En forfatters økonomi

Tags

At være forfatter, økonomi, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Sjette indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Lad os bare starte med at slå det indlysende fast først: Det er pissesvært at tjene penge på at skrive bøger. Basta. Men dette indlæg vil ikke handle om forfatteres svære indtjeningsmuligheder eller dårlige betaling, for forfattergerningens økonomi rummer mange udfordringer både for de forfattere, der tjener godt, og dem, der ikke gør, og det er disse udfordringer, dette indlæg vil handle om.

Så hvis du leder efter råd til at tjene mere, så må du kigge andre steder, her fokuseres på de generelle menneskelige udfordringer og bekymringer som følger med jobbet. 

For en forfatters økonomi er vanskelig at håndtere, hvad enten man som mange ligger et godt stykke under, hvad samfundet ellers lader til at opfatte som fattigt, eller er en af de heldige få, der klarer sig igennem, eller måske endda er blevet velhavende af at skrive.

Så, ja, mange forfattere bekymrer sig meget om økonomien. Og ja, det er pissesvært at tjene penge. Jeg har selv mine søvnløse nætter af og til, og fordi det er en så usikker levevej, har jeg faktisk kun helt ro i maven, når jeg kan se et år eller mere ud i fremtiden og vide, at jeg nok kan klare den så langt. 

Her følger de udfordringer en forfatters økonomi rummer.

Usikkerheden

Glem alt om fast månedsløn. Der er ingen faste indtægter i en forfatters liv. Og der er ingen iøjnefaldende indbygget retfærdighed i indkomsten. Der behøver ikke være en sammenhæng mellem den tid, man har investeret i sit værk, og de penge man ender med at tjene på det. Det gælder også, når det kommer til sværere målelige størrelser som kvalitet og nødvendighed. Det er meget et spørgsmål om held eller at ‘ramme noget i tiden’ eller tilfældigvis at blive bemærket af de rette på det rette tidspunkt. Man kan gøre sit bedste, men intet er givet på forhånd.

Pengene er meget længe om at finde vej til forfatteren

Man tjener som udgangspunkt ikke penge på at skrive bøger. Man investerer sin tid og flid. Det kan tage meget længe at skrive en bog. Fra måneder til flere år. Og det arbejde er ulønnet som udgangspunkt. Bogen skal udgives, før den kan tjene penge. Forfattere får ikke løn, de får royalties, altså en andel af bogssalgets indtjening. Bortset fra et eventuelt og gerne beskedent forskud, udbetales royalty først året efter bogens udgivelse. Groft sagt: Et år til at skrive en bog, et halvt til at udgive den, og så først royalty året efter udgivelsen. Alle øvrige indtægter, som en bog kan udløse til en heldig forfatter, vil oftest også først komme længe efter udgivelsen.

Pengene udbetales gerne årligt

Er du typen, der altid har overtræk på kontoen sidst på måneden? Så vil en forfatters virkelighed næppe virke beroligende på dig. Du kan nemlig glemme alt om løn hver den første. Forfatteres indtægter varierer og deres indtægtskilder er ofte meget forskellige, men fælles er, at forlag udbetaler royalty en gang om året, gerne om sommeren. CopyDan-udbetalingen, hvis skoler har kopieret ens værker, udbetales også årligt. Biblioteksafgiften, hvis ens bøger er at finde på landets biblioteker, udbetales også årligt. Selv hvis du tjener godt, så kræver det altså, at du kan styre dit forbrug, for pengene skal strækkes året rundt.

En forfatters indkomst er B-indkomst

Det betyder, at der IKKE er trukket skat, når beløbet udbetales. Det skal man som forfatter selv sørge for at få gjort. Det kan være en udfordring at overskue. For ikke nok med, at man selv skal sørge for at betale sin B-skat, så er samfundet bare ikke indrettet til forfatterens skæve indkomst. Samfundet er indrettet til folk med fast månedlig løn. Derfor skal B-skat betales i månedlige rater. Man kan ikke sige, at hallo jeg fik sgu 25.000 i biblioteksafgift, kan jeg få lov at betale min skat af dem nu, så jeg ved, hvad jeg har at bruge af resten af året? Nej, de skal betales i månedlige rater. Og disse rater fastlægges året i forvejen, hvilket betyder, at man ikke bare skal betale sin b-indkomst i månedlige rater, men man skal faktisk begynde at betale skat af indkomsten, før den er tikket ind på kontoen. Nogle forfattere snubler i skatten. 

Glem alt om overarbejde

Altså, du kan arbejde alt det, du har lyst til, bare rolig. Og mange forfattere arbejder røven ud af bukserne. Men måske er du vant til at kunne tage lidt overarbejde på jobbet, eller et par ekstra vagter, hvis der er uforudsete udgifter, eller økonomien bare er tynd i en periode. Som forfatter er der ikke meget, du kan gøre i sådan en situation. En bog tjener først penge, når den er udgivet, og selvom der ER sideindtægter af forskellig art, som man kan være heldig at få som forfatter (foredrag, oversætterjobs, artikler til aviser og blade. osv.), så er forfatterlivet lidt skruet sådan sammen, at disse oftest byder sig til, når man har masser af vind i sejlene, mens de ofte glimrer ved deres fravær i de svære perioder. Man kan søge et legat og håbe, at man er heldig, men der er ikke legater til alle. 

Glem alt om pension

Som lønmodtager indbetaler man automatisk en del af lønnen til forskellige pensionsordninger, så ens alderdom er sikret. Som forfatter sker det ikke. Da langt de fleste forfattere og andre kunstnere i øvrigt lever et stykke under de forskellige forslag til fattigdomsgrænser, som luftes fra politisk side fra tid til anden, er der sjældent råd til at spare op til pension selv. Når valget står mellem mad og husleje nu og her, eller muligvis en gang når man er gammel, hvis man lever længe nok, så giver valget lidt sig selv. Man kan håbe, at biblioteksafgiften stadig kaster lidt af sig, når man bliver gammel. Og det er det. 

Du er uden for systemet

Jeg var lidt inde på det allerede oppe ved B-indkomsten og pensionen, men systemet er simpelthen ikke særligt smidigt, når det gælder alternative indkomstformer. Du vil opleve at være udenfor og blive set skævt til og forsøgt presset ind i de kasser, samfundet fungerer efter. Sygedagpenge, A-kasse, skat, banker. Du vil konstant blive mødt med mistanke eller ubrugelige løsninger og umulige krav. Du passer bare ikke ind. Og det er DIT problem. Det kan let komme til at føles, som om du overlever på trods af systemet og måske endda mod systemets vilje, og det er jo egentligt sært og underligt, når nu der samtidig udbetales bibliotekspenge og legater til forfattere. 

Din indtægt kan være stærkt svingende

Et år kan du være heldig at sælge mange bøger, filmrettigheder og andet. Det næste udkommer der måske ikke engang en ny bog. Det er en konstant bølgegang i bedste fald. Du skal kunne overskue at lægge til side i de gode tider, så der er noget at leve for i de svære tider. Og det selvom din årsindtægt sjældent er noget at prale af. 

Din indtægt er meget sårbar

Selvom du gør dit bedste og gør alt det rigtige og er talentfuld og flittig, er din økonomi sårbar. I nogle tilfælde skal der ikke mere end en sur lektørudtalelse til for at ødelægge en bogs økonomi – og altså din årsindtægt. En enkelt morgensur person har magten til det, og den bruges med jævne mellemrum. Fortjent som ufortjent. En planlagt filmatisering af en af dine bøger kan ligeledes falde fra hinanden, fordi en enkelt person undervejs afviser den. Et legat kan gå til en anden, fordi én person i legatudvalget ikke orker dig. En boghandlerkæde kan undlade at indkøbe din nye bog, fordi indkøberen ikke tror på den. Forlaget kan opsige samarbejdet, fordi din redaktør er blevet fyret eller forlaget har fået ny direktør, der vil skabe en ny forlagsprofil. En politiker beslutter et eller andet, som spænder ben for dig, og bare rolig, det gør de alt for ofte. Din økonomi hænger altså mere eller mindre konstant i en tynd tråd, og der skal ikke meget andet end en dårlig dag for en person, du måske aldrig har mødt, til, før du er fucked. 

Du vil konstant blive presset til at arbejde gratis

Og nogle gange gør man det. Fordi der skal jo ske noget, eller hvis man lige gør dit og dat, så sker der måske det og det, og den og den dør kan måske åbnes, så man kommer videre eller blive bemærket. Eller også gør man det som en vennetjeneste, fordi den slags gerne giver noget igen. Troede man. Men meget ofte vil du ikke opnår andet end at arbejde gratis. Det kan være en internetboghandel, der gerne vil bruge dig som sparringspartner, og du tænker, at det vil du gerne, for mon ikke de så gør dine bøger mere synlige. Det kan være et foredrag eller en oplæsningsevent, og du tænker, at så kommer der da nogen og får måske øje på dig. Det er da bedre end at sidde derhjemme og være overset. Det kan være et magasin, der vil have skrevet en artikel, men ikke lige har pengene. Det kan være et filmprojekt, der med garanti vil tjene millioner til dig, hvis du bare lige … 

Det er utroligt så meget ulønnet arbejde en forfatter kan få. Og pudsigt, at alle andre på disse projekter gerne lønnes. 

Jeg læste tidligere på året, at Hemmingway levede efter den benhårde regel, at han ikke måtte bruge flere penge, end han tjente det pågældende år, selv hen imod slutningen af hans liv, hvor han var en holden mand. Det betød, at han spinkede og sparrede, selvom han strengt taget havde penge nok. Det kan undre, men måske knap så meget, når man ved, hvordan en forfatters økonomi er skruet sammen, og hvor benhård en vilje, der skal til, for at få enderne til at nå sammen. Også selvom man regnes for en af sin tids største forfattere, som Hemmingway gjorde, og er vandt til at sælge mange bøger og filmrettigheder og hvad ved jeg. Har man ikke den vilje, ja, undskyld, hvis jeg lyder som en fra Cepos nu, men uden den vilje og det økonomiske overblik, så kan forfatterlivet ende i et økonomisk mareridt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som er en smule tabubelagt, nemlig : At blive anmeldt

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Det ensomme job

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, Ensomhed, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Femte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det kommer næppe bag på nogen, at en stor del af arbejdet med at skrive bøger foregår i ensomhed, i forskellig grad isoleret fra omverdenen. Nogle har brug for mere ro omkring sig end andre, men det er alligevel svært at se forfattergerningen som et udadvendt job som sådan. Selvom der selvfølgelig kan være en udadvendt del, når bøgerne skal formidles og sælges, men i sit udgangspunkt er bøger noget, man skriver alene. 

For os, der frivilligt vælger en livsstil, der rummer så mange timer tilbragt i ensomhed, lyder det nok ikke for mange af os som nogen større byrde at få lov at tilbringe en stor del af tiden alene og i fred. Vi er overvejende introverte mennesker, måske oven i købet i en sådan grad, at lige præcis den side af forfatterlivet faktisk tiltrækker os. Mange forfattere opfatter, især i starten af karrieren, før ens ting blev udgivet og det måske blev alvor på en anden måde, det at skrive som et helle, et sted, hvor man kunne finde ro til at folde sig ud, en pause, en frihed, en velsignelse måske endda. 

Måske er det derfor, vi ikke ser ensomheden som noget problem før meget sent. Jeg ved fra mig selv, at jeg i de svære perioder, som der desværre har været flere af end de lette, har søgt mere ensomhed, mere isolation, for i det mindste at få skrevet noget. Som vi var inde på i sidste indlæg (Den frygtede skriveblokering), så er en forfatter, der ikke skriver en sølle størrelse, og vi — eller jeg i hvert fald — kan have gjort problemerne meget værre i desperation over ikke at skrive. Nok. 

Ensomhed har aldrig skræmt mig. Jeg har direkte BRUG for at kunne trække mig fra andre mennesker indimellem. Selv min elskede familie. Behovet for isolation omkring mig, når jeg arbejder, er heller ikke blevet mindre i løbet af min karriere. Tværtimod. Da jeg var ung, kunne jeg godt skrive, selvom der var andre i den lille to-værelses, jeg boede i. I dag kan jeg dårligt have, at der er nogen hjemme i den tre gange så store fire-værelses, jeg bor i nu, og jeg kan ikke høre musik, mens jeg skriver, og jeg kan ikke have nogen kontakt overhovedet, før jeg sætter mig til at skrive. Det er rent ud blevet for meget. Stadig har det været svært for mig at erkende, at den form for isolation ikke gjorde noget godt for mig, og at hvis det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive, så burde jeg måske slet ikke skrive. Der ER vigtigere ting i livet. 

Når alt der her er sagt, så er forfattergerningen heller ikke et job og et liv, hvor man blot skal håndtere den simple ensomhed det er at være alene nogle timer hver dag, hvor man skriver. At være forfatter er faktisk et liv i ensomhed og alene på rigtig mange måder ud over den tid, man bruger på at skrive. 

Man er alene med ansvaret. Det er forfatteren og ingen andre, der står for skud, hvis bogen ikke er god. Nok.

Det er svært at dele sit liv, sine tanker om arbejdet, sine bekymringer eller drømme og planer med andre, der ikke skriver. For nok lytter de, men det er virkelig en fremmed verden, og selvom de elsker en og gerne vil, så forstår de sgu ikke rigtig.

Man kan endda ofte ende i en situation, hvor det der forfatterhalløj ikke rigtig tæller som et rigtig arbejde. Man kan opleve mildere former for socialudelukkelse, som at ens argumenter eller poltiske opfattelse fejes af bordet, fordi man jo ikke er en del af den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har et rigtigt job. 

Nogle typer lader endda til at mene, at alle kunstnere og forfattere er forkælede samfundsnassere, man ikke kan tage alvorligt. Og selvom man selvfølgelig ikke bør tage de typer alvorligt, så tæller de på isolationsbarometeret, og på kedelige tidspunkter i ens forfatterliv, kan det godt bide at blive mødt på den måde. 

De eneste, der egentligt forstår en, er andre forfattere, men det kan være svært at tale med mange af dem, fordi hånden på hjertet, vi er alle konkurrenter. Der er ting, man ikke deler med sin konkurrent. 

Man er alene i forhold til forlaget. Manges ellers nærmeste samarbejdspartner og ofte vigtigste fagligt-sociale kontakt. Redaktøren. Forlagsfesterne. Men forlag og forfattere er meget sjældent jævnbyrdige parter. Flopper forfatteren, har forlaget andre forfattere, andre bøger, ellers finder de dem. Man er også alene i forhold til kontraktforhandlinger og selve samarbejdet med forlaget. Redaktøren arbejder ofte på en gang med mange kontorer, hvor man mødes i kantinen eller stikker hovedet ind hos naboen, hvis man har brug for at vende noget. Forfatteren går hjem til sig selv. 

Men selvudgivere er kun endnu mere alene. Her er der ikke engang et forlag at mødes med og dele bare en fornemmelse af ansvaret med. Her er man helt alene. 

Man er alene med sin økonomi. Det er alle selvfølgelig, MEN en forfatters økonomi er så anderledes, at den simpelthen ikke giver mening for almindelige mennesker, eller for samfundet som sådan. Man er uden for de kasser og logikker, der rummer almindelige mennesker. Og det er også en form for ensomhed.

Selv de steder, hvor forfattere forsøger at stå sammen, i forfatterforeningerne, i forskellige litterære grupperinger osv. kan man hurtigt opdage, at der er så stor forskel på forfatteres levevilkår, tankegange og rummelighed, at man måske ikke føler sig repræsenteret eller sågar velkommen i disse sammenhænge, og ja, så ender ensomme, introverte mennesker let med at føle sig udenfor. Og trække sig.

Og udenfor er en meget skidt følelse for en, der i forvejen måske er for meget alene. 

Men hvad stiller man op? Vi forsøger jo alle at gøre noget. Vi opsøger sociale sammenhænge, bogmesser, forfatterforeninger, forlagsfester, hvor vi kan møde andre mennesker, uden at være den sære forfatter (kan du leve af det?), så godt det nu lader sig gøre, og nogle gange er det skidegodt. Andre gange ikke. 

Nogle forsøger at gøre jobbet mindre ensomt ved at skrive på cafeer eller leje sig ind i kontorfællesskaber. Det har jeg aldrig kunnet få mig selv til. Måske af blufærdighed, måske fordi skønlitteratur er vanskeligere at arbejde med. Man skal rumme hele universet, alle tanker og følelser på alle personer, der er tilstede i den scene, man skriver, mens man skal have nogenlunde styr over, hvor hele historien bevæger sig henad. Skrev jeg faglitteratur eller journalistik var det måske en anden sag.

Nogle skriver bøger sammen. Så er man i det mindste to om det. To om ansvaret, to om tankerne, to om det hele. Men det kræver nok, at man har god kemi sammen, tænker jeg, og lad os se det i øjnene, nogle af os er nogle kantede typer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Ene, men stærk, siger man. Skal man have nogen som helst chance for at overleve som forfatter, så skal man være det. Man skal ikke bare kunne håndtere ensomhed, men at være alene på alle de måder, forfattere er alene på, og for nu at være ærlig, her få måneder efter mit 25-årsjubilæum, så kan det vise sig langt vanskeligere, end hvad man måske lige forestiller sig. Bare så du ved det. 

For er man meget alene, føler man sig lidt udenfor i mange sammenhænge, har man lidt tendens til at isolere sig, når livet er svært, og har man en hjerne, der er trænet i at opbygge fiktive universer og udlægge skjulte sammenhænge og motiver, så har man en cocktail, der kan være rigtig farlig. Og de ting er jo samtidig de ting, man må rumme, hvis man overhovedet vil være forfatter, så det ligger lidt i kortene på forhånd, at dette kan gå rigtig galt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som vækker konstant bekymring blandt de fleste kunstnere: Økonomien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Den frygtede skriveblokering

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Fjerde indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Forfattere har ry for at være krukkede. Måske endda en lille smule diva-agtige. Vores liv er også ret anderledes end de flestes, og det kan være svært, nogle gange selv for andre forfattere, at holde ud at høre på vores kvaler. Jeg ved, at nogle allerede har givet udtryk for, at denne blog-serie – og sikkert også den bog, jeg sideløbende arbejder på om emnet – er udtryk for forfatterkrukkeri. Som en anden forfattertype skrev i en kommentar, da jeg delte et af indlæggene i en forfattergruppe på Facebook: Så havde han børn at forsørge og havde derfor ikke tid til den slags klynk.

Nu har jeg selv og mange andre forfattere nu også børn at forsørge, og det er endda min erfaring, at intet af alt det her bliver lettere at håndtere, når man også har ansvaret for et par unger oveni. Og slet ikke, hvis man forsøger at fortrænge det. At bide tænderne sammen og stå det igennem fungerer fint, indtil det pludselig overhovedet ikke gør længere. At tale om det, se det i øjnene, giver en muligheden for at lære at håndtere det bedre eller måske styre helt uden om.

Så lad os springe ud på dybt vand og tage fat i det måske mest forhadte og krukkeribeskyldte ved forfatterlivet overhovedet. Denne sære lidelse, der kun rammer forfattere og skrivende mennesker, og i hvert fald ikke gør os lettere at holde ud at høre på: Skriveblokeringen.

Sidste gang slog vi fast, at det at skrive en bog er en stort arbejde, og der faktisk kun er en måde at få det gjort på, at skrive dag efter dag og blive ved, indtil bogen er færdig. Så let er det bare ikke altid.

Man arbejder alene, og alt foregår inde i ens eget hovedet, og man har selv ansvaret for at få det gjort. Derfor bliver en god arbejdsdag hurtigt en, hvor man har skrevet godt, hvor man beviseligt for måske især sit eget stejle over-jeg skam har lavet noget, at man er på vej, at man er ved at løse opgaven, at man fortjener at kalde sig forfatter, for man får skrevet noget. I det mindste. Og det føles godt.

En forfatter er en, der skriver, ikke sandt?

Har du nogensinde bemærket, at nogle forfattere går meget op i, hvor mange ord de har fået skrevet samme dag? Som om antallet af ord er bevis for et eller andet. Mon det er derfor? Se, over-jeg, jeg skriver, jeg arbejder!

Jeg selv tæller ikke ord, men kapitler. Når jeg skriver, skal der skrives et kapitel om dagen, nogle gange to, men kun tre eller flere, hvis jeg er meget nær enden af bogen, for det går ikke at skrive sig så træt eller tom, at man ikke kan skrive dagen efter. Jeg vil hellere skrive to kapitler på to dage, end tre på en dag, fulgt af en dag, hvor jeg ikke har mere at give af. Det er vigtigt at føle, at man er i gang. Man holder sig kørende på det lille sus, den lille rus, at man er i gang. Så er alt godt. Sikkert også dagen efter.

Så når man pludselig ikke får skrevet og ikke kan dag efter dag, så slår det hårdt. En ting er, at man ved, at man burde kunne, man har gjort det før, måske har man endda allerede gjort et stort forarbejde, så det burde være lige til at gå til, og så vil det bare ikke ud. 

Måske sidder man foran computeren og skriver en sætning eller to for at slette den igen, måske sidder man der ikke engang, fordi man kan mærke, at der bare ikke er hul igennem, at man er låst indeni. Jeg behøver næppe påpege, at ens indre dialog ikke altid er voldsomt opbyggende i de perioder, vel?

Det er IKKE nogen fed oplevelse, og for nogen kan tilstanden vare i måneder, måske endda år.

En forfatter, der ikke kan skrive, er en sølle størrelse, og hvor længe kan man blive ved med ikke at kunne skrive, før man ikke længere er forfatter, men bare langt ude i tovene?

Selvom der er psykologer, der tilbyder hjælp med skriveblokeringer, og begrebet  hverken er nyt eller en ubeskrevet lidelse, som sådan, så er det alligevel en besynderlig størrelse. Det er mig bekendt ikke en officielt anerkendt lidelse, og det kan måske undre i en tid, hvor der ellers er diagnoser for det meste.

Så bare for sjov, så lad os forsøge at sætte ord på lidelsen. Der er altså tale om en psykisk blokering, som rammer skrivende mennesker, forfattere især, og stort set ingen andre. Lidelsen kommer til udtryk ved, at forfatteren ikke kan skrive.

Mange forfattere taler ikke om skriveblokeringer, man vil helst tie dem ihjel og komme videre i teksten, selvom det ikke altid er muligt, så også den byrde bærer mange alene. Andre forfattere taler meget højlydt om, at de er midt i en skriveblokering, og selvom det kan virke hårdt sagt, så har jeg af og til haft en fornemmelse af, at nogle af dem havde så travlt med at være ‘forfattere’, at de ligesom også skulle leve den del med skriveblokeringen igennem, som om også dét var en oplevelse i deres spændende forfatterliv. Jeg tror, den hårdhed, jeg har oplevet i mig selv i de tilfælde, er den samme form for overlevelsesmekanisme, som får nogle kvinder til at bebrejde en voldtagen kvinde hendes letsindighed. Det er ikke smukt, men det giver én en form for tryghedsfølelse, som selvom den er både grim og falsk, så dog bilder en selv ind, at det ikke vil ske for en selv. For man frygter det, jo.

Men hvad stiller man op? Hvordan undgår man skriveblokeringer? Hvordan overvinder man dem, hvis man er havnet i en?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes gode og klare svar, som virker hver gang og på alle. Det sidste er jeg faktisk ret sikker på ikke er tilfældet. Meget virker, indtil det ikke virker længere.

Dog er jeg ret sikker på, at skriveblokering ikke er en lidelse i sig selv: Det er et symptom. Det er ikke sådan, at man får en skriveblokering og så kan man ikke skrive. Nej, der er andre ting på spil, som fucker med ens hjerne, med ens selvopfattelse, med ens selvværd, med ens ret til at være til, med ens fantasi, og så lukker man ned. Skriveblokering er blot et ord for at være lukket ned. Det er ikke skriveblokeringen, der lukker os ned.

Det er noget helt andet. Måske er skriveblokeringen i virkeligheden et af de grimmeste symptomer på, at forfatterjobbet kan være pissesvært at håndtere. Så svært at man brænder sammen indeni og det vigtigste i en forfatter kvæles, nemlig fantasien og lysten til at skrive.

Et par tricks, jeg har haft held med, når jeg har haft svært ved at skrive, og som har virket nogle gange, er, at skrive i hånden i stedet, eller flytte om på arbejdsværelset, eller skrive andre steder, eller vælge IKKE at skrive og lave nogle andre ting i stedet. Rydde op i kælderen eller noget. Nogle gange kan små ændringer af den slags åbne op for en fantasi, der er gået i baglås.

Bliver man siddende for længe uden at komme nogen steder, skal passe på sig selv først og fremmest. En skriveblokering kan skubbe en meget langt ud i tovene, og det hjælper ingen, at man presser sig selv til man falder fra hinanden. Men at slippe kan så vise sværere end man lige skulle tro. For ambitioner, selvdisciplin osv kan vise sig at være negative kræfter, når man er kørt fast eller føler, man mislykkes.

Fremover vil jeg runde forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som til sammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde figthertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som mange af os døjer med: Ensomheden.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

At skrive en bog er ingen let opgave

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Tredje indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det virker næsten fjollet at måtte starte her, for hvordan skulle nogen kunne være i tvivl om, at det at skrive en roman på måske flere hundrede sider er et stort arbejde. Men sandheden er, at mange undervurderer, hvor stort et arbejde det virkelig er. Selv forfattere, der allerede har skrevet flere bøger. Selvom det lyder tåbeligt.

Det er det nu ikke. Tværtimod er det næsten naturligt, at man vil komme til at undervurdere det, og i værste fald køre sur i det af samme grund.

Hvis du ikke allerede har læst første indlæg i serien, så vil jeg opfordre dig til det. Du finder indlægget lige her: Drømmejobbets svære bagside.

For det er let at komme til at undervurdere det hårde, slidsomme arbejde, når man måske har drømt om at komme til at leve af at skrive i mange år, og alt det her med at være fri — fri for chefer, fri for mødetider, fri for myldretidstrafik, fri for sure morgener med slud og sne, fri for alt det, der gør livet surt, som det er — får forfatterlivet til at ligne en dans på roser. Man er jo vant til at arbejde hårdt i forvejen, otte timer om dagen, måske mere. Man har måske allerede skrevet længe i fritiden, når man kunne finde tid til det, og det har føltes som alt andet end hårdt arbejde, det har været et helle, noget man gjorde for sig selv, noget man fandt glæde i at gøre.

Og så er man pludselig der, hvor det faste job måske er sagt op, og man har hele dagen at skrive i, hele dagen som kun skal bruges på noget, der altid har været lystpræget og rart at beskæftige sig med, og hvem i den drøm tænker ‘puha, sikke et mas, hvordan skal jeg nogensinde blive færdig’?

Selvfølgelig undervurderer man arbejdet. Selvfølgelig undervurderer næsten alle omkring én arbejdet, venner, familie, gamle kolleger. Måske anerkender de den mængde selvdisciplin, der skal til at få det gjort, men det er ofte også så langt det rækker. Men vi skal ikke tale om selvdisciplinen i dette indlæg, det kommer senere i et andet indlæg, vi skal lige først blive enige om at acceptere, at det er en pissestor og svær opgave at skrive en bog.

Også selvom du måske tidligere har skrevet et par stykker eller flere, som har været lette og måske endda sjove at arbejde med, så lad os lige få det helt på det rene: Det kræver mange timer at skrive en bog på flere hundrede sider. Det er ikke en lille opgave. Det er ikke en let opgave. Slet ikke, når det pludselig bliver alvor.

At skrive en bog er et langt, sejt træk, der ofte tager måneder eller år at færdiggøre. At undervurdere opgavens størrelse, de mange timer, der skal lægges i det, og hvor meget en bog, man går og skriver på, kan fylde i ens liv, især når det ikke bare flyder ud af en, er lige til at knække nakken på.

At skrive en bog er en stor opgave. Der er mange sider, der skal skrives. Meget at tænke over, meget at skrive om, meget at redigere, meget at skære ud, meget at gå i stå over på halvvejen, mange timer at sidde foran computeren, mange timer alene, mange dage at leve med bogens univers, mange uger uden at føle, at slutningen er kommet nærmere, mange måneder, hvor hverdagen tager over, magien svinder bort, og man lige pludselig hellere vil alt muligt andet, men den fucking bog skal jo skrives, selvom man måske kommer til at tvivle på, om idéen overhovedet holder. For der er meget langt fra de første magiske idéer, til bogen er klar til udgivelse. Det er der bare. Og det bliver ikke ved med at være et helle i livet, det vil ikke være sjovt hver eneste dag.

At skrive en bog er en stor og svær opgave. Basta.

Hvis man negligerer opgavens størrelse, (måske fordi man ikke vil virke forkælet eller klynke over sit luksusliv — det sidste står der altid nogen klar til at pege fingrer af, tag ikke fejl af det), og måske forsøger at klemme ballerne sammen og gøre sig hård for tage sig mere professionel ud, om det så bare er i egne øje, eller fordi man er bange for at slå fejl, så er man allerede godt på vej til at lægge fælder for sig selv. Og tro mig, der rigeligt i forfatterlivet at snuble over i forvejen.

Så husk på, at det er en stor opgave, det er ikke let.

Og ja, jeg har selv snublet i at undervurdere opgaven igen og igen. Det bliver ikke nødvendigvis lettere at lade være med, bare fordi man efterhånden har skrevet en del bøger. Måske endda tværtimod. For hvorfor skulle det være sværere denne gang?

Men selv bøger, der er sjove at skrive, og hvor det nærmest bare flyder ud af en, de er altså også et stort arbejde, der kræver mange timer, dage, uger, måneder, år …

Næste gang er det vist tid til at runde den blandt forfattere frygtede lidelse, der går under navnet: Skriveblokering.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Forfattersind

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Andet indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Jeg tror, det var Johannes Riis, den tidligere skønlitterære direktør for Gyldendal, der i en af sine taler til efterårsreceptionen omtalte forfattere, som mere følsomme mennesker end andre. Jeg kan huske, at jeg følte mig provokeret af talen, fordi jeg synes at høre en nedladende holdning om, at forfattere var en slags børn, som ikke kunne klare sig uden et fornuftigt forlag til at passe på dem. 

Men måske kom jeg netop til at bevise påstanden ved at blive provokeret, ikke at vi var børn, der ikke klare os uden forlag, men i at vi måske ER ret følsomme og måske endda nærtagende? 

Forfattere er en meget broget flok og er mindst lige så forskellige som alle andre mennesker er, men der også ligheder, eller ting, der går igen hos mange af os. Selvom vi er forskellige. 

Vi er trods alt mennesker, der får en idé, en fantasi i vores hjerner, som bliver så levende og så vigtig for os at få ud, at vi sætter os ind i et lille mørkt kammer, muttersalene, og skriver den ned i måske måneder, nogle gange år. Uden at vide om vi kan eller ej, uden at vide om nogen nogensinde vil læse det eller udgive det eller om vi spilder tiden. Det er altså ikke helt normalt at gøre. 

En ting, vi har til fælles, er kærligheden til bogen. Og når man er som os, så forekommer det næsten helt naturligt, at den kærlighed en dag vil få en selv til at forsøge at skrive en bog. Vi har ofte fundet et helle, et sted, hvor vi kunne være i fred, i bøgernes fantasiverdener, og en dag kommer lysten til at tage magten og selv styre den verden. 

Spørger man forfattere, tror jeg, at de fleste ikke opfatter det skridt som andet end helt logisk og meget naturligt, men det er det ikke.

De fleste mennesker, der forelsker sig bogen, begynder nemlig ikke at skrive selv. De bliver i stedet bibliotekarer, boghandlere, anmeldere, litterater eller, ja, de fleste bliver ‘bare’ ved med at være læsere — og føler ingen trang til andet. 

Det er os, der anderledes. 

Vi kender vel alle sammen vendingen med, at det ikke er til at sige om kunsteren er gal eller genial.

Da jeg begyndte på den interviewbog, jeg arbejder på, om forfatterlivets bagside, opdagede jeg, at der findes videnskablige undersøgelser, der slår fast, at der er flere sindslidende blandt kreative mennesker, og flere kreative mennesker blandt sindslidende.

Det sidste er næppe overraskende, for det at udfolde sig kreativt, det at male eller skrive, kan sagtens rumme en form for terapi, det kan være en måde at komme over livskriser eller sætte forskelligt på plads. Skabe orden. Få det ud. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle er småpsykotiske eller depressive og selvmordstruede, blot at der er flere blandt os end blandt kassedamer eller kontorassistenter eller bankdirektører. 

Måske kommer det kreative et sted fra? Måske er vi mere sensitive? Os kreative.

Misbrug blandt kreative er heller ikke uhørt. Det sker. Blandt forfattere er det nok mest alkohol, men det er svært at spotte den slags i et land, hvor voksne dårligt kan mødes uden at drikke. 

Vi forfattere er også oftere introverte. Det giver næsten sig selv. For en ultraekstrovert personlighed ville det jo nærmest være tortur med al den ensomhed, det ofte kræver at skrive en bog. Ekstroverte kreative vælger ofte andre udtryksformer: Musik, teater og den slags. 

Alt det her blot for at sige, at ja, vi er sgu nok lidt sære, os skønlitterære forfattere. Vi er måske mere sensitive, mere følsomme, mere sårbare. Vi er oftere dem, der blev mobbet og var uduelige til idræt i skolen, end de populære, der elskede sport. Nogle af os har oven i det døjet med sindet fra tid til anden. Jeg ved, at jeg selv har. Jeg har aldrig fået en diagnose, så jeg ville faktisk ikke tælle med blandt de kreative med sindslidelser i førnævnte undersøgelser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg forvildet mig ned til lægen på de mest langt ude tider af mit liv, så kunne jeg måske godt have fået en diagnose, hvad ved jeg?

Så altså, lad os bare eje den del. Forfattere er ikke som andre — og måske ligger noget af forklaringen på, hvorfor mange af os indimellem har det svært med livet lige her. 

Men det er min tese, min påstand, min erfaring, at en stor del af forklaringen også ligger i selve jobbet. At være forfatter kan være noget af en mundfuld at håndtere, også for helt normale tykhudede, omstillingsparate konkurrencesamfundsdanskere. Hvis du ikke passer på, kan forfatterjobbet slå dig i stykker. 

Men hvad fuck gør man så? Hvis der er en sammenhæng mellem de skæve sind og kreativitet — og de kreative jobs, her forfattergerningen, samtidig er alt andet end et skånejob?

Hvad gør man?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Det er blandt andet, derfor jeg arbejder på min bog om emnet, hvor jeg interviewer forskellige erfarne forfattere om deres oplevelser med jobbet. For hvad gør man? 

Vi kan i hvert fald starte med at sætte ord på de svære ting, så vi ved, at vi ikke er alene med dem, så de ikke længere skal være noget, vi går alene og skammer os over, så andre måske kan være bedre forberedt, end vi var. 

Det gør jeg så i bogen, der forhåbentlig vil udkomme i 2021, og her på bloggen frem til udgivelsen. 

Næste gang vil jeg fortælle lidt om arbejdsbyrden med at skrive en bog — det er alt andet end en lille opgave at kaste sig ud i. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Drømmejobbets svære bagside

Tags

Bagsiden, Den kreative branche, Depressioner, Drømmejob, Forfattersind, Kunstnersind, Om at være forfatter

At være forfatter er jo meget tæt på at være et drømmejob. Man lever ikke bare af noget, man virkelig holder af at arbejde med, noget, der er ens hobby eller måske endda ens kald her i livet, nej, man lever af noget, man selv bestemmer, hvad er. Man beslutter selv om den og den historie skal fortælles eller ej. Man står op, når det passer en, man kan tage fri uden at spørge nogen om lov. Der er ingen chefer. Ingen mødepligt. Ingen mus-samtaler. Ingen der siger, hvad man skal eller ikke skal. Ingen dresscode. Man kan arbejde i underbukser, hvis man vil. 

Man får mulighed for at dele sine tanker med resten af verden, og man oplever endda, at der er nogen derude, der lytter og læser med. Man giver noget til verden. Man har et formål, der er større end bare det at gå på arbejde og tjene til huslejen.

Oven i det så er forfattertitlen velanset ude i samfundet. Man er lidt noget særligt, når man kan kalde sig forfatter. Man er en del af den kreative klasse. En intellektuel. Måske skriver aviserne om ens arbejde, bøgerne bliver anmeldt, man selv måske interviewet. Man får måske endda sit ansigt på tv. Læsere skriver til en eller dukker op, når man er på bogmesser eller til bogsigneringer. 

Og ja, det er sgu fedt. Det er et frit job, et drømmejob. Et job for de heldige få. 

Det samme kunne man sige om mange andre kreative fag. 

Solsiden er smuk, fri og feteret. 

Jeg har været så heldig det meste af mit voksenliv at kunne leve af at være forfatter. Af og til med lidt hjælp fra andre kreative opgave end lige at skrive, men i det store hele har jeg levet af forfattergerningen siden sommeren 1996, hvor jeg sagde mit job op for at se om vingerne kunne bære.

Jeg har været heldig. Og stædig. Jeg har insisteret på at gøre det på min måde. Jeg er ikke kommet sovende til det. Det har været hårdt arbejde. Som så meget andet. Men hårdt arbejde med noget, der er min hobby, måske endda mit kald her i livet, noget, jeg selv bestemte, hvad var. Jeg skrev de historier, jeg ville, når det passede mig, og jeg spurgte ingen om lov. Jeg har delt mine tanker og følelser med verden, og nogle har endda forstået, hvad jeg forsøgte at sige. Jeg ved ikke, om jeg følte mig velanset ude i samfundet, men jeg kom da i aviserne og i tv, og jeg har modtaget min del af verdens fanbreve.

Det ER et fedt job. Jeg har været en af de heldige få. Og hvis jeg af og til skulle drømme om at lave noget andet, så er det altid noget andet kreativt, noget andet hvor jeg kan udtrykke mig og selv bestemme det meste. 

Men …

For der er et men gemt i det her. Og af og til er det et ‘men’ af den slags, der ophæver alt det, der er sagt før det ‘men’, og det ‘men’ fører til den modsatte ytring. I dette tilfælde til et ensomt mørke, hvor det kan være meget svært at være menneske.

For nok er forfattergerningen et drømmejob, overfladisk set, men det er også et særdeles hårdt job. Et ensomt job, der udmatter følelsesmæssigt og psykisk. Det er ikke for sarte sjæle. Det er ikke let at håndtere forfatterlivet. 

Der er en skyggeside som er alt andet end smuk, fri og feteret. Den er i nogle tilfælde endda tabu. Men tro mig, den er der.

Det samme kunne i øvrigt siges om mange af de andre kreative fag. 

Har du bemærket de mange selvmord blandt kunstnere? Forfattere, musikere, skuespillere. Tove Ditlevsen, Michael Strunge, Ernest Hemmingway, Ari Behn. Depressioner og forskellige former for misbrug er heller ikke ualmindelige blandt de af os, der lever drømmen. Du kan sikkert selv sætte et par navne på her. Og husk så bagefter på, at dem man kan navnene på, det har været dem, der virkelig lykkedes, dem, der virkelig levede drømmen, dem, der opnåede den store forgyldte succes. Det er ikke nødvendigvis lettere at være en af dem, der ikke rigtig lykkedes. Vi lever i et konkurrencesamfund, og man er enten vinder eller taber. Der er intet imellem de to. 

Men hvordan kan det være? Hvordan kan et job, så frit, så fedt, så vidunderligt, være så pokkers vanskeligt at håndtere, at nogle af os falder helt fra hinanden?

Det er heldigvis de færreste af os, der ender helt derude, hvor selvmordet virker som den eneste løsning, men det ændrer ikke på, at der er noget ved de kreative fag, eller noget ved os, der forvilder os ind i den kreative klasse, der halter. Sarte sjæle i jobs, der ikke er for sarte sjæle?

Jeg har selv haft mine svære perioder undervejs. For et par år siden skrev jeg lidt om arbejdet på mine forskellige bøger på min nu lukkede hjemmeside, og en dag, mens jeg var i færd med det, gik det op for mig, at næsten alle mine bøger var blevet til i en eller anden livskrise. Det fik mig til at tænke over det. For jeg er lykkeligt gift med min soulmate. Jeg har to sunde sønner. Vi har haft, hvad vi har haft brug for næsten hele livet. Oven i det har jeg været så heldig at kunne leve drømmen som forfatter.

Men hvis alt var så pokkers godt, og jeg levede drømmen, hvorfor var jeg så så trist det meste af tiden?

Jeg begyndte i det små at tale med andre forfattere og kunstnere om det og opdagede, at mange af dem sloges med meget af det samme. Nogle mere end andre, nogle havde lettere ved at tale om det end andre. 

Nå, men er man forfatter, må man jo skrive om det. Hvad andet kan man?

Jeg er derfor begyndt på en bog om de svære ting ved at være forfatter, en bog, hvor jeg interviewer andre danske forfattere for at lære mere om, hvad de har kæmpet med, og hvordan de er kommet videre. Jeg håber at blive færdig med denne bog i løbet af 2020, så den kan udkomme til næste år. 

Sideløbende vil jeg blogge om mine egne erfaringer og tanker om forfatterjobbets bagside lige her. Så følg bloggen (ude i menuen til højre), hvis du har lyst til at høre mere om det.

En rejse uden kendt mål

Tags

Amerikansk olie, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

De siger, at man skal have mål i livet, at man skal stræbe, yde og blive til noget, men sådan ser jeg ikke livet.

For mig er livet en rejse uden kendt mål. Jeg bevæger mig, øjner måske en retning, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg har indsigt nok til at vide, hvor jeg skal hen. Jeg kender ikke målet med mit liv.

Jeg stræber ikke målrettet efter succes. Jeg er ikke en gang sikker på, jeg ved, hvad succes er. Stor bil, mange penge, ros og lykønskninger? Jo tak, men er det målet med livet? Er det derfor, jeg er i verden? Derfor jeg skriver?

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skriver. Jeg ved bare, at jeg holder af at skrive, og at historierne kommer til mig, når jeg er åben for det. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra, eller hvorfor de kommer til mig. Jeg prøver at skrive dem, så godt jeg kan, og så lader jeg resten være op til historierne selv.

Nogle gange er jeg heldig og tjener mange penge, andre gange er jeg knap så heldig.

Men det har ikke noget med mig eller historierne at gøre. Det har intet med succes at gøre. Intet med at yde eller stræbe efter noget. Det er bare held.

Verden er et kaotisk sted. Når historierne først er skrevet og udgivet, så får de deres eget liv. Hver gang nogen læser dem, sker der noget nyt. Det har lige så meget med læseren af gøre som med historierne eller mig.

Læser den rette person historierne og forelsker sig i dem, kan det ændre mit liv, ligesom det kan fucke mit liv, hvis den forkerte læser dem og ser sig ond på mig.

En historie ingen rigtig orkede, da den udkom, kan år senere få nyt liv, fordi den rette person læste den eller noget i verden ændrede sig, og så kalder man den pludselig en succes. Men historien var den samme, da den udkom, hvor ingen kunne se det fede ved den.

Det er held. Det er ikke noget, jeg kan skabe. Jeg kan kun lade historierne komme, åbne mig for dem, skrive dem, så godt jeg kan, og sende dem videre ud i verden.

Resten er held. Eller uheld.

Livet er en rejse uden kendt mål. Men livet har en mening, vi er her nok af en grund, og måske vil vi forstå det hele en dag, når rejsen er forbi.

Indtil da må vi nøjes med at være tro mod os selv og vore – og takle de forhindringer, livet smider i hovedet på os undervejs.

Livet er ikke en konkurrence. Det er en rejse.

En bid af mig selv

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

Der er tyve noveller i ‘Amerikansk olie’. Tyve glimt af livet og verden, som jeg ser den. De er skrevet over en periode på atten år, og det kan man så, hvis man trænger til at føle sig lidt gammel, spekulere lidt over. For det betyder jo, at de børn, der blev født, mens jeg sad i min slum-baggårdslejlighed og skrev de første af novellerne på en bærbar 286-computer med to-farvet skærm, de børn er voksne mennesker i dag med kørekort og stemmeret.

Men det betyder også, at der er noveller i samlingen, som er skrevet af en ung single Steen Langstrup sidst i 20’erne, en voksen Steen Langstrup i 30’erne med kone og småbørn og en midaldrende Steen Langstrup med store børn og gråt skæg.

Så selvom jeg næsten altid bruger mig selv, mit liv og ting og skæbner omkring mig i mine tekster, så er der et stort spænd i ‘Amerikansk olie’.

Den unge mands famlende og desperate søgen efter noget, der kan give mening i livet, havde jeg tæt inde på livet engang. Den voksne mands frygt for at miste alt, hvis karrieren slog fejl i denne overfladiske og hårde verden, kendte jeg også til engang. Den unge forfatter med arbejderbaggrund, der scorer på udebane, rummer også en bid af mig. Frygten for at miste et barn, kulturchokket i Asien, det hemmelige sted under hængepilen, volden, de dysfunktionelle familier, ensomheder, alt dette trækker også på ting fra mit eget liv.

Men ingen af novellerne er selvbiografiske, ingen af personerne er mig – eller portrætter af virkelige mennesker. Det er fiktion. Det er iscenesættelser. Det er historier, jeg har fundet på, eller som er kommet til mig.

 

Nå, men så fuck de velmenende

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’

 

Det lyder måske underligt, men det var ingen fest at debutere som forfatter for mig. Jeg ved, at det så sådan ud for alle andre. Tre romaner ud i løbet af de første 15 måneder, anmelderroser a la ‘største danske spændingstalent i nyere tid’, filmselskaber i kø for at købe rettigheder, noget der lignede stormløb på forlagets stand på bogmessen i Frankfurt, jobbet blev sagt op, drømmen var blevet til virkelighed.

Men jeg var hverken moden til det, forberedt på det det eller rustet til det, og endnu værre: Jeg kendte ingen, der kunne rådgive mig. Eller bare forstå mig. Jeg var helt alene om at lære at begå mig i en ny verden. En fremmed samfundsklasse med helt sit eget sprog, egne normer og kodeks.

Og så brød jeg mig meget lidt om at være proppet ned i brandingsmaskinens kasse med ‘Underlødig, kommerciel gyserforfatter (hold venligst afstand)’ på siden. Jeg hadede, at at folk insisterede på at vide, hvem jeg var, fordi de havde læst en bog (eller hørt om en bog), jeg havde skrevet.

Jeg var rystet og lidt skuffet over, at den intellektuelle klasse, var så overfladisk. Så jeg besluttede at skrive en roman, der fucking skulle vise dem, at jeg var mere og andet end, hvad de troede. Jeg synes selv, jeg havde en fed idé, en roman, skrevet i en række noveller, der portrætterede min generation, med stærk inspiration fra Irvine Welshs ‘Trainspotting’. Jeg ville tages alvorligt.

Min redaktør var ikke begejstret.

Og så mødte jeg midt i det hele min kone og glemte alt om at skrive bøger i mange måneder. Da jeg endelig kom så meget ned fra forelskelsens lyserøde skyer, at jeg kom i tanke om, at jeg da vist også hellere måtte få skrevet noget, havde jeg tabt forbindelsen til bogen, og jeg valgte, til min redaktørs lettelse, at skrive gangsterkrimien ‘Dope’ i stedet.

Alt dette skete tilbage midt i 90’erne. For længe længe siden.

Men de fire kapitler/noveller fra bogen, som jeg havde nået at skrive, trak stadig i mig. Jeg er normalt ikke typen, der dropper et projekt, når jeg først er gået i gang. Jeg gør tingene færdig. I løbet af de næste år, fandt to af de noveller vej til forskellige antologier, og endte siden i undervisningsmateriale og alt muligt. De tjente endda flere penge end gangsterromanen, jeg valgte at skrive i stedet. Jeg spurgte mange gange mig selv, om det havde været rigtigt at opgive den bog.

Tiden gik. Jeg udgav mange bøger. Skriftede forlag. Og startede siden mit eget forlag, og selvom bogen stadig var død for mig i den form, jeg havde tænkt den til at starte med, så voksede bunken af socialrealistiske og humoristiske noveller alligevel. Bogen var ikke død, den var bare ved at blive til noget andet. I stedet for en roman bestående af noveller, voksede den til en novellesamling, hvor flere af novellerne stadig hang løst sammen.

Den har været længe undervejs, mere end 18 år, men livet (og det at skrive) er ikke altid en snorlige rejse fra A til B. Nogle gange er det omvejene, der gør rejsen værd at tage.

De fire noveller fra det, der skulle have været en roman, er alle med i ‘Amerikansk olie’, sammen med 16 andre.

En ægte Steen Langstrup-bog?

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

‘Amerikansk olie’ er noget ganske særligt. I hvert fald for mig selv. Det er en novellesamling, der består af 20 noveller, og så udkommer den samme år, som jeg kan fejre 20 års jubilæum. Jeg debuterede nemlig med gyserromanen ‘KAT’ den 14. februar 1995.

Og jeg har arbejdet næsten lige så længe på ‘Amerikansk olie’. De ældste af novellerne i samlingen skrev jeg i 1996, før ‘Pyromania’ udkom! Og jeg har lige siden føjet nye noveller til stakken, når der var noget, der ville ud.

Dette er ikke, hvad nogen måske ville kalde ‘ægte’ Steen Langstrup-tekster. Her er ingen gys, ingen kriminelle, ingen spænding, ingen monstre eller blod.

Men fuck alt det der forfatter-branding-tankegang. Mennesker er ikke brands, forfattere skal ikke være stereotyper. Jeg opfatter selv novellerne i ‘Amerikansk olie’ som mindst lige så ægte Steen Langstrup-tekster som noget andet. Ja, jeg ville måske endda sige mere ægte Steen Langstrup. Mere ærlige. Mere direkte. Mindre pakket ind i symbolik.

‘Amerikansk olie’ er verden set gennem min krøllede hjerne. Det er snapshots af livet og skæbnen, kærligheden og kulden blandt mennesker, tabet af uskyld og kampen mod den sociale arv – og man må godt grine indimellem.

Selvom et par af novellerne har fundet vej til aviser og antologier undervejs, og modtagelsen der gav mig et vink om, at jeg måske burde få skrevet den bog færdig, så var det et legat fra Statens Kunstråd, der forpligtede mig til at få gjort noget ved det.

Jeg har altid opfattet det som et langt større arbejde at skrive en novellesamling end at skrive en roman. En novellesamling rummer hele tiden nye universer, nye karakterer, nye toner og rytmer. En roman mere bare er derudad, når man først er kommet i gang. Så havde jeg ikke følt mig forpligtet af det legat, havde jeg nok fundet på at skrive endnu en roman i stedet.

Men så var der lige pludselig et fint og fornemt legatudvalg, som for pokker da ikke ligefrem havde haft for vane at forgylde mit beskedne virke, der mente, at jeg burde få skrevet den novellesamling færdig. Så meget, at de gav mig penge at leve for imens. I hvert fald noget af tiden.

Så her er den, med stor tak til Statens Kunstråd, og en lige så stor tak til alle, der har orket at læse mine bøger i løbet af de sidste 20 år. Jeg er slet ikke færdig med at fortælle historier endnu, så jeg håber, jeg kan lokke jer til at læse med lidt endnu.