At fortælle en historie er ikke bare at fortælle en historie

Tags

Frygt Fabrik Fælde, historiefortælling, inspiration, Serieformat

At fortælle en historie kræver for mig, at jeg finder nøglen til den. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvad der skal ske, hvem der er med, eller hvor den skal udspille sig, alle de ting er vigtige og centrale, men det er også et spørgsmål om, hvordan den skal fortælles. Hvordan skal den opbygges, hvor skal den starte, hvordan skal den formes.

Jeg kan gå med historier i hovedet i mange år, men har jeg ikke fundet den rette måde at fortælle historien på, så er den ikke klar til at blive fortalt endnu. Det er lidt historien, der bestemmer. Det skal rime, det skal give mening, med lige præcis den historie.

Jeg har således gået længe og tumlet med tankerne om en forladt fabrik, der rummede mareridt i skyggerne, uden at ane, hvordan jeg skulle bygge den historie op. Det var først, da jeg en dag legede lidt med tanken om at bygge den op, som en tv-serie, i episoder, der hver for sig tog historien i en ny retning, episoder, der både føjede til den samlede historie, men også havde hver deres fokus, at brikkerne faldt på plads, og jeg forstod, hvordan historien skulle, nej VILLE fortælles.

Hvorfor en fabrik?

Tags

Forladte bygninger, Frygt Fabrik Fælde, inspiration, Locations

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg i årevis har været fascineret af forladte bygninger og spøgelseshuse, og at denne fascination har været en af inspirationskilderne til ‘Frygt fabrik fælde’, men forladte bygninger kan være mange ting — og det er ikke bare en forladt bygning, vi har med at gøre, det er en forladt fabrik, en forladt metalvarefabrik. Og hvor kommer det så fra?

Det er ikke noget, jeg tænkte særlig længe over. Det skulle bare være en fabrik. Det stod klart fra start af. Det var bare sådan.

Og når idéer opfører sig på den måde, så må der jo ligge noget bag. Også selvom det er ubevidst, for alt, der kommer ud, må jo stamme et sted fra.

Med fabrikken tror jeg godt et eller andet sted, at jeg ved det.

Jeg er nemlig smedesøn, og da jeg var måske 10 år gammel, startede min far sit eget smede-værksted. Det var ikke en stor fabrik, som den i bogen, det var også mere et værksted end en fabrik, men det var metal, det var beskidt, og kom man der uden for åbningstiden, når alle de ellers larmende maskiner var helt stille, var det et meget stemningsfyldt sted. Jeg husker lugten, måden ens stemme og skridt rungede mellem væggene på, bunkerne af jern, borespåner, værktøjet, de store hammere, og de mange ting, der blev arbejdet på.

Samtidig var jeg barn i 70erne, og vi lærte meget i skolen om 1800-tallets arbejdere, der boede i byens slum og måtte arbejde 12 timer om dagen på livsfarlige fabrikker. Hvor arbejderbørn måtte slide ved siden af de voksne fra de helt små. Jeg husker, de gamle grove sorthvide billeder af forhutlede og beskidte børn og voksne, der sled sig ihjel, så den rige fabrikant kunne blive endnu rigere.

Hvordan Danmark så ud før fagforeninger og klassekamp, er noget mange lader til at have glemt i dag, og det bør vi blive mindet om.

Så nej, det var nok ikke et tilfælde, at det bare skulle være en fabrik.

På min rejseblog har jeg delt nogle af de mange billeder, jeg har taget af forladte bygninger rundt omkring i verden.

Billeder af forladte bygninger

Tags

Forladte bygninger, Frygt Fabrik Fælde, inspiration, lidt om at rejse, Locations, Mod nye grænser, Rejser

Jeg har længe været fascineret af forladte bygninger. Spøgelseshuse, der ligger glemt i gadebilledet, gamle lagerbygninger, der langsomt forlader, hoteller, ingen længere checker ind på, biografer, der forlængst har vist den sidste film og nu bare ligger der og venter på bulldozerne.

Denne fascination var en af grundlæggende inspirationskilder til at skrive ‘Frygt fabrik fælde’.

På min og min kones rejseblog, Mod nye grænser, har jeg delt en nogle fotos af forladte bygninger, taget på vores rejser rundt om i verden.

Det giver lidt et billede af, hvor længe en inspiration kan ligge og boble i én, før der endelig springer en historie ud af den.

Du finder rejsebloggen her.

Rejser bliver siddende i en

Tags

Ø, inspiration, Rejser, Tropeøer

Der er tre faser i det at rejse, som jeg synes beriger livet. Først planlægger man og glæder sig. Så er der selve rejsen med alt, hvad den bringer af liv og overraskelser. Og endelig er der det, der bliver siddende i én bagefter – og dét er meget mere end bare minder.

I mit tilfælde har det, der bliver siddende i mig det ofte med at blive til bøger. Jeg er forfatter. Det er sådan min hjerne fungerer.

Det behøver ikke være det, der rent faktisk skete på rejsen, der inspirerer eller pirrer fantasien. Det kan sagtens lige så godt være det, der (heldigvis) ikke skete.

Jeg er aldrig blevet efterladt på en øde tropeø af den speedbåd, der sejlede os derud, men jeg har siddet i vandkanten og tænkt, at vi sgu er fucked, hvis de sejler fra os nu. Jeg har mærket det brænde i huden, når de små og næsten usynlige box jellyfish kom for tæt på, mens jeg snorklede, og jeg har også skåret mig på koraller, men jeg er aldrig blevet forgiftet af det for alvor. Men jeg har tænkt tanken, mærket angsten, og jeg har set skiltene på stranden, der advarede mod giftige box jellyfish.

Jeg har set rigeligt med kryb i troperne, slanger, edderkopper, varaner, gekkoer, knælere, flyvende hunde osv, ingen af dem rigtig farlige, men jeg har læst om dem, og jeg har vidst, at de farlige også var der.

Jeg har aldrig mødt nogle af de væsner, rovdyr eller lokal overtros ånder, der siges at luske omkring i den kulsorte tropenat, men jeg har hørt noget skrabe mod hytten, noget udenfor.

Og alt det inspirerede mig til min nye tropegyser ‘Ø’. Man har altid noget med hjem fra rejser. Noget indeni. Hvis man altså kommer hjem igen …

Husk at like opslaget, følg bloggen og tilmeld dig mit nyhedsbrev.