Biografi

BIOGRAFI

Jeg blev født fredag den 13. september i et typisk, dansk parcelhus i Annisse Nord, lidt uden for Helsinge i Nordsjælland. Min far var smed og min mor syerske. Barndommen var svær, skolegangen noget roderi – de to ting følges ofte ad.

Allerede i en meget ung alder vidste jeg, at jeg ville fortælle historier. I de små klasser skrev og opførte jeg flere teaterstykker på skolen, men i løbet af de svære pubertetsår, lykkedes det for en ny dansklærer at overbevise mig om, at jeg ikke havde evnerne til at udtrykke sig på skrift. Men da jeg var god til at tegne, og alle alligevel læste tegneserier i 80erne, så betød det ikke så meget: jeg kunne jo bare fortælle mine historier som tegneserier.

Efter skolen fik jeg job i et supermarked, mens jeg tegnede som en gal om aftenen og sendte serierne ind til alt, hvad der fandtes af forlag, blade og aviser. Der gik mange år med afslag på afslag, men så en dag skete miraklet: To ungdomsblade besluttede samme dag at bringe min tegneserie om rockbandet ‘The Mighty Rocky Rockers’. Et af de to blade, Ung, tegnede jeg for i 15 år, og tegneserien om Victor, som havde et langt liv i Ung, udkom sidenhen som tegneseriealbum.

Men de længere historier pressede på, og allerede efter et par år som tegneserietegner (nu for en række ungdoms- og musikblade), startede jeg på at skrive det, der siden skulle blive min debut, gyserromanen ‘Kat’. Den udkom i 1995, og pludselig gik det hurtigt. To år senere havde jeg udgivet tre romaner og havde en ny under udgivelse. Der blev solgt filmrettigheder og udlandet var interesserede, mens anmelderne delte sig i begejstring og forargelse.
Der var ikke tradition for gys og horror på dansk. Det blev anset for en underlødig genre. Og jeg var tilmed så uopdragen, at jeg skrev filmisk, levende og medrivende! Det var for meget for nogle og forfriskende for andre.

Efter seks romaner på Høst & Søns Forlag, og en tegneserie på Bogforlaget Her & Nu, skiftede jeg i 2001 til Gyldendal. Samme år kom den længe ventede filmatisering af ‘Kat.’ Men det tunge og stærkt konservative Gyldendal og jeg rimede ikke, så efter en novellesamling og en enkelt roman, besluttede jeg at starte eget forlag, 2 Feet Entertainment.

Det satte for alvor gang i virkelysten! Første udgivelse var besættelsesthrilleren ‘Stikker’, der blev nomineret til flere priser, bl. a. Glasnøglen for årets bedste nordiske kriminalroman. Der blev taget kunstneriske chancer og udgivet bøger, som pegede i nye retninger. Der blev leget med genrerne, og bogbranchen blev udfordret.

I år (2018) fylder jeg 50 år. Jeg kan se tilbage på en karriere, der ikke altid har været let, men den har været nødvendig. Jeg har levet af at være forfatter i 22 år, drevet eget forlag i 16 år og har et eller andet sted formået at finde fodfæste i livet. Jeg har været gift med min smukke, kloge og sjove kone i 21 år, er den stolte far til to unge sønner, og livet er godt.

Men jeg er langt fra færdig. 2018 bliver året, hvor filmen ‘Finale’ (baseret på min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’) endelig får premiere. Jeg debuterer på tysk til maj, og til efteråret udkommer jeg med en ny, ganske grum roman på dansk.

Reklamer

1 thought on “Biografi”

  1. Hej Steen,

    Sikke en ballade du har fået lavet med din sms-novelle 😉
    Tillykke med omtalen…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s