Familien – på godt og ondt

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, familieforhold, familier, følsomme sjæle, forfatterfamilier, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, kunstnerfamilier, nervøsitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet, Sociale medier

 

Trettende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen forventes udgivet tidligt på efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Familien – på godt og ondt

At sætte ord på de udfordringer, der er forbundet med forfatterlivet og familien, er en drilsk opgave, for nok rummer familien ofte de vigtigste mennesker i vores liv, dem, vi holder mest af, og dem, der former os, men familien er også vores samfundssociale afsæt i livet, vi fødes ind i en socialklasse, som måske ikke forstår en forfatters sære liv, lige som det kan vise sig at være noget af en mundfuld at få ægteskab og sin egen lille familie til at fungere, når man lever et liv, der ikke altid passer skidegodt ind i det normale Danmark.

En af de ting, der gør det svært at skrive om udfordringerne omkring familielivet for en forfatter er, at jeg ved, at nogle vil fejllæse et sådan indlæg sådan, at det opfattes som et had mod familier, eller klynk over et liv, der i virkeligheden er gået ret godt, og det er ikke min hensigt, så selvom det følgende kommer til at fokusere på det negative, på besværlighederne, på udfordringerne, så er det altså ikke sådan, at jeg ikke ser de gode sider familier også rummer.

Familier er selvfølgelig meget forskellige. De er ikke bare summen af de individer, de rummer, og det samliv de individer har haft med hinanden tidligere, de er er også formet af kulturelle og klassebestemte normer, slægtens rolle i samfundet og udefrakommende begivenheder.

Familier er også mange ting i dag. Det er ikke bare mor, far og børn i den familie, vi selv skaber, eller bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner osv i den familie, vi er født ind i plus evt svigerfamilies ditto, i dag kan familie rummer fraskilte, papbørn, forældre af samme køn eller forældre i variabelt antal. Her er enlige forældre nok den almindeligste variant.

Man kunne være fræk at sige, at vil man være forfatter, så er det en fordel at være født i en familie i den intellektuelle del af samfundet, måske endnu bedre i den kulturelle, for alt andet lige så vil det være en fordel, hvis man har nogle, der kender miljøet i den verden, man skal begå sig i, nogle der har netværk og forståelse for ikke bare en kreativ hjernes sære veje i livet, men også indsigt i, hvordan man begår sig i branchen og bedst varetager og udvikler sit talent. At nævne det er sært nok lidt et tabu, men Danmark er et gammelt monarki, og hver branche har sin adel.

Nu drysses talent, lyst til at skrive og det drive, der skal til at skabe sig en karriere som forfatter eller nogen som helst anden form for kunstnerisk virke, ret tilfældigt ud over samfundsklasserne, og mange store forfattere er født i helt andre samfundslag, langt væk fra det kulturliv, de senere må lære at leve i.

Nogle familier er kærligere og mere omsorgsfulde og rummende end andre, nogle falder helt fra hinanden og ender i kaos og had — og imellem de to er der et gråt hav af variationer. Den familie, vi er født ind i, har formet en stor del af indholdet i den rygsæk, vi har med os i livet.

Hemmingway skal vidst have sagt noget i stil med, at en forfatter skabes af en ulykkelig barndom. Jeg ved ikke, om det er en enegyldig sandhed, sådan at ingen forfattere kommer ud af en lykkelig barndom, men det er i hvert fald sandt, at mange af de store er rundet af en vanskelig barndom.

Jeg kender en del forfattere, der aldrig har fået børn, og dermed aldrig har startet deres egen lille familie. Det var heller ikke min egen plan at gøre det, før jeg skiftede mening og så gjorde det alligevel. Og selvom det ikke altid er noget, man vælger, mange har måske bare aldrig fundet den rette eller følt, at det var nu, hvis det skulle være, mens andre starter familie lidt tilfældigt —  ikke alle graviditeter er planlagte, kan det ikke at starte en familie på en den ene side være en klog ting, hvis man vil være forfatter, for så har man kun sig selv at indrette sig efter, og det er kun en selv, der kommer til at lide under det valg. For noget let liv er det ikke nødvendigvis.

På den anden side så gør det noget ved en som menneske at få børn. Man modnes med ansvaret, opdager måske nye sider af sig selv, af livet, samfundet, kærligheden, som man — eller jeg selv i hvert fald — næppe nogensinde havde fået indsigt i uden børn. Det giver stof at skrive om.

Og det er heller ikke altid sådan, at det er skidt, at have en forfatter i familien. Den frihed, der følger med, det, at man lettere kan tage fri, når der er noget med børnene, når de er syge, eller hvis de af andre grunde har brug for en forældres nærhed nu og her — eller i længere perioder, så er det meget lettere at træde til som forfatter. Det er guld for en lille familie. Siger min kone. For der er lige det, at det kan jo være irriterende og lidt stressende for en selv som forfatter, når man så ikke lige kan få skrevet det planlagte, fordi barnet har roskildesyge igen igen.

Herhjemme er det blevet en familie-joke, at når jeg skal starte på en ny bog og derfor har brug for ekstra ro de første uger, til jeg er kommet godt i gang, så er der en i familien, der lægger sig syg — og ødelægger den nødvendige ro omkring mig. Det er ikke et spørgsmål, om det sker, det er et spørgsmål, om hvem der bliver syg.

Man arbejder jo i hjemmet, og i de perioder, man har brug for meget ro, kan man blive næsten desperat over ikke at kunne komme til at arbejde. Ikke at kunne få ro. Jeg er blevet mere følsom på dette punkt med årene og har i dag et større behov for ro for at kunne skrive skønlitteratur end tidligere, og det er ikke en god kombination med familie og børn. Her skal man huske, at den indre slavepisker, mange af os bærer rundt på, er en dæmon, der altid fortæller os, at vi ikke få lavet nok. Selvdisciplinens bagside.

Den økonomiske usikkerhed, der følger med jobbet, bliver heller ikke lettere at håndtere, når man stifter familie. Børn er for det første dyre, og der er derfor et større pres på at præstere økonomisk end ellers. Det bliver ikke lettere af, at det moderne konkurrencesamfund kan være et vidunderligt sted, hvor børn af ‘fattige’ forældre er lette mobbeofre. Det er ikke let at se sit barn mobbet, fordi der kun er råd til genbrugstøj, eller de julegaver, de får, nedgøres i klassen.

Den økonomiske side af forfatterlivet har også den konsekvens, at der nok ikke er mange forfattere, der tjener mere end deres ægtefælle. En skæbne kvinder har været vant til længe. Men der ligger ting begravet her, som heldigvis ikke gælder for alle, men alligevel.

Der er dels noget indbygget magt i forholdet ved at være den, der tjener mest. Allerede ved lønudbetalingen bidrager man med mindre til familien. At mange forfattere så står for meget af det huslige arbejde i hjemmet, fordi man alligevel er hjemme, det ved kvinderne nok i forvejen ikke altid tæller med.

Det er i dag heldigvis blevet mere accepteret, at kvinden kan tjene mest, men før i tiden, og stadig for nogle mennesker, er man ikke en rigtig mand, hvis ens kone tjener mest. Ikke alle kvinder gider en mand, der tjener mindre end dem selv, heller.

Gemt i dette ligger så også noget at gruble over i de økonomisk svære tider, som der gerne er flest af, for skrider konen, hvis … Nogle gør jo! Jeg er heldig, min er her stadig.

Men mens jeg skrev dette afsnit, stoppede jeg op et øjeblik og forsøgte at komme i tanke om mandlige forfattere, hvor konen med sikkerhed måtte tjene absolut mest, og jeg kunne ikke komme i tanke om nogen. Måske den sorte klap der gik ned? Men jeg kan nævne mange kvindelige forfattere, hvor manden tjener rigeligt til dem begge, og hvor det måske betyder mindre, hvad disse forfattere tjener eller om de tjener noget overhovedet.

Jeg kender i hvert fald ingen mandlige forfattere, der er i samme situation. Inden dette ender i en politisk spekulation over køn og ligeløn, så stopper jeg den her. For min hensigt er alene at vise et bump på vejen. Og det er, at det ikke altid er fedt at tjene mindst, at bidrage mindst til familien. 

Man vil heller ikke altid have så meget at fortælle om ved middagsbordet i familien. Alle de andre er ude i verden og opleve ting, selvom det så bare er arbejde eller skole, mens man selv har siddet hjemme og stirret på en computerskærm, mens man har bokset med en historie, som man måske aldrig taler om, før den er færdig, eller hvis man er den type, der gør, allerede har talt om hundredvis af gange før.

Når det kommer til den større familie, den vi er født ind i, så er det ikke alle familier, der er voldsomt positivt indstillet over for kulturen eller forfatterlivet. Nogle opfatter det slet ikke som et værdigt job, et rigtigt arbejde. Man er måske endda en skam for familien. En social nasser. Eller en, der vil mænge sig med de fine. Der er sociale lag, der ser sådan på det.

Andre lever i en virkelighed, hvor en god bog automatisk tjener millioner, og hvis den ikke gør, så var man måske alligevel ikke så talentfuld, som man gerne ville tro selv. Så opbakningen rækker måske ikke så langt, og skal du ikke snart have et ordentligt job?

Andre gange kan fjerne familiemedlemmer pludselig føler sig tiltrukket af den glans af ‘kendthed’, der kan være om en, nu ens bøger bliver anmeldt i aviserne, eller man har været i tv. De vil være med, kræve en del af ens succes. De er gerne væk igen, når glansen skinner knapt så strålende. 

Oven i det kommer den rivalisering, nogle familier også rummer, gerne mellem søskende, som ikke er jantelov eller misundelse, men noget i samme skuffe.

Er man født i en kulturelfamilie, så skal man måske leve op til noget, familiens anseelse, måske, og så er det ikke lige meget, hvad man skriver, og hvem der læser det. Man kan også føle, at man måske slår fejl, fordi andre i familien har markeret sig stærkere, eller man konstant vil blive sammenlignet med en kendt forfader, eller at man bliver skudt i skoene, af folk uden for familien, at man har fået det hele forærende. pga sit efternavn.

Hvor i familiehierakiet befinder man sig? At man måske er skideligeglad med den del, betyder ikke, at de andre er det. Kommer successen pludselig kan familienstrukturen ændre sig meget hurtigt, og det er ikke nødvendigvis noget, der går stille for sig. Nogle oplever, at deres forfattergerning enten bliver en slags tabu i familien, eller det bliver kogt helt ned til et enkelt spørgsmål: ‘Nå, får du skrevet noget?’ og så snakker vi ikke mere om det. Nogle begynder måske at se skævt til en, nu man er blevet så ‘vigtig’ eller ‘arrogant’ eller hvad der nu kommer ud af sidebenene. 

Har du selv oplevet udfordringer med at være forfatter i forhold til familien, så hører jeg meget gerne om dem.

Næste gang tager jeg fat på noget, som vi alle kan blive bange for at opdage, at vi ikke har: Forestillingen om talent.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Fremtidsudsigterne

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, foredrag, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, nervøsitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet, Sociale medier

 

Tolvte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen forventes udgivet tidligt på efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Fremtidsudsigterne

Når man er først er forfatter, når man har backlisten til bevis, og ikke bruger ordet toldfrit, fordi man kan, sker der noget. Det er ikke noget, man nødvendigvis mærker komme, det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, men det sker for næsten alle. Drømmen om forfatterlivet, drivkraften i starten af karrieren, hvor man let kunne tro, alt var muligt, den skifter til en ulmende bekymring for fremtiden.

Noget af det er måske bare et spørgsmål om at blive ældre. Det siges, at unge mennesker ser muligheder, hvor ældre ser begrænsninger, men det er mere sårbart for forfattere end så mange andre faggrupper, når troen på fremtiden bliver mere sammenbidt.

Der er ofte et mellemspil, hvor man møder virkeligheden. Folk, der ingen kontakt har med den kreative verden, lader til at tro, at der findes en naturlov, der siger, at alle gode bøger tjener gode penge, og alle gode forfattere bliver rige af det. Virkeligheden er bare en ganske anden. Der er meget langt mellem de rige danske forfattere. Ja, der er et par stykker, og lidt flere som klarer sig godt, og lidt flere endnu, der som jeg selv, klarer sig igennem og lever af det, nogle år bedre end andre, og så er der en stor gruppe, der aldrig tjener andet end småpenge. Det første chok er nok, at der er så mange glimrende forfattere, der har skrevet anmelderroste og prisvindende bøger, der ikke er i nærheden af, at tjene det, der ville være mindsteløn andre steder.

At jobbet er så usikkert og lunefuldt gøder kun bekymringerne for fremtiden, for hvad skal der egentlig blive af én, hvis det hele slår fejl? Det er med al tydelighed klart for alle, at det konkurrencesamfund, vi lever i i dag, ikke har meget til overs for tabere, syge og arbejdsløse. Vil man ende blandt dem? Oddsene er, at det vil man nok.

Husk nu lige på, at forfatterjobbet er som det er, det er ensom mission, der balancerer på ens egen tro på, at det, man bruger sin tid på, det fører nogen vegne. At idéen er stærk nok, at man selv kan skrive den godt nok, at der er læsere derude, der vil tage imod den, at det hele nytter. At det betyder noget. Tvivl er den kreatives evige følgesvend, men fremtidsudsigterne for danske forfattere er dystre, og det er i det lys, man skal formå at holde modet oppe, at bevare troen på, at det kan lade sig gøre. For mister man troen på det, er man et frygteligt sted, for hvor skal man så finde drivkraften til at fortsætte?

Og jo, der er skam mørke skyer nok ude i horisonten. Det er ikke klynk at se dem i øjnene, det er nødvendigt, det er ansvarligt, det er nærmest idioti ikke at gøre det. Jeg har interviewet særdeles succesrige forfattere til den bog, dette projekt skal ende med at blive til, og også der har jeg mødt en forstemmende bekymring for fremtiden. Det værste er igen, at der nok ikke er voldsomt meget, man kan gøre ved de mørke skyer, men man må være forberedt på, at der vil være perioder, hvor man virkelig skal mande sig op for at bevare drivkraften til at fortsætte. Man kan ikke ændre det, men man kan måske ændre sin måde at håndtere det på, måske finde en ny vej videre, hvis det værste skulle ske. Eller når det sker. Hvad er din plan? Har du en?

Men hey, hvor slemt kan det være? Hvad er det for mørke skyer, der truer i fremtiden? Hvad klynker det gamle fjols nu om? Hvad er for bekymringer for fremtiden, de tossede forfattere nu har?

Jo, altså:

Konstante offentlige besparelser

Biblioteker og skoler står hvert år for skud, og der bliver både færre skoler og biblioteker og færre penge til indkøb af nye materialer, bøger, og til at hyre foredragsholdere. Begge dele rammer forfatterme. Vi sælger færre bøger, vi hyres til færre foredrag. Besparelserne rammer også film og teater, og det rammer så igen også forfatterne, fordi det bliver betyder færre filmatiseringer og dramatiseringer, og begrænser risikovilligheden, således at der satses mere ensidigt på bøger, der allerede er salgssucceser i håb om at ride med på bølgen, mens de smallere titler fravælges, selvom de kunne have resulteret i bedre film eller teaterstykker.

Boghandlerdøden

Der bliver konstant færre boghandlere i landet. Det gælder ikke kun de fysiske boglader ude i byerne, men også internetboghandlere. Steder at sælge papirbøger bliver færre og mindre risikovillige. Der satses på færre titler fra færre forlag. Salgbarhed er den eneste kvalitet, der er tilbage her. Det betyder, at boghandlerne ikke længere er det eldorado af læselyst, de måske var engang. Udvalget er for begrænset.

Nye medier

Folks vaner ændrer sig konstant. Nye medier kommer til. Vi ser flere tv-serier end nogensinde og går næsten aldrig i biografen. Ingen ønsker sig længere cd’er i julegave, men streamer på livet løs. Vil papirbogen stadig blive læst om bare ti år?

Pension

Meget få forfattere tjener nok til at kunne spare op til pension. Endnu færre kan låne penge til egen bolig, så den med friværdi og huj-hej på boligmarkedet er også valgt fra. Så udsigten er en særdeles fattig alderdom på laveste pensionssats, hvis der altså overhovedet er pension, når vi når den alder. Man kan måske håbe på, at der stadig er lidt biblioteksafgift, men det kræver jo, at der er biblioteker til den tid, og at ikke alt er digitaliseret, for selvom biblioteksafgiften nu også rummer de digitale udgivelser, så udregnes den på en anden måde, der mere eller mindre kræver, at forfatteren stadig er aktiv.

Digitaliseringen og streaming

Der er kommet nye bog-medier til også. E-bogen og den digitale lydbog. Begge dele har betydet en sund saltvandsindsprøjtning for en noget vissen og træt bogbranche, og man kan nok roligt antage, at begge dele er med til at forlænge bogens liv, både for den enkelte bog – og for bogen som medie. Der følger dog en helt ny virkelighed med de digitale udgivelser, og det er ikke garanteret, at det vil gøre forfatterlivet lettere.

Papirbøger har altid solgt godt op til jul, da bøger længe blev anset for en oplagt julegaveidé. Digitale bøger er ikke på samme måde oplagte julegaver. Man kan frygte, at bogen også er ved at miste terræn på dette område.

Fremtidens læsere

Da jeg arbejdede på bogen ‘Hjælp, jeg vil skrive en besteller’ tilbage i slutningen af 00’erne, kunne jeg med hjælp fra eksperter på området tegne et billede af den gennemsnitlige boglæser. Det var en veluddannet kvinder på over 45. Hun er næppe blevet yngre siden da, og der er næppe heller kommet flere mænd til. Er bogens målgruppe lige så stille ved at forsvinde?

Man kan også være bekymret for, om de kommende generationer overhovedet vil kunne læse en bog. En ting er at kunne læse en kortere tekst på computeren eller mobilen, noget helt andet at kunne læse en hel bog — også det mellem linjerne. Som minimalist har jeg erfaret, at det allerede er gået ned ad bakke med det sidste. Mange læsere i dag fanger kun den del at historien, som bliver serveret direkte for dem. Står det ikke direkte med ord på siden, forstås det ikke. Det kan virke dovent på en som mig, men der bliver tilsyneladende flere og flere af dem.

Kommercialiseringen

Siden boghandlerne mistede deres monopol på at sælge bøger, og bogpriserne blev givet fri, er forlagsbranchen blevet mere og mere kommercialiseret. Forlagsbranchen er blevet en krigszone, hvor den ‘frie’ konkurrence har betydet ikke bare, at udgivelsespolitiken er blevet rent markedsorienteret, men også at store forlag sluger og lukker mindre forlag, at detailled og distributionsled opkøbes og branchen kontrolleres på stadig færre hænder. Litteraturen, kreativiteten, kunsten og de skæve udgivelser lider som følge deraf. Det er i dag ikke muligt at agere på markedet, ligegyldigt om man er selvudgiver, forfatter på stort eller lille forlag, uden at en del af omsætningen ender i hænderne på i hvert fald en eller to af de fem største spillere på markedet. Ligemeget, hvad man gør, så tjener de på det.

Nogle frygter, at Amazon kommer til landet, for det lugter jo pludselig af et internationalt monopol på markedet, men bogmarkedet i Danmark er allerede på så få hænder i dag, at det måske ikke vil gøre fra eller til. Man kan dog tvivle på, at meget bliver bedre, hvis det sker.

Politikernes luner

Os, der har været med nogle år, har lært på den hårde måde, at politikerne ikke giver en skid for, hvad deres forskellige idéer og indfald har af betydning for de skabende kunstnere og heriblandt forfatterne. Hov, vi kommercialiserede lige markedet, men I kan nok tilpasse jer de forringede vilkår, hov, vi slog lige kommunerne sammen og halverede dermed nærmest antallet af hovedbiblioteker og dermed det forventede bogsalg for hele mellemlaget osv. Man lærer at frygte det næste indfald. Det skal nok komme. Det er ikke betryggende at tale med politikere, for det er så deprimerende at opdage, hvor lidt de ved eller interesserer sig for virkeligheden blandt sådan nogle som os.

Ens egen karriere

Jo sværere opgaven ser ud, jo lettere kan man tvivle på ens egen evne til at holde fast i den læserskare, man dog har. Vil man kunne holde dampen oppe, vil man blive ved med at få gode nok idéer, vil læserne stadig orke at læse ens bøger? Hvad hvis talentet visner? Hvis man mister ‘det’?

Pressens luner

Aviserne har det også svært. Boganmeldelser og bogomtaler bliver færre og færre og fokus rettes mere og mere på det populære fra de store forlag. Det nye og unge har altid forekommet pressen mere spændende, end det gamle og etablerede (når det gjaldt forfattere, ikke forlag!) og sådan er det stadig. Man kan næppe bilde sig ind, at fremtiden ser lysere ud. Spørgsmålet kan i lige så høj grad være, om der findes aviser i fremtiden, og om de overhovedet interesserer sig for litteratur.

Forfatternes vilkår i fremtiden

Det er gået kraftigt ned ad bakke de senere år, når det kommer til de vilkår og betingelser, forlag tilbyder forfattere. Især på de allervigtigste punkter, som mange desværre har det med at overse: Kontrakternes varighed, mulighederne for at komme ud af dem igen og hvilke rettigheder til værkerne, der afgives. Det krydres ofte med en paragraf om, at forfatterne forbydes at tale med andre om kontrakternes indhold, og endda af og til med en lille løgn om, at det skam altsammen er godkendt af Forfatterforeningen.

Jeg kunne skrive meget mere detaljeret om, hvad der foregår derude lige nu, og måske gør jeg det i et senere indlæg, men lad det bare være sagt: Der er ikke meget, der tyder på, at en mere fair tilgang til forfatterne ser ud til at komme af sig selv, og så længe, der altid står nogle klar uanset vilkårene, så kan man kun frygte det værste.

Vil det woke kvæle kunsten?

I dag er blevet problematisk, hvis en skuespiller spiller en rolle, som ikke reflekterer, hvem skuespilleren er privat. Det lyder som idioti og er det også, men det problematiseres konstant, at den og den ikke har sammen seksuelle orientering som den spillede rolle, og derfor ikke burde have haft rollen, eller der startede det, nu er det også blevet problematisk, hvis skuespilleren foregiver at være overvægtig eller autist, og hvorfor skulle det dog stoppe der?

Kan en mandlig forfatter i fremtiden tillade sig at skrive om kvinder? Kan en heteroseksuel forfatter tillade sig at skrive om transeksuelle? En ældre om ungdommen? En hvid om en farvet? Kan man skrive om pyromaner uden at være pyroman? Kan man skrive om landbruget, når man bor i byen? Eller omvendt? Kan man overhovedet skrive om andet end sig selv?

Dette punkt er skrevet med tungen i kinden, men hvem har ikke allerede haft en god idé og så droppet den, fordi man ikke orkede dramaet bagefter? Jeg tror, det sker oftere, end mange af os har lyst til at indrømme. At der skal mindre og mindre til, før helvede er løs, shitstormene raser, og man må undskylde og trække værker tilbage, kan ikke betyde andet end en hæmning af kunsten — også i de tilfælde, hvor kunstneren bevidst går imod woke for at provokere, netop fordi man let ved at gøre det spændes for en politisk vogn og vil man det? Provokationer kan være gode nok, men det lag under, hvor et emne behandles af en kunstner, der ingen egentlig pant har i emnet, andet et blik udefra (som jo ofte netop kan se det, man ikke selv kan se, når man er midt i det!) det lag vil hæmmes. Som forfatter spørger man sig selv, orker man virkelig det? Verden er gået fra forstanden, og gider man have det lort i sit liv?

Vil der overhovedet være behov for forfattere?

På et stadig mere kommercielt marked, hvor visse forlag allerede nu indsamler data om opbygningen af og ingredienserne i de historier, der klarer sig godt på markedet med henblik på, at fremtidens bøger skal formes efter disse skabeloner, så kan man i hvert fald ane en fremtid, hvor eneste drivkraft for at arbejde som forfatter skal findes i lønningsposen, og det er jo sjældent en sted, forlagene er kendt for at forkæle forfatterne.

Oven i det, så bliver der hele tiden udviklet bedre og bedre AIs, og oven i det vi lige har snakket om, så kan man nok let forestille sig, at AIs vil overtage den del af produktionen i løbet af 20’erne. Så hvorfor så spilde kræfter på at have med besværlige og dyre forfattere at gøre?

Puha, det blev en sort omgang denne gang.

Heldigvis er vi kreative mennesker, og mon ikke, der kan findes en måde at formidle litteratur skrevet af levende, talentfulde og fantasirige mennesker også ude i fremtiden. Det kan bare være, at vi i værste fald ender med at måtte opfinde en ny bogbranche at gøre det i.

Og fremtiden har altid set sort ud, hvis man har de briller på. Intet af ovenstående er forkert, og fra tid til anden må og skal vi se fremtidens sorte huller i øjnene og spørge os selv, hvad fuck vi så gør. Men vi kan ikke gøre det hele tiden, og vi kan ikke arbejde, hvis vi stirrer os blinde på håbløsheden. Min metode har været at orientere mig, tage en beslutning og planlægge, hvad jeg gør nu og her, og når den beslutning er taget, så fjerner jeg blikket fra fremtidens dystre udsigter og stikker næsen i arbejdet, hvis altså beslutningen har været at skrive videre, og så ser jeg ikke op, før den opgave er fuldført. Nogle gange ser det hele lidt lysere ud til den tid, ofte ikke, men så har man da i det mindste en titel mere på backlisten, og en lang backlist er altid bedre for en forfatters økonomi end en kort. Og så har man da fået gjort det. Jeg kalder metoden ‘næsen i plovfuren’ – ud fra tanken om, at bondemanden kan ikke stoppe den kommende krig, men marken skal jo pløjes alligevel.

Næste gang vil jeg vende blikket mod noget, vi ikke taler om i forbindelse med forfatterlivet, men som dog rummer sine huller i vejen, nemlig : Familien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Sociale Medier – Shitstorme, trusler og søvnløse nætter

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, foredrag, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, nervøsitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet, Sociale medier

 

Elvte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Sociale medier — shitstorme, trusler og søvnløse nætter.

Det sker næsten hver måned i mit Facebook-feed, at en forfatter, kunstner eller musiker melder ud, at vedkommende lige tager en pause fra de sociale medier, men kan kontaktes pr mail eller telefon. Nogle lukker helt deres profiler.

Når man husker på, hvor vigtigt det pr-mæssigt regnes for at være for forfattere og andre kunstnere at have en onlinetilstedeværelse, som det vidst kaldes, og hvor mange bøger, blogs, webinars osv. der findes om, hvordan man bedst (igen i pr-øjemed) begår sig på de sociale medier, burde det at forlade dem jo nærmest være at sidestille med professionelt selvmord.

Skal en forfatter nå læserne i dag, og det skal man, hvis man ønsker at sælge bøger til andre end familie og venner, så skal man forstå, hvordan google finder sine søgeresultater, hvordan en hjemmeside eller blog bedst fungerer, man skal vide, hvad SEO betyder, man skal være aktiv på YouTube, på Facebook, på Twitter, på Instagram, og man skal forstå, hvordan disse sociale medier håndteres forskelligt. Oven i det skal man være til stede på Goodreads, Amazon, Saxo. Man skal være online mere eller mindre konstant, invitere til kommunikation med interesserede og levere indhold, de finder spændende, mens man undgår politiske opslag eller andre faldgruber, hvor man kan risikere at skubbe mulige læsere fra sig, hvis ikke lige disse opslag er en nødvendig del af ens forfatterbranding.

Internettet og senere de sociale medier kom da også med en overvældende mængde nye muligheder for forfattere. Nye måder at formidle sine ting på, nye måder at interagere med læserne på, nye måder at sælge bøger, nye måder at møde sine kollegaer på. Jeg har været med hele vejen og kan stadig mindes glæden ved at få kontakt med læserne via ens fine nye hjemmeside, som man selv havde lavet, eller de første par år på Facebook, hvor forfatterlivets notoriske ensomhed blev brudt, for nu havde man pludselig kollegaer at fjolle lidt med i frokostpausen. Jeg selv og nogle andre forfattere dannede endda en lille lukket gamerklub, hvor vi spillede et superprimitivt spil, der hed Gangster Battle, hvor vi en overgang gik i samlet flok efter Stig Rossen i spillet.

Det var tider. Der var sjove muligheder lige til at samle op, og næsten ingen algoritmer eller grådige tech-firmaer til at spænde ben for galskaben. Jeg husker, hvordan jeg en sommer, kørte en gæt-filmen-citat-quiz på Facebook og folk, jeg ikke kendte, gættede med fra fjerne lande, eller en lille uhyggelig historie om en due på min altan, som jeg skrev på Twitter og fik spontan ros for fra et par amerikanske gyserforfattere, som jeg ikke kendte. Eller Facebook-fjollerierne med Cepos og deres opfindsomme retorik, der altid gør løsningen på alle problemer i verden til noget med en sænkelse af topskatten.

Men hvis alle de her sociale medier er et sted, hvor man som forfatter må og skal være aktiv, og hvis de også rummer muligheder for både at have det sjovt og nå læserne, hvorfor er de så også et så svært sted at være for mange af os, at nogle simpelthen vælger dem fra?

De har en bagside. De har faktisk mange. Kreative mennesker er i forvejen ofte følsomme individder, hvor sorte huller i livet måske ikke er så uvante som for mange andre, og det kan kræve en massiv rustning, som vi måske heller ikke altid har, at stikke næsen frem disse steder.

Her er nogle af de svære sider at håndtere som følsomt, kreativt menneske:

— De sociale medier er som meget andet gratis online designet til at være vanedannende. Man bliver lidt afhængig af den opmærksomhed, man kortvarigt kan opleve efter et godt Facebook-opslag som får mange likes og deles flittigt. Det føles godt. Du kender det sikkert, man tjekker lige antallet af likes. Vi er selvfølgelig alle alt for cool til at lægge større vægt på likes, ikke? Men på den anden side, har et opslag været oppe et kvarter uden at få nogen likes overhovedet, og måske endda en enkelt sur kommentar, så kan man godt komme til at slette det igen. Pludselig, uden man helt opdager det, bliver de likes og andres kommentarer bestemmende for, hvad man skriver eller ikke skriver.

— Der er altid nogen, der søger et hurtigt skænderi, hvis du kommer til at mene noget om noget. Det behøver man ikke være forfatter for at opleve, det kender alle nok til. Lige som alle måske kender til, at det bider sig fast, at man lige må ind og tjekke, hvad idioten nu har skrevet, og mens det står på, suges livsglæden ud af en, uden man helt mærker det. Hvis man er forfatter og igang med at skrive en svær bog, så kan den slags sagtens ødelægge arbejdsdagen. Derfor har mange lært ikke at gå på Facebook, før de har skrevet.

— Problemet er bare, at nogle mennesker gør disse diskussioner personlige og begynder stalkeragtigt at argumentere, hver eneste gang man slår noget op, og selvom man kan blokere dem, så har de værste af dem det med at dukke op igen i andre sammenhænge, eller med falske profiler, og oven i det skal man huske, at de værste svinestreger ikke findes offentligt. De kommer i direkte private mails og kan rumme trusler, og den slags kan ramme en, så man til sidst dårligt tør logge på. Men man kan selvfølgelig lige så lidt lade være.

— Mange blogs og internetaviser har også kommentarspor, og som skrivende menneske kommer mange forfattere også til at skrive debatindlæg, klummer eller andet til aviser og blogmedier — og her kan det efterfølgende drama endda være værre, for artiklerne deles vidt og bredt, og hvis man bilder sig, at fx Politikens læsere er mere dannede og velargumenterede end Ekstra Bladets, så kan man let blive skuffet, for de er desværre hverken rummeligere eller mere åbne for andre synspunkter, for nu at sige det pænt.

— Og nogle gange, når det hele koger over, ender man i en shitstorm, hvor det let opleves, som om alle er efter en. Det kræver et stærkt selvværd og nogle gange en god psykolog at stå model til det.

— Alle og enhver kan oprette en hadeside mod dig, og før eller siden er der nok en, der gør det. Det er sjældent fremmende for ens nattesøvn at læse med sådan et sted, men det kræver viljestyrke at lade være. Og ikke at spekulere på, hvem der står bag.

— De sociale medier er blevet et sted, hvor vi konstant bedømmes og bedømmer hinanden. I forlængelse af det ender man let med at bedømme sig selv. Det er et fænomen, der kan ramme alle bruger af disse medier. Det kaldes compare and despair. Alle andre ser så lykkelige ud, har perfekte liv, og her sidder man selv i sit eget smådepressive socialrealistiske liv og kan ikke leve op til det, og det er lige til at miste modet over. Som forfatter kan den del vise sig at være endnu værre, for vi er et ensomt og introvert folk i forvejen, og hvor det selvfølgelig er fedt nok at have mange kollegaer blandt sine Facebookvenner, så kan det også skrue op for netop compare and despair. De fleste deler jo kun de gode anmeldelser og ikke de dårlige, og alle de dersens selfies fra bogmesserne viser smukke og glade mennesker, der bare nyder forfatterlivet, mens man så måske ikke selv er med, og faktisk oftest føler sig udenfor eller bare lidt keglet i den slags sammenhænge, og hvad er der egentligt galt med en, siden man ikke også står der og smiler og nyder det pokkers forfatterliv?

— For mig selv, for jeg har heldigvis ikke selv været igennem alle punkter her på listen, har det mest ødelæggende ved de sociale mediers konstante larm været, at jeg et eller andet sted i løbet af 2010’erne mistede troen på det skrevne ords magt, eller at skriften overhovedet er et særlig godt kommunikationsmiddel. Man misforstås og misforstår, man tillægges meninger og hensigter ud af det blå, og man læser ting ind i andres ord, som de ikke mente, og sådan fortsætter det i en grød af håbløshed. Jeg sad og sidder faktisk lidt stadigvæk på dårlige dage tilbage med en følelse af, at det ikke nytter at forsøge at sætte ord på tingene. Ingen kan læse det rigtigt alligevel. For en forfatter er ordene ens vigtigste redskab, når man mister troen på dem, hvad er så tilbage?

— Men de lokker jo altid, de pokkers sociale medier. Man kan jo liiige kigge forbi og se om der sker noget, mens man lige sipper til morgenkaffen og gør sig klar til at skrive. Men de larmer. Alt det ovenstående kan ske, og tro mig, den form for larm gør det aldrig lettere at få skrevet. Og ja, de værste episoder kan ødelægge flere dage eller skubbe en videre ned i mørket.

De sociale medier kræver omtanke. Og hey, dine bøger kan godt finde læserne alligevel. Hvis altså, dine læsere har tid til at læse bøger og ikke sidder på Facebook og skændes med et eller andet fjols, der synes noget helt vildt dumt om noget supervigtigt, vi alle har glemt i næste uge.

Næste gang vil jeg vende blikket mod noget, der altid ulmer under et drømmejob: Fremtidsudsigterne

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Identiteten

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, foredrag, Forfattersind, interviews, kreative jobs, kreativitet, nervøsitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Tiende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Identiteten – hvornår er man forfatter – sådan rigtig?

 

At være forfatter, at kalde sig forfatter, at se sig selv som forfatter, at blive set af andre som forfatter. At være forfatter er ikke bare at være forfatter. Hvad vil det sige at være forfatter? Hvornår ER man forfatter? En ‘rigtig’ forfatter.

Forfattertitlen er noget underligt rod, og dermed er identiteten som forfatter også en sær vakkelvorn størrelse. Man tænker måske ikke over det, når man bruger ordet om andre i hverdagen, men når pludselig selv er et sted i livet, hvor forfatter måske er noget, man er, for man skal jo være et eller andet, så er det et sært sårbart sted at være.

Forfatter er ikke en beskyttet titel. Alle kan i grunden kalde sig forfatter, men det at kalde sig forfatter i en situation, hvor omverdenen, branchen, familien, hvem som helst, måske ikke helt synes, man fortjener titlen, kan jo let blive mere end en smule akavet. 

Den danske ordbog forklarer, at en forfatter er ‘en person, der skriver bøger, digte, skuespil, artikler eller lignende, og helt eller delvist lever af det.’ Den Store Danske beskriver en forfatter ‘dels som ophavsmand eller -kvinde til en bestemt tekst, dels en, der generelt skriver bøger, artikler, sang- og skuespiltekster, film- og tv-manuskripter etc.’ 

Begge dele er dejligt rummelige størrelser, der gør, at rigtig mange kan kalde sig forfatter, hvis de har lyst, men der er også mange huller i opfattelserne af, hvad en forfatter i virkeligheden er, og behovet for en eller anden blåstempling af retten til at kalde sig og føle sig forfatter ligger og lurer nede i de huller. 

Der findes forskellige skoler, der påstår at uddanne forfattere, men bliver man i virkeligheden forfatter af at færdiggøre en uddannelse på en af disse skoler? Hvad nu, hvis man intet skriver, efter man har fået eksamenspapirerne, eller ingen vil udgive det? 

Forfatter er en af de ganske få titler, der både har høj socialstatus og samtidig ofte er meget dårligt lønnet. Meget få af os kan leve af det. Alligevel er det en titel, der er en stor respekt omkring, og selvom vi selvfølgelig i visse kredse er ugleset, det er trods alt et kreativt job og rimer dermed på kulturelite, intellektualitet og alt muligt andet, som nogle —blandt andre visse politikere — elsker at hade.

Oven i alt det her, så rummer det at skrive tit en følelse af at snyde lidt, for altså, man napper lige en historie ud af den blå luft, man sidder alene og brygger noget sammen, og ja, det er jo bare noget, man finder på. I hvert fald hvis man skriver skønlitteratur. Tyg på den: man opfinder altså lidt sin egen ret til at kalde sig forfatter. Det er bare noget, man finder på. 

At kalde sig forfatter, at føle at man har ret til det, kan let være en særdeles følsom ting, selv for forfattere, man måske tror er for garvede til at tvivle på det. 

For der er mange ude i verden, og bestemt også i branchen (for vi er ikke altid hinandens bedste kollegaer), der nok skal fortælle én, at så er man altså heller ikke mere forfatter end som så. Og nogle af os har også et par indre dæmoner, der måske forstår at istemme koret, gerne i perioder, hvor det der med at skrive og præstere som forfatter måske ikke helt går så godt. 

Når man først lægger det frem, så bliver det næsten komisk, for der findes ikke den forfatter, hvis ret til at kalde sig forfatter, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Om ikke af andre, så af forfatteren selv. 

For måske er man udråbt til verdens bedste forfatter, men hvad nytter det, hvis man er midt i årelang skrivekrise og ikke har skrevet et ord og dermed slet intet udgivet i årevis? Føler man så stadig som forfatter, har man ego’et til at holde fast i det, eller begynder det at føles, som noget man var, dengang man skrev? 

Det er let at påstå, at har man blot udgivet en bog på et af forfatteren uafhængigt forlag, som det tidligere var et krav for at kunne søge legat eller blot blive medlem af Dansk Forfatterforening, så er man forfatter på livstid, noget andet er at føle, at man er det. At man har ret til at kalde sig det. 

Lever man af det, kan man altid lidt gemme sig bag det faktum, at det er bøgerne, der betaler ens regninger, og som verden er, så taler penge altid deres klare sprog. Men er det kravet, at man skal leve af det for at kunne kalde sig forfatter helhjertet, så vil de fleste af os miste titlen lige der, for det er pokkers svært at leve af at skrive. Der er meget store talenter derude, der skriver fremragende bøger og vinder priser, der aldrig kommer til at leve af det. De er for fanden da også forfattere. 

Hvad siger folkeskolelæreren, der har udgivet 20 ungdomsbøger, men aldrig tjent nok til at kvitte undervisningen, eller måske bare ikke har haft lyst til det, når man spørger, hvad hun/han laver? Er svaret forfatter eller skolelærer? 

Hvad hvis man har levet af det i en årerække, men må opgive og finde sig et job, hvis nogen da gider ansætte sådan en forfattertype, er man så stadig lige meget forfatter eller er man blevet lidt mindre forfatter?

For folk spørger jo? Hvad laver du? Med alt, hvad der ligger i det spørgsmål: Hvad er din plads i samfundet? Hvad er din titel? Hvad er du for en? Hvad bidrager du med? Hvordan tjener du dine penge?

Har man prøvet at være arbejdsløs eller langtidssygemeldt så har man måske mærket, at det ikke er helt lige meget, hvad man svarer, og hvordan det føles at svare på dét spørgsmål. Det er ikke nødvendigvis, fordi andre mennesker dømmer en, selvom nogle bestemt gør, det er bare følsomt at svare på. Især hvis svaret ikke er stålsat. 

“Jeg er forfatter,” følges altid af et spørgsmålet, om man kan leve af det, hvis man er sammen med nogle uden for det kreative miljø. Siden vil folk vide, hvad man skriver, og om de kender ens navn. Gør de ikke det, hvad de altså meget sjældent gør, for mange danskere kan sgu ikke remse mange forfatternavne op, når det kommer til stykket, så sidder man igen der med den der halvakavede følelse.

I branchen gradbøjes titlen nærmest i det uendelige — og subtilt, hvis ikke direkte, i mange af disse gradbøjninger ligger en devaluering af titlen, som sjovt nok kan trække i den stikmodsatte retning end den måske lige lyder til. Bestsellerforfatter er fx en gradbøjning, der rummer noget folkeligt og lavkulturelt. Jeg tror, det var Morten Hesseldahl, der engang retorisk spurgte, præcis hvor mange eksemplarer en bog skulle sælge, før man vidste, at den var dårlig. En bestsellerforfatter er altså lidt en falsk forfatter, en spekulant, alt andet end en kunstner.

En anden gradbøjning er fx krimiforfatter. Igen ikke helt en rigtig forfatter. En genreforfatter. Og selv krimiforfatter er blevet gradbøjet til femikrimiforfatter. Den behøver jeg vel ikke kommentere. 

Der gradbøjes også på målgruppe, og så har man børnebogsforfattere og ungdomsforfattere, som heller ikke helt er rigtige forfattere. Man er naturligvis også mere forfatter, hvis man udkommer på Gyldendal og skriver klummer i Politiken, end hvis man udkommer på et mindre forlag og blogger lidt ved siden af. Helt galt er det, hvis man er selvudgiver eller Hjemmet-forfatter, begge dele noget branchen stempler som underlødigt. Selv digtere og lyrikere, som ellers engang var finere og smallere end mange andre, er vel heller ikke rigtige forfattere, når det kommer til stykket. Er de?

Jeg har i min karriere været det meste af paletten rundt. Jeg er måske lidt anerledes skruet sammen, end mange er, fordi det med titlen har jeg aldrig helt kunnet tage alvorligt. Hele opfattelsen af, at et menneske er, hvad det gør, passer bare meget dårligt ind i min verden. Det, vi gør, udspringer af, hvem vi er, ikke omvendt. Jeg var stadig den samme, før jeg udgav den første bog, før jeg udkom på Gyldendal, før jeg skrev klummer til Politiken, og jeg blev ikke mindre mig, mindre værd, hverken som menneske eller forfatter, da jeg valgte mine egne veje i livet og mit kreative virke. Heller ikke, da jeg en overgang tjente gode penge og vandt priser og hvad ved jeg. 

Alligevel kan andres løftede øjenbryn og små syrlige stikpiller godt ramme en engang imellem. Menneskeheden som sådan er ofte en skuffelse at være iblandt. 

Og forfatterhatten den sidder altid løst og lidt skævt på hovedet af en. Som om den ikke helt passer. 

Næste gang vil jeg runder noget, der åbnede verden og gav nye muligheder for alle kreative mennesker, men som også rummer sin egen forbandelse: Sociale medier — shitstorme, trusler og søvnløse nætter. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, foredrag, Forfattersind, interviews, kreative jobs, kreativitet, nervøsitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sceneskræk, sensitivitet

Niende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter

At være forfatter rummer nogle særdeles modsatrettede krav til de evner, man som menneske forventes at besidde for at kunne gøre sig i faget. Først skal man selvfølgelig være introvert nok til, at man kan holde ud at sidde alene i månedsvis, hvis ikke år, og skrive på sit værk, dernæst skal man have selvdisciplin nok til også at få det gjort, og endelig skal man samtidig kunne træde ud af isolationen og selvsikkert håndtere jobbets udadvendte sider.

Man må kunne ‘brænde igennem’ i interviews i aviser, på tv eller radio, man skal formå at holde publikum fast til foredrag eller forfatterinterviews på scener til bogmesser, og man skal kunne møde læserne i øjenhøjde til bogsigneringer eller til forskellige oplæsningsevents — eller hvad søren det nu kan være. 

Nogle af disse ting kan faktisk vise sig ganske berigende at deltage i, man kan som forfatter få et lille sus af opmærksomheden, vi tørster jo lidt efter kontakt til vores publikum, der aldrig er tilstede, mens vi skaber vores værker, og nåja, det er da én måde, man kan opleve, at der er nogle derude, der sætter pris på ens hårde og ensomme slid med teksten. 

Der skal nok være nogle derude, der måske endda er lidt afhængige af det sus opmærksomheden og anerkendelsen kan give, nogle oplever måske endda, at det er lige her, de mærker, at deres arbejde har båret frugt. At det hele gav mening. 

Avisforsider kan da noget. Bifald efter et vellykket foredrag kan også noget. Køen af læsere med små julelys i øjnene og en bog til signering ditto. At modtage en pris foran et publikum, at blive kaldt op på scenen til premieren på en film eller et teaterstykker, man har skrevet, eller som er bygget over noget, man har skrevet, kan med garanti også noget.

Følger man et par forfattere på Facebook eller Instagram, vil man med garanti før eller siden se opslag om netop disse ting, måske et selfie sammen med andre smilende forfattere fra en bogmesse eller et billede af forfatteren på en scene foran et lyttende publikum, og det ser jo næsten glamourøst ud, det der spændende forfatterliv. De socialmedier kan noget i den sammenhæng. 

Men der er igen et par men’er her. For nok kan det være sjovt og rumme gode oplevelser, selv for en halvgenert introvert forfattersnegl, det er bare ikke hele billedet.

For der er en tid, før man er på, og der er en tid efter, man har været det, som — selv når det går godt — ikke altid stråler ligeså glansfuldt som billederne, der blev delt på Facebook. 

Et foredrag kræver dages forberedelser. Man skal skrive det, øve det, skrive det om, øve det mere, og selvom det sagt på den måde lyder meget lige til, så skal man ikke glemme nerverne. For der er ofte nerver på. Det er en uvant situation for en person, der tilbringer det meste af sin tid alene i en fantasiverden foran computeren, at skulle stille sig op foran en sal fuld af mennesker og forsøge at sige noget klogt.

Det er alt andet end ens normale comfort zone. Alt, hvad der involverer mange mennesker, kan være en mundfuld for introverte sjæle, de mange indtryk, folks reaktioner, forsøget på at være nærværende, mens en del af én tolker og nogle gange overtolker det hele samtidig. 

Der kan være voldsomme nerver, før man skal på. Der kan være søvnløse nætter i dagevis før. Jeg har selv præsteret at ligge søvnløs og spekulere over, hvad jeg skulle sige, hvis det gik galt til en bogmesse flere måneder ude i fremtiden, og så begynder man at have et problem. 

Jeg har set andre forfattere være rystende nervøse og nærmest usammenhængende før live-interviews på bogmesser, jeg har set nogle have dulmet nerverne med lidt for meget alkohol eller forskellige beroligende piller, jeg har selv taget betablokkere, før mange af mine live-optrædender. 

Ja, noget af det bliver bedre med rutinen, jo mere og oftere man stiller sig op foran et publikum, jo lettere bliver det. For det meste. For rutinen rummer jo også de dårlige oplevelser, som der også kan være ved at stikke snuden frem.

Et vellykket foredrag, hvor man føler, at man har publikum i sin hule hånd, hvor de griner, hvor de skal, og har et hav af spørgsmål bagefter, er en fed oplevelse, tag ikke fejl af det, men den lille dæmon inden i os, som holder nerver og sceneskræk i live, den er rigtig god til at huske de gange, det ikke går helt så godt. Så rutinen kan også hurtigt vise sig at gøre det hele værre. 

Når man har oplevet et publikum, der bare ikke gad være der. Som man ikke kunne nå, som ikke grinede med, som ikke havde nogen spørgsmål, eller endnu værre spurgte så man pludselig følte sig under anklage for et eller andet. Eller bare den der gabende tomme sal, hvor det samlede publikum måske ikke talte mere end en eller to personer, der lidt så ud som om de var gået forkert.

Den slags sker. Det sker for alle. Før eller siden. Selv de største og bedstsælgende forfattere, jeg har talt med, har oplevet, at blive mødt af en tom sal eller ingen gæster til en bogsignering. Det er ikke sjovt. Man prøver at grine lidt af det. Selvom det selvfølgelig også rummer en lille herlig historie om, hvor ubetydelig ens forfatterskab også er. For nok sker det for alle, men fed og opbyggende er oplevelsen ikke. Og slet ikke i de tilfælde, hvor man render ind i en stime. Der skal overraskende få gentagelser til, før det bider sig fast, og så kræver det pludselig mere mod, end man måske har i sig, at stille op til den slags. Måske begynder man at sygemelde sig. Sceneskræk er en virkelig ting. 

Min personlige samling af øv-oplevelser: Skænderi med interviewer foran et live-publikum til en bogmesse — et skænderi intervieweren forsatte over mails nogle måneder senere, og på en avis’ sider senere endnu. En bibliotekar, der bød velkommen til foredrag ved at læse en anmeldelse op, hvor min nye bog blev sablet ned. Et fjendtligt publikum til et andet foredrag, hvor alle så på mig med bistre miner og bagefter krævede at vide, hvorfor jeg havde stjålet dit og dat fra andre bøger. Bogsignering til en kulturnat, hvor der ingen kom, andet end par venner, der kunne grine lidt ad mig, mens jeg sad der helt alene under et banner med Steen Langstrup signerer. TV-interview, hvor den sorte klap gik ned, og jeg lige pludselig ikke anede, hvad min egen bog handlede om. At møde op for at holde et foredrag, og der simpelthen ikke var nogen til at tage imod mig, andet end et par gæster, der vist ikke helt vidste, hvad de lavede der. En avisfotograf, der skulle tage billeder dagen efter selve interviewet havde fundet sted, og mens vi ledte efter et sted at tage billedet, forklarede mig, at hvis han bestemte, så ville han tage et billede, hvor jeg havde fået hamret en gammel fyldepen i panden, og så skulle der stå: “Så skriv for pokker noget ordentligt,” nedenunder.

Jeg overlevede det alt sammen. Nogle af tingene ramte mig hårdere end andre. Nogle kunne jeg grine lidt af. De fleste lærte jeg noget af. 

Jeg fortæller ikke om disse oplevelser for at klynke (for intet kan være mere forbudt her i den hellige konkurrencestat), men for fortælle, at både tiden før en optræden, hvor nerver og søvnløse nætter kan tære på én, og tiden efter, hvor oplevelserne fordøjes, er en udfordring at håndtere. Jeg skrev med vilje ‘er’ og ikke ‘kan være’, for mange af os introverte oplever selv de fede og sjove udadvendte oplevelser i forbindelse med jobbet, som udmattende i en grad, så man er drænet for energi nogle gange op til en uge efter. Og nåja, de værste oplevelser kan sidde i én meget længe efter, og de kan betyde, at man måske finder på at undgå de udadvendte dele af jobbet. 

Hemmingway undlod fx at møde op til overrækkelsen af Nobels Litteraturpris iflg en biografi, jeg læste sidste år, da han vandt prisen med ‘Den gamle mand og havet’. Det er svært at forestille sig nogen større hæder for en forfatter, nogen bedre chance for at sole sig lidt i anerkendelsen, og han gemte sig i stedet, mens han vist stressede over konstant at blive forstyrret i skriveriet.

Dér kan vi alle ende. Det er ikke nødvendigvis altid en givende oplevelse at stikke snuden frem eller stille sig til rådighed for andre mennesker. Og ja, det forstyrrer jo skrivearbejdet, det forstyrrer roen, både i tiden op til og tiden bagefter. Man kan nå til et sted, hvor man ikke orker det længere. 

Har man det svært med billeder af sig selv, så bliver det altså heller ikke lettere at håndtere, fordi billederne er på en avisforside eller endnu værre, hvis ens ansigt dukker op på tv. Hvis man har det med at miste troen på sig selv og egne evner, overmandes at tvivl og usikkerhed, så bliver det næppe bedre af at læse et interview med en selv, for ofte citeres man eller beskrives på en måde, der ikke nødvendigvis er vildt fed eller i nærheden af det, man prøvede at sige. Vinklingen alene kan være en mundfuld. Sådan er jeg jo ikke. Det mente jeg ikke sådan. 

Man skal forstå at være sin egen bedste ven i disse situationer. Man behøver jo faktisk ikke at se programmet selv, bare fordi man har været i tv. Man behøver ikke læse interviews i aviserne. Man behøver ikke lade disse ting fylde mere end højst nødvendigt. Men det føles også lidt som at kyllinge ud, hvis man undgår det, og man skal ikke forvente, at omverdenen nødvendigvis forstår, at man gør det. 

Man kan og bør også sortere i, hvad man siger ja til. Og gøre sig klart med sig selv, HVORFOR man overhovedet gør det. Det er en god ting at gribe magten i de situationer, både i det øjeblik man træder ind på den pokkers scene — de første sekunder er afgørende, ej dem! — men også når man tillader sig at tage stilling til, om man overhovedet vil være med.

Man kan og bør stille krav. Og nej, de udadvendte dele sælger ikke nødvendigvis bøger eller gør dig til mere eller mindre forfatter. Al omtale er ikke god omtale. At være en smule beæret over, at nogen overhovedet spørger dig, er en rigtig dårlig grund til at stille op. Kunstnere af alle slags bliver ofte udnyttet i denne verden, og den, der ikke kan sige nej, bliver det med garanti. 

Næste gang vil jeg kigge lidt på en ting, som man måske ikke tror kan være svær at håndtere, før man lige pludselig står i det: Forfatteridentiteten

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Tags

arbejdsmoral, At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, pauser, Selvdisciplin, sensitivitet

Ottende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Fortæller man folk, at man er forfatter, er det overraskende, hvor ens reaktionerne er. ‘Kan man leve af det?’ er nok det mest almindelige, gerne fulgt af en undring over, at de så ikke kender ens navn, når man så kan fortælle, at det kan man, og det gør man.

‘Du må have vildt meget selvdisciplin,’ er en anden almindelig reaktion, som de første gange, jeg oplevede det, slog mig helt ud af kurs. For altså helt ærligt! Mig? Selvdisciplin? 

For i min verden går jeg ikke rundt og roser mig selv over den høje produktivitet, nej, jeg er for det meste meget lidt imponeret over samme og har flere gange regnet mig frem til, at hvis jeg bare tog mig sammen og samtidig fik skabt noget mere ro omkring mig, så ville jeg snildt kunne skrive dobbelt så mange bøger, måske endda meget mere end det. 

Det lykkes bare aldrig. Jeg har i de mange og tyve år, jeg har skrevet bøger, konstant slået mig selv oven i hovedet med, at jeg jo har tiden, jeg har fandme også idéerne, jeg er motiveret, jeg VIL gerne, jeg ved, jeg kan, men fuck om det bliver til mere end en bog om året i gennemsnit. 

Hvis jeg havde meget selvdisciplin, så skrev jeg måske fire eller fem bøger om året. Eller bare to, for pokker da, det burde jeg da kunne nå! 

For noget tid siden snakkede jeg med min søde og smukke kone om at være afhængig af forskelligt. Jeg har ikke det store afhængigheds-gen og kvittede i sin tid smøgerne forholdsvist let. Så jeg postulerede lidt vel kæphøjt, at jeg ikke var afhængig af noget som helst, og så sagde hun: ‘Jo, du er, dit arbejde.’

Mig? Der altid er bagefter, altid ser tidsplanerne skride, der aldrig kan finde arbejdsro, der kun lige akkurat når at skrive en sølle bog om året, pisket til det, skulle jeg være arbejdsnarkoman? Arbejdsnarkomaner elsker jo deres arbejde, mit er oftest en form for desperat lidelse over ikke at få lavet nok. 

Hvad sker der for folk?

I ved godt, at opskriften på succes for amerikanske selvudgivne forfattere er noget i stil med en roman om måneden, ikke? Der kan man sgu tale om arbejdsnarkomaner med bemærkelsesværdig selvdisciplin. Mig? Hold nu op. 

Jeg er ham, der fik bank af sin far, fordi jeg var så luddoven, og skæld ud og hån af lærerne i skolen, fordi jeg måske ikke altid lige fik lavet lektier. 

På den anden side … så fik min kones ord mig til at tænke. Vi har været gift i rigtig mange år. Hun kender mig bedre end nogen. Hun har levet op og ned af mig i årtier. Og jeg kender hende. Hun ville sgu ikke acceptere det, hvis jeg drev den af, mens hun passede sit arbejde og leverede husstandens bedste og tilmed eneste faste indtægt. Gu ville hun ej.

Og alligevel har jeg aldrig, som i aldrig nogenside, hørt hende klage over, at jeg arbejdede for lidt. Til gengæld har hun mange gange opfordret mig til at holde mere ferie, til at tage den mere med ro, til at hvile mere i, at jeg når det nok. 

Nu jeg tænker efter, så stresser forårets helligdage mig altid. For der kan jeg ikke arbejde. Der er de andre hjemme, og de forstyrrer bare ved at være der. Der skal være ro, jeg skal være alene, og jeg skal arbejde. Der er meget, der skal nås. 

Når jeg taler med andre forfattere, så aner jeg noget af det samme billede. Det er selvfølgelig forskelligt fra forfatter til forfatter, hvordan det giver sig udtryk, men det er min oplevelse, at vi er en samling flittige individder udstyret med en krakilsk indre slavepisker, der bare aldrig helt bliver tilfreds. For nogle giver det sig udtryk som dårlig samvittighed, når de ikke får skrevet, for andre kan det med tiden blive grimt og mere selvdestruktivt. 

Hvor tit har man ikke set forfattere dele memes på Facebook med det simple budskab: Burde du ikke skrive nu? 

Den indre slavepisker er konstant på spil. Skriv for fanden!

Læser man Stephen Kings bog ‘Om at skrive’, som overraskende mange forfattere lader til at opfatte som en slags bibel, så møder man en forfatter, der har tjent penge nok tilat kunne leve resten af livet levet i luksus, men som alligevel føler, at en forfatter MÅ og SKAL skrive et bestemt antal ord, hver fucking eneste dag, om det så er jul, fødselsdage, tømmermændsdage, søndag eller hvad søren. Der skal skrives dagens ration, og tager det en halv time, så har man fri resten af dagen, tager det ti timer, så sidder man der, til det er skrevet. Man skriver. Man kan ikke slippe sit værk et par dage, så forsvinder det, så smuldrer det, så mister man sit flow. 

Men undskyld, hvad fuck er det her for noget? 

Jeg mener, er det ikke tankevækkende, at en mand som Stephen King er fanget i et tankesæt, der tvinger ham til at slide som en gal, selvom han vel om nogen skulle have sikret sig sin frihed og have bevist, hvad han kunne have at bevise? Ville verden ikke bestå, hvis han tog fri om søndagen bare?

Mange af os andre, der ikke har haft samme succes, har slet ikke muligheden for at skrive i weekenderne, fordi der simpelthen ikke er til at finde ro til det i vores mere beskedne hjem. Nogle har endda svært ved det selv i hverdagene, og mange forfattere tager helt væk fra familien i de perioder, hvor de skriver, eller i hvert fald indtil de er kommet så godt i gang med bogen, at det skrider lettere. 

Man kan næsten frygte, at succes, som den Stephen King har været heldig at opleve, ikke vil sætte os fri af den indre slavepiskers tyrani, men blot give os mulighed for at købe huse så store, at vi kan isolere os i et hjørne af dem, selvom andre er hjemme, og knokle endnu mere. 

Det er værd at tænke over. Jeg ved, at jeg selv har drømt om at have mit private tårnværelse i hjemmet, hvor ingen måtte nærme sig, så jeg kunne have mit space og få lavet noget. Virkelig få lavet noget.

Det er jo galskab. Det er noget, vi gør ved os selv, og det KAN virkelig suge livsglæde ud af en, hvis man ikke formår at håndtere det. Men hvordan gør så man det? Uden at måtte opgive at få skrevet? Kan man overhovedet det? Eller er det – også – bare et vilkår i forfatterlivet?

Jeg tror så ikke, at det er et vilkår, man bare må acceptere og lære at leve med, men jeg tror heller ikke, at det nogen let sag både at få gjort sine ting færdige og holde slavepiskeren i ro.

Men jeg tror, at det er muligt – og jeg tror IKKE, at løsningen er at overgive sig helt til den indre slavepisker som i Stephen Kings og de bindegale en-roman-om-måneden-amerikanske-selvudgivere – men jeg tror, man kan finde en balance, for den indre slavepisker er ikke en dæmon, der er kommet fra helvede, for at drive forfattere til produktivitet eller selvmord, det er noget, vi gør ved os selv. Måske er der andre måder at håndtere forfatterlivet på?

En forfatter har mange andre opgaver end at sidde på sin pind og bokse ord ind i computeren. Jeg iagttog ved mig selv, at jeg simpelthen ikke regnede disse opgaver for noget, når jeg gjorde op, om jeg havde fået lavet noget den dag. Det eneste, der talte, var om jeg fik skrevet på den bog, jeg arbejdede på. Jeg kunne se, når jeg tænkte efter, at sådan havde det altid været. En god arbejdsdag, en givende arbejdsdag, en vellykket arbejdsdag, var en, hvor jeg havde fået skrevet på min bog. Alle andre opgaver talte jeg bare ikke med. 

Det er en af min indre slavepiskers små svinestreger, for på det tidspunkt, hvor det gik op for mig, brugte jeg det meste af min tid på at udgive min samlede backlist som e-bøger, hvilket gav mig flere læsere og tjente langt flere penge, end en ny bog ville have gjort. Det var min karrieres smarteste træk at udgive e-bøgerne på præcis det rigtige tidspunkt. En forfatter lever ikke af at skrive, en forfatter lever af rettighederne til det, forfatteren allerede har skrevet. Og tjente penge har et eneste formål: At sikre arbejdsro i fremtiden. Alligevel var det eneste, jeg tænkte om mig selv på det tidspunkt, at jeg burde have skrevet mere.

Løsningen på det problem blev, at jeg begyndte at skrive timesedler til mig selv. Ingen andre har nogensinde set dem, men det dokumenterer over for mig selv og min indre slavepisker, at jeg ikke driver den af. At der bliver løst vigtige opgaver, også selvom jeg ikke fik lavet helt så meget på mit igangværende værk, som jeg måske havde drømt om.

Jeg skriver ikke timesedler længere. Jeg har udviklet konceptet lidt. For det gik op for mig, at alle mine post-its og to-do-lister, der flød omkring min computer faktisk også larmede og stressede mig, når jeg skulle skrive. Så i stedet har lavet en fil på min computers skrivebord som rummer mine arbejdsopgaver. Dag for dag. Når de er løst farver jeg dem. De slettes ikke. Jeg kan stadig selv se, at jeg får lavet noget. Det giver både lidt orden og overblik, hvilket tager pres og stress ud af ligningen, samtidig med at det modbeviser min indre slavepiskers påstande om, at jeg ikke får lavet en skid. 

Man kan også skabe mere ro om skriveriet og tage noget af presset af ved at forbedrede sit arbejde. Jeg har flere gange oplevet forfattere reagere voldsomt afvisende, når jeg har fortalt om hvordan jeg forbereder mig på at skrive en bog. Et par har endda påstået, at man ikke kan skrive ‘levende’ eller godt på den måde. Det er der ikke noget mærkeligt i. 

Der er nemlig en del angst forbundet med at kaste sig ud i så stort og krævende et arbejde, som det er at skrive en bog. Det kan jo smuldre mellem fingrene på en, og hvad nu hvis man mister sin åbning til det her fiktive univers, som al fiktion skrives i. Hvad hvis det glider ud af hånden på en? Hvad hvis det dør og visner mellem hænderne på en?

Min metode genopfinder jeg hvergang. Men det er variationer over samme tema. Kort fortalt, går jeg romanen og dens vigtige elementer, personer, steder, tid, konflikter osv igennem i tankerne igen og igen, inden jeg skriver det hele ud på A4-ark, kapitel for kapitel, person for person, sted for sted, og sætter dem alle i et ringbind. Jeg researcher derefter det nødvendige. Så når den dag kommer, hvor jeg er klar til at begynde på at skrive, så ved jeg i meget grove træk, hvad jeg skal. Jeg starter så fra en ende af, skriver et kapitel og slutter af med at læse arket med hovedtrækkene for næste dags kapitel, som jeg så åbner op for og lader boble i baghovedet indtil næste morgen, hvor det skrives. Ventetiden, resten af dagen, aftenen og natten, åbner kapitlet op og folder det ud i min fantasi, så det er der næste morgen, ventende på at blive skrevet.

Mange lader til helst at ville skrive så at sige ud i blå, uden at vide hvor de skal hen. Det kan man godt. Jeg har også skrevet bøger på den måde. Der er for og imod. Det er langt lettere at miste adgangen til historiens univers, eller overvældes af tvivl på projektet og egne evner, når man både skal overskue hele handlingsforløbet og altså bevæge sig halvvejs i mørke gennem historien, end hvis man har det overordnede forløb på plads i forvejen og kun skal overskue værket et kapitel ad gangen.

Og den der angst for at miste kontakten, tonen og nerven i romanen, hvis man ikke lige får skrevet en dag, er en reel fare, hvis man så at sige skriver sig vej gennem historien af frygt for at dræbe dens liv eller ægthed eller hvad ved jeg, den kan man slippe helt, hvis man har gjort sit forarbejde ordentligt. Jeg har skrevet romaner, som jeg har måtte give slip på et godt stykke inde i værket og ikke har kunnet skrive videre på i op til et år, og ingen – ikke engang jeg selv – kan i dag sætte fingeren på, hvor jeg var nået til, inden jeg stoppede. Det hele var der stadig. Det ventede på, jeg kom tilbage og skrev det færdigt. 

Kreativitet og fantasi er sårbare størrelser. De kræver ro, og de kræver kedsomhed. De trives ikke med press og præstationsræs. Vi lever i en tid, hvor alle har travlt, hvor vi let glemmer, at man ofte ofrer kvalitet, hvis man vil arbejde hurtigt. Det gælder også for forfattere. Nogle siger, at vejen til en god bog er at redigere en dårlig bog. Det er ikke løgn, at man kan rette op på meget bagefter, men den gode idé, man ikke gav tid og rum til at komme til sig, kan man ikke redigere frem. Den vil bare ikke være der.

Det er en balancegang. Ting tager tid. Pauserne er er en del af arbejdet. 

Jeg ved godt, at næsten alle forfattere mangler penge, og det derfor også er en faktor, der presser på for at øge produktiviteten. For når alt kommer til alt, så er det den mest åbenlyse knap, vi har at skrue på, når det kommer til at få brød på bordet. Og nogle forlag kræver også mindst en bog om året af deres forfattere, for ellers glemmer læserne en, og nu det i øvrigt er så svært at tjene penge på en bog, så er det vel om ikke andet lidt lettere at tjene penge på to bøger. Så skriv røven ud af bukserne, hvad venter du på? Men men men men, for der er faktisk mange men’er her. Også når vi taler bogmarked og forfatterindtægter. 

Første men er selvfølgelig som allerede nævnt, at det kan skade kvaliteten og muligvis dermed salget og karrieren på længere sigt. Hvis man presser sig selv for meget og for længe.   

Andet men er, at tanken om, at læserne skal holdes til ilden med et mere eller mindre konstant flow af nye bøger, måske ikke er hele sandheden, eller måske bare ikke den eneste sandhed, om hvordan bogmarkedet fungerer. Bemærk, at der går omkring fem år mellem Christian Jungersens bøger, og han sælger jo glimrende alligevel. Hvis bøgerne er gode, venter læserne gerne. 

Tredje men er, at man også kan overfodre læserne, der så måske ikke længere gider læse med. Det kan have den modsatte effekt. Nyhedsværdien i, at nu udgiver du en ny bog bliver mindre og mindre, jo oftere du gør det, og man kan overmætte et marked. Hellere en sulten, utålmodig læser end en overmæt. 

Fjerde men er, at du kan ende med at brænde ud. Man kan arbejde kreativt under pres i en periode, men det er ikke gratis. En udbrændt forfatter er en sølle størrelse. Pas på dig selv. 

Femte men er, at man må ud og møde livet, hvis man vil skrive om det. Livet er derude. Ikke foran computerskærmen med den indre slavepisker på nakken og hård hud på fingerspidserne. Livet er derude. Det skal leves, hvis der skal skrives. 

 

Næste gang vil jeg kigge lidt på en ting ved forfatterjobbet, som kan virke ret overvældende for os introverte: Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

At blive anmeldt

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Syvende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Læs tidligere indlæg i serien. 

At blive anmeldt …

En forfatter, som jeg interviewede for nylig til min bog om drømmejobbets bagside, sagde ligeud, at det pokkers ved mange af de svære ting ved forfatterjobbet er, at man ikke kan gøre noget ved dem. Det eneste man kan gøre er at forsøge at håndtere dem bedst muligt, men man kan ikke slippe af med dem. 

At blive anmeldt er om nogen en af disse ting. 

Tove Ditlevsen, en af sidste århundredes vigtigste danske forfattere, havde som ung et ritual med at smide de dårlige anmeldelser ud. De fortjente ikke mere opmærksomhed end det. Væk med dem. Hun ville ikke bruge et sekund mere af sit liv på dem. Senere i livet måtte hun indse, at så let var det ikke. Hun huskede faktisk de dårlige anmeldelser bedre end de gode — selvom hun kun havde læst dem den ene gang, før de røg i skraldespanden. 

Der er mange måder at forsøge at håndtere anmeldelser på, fælles for dem er, at de virker alle sammen. Indtil de ikke virker længere. Det kan godt være, at du har slået en attitude op om, at ‘man kan lære en masse af anmelderne’, at ‘det rør mig ikke, det er bare én persons mening’, eller ‘jeg griner af dem, hele vejen ned til banken’, eller hvad man nu ellers siger til sig selv – og hvem der ellers gider lytte.

Der er nu ikke mange, der gider lytte til en forfatter, der taler om anmeldelser. Bare lige for at starte med den. Du har sikkert allerede tænkt tanken, at dette indlæg vil vise sig at rumme en forfatters klynk over den og den, der har såret hans skrøbelige stolthed, for det er én ting ved at blive anmeldt — man kan ikke forsvare sig. De kan skrive hvad som helst (og tro mig, det gør de!), og du kan ikke gøre andet end at holde din mund og tage tæskene. Den der med at tage til genmæle og skrive læsebreve for at forsvare dig mod uretfærdighederne og anmelderens manglende evne til at læse en tekst for hvad den er, eller måske bare anmelde en bog uden at bruge skældsord mod forfatteren, eller hvad du nu kunne føle behov for, den virker ikke. Anmelderne elsker det. Det gør dem vigtige. Du på den anden side vil blot fremstå som en klynkende krukke, der ikke kan tåle kritik. Følelsen af at få luft, at få sagt ‘svinet’ imod, at få givet tilbage, holder ikke længe, hvis den overhovedet vil indfinde sig, og såret inden i dig vil blot blive så meget længere om at hele. 

Som Tove Ditlevsen måtte erfare, så kan dårlige (jeg burde ikke skrive ‘dårlige’, men ‘grimme’) anmeldelser efterlade sår i sjælen, som kan være meget længe om at hele. Nogle heler måske aldrig. Just saying. 

Men hvorfor er det så så svært at blive anmeldt? Hvorfor kan man ikke bare børste det af sig og komme videre? Er det virkelig så svært at tage imod lidt saglig kritik? Er det store ego så skrøbeligt? Burde man ikke snart have fået noget hård hud? Hvorfor betyder det noget, hvad de skriver, når det i virkeligheden går meget godt?

At blive anmeldt er en af forfatterlivets bagsider, som man ikke skal forvente den store forståelse for. Ofte ikke engang blandt andre forfattere. Der er dog undtagelser. Man kan finde en kollega eller to, man kan dele smerten med. Men om det hjælper noget videre, tør jeg ikke love. 

For mit eget vedkommende, og dette er den eneste sted i dette indlæg, hvor jeg trækker alene på egne erfaringer, så måtte jeg indse efter en ti-femten år som forfatter, at det at udgive en ny bog overhovedet ikke føltes som den fest eller forløsning, som man måske forestiller sig, at det bør være. Det rent faktisk er endt med at være den del af forfatterlivet, jeg bryder mig mindst om. Jeg kan simpelthen ikke lide at udgive nye bøger. Selvom jeg er en af de heldige, der altid har fået overvejende gode anmeldelser, så er det at skulle stille op til anmeldelse igen, bare ikke noget jeg ser frem til. 

Her følger en beskrivelse af, hvorfor det kan føles som en form for overgreb at blive anmeldt — og ja, jeg sætter tingene lidt på spidsen her. 

Har du læst de tidligere indlæg i denne serie, så har du nok allerede en fornemmelse af, at det at skrive en roman er et langsommeligt, ensomt, hårdt og stort stykke arbejde. Man giver afkald på ting i livet for at følge sit kald; man slider i det, man gør sit absolut bedste, søger den højeste standard man kan nå, presser sit talent; man trodser jantelov, og hvem der ellers vil fortælle en, at det aldrig vil gå godt, og ens talent nok heller ikke er større; man lægger sin sjæl, sit liv, sin erfaring, sit menneskesyn, sine drømme, sine håb i dette værk, man overvinder sin tvivl, på egne evner, på værkets værdi, på verden og livet og skæbnen, og så står man der med det færdige værk. En bog.

En bog. Man ikke selv kan læse. Ikke som andre vil læse den. Det er umuligt. Man ved for meget. En bog, man ikke kan se udefra. 

Det er ikke nogen lille ting. Alt det man har lagt i den. Og nu skal den stå sin prøve. Nu skal andre læse den. Nu skal den bedømmes. For i vores verden er litteratur og historier først og fremmest noget, man bedømmer. Vi lærer ikke at læse en bog i skolen, vi lærer at anmelde den. 

Som forfatter står man der med hjertet i hånden og venter på dommen. Og selvom mere erfarne typer, som jeg selv, godt ved, at en bog godt kan lykkes og finde sine læsere på trods af et par sure anmeldere, eller vise sig ikke at nå læserne trods anmelderjubel og stjernedrys, så er anmeldelserne bare de første indikatorer på, om det nu også var en god idé, at man skrev den pokkers bog eller ej.

Nogle siger, at det er som at gå til eksamen. Men jeg kunne faktisk godt lide at gå til eksamen. Det er let. Det er ingenting ved siden af. Den største forskel er, at eksamen er en forholdsvis privat oplevelse. Man gør et forsøg, man får en karakter. Man behøver ikke dele karakteren med andre. Man behøver ikke engang fortælle andre, at man gik til eksamen. Nogle vil vide det, men ikke pædagogen i ens børns børnehave, naboen eller damen nede i supermarkedet. 

Anmeldelser er noget helt andet. De er offentlige. De er umulige at holde for sig selv. Alle kan læse dem. Ikke alle gør det, men de kan. Det føles let som om at alle også gør det. Folk, man måske ellers ikke taler så meget med, nævner lige flygtigt de bank, man fik i Politiken eller Weekendavisen, og selvom de siger, at de bestemt ikke synes … alt muligt, så nævner de det, og så skal man forholde sig til det, man kan bare ikke lade som ingenting. Man føler let, at man bør forsvare sig. 

Og ja, det er så ikke en gang det værste, for hvad er det, man skal forsvare sig imod? Man kan jo sige, hvad man vil, men det står stadig i avisen, at … 

Vi har alle vores private bløde punkter. Det er lidt forskelligt, hvad der rammer os. Nogle ting er lettere at håndtere for nogle end for andre, nogle ting er lettere at håndtere på visse tidspunkter i livet, og ikke på andre, hvor man måske i forvejen er mere slidt, hudløs, whatever. 

Jeg snakkede engang for mange år siden med en anden forfatter, der blankt afviste, at det at blive anmeldt var en svær ting at håndtere. Jeg mere end fornemmede, at han kom til at foragte mig en smule, fordi jeg ‘klynkede’ over det. Hvem han var, kan være lige meget i denne sammenhæng. Han lever ikke længere. Men nogle år senere skrev han et vredt læserbrev om Lars Bukdahls evner som anmelder. Hvilket et eller andet sted blot beviser, at man kan være lige så cool med at blive anmeldt, som man vil, før eller siden er der én, der rammer plet, og så er det sgu sjovt længere. 

Det er mere end blot det at opleve at blive vejet og dømt — i fuld offentlighed, igen og igen, uden mulighed for at forsvare sig – man skal også kunne tåle uretfærdigheden i, at anmelderne altid har ret, at deres ord vejer tungere, at de kan læse din bog som fanden læser biblen, de kan misforstå, også med fuldt overlæg, de kan kalde dig øgenavne, gå personligt efter dig og din faglighed, ikke bare faglighed som forfatter, men i alt hvad du ellers beskæftiger dig med, de kan lade deres fordomme få frit løb, de kan tæske din bog for at være skrevet i en bestemt genre, og undlade at beskæftige sig med om den i virkeligheden gør det godt eller fornyer den genre, de kan spænde dig for egne kæpheste, de kan tillægge dig intensioner, politiske overbevisninger, hensigter og mål, uden nogensinde at have mødt dig, de kan anmelde bogen tydeligvis uden at have læst den til ende, de har totalt frie hænder, og der er gevinst på alle hylder. 

De har ret. Altid. 

Og ikke bare det. Anmeldere, i hvert fald avisanmelderne, rangerer tilmed langt højere i kulturlivets sære hieraki, end de fleste forfattere nogensinde kommer til. Sig dem ikke imod. En loppe skal ikke gø.

Og så læser INGEN mennesker anmeldelser nær så nøje som den forfatter, der anmeldes.  For andre kan det være en fin anmeldelse, men tre ord i den rammer et svagt punkt i dig, og så er helvede løs. 

Og så er det alligevel ofte værre slet ikke at blive anmeldt — for eksisterer man så overhovedet som forfatter, hvis ingen gider anmelde ens værker? Er man så helt uden betydning?

Anmelderne passer bare deres job. Flere af dem er endda søde mennesker, når man møder dem. Dette er ikke ment som et angreb på dem, men man kan ikke tale om de ting, der gør forfatterlivet svært uden at komme omkring anmelderne, og selvom de ting, jeg remsede op lige før, nok vil falde en eller flere anmeldere for brystet, så er der her ikke tale om andet end, hvordan det opleves som forfatter at stå model til at blive anmeldt, og selvfølgelig er det ikke alle anmeldere, der er skyldige i alle disse ting. Dét er ikke pointen. Pointen er, at skriver man bøger, så kommer man til at opleve hvis ikke alle, så flere af ovenstående ting, og ja, det opleves som overgreb, det opleves uretfærdigt, og altså, er det en svær ting at håndtere. Det ville det have været, selv hvis det ikke skete i fuld offentlighed. 

Der er sket meget med anmelderi de seneste år. Først og fremmest har avisanmelderne mistet deres monopol på at anmelde bøger, og et hav af bogbloggere har taget over. Nogle er ikke så begejstrede for bogbloggere, som anses for at være noget i stil med anmeldernes selvudgivere, men lige som det burde være for let bare at hade selvudgivere over en kam, bør man heller ikke tage afstand fra bogbloggere over en kam. Der er mange dygtige iblandt dem. Selvom der naturligvis også er mindre heldige af slagsen. Præcis som blandt de gamle avisanmeldere. 

Samtidig har aviserne det svært. Man anmelder derfor færre bøger, men værre så skeler man meget til, hvad læserne forventes at læse. Man anmelder derfor i højere grad kendte forfatteres bøger, og man anmelder i stigende grad også mere sort-hvidt. Ingen gider læse en lunken anmeldelse af en ukendt forfatters middelmådige bog, men seks- eller en-stjernede anmeldelser, gerne med en ordentlig sviner oveni, det er der læsere til. Ekstra Bladets musikanmelder er naturligvis det mest beskidte eksempel af slagsen.

Oven i det er alle jo mere eller mindre blevet anmeldere i dag. Internetboghandlere, streamingtjenester og forskellige bogplatforme som fx Goodreads giver helt almindelige læsere mulighed for at anmelde bøger. Og det kan som forfatter være en modbydelig oplevelse, for alt er tilladt, og det kan ske, at en eller anden fidus, du aldrig har mødt, ser sig så sur på dit forfatterskab eller dig som person, at vedkommende giver sig til at anmelde alle dine bøger, det øjeblik de udkommer, med en stjerne og en bunke øretæver. Der er den slags stalkere derude — og folk elsker det. Fælles forargelse er en af tidens delikatesser, og stikker du næsen frem, som man gør, når man udgiver en bog, så er det blot et spørgsmål om held og uheld, om du er den næste, der får ørerne i maskinen.

Der må selvfølgelig gemme sig en trist skæbne bag en sådan opførsel, og som forfatter, som mennesket bag bøgerne, kan man godt føle sig hævet over den slags, ja, næsten have ondt af de mennesker, men der er lige en detalje ved snakken om anmelderi, som vi mangler at komme forbi. 

Anmeldelser rummer nemlig potentialet til at skade både bog og forfatter økonomisk. Lektørudtalelsen til bibliotekerne er selvfølgelig den mest åbentlyst skadelige af dem alle. Man skal være en meget efterspurgt forfatter, før en dårlig lektørudtalelse ikke skader bogens salg til bibliotekerne, og dermed forfatterens indtægt fra salg og endnu værre biblioteksafgift mange år ud i fremtiden. Nu kunne man selvfølgelig ønske, at dem, der skriver lektørudtalelserne, var sig den del bevidst, og derfor gjorde sig ekstra umage af samme grund, og mange af dem, der skriver lektørudtalelserne, er heldigvis også særdeles seriøse anmeldere. Men ikke alle. Igen held/uheld. Det kommer før eller siden.

Avisanmeldelserne kan også skade forfattere økonomisk, men sjældent med samme brutale magt. Bogbloggere måske slet ikke. Jeg ved det ikke, men nu jeg før nævnte Goodreads, og læseranmeldere, der nærmest ud af det blå kan se sig sure på en bestemt forfatter og give vedkommendes bøger dårlige anmeldelser igen og igen, så har der i USA været et fænomen, hvor den slags mennesker rottede sig sammen i små bander og i fællesskab gik efter at ramme udvalgte forfattere. Anne Rice skal have stået for skud. Man skal virkelig være et stort navn, før den slags ikke skader. For på internettet kan alle og enhver oprette lige så mange profiler, man vil, og en bande på bare ti personer, kan ramme en forfatter med flere hundrede dårlige anmeldelser. Og det kan skade, for der er den ting ved anmeldelser på Goodreads og i internetboghandlerne, at de giver stjerner, og disse stjerner påvirker en bogs samlede bedømmelse, og hvor mange en-stjernede anmeldelser kan en bog tåle, før den samlede score bliver lav nok til, at læserne vælger den fra?

Man er som forfatter i anmeldernes og deres luners magt. 

Men det ramme også mennesket bag bogen. Hvem har ikke oplevet en søvnløs nat, hvor man i tankerne forsatte en diskussion med en, man havde været oppe at skændes med, ude af stand til at stoppe sig selv? Anmeldelser kan gøre det samme ved dig, og det er ikke det værd. Lad være med at oprette en profil på Goodreads. Der er intet godt der. Undgå at læse de åbentlyst dårlige anmeldelser, selvom det frister. Der er den der fucking dæmon inde i nogen af os, som bare må vide besked. Lad den ikke bestemme. 

Er man debutant skal man være ekstra varsom, for debuten er bare mere sårbar, og de første sår kan være grimme. Jeg har set ganske talentfulde forfattere miste modet efter debuten, som så lige kom til at stå for skud hos et par toneangivende anmeldere. Bild ikke dig selv ind, at man er mere overbærende over for debutanter. Tværtimod. De er frit bytte. Det kræver langt større mod at udråbe Klaus Rifbjerg til talentløs end en ny ukendt debutant. Just saying. 

Men hey, man får vel ikke kun dårlige anmeldelser, og er det ikke tilsvarende rart at få gode anmeldelser?

Jo, det er rart at blive rost. Selvfølgelig er det det. Det er med ros, som med nedsablinger, forskelligt, hvordan man tager det, men det kan nærmest være som en rus at få gode anmeldelser. Man kan på en måde blive høj af det. 

Skuespilleren Jim Carrey sagde i et interview engang for mange år siden, at dårlige anmeldelser ramte så hårdt, fordi de sagde alt det, man gik og sagde til sig selv på dårlige dage. Hans ord gjorde indtryk på mig, for jeg kunne genkende det. Ord som: intet talent, duer ikke til noget, håbløst, indbildt, osv osv. Alt det dæmonen på ens skulder kan hviske en i øret.

Desværre kan man vende Jim Carreys ord på hovedet og sige, at de GODE anmeldelser siger alt det, man tørster efter at høre. 

Det gør dem bare ikke mere sande end de dårlige. Begge dele er en enkelt anmelders dom efter at have læst en bog på et bestemt tidspunkt i sit liv. Med de samme begrænsninger. Der er to hjerner om en læseoplevelse, forfatterens og læserens. Det er ny oplevelse for hver ny læser, for vi tænker forskelligt, vi læser forskelligt. 

Anmeldernes ros er derfor ikke mere sand end deres had og kritik. ‘Stortalent’ rammer næppe mere plet end ‘talentløs.’ Men fuck, hvor vil man gerne høre, at det er godt, man skriver, at man er god til det, at det hele nok skal gå. 

Forfattere udøver deres kunst uden kontakt til publikum. Vi kan ikke høre, om folk griner eller gyser de rigtige steder. Der er ingen applaus, når vi sætter det sidste punktum. Vi kan ikke se reaktionerne, når læserne læser vores bøger. Så anmeldernes ord får så meget desto mere vægt. 

For vi tørster efter respons. Vi tørster efter at se vores kunst nå sit publikum og virke. 

Så, jo, gode anmeldelser er vidunderlige. De er som … jeg ved ikke, kokain. En rus. 

Men den slags kan så også rumme et par faldgruber. For man kan blive afhængig af lortet. Ja, jeg mener det alvorligt. Man kan blive afhængig af gode anmeldelser og pressens opmærksomhed, og selvom man ikke får rysteture og abstinenser, når man ikke kan få sit fix, så se, hvad der sker, hvis du er vant til forsider og seks stjerner, og din nye bog bliver totalt overset. Eller får lammetæsk hele vejen rundt. Du ryster ikke. Du kaster ikke op. Men du smiler mindre, og mørket i dit sind kryber nærmere. 

Og som en anden junkie kan du begynde at skrive for anmeldernes skyld. At forsøge at please dem. Pludselig skriver du ikke for dig selv længere, ikke kun, du skriver også for at behage anmelderne, for at vække deres begejstring. 

Måske begynder du endda at overtage deres ambitioner på dine vegne, deres forventninger til en kunstner med dit talent. Hvor du måske startede med at ville skrive en bog, der var god nok til at blive udgivet, får du måske pludselig andre ambitioner. Det er ikke et problem, at ambitionerne udvikler sig, så længe det er dine ambitioner, men det kan være svært at kende forskel, hvis anmelderne pludselig kalder dig for et talent af internationalt format, for fuck, hvor vil man gerne være det, og nu de skriver det, så må der vel være noget om snakken. Talent forpligter. 

Men anmelderne har ikke mere ret, når de roser end når de hader. De har altid ret, men kun ret i, at sådan opfatter de det. Det vil faktisk sige, at de ikke rigtig har ret i så meget. Det er lige så meget en afvej at lytte for meget til deres kritik som til deres ros. 

Det er meget lettere sagt end gjort. Så er du advaret. 

En anden ting, der kan være ubehagelig ved gode anmeldelser, er, når de roser ting i din bog, som du selv godt ved ikke ramte plet, eller hvis de fuldstændig har misforstået bogen, men elsker det, de har misforstået den til. Det er en underlig akavet oplevelse, som slå en ud af kurs. 

Mest af alt er anmeldelser larm. Der er så meget larm omkring en forfatter, der bare gerne vil skrive. Anmeldelser er en af de mere støjende begivenheder, som nok kan ødelægge et godt skrive-flow. Jeg lærte tidligt i min karriere, at det var håbløst at forsøge at skrive i ugerne omkring en bogudgivelse. Der er simpelthen for meget larm. 

Næste gang tager jeg fat på en ting, jobbet kræver, men som kan blive for meget: Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

En forfatters økonomi

Tags

At være forfatter, økonomi, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Sjette indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Lad os bare starte med at slå det indlysende fast først: Det er pissesvært at tjene penge på at skrive bøger. Basta. Men dette indlæg vil ikke handle om forfatteres svære indtjeningsmuligheder eller dårlige betaling, for forfattergerningens økonomi rummer mange udfordringer både for de forfattere, der tjener godt, og dem, der ikke gør, og det er disse udfordringer, dette indlæg vil handle om.

Så hvis du leder efter råd til at tjene mere, så må du kigge andre steder, her fokuseres på de generelle menneskelige udfordringer og bekymringer som følger med jobbet. 

For en forfatters økonomi er vanskelig at håndtere, hvad enten man som mange ligger et godt stykke under, hvad samfundet ellers lader til at opfatte som fattigt, eller er en af de heldige få, der klarer sig igennem, eller måske endda er blevet velhavende af at skrive.

Så, ja, mange forfattere bekymrer sig meget om økonomien. Og ja, det er pissesvært at tjene penge. Jeg har selv mine søvnløse nætter af og til, og fordi det er en så usikker levevej, har jeg faktisk kun helt ro i maven, når jeg kan se et år eller mere ud i fremtiden og vide, at jeg nok kan klare den så langt. 

Her følger de udfordringer en forfatters økonomi rummer.

Usikkerheden

Glem alt om fast månedsløn. Der er ingen faste indtægter i en forfatters liv. Og der er ingen iøjnefaldende indbygget retfærdighed i indkomsten. Der behøver ikke være en sammenhæng mellem den tid, man har investeret i sit værk, og de penge man ender med at tjene på det. Det gælder også, når det kommer til sværere målelige størrelser som kvalitet og nødvendighed. Det er meget et spørgsmål om held eller at ‘ramme noget i tiden’ eller tilfældigvis at blive bemærket af de rette på det rette tidspunkt. Man kan gøre sit bedste, men intet er givet på forhånd.

Pengene er meget længe om at finde vej til forfatteren

Man tjener som udgangspunkt ikke penge på at skrive bøger. Man investerer sin tid og flid. Det kan tage meget længe at skrive en bog. Fra måneder til flere år. Og det arbejde er ulønnet som udgangspunkt. Bogen skal udgives, før den kan tjene penge. Forfattere får ikke løn, de får royalties, altså en andel af bogssalgets indtjening. Bortset fra et eventuelt og gerne beskedent forskud, udbetales royalty først året efter bogens udgivelse. Groft sagt: Et år til at skrive en bog, et halvt til at udgive den, og så først royalty året efter udgivelsen. Alle øvrige indtægter, som en bog kan udløse til en heldig forfatter, vil oftest også først komme længe efter udgivelsen.

Pengene udbetales gerne årligt

Er du typen, der altid har overtræk på kontoen sidst på måneden? Så vil en forfatters virkelighed næppe virke beroligende på dig. Du kan nemlig glemme alt om løn hver den første. Forfatteres indtægter varierer og deres indtægtskilder er ofte meget forskellige, men fælles er, at forlag udbetaler royalty en gang om året, gerne om sommeren. CopyDan-udbetalingen, hvis skoler har kopieret ens værker, udbetales også årligt. Biblioteksafgiften, hvis ens bøger er at finde på landets biblioteker, udbetales også årligt. Selv hvis du tjener godt, så kræver det altså, at du kan styre dit forbrug, for pengene skal strækkes året rundt.

En forfatters indkomst er B-indkomst

Det betyder, at der IKKE er trukket skat, når beløbet udbetales. Det skal man som forfatter selv sørge for at få gjort. Det kan være en udfordring at overskue. For ikke nok med, at man selv skal sørge for at betale sin B-skat, så er samfundet bare ikke indrettet til forfatterens skæve indkomst. Samfundet er indrettet til folk med fast månedlig løn. Derfor skal B-skat betales i månedlige rater. Man kan ikke sige, at hallo jeg fik sgu 25.000 i biblioteksafgift, kan jeg få lov at betale min skat af dem nu, så jeg ved, hvad jeg har at bruge af resten af året? Nej, de skal betales i månedlige rater. Og disse rater fastlægges året i forvejen, hvilket betyder, at man ikke bare skal betale sin b-indkomst i månedlige rater, men man skal faktisk begynde at betale skat af indkomsten, før den er tikket ind på kontoen. Nogle forfattere snubler i skatten. 

Glem alt om overarbejde

Altså, du kan arbejde alt det, du har lyst til, bare rolig. Og mange forfattere arbejder røven ud af bukserne. Men måske er du vant til at kunne tage lidt overarbejde på jobbet, eller et par ekstra vagter, hvis der er uforudsete udgifter, eller økonomien bare er tynd i en periode. Som forfatter er der ikke meget, du kan gøre i sådan en situation. En bog tjener først penge, når den er udgivet, og selvom der ER sideindtægter af forskellig art, som man kan være heldig at få som forfatter (foredrag, oversætterjobs, artikler til aviser og blade. osv.), så er forfatterlivet lidt skruet sådan sammen, at disse oftest byder sig til, når man har masser af vind i sejlene, mens de ofte glimrer ved deres fravær i de svære perioder. Man kan søge et legat og håbe, at man er heldig, men der er ikke legater til alle. 

Glem alt om pension

Som lønmodtager indbetaler man automatisk en del af lønnen til forskellige pensionsordninger, så ens alderdom er sikret. Som forfatter sker det ikke. Da langt de fleste forfattere og andre kunstnere i øvrigt lever et stykke under de forskellige forslag til fattigdomsgrænser, som luftes fra politisk side fra tid til anden, er der sjældent råd til at spare op til pension selv. Når valget står mellem mad og husleje nu og her, eller muligvis en gang når man er gammel, hvis man lever længe nok, så giver valget lidt sig selv. Man kan håbe, at biblioteksafgiften stadig kaster lidt af sig, når man bliver gammel. Og det er det. 

Du er uden for systemet

Jeg var lidt inde på det allerede oppe ved B-indkomsten og pensionen, men systemet er simpelthen ikke særligt smidigt, når det gælder alternative indkomstformer. Du vil opleve at være udenfor og blive set skævt til og forsøgt presset ind i de kasser, samfundet fungerer efter. Sygedagpenge, A-kasse, skat, banker. Du vil konstant blive mødt med mistanke eller ubrugelige løsninger og umulige krav. Du passer bare ikke ind. Og det er DIT problem. Det kan let komme til at føles, som om du overlever på trods af systemet og måske endda mod systemets vilje, og det er jo egentligt sært og underligt, når nu der samtidig udbetales bibliotekspenge og legater til forfattere. 

Din indtægt kan være stærkt svingende

Et år kan du være heldig at sælge mange bøger, filmrettigheder og andet. Det næste udkommer der måske ikke engang en ny bog. Det er en konstant bølgegang i bedste fald. Du skal kunne overskue at lægge til side i de gode tider, så der er noget at leve for i de svære tider. Og det selvom din årsindtægt sjældent er noget at prale af. 

Din indtægt er meget sårbar

Selvom du gør dit bedste og gør alt det rigtige og er talentfuld og flittig, er din økonomi sårbar. I nogle tilfælde skal der ikke mere end en sur lektørudtalelse til for at ødelægge en bogs økonomi – og altså din årsindtægt. En enkelt morgensur person har magten til det, og den bruges med jævne mellemrum. Fortjent som ufortjent. En planlagt filmatisering af en af dine bøger kan ligeledes falde fra hinanden, fordi en enkelt person undervejs afviser den. Et legat kan gå til en anden, fordi én person i legatudvalget ikke orker dig. En boghandlerkæde kan undlade at indkøbe din nye bog, fordi indkøberen ikke tror på den. Forlaget kan opsige samarbejdet, fordi din redaktør er blevet fyret eller forlaget har fået ny direktør, der vil skabe en ny forlagsprofil. En politiker beslutter et eller andet, som spænder ben for dig, og bare rolig, det gør de alt for ofte. Din økonomi hænger altså mere eller mindre konstant i en tynd tråd, og der skal ikke meget andet end en dårlig dag for en person, du måske aldrig har mødt, til, før du er fucked. 

Du vil konstant blive presset til at arbejde gratis

Og nogle gange gør man det. Fordi der skal jo ske noget, eller hvis man lige gør dit og dat, så sker der måske det og det, og den og den dør kan måske åbnes, så man kommer videre eller blive bemærket. Eller også gør man det som en vennetjeneste, fordi den slags gerne giver noget igen. Troede man. Men meget ofte vil du ikke opnår andet end at arbejde gratis. Det kan være en internetboghandel, der gerne vil bruge dig som sparringspartner, og du tænker, at det vil du gerne, for mon ikke de så gør dine bøger mere synlige. Det kan være et foredrag eller en oplæsningsevent, og du tænker, at så kommer der da nogen og får måske øje på dig. Det er da bedre end at sidde derhjemme og være overset. Det kan være et magasin, der vil have skrevet en artikel, men ikke lige har pengene. Det kan være et filmprojekt, der med garanti vil tjene millioner til dig, hvis du bare lige … 

Det er utroligt så meget ulønnet arbejde en forfatter kan få. Og pudsigt, at alle andre på disse projekter gerne lønnes. 

Jeg læste tidligere på året, at Hemmingway levede efter den benhårde regel, at han ikke måtte bruge flere penge, end han tjente det pågældende år, selv hen imod slutningen af hans liv, hvor han var en holden mand. Det betød, at han spinkede og sparrede, selvom han strengt taget havde penge nok. Det kan undre, men måske knap så meget, når man ved, hvordan en forfatters økonomi er skruet sammen, og hvor benhård en vilje, der skal til, for at få enderne til at nå sammen. Også selvom man regnes for en af sin tids største forfattere, som Hemmingway gjorde, og er vandt til at sælge mange bøger og filmrettigheder og hvad ved jeg. Har man ikke den vilje, ja, undskyld, hvis jeg lyder som en fra Cepos nu, men uden den vilje og det økonomiske overblik, så kan forfatterlivet ende i et økonomisk mareridt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som er en smule tabubelagt, nemlig : At blive anmeldt

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Det ensomme job

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, Ensomhed, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Femte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det kommer næppe bag på nogen, at en stor del af arbejdet med at skrive bøger foregår i ensomhed, i forskellig grad isoleret fra omverdenen. Nogle har brug for mere ro omkring sig end andre, men det er alligevel svært at se forfattergerningen som et udadvendt job som sådan. Selvom der selvfølgelig kan være en udadvendt del, når bøgerne skal formidles og sælges, men i sit udgangspunkt er bøger noget, man skriver alene. 

For os, der frivilligt vælger en livsstil, der rummer så mange timer tilbragt i ensomhed, lyder det nok ikke for mange af os som nogen større byrde at få lov at tilbringe en stor del af tiden alene og i fred. Vi er overvejende introverte mennesker, måske oven i købet i en sådan grad, at lige præcis den side af forfatterlivet faktisk tiltrækker os. Mange forfattere opfatter, især i starten af karrieren, før ens ting blev udgivet og det måske blev alvor på en anden måde, det at skrive som et helle, et sted, hvor man kunne finde ro til at folde sig ud, en pause, en frihed, en velsignelse måske endda. 

Måske er det derfor, vi ikke ser ensomheden som noget problem før meget sent. Jeg ved fra mig selv, at jeg i de svære perioder, som der desværre har været flere af end de lette, har søgt mere ensomhed, mere isolation, for i det mindste at få skrevet noget. Som vi var inde på i sidste indlæg (Den frygtede skriveblokering), så er en forfatter, der ikke skriver en sølle størrelse, og vi — eller jeg i hvert fald — kan have gjort problemerne meget værre i desperation over ikke at skrive. Nok. 

Ensomhed har aldrig skræmt mig. Jeg har direkte BRUG for at kunne trække mig fra andre mennesker indimellem. Selv min elskede familie. Behovet for isolation omkring mig, når jeg arbejder, er heller ikke blevet mindre i løbet af min karriere. Tværtimod. Da jeg var ung, kunne jeg godt skrive, selvom der var andre i den lille to-værelses, jeg boede i. I dag kan jeg dårligt have, at der er nogen hjemme i den tre gange så store fire-værelses, jeg bor i nu, og jeg kan ikke høre musik, mens jeg skriver, og jeg kan ikke have nogen kontakt overhovedet, før jeg sætter mig til at skrive. Det er rent ud blevet for meget. Stadig har det været svært for mig at erkende, at den form for isolation ikke gjorde noget godt for mig, og at hvis det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive, så burde jeg måske slet ikke skrive. Der ER vigtigere ting i livet. 

Når alt der her er sagt, så er forfattergerningen heller ikke et job og et liv, hvor man blot skal håndtere den simple ensomhed det er at være alene nogle timer hver dag, hvor man skriver. At være forfatter er faktisk et liv i ensomhed og alene på rigtig mange måder ud over den tid, man bruger på at skrive. 

Man er alene med ansvaret. Det er forfatteren og ingen andre, der står for skud, hvis bogen ikke er god. Nok.

Det er svært at dele sit liv, sine tanker om arbejdet, sine bekymringer eller drømme og planer med andre, der ikke skriver. For nok lytter de, men det er virkelig en fremmed verden, og selvom de elsker en og gerne vil, så forstår de sgu ikke rigtig.

Man kan endda ofte ende i en situation, hvor det der forfatterhalløj ikke rigtig tæller som et rigtig arbejde. Man kan opleve mildere former for socialudelukkelse, som at ens argumenter eller poltiske opfattelse fejes af bordet, fordi man jo ikke er en del af den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har et rigtigt job. 

Nogle typer lader endda til at mene, at alle kunstnere og forfattere er forkælede samfundsnassere, man ikke kan tage alvorligt. Og selvom man selvfølgelig ikke bør tage de typer alvorligt, så tæller de på isolationsbarometeret, og på kedelige tidspunkter i ens forfatterliv, kan det godt bide at blive mødt på den måde. 

De eneste, der egentligt forstår en, er andre forfattere, men det kan være svært at tale med mange af dem, fordi hånden på hjertet, vi er alle konkurrenter. Der er ting, man ikke deler med sin konkurrent. 

Man er alene i forhold til forlaget. Manges ellers nærmeste samarbejdspartner og ofte vigtigste fagligt-sociale kontakt. Redaktøren. Forlagsfesterne. Men forlag og forfattere er meget sjældent jævnbyrdige parter. Flopper forfatteren, har forlaget andre forfattere, andre bøger, ellers finder de dem. Man er også alene i forhold til kontraktforhandlinger og selve samarbejdet med forlaget. Redaktøren arbejder ofte på en gang med mange kontorer, hvor man mødes i kantinen eller stikker hovedet ind hos naboen, hvis man har brug for at vende noget. Forfatteren går hjem til sig selv. 

Men selvudgivere er kun endnu mere alene. Her er der ikke engang et forlag at mødes med og dele bare en fornemmelse af ansvaret med. Her er man helt alene. 

Man er alene med sin økonomi. Det er alle selvfølgelig, MEN en forfatters økonomi er så anderledes, at den simpelthen ikke giver mening for almindelige mennesker, eller for samfundet som sådan. Man er uden for de kasser og logikker, der rummer almindelige mennesker. Og det er også en form for ensomhed.

Selv de steder, hvor forfattere forsøger at stå sammen, i forfatterforeningerne, i forskellige litterære grupperinger osv. kan man hurtigt opdage, at der er så stor forskel på forfatteres levevilkår, tankegange og rummelighed, at man måske ikke føler sig repræsenteret eller sågar velkommen i disse sammenhænge, og ja, så ender ensomme, introverte mennesker let med at føle sig udenfor. Og trække sig.

Og udenfor er en meget skidt følelse for en, der i forvejen måske er for meget alene. 

Men hvad stiller man op? Vi forsøger jo alle at gøre noget. Vi opsøger sociale sammenhænge, bogmesser, forfatterforeninger, forlagsfester, hvor vi kan møde andre mennesker, uden at være den sære forfatter (kan du leve af det?), så godt det nu lader sig gøre, og nogle gange er det skidegodt. Andre gange ikke. 

Nogle forsøger at gøre jobbet mindre ensomt ved at skrive på cafeer eller leje sig ind i kontorfællesskaber. Det har jeg aldrig kunnet få mig selv til. Måske af blufærdighed, måske fordi skønlitteratur er vanskeligere at arbejde med. Man skal rumme hele universet, alle tanker og følelser på alle personer, der er tilstede i den scene, man skriver, mens man skal have nogenlunde styr over, hvor hele historien bevæger sig henad. Skrev jeg faglitteratur eller journalistik var det måske en anden sag.

Nogle skriver bøger sammen. Så er man i det mindste to om det. To om ansvaret, to om tankerne, to om det hele. Men det kræver nok, at man har god kemi sammen, tænker jeg, og lad os se det i øjnene, nogle af os er nogle kantede typer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Ene, men stærk, siger man. Skal man have nogen som helst chance for at overleve som forfatter, så skal man være det. Man skal ikke bare kunne håndtere ensomhed, men at være alene på alle de måder, forfattere er alene på, og for nu at være ærlig, her få måneder efter mit 25-årsjubilæum, så kan det vise sig langt vanskeligere, end hvad man måske lige forestiller sig. Bare så du ved det. 

For er man meget alene, føler man sig lidt udenfor i mange sammenhænge, har man lidt tendens til at isolere sig, når livet er svært, og har man en hjerne, der er trænet i at opbygge fiktive universer og udlægge skjulte sammenhænge og motiver, så har man en cocktail, der kan være rigtig farlig. Og de ting er jo samtidig de ting, man må rumme, hvis man overhovedet vil være forfatter, så det ligger lidt i kortene på forhånd, at dette kan gå rigtig galt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som vækker konstant bekymring blandt de fleste kunstnere: Økonomien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Den frygtede skriveblokering

Tags

At være forfatter, Den kreative branche, følsomme sjæle, Forfattersind, kreative jobs, kreativitet, Om at skrive, Om at være forfatter, sensitivitet

Fjerde indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Forfattere har ry for at være krukkede. Måske endda en lille smule diva-agtige. Vores liv er også ret anderledes end de flestes, og det kan være svært, nogle gange selv for andre forfattere, at holde ud at høre på vores kvaler. Jeg ved, at nogle allerede har givet udtryk for, at denne blog-serie – og sikkert også den bog, jeg sideløbende arbejder på om emnet – er udtryk for forfatterkrukkeri. Som en anden forfattertype skrev i en kommentar, da jeg delte et af indlæggene i en forfattergruppe på Facebook: Så havde han børn at forsørge og havde derfor ikke tid til den slags klynk.

Nu har jeg selv og mange andre forfattere nu også børn at forsørge, og det er endda min erfaring, at intet af alt det her bliver lettere at håndtere, når man også har ansvaret for et par unger oveni. Og slet ikke, hvis man forsøger at fortrænge det. At bide tænderne sammen og stå det igennem fungerer fint, indtil det pludselig overhovedet ikke gør længere. At tale om det, se det i øjnene, giver en muligheden for at lære at håndtere det bedre eller måske styre helt uden om.

Så lad os springe ud på dybt vand og tage fat i det måske mest forhadte og krukkeribeskyldte ved forfatterlivet overhovedet. Denne sære lidelse, der kun rammer forfattere og skrivende mennesker, og i hvert fald ikke gør os lettere at holde ud at høre på: Skriveblokeringen.

Sidste gang slog vi fast, at det at skrive en bog er en stort arbejde, og der faktisk kun er en måde at få det gjort på, at skrive dag efter dag og blive ved, indtil bogen er færdig. Så let er det bare ikke altid.

Man arbejder alene, og alt foregår inde i ens eget hovedet, og man har selv ansvaret for at få det gjort. Derfor bliver en god arbejdsdag hurtigt en, hvor man har skrevet godt, hvor man beviseligt for måske især sit eget stejle over-jeg skam har lavet noget, at man er på vej, at man er ved at løse opgaven, at man fortjener at kalde sig forfatter, for man får skrevet noget. I det mindste. Og det føles godt.

En forfatter er en, der skriver, ikke sandt?

Har du nogensinde bemærket, at nogle forfattere går meget op i, hvor mange ord de har fået skrevet samme dag? Som om antallet af ord er bevis for et eller andet. Mon det er derfor? Se, over-jeg, jeg skriver, jeg arbejder!

Jeg selv tæller ikke ord, men kapitler. Når jeg skriver, skal der skrives et kapitel om dagen, nogle gange to, men kun tre eller flere, hvis jeg er meget nær enden af bogen, for det går ikke at skrive sig så træt eller tom, at man ikke kan skrive dagen efter. Jeg vil hellere skrive to kapitler på to dage, end tre på en dag, fulgt af en dag, hvor jeg ikke har mere at give af. Det er vigtigt at føle, at man er i gang. Man holder sig kørende på det lille sus, den lille rus, at man er i gang. Så er alt godt. Sikkert også dagen efter.

Så når man pludselig ikke får skrevet og ikke kan dag efter dag, så slår det hårdt. En ting er, at man ved, at man burde kunne, man har gjort det før, måske har man endda allerede gjort et stort forarbejde, så det burde være lige til at gå til, og så vil det bare ikke ud. 

Måske sidder man foran computeren og skriver en sætning eller to for at slette den igen, måske sidder man der ikke engang, fordi man kan mærke, at der bare ikke er hul igennem, at man er låst indeni. Jeg behøver næppe påpege, at ens indre dialog ikke altid er voldsomt opbyggende i de perioder, vel?

Det er IKKE nogen fed oplevelse, og for nogen kan tilstanden vare i måneder, måske endda år.

En forfatter, der ikke kan skrive, er en sølle størrelse, og hvor længe kan man blive ved med ikke at kunne skrive, før man ikke længere er forfatter, men bare langt ude i tovene?

Selvom der er psykologer, der tilbyder hjælp med skriveblokeringer, og begrebet  hverken er nyt eller en ubeskrevet lidelse, som sådan, så er det alligevel en besynderlig størrelse. Det er mig bekendt ikke en officielt anerkendt lidelse, og det kan måske undre i en tid, hvor der ellers er diagnoser for det meste.

Så bare for sjov, så lad os forsøge at sætte ord på lidelsen. Der er altså tale om en psykisk blokering, som rammer skrivende mennesker, forfattere især, og stort set ingen andre. Lidelsen kommer til udtryk ved, at forfatteren ikke kan skrive.

Mange forfattere taler ikke om skriveblokeringer, man vil helst tie dem ihjel og komme videre i teksten, selvom det ikke altid er muligt, så også den byrde bærer mange alene. Andre forfattere taler meget højlydt om, at de er midt i en skriveblokering, og selvom det kan virke hårdt sagt, så har jeg af og til haft en fornemmelse af, at nogle af dem havde så travlt med at være ‘forfattere’, at de ligesom også skulle leve den del med skriveblokeringen igennem, som om også dét var en oplevelse i deres spændende forfatterliv. Jeg tror, den hårdhed, jeg har oplevet i mig selv i de tilfælde, er den samme form for overlevelsesmekanisme, som får nogle kvinder til at bebrejde en voldtagen kvinde hendes letsindighed. Det er ikke smukt, men det giver én en form for tryghedsfølelse, som selvom den er både grim og falsk, så dog bilder en selv ind, at det ikke vil ske for en selv. For man frygter det, jo.

Men hvad stiller man op? Hvordan undgår man skriveblokeringer? Hvordan overvinder man dem, hvis man er havnet i en?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes gode og klare svar, som virker hver gang og på alle. Det sidste er jeg faktisk ret sikker på ikke er tilfældet. Meget virker, indtil det ikke virker længere.

Dog er jeg ret sikker på, at skriveblokering ikke er en lidelse i sig selv: Det er et symptom. Det er ikke sådan, at man får en skriveblokering og så kan man ikke skrive. Nej, der er andre ting på spil, som fucker med ens hjerne, med ens selvopfattelse, med ens selvværd, med ens ret til at være til, med ens fantasi, og så lukker man ned. Skriveblokering er blot et ord for at være lukket ned. Det er ikke skriveblokeringen, der lukker os ned.

Det er noget helt andet. Måske er skriveblokeringen i virkeligheden et af de grimmeste symptomer på, at forfatterjobbet kan være pissesvært at håndtere. Så svært at man brænder sammen indeni og det vigtigste i en forfatter kvæles, nemlig fantasien og lysten til at skrive.

Et par tricks, jeg har haft held med, når jeg har haft svært ved at skrive, og som har virket nogle gange, er, at skrive i hånden i stedet, eller flytte om på arbejdsværelset, eller skrive andre steder, eller vælge IKKE at skrive og lave nogle andre ting i stedet. Rydde op i kælderen eller noget. Nogle gange kan små ændringer af den slags åbne op for en fantasi, der er gået i baglås.

Bliver man siddende for længe uden at komme nogen steder, skal passe på sig selv først og fremmest. En skriveblokering kan skubbe en meget langt ud i tovene, og det hjælper ingen, at man presser sig selv til man falder fra hinanden. Men at slippe kan så vise sværere end man lige skulle tro. For ambitioner, selvdisciplin osv kan vise sig at være negative kræfter, når man er kørt fast eller føler, man mislykkes.

Fremover vil jeg runde forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som til sammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde figthertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som mange af os døjer med: Ensomheden.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.