Køb ‘PANZER’ til kun 100 kroner

Tags

, ,


Efterfølgeren til STIKKER

Vi bliver i tiden under besættelsen lidt endnu, for denne måneds tilbud er efterfølgeren til ‘STIKKER’, den anmelderroste ‘PANZER’, der foregår for 75 år siden, i de sidste uger af Anden Verdenskrig.

‘PANZER’ foregår altså et halvt års tid efter handlingen i ‘STIKKER’, og vi følger igen Sabotagegruppe BB. En del af medlemmerne er skiftet ud. Nogle er døde, nogle er taget af tyskerne. Det er regnskabets time, og der er mange beskidte spil i gang, som helst skal finde deres afslutning, inden krigen er slut.

Bemærk: Der er et yderst begrænset antal på lager. Bogen genoptrykkes næppe, så mangler den i samlingen er det nu, du skal slå til.

Frem til den 24. maj 2020 kan du få fingre i ‘PANZER’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

‘PANZER’ udkom tilbage i 2006 som andet i bind i serien om Sabotagegruppe BB. Jeg havde flere idéer til bøger i samme serie, men dem fik jeg aldrig skrevet.

Denne udgave af ‘PANZER’ blev trykt i 2015.

Selvom ‘PANZER’ er udkommet i forskellige udgaver og er blevet oversat til både engelsk og svensk, opnåede den aldrig helt samme succes, som første bind i serien, ‘STIKKER’, og det har jeg måske aldrig rigtig forstået, for i mine øjne er ‘PANZER’ en meget bedre bog. Men sådan er der så meget.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Det ensomme job

Tags

, , , , , , , , ,


Femte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det kommer næppe bag på nogen, at en stor del af arbejdet med at skrive bøger foregår i ensomhed, i forskellig grad isoleret fra omverdenen. Nogle har brug for mere ro omkring sig end andre, men det er alligevel svært at se forfattergerningen som et udadvendt job som sådan. Selvom der selvfølgelig kan være en udadvendt del, når bøgerne skal formidles og sælges, men i sit udgangspunkt er bøger noget, man skriver alene. 

For os, der frivilligt vælger en livsstil, der rummer så mange timer tilbragt i ensomhed, lyder det nok ikke for mange af os som nogen større byrde at få lov at tilbringe en stor del af tiden alene og i fred. Vi er overvejende introverte mennesker, måske oven i købet i en sådan grad, at lige præcis den side af forfatterlivet faktisk tiltrækker os. Mange forfattere opfatter, især i starten af karrieren, før ens ting blev udgivet og det måske blev alvor på en anden måde, det at skrive som et helle, et sted, hvor man kunne finde ro til at folde sig ud, en pause, en frihed, en velsignelse måske endda. 

Måske er det derfor, vi ikke ser ensomheden som noget problem før meget sent. Jeg ved fra mig selv, at jeg i de svære perioder, som der desværre har været flere af end de lette, har søgt mere ensomhed, mere isolation, for i det mindste at få skrevet noget. Som vi var inde på i sidste indlæg (Den frygtede skriveblokering), så er en forfatter, der ikke skriver en sølle størrelse, og vi — eller jeg i hvert fald — kan have gjort problemerne meget værre i desperation over ikke at skrive. Nok. 

Ensomhed har aldrig skræmt mig. Jeg har direkte BRUG for at kunne trække mig fra andre mennesker indimellem. Selv min elskede familie. Behovet for isolation omkring mig, når jeg arbejder, er heller ikke blevet mindre i løbet af min karriere. Tværtimod. Da jeg var ung, kunne jeg godt skrive, selvom der var andre i den lille to-værelses, jeg boede i. I dag kan jeg dårligt have, at der er nogen hjemme i den tre gange så store fire-værelses, jeg bor i nu, og jeg kan ikke høre musik, mens jeg skriver, og jeg kan ikke have nogen kontakt overhovedet, før jeg sætter mig til at skrive. Det er rent ud blevet for meget. Stadig har det været svært for mig at erkende, at den form for isolation ikke gjorde noget godt for mig, og at hvis det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive, så burde jeg måske slet ikke skrive. Der ER vigtigere ting i livet. 

Når alt der her er sagt, så er forfattergerningen heller ikke et job og et liv, hvor man blot skal håndtere den simple ensomhed det er at være alene nogle timer hver dag, hvor man skriver. At være forfatter er faktisk et liv i ensomhed og alene på rigtig mange måder ud over den tid, man bruger på at skrive. 

Man er alene med ansvaret. Det er forfatteren og ingen andre, der står for skud, hvis bogen ikke er god. Nok.

Det er svært at dele sit liv, sine tanker om arbejdet, sine bekymringer eller drømme og planer med andre, der ikke skriver. For nok lytter de, men det er virkelig en fremmed verden, og selvom de elsker en og gerne vil, så forstår de sgu ikke rigtig.

Man kan endda ofte ende i en situation, hvor det der forfatterhalløj ikke rigtig tæller som et rigtig arbejde. Man kan opleve mildere former for socialudelukkelse, som at ens argumenter eller poltiske opfattelse fejes af bordet, fordi man jo ikke er en del af den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har et rigtigt job. 

Nogle typer lader endda til at mene, at alle kunstnere og forfattere er forkælede samfundsnassere, man ikke kan tage alvorligt. Og selvom man selvfølgelig ikke bør tage de typer alvorligt, så tæller de på isolationsbarometeret, og på kedelige tidspunkter i ens forfatterliv, kan det godt bide at blive mødt på den måde. 

De eneste, der egentligt forstår en, er andre forfattere, men det kan være svært at tale med mange af dem, fordi hånden på hjertet, vi er alle konkurrenter. Der er ting, man ikke deler med sin konkurrent. 

Man er alene i forhold til forlaget. Manges ellers nærmeste samarbejdspartner og ofte vigtigste fagligt-sociale kontakt. Redaktøren. Forlagsfesterne. Men forlag og forfattere er meget sjældent jævnbyrdige parter. Flopper forfatteren, har forlaget andre forfattere, andre bøger, ellers finder de dem. Man er også alene i forhold til kontraktforhandlinger og selve samarbejdet med forlaget. Redaktøren arbejder ofte på en gang med mange kontorer, hvor man mødes i kantinen eller stikker hovedet ind hos naboen, hvis man har brug for at vende noget. Forfatteren går hjem til sig selv. 

Men selvudgivere er kun endnu mere alene. Her er der ikke engang et forlag at mødes med og dele bare en fornemmelse af ansvaret med. Her er man helt alene. 

Man er alene med sin økonomi. Det er alle selvfølgelig, MEN en forfatters økonomi er så anderledes, at den simpelthen ikke giver mening for almindelige mennesker, eller for samfundet som sådan. Man er uden for de kasser og logikker, der rummer almindelige mennesker. Og det er også en form for ensomhed.

Selv de steder, hvor forfattere forsøger at stå sammen, i forfatterforeningerne, i forskellige litterære grupperinger osv. kan man hurtigt opdage, at der er så stor forskel på forfatteres levevilkår, tankegange og rummelighed, at man måske ikke føler sig repræsenteret eller sågar velkommen i disse sammenhænge, og ja, så ender ensomme, introverte mennesker let med at føle sig udenfor. Og trække sig.

Og udenfor er en meget skidt følelse for en, der i forvejen måske er for meget alene. 

Men hvad stiller man op? Vi forsøger jo alle at gøre noget. Vi opsøger sociale sammenhænge, bogmesser, forfatterforeninger, forlagsfester, hvor vi kan møde andre mennesker, uden at være den sære forfatter (kan du leve af det?), så godt det nu lader sig gøre, og nogle gange er det skidegodt. Andre gange ikke. 

Nogle forsøger at gøre jobbet mindre ensomt ved at skrive på cafeer eller leje sig ind i kontorfællesskaber. Det har jeg aldrig kunnet få mig selv til. Måske af blufærdighed, måske fordi skønlitteratur er vanskeligere at arbejde med. Man skal rumme hele universet, alle tanker og følelser på alle personer, der er tilstede i den scene, man skriver, mens man skal have nogenlunde styr over, hvor hele historien bevæger sig henad. Skrev jeg faglitteratur eller journalistik var det måske en anden sag.

Nogle skriver bøger sammen. Så er man i det mindste to om det. To om ansvaret, to om tankerne, to om det hele. Men det kræver nok, at man har god kemi sammen, tænker jeg, og lad os se det i øjnene, nogle af os er nogle kantede typer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Ene, men stærk, siger man. Skal man have nogen som helst chance for at overleve som forfatter, så skal man være det. Man skal ikke bare kunne håndtere ensomhed, men at være alene på alle de måder, forfattere er alene på, og for nu at være ærlig, her få måneder efter mit 25-årsjubilæum, så kan det vise sig langt vanskeligere, end hvad man måske lige forestiller sig. Bare så du ved det. 

For er man meget alene, føler man sig lidt udenfor i mange sammenhænge, har man lidt tendens til at isolere sig, når livet er svært, og har man en hjerne, der er trænet i at opbygge fiktive universer og udlægge skjulte sammenhænge og motiver, så har man en cocktail, der kan være rigtig farlig. Og de ting er jo samtidig de ting, man må rumme, hvis man overhovedet vil være forfatter, så det ligger lidt i kortene på forhånd, at dette kan gå rigtig galt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som vækker konstant bekymring blandt de fleste kunstnere: Økonomien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Køb ‘STIKKER’ til kun 100 kroner

Tags

, ,

Det er i denne måned 80 år siden, Hitlers nazityskland besatte Danmark. I den anledning har jeg valgt i kort tid at sænke prisen på min roman ‘STIKKER’, der foregår i København under besættelsen.

‘STIKKER’ er uden sammenligning min mest populære bog. Den har solgt absolut bedst, bliver streamet flittigt, har tjent flest penge, er oversat til flest sprog, fået mest anmelderros og har været nomineret til flest priser. Af samme grund sker det yderst sjældent, at jeg sætter den på tilbud, for det er simpelthen ikke nødvendigt.

Så dette er noget ganske særligt. Men det er også en ganske særlig anledning. Det er 80 år siden, Anden Verdenskrig kom rullende med død og ødelæggelse. Der har heldigvis ikke været krige som den siden, og lad os håbe, at der aldrig kommer det.

Frem til den 20. april 2020 kan du få fingre i ‘STIKKER’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

‘STIKKER’ er mørk noir-thriller om en mørk tid. Der er intens spænding, ja, hold på hat og briller, men den er mere end det, den er et portræt af mennesker fanget i en dyster virkelighed med svære valg.

Man kan let narre sig selv til at tro, at det var lettere at vælge det gode eller det rigtige dengang, når man ser tilbage på tiden med nutidens øjne. Vi ved jo, hvor grusom nazismen var, vi ved også, at de tabte krigen, og vi sidder i sikker afstand, her 80 år senere, og risikerer ikke meget ved at tage stilling. Men det var ikke lettere dengang end i dag, hverken at gennemskue eller at vove at tage stilling og kæmpe imod.

‘STIKKER’ er udkommet i mange udgaver og mange oplag gennem årene. Den udkom oprindeligt helt tilbage i 2003 som den første udgivelse på mit nystartede forlag 2 Feet Entertainment. Denne udgave det sidste nye.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Humor, for alvor!

Tags

, ,

Marts måneds tilbud er en ganske særlig bog i mit forfatterskab, novellesamlingen ‘Amerikansk olie’. En samling korte historier, alvorlige, måske endda litterære, men med et glimt i øjet, både af tårer og grin.

Jeg synes, tiden lige nu, hvor verden mere eller mindre er lukket ned, er tiden til at tænke over, hvad det er for en verden, vi lever i. Hvad vi vil med den, hvad der er værd at kæmpe for, hvad der giver livet værdi. Hvorfor er vi her? Hvordan skal verden se ud, når alt dette er overstået? Kan vi måske endda vove at forestille os den bedre? ‘Amerikansk olie’ er en samling noveller, skrevet, når jeg har været i det hjørne, og derfor synes jeg, at det lige netop nu er tid til, at de bliver læst.

Derfor har jeg nedsat prisen på ‘Amerikansk olie’ til 100 kroner, alt inkl. Men kun måneden ud! Så tirsdag er sidste chance!

‘Amerikansk olie’ har især fundet sin berettigelse i undervisningen på skoler, gymnasier og universiteter. Det er jeg selvfølgelig glad og stolt over, men det er tekster, der er skrevet til at blive læst af lyst også.

‘Amerikansk olie’ er udkommet i et par forskellige papirudgaver, men dette er den flotte første udgave, endda første oplag! som du kan få fingre i for kun 100 kroner, inkl. moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Den frygtede skriveblokering

Tags

, , , , , , , ,


Fjerde indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Forfattere har ry for at være krukkede. Måske endda en lille smule diva-agtige. Vores liv er også ret anderledes end de flestes, og det kan være svært, nogle gange selv for andre forfattere, at holde ud at høre på vores kvaler. Jeg ved, at nogle allerede har givet udtryk for, at denne blog-serie – og sikkert også den bog, jeg sideløbende arbejder på om emnet – er udtryk for forfatterkrukkeri. Som en anden forfattertype skrev i en kommentar, da jeg delte et af indlæggene i en forfattergruppe på Facebook: Så havde han børn at forsørge og havde derfor ikke tid til den slags klynk.

Nu har jeg selv og mange andre forfattere nu også børn at forsørge, og det er endda min erfaring, at intet af alt det her bliver lettere at håndtere, når man også har ansvaret for et par unger oveni. Og slet ikke, hvis man forsøger at fortrænge det. At bide tænderne sammen og stå det igennem fungerer fint, indtil det pludselig overhovedet ikke gør længere. At tale om det, se det i øjnene, giver en muligheden for at lære at håndtere det bedre eller måske styre helt uden om.

Så lad os springe ud på dybt vand og tage fat i det måske mest forhadte og krukkeribeskyldte ved forfatterlivet overhovedet. Denne sære lidelse, der kun rammer forfattere og skrivende mennesker, og i hvert fald ikke gør os lettere at holde ud at høre på: Skriveblokeringen.

Sidste gang slog vi fast, at det at skrive en bog er en stort arbejde, og der faktisk kun er en måde at få det gjort på, at skrive dag efter dag og blive ved, indtil bogen er færdig. Så let er det bare ikke altid.

Man arbejder alene, og alt foregår inde i ens eget hovedet, og man har selv ansvaret for at få det gjort. Derfor bliver en god arbejdsdag hurtigt en, hvor man har skrevet godt, hvor man beviseligt for måske især sit eget stejle over-jeg skam har lavet noget, at man er på vej, at man er ved at løse opgaven, at man fortjener at kalde sig forfatter, for man får skrevet noget. I det mindste. Og det føles godt.

En forfatter er en, der skriver, ikke sandt?

Har du nogensinde bemærket, at nogle forfattere går meget op i, hvor mange ord de har fået skrevet samme dag? Som om antallet af ord er bevis for et eller andet. Mon det er derfor? Se, over-jeg, jeg skriver, jeg arbejder!

Jeg selv tæller ikke ord, men kapitler. Når jeg skriver, skal der skrives et kapitel om dagen, nogle gange to, men kun tre eller flere, hvis jeg er meget nær enden af bogen, for det går ikke at skrive sig så træt eller tom, at man ikke kan skrive dagen efter. Jeg vil hellere skrive to kapitler på to dage, end tre på en dag, fulgt af en dag, hvor jeg ikke har mere at give af. Det er vigtigt at føle, at man er i gang. Man holder sig kørende på det lille sus, den lille rus, at man er i gang. Så er alt godt. Sikkert også dagen efter.

Så når man pludselig ikke får skrevet og ikke kan dag efter dag, så slår det hårdt. En ting er, at man ved, at man burde kunne, man har gjort det før, måske har man endda allerede gjort et stort forarbejde, så det burde være lige til at gå til, og så vil det bare ikke ud. 

Måske sidder man foran computeren og skriver en sætning eller to for at slette den igen, måske sidder man der ikke engang, fordi man kan mærke, at der bare ikke er hul igennem, at man er låst indeni. Jeg behøver næppe påpege, at ens indre dialog ikke altid er voldsomt opbyggende i de perioder, vel?

Det er IKKE nogen fed oplevelse, og for nogen kan tilstanden vare i måneder, måske endda år.

En forfatter, der ikke kan skrive, er en sølle størrelse, og hvor længe kan man blive ved med ikke at kunne skrive, før man ikke længere er forfatter, men bare langt ude i tovene?

Selvom der er psykologer, der tilbyder hjælp med skriveblokeringer, og begrebet  hverken er nyt eller en ubeskrevet lidelse, som sådan, så er det alligevel en besynderlig størrelse. Det er mig bekendt ikke en officielt anerkendt lidelse, og det kan måske undre i en tid, hvor der ellers er diagnoser for det meste.

Så bare for sjov, så lad os forsøge at sætte ord på lidelsen. Der er altså tale om en psykisk blokering, som rammer skrivende mennesker, forfattere især, og stort set ingen andre. Lidelsen kommer til udtryk ved, at forfatteren ikke kan skrive.

Mange forfattere taler ikke om skriveblokeringer, man vil helst tie dem ihjel og komme videre i teksten, selvom det ikke altid er muligt, så også den byrde bærer mange alene. Andre forfattere taler meget højlydt om, at de er midt i en skriveblokering, og selvom det kan virke hårdt sagt, så har jeg af og til haft en fornemmelse af, at nogle af dem havde så travlt med at være ‘forfattere’, at de ligesom også skulle leve den del med skriveblokeringen igennem, som om også dét var en oplevelse i deres spændende forfatterliv. Jeg tror, den hårdhed, jeg har oplevet i mig selv i de tilfælde, er den samme form for overlevelsesmekanisme, som får nogle kvinder til at bebrejde en voldtagen kvinde hendes letsindighed. Det er ikke smukt, men det giver én en form for tryghedsfølelse, som selvom den er både grim og falsk, så dog bilder en selv ind, at det ikke vil ske for en selv. For man frygter det, jo.

Men hvad stiller man op? Hvordan undgår man skriveblokeringer? Hvordan overvinder man dem, hvis man er havnet i en?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes gode og klare svar, som virker hver gang og på alle. Det sidste er jeg faktisk ret sikker på ikke er tilfældet. Meget virker, indtil det ikke virker længere.

Dog er jeg ret sikker på, at skriveblokering ikke er en lidelse i sig selv: Det er et symptom. Det er ikke sådan, at man får en skriveblokering og så kan man ikke skrive. Nej, der er andre ting på spil, som fucker med ens hjerne, med ens selvopfattelse, med ens selvværd, med ens ret til at være til, med ens fantasi, og så lukker man ned. Skriveblokering er blot et ord for at være lukket ned. Det er ikke skriveblokeringen, der lukker os ned.

Det er noget helt andet. Måske er skriveblokeringen i virkeligheden et af de grimmeste symptomer på, at forfatterjobbet kan være pissesvært at håndtere. Så svært at man brænder sammen indeni og det vigtigste i en forfatter kvæles, nemlig fantasien og lysten til at skrive.

Et par tricks, jeg har haft held med, når jeg har haft svært ved at skrive, og som har virket nogle gange, er, at skrive i hånden i stedet, eller flytte om på arbejdsværelset, eller skrive andre steder, eller vælge IKKE at skrive og lave nogle andre ting i stedet. Rydde op i kælderen eller noget. Nogle gange kan små ændringer af den slags åbne op for en fantasi, der er gået i baglås.

Bliver man siddende for længe uden at komme nogen steder, skal passe på sig selv først og fremmest. En skriveblokering kan skubbe en meget langt ud i tovene, og det hjælper ingen, at man presser sig selv til man falder fra hinanden. Men at slippe kan så vise sværere end man lige skulle tro. For ambitioner, selvdisciplin osv kan vise sig at være negative kræfter, når man er kørt fast eller føler, man mislykkes.

Fremover vil jeg runde forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som til sammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde figthertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som mange af os døjer med: Ensomheden.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Bogfidusen anmelder KAT

Tags

, ,

Det havde jeg måske ikke lige set komme, her 25 år efter udgivelsen, men KAT har lige fået en ny og fin anmeldelse på Bogfidusen.

Camilla Laugesen skriver blandt andet:

“Personerne i historien er let at genkende, nogen alle kender og det giver faktisk uhyggen en ekstra dimension, det er ikke altid at disse personer handler som man venter … Vil helt klart anbefale “Kat” hvis man er til gysere, den er hurtigt læst og man bliver godt underholdt. Selvom debuten er 25 år gammel, kan den stadig får nakkehårene til at rejse sig.”

Læs hele anmeldelsen her.

KAT til JUBILÆUMSPRIS

Tags

,

Her i februar er det 25 år, siden jeg debuterede som forfatter med romanen ‘KAT’.

Det vil jeg gerne fejre med dig.

Derfor har jeg nedsat prisen på ‘KAT’ til kun 99 kroner, alt inkl. Men kun måneden ud! Så lørdag er sidste chance!

‘KAT’ er en effektfuld gyser om venskab, hjerter og en kat, der burde være død, men ikke er det.

‘KAT’ blev filmatiseret i 2001 med Liv Corfixen og Charlotte Munck i hovedrollerne, og radiodramatiseret i 2005 med Ditte Hansen og Sonja Richter som Maria og Isabella.

Mangler ‘KAT’ i samlingen er det nu, du skal slå til.

‘KAT’ er udgivet i en del forskellige papirudgaver over årene, sidst her på 2 Feet Entertainment i 2005 i en særlig hvid udgave, og det er netop den udgave, du kan få fingre i til særpris netop nu for kun 99 kroner, inkl. moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne.

Du kan bestille de to bind lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Smagsprøve på lydbogen ‘KAT’

Tags

, , ,

Lyt til en lille smagsprøve på lydbogen ‘KAT’. 

‘KAT’ var min debutroman og udkom i 1995, for 25 år siden. Lydbogen er indlæst her i 2020 i anledning af jubilæet af Klaus K. Elmer.

‘KAT’ er en effektfuld gyserroman om venskab, hjerter og en kat, der burde være død, men ikke er det.

Du kan finde den, hvor du normalt lytter til dine lydbøger: eReolen, Nextory, Bookmate, Mofibo, Storytel – og selvfølgelig hos de fleste internetboghandlere.

God fornøjelse!

At skrive en bog er ingen let opgave

Tags

, , , , , , , ,


Tredje indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det virker næsten fjollet at måtte starte her, for hvordan skulle nogen kunne være i tvivl om, at det at skrive en roman på måske flere hundrede sider er et stort arbejde. Men sandheden er, at mange undervurderer, hvor stort et arbejde det virkelig er. Selv forfattere, der allerede har skrevet flere bøger. Selvom det lyder tåbeligt.

Det er det nu ikke. Tværtimod er det næsten naturligt, at man vil komme til at undervurdere det, og i værste fald køre sur i det af samme grund.

Hvis du ikke allerede har læst første indlæg i serien, så vil jeg opfordre dig til det. Du finder indlægget lige her: Drømmejobbets svære bagside.

For det er let at komme til at undervurdere det hårde, slidsomme arbejde, når man måske har drømt om at komme til at leve af at skrive i mange år, og alt det her med at være fri — fri for chefer, fri for mødetider, fri for myldretidstrafik, fri for sure morgener med slud og sne, fri for alt det, der gør livet surt, som det er — får forfatterlivet til at ligne en dans på roser. Man er jo vant til at arbejde hårdt i forvejen, otte timer om dagen, måske mere. Man har måske allerede skrevet længe i fritiden, når man kunne finde tid til det, og det har føltes som alt andet end hårdt arbejde, det har været et helle, noget man gjorde for sig selv, noget man fandt glæde i at gøre.

Og så er man pludselig der, hvor det faste job måske er sagt op, og man har hele dagen at skrive i, hele dagen som kun skal bruges på noget, der altid har været lystpræget og rart at beskæftige sig med, og hvem i den drøm tænker ‘puha, sikke et mas, hvordan skal jeg nogensinde blive færdig’?

Selvfølgelig undervurderer man arbejdet. Selvfølgelig undervurderer næsten alle omkring én arbejdet, venner, familie, gamle kolleger. Måske anerkender de den mængde selvdisciplin, der skal til at få det gjort, men det er ofte også så langt det rækker. Men vi skal ikke tale om selvdisciplinen i dette indlæg, det kommer senere i et andet indlæg, vi skal lige først blive enige om at acceptere, at det er en pissestor og svær opgave at skrive en bog.

Også selvom du måske tidligere har skrevet et par stykker eller flere, som har været lette og måske endda sjove at arbejde med, så lad os lige få det helt på det rene: Det kræver mange timer at skrive en bog på flere hundrede sider. Det er ikke en lille opgave. Det er ikke en let opgave. Slet ikke, når det pludselig bliver alvor.

At skrive en bog er et langt, sejt træk, der ofte tager måneder eller år at færdiggøre. At undervurdere opgavens størrelse, de mange timer, der skal lægges i det, og hvor meget en bog, man går og skriver på, kan fylde i ens liv, især når det ikke bare flyder ud af en, er lige til at knække nakken på.

At skrive en bog er en stor opgave. Der er mange sider, der skal skrives. Meget at tænke over, meget at skrive om, meget at redigere, meget at skære ud, meget at gå i stå over på halvvejen, mange timer at sidde foran computeren, mange timer alene, mange dage at leve med bogens univers, mange uger uden at føle, at slutningen er kommet nærmere, mange måneder, hvor hverdagen tager over, magien svinder bort, og man lige pludselig hellere vil alt muligt andet, men den fucking bog skal jo skrives, selvom man måske kommer til at tvivle på, om idéen overhovedet holder. For der er meget langt fra de første magiske idéer, til bogen er klar til udgivelse. Det er der bare. Og det bliver ikke ved med at være et helle i livet, det vil ikke være sjovt hver eneste dag.

At skrive en bog er en stor og svær opgave. Basta.

Hvis man negligerer opgavens størrelse, (måske fordi man ikke vil virke forkælet eller klynke over sit luksusliv — det sidste står der altid nogen klar til at pege fingrer af, tag ikke fejl af det), og måske forsøger at klemme ballerne sammen og gøre sig hård for tage sig mere professionel ud, om det så bare er i egne øje, eller fordi man er bange for at slå fejl, så er man allerede godt på vej til at lægge fælder for sig selv. Og tro mig, der rigeligt i forfatterlivet at snuble over i forvejen.

Så husk på, at det er en stor opgave, det er ikke let.

Og ja, jeg har selv snublet i at undervurdere opgaven igen og igen. Det bliver ikke nødvendigvis lettere at lade være med, bare fordi man efterhånden har skrevet en del bøger. Måske endda tværtimod. For hvorfor skulle det være sværere denne gang?

Men selv bøger, der er sjove at skrive, og hvor det nærmest bare flyder ud af en, de er altså også et stort arbejde, der kræver mange timer, dage, uger, måneder, år …

Næste gang er det vist tid til at runde den blandt forfattere frygtede lidelse, der går under navnet: Skriveblokering.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

KAT – lydbog

Tags

, , ,

For at markere 25 året for min debut som forfatter, har jeg fået dygtige Klaus K. Elmer til at indlæse debutromanen ‘KAT’ som lydbog.

‘Kat’ har ikke været ude som lydbog, siden den oprindelige fysiske udgave på cassettebånd fra 1990erne. Så det er første gang, den kan lyttes digitalt.

Det er som sagt en helt ny indlæsning, der er ude nu, og du kan finde den, hvor du normalt lytter til dine lydbøger: eReolen, Nextory, Bookmate, Mofibo, Storytel – og selvfølgelig hos de fleste internetboghandlere.

God fornøjelse!