Den frygtede skriveblokering

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Fjerde indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Forfattere har ry for at være krukkede. Måske endda en lille smule diva-agtige. Vores liv er også ret anderledes end de flestes, og det kan være svært, nogle gange selv for andre forfattere, at holde ud at høre på vores kvaler. Jeg ved, at nogle allerede har givet udtryk for, at denne blog-serie – og sikkert også den bog, jeg sideløbende arbejder på om emnet – er udtryk for forfatterkrukkeri. Som en anden forfattertype skrev i en kommentar, da jeg delte et af indlæggene i en forfattergruppe på Facebook: Så havde han børn at forsørge og havde derfor ikke tid til den slags klynk.

Nu har jeg selv og mange andre forfattere nu også børn at forsørge, og det er endda min erfaring, at intet af alt det her bliver lettere at håndtere, når man også har ansvaret for et par unger oveni. Og slet ikke, hvis man forsøger at fortrænge det. At bide tænderne sammen og stå det igennem fungerer fint, indtil det pludselig overhovedet ikke gør længere. At tale om det, se det i øjnene, giver en muligheden for at lære at håndtere det bedre eller måske styre helt uden om.

Så lad os springe ud på dybt vand og tage fat i det måske mest forhadte og krukkeribeskyldte ved forfatterlivet overhovedet. Denne sære lidelse, der kun rammer forfattere og skrivende mennesker, og i hvert fald ikke gør os lettere at holde ud at høre på: Skriveblokeringen.

Sidste gang slog vi fast, at det at skrive en bog er en stort arbejde, og der faktisk kun er en måde at få det gjort på, at skrive dag efter dag og blive ved, indtil bogen er færdig. Så let er det bare ikke altid.

Man arbejder alene, og alt foregår inde i ens eget hovedet, og man har selv ansvaret for at få det gjort. Derfor bliver en god arbejdsdag hurtigt en, hvor man har skrevet godt, hvor man beviseligt for måske især sit eget stejle over-jeg skam har lavet noget, at man er på vej, at man er ved at løse opgaven, at man fortjener at kalde sig forfatter, for man får skrevet noget. I det mindste. Og det føles godt.

En forfatter er en, der skriver, ikke sandt?

Har du nogensinde bemærket, at nogle forfattere går meget op i, hvor mange ord de har fået skrevet samme dag? Som om antallet af ord er bevis for et eller andet. Mon det er derfor? Se, over-jeg, jeg skriver, jeg arbejder!

Jeg selv tæller ikke ord, men kapitler. Når jeg skriver, skal der skrives et kapitel om dagen, nogle gange to, men kun tre eller flere, hvis jeg er meget nær enden af bogen, for det går ikke at skrive sig så træt eller tom, at man ikke kan skrive dagen efter. Jeg vil hellere skrive to kapitler på to dage, end tre på en dag, fulgt af en dag, hvor jeg ikke har mere at give af. Det er vigtigt at føle, at man er i gang. Man holder sig kørende på det lille sus, den lille rus, at man er i gang. Så er alt godt. Sikkert også dagen efter.

Så når man pludselig ikke får skrevet og ikke kan dag efter dag, så slår det hårdt. En ting er, at man ved, at man burde kunne, man har gjort det før, måske har man endda allerede gjort et stort forarbejde, så det burde være lige til at gå til, og så vil det bare ikke ud. 

Måske sidder man foran computeren og skriver en sætning eller to for at slette den igen, måske sidder man der ikke engang, fordi man kan mærke, at der bare ikke er hul igennem, at man er låst indeni. Jeg behøver næppe påpege, at ens indre dialog ikke altid er voldsomt opbyggende i de perioder, vel?

Det er IKKE nogen fed oplevelse, og for nogen kan tilstanden vare i måneder, måske endda år.

En forfatter, der ikke kan skrive, er en sølle størrelse, og hvor længe kan man blive ved med ikke at kunne skrive, før man ikke længere er forfatter, men bare langt ude i tovene?

Selvom der er psykologer, der tilbyder hjælp med skriveblokeringer, og begrebet  hverken er nyt eller en ubeskrevet lidelse, som sådan, så er det alligevel en besynderlig størrelse. Det er mig bekendt ikke en officielt anerkendt lidelse, og det kan måske undre i en tid, hvor der ellers er diagnoser for det meste.

Så bare for sjov, så lad os forsøge at sætte ord på lidelsen. Der er altså tale om en psykisk blokering, som rammer skrivende mennesker, forfattere især, og stort set ingen andre. Lidelsen kommer til udtryk ved, at forfatteren ikke kan skrive.

Mange forfattere taler ikke om skriveblokeringer, man vil helst tie dem ihjel og komme videre i teksten, selvom det ikke altid er muligt, så også den byrde bærer mange alene. Andre forfattere taler meget højlydt om, at de er midt i en skriveblokering, og selvom det kan virke hårdt sagt, så har jeg af og til haft en fornemmelse af, at nogle af dem havde så travlt med at være ‘forfattere’, at de ligesom også skulle leve den del med skriveblokeringen igennem, som om også dét var en oplevelse i deres spændende forfatterliv. Jeg tror, den hårdhed, jeg har oplevet i mig selv i de tilfælde, er den samme form for overlevelsesmekanisme, som får nogle kvinder til at bebrejde en voldtagen kvinde hendes letsindighed. Det er ikke smukt, men det giver én en form for tryghedsfølelse, som selvom den er både grim og falsk, så dog bilder en selv ind, at det ikke vil ske for en selv. For man frygter det, jo.

Men hvad stiller man op? Hvordan undgår man skriveblokeringer? Hvordan overvinder man dem, hvis man er havnet i en?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes gode og klare svar, som virker hver gang og på alle. Det sidste er jeg faktisk ret sikker på ikke er tilfældet. Meget virker, indtil det ikke virker længere.

Dog er jeg ret sikker på, at skriveblokering ikke er en lidelse i sig selv: Det er et symptom. Det er ikke sådan, at man får en skriveblokering og så kan man ikke skrive. Nej, der er andre ting på spil, som fucker med ens hjerne, med ens selvopfattelse, med ens selvværd, med ens ret til at være til, med ens fantasi, og så lukker man ned. Skriveblokering er blot et ord for at være lukket ned. Det er ikke skriveblokeringen, der lukker os ned.

Det er noget helt andet. Måske er skriveblokeringen i virkeligheden et af de grimmeste symptomer på, at forfatterjobbet kan være pissesvært at håndtere. Så svært at man brænder sammen indeni og det vigtigste i en forfatter kvæles, nemlig fantasien og lysten til at skrive.

Et par tricks, jeg har haft held med, når jeg har haft svært ved at skrive, og som har virket nogle gange, er, at skrive i hånden i stedet, eller flytte om på arbejdsværelset, eller skrive andre steder, eller vælge IKKE at skrive og lave nogle andre ting i stedet. Rydde op i kælderen eller noget. Nogle gange kan små ændringer af den slags åbne op for en fantasi, der er gået i baglås.

Bliver man siddende for længe uden at komme nogen steder, skal passe på sig selv først og fremmest. En skriveblokering kan skubbe en meget langt ud i tovene, og det hjælper ingen, at man presser sig selv til man falder fra hinanden. Men at slippe kan så vise sværere end man lige skulle tro. For ambitioner, selvdisciplin osv kan vise sig at være negative kræfter, når man er kørt fast eller føler, man mislykkes.

Fremover vil jeg runde forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som til sammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde figthertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som mange af os døjer med: Ensomheden.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

At skrive en bog er ingen let opgave

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Tredje indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det virker næsten fjollet at måtte starte her, for hvordan skulle nogen kunne være i tvivl om, at det at skrive en roman på måske flere hundrede sider er et stort arbejde. Men sandheden er, at mange undervurderer, hvor stort et arbejde det virkelig er. Selv forfattere, der allerede har skrevet flere bøger. Selvom det lyder tåbeligt.

Det er det nu ikke. Tværtimod er det næsten naturligt, at man vil komme til at undervurdere det, og i værste fald køre sur i det af samme grund.

Hvis du ikke allerede har læst første indlæg i serien, så vil jeg opfordre dig til det. Du finder indlægget lige her: Drømmejobbets svære bagside.

For det er let at komme til at undervurdere det hårde, slidsomme arbejde, når man måske har drømt om at komme til at leve af at skrive i mange år, og alt det her med at være fri — fri for chefer, fri for mødetider, fri for myldretidstrafik, fri for sure morgener med slud og sne, fri for alt det, der gør livet surt, som det er — får forfatterlivet til at ligne en dans på roser. Man er jo vant til at arbejde hårdt i forvejen, otte timer om dagen, måske mere. Man har måske allerede skrevet længe i fritiden, når man kunne finde tid til det, og det har føltes som alt andet end hårdt arbejde, det har været et helle, noget man gjorde for sig selv, noget man fandt glæde i at gøre.

Og så er man pludselig der, hvor det faste job måske er sagt op, og man har hele dagen at skrive i, hele dagen som kun skal bruges på noget, der altid har været lystpræget og rart at beskæftige sig med, og hvem i den drøm tænker ‘puha, sikke et mas, hvordan skal jeg nogensinde blive færdig’?

Selvfølgelig undervurderer man arbejdet. Selvfølgelig undervurderer næsten alle omkring én arbejdet, venner, familie, gamle kolleger. Måske anerkender de den mængde selvdisciplin, der skal til at få det gjort, men det er ofte også så langt det rækker. Men vi skal ikke tale om selvdisciplinen i dette indlæg, det kommer senere i et andet indlæg, vi skal lige først blive enige om at acceptere, at det er en pissestor og svær opgave at skrive en bog.

Også selvom du måske tidligere har skrevet et par stykker eller flere, som har været lette og måske endda sjove at arbejde med, så lad os lige få det helt på det rene: Det kræver mange timer at skrive en bog på flere hundrede sider. Det er ikke en lille opgave. Det er ikke en let opgave. Slet ikke, når det pludselig bliver alvor.

At skrive en bog er et langt, sejt træk, der ofte tager måneder eller år at færdiggøre. At undervurdere opgavens størrelse, de mange timer, der skal lægges i det, og hvor meget en bog, man går og skriver på, kan fylde i ens liv, især når det ikke bare flyder ud af en, er lige til at knække nakken på.

At skrive en bog er en stor opgave. Der er mange sider, der skal skrives. Meget at tænke over, meget at skrive om, meget at redigere, meget at skære ud, meget at gå i stå over på halvvejen, mange timer at sidde foran computeren, mange timer alene, mange dage at leve med bogens univers, mange uger uden at føle, at slutningen er kommet nærmere, mange måneder, hvor hverdagen tager over, magien svinder bort, og man lige pludselig hellere vil alt muligt andet, men den fucking bog skal jo skrives, selvom man måske kommer til at tvivle på, om idéen overhovedet holder. For der er meget langt fra de første magiske idéer, til bogen er klar til udgivelse. Det er der bare. Og det bliver ikke ved med at være et helle i livet, det vil ikke være sjovt hver eneste dag.

At skrive en bog er en stor og svær opgave. Basta.

Hvis man negligerer opgavens størrelse, (måske fordi man ikke vil virke forkælet eller klynke over sit luksusliv — det sidste står der altid nogen klar til at pege fingrer af, tag ikke fejl af det), og måske forsøger at klemme ballerne sammen og gøre sig hård for tage sig mere professionel ud, om det så bare er i egne øje, eller fordi man er bange for at slå fejl, så er man allerede godt på vej til at lægge fælder for sig selv. Og tro mig, der rigeligt i forfatterlivet at snuble over i forvejen.

Så husk på, at det er en stor opgave, det er ikke let.

Og ja, jeg har selv snublet i at undervurdere opgaven igen og igen. Det bliver ikke nødvendigvis lettere at lade være med, bare fordi man efterhånden har skrevet en del bøger. Måske endda tværtimod. For hvorfor skulle det være sværere denne gang?

Men selv bøger, der er sjove at skrive, og hvor det nærmest bare flyder ud af en, de er altså også et stort arbejde, der kræver mange timer, dage, uger, måneder, år …

Næste gang er det vist tid til at runde den blandt forfattere frygtede lidelse, der går under navnet: Skriveblokering.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Forfattersind

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Andet indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Jeg tror, det var Johannes Riis, den tidligere skønlitterære direktør for Gyldendal, der i en af sine taler til efterårsreceptionen omtalte forfattere, som mere følsomme mennesker end andre. Jeg kan huske, at jeg følte mig provokeret af talen, fordi jeg synes at høre en nedladende holdning om, at forfattere var en slags børn, som ikke kunne klare sig uden et fornuftigt forlag til at passe på dem. 

Men måske kom jeg netop til at bevise påstanden ved at blive provokeret, ikke at vi var børn, der ikke klare os uden forlag, men i at vi måske ER ret følsomme og måske endda nærtagende? 

Forfattere er en meget broget flok og er mindst lige så forskellige som alle andre mennesker er, men der også ligheder, eller ting, der går igen hos mange af os. Selvom vi er forskellige. 

Vi er trods alt mennesker, der får en idé, en fantasi i vores hjerner, som bliver så levende og så vigtig for os at få ud, at vi sætter os ind i et lille mørkt kammer, muttersalene, og skriver den ned i måske måneder, nogle gange år. Uden at vide om vi kan eller ej, uden at vide om nogen nogensinde vil læse det eller udgive det eller om vi spilder tiden. Det er altså ikke helt normalt at gøre. 

En ting, vi har til fælles, er kærligheden til bogen. Og når man er som os, så forekommer det næsten helt naturligt, at den kærlighed en dag vil få en selv til at forsøge at skrive en bog. Vi har ofte fundet et helle, et sted, hvor vi kunne være i fred, i bøgernes fantasiverdener, og en dag kommer lysten til at tage magten og selv styre den verden. 

Spørger man forfattere, tror jeg, at de fleste ikke opfatter det skridt som andet end helt logisk og meget naturligt, men det er det ikke.

De fleste mennesker, der forelsker sig bogen, begynder nemlig ikke at skrive selv. De bliver i stedet bibliotekarer, boghandlere, anmeldere, litterater eller, ja, de fleste bliver ‘bare’ ved med at være læsere — og føler ingen trang til andet. 

Det er os, der anderledes. 

Vi kender vel alle sammen vendingen med, at det ikke er til at sige om kunsteren er gal eller genial.

Da jeg begyndte på den interviewbog, jeg arbejder på, om forfatterlivets bagside, opdagede jeg, at der findes videnskablige undersøgelser, der slår fast, at der er flere sindslidende blandt kreative mennesker, og flere kreative mennesker blandt sindslidende.

Det sidste er næppe overraskende, for det at udfolde sig kreativt, det at male eller skrive, kan sagtens rumme en form for terapi, det kan være en måde at komme over livskriser eller sætte forskelligt på plads. Skabe orden. Få det ud. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle er småpsykotiske eller depressive og selvmordstruede, blot at der er flere blandt os end blandt kassedamer eller kontorassistenter eller bankdirektører. 

Måske kommer det kreative et sted fra? Måske er vi mere sensitive? Os kreative.

Misbrug blandt kreative er heller ikke uhørt. Det sker. Blandt forfattere er det nok mest alkohol, men det er svært at spotte den slags i et land, hvor voksne dårligt kan mødes uden at drikke. 

Vi forfattere er også oftere introverte. Det giver næsten sig selv. For en ultraekstrovert personlighed ville det jo nærmest være tortur med al den ensomhed, det ofte kræver at skrive en bog. Ekstroverte kreative vælger ofte andre udtryksformer: Musik, teater og den slags. 

Alt det her blot for at sige, at ja, vi er sgu nok lidt sære, os skønlitterære forfattere. Vi er måske mere sensitive, mere følsomme, mere sårbare. Vi er oftere dem, der blev mobbet og var uduelige til idræt i skolen, end de populære, der elskede sport. Nogle af os har oven i det døjet med sindet fra tid til anden. Jeg ved, at jeg selv har. Jeg har aldrig fået en diagnose, så jeg ville faktisk ikke tælle med blandt de kreative med sindslidelser i førnævnte undersøgelser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg forvildet mig ned til lægen på de mest langt ude tider af mit liv, så kunne jeg måske godt have fået en diagnose, hvad ved jeg?

Så altså, lad os bare eje den del. Forfattere er ikke som andre — og måske ligger noget af forklaringen på, hvorfor mange af os indimellem har det svært med livet lige her. 

Men det er min tese, min påstand, min erfaring, at en stor del af forklaringen også ligger i selve jobbet. At være forfatter kan være noget af en mundfuld at håndtere, også for helt normale tykhudede, omstillingsparate konkurrencesamfundsdanskere. Hvis du ikke passer på, kan forfatterjobbet slå dig i stykker. 

Men hvad fuck gør man så? Hvis der er en sammenhæng mellem de skæve sind og kreativitet — og de kreative jobs, her forfattergerningen, samtidig er alt andet end et skånejob?

Hvad gør man?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Det er blandt andet, derfor jeg arbejder på min bog om emnet, hvor jeg interviewer forskellige erfarne forfattere om deres oplevelser med jobbet. For hvad gør man? 

Vi kan i hvert fald starte med at sætte ord på de svære ting, så vi ved, at vi ikke er alene med dem, så de ikke længere skal være noget, vi går alene og skammer os over, så andre måske kan være bedre forberedt, end vi var. 

Det gør jeg så i bogen, der forhåbentlig vil udkomme i 2021, og her på bloggen frem til udgivelsen. 

Næste gang vil jeg fortælle lidt om arbejdsbyrden med at skrive en bog — det er alt andet end en lille opgave at kaste sig ud i. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Drømmejobbets svære bagside

Tags

Bagsiden, Den kreative branche, Depressioner, Drømmejob, Forfattersind, Kunstnersind, Om at være forfatter

At være forfatter er jo meget tæt på at være et drømmejob. Man lever ikke bare af noget, man virkelig holder af at arbejde med, noget, der er ens hobby eller måske endda ens kald her i livet, nej, man lever af noget, man selv bestemmer, hvad er. Man beslutter selv om den og den historie skal fortælles eller ej. Man står op, når det passer en, man kan tage fri uden at spørge nogen om lov. Der er ingen chefer. Ingen mødepligt. Ingen mus-samtaler. Ingen der siger, hvad man skal eller ikke skal. Ingen dresscode. Man kan arbejde i underbukser, hvis man vil. 

Man får mulighed for at dele sine tanker med resten af verden, og man oplever endda, at der er nogen derude, der lytter og læser med. Man giver noget til verden. Man har et formål, der er større end bare det at gå på arbejde og tjene til huslejen.

Oven i det så er forfattertitlen velanset ude i samfundet. Man er lidt noget særligt, når man kan kalde sig forfatter. Man er en del af den kreative klasse. En intellektuel. Måske skriver aviserne om ens arbejde, bøgerne bliver anmeldt, man selv måske interviewet. Man får måske endda sit ansigt på tv. Læsere skriver til en eller dukker op, når man er på bogmesser eller til bogsigneringer. 

Og ja, det er sgu fedt. Det er et frit job, et drømmejob. Et job for de heldige få. 

Det samme kunne man sige om mange andre kreative fag. 

Solsiden er smuk, fri og feteret. 

Jeg har været så heldig det meste af mit voksenliv at kunne leve af at være forfatter. Af og til med lidt hjælp fra andre kreative opgave end lige at skrive, men i det store hele har jeg levet af forfattergerningen siden sommeren 1996, hvor jeg sagde mit job op for at se om vingerne kunne bære.

Jeg har været heldig. Og stædig. Jeg har insisteret på at gøre det på min måde. Jeg er ikke kommet sovende til det. Det har været hårdt arbejde. Som så meget andet. Men hårdt arbejde med noget, der er min hobby, måske endda mit kald her i livet, noget, jeg selv bestemte, hvad var. Jeg skrev de historier, jeg ville, når det passede mig, og jeg spurgte ingen om lov. Jeg har delt mine tanker og følelser med verden, og nogle har endda forstået, hvad jeg forsøgte at sige. Jeg ved ikke, om jeg følte mig velanset ude i samfundet, men jeg kom da i aviserne og i tv, og jeg har modtaget min del af verdens fanbreve.

Det ER et fedt job. Jeg har været en af de heldige få. Og hvis jeg af og til skulle drømme om at lave noget andet, så er det altid noget andet kreativt, noget andet hvor jeg kan udtrykke mig og selv bestemme det meste. 

Men …

For der er et men gemt i det her. Og af og til er det et ‘men’ af den slags, der ophæver alt det, der er sagt før det ‘men’, og det ‘men’ fører til den modsatte ytring. I dette tilfælde til et ensomt mørke, hvor det kan være meget svært at være menneske.

For nok er forfattergerningen et drømmejob, overfladisk set, men det er også et særdeles hårdt job. Et ensomt job, der udmatter følelsesmæssigt og psykisk. Det er ikke for sarte sjæle. Det er ikke let at håndtere forfatterlivet. 

Der er en skyggeside som er alt andet end smuk, fri og feteret. Den er i nogle tilfælde endda tabu. Men tro mig, den er der.

Det samme kunne i øvrigt siges om mange af de andre kreative fag. 

Har du bemærket de mange selvmord blandt kunstnere? Forfattere, musikere, skuespillere. Tove Ditlevsen, Michael Strunge, Ernest Hemmingway, Ari Behn. Depressioner og forskellige former for misbrug er heller ikke ualmindelige blandt de af os, der lever drømmen. Du kan sikkert selv sætte et par navne på her. Og husk så bagefter på, at dem man kan navnene på, det har været dem, der virkelig lykkedes, dem, der virkelig levede drømmen, dem, der opnåede den store forgyldte succes. Det er ikke nødvendigvis lettere at være en af dem, der ikke rigtig lykkedes. Vi lever i et konkurrencesamfund, og man er enten vinder eller taber. Der er intet imellem de to. 

Men hvordan kan det være? Hvordan kan et job, så frit, så fedt, så vidunderligt, være så pokkers vanskeligt at håndtere, at nogle af os falder helt fra hinanden?

Det er heldigvis de færreste af os, der ender helt derude, hvor selvmordet virker som den eneste løsning, men det ændrer ikke på, at der er noget ved de kreative fag, eller noget ved os, der forvilder os ind i den kreative klasse, der halter. Sarte sjæle i jobs, der ikke er for sarte sjæle?

Jeg har selv haft mine svære perioder undervejs. For et par år siden skrev jeg lidt om arbejdet på mine forskellige bøger på min nu lukkede hjemmeside, og en dag, mens jeg var i færd med det, gik det op for mig, at næsten alle mine bøger var blevet til i en eller anden livskrise. Det fik mig til at tænke over det. For jeg er lykkeligt gift med min soulmate. Jeg har to sunde sønner. Vi har haft, hvad vi har haft brug for næsten hele livet. Oven i det har jeg været så heldig at kunne leve drømmen som forfatter.

Men hvis alt var så pokkers godt, og jeg levede drømmen, hvorfor var jeg så så trist det meste af tiden?

Jeg begyndte i det små at tale med andre forfattere og kunstnere om det og opdagede, at mange af dem sloges med meget af det samme. Nogle mere end andre, nogle havde lettere ved at tale om det end andre. 

Nå, men er man forfatter, må man jo skrive om det. Hvad andet kan man?

Jeg er derfor begyndt på en bog om de svære ting ved at være forfatter, en bog, hvor jeg interviewer andre danske forfattere for at lære mere om, hvad de har kæmpet med, og hvordan de er kommet videre. Jeg håber at blive færdig med denne bog i løbet af 2020, så den kan udkomme til næste år. 

Sideløbende vil jeg blogge om mine egne erfaringer og tanker om forfatterjobbets bagside lige her. Så følg bloggen (ude i menuen til højre), hvis du har lyst til at høre mere om det.

En rejse uden kendt mål

Tags

Amerikansk olie, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

De siger, at man skal have mål i livet, at man skal stræbe, yde og blive til noget, men sådan ser jeg ikke livet.

For mig er livet en rejse uden kendt mål. Jeg bevæger mig, øjner måske en retning, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg har indsigt nok til at vide, hvor jeg skal hen. Jeg kender ikke målet med mit liv.

Jeg stræber ikke målrettet efter succes. Jeg er ikke en gang sikker på, jeg ved, hvad succes er. Stor bil, mange penge, ros og lykønskninger? Jo tak, men er det målet med livet? Er det derfor, jeg er i verden? Derfor jeg skriver?

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skriver. Jeg ved bare, at jeg holder af at skrive, og at historierne kommer til mig, når jeg er åben for det. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra, eller hvorfor de kommer til mig. Jeg prøver at skrive dem, så godt jeg kan, og så lader jeg resten være op til historierne selv.

Nogle gange er jeg heldig og tjener mange penge, andre gange er jeg knap så heldig.

Men det har ikke noget med mig eller historierne at gøre. Det har intet med succes at gøre. Intet med at yde eller stræbe efter noget. Det er bare held.

Verden er et kaotisk sted. Når historierne først er skrevet og udgivet, så får de deres eget liv. Hver gang nogen læser dem, sker der noget nyt. Det har lige så meget med læseren af gøre som med historierne eller mig.

Læser den rette person historierne og forelsker sig i dem, kan det ændre mit liv, ligesom det kan fucke mit liv, hvis den forkerte læser dem og ser sig ond på mig.

En historie ingen rigtig orkede, da den udkom, kan år senere få nyt liv, fordi den rette person læste den eller noget i verden ændrede sig, og så kalder man den pludselig en succes. Men historien var den samme, da den udkom, hvor ingen kunne se det fede ved den.

Det er held. Det er ikke noget, jeg kan skabe. Jeg kan kun lade historierne komme, åbne mig for dem, skrive dem, så godt jeg kan, og sende dem videre ud i verden.

Resten er held. Eller uheld.

Livet er en rejse uden kendt mål. Men livet har en mening, vi er her nok af en grund, og måske vil vi forstå det hele en dag, når rejsen er forbi.

Indtil da må vi nøjes med at være tro mod os selv og vore – og takle de forhindringer, livet smider i hovedet på os undervejs.

Livet er ikke en konkurrence. Det er en rejse.

En bid af mig selv

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

Der er tyve noveller i ‘Amerikansk olie’. Tyve glimt af livet og verden, som jeg ser den. De er skrevet over en periode på atten år, og det kan man så, hvis man trænger til at føle sig lidt gammel, spekulere lidt over. For det betyder jo, at de børn, der blev født, mens jeg sad i min slum-baggårdslejlighed og skrev de første af novellerne på en bærbar 286-computer med to-farvet skærm, de børn er voksne mennesker i dag med kørekort og stemmeret.

Men det betyder også, at der er noveller i samlingen, som er skrevet af en ung single Steen Langstrup sidst i 20’erne, en voksen Steen Langstrup i 30’erne med kone og småbørn og en midaldrende Steen Langstrup med store børn og gråt skæg.

Så selvom jeg næsten altid bruger mig selv, mit liv og ting og skæbner omkring mig i mine tekster, så er der et stort spænd i ‘Amerikansk olie’.

Den unge mands famlende og desperate søgen efter noget, der kan give mening i livet, havde jeg tæt inde på livet engang. Den voksne mands frygt for at miste alt, hvis karrieren slog fejl i denne overfladiske og hårde verden, kendte jeg også til engang. Den unge forfatter med arbejderbaggrund, der scorer på udebane, rummer også en bid af mig. Frygten for at miste et barn, kulturchokket i Asien, det hemmelige sted under hængepilen, volden, de dysfunktionelle familier, ensomheder, alt dette trækker også på ting fra mit eget liv.

Men ingen af novellerne er selvbiografiske, ingen af personerne er mig – eller portrætter af virkelige mennesker. Det er fiktion. Det er iscenesættelser. Det er historier, jeg har fundet på, eller som er kommet til mig.

 

Nå, men så fuck de velmenende

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’

 

Det lyder måske underligt, men det var ingen fest at debutere som forfatter for mig. Jeg ved, at det så sådan ud for alle andre. Tre romaner ud i løbet af de første 15 måneder, anmelderroser a la ‘største danske spændingstalent i nyere tid’, filmselskaber i kø for at købe rettigheder, noget der lignede stormløb på forlagets stand på bogmessen i Frankfurt, jobbet blev sagt op, drømmen var blevet til virkelighed.

Men jeg var hverken moden til det, forberedt på det det eller rustet til det, og endnu værre: Jeg kendte ingen, der kunne rådgive mig. Eller bare forstå mig. Jeg var helt alene om at lære at begå mig i en ny verden. En fremmed samfundsklasse med helt sit eget sprog, egne normer og kodeks.

Og så brød jeg mig meget lidt om at være proppet ned i brandingsmaskinens kasse med ‘Underlødig, kommerciel gyserforfatter (hold venligst afstand)’ på siden. Jeg hadede, at at folk insisterede på at vide, hvem jeg var, fordi de havde læst en bog (eller hørt om en bog), jeg havde skrevet.

Jeg var rystet og lidt skuffet over, at den intellektuelle klasse, var så overfladisk. Så jeg besluttede at skrive en roman, der fucking skulle vise dem, at jeg var mere og andet end, hvad de troede. Jeg synes selv, jeg havde en fed idé, en roman, skrevet i en række noveller, der portrætterede min generation, med stærk inspiration fra Irvine Welshs ‘Trainspotting’. Jeg ville tages alvorligt.

Min redaktør var ikke begejstret.

Og så mødte jeg midt i det hele min kone og glemte alt om at skrive bøger i mange måneder. Da jeg endelig kom så meget ned fra forelskelsens lyserøde skyer, at jeg kom i tanke om, at jeg da vist også hellere måtte få skrevet noget, havde jeg tabt forbindelsen til bogen, og jeg valgte, til min redaktørs lettelse, at skrive gangsterkrimien ‘Dope’ i stedet.

Alt dette skete tilbage midt i 90’erne. For længe længe siden.

Men de fire kapitler/noveller fra bogen, som jeg havde nået at skrive, trak stadig i mig. Jeg er normalt ikke typen, der dropper et projekt, når jeg først er gået i gang. Jeg gør tingene færdig. I løbet af de næste år, fandt to af de noveller vej til forskellige antologier, og endte siden i undervisningsmateriale og alt muligt. De tjente endda flere penge end gangsterromanen, jeg valgte at skrive i stedet. Jeg spurgte mange gange mig selv, om det havde været rigtigt at opgive den bog.

Tiden gik. Jeg udgav mange bøger. Skriftede forlag. Og startede siden mit eget forlag, og selvom bogen stadig var død for mig i den form, jeg havde tænkt den til at starte med, så voksede bunken af socialrealistiske og humoristiske noveller alligevel. Bogen var ikke død, den var bare ved at blive til noget andet. I stedet for en roman bestående af noveller, voksede den til en novellesamling, hvor flere af novellerne stadig hang løst sammen.

Den har været længe undervejs, mere end 18 år, men livet (og det at skrive) er ikke altid en snorlige rejse fra A til B. Nogle gange er det omvejene, der gør rejsen værd at tage.

De fire noveller fra det, der skulle have været en roman, er alle med i ‘Amerikansk olie’, sammen med 16 andre.

En ægte Steen Langstrup-bog?

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

‘Amerikansk olie’ er noget ganske særligt. I hvert fald for mig selv. Det er en novellesamling, der består af 20 noveller, og så udkommer den samme år, som jeg kan fejre 20 års jubilæum. Jeg debuterede nemlig med gyserromanen ‘KAT’ den 14. februar 1995.

Og jeg har arbejdet næsten lige så længe på ‘Amerikansk olie’. De ældste af novellerne i samlingen skrev jeg i 1996, før ‘Pyromania’ udkom! Og jeg har lige siden føjet nye noveller til stakken, når der var noget, der ville ud.

Dette er ikke, hvad nogen måske ville kalde ‘ægte’ Steen Langstrup-tekster. Her er ingen gys, ingen kriminelle, ingen spænding, ingen monstre eller blod.

Men fuck alt det der forfatter-branding-tankegang. Mennesker er ikke brands, forfattere skal ikke være stereotyper. Jeg opfatter selv novellerne i ‘Amerikansk olie’ som mindst lige så ægte Steen Langstrup-tekster som noget andet. Ja, jeg ville måske endda sige mere ægte Steen Langstrup. Mere ærlige. Mere direkte. Mindre pakket ind i symbolik.

‘Amerikansk olie’ er verden set gennem min krøllede hjerne. Det er snapshots af livet og skæbnen, kærligheden og kulden blandt mennesker, tabet af uskyld og kampen mod den sociale arv – og man må godt grine indimellem.

Selvom et par af novellerne har fundet vej til aviser og antologier undervejs, og modtagelsen der gav mig et vink om, at jeg måske burde få skrevet den bog færdig, så var det et legat fra Statens Kunstråd, der forpligtede mig til at få gjort noget ved det.

Jeg har altid opfattet det som et langt større arbejde at skrive en novellesamling end at skrive en roman. En novellesamling rummer hele tiden nye universer, nye karakterer, nye toner og rytmer. En roman mere bare er derudad, når man først er kommet i gang. Så havde jeg ikke følt mig forpligtet af det legat, havde jeg nok fundet på at skrive endnu en roman i stedet.

Men så var der lige pludselig et fint og fornemt legatudvalg, som for pokker da ikke ligefrem havde haft for vane at forgylde mit beskedne virke, der mente, at jeg burde få skrevet den novellesamling færdig. Så meget, at de gav mig penge at leve for imens. I hvert fald noget af tiden.

Så her er den, med stor tak til Statens Kunstråd, og en lige så stor tak til alle, der har orket at læse mine bøger i løbet af de sidste 20 år. Jeg er slet ikke færdig med at fortælle historier endnu, så jeg håber, jeg kan lokke jer til at læse med lidt endnu.

Kovending?

Tags

2 Feet Entertainment, En selvudgivers bekendelser, Om at være forfatter

Bogmarkedet, og dermed de vilkår man som forfatter og selvudgiver lever under, ændrer sig hastigt disse år. Som selvudgiver er man som en mus på en slagmark, hvor elefanterne slås: Man må konstant være vågen og på spring, ellers bliver man trådt under fode.

Og bogbranchen ER en krigzone. Forlag mod forlag mod boghandlere mod supermarkeder mod internetboghandlere mod biblioteker – og nej, der skal ikke være et ‘mod forfattere’, for forfatterne er slet ikke på banen, og hvis vi endelig er, så bekriger vi hinanden i stedet for at kæmpe for vores fælles sag, men det er en helt anden historie.

Revolutionen der måske ikke kom alligevel

I efteråret beskrev jeg her på bloggen, hvordan e-bogens indtog truede de store, gamle magtfulde elefanter i bogbranchen, alene fordi den åbnede en vej uden om alle de nåleøjer en forfatter skulle igennem for at få sit værk ud til læserne.

Revolutionen truede, og mastodonterne skælvede med blikket rettet mod USA, hvor e-bogsbestsellerlisterne pludselig domineredes af selvudgivere, men modsat de amerikanske forlag, som vist stadig ikke helt har fattet, hvad der ramte dem, så var de danske advaret på forhånd.

Jeg var selv meget positivt overrasket over det danske e-bogsmarked, som var i hastig vækst sidste år. Det er ikke længere tilfældet. Nu er det stagneret, hvis ikke aftagende. De første e-bogshandlere er bukket under, og jeg gætter på, flere er på vej ned.

Det er ikke sket, fordi læserne har vendt e-bogen ryggen, nej, det, der skete var, at bibliotekerne kom på banen – og tilbød gratis e-bøger.

Gratis vil altid vinde, især med et medie som e-bogen, der alene er sit indhold: E-bøger kan ikke gives i gave; de kan ikke stå på reolen og fortælle, hvem der bor i hjemmet; de kan ikke videresælges, når man er blevet træt af dem; man kan ikke engang låne dem ud til sine venner. En skønlitterær e-bog er læseoplevelsen og intet andet.

Bibliotekerne tager over

Jeg skrev et kritisk indlæg her på bloggen om den ordning, der var omkring e-bogsudlån tilbage i november, en aftale der bar tydeligt præg af at være indgået mellem bibliotekerne og de to største forlag, og jeg beskrev mine bevæggrunde for ikke at gå med på ordningen. Den kritik står stadig ved magt, og jeg kunne endda føje et par kritikpunkter til, hvis det skulle være, men jeg har måttet foretage en kovending og gå med på ordningen alligevel.

Bibliotekerne har nemlig overtaget markedet, således at danske e-bøger i dag er noget, man låner på ereolen, og vil man fortsætte med at udgive e-bøger på dansk, er man nødt til at være med ordningen. Der er endnu ikke tale om en 100% overtagelse af markedet, men min fornemmelse er, at 75% af markedet er indtaget af bibliotekerne. Måske mere.

Og så nytter det ikke, at vi indieforfattere, selvudgivere og småforlag prissætter vores e-bøger til en tredjedel eller mindre af de store forlags vanvidspriser, når læserne søger mod bibliotekernes gratis e-bøger.

Derfor kan mit lille indieforlag 2 Feets e-bøger nu lånes på ereolen.

Og det skal jeg da skynde mig at opfordre dig til at gøre. Du finder dem lige her – og det er gratis.

AT LEVE AF DET

Tags

2 Feet Entertainment, At være forfatter, Økonomi, En selvudgivers bekendelser, Hjælp jeg vil skrive en bestseller, Om at være forfatter, Selvudgiver

Jeg kan lige så godt starte med en advarsel: Dette er sandsynligvis det mest kontroversielle indlæg i serien En selvudgivers bekendelser. Du vil – hvis du har bare en smule af tidens forbruger-gen i dig – mene, at jeg i det følgende er for langt ude, urimelig eller måske endda forrykt – og det er jeg også!

Jeg forsøger ikke at behage, jeg forsøger bare at give dig et par brugbare råd til, hvordan drømmen om at blive forfatter på fuld tid virkeliggøres, så du ikke behøver lave andet end det, du virkelig brænder for.

At det har sin pris, og at det kræver både mod, frækhed og ofre at forfølge en drøm, eller et kald, burde ikke komme som en overraskelse. Jeg viser her, hvordan det kan opnås, det er op til dig at beslutte, om du brænder nok for det til at vælge det liv.

Jeg har levet udelukkende af mine kreative talenter, siden jeg sagde mit sidste bi-job op i sommeren 1996. Jeg har altid vidst, at jeg skulle bruge mit liv på at fortælle historier, men de første mange år havde jeg bi-jobs til at betale huslejen og lidt mad.

Inden jeg tager fat på rækken af råd, så lad mig understrege, at det IKKE er let at leve af forfattergerningen – det er rent ud sagt pissehårdt! Lad dig ikke narre. Man skal virkelig brænde for det for at vælge den levevej.

Her er 8 råd, der kan gøre dig til forfatter på fuld tid:

#1 – FÅ STYR PÅ DIN PRIVATØKONOMI

Er du typen, der aldrig har penge sidst på måneden, eller bruger du rub og stub uden tanke på i morgen, hvis du får et større beløb mellem hænderne, bør du nok overveje, om du er rustet til et liv som forfatter!

Forfattere får ikke månedsløn, og slet ikke noget, der kunne ligne fast løn. En forfatters indtægter er som oftest meget uforudsigelige og kan virke ret tilfældige. For mange er de tre vigtigste indtægter, og de eneste, man tør regne lidt med: Royalty, Bibliotekspenge og CopyDan – og de udbetales alle én gang årligt.

Hvordan vil du klare dét, hvis du ikke kan styre din økonomi, når du får fast månedsløn?

(CopyDan er betaling for fotokopier af ens tekster, gerne fra skoler. Bibliotekspengene er betaling for, at bibliotekerne stiller ens værker gratis til rådighed for lånerne. Royalty er forfatterens andel af bogsalget.)

#2 – BETAL DIN SKAT

Mange forfattere snubler i skatten. Det skyldes især to forhold.

a) Samfundet og dermed også skattelovgivningen er tilpasset flertallet; de normale skatteborgere med fast løn og feriepenge – og forfattere passer meget dårligt i de systemer. Man SKAL f.eks. betale sin skat i fastlagte månedlige rater – man kan ikke bare betale skat, når man har indtægter. Det kan betyde, at en forfatter skal betale skat hver måned, årets første seks måneder af den indtægt, man gætter på, forfatteren måske får i løbet af sommermånederne. Det kan være svært, hvis pengene i forvejen er små.

b) Forfatteres indtægter er B-indkomst, og det betyder, at man får pengene, FØR der er betalt skat af dem. Man skal selv huske at få betalt sin skat, og igen, man kan ikke bare betale skatten en gang for alle, nu man var heldig at få en indtægt, nej, man skal betale skatten i faste rater, hver måned resten af året.

Det er ikke umuligt at indrette sig efter disse forhold, men det kan være svært, især de år, hvor indtægten er mindre end forventet.

Faktisk er det et klogt valg at betale for meget i skat, så man får penge tilbage hvert år – simpelthen fordi man som forfatter passer så dårligt ind i systemerne, at man kan have brug for Skats velvilje en dag – og så er de mindre villige til at imødekomme én, hvis man har ubetalt restskat og skylder dem penge.

#3 – STYR DIT FORBRUG

Vil du leve af at være forfatter, må du forstå, at dit privatforbrug kan være den største forhindring for at drømmen bliver til virkelighed. Det er nok noget af en mundfuld i en tid, hvor vi nærmest er hjernevaskede til at tro, at vi ER vores forbrugsvaner.

Din bil, dit mærketøj, dine Ray Bans, din iPhone, dine økologiske Irma-indkøb, og alt det andet luksus … Hvis disse ting er vigtigere for dig end forfatter-drømmen, så vil jeg opfordre dig til at få en anden drøm.

Det er ganske simpelt: To personer drømmer om et liv som fuldtidsforfattere. Den ene skal bruge 400.000 om året for, at pengene slår til, mens den anden kan nøjes med 40.000 – hvem tror du har lettest ved at kunne leve af at skrive?

(Og hvem vil have lettest ved at håndtere de op og nedture en uforudsigelig indtægt VIL medføre?)

#4 – UNDGÅ FASTE UDGIFTER OG LÅN

Det er lån og faste udgifter, der slavebinder dig i dette samfund. Det er dem, der tvinger dig på arbejde om morgenen. Det er dem, der fratager dig muligheden for at bruge al din tid på det, du virkelig brænder for.

Nøglen til frihed i dette samfund er at kunne betale sin skat og de faste udgifter. Jo, færre faste udgifter, jo lettere er det at leve af forfatterskabet.

Jamen, det er jo umuligt at undgå faste udgifter! Det kan ikke lade sig gøre!

Nej, og det er sådan, vi alle sidder i saksen, men det KAN lade sige gøre at BEGRÆNSE dem voldsomt. Tricket er let nok: Ingen lån, ingenting købt på afbetaling.

#5 – KRÆV BETALING FOR DIT ARBEJDE

Som forfatter bliver man konstant opfordret til at arbejde gratis. Argumenterne er oftest, at det er godt for en at få sine ting ud, så man kan blive lagt mærke til (det er god reklame for ens forfatterskab) eller man mødes med “Der er jo ikke nogen, der tjener penge på det her, så …”

Verden er fuld af ulønnet forfatterarbejde, og hvis man ikke tænker sig om, kommer man ikke til at lave andet.

Selvfølgelig er det en balancegang, men generelt er vi forfattere ALT for dårlige til at kræve betaling, man er vel nærmest bare beæret over, at nogen vil bruge en eller ens arbejde – og så fucker vi os selv, for en gang gratis, altid gratis.

Jeg vurderer altid fra gang til gang, om det er umagen værd at deltage i tilbudte projekter, også dem, der er betaling for. Om det er foredrag, noveller til antologier eller blade, blog- og klummeskriverier, så er min tommelfingerregel, at enten er der GOD betaling for det – eller også ved jeg præcis, HVORFOR jeg stiller op alligevel.

Det er en uhyggelig svær balance, fordi kulturlivet altid mangler penge, og man heller ikke kan sidde i et hjørne og ikke ville være med nogen steder. Man bliver af og til nødt til at give noget gratis for at få noget igen.

Det er ofte sådan, at de steder, der har så stor gennemslagskraft, at det ville give mening, altså være god branding af ens forfatternavn at arbejde gratis i en periode eller stille sin tekst gratis til rådighed, de er så store, at de skam nok skal betale.

Overalt i kulturlivet udnyttes håbefulde talenter, der vil gøre alt for meget for at få en fod indenfor. Du har kun dig selv til at sørge for, at du ikke bliver en af dem.

#6 – HOLD FAST I DINE OPHAVSRETTIGHEDER

Som forfatter lever man ikke af det, man laver. Man lever af det, man HAR lavet.

Når et værk er udgivet, får det sit eget liv. Hvis verden elsker værket, bliver du måske rig, men måske gør du ikke. Hvis verden hader værket, bliver du måske også rig, det er ikke til at sige, for det meste er det ganske uforudsigeligt og stort set helt ude af dine hænder – og meget svært at finde den store logik i.

Det er et spørgsmål om held – som at vinde i Lotto, MEN husk, at vinderen i Lotto er ham, der har Lotto-kuponen – og når det gælder en forfatters værk, så er Lotto-kuponen ligmed ophavsrettighederne.

Derfor skal du være utrolig vågen, når kontrakter og aftaler indgås. Det vil meget ofte blive forsøgt at nuppe en del sidegevinster i form af sekundære rettigheder til værket, og det skal du ALDRIG gå med til. Du skal KUN afgive de rettigheder, som er strengt nødvendige i forbindelse med det projekt, aftalen indgås omkring.

Det virker måske meget naturligt, at et lydbogsforlag ikke skal have filmrettighederne med i købet, men det gælder også ting som e-bogsrettigheder, salg til udland og til alt muligt andet, som mange almindelige forlag forsøger at få med i aftalerne.

Og sørg for at have tidsbegrænsninger på aftalerne, således at rettighederne går tilbage til dig automatisk på et fastlagt tidspunkt.

Vær især forsigtig, når aftalen rummer ord som ‘eksklusiv’ og ‘eneret’ – det gør filmkontrakter og forlagskontrakter omkring bogudgivelser gerne, hvilket er forståeligt, men det skal ikke være til evig tid.

Du skal også være opmærksom på rettighederne til dit fiktionsunivers og dine fiktive personer. Du skal ikke forpligte dig til, at en bog-serie ikke kan udgives på andre forlag – ligesom filmselskaber ikke skal have retten til genindspilninger, sequels, prequels, og hvad de ellers kalder dem.

Jamen, hvis man er så besværlig, så bliver man jo aldrig udgivet. Jo, du gør. Hvis du virkelig er god nok, så skal du nok komme ud. Men hvis du ikke passer på dig selv og dine ophavsrettigheder, så kan det let være dig, der bliver berømt, mens en anden løber med pengene.

#7 – VÆR PRODUKTIV

Det er som sagt helt uforudsigeligt, hvad en tekst vil indtjene til forfatteren. Jeg har selv udgivet en lille, kort novelle, der har indtjent mere end mine tre dårligst indtjenende romaner til sammen. Tre års romanskrivning mod en eftermiddags inspiration. Gennemtænkte, solide værker mod et øjebliks indfald.

En forfatters værker indtjener meget sjældent en årsløn, det år de udgives. Indtægterne kommer hen ad vejen og nærmest tilfældigt dumpende resten af forfatterens liv.

Man lever af mange bække små, og jo flere udgivelser, man har på backlisten, jo lettere er det at leve af de små dryp i kassen, hver tekst giver.

Oven i det kommer der så ekstraindtægter og tilbud om at skrive nyt i forskellige sammenhænge, og de ting kommer lige så uforudsigeligt, MEN igen jo mere du har ude, jo større er chancen for, at nogen har set dig eller dit arbejde og tænkt, det er jo lige det, vi har brug for, det er lige den forfatter, der kan løfte vores opgave.

#8 – HALLO! SÅDAN NOGLE TABERRÅD!

Ja, der er ikke meget glamour over mine råd, og jeg gætter på, at du sidder og tænker alternative løsninger, for det må der da være.

Det er der også.

En meget brugt model på en alternativ løsning er at få andre til at betale, så er man ligesom ude over det der taberagtige hensyn til at holde udgifterne nede. I gamle dage havde mange forfattere en velgører, der holdt hånden under dem, men det ses så ikke rigtig mere. I dag praktiseres projektet ‘Få andre til at betale’ i to udgaver: Søg legater eller gift dig med én med penge. Generelt er den sidste løsning den mest stabile, men det er som oftest mest kvindelige forfattere, der har held med modellen.

Alternativt kan man smide hjerteblodet over bord og droppe alt det der med at skrive det, man brænder for – og i stedet forsøge at skrive det, folk vil have.

Igen er der to løsninger: Skriv ugebladsnoveller – eller skriv en bestseller!

Hvis du vil skrive en bestseller, så jeg har forresten skrevet bogen til dig. Den hedder ‘Hjælp, jeg vil skrive en bestseller!’