En rejse uden kendt mål

Tags

Amerikansk olie, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

De siger, at man skal have mål i livet, at man skal stræbe, yde og blive til noget, men sådan ser jeg ikke livet.

For mig er livet en rejse uden kendt mål. Jeg bevæger mig, øjner måske en retning, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg har indsigt nok til at vide, hvor jeg skal hen. Jeg kender ikke målet med mit liv.

Jeg stræber ikke målrettet efter succes. Jeg er ikke en gang sikker på, jeg ved, hvad succes er. Stor bil, mange penge, ros og lykønskninger? Jo tak, men er det målet med livet? Er det derfor, jeg er i verden? Derfor jeg skriver?

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skriver. Jeg ved bare, at jeg holder af at skrive, og at historierne kommer til mig, når jeg er åben for det. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra, eller hvorfor de kommer til mig. Jeg prøver at skrive dem, så godt jeg kan, og så lader jeg resten være op til historierne selv.

Nogle gange er jeg heldig og tjener mange penge, andre gange er jeg knap så heldig.

Men det har ikke noget med mig eller historierne at gøre. Det har intet med succes at gøre. Intet med at yde eller stræbe efter noget. Det er bare held.

Verden er et kaotisk sted. Når historierne først er skrevet og udgivet, så får de deres eget liv. Hver gang nogen læser dem, sker der noget nyt. Det har lige så meget med læseren af gøre som med historierne eller mig.

Læser den rette person historierne og forelsker sig i dem, kan det ændre mit liv, ligesom det kan fucke mit liv, hvis den forkerte læser dem og ser sig ond på mig.

En historie ingen rigtig orkede, da den udkom, kan år senere få nyt liv, fordi den rette person læste den eller noget i verden ændrede sig, og så kalder man den pludselig en succes. Men historien var den samme, da den udkom, hvor ingen kunne se det fede ved den.

Det er held. Det er ikke noget, jeg kan skabe. Jeg kan kun lade historierne komme, åbne mig for dem, skrive dem, så godt jeg kan, og sende dem videre ud i verden.

Resten er held. Eller uheld.

Livet er en rejse uden kendt mål. Men livet har en mening, vi er her nok af en grund, og måske vil vi forstå det hele en dag, når rejsen er forbi.

Indtil da må vi nøjes med at være tro mod os selv og vore – og takle de forhindringer, livet smider i hovedet på os undervejs.

Livet er ikke en konkurrence. Det er en rejse.

Reklamer

En bid af mig selv

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

Der er tyve noveller i ‘Amerikansk olie’. Tyve glimt af livet og verden, som jeg ser den. De er skrevet over en periode på atten år, og det kan man så, hvis man trænger til at føle sig lidt gammel, spekulere lidt over. For det betyder jo, at de børn, der blev født, mens jeg sad i min slum-baggårdslejlighed og skrev de første af novellerne på en bærbar 286-computer med to-farvet skærm, de børn er voksne mennesker i dag med kørekort og stemmeret.

Men det betyder også, at der er noveller i samlingen, som er skrevet af en ung single Steen Langstrup sidst i 20’erne, en voksen Steen Langstrup i 30’erne med kone og småbørn og en midaldrende Steen Langstrup med store børn og gråt skæg.

Så selvom jeg næsten altid bruger mig selv, mit liv og ting og skæbner omkring mig i mine tekster, så er der et stort spænd i ‘Amerikansk olie’.

Den unge mands famlende og desperate søgen efter noget, der kan give mening i livet, havde jeg tæt inde på livet engang. Den voksne mands frygt for at miste alt, hvis karrieren slog fejl i denne overfladiske og hårde verden, kendte jeg også til engang. Den unge forfatter med arbejderbaggrund, der scorer på udebane, rummer også en bid af mig. Frygten for at miste et barn, kulturchokket i Asien, det hemmelige sted under hængepilen, volden, de dysfunktionelle familier, ensomheder, alt dette trækker også på ting fra mit eget liv.

Men ingen af novellerne er selvbiografiske, ingen af personerne er mig – eller portrætter af virkelige mennesker. Det er fiktion. Det er iscenesættelser. Det er historier, jeg har fundet på, eller som er kommet til mig.

 

Nå, men så fuck de velmenende

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’

 

Det lyder måske underligt, men det var ingen fest at debutere som forfatter for mig. Jeg ved, at det så sådan ud for alle andre. Tre romaner ud i løbet af de første 15 måneder, anmelderroser a la ‘største danske spændingstalent i nyere tid’, filmselskaber i kø for at købe rettigheder, noget der lignede stormløb på forlagets stand på bogmessen i Frankfurt, jobbet blev sagt op, drømmen var blevet til virkelighed.

Men jeg var hverken moden til det, forberedt på det det eller rustet til det, og endnu værre: Jeg kendte ingen, der kunne rådgive mig. Eller bare forstå mig. Jeg var helt alene om at lære at begå mig i en ny verden. En fremmed samfundsklasse med helt sit eget sprog, egne normer og kodeks.

Og så brød jeg mig meget lidt om at være proppet ned i brandingsmaskinens kasse med ‘Underlødig, kommerciel gyserforfatter (hold venligst afstand)’ på siden. Jeg hadede, at at folk insisterede på at vide, hvem jeg var, fordi de havde læst en bog (eller hørt om en bog), jeg havde skrevet.

Jeg var rystet og lidt skuffet over, at den intellektuelle klasse, var så overfladisk. Så jeg besluttede at skrive en roman, der fucking skulle vise dem, at jeg var mere og andet end, hvad de troede. Jeg synes selv, jeg havde en fed idé, en roman, skrevet i en række noveller, der portrætterede min generation, med stærk inspiration fra Irvine Welshs ‘Trainspotting’. Jeg ville tages alvorligt.

Min redaktør var ikke begejstret.

Og så mødte jeg midt i det hele min kone og glemte alt om at skrive bøger i mange måneder. Da jeg endelig kom så meget ned fra forelskelsens lyserøde skyer, at jeg kom i tanke om, at jeg da vist også hellere måtte få skrevet noget, havde jeg tabt forbindelsen til bogen, og jeg valgte, til min redaktørs lettelse, at skrive gangsterkrimien ‘Dope’ i stedet.

Alt dette skete tilbage midt i 90’erne. For længe længe siden.

Men de fire kapitler/noveller fra bogen, som jeg havde nået at skrive, trak stadig i mig. Jeg er normalt ikke typen, der dropper et projekt, når jeg først er gået i gang. Jeg gør tingene færdig. I løbet af de næste år, fandt to af de noveller vej til forskellige antologier, og endte siden i undervisningsmateriale og alt muligt. De tjente endda flere penge end gangsterromanen, jeg valgte at skrive i stedet. Jeg spurgte mange gange mig selv, om det havde været rigtigt at opgive den bog.

Tiden gik. Jeg udgav mange bøger. Skriftede forlag. Og startede siden mit eget forlag, og selvom bogen stadig var død for mig i den form, jeg havde tænkt den til at starte med, så voksede bunken af socialrealistiske og humoristiske noveller alligevel. Bogen var ikke død, den var bare ved at blive til noget andet. I stedet for en roman bestående af noveller, voksede den til en novellesamling, hvor flere af novellerne stadig hang løst sammen.

Den har været længe undervejs, mere end 18 år, men livet (og det at skrive) er ikke altid en snorlige rejse fra A til B. Nogle gange er det omvejene, der gør rejsen værd at tage.

De fire noveller fra det, der skulle have været en roman, er alle med i ‘Amerikansk olie’, sammen med 16 andre.

En ægte Steen Langstrup-bog?

Tags

Amerikansk olie, noveller, Om at være forfatter

Et par ord om min nye novellesamling, ‘Amerikansk olie’.

 

‘Amerikansk olie’ er noget ganske særligt. I hvert fald for mig selv. Det er en novellesamling, der består af 20 noveller, og så udkommer den samme år, som jeg kan fejre 20 års jubilæum. Jeg debuterede nemlig med gyserromanen ‘KAT’ den 14. februar 1995.

Og jeg har arbejdet næsten lige så længe på ‘Amerikansk olie’. De ældste af novellerne i samlingen skrev jeg i 1996, før ‘Pyromania’ udkom! Og jeg har lige siden føjet nye noveller til stakken, når der var noget, der ville ud.

Dette er ikke, hvad nogen måske ville kalde ‘ægte’ Steen Langstrup-tekster. Her er ingen gys, ingen kriminelle, ingen spænding, ingen monstre eller blod.

Men fuck alt det der forfatter-branding-tankegang. Mennesker er ikke brands, forfattere skal ikke være stereotyper. Jeg opfatter selv novellerne i ‘Amerikansk olie’ som mindst lige så ægte Steen Langstrup-tekster som noget andet. Ja, jeg ville måske endda sige mere ægte Steen Langstrup. Mere ærlige. Mere direkte. Mindre pakket ind i symbolik.

‘Amerikansk olie’ er verden set gennem min krøllede hjerne. Det er snapshots af livet og skæbnen, kærligheden og kulden blandt mennesker, tabet af uskyld og kampen mod den sociale arv – og man må godt grine indimellem.

Selvom et par af novellerne har fundet vej til aviser og antologier undervejs, og modtagelsen der gav mig et vink om, at jeg måske burde få skrevet den bog færdig, så var det et legat fra Statens Kunstråd, der forpligtede mig til at få gjort noget ved det.

Jeg har altid opfattet det som et langt større arbejde at skrive en novellesamling end at skrive en roman. En novellesamling rummer hele tiden nye universer, nye karakterer, nye toner og rytmer. En roman mere bare er derudad, når man først er kommet i gang. Så havde jeg ikke følt mig forpligtet af det legat, havde jeg nok fundet på at skrive endnu en roman i stedet.

Men så var der lige pludselig et fint og fornemt legatudvalg, som for pokker da ikke ligefrem havde haft for vane at forgylde mit beskedne virke, der mente, at jeg burde få skrevet den novellesamling færdig. Så meget, at de gav mig penge at leve for imens. I hvert fald noget af tiden.

Så her er den, med stor tak til Statens Kunstråd, og en lige så stor tak til alle, der har orket at læse mine bøger i løbet af de sidste 20 år. Jeg er slet ikke færdig med at fortælle historier endnu, så jeg håber, jeg kan lokke jer til at læse med lidt endnu.

Kovending?

Tags

2 Feet Entertainment, En selvudgivers bekendelser, Om at være forfatter

En selvudgivers bekendelser 13

Bogmarkedet, og dermed de vilkår man som forfatter og selvudgiver lever under, ændrer sig hastigt disse år. Som selvudgiver er man som en mus på en slagmark, hvor elefanterne slås: Man må konstant være vågen og på spring, ellers bliver man trådt under fode.

Og bogbranchen ER en krigzone. Forlag mod forlag mod boghandlere mod supermarkeder mod internetboghandlere mod biblioteker – og nej, der skal ikke være et ‘mod forfattere’, for forfatterne er slet ikke på banen, og hvis vi endelig er, så bekriger vi hinanden i stedet for at kæmpe for vores fælles sag, men det er en helt anden historie.

Revolutionen der måske ikke kom alligevel

I efteråret beskrev jeg her på bloggen, hvordan e-bogens indtog truede de store, gamle magtfulde elefanter i bogbranchen, alene fordi den åbnede en vej uden om alle de nåleøjer en forfatter skulle igennem for at få sit værk ud til læserne.

Revolutionen truede, og mastodonterne skælvede med blikket rettet mod USA, hvor e-bogsbestsellerlisterne pludselig domineredes af selvudgivere, men modsat de amerikanske forlag, som vist stadig ikke helt har fattet, hvad der ramte dem, så var de danske advaret på forhånd.

Jeg var selv meget positivt overrasket over det danske e-bogsmarked, som var i hastig vækst sidste år. Det er ikke længere tilfældet. Nu er det stagneret, hvis ikke aftagende. De første e-bogshandlere er bukket under, og jeg gætter på, flere er på vej ned.

Det er ikke sket, fordi læserne har vendt e-bogen ryggen, nej, det, der skete var, at bibliotekerne kom på banen – og tilbød gratis e-bøger.

Gratis vil altid vinde, især med et medie som e-bogen, der alene er sit indhold: E-bøger kan ikke gives i gave; de kan ikke stå på reolen og fortælle, hvem der bor i hjemmet; de kan ikke videresælges, når man er blevet træt af dem; man kan ikke engang låne dem ud til sine venner. En skønlitterær e-bog er læseoplevelsen og intet andet.

Bibliotekerne tager over

Jeg skrev et kritisk indlæg her på bloggen om den ordning, der var omkring e-bogsudlån tilbage i november, en aftale der bar tydeligt præg af at være indgået mellem bibliotekerne og de to største forlag, og jeg beskrev mine bevæggrunde for ikke at gå med på ordningen. Den kritik står stadig ved magt, og jeg kunne endda føje et par kritikpunkter til, hvis det skulle være, men jeg har måttet foretage en kovending og gå med på ordningen alligevel.

Bibliotekerne har nemlig overtaget markedet, således at danske e-bøger i dag er noget, man låner på ereolen, og vil man fortsætte med at udgive e-bøger på dansk, er man nødt til at være med ordningen. Der er endnu ikke tale om en 100% overtagelse af markedet, men min fornemmelse er, at 75% af markedet er indtaget af bibliotekerne. Måske mere.

Og så nytter det ikke, at vi indieforfattere, selvudgivere og småforlag prissætter vores e-bøger til en tredjedel eller mindre af de store forlags vanvidspriser, når læserne søger mod bibliotekernes gratis e-bøger.

Derfor kan mit lille indieforlag 2 Feets e-bøger nu lånes på ereolen.

Og det skal jeg da skynde mig at opfordre dig til at gøre. Du finder dem lige her – og det er gratis.

AT LEVE AF DET

Tags

2 Feet Entertainment, At være forfatter, Økonomi, En selvudgivers bekendelser, Hjælp jeg vil skrive en bestseller, Om at være forfatter, Selvudgiver

En selvudgivers bekendelser 12

Jeg kan lige så godt starte med en advarsel: Dette er sandsynligvis det mest kontroversielle indlæg i serien En selvudgivers bekendelser. Du vil – hvis du har bare en smule af tidens forbruger-gen i dig – mene, at jeg i det følgende er for langt ude, urimelig eller måske endda forrykt – og det er jeg også!

Jeg forsøger ikke at behage, jeg forsøger bare at give dig et par brugbare råd til, hvordan drømmen om at blive forfatter på fuld tid virkeliggøres, så du ikke behøver lave andet end det, du virkelig brænder for.

At det har sin pris, og at det kræver både mod, frækhed og ofre at forfølge en drøm, eller et kald, burde ikke komme som en overraskelse. Jeg viser her, hvordan det kan opnås, det er op til dig at beslutte, om du brænder nok for det til at vælge det liv.

Jeg har levet udelukkende af mine kreative talenter, siden jeg sagde mit sidste bi-job op i sommeren 1996. Jeg har altid vidst, at jeg skulle bruge mit liv på at fortælle historier, men de første mange år havde jeg bi-jobs til at betale huslejen og lidt mad.

Inden jeg tager fat på rækken af råd, så lad mig understrege, at det IKKE er let at leve af forfattergerningen – det er rent ud sagt pissehårdt! Lad dig ikke narre. Man skal virkelig brænde for det for at vælge den levevej.

Her er 8 råd, der kan gøre dig til forfatter på fuld tid:

#1 – FÅ STYR PÅ DIN PRIVATØKONOMI

Er du typen, der aldrig har penge sidst på måneden, eller bruger du rub og stub uden tanke på i morgen, hvis du får et større beløb mellem hænderne, bør du nok overveje, om du er rustet til et liv som forfatter!

Forfattere får ikke månedsløn, og slet ikke noget, der kunne ligne fast løn. En forfatters indtægter er som oftest meget uforudsigelige og kan virke ret tilfældige. For mange er de tre vigtigste indtægter, og de eneste, man tør regne lidt med: Royalty, Bibliotekspenge og CopyDan – og de udbetales alle én gang årligt.

Hvordan vil du klare dét, hvis du ikke kan styre din økonomi, når du får fast månedsløn?

(CopyDan er betaling for fotokopier af ens tekster, gerne fra skoler. Bibliotekspengene er betaling for, at bibliotekerne stiller ens værker gratis til rådighed for lånerne. Royalty er forfatterens andel af bogsalget.)

#2 – BETAL DIN SKAT

Mange forfattere snubler i skatten. Det skyldes især to forhold.

a) Samfundet og dermed også skattelovgivningen er tilpasset flertallet; de normale skatteborgere med fast løn og feriepenge – og forfattere passer meget dårligt i de systemer. Man SKAL f.eks. betale sin skat i fastlagte månedlige rater – man kan ikke bare betale skat, når man har indtægter. Det kan betyde, at en forfatter skal betale skat hver måned, årets første seks måneder af den indtægt, man gætter på, forfatteren måske får i løbet af sommermånederne. Det kan være svært, hvis pengene i forvejen er små.

b) Forfatteres indtægter er B-indkomst, og det betyder, at man får pengene, FØR der er betalt skat af dem. Man skal selv huske at få betalt sin skat, og igen, man kan ikke bare betale skatten en gang for alle, nu man var heldig at få en indtægt, nej, man skal betale skatten i faste rater, hver måned resten af året.

Det er ikke umuligt at indrette sig efter disse forhold, men det kan være svært, især de år, hvor indtægten er mindre end forventet.

Faktisk er det et klogt valg at betale for meget i skat, så man får penge tilbage hvert år – simpelthen fordi man som forfatter passer så dårligt ind i systemerne, at man kan have brug for Skats velvilje en dag – og så er de mindre villige til at imødekomme én, hvis man har ubetalt restskat og skylder dem penge.

#3 – STYR DIT FORBRUG

Vil du leve af at være forfatter, må du forstå, at dit privatforbrug kan være den største forhindring for at drømmen bliver til virkelighed. Det er nok noget af en mundfuld i en tid, hvor vi nærmest er hjernevaskede til at tro, at vi ER vores forbrugsvaner.

Din bil, dit mærketøj, dine Ray Bans, din iPhone, dine økologiske Irma-indkøb, og alt det andet luksus … Hvis disse ting er vigtigere for dig end forfatter-drømmen, så vil jeg opfordre dig til at få en anden drøm.

Det er ganske simpelt: To personer drømmer om et liv som fuldtidsforfattere. Den ene skal bruge 400.000 om året for, at pengene slår til, mens den anden kan nøjes med 40.000 – hvem tror du har lettest ved at kunne leve af at skrive?

(Og hvem vil have lettest ved at håndtere de op og nedture en uforudsigelig indtægt VIL medføre?)

#4 – UNDGÅ FASTE UDGIFTER OG LÅN

Det er lån og faste udgifter, der slavebinder dig i dette samfund. Det er dem, der tvinger dig på arbejde om morgenen. Det er dem, der fratager dig muligheden for at bruge al din tid på det, du virkelig brænder for.

Nøglen til frihed i dette samfund er at kunne betale sin skat og de faste udgifter. Jo, færre faste udgifter, jo lettere er det at leve af forfatterskabet.

Jamen, det er jo umuligt at undgå faste udgifter! Det kan ikke lade sig gøre!

Nej, og det er sådan, vi alle sidder i saksen, men det KAN lade sige gøre at BEGRÆNSE dem voldsomt. Tricket er let nok: Ingen lån, ingenting købt på afbetaling.

#5 – KRÆV BETALING FOR DIT ARBEJDE

Som forfatter bliver man konstant opfordret til at arbejde gratis. Argumenterne er oftest, at det er godt for en at få sine ting ud, så man kan blive lagt mærke til (det er god reklame for ens forfatterskab) eller man mødes med “Der er jo ikke nogen, der tjener penge på det her, så …”

Verden er fuld af ulønnet forfatterarbejde, og hvis man ikke tænker sig om, kommer man ikke til at lave andet.

Selvfølgelig er det en balancegang, men generelt er vi forfattere ALT for dårlige til at kræve betaling, man er vel nærmest bare beæret over, at nogen vil bruge en eller ens arbejde – og så fucker vi os selv, for en gang gratis, altid gratis.

Jeg vurderer altid fra gang til gang, om det er umagen værd at deltage i tilbudte projekter, også dem, der er betaling for. Om det er foredrag, noveller til antologier eller blade, blog- og klummeskriverier, så er min tommelfingerregel, at enten er der GOD betaling for det – eller også ved jeg præcis, HVORFOR jeg stiller op alligevel.

Det er en uhyggelig svær balance, fordi kulturlivet altid mangler penge, og man heller ikke kan sidde i et hjørne og ikke ville være med nogen steder. Man bliver af og til nødt til at give noget gratis for at få noget igen.

Det er ofte sådan, at de steder, der har så stor gennemslagskraft, at det ville give mening, altså være god branding af ens forfatternavn at arbejde gratis i en periode eller stille sin tekst gratis til rådighed, de er så store, at de skam nok skal betale.

Overalt i kulturlivet udnyttes håbefulde talenter, der vil gøre alt for meget for at få en fod indenfor. Du har kun dig selv til at sørge for, at du ikke bliver en af dem.

#6 – HOLD FAST I DINE OPHAVSRETTIGHEDER

Som forfatter lever man ikke af det, man laver. Man lever af det, man HAR lavet.

Når et værk er udgivet, får det sit eget liv. Hvis verden elsker værket, bliver du måske rig, men måske gør du ikke. Hvis verden hader værket, bliver du måske også rig, det er ikke til at sige, for det meste er det ganske uforudsigeligt og stort set helt ude af dine hænder – og meget svært at finde den store logik i.

Det er et spørgsmål om held – som at vinde i Lotto, MEN husk, at vinderen i Lotto er ham, der har Lotto-kuponen – og når det gælder en forfatters værk, så er Lotto-kuponen ligmed ophavsrettighederne.

Derfor skal du være utrolig vågen, når kontrakter og aftaler indgås. Det vil meget ofte blive forsøgt at nuppe en del sidegevinster i form af sekundære rettigheder til værket, og det skal du ALDRIG gå med til. Du skal KUN afgive de rettigheder, som er strengt nødvendige i forbindelse med det projekt, aftalen indgås omkring.

Det virker måske meget naturligt, at et lydbogsforlag ikke skal have filmrettighederne med i købet, men det gælder også ting som e-bogsrettigheder, salg til udland og til alt muligt andet, som mange almindelige forlag forsøger at få med i aftalerne.

Og sørg for at have tidsbegrænsninger på aftalerne, således at rettighederne går tilbage til dig automatisk på et fastlagt tidspunkt.

Vær især forsigtig, når aftalen rummer ord som ‘eksklusiv’ og ‘eneret’ – det gør filmkontrakter og forlagskontrakter omkring bogudgivelser gerne, hvilket er forståeligt, men det skal ikke være til evig tid.

Du skal også være opmærksom på rettighederne til dit fiktionsunivers og dine fiktive personer. Du skal ikke forpligte dig til, at en bog-serie ikke kan udgives på andre forlag – ligesom filmselskaber ikke skal have retten til genindspilninger, sequels, prequels, og hvad de ellers kalder dem.

Jamen, hvis man er så besværlig, så bliver man jo aldrig udgivet. Jo, du gør. Hvis du virkelig er god nok, så skal du nok komme ud. Men hvis du ikke passer på dig selv og dine ophavsrettigheder, så kan det let være dig, der bliver berømt, mens en anden løber med pengene.

#7 – VÆR PRODUKTIV

Det er som sagt helt uforudsigeligt, hvad en tekst vil indtjene til forfatteren. Jeg har selv udgivet en lille, kort novelle, der har indtjent mere end mine tre dårligst indtjenende romaner til sammen. Tre års romanskrivning mod en eftermiddags inspiration. Gennemtænkte, solide værker mod et øjebliks indfald.

En forfatters værker indtjener meget sjældent en årsløn, det år de udgives. Indtægterne kommer hen ad vejen og nærmest tilfældigt dumpende resten af forfatterens liv.

Man lever af mange bække små, og jo flere udgivelser, man har på backlisten, jo lettere er det at leve af de små dryp i kassen, hver tekst giver.

Oven i det kommer der så ekstraindtægter og tilbud om at skrive nyt i forskellige sammenhænge, og de ting kommer lige så uforudsigeligt, MEN igen jo mere du har ude, jo større er chancen for, at nogen har set dig eller dit arbejde og tænkt, det er jo lige det, vi har brug for, det er lige den forfatter, der kan løfte vores opgave.

#8 – HALLO! SÅDAN NOGLE TABERRÅD!

Ja, der er ikke meget glamour over mine råd, og jeg gætter på, at du sidder og tænker alternative løsninger, for det må der da være.

Det er der også.

En meget brugt model på en alternativ løsning er at få andre til at betale, så er man ligesom ude over det der taberagtige hensyn til at holde udgifterne nede. I gamle dage havde mange forfattere en velgører, der holdt hånden under dem, men det ses så ikke rigtig mere. I dag praktiseres projektet ‘Få andre til at betale’ i to udgaver: Søg legater eller gift dig med én med penge. Generelt er den sidste løsning den mest stabile, men det er som oftest mest kvindelige forfattere, der har held med modellen.

Alternativt kan man smide hjerteblodet over bord og droppe alt det der med at skrive det, man brænder for – og i stedet forsøge at skrive det, folk vil have.

Igen er der to løsninger: Skriv ugebladsnoveller – eller skriv en bestseller!

Hvis du vil skrive en bestseller, så jeg har forresten skrevet bogen til dig. Den hedder ‘Hjælp, jeg vil skrive en bestseller!’

Det lykkes aldrig

Tags

En selvudgivers bekendelser, Om at være forfatter, Selvudgiver

En selvudgivers bekendelser 11

En af de mest sejlivede og oftest gentagede fordomme om selvudgivere er den med, at det ALDIG går godt. Det ER aldrig lykkedes nogen at opnå succes som selvudgivere, ingen har nogensinde solgt godt på eget forlag – eller udgivet bøger, der er værd overhovedet at beskæftige sig med, og derfor vil ingen nogensinde komme til at gøre det. Og er man tilmed debutant, som vælger at selvudgive, er man forevigt sat i bås som talentløs og naiv, og vil aldrig nogensinde blive taget alvorligt blandt de ‘rigtige’ forfattere.

Det er sat hårdere op her end ALLE måske er villige til at sige det, men tro mig, når jeg siger, at det ikke er sat hårdere op end det menes ude i bogverdenen, både den litterære og den kommercielle. Alle er enige; selvudgiverer er nogle indbildte fjolser, der aldrig opnår succes.

Nu er jeg jo normalt ikke typen, der tager mig særligt af, hvad folk går rundt og siger, men jeg lovede, da jeg startede En selvudgivers bekendelser, at jeg også ville tage fat på et par af fordommene, og dette er uden tvivl, den mest sejlivende.

Man formulerer det blidere, end jeg lige har gjort, man foregiver at se nuancerne, inden man fejer selvudgiveren af bordet. F.eks. har jeg åbenbart selv markeret mig så stærkt som selvudgiver i løbet af de sidste ti år, at man ikke bare kan feje mig af som fejlslagen, men på den anden side vil man meget nødigt tvivle på sin elskede fordom, og så formulerer man det sådan her (citat efter hukommelsen fra flere store aviser):

Steen Langstrup er måske den eneste herhjemme, der har selvudgivet med et vist held, men man må ikke glemme, at han havde et stærkt navn, opbygget i den etablerede bogverden, inden han …

Og således undgår man ganske fikst at få sit verdensbilleder truet. Alt er trygt og godt. Bogverdenen er sikret sin selvopfattelse.

Et af de stærkeste argumenter for at fastholde fordommen om det umulige projekt at selvudgive er, at DER ALDRIG NOGENSINDE HAR VÆRET EN SELVUDGIVER på toppen af bestsellerlisterne …

Og så længe vi taler om papirbøger, så er selvudgiver-bestsellere også ekstremt sjældne. Men der er to vigtige ‘men’er at huske på her: ET – selvudgivere KAN IKKE toppe boghandlernes bestsellerlister, sålænge boghandlerne som samlet gruppe set, ikke er interesseret i at føre selvudgiveres bøger. Hvorfor er de så ikke det? Fordi de aldrig har set en selvudgiven bog bestsælge. Og hvorfor har de ikke det? Måske fordi de selv udelukker dem fra markedet. Fint nok, men det bringer os videre til ‘men’ nummer TO: Kan en selvudgiver finde succes, altså en niche uden for boghandlernes lukkede verden?

Selvfølgelig kan vi det.

De sidste par år har e-bogen i USA skabt de første selvudgivne millionsælgerter. Navne som Amanda Hockings, John Locke og Dani Amore – bare for at nævne et par stykker. Og det er igen noget, man må forholde sig til i bogbranchen, inden man fejer selvudgivne bøger af banen. Her er formulingen man bruger i den hensigt:

Der har i USA bla-bla-bla-bla, men man må fastholde, at det stadig er de få, der er blevet rige af at selvudgive; at e-bogsmarkedet stadig højst udgør 10% af det samlede bogsalg i USA; og at de fleste selvudgivne e-bogs-bestsellere er bøger af meget ringe litterærkvalitet.

Ikke, at jeg dermed tror på, at nogen af dem, har læst disse bøger, men det er så en anden snak.

(Siden jeg skrev dette blog-indlæg, har jeg ladet mig fortælle, at Amazons-ebogsbestsellerlister, genre for genre, i dag domineres af selvudgivere. Der sælges ganske enkelt flere selvudgivne e-bøger – indie-bøger, som de kalder dem – end e-bøger udgivet af de seks altdominerende forlag i USA.)

LAD OS FÅ LIDT SANDHED PÅ BORDET

Det er gerne det bedste sted at starte, når fordomme skal manes i jorden.

– Det er ikke ALLE de selvudgivne amerikanske bestseller e-bøger, der er dårlige. Jeg vil gerne fremhæve Dani Amore, der bestemt besidder et skrarpt sarkastisk talent. Men det betyder heller ikke så meget, om de virkelig er noget lort, FORDI bestsellere og især amerikanske bestsellere jo altid nedgøres for ringe kvalitet. Også dem udgivet af gigantiske forlag på papir. Er Dan Brown nu pludselig af høj kvalitet? Dean Koontz? John Grisham?

– At det er de FÅ selvudgivere, der bedstsælger er vel ikke så mærkeligt? Jeg mener, det er heller ikke alle forfattere udgivet ad den traditionelle vej, der sælger som Stieg Larsson, vel? Det har for pokker da altid været de FÅ forfattere, der blev rige. Det har INTET med selvudgivelse at gøre.

– At e-bogsmarkedet i USA stadig er meget lille i forholdet til papirsbogsmarkedet, som selvudgiverne stadig er stort set udelukket fra, gør det altså ikke mindre, men MERE imponerende, at nogle selvudgivere har kunnet sælge så mange bøger. For det det viser er, at LÆSERNE er friske på selvudgivne bøger, når bare de altså kan få adgang til dem. Det burde om noget være et wakeup-call!

– Og så er der den her med at fremhæve mig, som den eneste danske forfatter, der er sluppet nogenlunde godt fra at selvudgive: Det er simpelthen noget vrøvl, der ikke siger noget om selvudgivere eller deres evne til at opnå succes, men rigtig meget om den litterære andedams begrænsede horrisont.

– Jo, jeg havde et vist navn, før jeg sprang ud i det, og jeg har selv stadig lidt svært ved at opfordre debutanter til at selvudgive. Jeg har selv en rem af huden. Men det ændrer altså bare ikke på, at flere danske forfattere ER sluppet godt fra det. Flere har i dag startet karrieren med at selvudgive, fordi de nemlig som en anden fordom er, ikke kunne få deres ting udgivet på de store forlag, og har gennem selvudgivelserne vist deres værd som forfattere. Nogle af dem selvudgiver stadig, mens andre har haft held til at slippe gennem nåleøjet og blive udgivet af etablerede forlag.

Husk på, at man SELV definerer, hvad succes er.

Kan man ikke blive udgivet og finder gennem et par selvudgivne titler vej til at blive det, så ER det da også en succes.

Er det virkelig sådan, at ALLE selvudgivne bøger skal sælge i millionoplag, at ALLE selvudgivne bøger skal være af høj høj litterær kvalitet, at INGEN selvudgivere nogensinde må tabe penge på projektet, at INGEN selvudgivere må være talentløse, før det går op for den litterære andedam, at der sker sgu noget kunsterisk interessant, når forfatterne gør sig fri af den kommericielle motorvej og forfølger deres EGNE drømme.

Er vi virkelig kommet så langt væk fra, hvad det menneskeligt betyder at skabe kunst, at vi tror, en forfatters kvalitet ses i dennes evne til at generere omsætning i supermarkeder og boghandlerkæder? Eller blive klappet på hovedet som en velopdragen hundehvalp af kulturministeriets udvalgte?

I så fald er det på tide at vågne op.

Her er et par eksempler på danske forfattere, som er sluppet ganske glimrende fra at selvudgive:

Lene Rikke Bresson. Debuterede og udgav en række bøger som selvudgiver. Udkommer i dag på Politikens forlag og er leder af Forfattergrundkursus i Holstebro.

Michael Kamp. Et af de største danske gysertalenter i mange år. Debuterede og har udgivet en lang række bøger som selvudgiver. Udkommer i dag på Tellerup (Et forlag som sjovt nok også startede med en selvudgiven titel.) og er i dag en prisbelønnet forfatter.

Jens-Emil Nielsen. Journalist. Har skrevet en lang række bøger om unge og sundhed. Valgte i midten af 90’erne at droppe den etablerede forlagsverden og i stedet selvudgive sine ting. Det er der vokset forlaget ud af, Bogforlaget HER&NU.

Og jeg kunne blive ved, for listen er meget lang, googl selv de følgende navne og se, hvad der dukker op: Marie Aagaard, Bertill Nordahl, Jonas Willman, Dorte Hummelshøj Jakobsen, og ja, jeg stopper nu. Der er flere, og med garanti deriblandt flere, jeg burde have nævnt, hvis min tågede hjerne havde fungeret optimalt.

Og nej, ingen af de nævnte er blevet hovedrige på at selvudgive, ingen af dem har selvudgivet bestsellere, men alle har opnået noget, de ikke kunne som bogverdenen så ud, og DET er succes i min bog.

DEN SVÆRE KUNST

Jeg er ret sikker på, at disse navne ikke er så ukendte, at ‘man’ ikke har hørt om dem før, men jeg tænker nu, at ‘man’ i den eksisterende boglige andedam vil foretrække at anerkende, at nåja, så var der lidt flere nuancer end som så, men det er ændrer altså bare ikke på, at selvudgivelse for de fleste vil være en meget dårlig idé.

Dem om det. Der var også nogle, der var lidt sene til at acceptere, at jorden var rund, og mit liv er for kort til den slags, men for at nå ind til kernen i det her med fordommene omkring det umulige i at selvudgive, så ender man jo med en underlig og lidt morsom, for ikke at sige latterlig kerne, nemlig at selvudgivelsen af en bog må være den sværste opgave overhovedet, som et menneske kan påtage sig.

At udgive en bog må være en opgave så magisk og vanskelig at udføre at kun de allerstørste forlag i virkeligheden magter det. Det kan ingen almindelige mennesker  – ej heller ualmindelige og talentfulde mennesker  – finde ud af.

At selvudgive en bog er således ikke at sammenligne med at drive sin egen forretning, sit eget autoværksted, sit eget filmselskab eller sin egen restaurant, for at udgive en bog er MEGET sværere, eller hvad?

Jeg mener, der ikke nogen, der gør nar af kioskejeren nede på hjørnet og siger, at han bare startede sin forretning, fordi han ikke kunne få job i 7-Eleven, eller hvem peger fingre af Lars von Trier eller Walt Disney for at have startet eget filmselskab, eller fremhæver de hundredvis af restauranter, der går ned hvert år eller bare serverere meget dårlig mad, som et argunment for, at alle kokke bør holde sig langt fra at starte egen restaurant, om man så hedder René Redzepi eller Claus Meyer, for det går altid galt, ingen vil spise ens mad, og alle ved, at kokke på egen restaurant serverer hundeæde – og i virkeligheden er de bare sådan nogle, der er sure og sårede over, at de aldrig fik job hos Burger King?

Jeg mener hallo! Det er meget lettere at selvudgive end at drive en kiosk eller en restaurant.

Fat det.

UDELUKKET FRA MARKEDET

Tags

En selvudgivers bekendelser, Om at være forfatter, Selvudgiver

En selvudgivers bekendelser 9

Skal man have bare en smule held med at selvudgive, må man orientere sig på det marked, man skal have sine bøger ud på, og det er betydeligt sværere, end det måske lyder, for bogmarkedet ændrer sig meget meget hurtigt og meget meget dramatisk i disse år.

Jeg har selv godt 17 års erfaring i branchen, fra jeg debuterede i 1995 på Høst & søns forlag med gyserromanen ‘Kat’. Jeg startede 2 Feet i 2002 og selvudgang året efter Anden Verdenskrigsthrilleren ‘Stikker’. Branchen har ændret sig så markant i de år, at det nærmest er som at navigere i en anden verden.

Jeg selvudgav i starten af 00erne, hvor alt nærmest var muligt, jeg selvudgav i slutningen af 00erne, hvor alt andet end mainstream og stordrift var stort set udelukket fra markedet, jeg selvudgiver nu, hvor der skimtes lys for enden af tunnellen.

Før og efter kommunesammenlægningen.

Biblioteker og skoler, som engang udgjorde kernen i bogmarkedet i Danmark, har ikke længere den betydning, de havde tidligere. De benhårde besparelser op gennem 00erne, og ikke mindst kommunesammenlægningen har, sammen et par andre faktorer, betydet, at bogmarkedets engang vigtigste kunder ikke længere er toneangivende.

Det er skidt for det brede, mangfoldige udbud af bøger på dansk. Det er skidt for undervisningen. Det er skidt for forfatterne, der i mange år har kunnet investere med knofedt i deres fremtid, da bøger på biblioteker og skoler udløser biblioteksafgift, hvilket faktisk er noget nær den eneste sikring af en nogenlunde pension, en forfatter har mulighed for at håbe på.

Der er lukket rigtig mange biblioteker siden kommunesammenlægningen, og endnu værre: Der er kommet mange færre hovedbiblioteker. For smallere bøger bliver ofte kun indkøbt til hovedbibliotekerne. Spørgsmålet er ikke længere: Er dette en bog, vi bør have? – det er: Er dette en bog, vi kan undvære?

Bibliotekerne har også i mange år flyttet fokus fra et bredt, mangfoldigt udbud af bøger til et mere nu og her udlånsskabende udvalg … af så mange forskellige ting.

Bestsellerismen

Tidligere havde boghandlerne monopol på at handle med bøger, som forlagene så bestemte, hvad skulle koste. Det system faldt i løbet af 00erne. Og det var faktisk godt nok, hvis det ikke lige var sket samtidig med den udvikling på bibliotekerne, som jeg lige har beskrevet.

Supermarkederne kom på banen. Boghandlerne klumpede sig sammen i store kæder med centrale indkøb. Nu skulle bøger sælges i enorme oplag til næsten ingen penge.

Man solgte Jussi Adler-Olsen, Dan Brown, Leif Davidsen, Stieg Larsson i astronomiske oplag, MEN samtidig devaluerede man bogen. Hvor bogkøbere tidligere havde været vant til, at en ny bog kostede 350 kroner, kunne man nu få den i Føtex til omkring 100.

For bogkøberne betød det, at de kunne få den nye krimi, som alle talte om, for næsten ingenting i Kvickly, men hvis de ville have andet, så var det der ikke. Nåjo, de kunne slæbe sig ned i boghandleren, som heller ikke havde andet (for boghandlerkæderne købte de samme bøger som supermarkederne). Tilbage var der internetboghandlerne, som er kommet til i løbet af 00erne, og stort set er det eneste sted, man finder alternativer til bestsellerne. MEN det kræver enorme oplag, hvis en bog skal sælges til de priser, man har lært bogkøberne at forvente. Så virkeligheden blev, at bogkøberne kan vælge mellem den nye krimi, alle taler om, eller de kan tage chancen med en ukendt forfatter til mere end den dobbelte pris.

Den billige krimi får de lige i synet, hvor de køber ind. Den dyre ukendte må de selv gøre en indsats for at finde. Resultatet var naturligvis, at alle små, smalle, ukendte, svagere, anderledes, mærkelige, nytænkende, interessante etc. bøger, forlag, forfattere, selvudgivere blev skubbet ud af et bogmarked, der i stadig stigende grad bestod af mere eller mindre ens krimier og kogebøger udgivet på nogle få store forlag solgt på et rodebord i Bilka.

Selvudgiveren

Som selvudgiver var tiden FØR kommunesammenlægningen de gode gamle dage. Her kunne man klare sig igennem på bibliotekssalget, hvis bogen var god, og man kunne endda være heldig at få et godt samarbejde med en lille skare af gode boghandlere. Det var slet ikke så tosset.

EFTER kommunesammenlægningen og supermarkedernes indtog satte de ti største forlag sig mere eller mindre på det hele. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at for mange selvudgivere, små forlag, ja selv store forlag, har de sidste 4-5 år været et spørgsmål om at overleve.

Selv opgav jeg drømmen om at udgive andre forfattere på 2 Feet. Jeg måtte opsige samarbejdet med dem, jeg allerede havde ‘fået i stald’, som man siger, og det var sur røv. Men nødvendigt. Det er trods alt ikke en bank, jeg driver, der kommer ingen politikere med en pakke til mig, hvergang jeg råber hjælp.

Fremtiden

Der er en del at være bekymret over som forfatter, ikke bare selvudgiver, men som forfatter i al almidelighed. Der er også et par lyspunkter, der KAN vende op og ned på det hele.

Vi forfattere bør være mest bekymrede over vores biblioteksafgift. Den er nemlig truet på to væsentlige punkter: 1) når bibliotekerne fokuserer så meget på at have bestsellere nok til alle interesserede lånere, flyttes biblioteksafgiften også hen på de forfatterskaber (og oversættere) som nok burde kunne klare sig på bogsalget – og væk fra alle andre, 2) bibliotekernes udlån af eBøger — her har bibliotekerne tilsyneladende glemt forfatterne og biblioteksafgiften helt.

Det sidste, altså eBøgerne, er også det bedste kort, vi forfattere har siddet med på hånden i mere end 100 år. For det er muligt at selvudgive eBøger for ingen penge. De kan virkelig gøre os fri af forlag, boghandlere og alle de andre nåleøje-vogtere, vi gennemgik sidste gang.

Det er omkring eBøgerne, at slaget kommer til at stå. Både når det gælder bibliotekerne og bogsalget.

I sensommeren var Jussi Adler-Olsen og Leif Davidsen på banen. De talte eBogen heftigt imod, redegjorde for, hvordan den ville betyde døden for boghandlerne og mange andre i branchen. Davidsen havde derfor nægtet at få sine bøger udgivet som eBøger, Adler-Olsen det samme, men kun for en del af sit forfatterskab.

Måske har de ret. Måske bliver eBogen enden på bogbranchen, som vi kender den. Blandt andet fordi eBøgerne vil blive solgt meget billigere end papirbøger, som de to bestsellerforfattere jo også siger. Men de to herrer har ikke selv haft problemer med at lade deres bøger sælges for en slik i supermarkederne, selvom det i lige så høj grad har betydet døden for boghandlere, små forlag og smallere udgivelser som sådan?

Næste gang er det tid til at snakke eBøger. For de rummer både nogle af de stærkeste lyspunkter, smalle forfattere og selvudgivere har kunnet skimte meget længe, samtidig med, at de kan ende med at betyde, at vi mister biblioteksafgiften.

Hvordan finder vi vejen frem?

Nåleøjernes vogtere

Tags

En selvudgivers bekendelser, Om at være forfatter, Selvudgiver

En selvudgivers bekendelser 8

Afstanden mellem forfatter og læser

Vejen fra forfatterens manus til læserens bog går ad en 100 år gammel vej, hvor værk og forfatter må gennem en række nåleøjer, som kan være særdeles vanskelige at komme igennem.

Ved hvert eneste nåleøje sidder en eller flere personer og tjener til dagen og vejen. De behøver ikke tjene godt, sådan er virkeligheden nu engang i kulturlivet, men de skal alle ernæres  gennem de forfatteres værker, som de lader slippe gennem nåleøjerne.

Disse nåleøjer udgør bogbranchen.

Lad os derfor kigge lidt på en bogs vej fra manus til læser.

Agenter

De er få i Danmark, men i andre lande f.eks. i USA optager forlag stort set aldrig bøger, hvis ikke en agent har sagt god for dem først. Det betyder, at det er agenterne på det engelsksprogede marked, der er det første nåleøje.  I Danmark fungerer de få agenter, der findes, mere som varetagere af etablerede forfatteres litterærerettigheder og karrierer.

Antagelse ved forlag

I Danmark sender man sit manus direkte til forlagene. Her kan der være flere ansatte til at vogte nåleøjet. Det er sjældent én redaktør alene, der antager en bog til udgivelse. Ofte vil den blive sendt ud til forskellige læsere, der vurderer kvalitet, salgbarhed etc. Herefter skal udgivelsen også gerne op på et redaktionsmøde, før der endelig siges ja. Salgsafdelingen kan komme ind over. Salgbarhed bliver stadig et væsentligere argument i en bogbranche, der er ved at miste sin sjæl til markedskræfterne.

Udgivelsen

Det næste nåleøje er mere konkret. Manus skal gennemarbejdes til et kompromis, både forfatter og forlag kan acceptere. Der gælder ikke kun teksten, men også alt det praktiske arbejde. Teksten skal sættes på bogens sider. Der skal laves forside, omslag, bagsidetekst etc. frem til manus er blevet til en færdig (slagbar) bog.

Boghandlere og supermarkeder

Næste nåleøje udgøres af indkøberne i supermarkeder, boghandlerkæder og de få tilbageværende boghandlere, der selv indkøber bøger. Vil indkøberne tage bogen hjem eller ej? Her vurderes benhårdt på formodet salgbarhed. At tage en bog hjem er at løbe en økonomisk risiko. Man foretrækker bøger, der ligner noget, man har solgt godt af tidligere. Man skeler også til en masse andre ting, som ikke har med bogens kvalitet eller forfatterens talenter at gøre. Det er ting som: Giver forlaget ekstra rabatter? Tager forlaget risikoen og køber eventuelt usolgte bøger retur? Betaler forlaget for vinduesplads, hyldeplads eller spalteplads i tilbudsaviserne?

Vil boghandlerne og supermarkederne ikke tage bogen hjem, kan læseren ikke købe bogen. Jo, jo man kan bestille bogen hjem hos boghandleren, og man kan bestille den hjem selv gennem internetboghandlerne, men før det sker, så skal læseren jo vide, at bogen findes. Det spontane køb er umuligt, hvis bogen ikke præsenteres for bogkøberne et sted, hvor de er vant til at købe bøger.

Biblioteker

Vil bibliotekerne tage bogen til sig eller ej. Tidligere skelede man meget til lektørudtalelsen, som er en kvalitetsvurdering specielt til biblioteker, i dag er fokus også her mere på forventet efterspørgsel.

Orker bibliotekerne ikke rigtig bogen, vil lånerne have svært ved at finde bogen – og man kan så kun håbe de vil reservere titlen over bibliotek.dk.

Bogklubber

Bogklubberne kender deres medlemmer/kunder bedre end så mange andre i branchen. For at slippe gennem nåleøjet her skal bogklubben være overbevist om, at medlemmerne vil købe bogen.

Er de ikke det, kommer bogen ikke ud her, og bogklubbens medlemmer læser så andre bøger.

Pressen

Får bogen anmeldelser? Er de gode? Kommer der interviews?
Skal bogen finde sine læsere, kan man have gavn af omtale i pressen, men det nytter ikke meget, hvis de tre foregående nåleøjer alle har takket nej.

Legater

Der er et nåleøje på sidelinjen, som hedder legatudvalgene. De hjælper på ingen måde bogen på vej fra forfatter til læser, men der ligger en del penge her, som kan hjælpe forfatteren med at holde skindet på næsen.

Kvalitetssikring

Når bogbranchen selv beskriver disse nåleøjer, er det oftest positivt. De anses for branchens indbyggede kvalitetsikringer. De er næsten hellige.

Jo, det sker da, at en forfatter klager over forlagenes krav om alt for store ændringer i manus eller manglende lyst til at satse stort på netop hans bog, men …

Jo, det sker da, at et forlag klager over boghandlernes manglende lyst til at tage andet end krimier hjem, men …

Jo, det sker da, at en boghandler klager over forlagenes modvilje mod at yde fuld returret på alle udgivelser, men …

MEN pilen ender med at pege tilbage på den, der klager, ikke? For nåleøjerne er kvalitetssikring. Måske var forfatterens manus ikke godt nok? Måske var forlæggerens bøger ikke gode nok? Måske var boghandleren ikke god nok til at sælge bøger, siden han var så fokuseret på returretten?

Der findes stort set ingen debat i branchen. Branchebladet Bogmarkedet forsøgte i flere år at sætte gang i forskellige debatter i bladet, men det gik meget tungt for at sige det mildt. Måske ligger forklaringen i ovenstående?

Selvudgivernes problemer

I resten af branchens øjne kan selvudgivere derfor også let komme til at virke som nogen, der forsøger at slippe uden om branchens indbyggede kvalitetssikring. Vi har jo sprunget over det første nåleøje. Vores værker skal ikke antages på noget forlag. Den kvalitetssikring er væk, mens vi selv tager ansvaret for de næste nåleøjer omkring udgivelsen, og hvorfor søren skulle vi være bedre egnet til det end de forlag, der har gjort det på samme måde i op til 200 år?

Så hvor man som selvudgiver springer over de første nåleøjer (og måske får en bedre bog ud af det), så bliver de følgende nåleøjer så meget sværere at komme igennem, at det begynder at ligne noget nær umuligt.

MEN …

I de sidste måneder af 2010 skete der noget skelsættende for selvudgivere i hele verden. Amazon.com havde åbnet for, at hvem som helst kunne udgive sine manuskripter som ebøger.

Det i sig selv, tror jeg ikke, rystede mange i bogbranchen, for hvem kan tage det alvorligt? Disse bøger måtte være noget bras, som ingen ville give penge for, for disse bøger havde jo ikke været gennem branchens indbyggede kvalitetssikring.

Det MÅTTE gå galt. Det ville lynhurtigt vise sig, at nok kunne alle selvudgive alt deres lort, men det ville stadig være lort, og læserne ville ikke spilde tid eller penge på det bras.

Det viste sig nu, at det ville læserne godt, og inden 2010 var omme havde verden fået sine første ægte bestseller-selvudgivere.

Jeg vender tilbage til denne udvikling senere, for den er bestemt interessant. I denne omgang vil jeg nøjes med at påpege, at det er et historisk øjeblik for ikke bare selvudgivere, men for alle forfattere og læsere. Og for litteraturen!

Det er nu muligt for en forfatter at få sine ting ud til læserne uden at skulle igennem hele rækken af nåleøjer.

Stopklodser

Som sagt, så opfatter branchen selv nåleøjerne som kvalitetssikring, men er det vanetænkning eller virkelighed?

Der er ingen tvivl om, at nåleøjerne har begrænset det litterære udbud. Der ER blevet luget ud i rækkerne. Mange manuskripter er aldrig blevet udgivet, andre er blevet droppet under udgivelsen og er aldrig udkommet. Af dem, der er udkommet som bog, er mange aldrig blevet anmeldt eller taget hjem af boghandlerne. De er forsvundet uden at have fået chancen.

Men hvis nåleøjerne virkelig fungerer som kvalitetssikring, bør det så ikke være sådan, at de bøger, der når igennem samtlige nåleøjer, må siges at være det ypperste af det ypperste?

Ikke?

Bør det så ikke i det mindste udelukke, at man kommer hjem fra supermarkedet med en skodbog, der er fuld af korrekturfejl, er fortalt uden nerve, uden sjæl, og måske aldrig burde være udgivet?

Ikke at alle bøger på supermarkedernes rodeborde er dårlige, slet ikke, ikke engang de fleste, men de er alle bøger, der er nået igennem rigtig mange af branchens nåleøjer, og dermed burde være måske ikke det ypperste af det ypperste, så i det mindste så kvalitetstjekkede, at der ikke er lort imellem. Men det sker, gør det ikke?

Fordi kvalitet og salgbarhed ikke er det samme. Til gengæld er kravet om øget salgbarhed og manglende risikovillighed og et øget pres på øjeblikkeligt salg måske med til at sikre, at glimrende bøger ikke udgives, fordi de ikke vurderes til at kunne give afkast nu og her.

Hvis nogen savner en åbning for fremtidens selvudgivere, så ligger den lige her. Et marked uden om nåleøjerne, direkte mellem forfatterne og de læsere, der ikke blev mætte i supermarkedet. Et udbud af bøger, der rummer andre kvaliteter end det, nåleøjerne vurderer har bred nok salgbarhed, og derfor ikke er at finde, hvor man er vant til at købe bøger.

Lige præcis dér ligger fremtiden for e-bogen, selvudgivere og litteraturens mangfoldighed.

At være forfatter UDEN redaktør

Tags

En selvudgivers bekendelser, Kat, Om at være forfatter, Selvudgiver

En selvudgivers bekendelser 6

Den elskede redaktør

For mange forfattere er redaktøren den næreste og vigtigste samarbejdspartner. Det kan være et så nært forhold, at det tangerer et ægteskab. Det kan være livslangt. Det er ikke unormalt, når en redaktør får job på et andet forlag, at mange af forfatterne følger med.

Man knytter bånd til sin redaktør. Man bygger sit professionelle virke på og i tillid til redaktørens evner og viden. Hvor forfattere godt kan brokke sig over forlaget, er der gerne ros til redaktøren alligevel.

Et smukt samarbejde med et fælles mål: At gøre forfatteren og forfatterens tekster bedst mulige.

Mange forfattere lægger ikke skjul på, at uden redaktørens skarpe blik og røde streger i manus, ville deres tekster slet ikke have den kvalitet, de nu rummer.

Det problematiske ved redaktører

Derfor kan det også for mange forfattere og andre i bogbranchen være noget af en mundfuld, hvis man som forfatter bevidst vælger redaktøren fra og selv udgiver sine bøger.

Det dækkes af en blind vinkel, at forholdet mellem forfatter og redaktør kan være problematisk helt ned i fundamentet.
For hvad sker der så, når kontrakten skal forhandles? Eller når man skal banke i bordet over for forlaget og kræve, at nu gør de altså noget mere for at fremme salget af ens bøger?

Redaktøren afviser – og så har man valget mellem at gå og dermed sige farvel til et forhold så nært som et ægteskab … eller … En redaktør er ikke en god kollega og slet ikke en god ven, en redaktør er en forretningsforbindelse ansat af modparten.

Selvfølgelig rummer et rigtig godt forhold til en redaktør mange positive sider også. Måske kan man få udgivet den lidt svagere titel, der måske kommer undervejs, også. Måske vil en redaktør kæmpe mere for forfatterens værker, hvis det er en forfattere, redaktøren holder af og har arbejdet sammen med i årevis?

Men den slags kan have en pris, og den pris kan ofte være, at man som forfatter følger redaktørens krav om besynderlige omskrivninger længere, end man burde, fordi man er sårbar. Kort og godt.

Det går ikke, at redaktøren ikke oplever, at værket efter redigeringen er nået et sted hen, hvor det er værd at kæmpe for i værkets videre forløb. Man har brug for, at redaktøren føler det som sit værk også, man har brug, at der bliver skubbet på i salgsafdelingen, og at værket fremhæves over for udenlandske forlag etc.

En redaktør, der har mistet begejstringen for en bog, kan finde på slet ikke at ville udgive den.

Og nu er jeg ved kernen af forholdet mellem forfatter, tekst og redaktør, nemlig redigeringen af teksten.

Nødvendigheden af redigering

Lad mig starte med at slå fast, at INGEN tekst bør udgives uden redigering.

Jeg skal også være den første til at indrømme, at min egen debut havde voldsom gavn af redaktørens røde kuglepen. Faktisk var behovet så stort, at forlaget satte to redaktører på bogen samtidig. Med rette.

Hvis jeg havde selvudgivet KAT med de evner og den (manglende) indsigt i branchen, som jeg havde dengang, var min karriere næppe kommet videre.

Men jeg sagde også ja til rettelser, jeg havde det så skidt med, at jeg rettede dem tilbage, da jeg mange år senere genudgav bogen på eget forlag – og inden da havde jeg udgivet syv bøger mere på traditionelle forlag, alle var blevet bedre af redigeringen, men også alle havde taget skade. Det er prisen for kompromis.

Redaktørens fingeraftryk

Men hvad er det så en redaktør gør ved en tekst, når der redigeres?

En god redaktør vil som oftes fokusere på at korte teksten ned, rette sproget ind, finde plotfejl, fjerne klicheer, svinkeærinder … Og det kan alle have gavn af.

Redaktøren kan også have et ønske om at øge bogens salgbarhed ved at fjerne de steder, hvor værdisættet måske falder uden for målgruppens rummelighed – eller interesser, fatteevne etc. Det er selvfølgelig tydeligst, hvis man skriver til ugebladene, men det sker også på almindelige danske forlag.

Bogen er (også) en salgsvare – og som bogbranchen har udviklet sig de sidste 10 år, er den blevet mere salgsvare for hver dag, der er gået. Så der er næppe mindre fokus på at gøre teksten salgbar i dag, end da jeg udkom på traditionelle forlag.

Og her begynder redaktørens redigering måske at kollidere med sig selv: Fordi på den ene side vil man gerne korte ned og stramme teksten op, fordi man (og den holdning deler jeg) mener, at gode tekster er fokuserede og præcise, mens man på den anden side gerne vil øge salgbarheden, så der ved alle i branchen godt, at tynde bøger ikke sælger.

Alle bestsellere er i dag nogle ordentlige mursten. Man kunne i en del tilfælde godt have forsvaret en skarpere redigering. Dermed ikke sagt, at de er dårligere bøger af den grund. Det er en smagssag. Og man kan med lige stor ret sige det samme om mange af de store klassikere. De er nemlig også ofte rigeligt lange i spyttet.

Der er flere, der tager springet til at selvudgive, fordi de ikke kan leve med redaktørenes ændringskrav, end der er selvudgivere, der – som fordommen jo er – ikke har kunnet få deres bøger antaget på et ‘rigtigt’ forlag.

Der er ingen garanti for at ALLE redaktører er genier til deres job, der er ingen garanti for, at ALLE bøger er blevet bedre gennem udgivelsen på et traditionelt forlag. Nogle er, nogle er ikke, nogle er både og. Men det er forfatterens ansvar at sige fra. Og det er der heldigvis mange, der har mod til. Jeg selv var meget længe om at samle det mod.

Der gik mange år, før jeg forstod, at god kunst er kompromisløs. Kniven kan skærpes, men den må aldrig bygges om eller midste sit formål.

Forfatter uden redaktør

Når man som selvudgiver har skrevet sit manus, har man ikke nogen redaktør at sende det ind til. Man er fri af det spegede forhold til en redaktør, og man beslutter selv, om det skal udgives eller ej. Det betyder så ikke, at man som selvudgiver blindt udgiver alt sit lort, faktisk kan det ofte være modsat, fordi man udmærket er klar over, at kvalitetskravet er højere for en selvudgiver.

Ikke bare, når det gælder anmeldere og hvem der ellers mener sig egnet til at bedømme kvalitet, men mest af alt for én selv. Det er hjerteblod, det skal være så godt, som det overhovedet kan blive.

Selvudgiveren er nødt til at have en eller flere kvalificerede læsere til at gennemgå teksten og påpege, hvor den knirker. Kvalificerede læsere kan være svære at finde, og det er måske selvudgiverens første store og vanskelige opgave.

For det nytter jo ikke, hvis de holder for meget af dig til at sige sandheden. Det nytter heller ikke, hvis de ikke evner at se sandheden. Begge dele kan være menneskeligt svært, for der er sjældent nogen entydige sandheder (bortset fra rene korrekturfejl og ukorrektheder), så det kræver et hold læsere, der hver bidrager med deres. Selvudgiveren må selv evne at vurdere, hvornår der skal lyttes og ikke lyttes til kritikken.

Det hviler på selvudgiverens egne skuldre at få værket rettet til, så det fremstår og læses, som det var hensigten. Det kræver den rette kritik, og evnen til at fange den, hvor den er.

Det er ingen let opgave.

Men resultatet bliver, når det lykkes, en bog, der er ærligere mod forfatterens hensigt og en mere direkte kommunikation mellem forfatter og læsere, end når bogen først har været gennem et traditionelt forlag.

Kunstnerisk er det vellykkede selvudgivne værk mere ægte.