Tags
At være forfatter, Den kreative branche, familieforhold, familier, følsomme sjæle, forfatterfamilier, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, kunstnerfamilier, nervøsitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet, Sociale medier
Trettende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’
I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen forventes udgivet tidligt på efteråret 2021.
Læs tidligere indlæg i serien.
At sætte ord på de udfordringer, der er forbundet med forfatterlivet og familien, er en drilsk opgave, for nok rummer familien ofte de vigtigste mennesker i vores liv, dem, vi holder mest af, og dem, der former os, men familien er også vores samfundssociale afsæt i livet, vi fødes ind i en socialklasse, som måske ikke forstår en forfatters sære liv, lige som det kan vise sig at være noget af en mundfuld at få ægteskab og sin egen lille familie til at fungere, når man lever et liv, der ikke altid passer skidegodt ind i det normale Danmark.
En af de ting, der gør det svært at skrive om udfordringerne omkring familielivet for en forfatter er, at jeg ved, at nogle vil fejllæse et sådan indlæg sådan, at det opfattes som et had mod familier, eller klynk over et liv, der i virkeligheden er gået ret godt, og det er ikke min hensigt, så selvom det følgende kommer til at fokusere på det negative, på besværlighederne, på udfordringerne, så er det altså ikke sådan, at jeg ikke ser de gode sider familier også rummer.
Familier er selvfølgelig meget forskellige. De er ikke bare summen af de individer, de rummer, og det samliv de individer har haft med hinanden tidligere, de er er også formet af kulturelle og klassebestemte normer, slægtens rolle i samfundet og udefrakommende begivenheder.
Familier er også mange ting i dag. Det er ikke bare mor, far og børn i den familie, vi selv skaber, eller bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner osv i den familie, vi er født ind i plus evt svigerfamilies ditto, i dag kan familie rummer fraskilte, papbørn, forældre af samme køn eller forældre i variabelt antal. Her er enlige forældre nok den almindeligste variant.
Man kunne være fræk at sige, at vil man være forfatter, så er det en fordel at være født i en familie i den intellektuelle del af samfundet, måske endnu bedre i den kulturelle, for alt andet lige så vil det være en fordel, hvis man har nogle, der kender miljøet i den verden, man skal begå sig i, nogle der har netværk og forståelse for ikke bare en kreativ hjernes sære veje i livet, men også indsigt i, hvordan man begår sig i branchen og bedst varetager og udvikler sit talent. At nævne det er sært nok lidt et tabu, men Danmark er et gammelt monarki, og hver branche har sin adel.
Nu drysses talent, lyst til at skrive og det drive, der skal til at skabe sig en karriere som forfatter eller nogen som helst anden form for kunstnerisk virke, ret tilfældigt ud over samfundsklasserne, og mange store forfattere er født i helt andre samfundslag, langt væk fra det kulturliv, de senere må lære at leve i.
Nogle familier er kærligere og mere omsorgsfulde og rummende end andre, nogle falder helt fra hinanden og ender i kaos og had — og imellem de to er der et gråt hav af variationer. Den familie, vi er født ind i, har formet en stor del af indholdet i den rygsæk, vi har med os i livet.
Hemmingway skal vidst have sagt noget i stil med, at en forfatter skabes af en ulykkelig barndom. Jeg ved ikke, om det er en enegyldig sandhed, sådan at ingen forfattere kommer ud af en lykkelig barndom, men det er i hvert fald sandt, at mange af de store er rundet af en vanskelig barndom.
Jeg kender en del forfattere, der aldrig har fået børn, og dermed aldrig har startet deres egen lille familie. Det var heller ikke min egen plan at gøre det, før jeg skiftede mening og så gjorde det alligevel. Og selvom det ikke altid er noget, man vælger, mange har måske bare aldrig fundet den rette eller følt, at det var nu, hvis det skulle være, mens andre starter familie lidt tilfældigt — ikke alle graviditeter er planlagte, kan det ikke at starte en familie på en den ene side være en klog ting, hvis man vil være forfatter, for så har man kun sig selv at indrette sig efter, og det er kun en selv, der kommer til at lide under det valg. For noget let liv er det ikke nødvendigvis.
På den anden side så gør det noget ved en som menneske at få børn. Man modnes med ansvaret, opdager måske nye sider af sig selv, af livet, samfundet, kærligheden, som man — eller jeg selv i hvert fald — næppe nogensinde havde fået indsigt i uden børn. Det giver stof at skrive om.
Og det er heller ikke altid sådan, at det er skidt, at have en forfatter i familien. Den frihed, der følger med, det, at man lettere kan tage fri, når der er noget med børnene, når de er syge, eller hvis de af andre grunde har brug for en forældres nærhed nu og her — eller i længere perioder, så er det meget lettere at træde til som forfatter. Det er guld for en lille familie. Siger min kone. For der er lige det, at det kan jo være irriterende og lidt stressende for en selv som forfatter, når man så ikke lige kan få skrevet det planlagte, fordi barnet har roskildesyge igen igen.
Herhjemme er det blevet en familie-joke, at når jeg skal starte på en ny bog og derfor har brug for ekstra ro de første uger, til jeg er kommet godt i gang, så er der en i familien, der lægger sig syg — og ødelægger den nødvendige ro omkring mig. Det er ikke et spørgsmål, om det sker, det er et spørgsmål, om hvem der bliver syg.
Man arbejder jo i hjemmet, og i de perioder, man har brug for meget ro, kan man blive næsten desperat over ikke at kunne komme til at arbejde. Ikke at kunne få ro. Jeg er blevet mere følsom på dette punkt med årene og har i dag et større behov for ro for at kunne skrive skønlitteratur end tidligere, og det er ikke en god kombination med familie og børn. Her skal man huske, at den indre slavepisker, mange af os bærer rundt på, er en dæmon, der altid fortæller os, at vi ikke få lavet nok. Selvdisciplinens bagside.
Den økonomiske usikkerhed, der følger med jobbet, bliver heller ikke lettere at håndtere, når man stifter familie. Børn er for det første dyre, og der er derfor et større pres på at præstere økonomisk end ellers. Det bliver ikke lettere af, at det moderne konkurrencesamfund kan være et vidunderligt sted, hvor børn af ‘fattige’ forældre er lette mobbeofre. Det er ikke let at se sit barn mobbet, fordi der kun er råd til genbrugstøj, eller de julegaver, de får, nedgøres i klassen.
Den økonomiske side af forfatterlivet har også den konsekvens, at der nok ikke er mange forfattere, der tjener mere end deres ægtefælle. En skæbne kvinder har været vant til længe. Men der ligger ting begravet her, som heldigvis ikke gælder for alle, men alligevel.
Der er dels noget indbygget magt i forholdet ved at være den, der tjener mest. Allerede ved lønudbetalingen bidrager man med mindre til familien. At mange forfattere så står for meget af det huslige arbejde i hjemmet, fordi man alligevel er hjemme, det ved kvinderne nok i forvejen ikke altid tæller med.
Det er i dag heldigvis blevet mere accepteret, at kvinden kan tjene mest, men før i tiden, og stadig for nogle mennesker, er man ikke en rigtig mand, hvis ens kone tjener mest. Ikke alle kvinder gider en mand, der tjener mindre end dem selv, heller.
Gemt i dette ligger så også noget at gruble over i de økonomisk svære tider, som der gerne er flest af, for skrider konen, hvis … Nogle gør jo! Jeg er heldig, min er her stadig.
Men mens jeg skrev dette afsnit, stoppede jeg op et øjeblik og forsøgte at komme i tanke om mandlige forfattere, hvor konen med sikkerhed måtte tjene absolut mest, og jeg kunne ikke komme i tanke om nogen. Måske den sorte klap der gik ned? Men jeg kan nævne mange kvindelige forfattere, hvor manden tjener rigeligt til dem begge, og hvor det måske betyder mindre, hvad disse forfattere tjener eller om de tjener noget overhovedet.
Jeg kender i hvert fald ingen mandlige forfattere, der er i samme situation. Inden dette ender i en politisk spekulation over køn og ligeløn, så stopper jeg den her. For min hensigt er alene at vise et bump på vejen. Og det er, at det ikke altid er fedt at tjene mindst, at bidrage mindst til familien.
Man vil heller ikke altid have så meget at fortælle om ved middagsbordet i familien. Alle de andre er ude i verden og opleve ting, selvom det så bare er arbejde eller skole, mens man selv har siddet hjemme og stirret på en computerskærm, mens man har bokset med en historie, som man måske aldrig taler om, før den er færdig, eller hvis man er den type, der gør, allerede har talt om hundredvis af gange før.
Når det kommer til den større familie, den vi er født ind i, så er det ikke alle familier, der er voldsomt positivt indstillet over for kulturen eller forfatterlivet. Nogle opfatter det slet ikke som et værdigt job, et rigtigt arbejde. Man er måske endda en skam for familien. En social nasser. Eller en, der vil mænge sig med de fine. Der er sociale lag, der ser sådan på det.
Andre lever i en virkelighed, hvor en god bog automatisk tjener millioner, og hvis den ikke gør, så var man måske alligevel ikke så talentfuld, som man gerne ville tro selv. Så opbakningen rækker måske ikke så langt, og skal du ikke snart have et ordentligt job?
Andre gange kan fjerne familiemedlemmer pludselig føler sig tiltrukket af den glans af ‘kendthed’, der kan være om en, nu ens bøger bliver anmeldt i aviserne, eller man har været i tv. De vil være med, kræve en del af ens succes. De er gerne væk igen, når glansen skinner knapt så strålende.
Oven i det kommer den rivalisering, nogle familier også rummer, gerne mellem søskende, som ikke er jantelov eller misundelse, men noget i samme skuffe.
Er man født i en kulturelfamilie, så skal man måske leve op til noget, familiens anseelse, måske, og så er det ikke lige meget, hvad man skriver, og hvem der læser det. Man kan også føle, at man måske slår fejl, fordi andre i familien har markeret sig stærkere, eller man konstant vil blive sammenlignet med en kendt forfader, eller at man bliver skudt i skoene, af folk uden for familien, at man har fået det hele forærende. pga sit efternavn.
Hvor i familiehierakiet befinder man sig? At man måske er skideligeglad med den del, betyder ikke, at de andre er det. Kommer successen pludselig kan familienstrukturen ændre sig meget hurtigt, og det er ikke nødvendigvis noget, der går stille for sig. Nogle oplever, at deres forfattergerning enten bliver en slags tabu i familien, eller det bliver kogt helt ned til et enkelt spørgsmål: ‘Nå, får du skrevet noget?’ og så snakker vi ikke mere om det. Nogle begynder måske at se skævt til en, nu man er blevet så ‘vigtig’ eller ‘arrogant’ eller hvad der nu kommer ud af sidebenene.
Har du selv oplevet udfordringer med at være forfatter i forhold til familien, så hører jeg meget gerne om dem.
Næste gang tager jeg fat på noget, som vi alle kan blive bange for at opdage, at vi ikke har: Forestillingen om talent.
Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.