Førsteudgaven til kun 100 kroner

Tags

, , , , ,

I SKYGGEN AF SADD

Første udgave, andet oplag

Jeg troede egentligt, at denne udgave forlængst var udsolgt, men så faldt jeg over en kasse bøger i kælderen, og sørme om den ikke indeholdt den oprindelige 15 år gamle udgave af ‘I skyggen af Sadd’.

Så de skal jo ud i verden og bringe glæde.

Derfor sælger jeg denne udgave nu for kun 100 kroner, inkl. moms og levering frem til 1. august 2021

Bogen er plottet af mig, og jeg har også skrevet første del, bogens andre tre dele er skrevet af Sara Blædel, Lars Kjædegaard og Gretelise Holm.

Bogen signeres gerne, men KUN af mig.

‘I skyggen af Sadd’ var et af resultaterne af, at jeg havde startet eget forlag og nu kunne tage kunstneriske chancer, som ville have været umulige på et traditionelt markedsorienteret forlag.

Den kreative leg gik ud på, at jeg havde et krøllet krimiplot i fire dele, hver del oplevet fra hver sin hovedpersons synsvinkel, og i stedet for selv at lægge stemme til alle fire, bad jeg nogle af de bedste danske krimiforfattere om gøre det for mig. En roman skrevet af fire forfattere, men hvor vi i stedet for at forsøge at skrive ens, netop udnyttede vores forskelligheder i bogens tjeneste.

Den slags var og er stadig uhørt. Krimigenren er en kommerciel genre, og den skal og må man bare ikke eksperimentere med. Den skal holde formen, det er en salgsvare. Men vi gjorde det, og vi slap faktisk godt fra det, synes jeg. Og hvad er det også for noget kedeligt noget med, at litteratur ikke må leges med?

Bogen udkom i 2005 og fik overraskende stor opmærksomhed. Den er siden udkommet i andre udgaver i forskellige formater, lydbog, e-bog osv., og har i dag omsat i alle udgaver og medier lige i underkanten af 40.000 eksemplarer, hvilket gør den til 2 Feet Entertainments bedst sælgende titel.

Du kan bestille bogen lige her:

Betaling sker via netbank. Jeg vedlægger en faktura til betaling inden 14 dage.

Tilbuddet gælder kun til og med 1. august 2021 – eller så længe lager haves.

 

Legater

Tags

, , , , ,

19. indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagsider’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen er nu færdigskrevet og ved at blive redigeret. Den bliver udgivet sidst i september 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Legater

Jeg tror alle, inkl os forfattere, ville foretrække at leve i en virkelighed, hvor kunstnere kunne leve af deres kunst uden at skulle søge støtte for at holde skindet på næsen. Der ligger noget ydmygende og devaluerende i det, at man med hatten i hånden må bede andre om økonomisk hjælp til sine projekter.

Men virkeligheden er en anden. Både forskning, sport, kunst og kultur ville være særdeles ildestedt, hvis de ikke blev støttet på den ene eller anden måde. Trods tidens tilbedelse af markedet som noget nær en ny helligdom, så har markedet aldrig slået til på disse områder. Det har om noget spændt ben.

Dette er ikke noget nyt fænomen. Langt tilbage i historien, og vi taler altså om før vor tidsregning, har behovet været der og været anerkendt. Dengang var støtten dog mere individuel og mindre organiseret. Man måtte kort og godt finde sig en mæcen, en rigmand der tog én under sine vinger.

H.C. Andersen blev i løbet af sin karriere understøttet af flere mæcener, og modtog i øvrigt også støtte fra Kongens ‘cigarkasse’ og kom siden på finansloven. Just saying, hvis H.C. Andersen ikke kunne klare sig unden støtte, så skal man ikke skamme sig over det. At leve af at skrive er ikke bare svært, det er nærmest umuligt.

I anerkendelse af dette findes der heldigvis flere legater, som forfattere kan søge. Der er forskellige typer, med forskelligt fokus, med midler fra virksomheder, testamenter og foreninger. Den tungeste og vigtigste er Statens Kunstfond, som hvert år uddeler en række legater, heriblandt de treårigearbejdslegater som nok er noget af det største, både økonomisk og som hæder, man som forfatter kan gøre sig håb om at modtage.

Det er jo godt. Så langt.

Problemet med legater opstår i det simple set-up, at der er langt flere ansøgere, end der er legater, og det betyder, at man som forfatter får langt flere afslag end tilsagn på ansøgte legater. Det er igen sådan virkeligheden er.

Men et er fornuft, noget andet er følelser. Og kunstnere og forfattere er ikke bare meget alene med det hele, vi er måske også nogle følsomme og sårbare størrelser, og det gør altså ondt, og det er voldsomt skuffende at modtage et afslag.

Som oftest er afslagene også formuleret på en måde, der kun gør det værre. Det er gerne noget med, at ‘vi har ønsket at støtte dansk litteratur med et kunstnerisk højt niveau. Legatudvalget mener ikke, at dit …’ og av, ikke?

Det er ikke bare et ‘desværre, der var ikke penge til alle,’ men en nedvurdering af ens forfatterskab eller det værk, man har ansøgt om støtte til, et værk, man efter at have læst afslaget, skal arbejde videre på. Det er ikke sådan bare lige at holde modet oppe, når ens igangværende værk lige er dømt uvæsentligt af folk, der er særligt udvalgt til at bedømme netop den slags. Hvorfor så skrive det færdigt?

At det rammer hårdt at få afslag, og gentagende afslag, gør noget skidt ved forfattere, ved det kollegiale miljø og giver grobund for mistro, klikkedannelser og konspirationsteorier i branchen, og det får i sidste ende mange forfattere til at træffe uheldige beslutninger i forsøg på at skærme sig selv for de nedture, afslagene ofte medfører.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ikke kan formulere afslagene på en måde, så de skadede de forfattere, der modtager afslagene mindst muligt. Ingen vinder vel ved at tage modet fra folk? Uden af vide, hvorfor afslagene er formuleret, som de er, så tillader jeg mig at tænke, at det kunne skyldes, at det er bureaukrater, der formulerer dem, alene med sigte på at formulere en vægtning i bureaukratisk sammenhæng, som giver dem selv rygdækning for de valg, der er truffet i en politisk styret organisation. Men det ville være velkomment, hvis man tænkte på den ensomme kunstner, der modtager afslaget og skal fortsætte sit virke uden den ansøgte støtte. Der er ingen grund til at ligefrem at gnide salt i såret.

Man mister modet, man bliver såret på sin professionelle stolthed, man føler sig ydmyget, peget ud som et mindre talent, ens værk som mindre betydningsfuldt, måske ikke engang værd at skrive færdigt. Og ja, det lyder lidt ynkeligt, når man skriver det, som jeg lige har gjort det, og mange holder derfor også følelserne for sig selv. Der kommer bare sjældent noget godt ud af at gå og undertrykke den slags.

Man kan heller ikke sidde og tude over det, og hvis man ikke vil lade dem slå én helt ud, så må man jo gøre noget ved det. Desværre er de ting, man som forfatter kan gøre ved det, ikke voldsomt produktive. Nogle er endda skadelige.

Den første løsning er at stoppe med at søge legater. Man får alligevel aldrig, og de pokkers afslag gør ondt, så man skærmer sig fra smerten ved ikke længere at søge. Det virker måske harmløst nok, men for det første, så kan man jo nu være helt sikker på, at man i hvert fald ikke får, ikke engang ved en fejl. Dertil så vil landets magtfulde excel-mennesker ikke opfatte, hvor stort behovet for støtte i virkeligheden er ude i kulturlivet, når så mange af os har opgivet håbet og ikke søger længere.

Jeg har selv været der, jeg ansøgte kun yderst sjældent i 00erne. Så jeg forstår valget, jeg er bare begyndt at søge igen og har faktisk modtaget flere gange i 10erne. Ingen ved, om jeg havde fået, hvis jeg havde søgt oftere i 00erne.

Og helt skærmet for afslagene bliver man altså ikke ved ikke at ansøge. For så skal man holde sig fra sociale medier, undgå at læse aviser og holde sig på afstand af kollegaer i de uger, hvor legaterne uddeles. For der snakkes, og glade modtagere jubler på de sociale medier, og der er ofte debatter om modtagerne af de treårigearbejdslegater nu også er de rette. Det fylder, og selvom man ikke får afslaget direkte i synet, med besked om ens manglende kunstneriske betydning, så sviger det jo alligevel lidt, at man har accepteret, at man er så meget udenfor, at man har opgivet håbet.

Det kan man så også forsøge at skærme sig selv for. Det gør mange, og dér har jeg også selv været, ved at fortælle vidt og bredt, at man har opgivet at ansøge, og det fordi … det altid er samme få, udvalgte, der får.

Da der altid er langt flere, der får afslag end der modtager legater, og man oven i dem kan lægge dem, der har opgivet af søge i det hele taget, så har vi grobund for en del mumlen i krogene hvert år, alt sammen gødet af sårede følelser, svækket håb og andre i samme situation.

Det er jo ikke forkert, at nogle får mere end andre — og når det gælder tågede begreber som kunstnerisk værdi og litterære kvaliteter, så kan det altid diskuteres, om det så er fortjent eller ej.

Og så er vi et sted, hvor både konspirationsteorier og klikker i branchen stortrives. Begreber som kultureliten, de finkulturelle, og hvad ved jeg, rummer med garanti et par korn af sandhed, for ja, vi lever i et gammelt monarki, og hver branche har sin adel, men … hvor meget er gætteri, sårede følelser og klikkedannelser og hvor meget er fakta?

Skaber vi bedre vilkår for forfattere og andre kunstnere ved at nedbryde de institutioner, der trods alt er sat i verden for at støtte os økonomisk? Får vi lettere ved at komme ind i varmen, hvis vi graver grøfterne dybere? Gavner det os eller den kulturelite, vi mener, holder os udenfor, at grøfterne bliver dybere? Ville det være lettere at være dig, hvis ingen forfattere var inde i varmen?

At svare på alle disse spørgmål er ikke altid let, for netop den suppedas her er noget af det, der gør livet som forfatter svært at håndtere.

Og det er næppe nogen større trøst, at det heller ikke altid er superlet for dem, der modtager de helt store legater, fx det treårigearbejdslegat, som altså er på noget nær en million kroner. For nok giver det ro på en del af de økonomiske bekymringer, der altid er en del af forfattergerningen, og der følger selvfølgelig også et rygstød og en måske næsten ufatteligt rus over at være blandt de yderst få udvalgte. Men når det har lagt sig, så skal man også præstere en kvalitet i sine kommende bøger, så ingen længere kan hævde, at man ikke havde fortjent at modtage en sådan ære. Og dét kan faktisk sende én ud i en dyb skrivekrise, for nu har slavepiskerdæmonen, nogle kalder selvdisciplin, en mængde ny ammunition at slå dig oven i hovedet med, nu skal du for alvor præstere dit værd.

Tommelfingerreglen er naturligvis, at jo større legat, jo større hæder, jo sværere kan det være at leve op til sidenhen.

I år har Statens Kunstfond ændret udbetalingerne, så man ikke længere udbetaler legater på under 100.000 kroner. Tidligere var der både legater på 50.000 og 75.000. Man kan selvfølgelig argumentere for, at de mindre legater ikke giver frihed til at hellige sig sin kunst i samme omfang, som de større legater gør, for ja, 50.000 rækker ikke så langt som 100.000, det er klart, men mon ikke det så også kommer til at betyde, at endnu flere vil modtage afslag med besked om deres alt for ringe kunstneriske betydning, og at de få, der modtager, vil blive en endnu snævrere kreds af særligt udvalgte, og dermed både styrke klikkedannelserne, magten og konspirationsteorierne i branchen.

Man kunne have valgt anderledes. Man kunne have valgt en anden vej.

Næste gang berører jeg et tema dybt i alle kreative fag. Er det: Hobby, arbejde, kald?

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Interview i Danmarksbloggen

Tags

, , ,

Danmarksbloggen bringer i dag et interview med mig som forlægger og Sara Skaarup om genudgivelsen af Saras bog: ‘Kærlighedskontrakten’.

Sara siger blandt andet i interviewet:

“Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold.”

Læs hele interviewet her.

En stolt forlægger

Tags

, , ,

2 Feet Entertainment, mit lille forlag, udgiver i morgen den første papirbog af en anden forfatter end jeg selv i mere end 10 år. Og det er ikke en hvilken som helst bog, vil jeg stolt have lov at pointere. Jeg har nemlig fået mulighed for at udgive en ny revideret og grundigt gennemarbejdet udgave af Sara Skaarups ‘Kærlighedskontrakten’.

‘Kærlighedskontrakten’ er den eneste danske brugsbog om at overveje, skabe og leve i et bæredygtigt, åbent parforhold, og for mange står bogen allerede som en nyklassiker på området. Bogen udkom i sin første udgave på Gyldendal for 10 år siden, og det har været et interessant arbejde at bidrage med at opdatere bogen, så den fremstår tidssvarende og rummer al den nye lærdom og erfaring, som Sara har fået via sin sexologpraksis og eget liv om emnet siden da. 

På et tidspunkt mens arbejdet stod på, undrede Sara sig over, at jeg var så entusiatisk omkring bogen, når jeg selv lever i ganske traditionelt parforhold, men for mig handler projektet ikke så meget om fri sex, men om at vove at leve livet på egne præmisser, og at finde en ærlig og respektfuld måde at gøre det på. Om det så bunder i ens seksualitet eller alt muligt andet. Alt for mange mennesker lader traditioner, normer og social kontrol styre livet, og jeg har altid beundret og søgt mennesker, der tør mere end det.

Jeg tror på, at en mere rummelig og omsorgsfuld verden er bedre at leve i – og ‘Kærlighedskontrakten’ er et bud på at finde den vej, hvis man føler sig fanget eller kvalt i det traditionelle parforhold. Man kunne også påstå, at en del traditionelle forhold i virkeligheden er åbne forhold, hvor man bare boller udenom i al hemmelighed, og hvis det er sådan, ville livet så ikke være bedre for alle parter, hvis man var ærlig om det?

Så ja, jeg er stolt over at have fået mulighed for at udgive en så vigtig bog i en ny, opdateret udgave, ikke fordi jeg hylder åbne forhold som sådan, men fordi jeg hylder ærlighed, omsorg og mod til at vælge livet. Hvad det så end er, man søger i tilværelsen.

‘Kærlighedskontrakten’ udkommer den 22. juni 2021.

Den koster 299 kroner, og køber du den her af mig, leveres den portofrit.

Betaling sker via netbank. Jeg vedlægger en faktura til betaling inden 14 dage.

Signeres ikke. Ønskes bogen signeret, besøg da Sara Skaarups blog og bestil den der.

Hjerteblodets afveje

Tags

, , , ,

18. indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagsider’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen er nu færdigskrevet og ved at blive redigeret. Den bliver udgivet i løbet af efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Hjerteblodets afveje

Mange af de emner, jeg tager op i disse blogindlæg og den følgende bog, er ting, der dræner, slider og udbrænder én som forfatter, og det er måske svært at forstå for folk, der ingen erfaring har med at arbejde med noget, man virkelig brænder for, noget, der er direkte hjerteblod for en selv, hvor alvorligt det er, når den indre ild, hele drivkraften, brænder ud. Hvor desperat og utrolig deprimerende det kan være, når det visner for én. Men os, der har oplevet det, vi ved besked.

Man kunne derfor godt se disse indlæg, som en række advarselssignaler ved de ting, der rammer én netop her. For når det ikke længere er hjerteblod, når det ikke længere er drevet af en indre ild, der gør, at man bare skrive den næste bog, koste hvad det vil, så er der faktisk ikke rigtig nogen grund til at blive ved, og har det hele så egentligt ikke været forgæves?

Dette indlæg er lidt anderledes, for her handler det om netop hjerteblodet og de afveje, det kan føre én ud på, og hvorfor hjerteblodet både er livsvigtigt for mange forfattere, men også en urkraft, der i sig selv er stærk nok til, at man tilsidesætter egne behov i stort set alle andre sammenhænge for at skabe sit værk, og nogle gange føles selv det som at være for lidt. Hjerteblod er derfor nærmest et alter, hvor man ofrer andre sider af livet, andre hensyn, andre behov, andre glæder, for at fuldføre sit projekt.

Jeg har tidligere berørt det sårbare og måske lettere vanvittige kunstnersind, og jeg vil komme forbi emnet igen i den færdige bog, fordi ja, hey, vi er ikke som andre, og måske skyldes nogle af de ting, vi snubler i som forfattere, at vi er mere sårbare og bestemt mere introverte, end folk er flest. Det, at være drevet af en for andre uforståelig indre ild, det, at arbejde med hjerteblod er lidt i forlængelse af det. For det i sig selv er også — i hvert fald for mere kølige typer, der arbejder og forstår verden via Excel-ark — lettere vanvittigt.

At forfattere gennem tiderne har fået ry for at være krukkede og besværlige, ofte når redaktører talte sammen, eller nærtagende helt ud i det latterlige, når anmeldere talte om os, eller nærmest umulige at arbejde sammen med, når filmfolk delte deres oplevelser, så har det også i det mindste delvist noget med hjerteblodet at gøre. For når ting er hjerteblod, er de næsten pr. automatik også personlige, det kan ikke rigtigt skilles ad, og når noget er så vigtigt for én, så kæmper man for det. Nogle gange også, hvor andre ikke kan se fornuften eller det rimelige.

Og desværre også, hvor det ikke gør andet end skade på en selv. Forliste samarbejder; kræfter spildt på forgæves debatter om kunst og dens formål; kampe i avisspalter med anmeldere, der ikke har fattet en skid af ens bog og formålet med den (hvilket de selvfølgelig sjældent har, men kampen er ligesom tabt på forhånd, og vi ved det alle, men alligevel!). Det er hjerteblodet. Eller en kombination af det følsomme kunstnersind og den kraft, den indre ild kan have. Man er gået igennem så meget, alene for at nå til det punkt, hvor man har et færdigt manuskript, og så kræver det altså næsten det umenneskelige at se et forlag presse det gennem kødhakkeren med argumenter om salgbarhed, markedets krav og læsersegmenter. Eller se en anmelder, der virkelig ikke er klædt på til opgaven, udbasunerer sine misforståede konklusioner i landsdækkende medier, så alle inkl. familie, venner og kollegaer kan læse med. Eller se en filmatisering forvandle hjerteblodet til en mild kop urtete, alle kan drikke, men ingen kan få slukket tørsten af.

Det er selvfølgelig en balancegang, for hvis forfatteren, den eneste, der virkelig brænder for værket, ikke kæmper for sit hjerteblod, så er der ingen overhovedet, der gør, og hvis hjerteblodet suges ud af værket, så selve formålet med værket forsvinder for én som forfatter, så er der kun arbejde tilbage i formlen, og at skrive en bog er simpelthen for hårdt arbejde, for slidsomt, for menneskeligt krævende og alt alt alt for dårligt betalt, til det giver mening. Skal man spilde livet med ting, der ikke betyder noget for én, så er der i det mindste lettere måder og bedre lønnede måder at gøre det på, end at skrive bøger.

Og så så jeg endda lige bort fra smerten ved at se sit hjerteblodsarbejde ødelagt.

Verden er i det hele taget ikke skabt til kunstnere eller folk med hjerteblod og indre ild, og mange har særdeles svært ved at forstå, rumme eller overhovedet acceptere, at noget, de ikke selv rummer, at noget, der ikke kan gøres op i penge, kan betyde så meget — eller overhovedet noget. Men det gør det. Og det kan være næsten helligt for os.

Jeg tror, det var Peter Høeg, der engang i et interview beskrev det at skrive som at have en forbindelse til noget højere (jeg tror måske, at hans ord for det var ‘Universet’), og lade historien strømme gennem én. At en forfatter altså arbejdede for en højere enhed, noget større end sig selv. Nogle ville have brugt andre ord end ‘Universet’, og måske husker jeg det forkert, men billedet kan jeg genkende. Det med at åbne sig og lade det strømme, det med, at inspirationen ikke er noget, man skaber, men noget man tager imod. Man er næsten i en større sags tjeneste.

Man behøver ikke tro på Gud eller Universet for at forstå, at der i billedet ligger en følelse af, at det her arbejde er vigtigere end én selv, vigtigere end ret meget andet i livet, og man derfor vil gå gennem helvede og tilbage for at fuldføre det. Og når man har gjort det, så …

Men der er andre problemer ved at arbejde med hjerteblodsopgaver end udgivelsesprocessen, og det, der kommer efter, at værket er skrevet. De nævnte er blot iøjnefaldende, fordi de larmer, og andre end én selv og ens nærmeste kan se dem.

Der er andre, mere subtile, udfordringer, som man måske ikke engang altid bemærker selv, før man lidt sidder i saksen. Jeg har snublet og snubler fortsat indimellem i nogle af disse ting, for som jeg vidst har etableret i det forgående, så er den indre ild, der følger med hjerteblodsarbejde, en meget stærk kraft, og når man virkelig brænder for det, så ja, man nøjes jo ikke kun med én opgave ad gangen, vel?

Når inspirationen virkelig river i én, så kan det være let at lade sig rive med, og pludselig er man startet på en ny opgave, selvom man allerede har flere i gang. Det kan være svært at vælge fra eller sige nej til tilbud, man virkelig gerne vil arbejde med eller idéer, der bare funkler i øjeblikkets genialitet, og måske glemmer man lidt overblikket eller undervurderer arbejdets sværhed eller tidsbehov, og inden man får set sig om, har man flere bolde i luften, end godt er, og det forbandede ved at have dét, det er, at man ikke altid selv styrer, hvornår disse bolde kommer ned og kræver ens opmærksomhed nu og her.

Vi arbejder alle forskelligt, men ofte har mange af os mere end et værk i gang samtidig. Det kan fx være, at vi skriver på en roman, mens en anden filmatiseres, hvilket også kræver ens opmærksomhed ind i mellem, eller man siger ja til at skrive et par noveller, mens man arbejder på romanen, eller man er ude at holde foredrag, eller hvad ved jeg. Vi har alle forskellige opgaver, og tanken om forfatteren, der uforstyrret sidder alene og arbejder på sit store værk, har sjældent meget med virkeligheden at gøre. Oftest har vi gang i flere projekter samtidig, og det er i den virkelighed, at inspiration og hjerteblod kan lokke én til at påtage sig flere opgaver end godt er.

Jeg skal være ærlig at sige, at disse ting ikke er blevet et mindre problem for mig selv, efter jeg forlod Gyldendal og startede mit eget lille forlag. For fristelserne, inspirationen til ting, man kunne/burde/og hvorfor ikke bare gøre det, er blevet så meget større, at jeg nogle gange har glemt, at der er kun én til at udføre dem: Mig selv.

Og så ender man et sted, hvor hjerteblodet, hvor den indre ild, der kan få én til at tilsidesætte ens andre behov, der kan få en til at gå gennem ild og vand, den driver én ud et sted, hvor stressen tager over, og stress er om noget dræbende for inspiration, hjerteblod og livsglæde.

Så altså, det er hjerteblodet, der driver værket, der driver forfatteren, men det skal tøjles, og man skal være vågen og opmærksom på ikke at undervurdere arbejdets mængde. Ting tager altid længere tid, end man tror, og der er altid noget, der viser sig vanskeligere, end man troede.

Hjerteblod kan være farligt.

Næste gang handler det om noget, som findes i verden med det formål at gøre forfatteres tilværelse lettere, og skam bestemt også kan gøre det, men … tja, vi skal forbi: Legater.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Langsommelighed, tålmodighed og uretfærdighed

Tags

, , , ,

17. indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen er nu færdigskrevet og ved at blive redigeret. Den bliver udgivet i løbet af efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Langsommelighed, tålmodighed og uretfærdighed

Livet som forfatter er en langsommelig affære, hvor belønningerne, hvad de end er lige præcis for dig, ikke bare kommer med lange mellemrum, de drysses også nærmest tilfældigt og ganske ulogisk hen ad vejen. Man skal kunne styre både sin utålmodighed og sin retfærdighedssans, og nogle gange er det slet ikke så let, som det lyder.

Som jeg beskrev tidligere, så tager det lang tid at skrive en bog. Nogle gange flere år. Allerede her kan utålmodigheden blive sat på en prøve, for det er slidsomt ikke at kunne se en ende på arbejdet, ikke at ane om det nogensinde bliver færdigt eller udgivet eller læst. Er det hele mon forgæves? Selv veletablerede forfattere, der kan føle sig nogenlunde sikre på at få deres ting udgivet, kan bliver overmandede af arbejdets langsommelighed.

Når så endelig bogen er skrevet, så er næste skridt at finde et forlag, der vil udgive den. Det er ikke altid et problem, og slet ikke for alle, men det kan være svært nok. Og forlag bryder sig ikke om, at man kontakter mere end et ad gangen, og de kan være meget længe om at svare. Jeg ventede seks måneder (et halvt år!) på svar, før forlaget svarede på det, der senere blev min debutbog. Jeg var så heldig, at de sagde ja, ellers havde der jo ikke været andet at gøre end at sende den et nyt sted hen, og så vente igen.

Forlag udgiver selvfølgelig ikke bare det rå, tilsendte manuskript. Teksten skal redigeres, grundigt, den skal korrekturlæses, der skal laves forside osv osv, og det tager tid. Hvor lang tid er umuligt at vide. Det varierer fra bog til bog, fra forlag til forlag, men der er bøger derude, der har været flere år om at komme gennem denne proces.

At være forfatter kan føles som et liv i slowmotion, og selvfølgelig er man på dette tidspunkt forlængst gået i gang med at skrive sin næste bog, ellers var man jo blevet vanvittig af at vente, men med den gentager det hele sig bare i samme sløve tempo. Der er virkelig ikke megen aktion over at være forfatter, det er lange ensomme dage foran computerskærmen, mens man bokser med tunge, langsommelige bogmanuskripter.

Så når bogen endelig er færdig og kommer fra trykkeriet og kan udgives, og der måske endelig sker lidt spændende omkring én, hvis man er heldig, så har man hovedet dybt inde i den nye bog, man sidder og skriver på, og ja, det kan være svært at huske den gamle, som for alle andre altså er den nye, og måske især hvorfor det nu var, at man — ens eget et par år yngre jeg — engang mente, at den bog burde nogen da skrive.

Nu bogen er udkommet, håber man måske også at tjene lidt penge på den. Huslejen skal jo betales, og pengene er altid små for kreative mennesker, og det kunne da være rart med lidt på kontoen igen. Men igen: tålmodighed er en dyd, for forlaget udbetaler først royalty året efter, bogen er udkommet.

Den royalty viser sig i rigtig mange tilfælde ikke at være i nærheden af at være noget, der svarer til den tid, man har investeret i at skrive bogen. Men heldigvis er royalty (forfatterens andel af indtjeningen fra bogsalg) ikke de eneste indtægter, en bog kan have. Der er oversættelser til andre sprog, måske filmatiseringer eller opsætninger på teater, der er CopyDan, hvis bogen bruges i undervisningsøjemed og fotokopieres disse steder, der er biblioteksafgift og andet. Fælles for alle disse indtægter er, at de ligger endnu længere ude i fremtiden.

En bog kan heldigvis tjene penge til dig resten af dit liv, hvis du er heldig, og kunsten at leve af at skrive, ligger gemt her, for det kræver mere end noget andet en lang backlist, man skal have skrevet og udgivet mange, gode bøger. Og at få en lang backlist er om noget en langsommelig affære, der tager mange år.

De her små succeser undervejs, hvor man måske er heldig at udlandske forlag vælger at udgive ens bog på forskellige sprog, ja, der tager det også gerne mindst et år fra de køber rettighederne, til bogen er oversat, redigeret og udgivet. Ventetid, hvor man måske håber lidt på, at nu sker der da noget. Ofte gør der så ikke. Andet end bogen udkommer, og man får et par frieksemplarer, man kan bladre i og se sine egne ord på et andet sprog.

Måske køber et teater eller et filmselskab retten til at dramatisere ens værk, og det er også fantastisk og superspændende, og langsommeligt som bare fanden. Selv i de tilfælde, hvor projektet rent faktisk ender med at blive færdigt, og det er kun en brøkdel, så ligger premieren mange år ude i fremtiden.

Så det kræver om noget en god, solid portion tålmodighed at være forfatter, men tålmodighed alene gør det ikke, for oven i det skal man også kunne rumme, at grundvilkåret for litteratur og andre kunstformer ofte er så ulogisk, at det føles uretfærdigt. Det at føle sig uretfærdigt behandlet kan virkelig bide sig fast i mange mennesker. Og bøgers liv, succeser og fiaskoer, er en drilsk størrelse, som sjældent fordeles efter arbejdsindsats eller fortjeneste, men mere på tilfældigheder, heldig eller uheldig timing, modeluner og alt muligt andet, som ikke er så let at sætte på formel.

Selvfølgelig er der forfattere derude, der brager igennem nærmest ud af det blå. De er få, og de er sjældne, og selvom alle tror, at forfattere som pludselig er over alt i medierne, at de bliver rige som et knips med fingrene, så kan virkeligheden hurtigt vise sig en anden. Mange af dem gør ikke. Dem, der gør, de ser oftest først pengene næste år. Det er langsommeligt, og det er ikke retfærdigt eller logisk på den måde.

Der er bøger, der får et hav af gode anmeldelser, men ingen gider købe. Der er bøger, der sables ned og sælger godt. Og det er let i den ligning at føle sig uretfærdigt behandlet, og dét er ingen let følelse at gå i seng med. Den gnaver.

Selv blandt ens egne værker kan det være svært at se logikken. En bog, man selv synes, ikke rigtig lykkedes, kan blive elsket af læserne, mens den bog, hvor man virkelig føler, man ramte plet med og fik sat vigtige ord på et emne, der må berøre os alle dybt, den kan blive overset totalt, ens mesterværk, ens hjerteblod, og så klapper de alle af noget andet, man skrev uden rigtig at ville noget med det.

Jeg selv har oplevet, at en kort novelle, jeg skrev en eftermiddag, har tjent flere penge end flere af mine romaner, som jeg har været måske et år om at skrive. Det kan godt være lidt tungt at se så meget arbejde belønnet så lidt, mens noget der ikke krævede det samme, hverken i flid, tid eller omhug suse af sted.

Men der er også noget befriende og livsbekræftende i den uforudsigelighed, som forfatterlivet rummer, men man skal altså kunne håndtere langsommeligheden, tålmodigheden og den drilske uretfærdighed, som også er et af forfatterlivets grundvilkår.

Og man skal huske at glædes over de sære tilfældige pletskud, der nogle gange sker, hvor man måske sigtede efter noget helt andet — for selvom det kan føles forkert, irriterende og uretfærdigt, så er det også noget af det forunderlige ved livet i det hele taget.

Og sådan er det bare at være forfatter. Langsommeligt og lidt uretfærdigt. Men nogle gange er uretfærdigheden også til ens egen gavn. Det må man prøve at huske.

At skrive en bog er en sær form for investering, en lotto-kupon af en sær slags, hvor ingen kender præmien eller ved, hvornår udtrækningen finder sted, det kan være år ude i fremtiden, måske længe efter man selv er død, måske aldrig, måske i morgen. Held er, trods hårdt arbejde, trods flid og talent, trods grundige redigeringer, trods at man gør alt det rigtige, en afgørende faktor. Nogle gange er man bare ikke heldig, nogle gange er heldet meget længe om at indfinde sig.

Det lyder som noget, man bare kan tage ovenfra og ned, men virkeligheden, netop fordi en forfatterkarriere formes over årtier, bog efter bog, og ens tørst efter at føle, at man lykkes, måske aldrig helt bliver stillet, man når aldrig helt i mål (fordi hvis man gør, har man allerede fundet et nyt mål at sigte mod), så ender man let i en tung ørkenvandring af meningsløshed og uretfærdighed, og det gør det ikke lettere, at det nok bare er noget, man bør tage ovenfra og ned. For med tiden slider det på én.

Næste gang er det tid til en fælde, som man let falder i, når man arbejder med noget, man virkelig elsker: Hjerteblodets afveje.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Måne måne – 100 kroner

UDSOLGT

Måne måne er mit lille hjertesbarn af en bog. Jeg skrev den tilbage i 2003 i en rus over at have startet eget forlag med alt, hvad det indebar af kreativ frihed. Både litterært og grafisk kastede jeg mig lykkelig ud i arbejdet, og i dag kan jeg blive næsten småpaf over, at det rent faktisk lykkedes så godt.

Måne måne er genremæssigt lidt svær at placere, og det er i mine øjne den styrke. Det er hverken gys eller thriller, selvom virkeligheden skrider og den skam nok er spændende. Det er kort og godt en roman.

Hovedpersonen, Helle/Ella, er skripter i den franske filmindustri. En skripter var én, der holdt øje med alle de små detaljer, om skuespilleren havde skjorten knappet en eller to knapper op, da man optog den foregående scene tre uger tidligere og sådan. Et job, der kræver noget af en klæbehjerne og blik for detaljer. Helle/Ella er knivskarp, men der er noget, hun har glemt, noget, der presser sig på.

Anmelderne om Måne måne:

“Langstrup er en både benådet og beåndet suggestiv og strømlinet storyteller, som først og fremmest forstår at åbne op for et episk flow, som foldbølgeagtigt river læseren med sig – med hud og hår og et begær om at blive underholdt all the way. Hvilket sker i den grad … Steen Langstrup er en af vor mest talentfulde og forjættende fortællere, netop nu og på helt sin egen facon. Han forstår at spille på diverse genrers knoventioner, spilleregler og sætstykker både på popkunstens overdrev og så med dagligdagens mere jordnære akvarelfarver. For så alligvel at levere det grænseoverskridende skridt, som gør hans historie vedkommende, inciterende, nytænkt og nødvendig.”
Bo Tao Michaëlis i Politiken.

“Får læseren til med stigende forventning at vende blad … En grafisk meget flot bog.”
Keld Nissen i Berlingske Tidende.

 

LIGE NU kan få fat i Måne måne for kun 100 kroner, inkl. moms og levering.

Og jeg signerer gerne, bare husk at bede om det!

Det er i øvrigt første udgave, første oplag, jeg sælger her.

Betaling sker via netbank. Jeg vedlægger en faktura til betaling inden 14 dage.

UDSOLGT

Den forbandede, men nødvendige tvivl

Tags

, , , , , ,

16. indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen redigeres i øjeblikket og forventes udgivet i løbet af efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Den forbandede, men nødvendige tvivl

Man er i fuld gang med at skrive en bog, og det går egentligt fint nok, man får skrevet hver dag, og historien tager form, og personerne bliver levende, man er måske oven i købet en lille smule forelsket i hele projektet, og så ud af det blå skyller en bølge af tvivl ind over én, og pludselig ser den pokkers bog måske ikke helt så god ud længere.

Vil nogen gide læse den, når den engang er færdig? Vil du overhovedet få den skrevet? Og hvad med den hovedperson, er hun ikke lidt for irriterende, når det kommer til stykket, og det der plottwist, du havde bildt dig selv ind, var rimelig godt fundet på, er det nu også virkelig det? Giver det mening at blive ved med at skrive?

Jeg har skrevet mange bøger efterhånden, og den bølge af tvivl lader til at være en nogenlunde fast del af en bogs tilblivelse, og lad mig være ærlig: Den kan æde en op, den kan gøre det at skrive videre til en næsten overmenneskelig opgave, en umulighed.

Pludselig begynder man at gentænke historien, skrive hovedpersonen om, flytte locations, ændre alle mulige detaljer, i stedet for at skrive videre som planlagt.

Gamle hug fra anmeldere trænger sig på, og med dem frygten for igen at få klø, og den her bog, den … skal jo være bedre … men er den det? Er det ikke bare samme talentløse sniksnak?

Måske begynder man også at tvivle på, om det der med at bilde sig ind, at man kunne være forfatter, nu også var en god idé. Måske har man ikke talentet? Måske skulle man ikke have skiftet forlag, eller besluttet sig at skrive i en ny genre?

Tvivlen finder ekstra næring, hvis man er lidt usikker på sine valg i livet, og hvem er ikke det? At vove at forsøge sig som forfatter er et halvfarligt valg, og en forfatterkarriere kan rumme mange usikre valg fra de emner, man skriver om, til de forlag man arbejder sammen med.

Jeg er nok ikke den eneste forfatter, der har siddet i disse rædsomme perioder, hvor tvivlen er den stærke, og har kigget ud af vinduet på skraldemanden udenfor og tænkt, ‘hvor har han det let. Bare det var mig’. Idiotisk selvfølgelig, men når tvivlen først har rigtig fat, er man som forfatter en sølle størrelse.

Det ville være vidunderligt, hvis man som forfatter altid skrev på en forelsket bølge af inspiration, men — udover at det faktisk kan være en rigtig dårlig ting at skrive på, det lyder bare godt — så er virkeligheden bare en anden. At skrive en bog færdig er først og fremmest et langt slidsomt arbejde, og man når til enden ved at holde fast og blive ved. Det er bare ikke så let, når tvivlen tager over.

I værste fald kører man fast, projektet, bogen smuldrer mellem hænderne på én, mens man kæmper stadig mere desperat for at redde stumperne. Det er et frygteligt sted at være. Pludselig er det svært, nærmest umuligt at skrive videre, og som vi har været inde på tidligere, så har mange af os en nærmest dæmonisk selvdisciplin, der pisker os som en gal, når vi ikke får skrevet, og det er ikke en god cocktail, når tvivlen kommer rullende.

Jeg har set forfattere hænge her i denne tilstand af lammende tvivl i årevis, og det er rent ud ødelæggende for et menneske. Jeg kender selv tilstanden alt for godt, men har altid formået at skrive videre i et eller andet tempo alligevel. Det har dog haft den pris, at de bøger, hvor skriveprocessen har været ramt hårdest af tvivl undervejs, de bøger holder jeg ikke så meget af selv. De er lidt blevet mørke erfaringer på min vej, som jeg ikke bryder mig om at beskæftige mig for meget med.

Problemet er, at det er svært ikke at tvivle, og alle bare nogenlunde intelligente mennesker ved nok også, at man skal tvivle, at tvivlen netop gør, at man kan gøre det bedre, at man kan finde bedre løsninger. Det ved vi alle. Tvivl er en nødvendig del af den kreative proces.

At vide det, gør bare det hele meget værre, for tør man blankt afvise tvivlen og bare skrive derudaf, når nu der måske er noget galt? Det er ikke let, vel? Man vil være jo gerne skrive en god bog, helst éns bedste til dato, man vil gerne gøre sit bedste, nå en højere standard end tidligere. Ville man tvivle så stærkt, hvis materialet var i orden?

Jeg tvivlede ikke selv særlig meget, da jeg skrev mine to første bøger. Hvis jeg tvivlede, så var det på, om jeg overhovedet ville kunne skrive en hel bog. Jeg havde aldrig været knivskarp til dansk i skolen og hadede skriftlige opgaver af et rent hjerte, så det at skrive en hel bog var noget af en mundfuld, men jeg havde ikke den store, dybe kunstneriske tvivl på hele projektet. Det var lidt toldfrit, så at sige, jeg var i et forventningsfrit område, hvor alene det, at nogen en dag skulle læse mine ord, tage dem alvorligt og bedømme dem, var næsten lige så fiktivt som de ting, jeg skrev om.

Det ændrede sig, da jeg debuterede. Pludselig var det alvor. Fra da af blev tvivlen en fast del af min skriveproces, og for de to næste bøger var det i perioder så slemt, at jeg droppede den ene, startede på den anden, droppede den, vendte tilbage til den anden og frem og tilbage. Den første blev færdig, selvom jeg ikke var tilfreds, den anden pillede jeg helt fra hinanden og tvivlede mig frem til en helt ny slutning, som jeg heller ikke blev tilfreds med. Så startede jeg på en ny bog, som jeg aldrig skrev færdig. Sådan blev det ved en del år. Der var meget larm omkring mit forfatterskab på det tidspunkt, og det gjorde ikke noget godt for tvivlen, for jeg følte mig overhovedet ikke klar til alle de forventninger, andre pludselig havde på mine vegne, og følelsen af at skulle leve op til andres forventninger er som gødning for tvivlen.

Men hvad stiller man op med tvivlen? Når nu den aldrig kan afvises blankt, men samtidig ødelægger skriveprocessen.

Man skriver videre, hvis man kan. Nogle gange fortager tvivlen sig igen. Tvivl er også, men selvfølgelig ikke kun, et spørgsmål om følelser, og nogle gange handler det om, at man tvivler mere på sig selv end på projektet, og der er den bedste medicin at lade bogen folde sig ud. Jeg tror ikke, jeg har skrevet en eneste bog, siden mine to første, hvor der ikke har været en bølge af tvivl. Det er næsten så fast en del af processen, at jeg næsten i dag kan forudsige, hvornår den kommer rullende. Ofte kan det skrives væk.

Men ikke altid.

Nogle forfattere bruger det, at de inviterer andre til at læse det, de allerede har fået skrevet, for at høre deres mening i et forsøg på at håndtere tvivlen og faren for, at den kan have bund i noget. Faren ved metoden er, at man viser det til de forkerte og får en spand lort tilbage i hovedet. Det kan slå projektet helt ihjel. Så mange har en udvalgt sjæl, som, de ved, har evnen til ikke bare at fange, hvor bogen er på vej hen, men også til at give dem mod, lyst og inspiration på at fortsætte.

Jeg selv har grebet det noget anderledes an. Jeg forsøger at byde tvivlen velkommen, for på det rigtige tidspunkt i processen er tvivlen en ven, en rigtig god ven, der gør værket uvurderligt meget bedre. Jeg har lært ikke at starte på en ny bog for hurtigt. Den der vidunderlige inspiration, hvor den geniale idé griber én, kan være et farligt sted at begynde at skrive. Det er lidt min erfaring, at bøger bliver bedre af, at man ikke starter der. At de får lov at ligge og hæve i en, som en dej, der venter på at blive bagt. Og mens de gør det, er tvivlen en ven. Der er tid og ro til, at nye idéer kobler sig på, at ting pilles ud, at man udfordrer tankerne, lader tvivlen rase, at man tænker forskellige handlingspor, forskellige slutninger, forskellige personer ind og ud af projektet.

Tvivlen er velkommen, før man sætter sig til at skrive, men knap så meget mens man skriver. Den skal nu nok vise sit ansigt undervejs, men ved man, at projektet har fået lov at hæve, og har man måske endda skrevet et par ord til sig selv, for at komme tvivlen i forkøbet, bare nogle få linjer om, hvad bogen skal, hvorfor den er værd at skrive, og hvorfor den skal være i verden, så er man bedre klædt på til at håndtere tvivlen.

Men ja, jeg bliver stadig ramt alvorligt af tvivl fra tid til anden. Så min metode er måske heller ikke vandtæt. Dog har jeg bemærket en ting: Det er gerne værre, jo kortere tid jeg har ladet idéen hæve i baghovedet.

Har du nogle erfaringer med at håndtere tvivlen, så hører jeg dem meget gerne.

Næste gang vender jeg mod nogle af de grundvilkår som et liv som forfatter bygger på, som man må ruste sig imod: Langsommelighed, tålmodighed og uretfærdighed.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Bøger på tysk – del læseglæden med dine tyske venner!

Tags

, , , , , ,

— Eller gør samlingen komplet.

Denne måneds særligt udvalgte bogtilbud er lidt anerledes end normalt. Det er nemlig mine to bøger på tysk, som du har mulighed for at sikre dig et signeret eksemplar af. Enten af den ene eller dem begge, du vælger selv.

Bøgerne er i pocketformat og udgivet af det tyske forlag Heyne Verlag, der er en del af den tyske afdeling af Random House, og altså et af verdens største mediehuse.

De to bøger er ‘DIE INSEL’  og ‘FINALE’, som er tyske oversættelser af ‘Ø’ og ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’, men begge titler indeholder dertil udvalgte noveller fra samlingerne ‘9 før døden’ og ‘I lygternes skær’.

1 stk. KUN 100 KRONER INKL MOMS OG LEVERING!
2 stk. KUN 150 KRONER INKL MOMS OG LEVERING!

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

BEMÆRK: DER ER ET BEGRÆNSET ANTALAF DISSE BØGER. TILBUDDET GÆLDER KUN SÅLÆNGE LAGER HAVES.

Husk at skrive hvilken af de to bøger, eller dem begge, du vil bestille.

Betaling sker via netbank. Jeg vedlægger en faktura til betaling inden 14 dage.

Du kan bestille lige her:

Succes og fiasko

Tags

, , , , , , , , , , ,

 


FEMtende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Jeg er ved at afslutte arbejdet med bogen, der vil udkomme i løbet af efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Succes og fiasko

En forfatterkarriere er som oftest en langsommelig proces, hvor der kan være år mellem nye udgivelser, og lige præcis dét gør, at både de fiaskoer og succeser, man oplever på sin vej, bliver hængende meget længere end for så mange andre professioner.

Man er aldrig bedre end sit sidste værk, hedder det sig om kunstnere i mange kunstarter, og når arbejdsprocessen med et nyt værk er så lang, som den er for forfattere, så vil man på godt og ondt have langt fra en fiasko til den næste udgivelse. Det samme gælder for succeserne, og det vil nok overraske de fleste, at også disse kan vise sig svære at håndtere og forstyrrende for ens videre arbejde, også selvom succes selvfølgelig kan rumme et boost af både økonomi, selvtillid og virkelyst.

Heldigvis er livet og en forfatters karriere ikke alene delt op i succes og fiasko, der er også bøger imellem som bare udkommer og klarer sig fint nok uden at stråle af succes, men vi lever lidt i en tid, der elsker det polariserede og forenklede, og hvis man lader sig rive med af det, så kan det let opleves, som enten eller, og dét skal man om noget passe på, for der ikke meget, der dræner kreativitet som oplevelsen af knald eller fald konstant.

Det gælder for både ens succeser og ens fiaskoer, at de opleves som sært ufortjente for én selv. Man er knyttet til sine værker som forfatter. De udspringer af ens tanker, værdier og drivkraft, og man tilbringer så pokkers lang tid med at forme dem. Det er hårdt at opleve, at verden vender ryggen til en bog, man virkelig selv føler, er vellykket og præcis, som den skulle være, men det er altså også en sær, akavet følelse, når man opnår stor succes med en bog, man ikke selv er tilfreds med. Der er ikke megen sammenhæng mellem forfatterens egen oplevelse af bøgerne, og hvordan verden tager imod dem, og det kan for forfatteren være en nærmest fremmedgørende oplevelse.

Og skræmmende. For hvordan finder man fodfæste eller træffer kloge valg i det? Både kreativt og karrieremæssigt. Når logikken ikke rigtig er der?

Det eneste, jeg ved om det, er, at hver eneste bog har sit eget liv, og det er nærmest umuligt at forudsige, hvordan det vil gå den. Men som en trøst, så er en bogs liv meget langt, og nogle bøger er længe om at finde vej til læserne og må ad sære omveje, før det sker. Opfattelsen i branchen med, at en bog skal vise sit værd i løbet af de første måneder, måske endda uger, efter udgivelsen, rimer meget dårligt med erfaringen fra min karriere.

Men skuffelserne er der, floppene, fiaskoerne. De bøger, anmelderne bare elsker at hade, eller måske bare overser, og de bøger, som ingen gider købe. Og så står man jo der. Alene for det meste, for sådan er forfattergerningen. Det er aldrig forlagets skyld, når en bog flopper, pilen peger alene på forfatteren. Det er ikke bare ydmygende, det sker jo i fuld offentlighed, alle ved det, det rammer også ens i forvejen usikre økonomi, og nogle gange stopper det ikke der, for det rammer også ens selvrespekt, ens tro på det hele, ens lyst til at skrive videre.

Nogle trøster sig med lidt at drikke. Andre lukker sig inde og slikker sårene i ensomhed.

Sådan en oplevelse sidder i én længe. Ofte skal der en ny bog, en ny succes til, før man er videre, før det ‘bare’ var et grimt bump på vejen. Men det er ikke let at skrive en ny succes med afsæt i en fiasko, og risikoen lurer jo konstant for, at den nye bog også bliver en fiasko, og hvor mange af dem i træk, kan en forfatterkarriere overleve?

Og ja, det tager mange måneder, måske år, før man overhovedet er klar med den nye bog. Lang tid i det indre mørke univers af fiasko — og dårligere økonomi end sædvanligt. Og midt i det her oplever nogle forfattere endda, at fiaskoen har givet forlaget kolde fødder, og man så også står uden forlag.

Oplevet fiasko er noget af det mest demotiverende, der findes for en forfatter, og at rejse sig igen er en tung øvelse, som oftest også må gøres i ensomhed.

Succes har jo nogle åbenlyse fordele, selvom den som sagt af og til kan føles sært akavet fremmedgørende og ufortjent, så er det for nogen jo selve det, de stræber efter. Rusen ved den store opmærksomhed, avisinterviewsene, bogen på bestsellerlisterne, foredragsturnéer, bogsigneringer og jeg skal komme efter dig. Nogle finder dét, der gør det det hele værd, lige her.

Andre gør egentligt ikke. Vi er som sådan et introvert folk, og de mange indtryk, de mange mennesker, der hiver i én, er hårdt og slidtsomt i sig selv. Også selvom det også er sjovt og spændende, og man egentligt godt kan stille sig op, når man skal, så dræner det, og den tunge udmattelse, der følger efter, kan for nogen være meget tung.

Og så forstyrrer det jo også. Det er lidt forkælet at sige det, men sådan er det. Hvis man har en bog, man virkelig bare gerne vil fordybe sig i at skrive, så bliver alt det andet bare uvelkommen larm. Vi er selvdisciplinerede selvpinere, der konstant pisker os selv for at skrive for lidt og for dårligt, og hvor tåbeligt det end må forekomme, så er succes en svær ting at tage ind.

På den anden side kan succes også stige en til hovedet. Der er en del store egoer i branchen, som måske ikke helt har kunnet tåle succes. Ingen ved, hvordan man selv vil håndtere det, før man er der.

Nogle gange er det først langt senere, at man forstår, at hey, det var toppen dér, for mens det står på, opdager man det måske ikke rigtig, for man er så fokuseret på at skrive sit næste værk.

Økonomisk er succes ofte lettere at håndtere end fiasko, men i litteraturens verden er det ikke garanteret, at succes er lig med penge, eller at de penge finder vej til forfatteren, og selv når de gør, kan de være lang tid, ofte et år eller mere, med at nå frem til forfatteren. Så selv i tilfælde, hvor en forfatter oplever tilsynelandende stor succes, og alle tror, at nu er lykken gjort og pengene ruller ind, kan man som forfatter stadig sidde og tælle småpengene for at få råd til husleje og mad.

At skrive videre på opnået succes er som udgangspunkt også noget lettere end at rejse sig fra en dyb fiasko, men det betyder ikke, at det ikke kan være svært også. For man skal jo leve op til succesen, man skal faktisk helst overgå den, skrive en endnu bedre bog, folk forventer det, forlaget gør også, og man kan føle sig fanget, man kan få præstationsangst, og pludselig har man måske et fælt overjeg med i skriveprocessen, som bestemt ikke er imponeret over ens udgydelser. Og ingen forstår selvfølgelig en brik af det, man er alene igen, og man forstår det måske heller ikke selv, og man vil jo gerne leve op til forventningerne, nu udlandet måske også jubler, og sært og uforståeligt for mange, så er det måske slet ikke så motiverende, som det lyder. Helt simpelt fordi man nu skriver for at leve op til noget, hvor man før skrev af helt andre grunde.

Måske begynder man at lege med tanken om at skrive under et andet navn for ikke at skulle leve op til egen succes. Mange forfattere, der har oplevet meget stor succes, har gjort det. Sikkert i håb om at finde ro, frihed og et forventningsfrit space at være kreativ i.

Men nok sværmer alle om de succesrige forfattere til bogmesser, forlagsfester og hvor end folk i branchen mødes, så man kan komme til at tro, at man virkelig er superspændende og interessant, der er bare også en anden side til den sag, for nok sværmer folk, men de snakker også sammen, når man ikke er der. Og der er nogle knap så spændende mekanismer i den kreative klasse som også følger med, for pludselig er man mere et symbol end et menneske eller en kollega, pludselig er det gratis at synes dårligt om én, fordi alle ved jo, at kun dårlige bøger opnår succes. Det er noget med, at kulturen er finere end det folkelige, og hvis det er succesrigt nok, så må det jo være folkeligt og dermed noget skidt. Det kan vise sig at være mindst lige så ensomt at opnå succes som at snuble i en fiasko. Der er bare mange flere mennesker omkring en, mennesker som meget ofte håber at få en bid af kagen eller lidt stjerneglans, sålænge den er der.

Det kræver sit menneske at håndtere forfattergerningen, og det kræver gode, solide mennesker omkring én. Har man ikke det, så sætter man virkelig sig selv på spil, og det ved jeg godt ikke skræmmer nogen som helst, for det er jo det, kunstnere gør: Sætter sig selv på spil. Igen og igen.

Næste gang handler det om noget, vi alle drømmer om, på hver vores måde: Den nødvendige, men forbandede tvivl.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien.