er drænet for energi nogle gange op til en uge efter. Og nåja, de værste oplevelser kan sidde i én meget længe efter, og de kan betyde, at man måske finder på at undgå de udadvendte dele af jobbet. 

Hemmingway undlod fx at møde op til overrækkelsen af Nobels Litteraturpris iflg en biografi, jeg læste sidste år, da han vandt prisen med ‘Den gamle mand og havet’. Det er svært at forestille sig nogen større hæder for en forfatter, nogen bedre chance for at sole sig lidt i anerkendelsen, og han gemte sig i stedet, mens han vist stressede over konstant at blive forstyrret i skriveriet.

Dér kan vi alle ende. Det er ikke nødvendigvis altid en givende oplevelse at stikke snuden frem eller stille sig til rådighed for andre mennesker. Og ja, det forstyrrer jo skrivearbejdet, det forstyrrer roen, både i tiden op til og tiden bagefter. Man kan nå til et sted, hvor man ikke orker det længere. 

Har man det svært med billeder af sig selv, så bliver det altså heller ikke lettere at håndtere, fordi billederne er på en avisforside eller endnu værre, hvis ens ansigt dukker op på tv. Hvis man har det med at miste troen på sig selv og egne evner, overmandes at tvivl og usikkerhed, så bliver det næppe bedre af at læse et interview med en selv, for ofte citeres man eller beskrives på en måde, der ikke nødvendigvis er vildt fed eller i nærheden af det, man prøvede at sige. Vinklingen alene kan være en mundfuld. Sådan er jeg jo ikke. Det mente jeg ikke sådan. 

Man skal forstå at være sin egen bedste ven i disse situationer. Man behøver jo faktisk ikke at se programmet selv, bare fordi man har været i tv. Man behøver ikke læse interviews i aviserne. Man behøver ikke lade disse ting fylde mere end højst nødvendigt. Men det føles også lidt som at kyllinge ud, hvis man undgår det, og man skal ikke forvente, at omverdenen nødvendigvis forstår, at man gør det. 

Man kan og bør også sortere i, hvad man siger ja til. Og gøre sig klart med sig selv, HVORFOR man overhovedet gør det. Det er en god ting at gribe magten i de situationer, både i det øjeblik man træder ind på den pokkers scene — de første sekunder er afgørende, ej dem! — men også når man tillader sig at tage stilling til, om man overhovedet vil være med.

Man kan og bør stille krav. Og nej, de udadvendte dele sælger ikke nødvendigvis bøger eller gør dig til mere eller mindre forfatter. Al omtale er ikke god omtale. At være en smule beæret over, at nogen overhovedet spørger dig, er en rigtig dårlig grund til at stille op. Kunstnere af alle slags bliver ofte udnyttet i denne verden, og den, der ikke kan sige nej, bliver det med garanti. 

Næste gang vil jeg kigge lidt på en ting, som man måske ikke tror kan være svær at håndtere, før man lige pludselig står i det: Forfatteridentiteten

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Tags

, , , , , , , , , , ,


Ottende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Fortæller man folk, at man er forfatter, er det overraskende, hvor ens reaktionerne er. ‘Kan man leve af det?’ er nok det mest almindelige, gerne fulgt af en undring over, at de så ikke kender ens navn, når man så kan fortælle, at det kan man, og det gør man.

‘Du må have vildt meget selvdisciplin,’ er en anden almindelig reaktion, som de første gange, jeg oplevede det, slog mig helt ud af kurs. For altså helt ærligt! Mig? Selvdisciplin? 

For i min verden går jeg ikke rundt og roser mig selv over den høje produktivitet, nej, jeg er for det meste meget lidt imponeret over samme og har flere gange regnet mig frem til, at hvis jeg bare tog mig sammen og samtidig fik skabt noget mere ro omkring mig, så ville jeg snildt kunne skrive dobbelt så mange bøger, måske endda meget mere end det. 

Det lykkes bare aldrig. Jeg har i de mange og tyve år, jeg har skrevet bøger, konstant slået mig selv oven i hovedet med, at jeg jo har tiden, jeg har fandme også idéerne, jeg er motiveret, jeg VIL gerne, jeg ved, jeg kan, men fuck om det bliver til mere end en bog om året i gennemsnit. 

Hvis jeg havde meget selvdisciplin, så skrev jeg måske fire eller fem bøger om året. Eller bare to, for pokker da, det burde jeg da kunne nå! 

For noget tid siden snakkede jeg med min søde og smukke kone om at være afhængig af forskelligt. Jeg har ikke det store afhængigheds-gen og kvittede i sin tid smøgerne forholdsvist let. Så jeg postulerede lidt vel kæphøjt, at jeg ikke var afhængig af noget som helst, og så sagde hun: ‘Jo, du er, dit arbejde.’

Mig? Der altid er bagefter, altid ser tidsplanerne skride, der aldrig kan finde arbejdsro, der kun lige akkurat når at skrive en sølle bog om året, pisket til det, skulle jeg være arbejdsnarkoman? Arbejdsnarkomaner elsker jo deres arbejde, mit er oftest en form for desperat lidelse over ikke at få lavet nok. 

Hvad sker der for folk?

I ved godt, at opskriften på succes for amerikanske selvudgivne forfattere er noget i stil med en roman om måneden, ikke? Der kan man sgu tale om arbejdsnarkomaner med bemærkelsesværdig selvdisciplin. Mig? Hold nu op. 

Jeg er ham, der fik bank af sin far, fordi jeg var så luddoven, og skæld ud og hån af lærerne i skolen, fordi jeg måske ikke altid lige fik lavet lektier. 

På den anden side … så fik min kones ord mig til at tænke. Vi har været gift i rigtig mange år. Hun kender mig bedre end nogen. Hun har levet op og ned af mig i årtier. Og jeg kender hende. Hun ville sgu ikke acceptere det, hvis jeg drev den af, mens hun passede sit arbejde og leverede husstandens bedste og tilmed eneste faste indtægt. Gu ville hun ej.

Og alligevel har jeg aldrig, som i aldrig nogenside, hørt hende klage over, at jeg arbejdede for lidt. Til gengæld har hun mange gange opfordret mig til at holde mere ferie, til at tage den mere med ro, til at hvile mere i, at jeg når det nok. 

Nu jeg tænker efter, så stresser forårets helligdage mig altid. For der kan jeg ikke arbejde. Der er de andre hjemme, og de forstyrrer bare ved at være der. Der skal være ro, jeg skal være alene, og jeg skal arbejde. Der er meget, der skal nås. 

Når jeg taler med andre forfattere, så aner jeg noget af det samme billede. Det er selvfølgelig forskelligt fra forfatter til forfatter, hvordan det giver sig udtryk, men det er min oplevelse, at vi er en samling flittige individder udstyret med en krakilsk indre slavepisker, der bare aldrig helt bliver tilfreds. For nogle giver det sig udtryk som dårlig samvittighed, når de ikke får skrevet, for andre kan det med tiden blive grimt og mere selvdestruktivt. 

Hvor tit har man ikke set forfattere dele memes på Facebook med det simple budskab: Burde du ikke skrive nu? 

Den indre slavepisker er konstant på spil. Skriv for fanden!

Læser man Stephen Kings bog ‘Om at skrive’, som overraskende mange forfattere lader til at opfatte som en slags bibel, så møder man en forfatter, der har tjent penge nok tilat kunne leve resten af livet levet i luksus, men som alligevel føler, at en forfatter MÅ og SKAL skrive et bestemt antal ord, hver fucking eneste dag, om det så er jul, fødselsdage, tømmermændsdage, søndag eller hvad søren. Der skal skrives dagens ration, og tager det en halv time, så har man fri resten af dagen, tager det ti timer, så sidder man der, til det er skrevet. Man skriver. Man kan ikke slippe sit værk et par dage, så forsvinder det, så smuldrer det, så mister man sit flow. 

Men undskyld, hvad fuck er det her for noget? 

Jeg mener, er det ikke tankevækkende, at en mand som Stephen King er fanget i et tankesæt, der tvinger ham til at slide som en gal, selvom han vel om nogen skulle have sikret sig sin frihed og have bevist, hvad han kunne have at bevise? Ville verden ikke bestå, hvis han tog fri om søndagen bare?

Mange af os andre, der ikke har haft samme succes, har slet ikke muligheden for at skrive i weekenderne, fordi der simpelthen ikke er til at finde ro til det i vores mere beskedne hjem. Nogle har endda svært ved det selv i hverdagene, og mange forfattere tager helt væk fra familien i de perioder, hvor de skriver, eller i hvert fald indtil de er kommet så godt i gang med bogen, at det skrider lettere. 

Man kan næsten frygte, at succes, som den Stephen King har været heldig at opleve, ikke vil sætte os fri af den indre slavepiskers tyrani, men blot give os mulighed for at købe huse så store, at vi kan isolere os i et hjørne af dem, selvom andre er hjemme, og knokle endnu mere. 

Det er værd at tænke over. Jeg ved, at jeg selv har drømt om at have mit private tårnværelse i hjemmet, hvor ingen måtte nærme sig, så jeg kunne have mit space og få lavet noget. Virkelig få lavet noget.

Det er jo galskab. Det er noget, vi gør ved os selv, og det KAN virkelig suge livsglæde ud af en, hvis man ikke formår at håndtere det. Men hvordan gør så man det? Uden at måtte opgive at få skrevet? Kan man overhovedet det? Eller er det – også – bare et vilkår i forfatterlivet?

Jeg tror så ikke, at det er et vilkår, man bare må acceptere og lære at leve med, men jeg tror heller ikke, at det nogen let sag både at få gjort sine ting færdige og holde slavepiskeren i ro.

Men jeg tror, at det er muligt – og jeg tror IKKE, at løsningen er at overgive sig helt til den indre slavepisker som i Stephen Kings og de bindegale en-roman-om-måneden-amerikanske-selvudgivere – men jeg tror, man kan finde en balance, for den indre slavepisker er ikke en dæmon, der er kommet fra helvede, for at drive forfattere til produktivitet eller selvmord, det er noget, vi gør ved os selv. Måske er der andre måder at håndtere forfatterlivet på?

En forfatter har mange andre opgaver end at sidde på sin pind og bokse ord ind i computeren. Jeg iagttog ved mig selv, at jeg simpelthen ikke regnede disse opgaver for noget, når jeg gjorde op, om jeg havde fået lavet noget den dag. Det eneste, der talte, var om jeg fik skrevet på den bog, jeg arbejdede på. Jeg kunne se, når jeg tænkte efter, at sådan havde det altid været. En god arbejdsdag, en givende arbejdsdag, en vellykket arbejdsdag, var en, hvor jeg havde fået skrevet på min bog. Alle andre opgaver talte jeg bare ikke med. 

Det er en af min indre slavepiskers små svinestreger, for på det tidspunkt, hvor det gik op for mig, brugte jeg det meste af min tid på at udgive min samlede backlist som e-bøger, hvilket gav mig flere læsere og tjente langt flere penge, end en ny bog ville have gjort. Det var min karrieres smarteste træk at udgive e-bøgerne på præcis det rigtige tidspunkt. En forfatter lever ikke af at skrive, en forfatter lever af rettighederne til det, forfatteren allerede har skrevet. Og tjente penge har et eneste formål: At sikre arbejdsro i fremtiden. Alligevel var det eneste, jeg tænkte om mig selv på det tidspunkt, at jeg burde have skrevet mere.

Løsningen på det problem blev, at jeg begyndte at skrive timesedler til mig selv. Ingen andre har nogensinde set dem, men det dokumenterer over for mig selv og min indre slavepisker, at jeg ikke driver den af. At der bliver løst vigtige opgaver, også selvom jeg ikke fik lavet helt så meget på mit igangværende værk, som jeg måske havde drømt om.

Jeg skriver ikke timesedler længere. Jeg har udviklet konceptet lidt. For det gik op for mig, at alle mine post-its og to-do-lister, der flød omkring min computer faktisk også larmede og stressede mig, når jeg skulle skrive. Så i stedet har lavet en fil på min computers skrivebord som rummer mine arbejdsopgaver. Dag for dag. Når de er løst farver jeg dem. De slettes ikke. Jeg kan stadig selv se, at jeg får lavet noget. Det giver både lidt orden og overblik, hvilket tager pres og stress ud af ligningen, samtidig med at det modbeviser min indre slavepiskers påstande om, at jeg ikke får lavet en skid. 

Man kan også skabe mere ro om skriveriet og tage noget af presset af ved at forbedrede sit arbejde. Jeg har flere gange oplevet forfattere reagere voldsomt afvisende, når jeg har fortalt om hvordan jeg forbereder mig på at skrive en bog. Et par har endda påstået, at man ikke kan skrive ‘levende’ eller godt på den måde. Det er der ikke noget mærkeligt i. 

Der er nemlig en del angst forbundet med at kaste sig ud i så stort og krævende et arbejde, som det er at skrive en bog. Det kan jo smuldre mellem fingrene på en, og hvad nu hvis man mister sin åbning til det her fiktive univers, som al fiktion skrives i. Hvad hvis det glider ud af hånden på en? Hvad hvis det dør og visner mellem hænderne på en?

Min metode genopfinder jeg hvergang. Men det er variationer over samme tema. Kort fortalt, går jeg romanen og dens vigtige elementer, personer, steder, tid, konflikter osv igennem i tankerne igen og igen, inden jeg skriver det hele ud på A4-ark, kapitel for kapitel, person for person, sted for sted, og sætter dem alle i et ringbind. Jeg researcher derefter det nødvendige. Så når den dag kommer, hvor jeg er klar til at begynde på at skrive, så ved jeg i meget grove træk, hvad jeg skal. Jeg starter så fra en ende af, skriver et kapitel og slutter af med at læse arket med hovedtrækkene for næste dags kapitel, som jeg så åbner op for og lader boble i baghovedet indtil næste morgen, hvor det skrives. Ventetiden, resten af dagen, aftenen og natten, åbner kapitlet op og folder det ud i min fantasi, så det er der næste morgen, ventende på at blive skrevet.

Mange lader til helst at ville skrive så at sige ud i blå, uden at vide hvor de skal hen. Det kan man godt. Jeg har også skrevet bøger på den måde. Der er for og imod. Det er langt lettere at miste adgangen til historiens univers, eller overvældes af tvivl på projektet og egne evner, når man både skal overskue hele handlingsforløbet og altså bevæge sig halvvejs i mørke gennem historien, end hvis man har det overordnede forløb på plads i forvejen og kun skal overskue værket et kapitel ad gangen.

Og den der angst for at miste kontakten, tonen og nerven i romanen, hvis man ikke lige får skrevet en dag, er en reel fare, hvis man så at sige skriver sig vej gennem historien af frygt for at dræbe dens liv eller ægthed eller hvad ved jeg, den kan man slippe helt, hvis man har gjort sit forarbejde ordentligt. Jeg har skrevet romaner, som jeg har måtte give slip på et godt stykke inde i værket og ikke har kunnet skrive videre på i op til et år, og ingen – ikke engang jeg selv – kan i dag sætte fingeren på, hvor jeg var nået til, inden jeg stoppede. Det hele var der stadig. Det ventede på, jeg kom tilbage og skrev det færdigt. 

Kreativitet og fantasi er sårbare størrelser. De kræver ro, og de kræver kedsomhed. De trives ikke med press og præstationsræs. Vi lever i en tid, hvor alle har travlt, hvor vi let glemmer, at man ofte ofrer kvalitet, hvis man vil arbejde hurtigt. Det gælder også for forfattere. Nogle siger, at vejen til en god bog er at redigere en dårlig bog. Det er ikke løgn, at man kan rette op på meget bagefter, men den gode idé, man ikke gav tid og rum til at komme til sig, kan man ikke redigere frem. Den vil bare ikke være der.

Det er en balancegang. Ting tager tid. Pauserne er er en del af arbejdet. 

Jeg ved godt, at næsten alle forfattere mangler penge, og det derfor også er en faktor, der presser på for at øge produktiviteten. For når alt kommer til alt, så er det den mest åbenlyse knap, vi har at skrue på, når det kommer til at få brød på bordet. Og nogle forlag kræver også mindst en bog om året af deres forfattere, for ellers glemmer læserne en, og nu det i øvrigt er så svært at tjene penge på en bog, så er det vel om ikke andet lidt lettere at tjene penge på to bøger. Så skriv røven ud af bukserne, hvad venter du på? Men men men men, for der er faktisk mange men’er her. Også når vi taler bogmarked og forfatterindtægter. 

Første men er selvfølgelig som allerede nævnt, at det kan skade kvaliteten og muligvis dermed salget og karrieren på længere sigt. Hvis man presser sig selv for meget og for længe.   

Andet men er, at tanken om, at læserne skal holdes til ilden med et mere eller mindre konstant flow af nye bøger, måske ikke er hele sandheden, eller måske bare ikke den eneste sandhed, om hvordan bogmarkedet fungerer. Bemærk, at der går omkring fem år mellem Christian Jungersens bøger, og han sælger jo glimrende alligevel. Hvis bøgerne er gode, venter læserne gerne. 

Tredje men er, at man også kan overfodre læserne, der så måske ikke længere gider læse med. Det kan have den modsatte effekt. Nyhedsværdien i, at nu udgiver du en ny bog bliver mindre og mindre, jo oftere du gør det, og man kan overmætte et marked. Hellere en sulten, utålmodig læser end en overmæt. 

Fjerde men er, at du kan ende med at brænde ud. Man kan arbejde kreativt under pres i en periode, men det er ikke gratis. En udbrændt forfatter er en sølle størrelse. Pas på dig selv. 

Femte men er, at man må ud og møde livet, hvis man vil skrive om det. Livet er derude. Ikke foran computerskærmen med den indre slavepisker på nakken og hård hud på fingerspidserne. Livet er derude. Det skal leves, hvis der skal skrives. 

 

Næste gang vil jeg kigge lidt på en ting ved forfatterjobbet, som kan virke ret overvældende for os introverte: Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

PYROMANIA er månedens tilbud

Tags

, , , , , ,


En varm bog til hedebølgen?

‘Pyromania’ udkom i oprindeligt i 1996 og kom til at markere mit egentlige gennembrud som forfatter. Fantastiske anmeldelser, solgte filmrettigheder, og stor interesse fra udlandet fulgte månederne efter udgivelsen.

‘Pyromania’ er genoptrykt flere gange på dansk. De originale udgaver fra Høst & Søns Forlag er naturligvis forlængst udsolgt.

Den udgave, du kan få fingre i her, er den første udgave udgivet på mit eget forlag, 2 Feet, i 2008. Det er en paperbackudgave. Der er siden udgivet andre udgaver, som stadig er i handlen, mens denne udgave officielt har været udsolgt længe. Men jeg havde lige en lille rest tilbage, som hermed sælges billigt.

Frem til den 16. august 2020 kan du købe ‘Pyromania’ for kun 89 kroner, inkl moms og levering. MEN KUN SÅ LÆNGE LAGER HAVES!

‘Pyromania’ var mit første forsøg på at skrive i krimigenren. En genre, jeg på den ene side havde et anstrengt forhold til, og på den anden side mente rummede aspekter, som en fræk forfatter kunne forsøge at gøre noget nyt med.

Der er derfor ingen morder og ingen mord i ‘Pyromania’. Der følges ingen egentlig opklaring, og de få efterforskere der er, fortjener ingen gang at blive kaldt bipersoner. (Selvom en af dem, siden er dukket op i flere andre af mine (og en anden forfatters) bøger.

‘Pyromania’ følger en gruppe voksne unge i København, med fester, musik, kærlighed og ild i sjælen. Måske lidt for meget af det sidste. Bogen starter til en fest, hvor en forladt bygning overfor brænder ned. En pyromanbrand viser det sig. Snart må de indse, at ilden følger dem, og at pyromanen må være en af dem selv. Men en ting er at acceptere den tanke, noget helt andet at regne ud hvem det er, og helt tredje at slippe levende ud af et brændende diskotek.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her.