Byen, hvor det altid regner

Tags

Gretelise Holm, I skyggen af Sadd, Krimi, Lars Kjædegaard, Noir, Om at skrive, Romaner, Sara Blædel, Steen Langstrup

I skyggen af Sadd

 

Tilmeld dig mit NYHEDSBREV lige her

Den dystre storby, Byen, som danner kulissen for ‘I skyggen af Sadd’-romanerne, er et sted meget få af os kunne have lyst til at bo. Det er et beskidt sted, hvor det regner konstant, kriminaliteten er høj, ingen har rent mel i posen, og alle er ude på noget.

Det er landmandens fordomsfulde mareridt om storbyens forbandelse skildret i grovkornet sort/hvid. Et sted, hvor moralen er slidt væk, hvor hjemløse sover i affaldscontainere, hvor sygdomme trives, og sex og kærlighed er handelsvarer.

Der er selvfølgelig en genremæssig arv fra de gamle film-noirs om nådesløse gangstere, korrupte politifolk og dragende femme fatales. Der er gæld til Tarantino, spillet GTA, tegneserierne Sin City og Spirit osv. Det vil jeg ikke løbe fra – og det er der heller ingen grund til. Der er noget fedt, noget sitrende levende i den overdrevne noir-stemning.

Læs om, hvordan kulissen bruges i gysere her.

Fiktion skal ikke skildre verden 1:1, men som en god fotograf kan skrue op for kontrasten eller sætte en hård spot ind fra siden for at få ansigtstrækkene til at træde tydeligere frem i spillet mellem lys og mørke, kan man som forfatter skabe sit eget univers, fascinerende i al sin dysterhed, men også genkendeligt, for selvom billedet mister detaljer, når man skruer op for kontrasten, så tegnes billedet samtidigt tydeligere.

For det, at en historie foregår i et karikeret eller fiktivt univers, betyder ikke, at den ikke er skrevet af virkelige mennesker, der har noget at sige om virkelige mennesker. Kunst er ikke at sige tingene lige ud.

‘I skyggen af Sadd (1)’ er for mig historien om uskyldens og kærlighedens trænge kår i en verden, hvor alle konkurrer med alle, hvor kun vinderne tæller, og alle andre går til. Tydeligst i Pauls naive forelskelse i Victoria, men alle bogens fire hovedpersoner betaler hver på deres måde prisen for samme problemstilling: Hvor finder man tryghed og livsindhold et sted uden nåde og empati, hvor kun penge tæller?

Læs mere om, hvordan ‘I skyggen af Sadd (1)’ blev her lige her.

‘I skyggen af Sadd (1)’ udkom i 2005. Jeg havde skrevet den sammen med Sara Blædel, Gretelise Holm og Lars Kjædegaard, der hver skrev en del af den samlede roman.

Det var noget så sjældent som et litterært eksperiment i krimigenren – den måske mindst eksperimenterende genre overhovedet.

For mig var det nu ikke et stort eksperiment – for jeg var overbevist om, at metoden ville lykkes, og vi ville ende med en krimi som ingen andre.

Mens jeg skriver dette arbejdes der på en ‘I skyggen af Sadd 2’, og det er selvfølgelig endnu mindre et eksperiment anden gang; det er simpelthen bare en anden måde at skrive en roman på nu. En metode, der resulterer i nogle anderledes romaner.

Det er en pointe i sig selv, synes jeg, i en tid, hvor bøger og især krimier måske bliver mere og mere ens.

Læs mere om de ting, jeg arbejder på netop nu på min hjemmeside.

Reklamer

HEKSENS DATTER

Tags

Plantagen, Romaner, Spøgelsesbørn

Der er noget med spøgelsesbørn. Eller jeg har noget med spøgelsesbørn. De skræmmer mig mere end voksne genfærd. Om det er børnespøgelserne i Børnehjemmet, Gage i Pet Sematary eller drengen i The Grudge, så … puha. De er sgu uhyggelige.

Ane. Heksens datter. Spøgelsespigen, der hjemsøger skovene omkring Gillsby i Plantagen, er selvfølgelig udsprunget af det her med børnespøgelser. Det vil ikke være helt forkert at se Ane, som en meget lys, nordisk udgave af de japanske spøgelses kvinder og børn, som det vrimler med i japanske gyserfilm. Men i modsætning til disse, som ofte er meget tavse, så taler Ane i gåder.

Ane har hjemsøgt skovene i godt 400 år. Man siger, at hun var datter af en heks, der blev brændt på bålet i starten af 1600-talet, da Christian IV ville rense landet for troldomspak. Men man siger så meget, og hvem tør stole på historier, der er blevet hvisket fra generation til generation i 400 år?

Ane stod meget levende for mig, da jeg forstod, at jeg måtte skrive Plantagen. Jeg kunne høre hendes latter, jeg kunne se hende for mig. Jeg forstod, at hun var mere og andet, end hun lod mig vide, og jeg forstod, at jeg skulle følges med hende i flere år. Jeg kan ikke påstå, at jeg på forhånd kendte alle hendes hemmeligheder og hendes præcise forhold til den dæmoniske ondskab, der lurede længere inde i skoven. Den lod hun mig kun forstå efterhånden, som bøgerne blev skrevet, men jeg vidste, at hun lignede en pige i min søns klasse, som snydt ud af næsen.

Pigen hedder Malin, og da første bind var skrevet, og arbejdet med omslagene begyndte, var jeg så heldig, at Malin gerne ville lægge ansigt til spøgelsespigen Ane. Malin er en meget lys og meget smuk pige – og hun viste sig endda at være fremragende til at se uhyggelig ud.

En læser skrev til mig, kort efter at første bind var udkommet, og fortalte, at hendes hund gav sig til at knurre, når den så bogen, og dét er Malins fortjeneste. Første bind er nemlig kun justeret ganske lidt i Photoshop. Lidt farve og lys. Ellers intet. Det uhyggelige er Malins øjne.

Jeg skal huske at sige, at Malin i virkeligheden er en sød pige og meget langt fra den ondsindede spøgelsespige, Ane – og at Malins mor ikke er en heks.