Familien – på godt og ondt

Tags

, , , , , , , , , , , , , ,

 


Trettende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen forventes udgivet tidligt på efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Familien – på godt og ondt

At sætte ord på de udfordringer, der er forbundet med forfatterlivet og familien, er en drilsk opgave, for nok rummer familien ofte de vigtigste mennesker i vores liv, dem, vi holder mest af, og dem, der former os, men familien er også vores samfundssociale afsæt i livet, vi fødes ind i en socialklasse, som måske ikke forstår en forfatters sære liv, lige som det kan vise sig at være noget af en mundfuld at få ægteskab og sin egen lille familie til at fungere, når man lever et liv, der ikke altid passer skidegodt ind i det normale Danmark.

En af de ting, der gør det svært at skrive om udfordringerne omkring familielivet for en forfatter er, at jeg ved, at nogle vil fejllæse et sådan indlæg sådan, at det opfattes som et had mod familier, eller klynk over et liv, der i virkeligheden er gået ret godt, og det er ikke min hensigt, så selvom det følgende kommer til at fokusere på det negative, på besværlighederne, på udfordringerne, så er det altså ikke sådan, at jeg ikke ser de gode sider familier også rummer.

Familier er selvfølgelig meget forskellige. De er ikke bare summen af de individer, de rummer, og det samliv de individer har haft med hinanden tidligere, de er er også formet af kulturelle og klassebestemte normer, slægtens rolle i samfundet og udefrakommende begivenheder.

Familier er også mange ting i dag. Det er ikke bare mor, far og børn i den familie, vi selv skaber, eller bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner osv i den familie, vi er født ind i plus evt svigerfamilies ditto, i dag kan familie rummer fraskilte, papbørn, forældre af samme køn eller forældre i variabelt antal. Her er enlige forældre nok den almindeligste variant.

Man kunne være fræk at sige, at vil man være forfatter, så er det en fordel at være født i en familie i den intellektuelle del af samfundet, måske endnu bedre i den kulturelle, for alt andet lige så vil det være en fordel, hvis man har nogle, der kender miljøet i den verden, man skal begå sig i, nogle der har netværk og forståelse for ikke bare en kreativ hjernes sære veje i livet, men også indsigt i, hvordan man begår sig i branchen og bedst varetager og udvikler sit talent. At nævne det er sært nok lidt et tabu, men Danmark er et gammelt monarki, og hver branche har sin adel.

Nu drysses talent, lyst til at skrive og det drive, der skal til at skabe sig en karriere som forfatter eller nogen som helst anden form for kunstnerisk virke, ret tilfældigt ud over samfundsklasserne, og mange store forfattere er født i helt andre samfundslag, langt væk fra det kulturliv, de senere må lære at leve i.

Nogle familier er kærligere og mere omsorgsfulde og rummende end andre, nogle falder helt fra hinanden og ender i kaos og had — og imellem de to er der et gråt hav af variationer. Den familie, vi er født ind i, har formet en stor del af indholdet i den rygsæk, vi har med os i livet.

Hemmingway skal vidst have sagt noget i stil med, at en forfatter skabes af en ulykkelig barndom. Jeg ved ikke, om det er en enegyldig sandhed, sådan at ingen forfattere kommer ud af en lykkelig barndom, men det er i hvert fald sandt, at mange af de store er rundet af en vanskelig barndom.

Jeg kender en del forfattere, der aldrig har fået børn, og dermed aldrig har startet deres egen lille familie. Det var heller ikke min egen plan at gøre det, før jeg skiftede mening og så gjorde det alligevel. Og selvom det ikke altid er noget, man vælger, mange har måske bare aldrig fundet den rette eller følt, at det var nu, hvis det skulle være, mens andre starter familie lidt tilfældigt —  ikke alle graviditeter er planlagte, kan det ikke at starte en familie på en den ene side være en klog ting, hvis man vil være forfatter, for så har man kun sig selv at indrette sig efter, og det er kun en selv, der kommer til at lide under det valg. For noget let liv er det ikke nødvendigvis.

På den anden side så gør det noget ved en som menneske at få børn. Man modnes med ansvaret, opdager måske nye sider af sig selv, af livet, samfundet, kærligheden, som man — eller jeg selv i hvert fald — næppe nogensinde havde fået indsigt i uden børn. Det giver stof at skrive om.

Og det er heller ikke altid sådan, at det er skidt, at have en forfatter i familien. Den frihed, der følger med, det, at man lettere kan tage fri, når der er noget med børnene, når de er syge, eller hvis de af andre grunde har brug for en forældres nærhed nu og her — eller i længere perioder, så er det meget lettere at træde til som forfatter. Det er guld for en lille familie. Siger min kone. For der er lige det, at det kan jo være irriterende og lidt stressende for en selv som forfatter, når man så ikke lige kan få skrevet det planlagte, fordi barnet har roskildesyge igen igen.

Herhjemme er det blevet en familie-joke, at når jeg skal starte på en ny bog og derfor har brug for ekstra ro de første uger, til jeg er kommet godt i gang, så er der en i familien, der lægger sig syg — og ødelægger den nødvendige ro omkring mig. Det er ikke et spørgsmål, om det sker, det er et spørgsmål, om hvem der bliver syg.

Man arbejder jo i hjemmet, og i de perioder, man har brug for meget ro, kan man blive næsten desperat over ikke at kunne komme til at arbejde. Ikke at kunne få ro. Jeg er blevet mere følsom på dette punkt med årene og har i dag et større behov for ro for at kunne skrive skønlitteratur end tidligere, og det er ikke en god kombination med familie og børn. Her skal man huske, at den indre slavepisker, mange af os bærer rundt på, er en dæmon, der altid fortæller os, at vi ikke få lavet nok. Selvdisciplinens bagside.

Den økonomiske usikkerhed, der følger med jobbet, bliver heller ikke lettere at håndtere, når man stifter familie. Børn er for det første dyre, og der er derfor et større pres på at præstere økonomisk end ellers. Det bliver ikke lettere af, at det moderne konkurrencesamfund kan være et vidunderligt sted, hvor børn af ‘fattige’ forældre er lette mobbeofre. Det er ikke let at se sit barn mobbet, fordi der kun er råd til genbrugstøj, eller de julegaver, de får, nedgøres i klassen.

Den økonomiske side af forfatterlivet har også den konsekvens, at der nok ikke er mange forfattere, der tjener mere end deres ægtefælle. En skæbne kvinder har været vant til længe. Men der ligger ting begravet her, som heldigvis ikke gælder for alle, men alligevel.

Der er dels noget indbygget magt i forholdet ved at være den, der tjener mest. Allerede ved lønudbetalingen bidrager man med mindre til familien. At mange forfattere så står for meget af det huslige arbejde i hjemmet, fordi man alligevel er hjemme, det ved kvinderne nok i forvejen ikke altid tæller med.

Det er i dag heldigvis blevet mere accepteret, at kvinden kan tjene mest, men før i tiden, og stadig for nogle mennesker, er man ikke en rigtig mand, hvis ens kone tjener mest. Ikke alle kvinder gider en mand, der tjener mindre end dem selv, heller.

Gemt i dette ligger så også noget at gruble over i de økonomisk svære tider, som der gerne er flest af, for skrider konen, hvis … Nogle gør jo! Jeg er heldig, min er her stadig.

Men mens jeg skrev dette afsnit, stoppede jeg op et øjeblik og forsøgte at komme i tanke om mandlige forfattere, hvor konen med sikkerhed måtte tjene absolut mest, og jeg kunne ikke komme i tanke om nogen. Måske den sorte klap der gik ned? Men jeg kan nævne mange kvindelige forfattere, hvor manden tjener rigeligt til dem begge, og hvor det måske betyder mindre, hvad disse forfattere tjener eller om de tjener noget overhovedet.

Jeg kender i hvert fald ingen mandlige forfattere, der er i samme situation. Inden dette ender i en politisk spekulation over køn og ligeløn, så stopper jeg den her. For min hensigt er alene at vise et bump på vejen. Og det er, at det ikke altid er fedt at tjene mindst, at bidrage mindst til familien. 

Man vil heller ikke altid have så meget at fortælle om ved middagsbordet i familien. Alle de andre er ude i verden og opleve ting, selvom det så bare er arbejde eller skole, mens man selv har siddet hjemme og stirret på en computerskærm, mens man har bokset med en historie, som man måske aldrig taler om, før den er færdig, eller hvis man er den type, der gør, allerede har talt om hundredvis af gange før.

Når det kommer til den større familie, den vi er født ind i, så er det ikke alle familier, der er voldsomt positivt indstillet over for kulturen eller forfatterlivet. Nogle opfatter det slet ikke som et værdigt job, et rigtigt arbejde. Man er måske endda en skam for familien. En social nasser. Eller en, der vil mænge sig med de fine. Der er sociale lag, der ser sådan på det.

Andre lever i en virkelighed, hvor en god bog automatisk tjener millioner, og hvis den ikke gør, så var man måske alligevel ikke så talentfuld, som man gerne ville tro selv. Så opbakningen rækker måske ikke så langt, og skal du ikke snart have et ordentligt job?

Andre gange kan fjerne familiemedlemmer pludselig føler sig tiltrukket af den glans af ‘kendthed’, der kan være om en, nu ens bøger bliver anmeldt i aviserne, eller man har været i tv. De vil være med, kræve en del af ens succes. De er gerne væk igen, når glansen skinner knapt så strålende. 

Oven i det kommer den rivalisering, nogle familier også rummer, gerne mellem søskende, som ikke er jantelov eller misundelse, men noget i samme skuffe.

Er man født i en kulturelfamilie, så skal man måske leve op til noget, familiens anseelse, måske, og så er det ikke lige meget, hvad man skriver, og hvem der læser det. Man kan også føle, at man måske slår fejl, fordi andre i familien har markeret sig stærkere, eller man konstant vil blive sammenlignet med en kendt forfader, eller at man bliver skudt i skoene, af folk uden for familien, at man har fået det hele forærende. pga sit efternavn.

Hvor i familiehierakiet befinder man sig? At man måske er skideligeglad med den del, betyder ikke, at de andre er det. Kommer successen pludselig kan familienstrukturen ændre sig meget hurtigt, og det er ikke nødvendigvis noget, der går stille for sig. Nogle oplever, at deres forfattergerning enten bliver en slags tabu i familien, eller det bliver kogt helt ned til et enkelt spørgsmål: ‘Nå, får du skrevet noget?’ og så snakker vi ikke mere om det. Nogle begynder måske at se skævt til en, nu man er blevet så ‘vigtig’ eller ‘arrogant’ eller hvad der nu kommer ud af sidebenene. 

Har du selv oplevet udfordringer med at være forfatter i forhold til familien, så hører jeg meget gerne om dem.

Næste gang tager jeg fat på noget, som vi alle kan blive bange for at opdage, at vi ikke har: Forestillingen om talent.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Skrivegejst i en kold tid – oplæg for Forfatterforeningensmedlemmer

Tags

,

Foto: Jeanette Bernholm

Er du af Dansk Forfatterforening, så læs videre her. På onsdag, den 16. december, klokken 16:00 holder jeg et oplæg hos Dansk Forfatterforening om at holde pennen varm, når mørket truer, om det så er vinteren, corona eller ens egen indre mørke, der udfordrer skrivelysten. Oplægget er for S-medlemmer.

Pga Corona foregår det online via Zoom og kræver tilmedling på kontakt@danskforfatterforening.dk senest den 15. december, klokken 12.

Fremtidsudsigterne

Tags

, , , , , , , , , , ,

 


Tolvte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen forventes udgivet tidligt på efteråret 2021.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Fremtidsudsigterne

Når man er først er forfatter, når man har backlisten til bevis, og ikke bruger ordet toldfrit, fordi man kan, sker der noget. Det er ikke noget, man nødvendigvis mærker komme, det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, men det sker for næsten alle. Drømmen om forfatterlivet, drivkraften i starten af karrieren, hvor man let kunne tro, alt var muligt, den skifter til en ulmende bekymring for fremtiden.

Noget af det er måske bare et spørgsmål om at blive ældre. Det siges, at unge mennesker ser muligheder, hvor ældre ser begrænsninger, men det er mere sårbart for forfattere end så mange andre faggrupper, når troen på fremtiden bliver mere sammenbidt.

Der er ofte et mellemspil, hvor man møder virkeligheden. Folk, der ingen kontakt har med den kreative verden, lader til at tro, at der findes en naturlov, der siger, at alle gode bøger tjener gode penge, og alle gode forfattere bliver rige af det. Virkeligheden er bare en ganske anden. Der er meget langt mellem de rige danske forfattere. Ja, der er et par stykker, og lidt flere som klarer sig godt, og lidt flere endnu, der som jeg selv, klarer sig igennem og lever af det, nogle år bedre end andre, og så er der en stor gruppe, der aldrig tjener andet end småpenge. Det første chok er nok, at der er så mange glimrende forfattere, der har skrevet anmelderroste og prisvindende bøger, der ikke er i nærheden af, at tjene det, der ville være mindsteløn andre steder.

At jobbet er så usikkert og lunefuldt gøder kun bekymringerne for fremtiden, for hvad skal der egentlig blive af én, hvis det hele slår fejl? Det er med al tydelighed klart for alle, at det konkurrencesamfund, vi lever i i dag, ikke har meget til overs for tabere, syge og arbejdsløse. Vil man ende blandt dem? Oddsene er, at det vil man nok.

Husk nu lige på, at forfatterjobbet er som det er, det er ensom mission, der balancerer på ens egen tro på, at det, man bruger sin tid på, det fører nogen vegne. At idéen er stærk nok, at man selv kan skrive den godt nok, at der er læsere derude, der vil tage imod den, at det hele nytter. At det betyder noget. Tvivl er den kreatives evige følgesvend, men fremtidsudsigterne for danske forfattere er dystre, og det er i det lys, man skal formå at holde modet oppe, at bevare troen på, at det kan lade sig gøre. For mister man troen på det, er man et frygteligt sted, for hvor skal man så finde drivkraften til at fortsætte?

Og jo, der er skam mørke skyer nok ude i horisonten. Det er ikke klynk at se dem i øjnene, det er nødvendigt, det er ansvarligt, det er nærmest idioti ikke at gøre det. Jeg har interviewet særdeles succesrige forfattere til den bog, dette projekt skal ende med at blive til, og også der har jeg mødt en forstemmende bekymring for fremtiden. Det værste er igen, at der nok ikke er voldsomt meget, man kan gøre ved de mørke skyer, men man må være forberedt på, at der vil være perioder, hvor man virkelig skal mande sig op for at bevare drivkraften til at fortsætte. Man kan ikke ændre det, men man kan måske ændre sin måde at håndtere det på, måske finde en ny vej videre, hvis det værste skulle ske. Eller når det sker. Hvad er din plan? Har du en?

Men hey, hvor slemt kan det være? Hvad er det for mørke skyer, der truer i fremtiden? Hvad klynker det gamle fjols nu om? Hvad er for bekymringer for fremtiden, de tossede forfattere nu har?

Jo, altså:

Konstante offentlige besparelser

Biblioteker og skoler står hvert år for skud, og der bliver både færre skoler og biblioteker og færre penge til indkøb af nye materialer, bøger, og til at hyre foredragsholdere. Begge dele rammer forfatterme. Vi sælger færre bøger, vi hyres til færre foredrag. Besparelserne rammer også film og teater, og det rammer så igen også forfatterne, fordi det bliver betyder færre filmatiseringer og dramatiseringer, og begrænser risikovilligheden, således at der satses mere ensidigt på bøger, der allerede er salgssucceser i håb om at ride med på bølgen, mens de smallere titler fravælges, selvom de kunne have resulteret i bedre film eller teaterstykker.

Boghandlerdøden

Der bliver konstant færre boghandlere i landet. Det gælder ikke kun de fysiske boglader ude i byerne, men også internetboghandlere. Steder at sælge papirbøger bliver færre og mindre risikovillige. Der satses på færre titler fra færre forlag. Salgbarhed er den eneste kvalitet, der er tilbage her. Det betyder, at boghandlerne ikke længere er det eldorado af læselyst, de måske var engang. Udvalget er for begrænset.

Nye medier

Folks vaner ændrer sig konstant. Nye medier kommer til. Vi ser flere tv-serier end nogensinde og går næsten aldrig i biografen. Ingen ønsker sig længere cd’er i julegave, men streamer på livet løs. Vil papirbogen stadig blive læst om bare ti år?

Pension

Meget få forfattere tjener nok til at kunne spare op til pension. Endnu færre kan låne penge til egen bolig, så den med friværdi og huj-hej på boligmarkedet er også valgt fra. Så udsigten er en særdeles fattig alderdom på laveste pensionssats, hvis der altså overhovedet er pension, når vi når den alder. Man kan måske håbe på, at der stadig er lidt biblioteksafgift, men det kræver jo, at der er biblioteker til den tid, og at ikke alt er digitaliseret, for selvom biblioteksafgiften nu også rummer de digitale udgivelser, så udregnes den på en anden måde, der mere eller mindre kræver, at forfatteren stadig er aktiv.

Digitaliseringen og streaming

Der er kommet nye bog-medier til også. E-bogen og den digitale lydbog. Begge dele har betydet en sund saltvandsindsprøjtning for en noget vissen og træt bogbranche, og man kan nok roligt antage, at begge dele er med til at forlænge bogens liv, både for den enkelte bog – og for bogen som medie. Der følger dog en helt ny virkelighed med de digitale udgivelser, og det er ikke garanteret, at det vil gøre forfatterlivet lettere.

Papirbøger har altid solgt godt op til jul, da bøger længe blev anset for en oplagt julegaveidé. Digitale bøger er ikke på samme måde oplagte julegaver. Man kan frygte, at bogen også er ved at miste terræn på dette område.

Fremtidens læsere

Da jeg arbejdede på bogen ‘Hjælp, jeg vil skrive en besteller’ tilbage i slutningen af 00’erne, kunne jeg med hjælp fra eksperter på området tegne et billede af den gennemsnitlige boglæser. Det var en veluddannet kvinder på over 45. Hun er næppe blevet yngre siden da, og der er næppe heller kommet flere mænd til. Er bogens målgruppe lige så stille ved at forsvinde?

Man kan også være bekymret for, om de kommende generationer overhovedet vil kunne læse en bog. En ting er at kunne læse en kortere tekst på computeren eller mobilen, noget helt andet at kunne læse en hel bog — også det mellem linjerne. Som minimalist har jeg erfaret, at det allerede er gået ned ad bakke med det sidste. Mange læsere i dag fanger kun den del at historien, som bliver serveret direkte for dem. Står det ikke direkte med ord på siden, forstås det ikke. Det kan virke dovent på en som mig, men der bliver tilsyneladende flere og flere af dem.

Kommercialiseringen

Siden boghandlerne mistede deres monopol på at sælge bøger, og bogpriserne blev givet fri, er forlagsbranchen blevet mere og mere kommercialiseret. Forlagsbranchen er blevet en krigszone, hvor den ‘frie’ konkurrence har betydet ikke bare, at udgivelsespolitiken er blevet rent markedsorienteret, men også at store forlag sluger og lukker mindre forlag, at detailled og distributionsled opkøbes og branchen kontrolleres på stadig færre hænder. Litteraturen, kreativiteten, kunsten og de skæve udgivelser lider som følge deraf. Det er i dag ikke muligt at agere på markedet, ligegyldigt om man er selvudgiver, forfatter på stort eller lille forlag, uden at en del af omsætningen ender i hænderne på i hvert fald en eller to af de fem største spillere på markedet. Ligemeget, hvad man gør, så tjener de på det.

Nogle frygter, at Amazon kommer til landet, for det lugter jo pludselig af et internationalt monopol på markedet, men bogmarkedet i Danmark er allerede på så få hænder i dag, at det måske ikke vil gøre fra eller til. Man kan dog tvivle på, at meget bliver bedre, hvis det sker.

Politikernes luner

Os, der har været med nogle år, har lært på den hårde måde, at politikerne ikke giver en skid for, hvad deres forskellige idéer og indfald har af betydning for de skabende kunstnere og heriblandt forfatterne. Hov, vi kommercialiserede lige markedet, men I kan nok tilpasse jer de forringede vilkår, hov, vi slog lige kommunerne sammen og halverede dermed nærmest antallet af hovedbiblioteker og dermed det forventede bogsalg for hele mellemlaget osv. Man lærer at frygte det næste indfald. Det skal nok komme. Det er ikke betryggende at tale med politikere, for det er så deprimerende at opdage, hvor lidt de ved eller interesserer sig for virkeligheden blandt sådan nogle som os.

Ens egen karriere

Jo sværere opgaven ser ud, jo lettere kan man tvivle på ens egen evne til at holde fast i den læserskare, man dog har. Vil man kunne holde dampen oppe, vil man blive ved med at få gode nok idéer, vil læserne stadig orke at læse ens bøger? Hvad hvis talentet visner? Hvis man mister ‘det’?

Pressens luner

Aviserne har det også svært. Boganmeldelser og bogomtaler bliver færre og færre og fokus rettes mere og mere på det populære fra de store forlag. Det nye og unge har altid forekommet pressen mere spændende, end det gamle og etablerede (når det gjaldt forfattere, ikke forlag!) og sådan er det stadig. Man kan næppe bilde sig ind, at fremtiden ser lysere ud. Spørgsmålet kan i lige så høj grad være, om der findes aviser i fremtiden, og om de overhovedet interesserer sig for litteratur.

Forfatternes vilkår i fremtiden

Det er gået kraftigt ned ad bakke de senere år, når det kommer til de vilkår og betingelser, forlag tilbyder forfattere. Især på de allervigtigste punkter, som mange desværre har det med at overse: Kontrakternes varighed, mulighederne for at komme ud af dem igen og hvilke rettigheder til værkerne, der afgives. Det krydres ofte med en paragraf om, at forfatterne forbydes at tale med andre om kontrakternes indhold, og endda af og til med en lille løgn om, at det skam altsammen er godkendt af Forfatterforeningen.

Jeg kunne skrive meget mere detaljeret om, hvad der foregår derude lige nu, og måske gør jeg det i et senere indlæg, men lad det bare være sagt: Der er ikke meget, der tyder på, at en mere fair tilgang til forfatterne ser ud til at komme af sig selv, og så længe, der altid står nogle klar uanset vilkårene, så kan man kun frygte det værste.

Vil det woke kvæle kunsten?

I dag er blevet problematisk, hvis en skuespiller spiller en rolle, som ikke reflekterer, hvem skuespilleren er privat. Det lyder som idioti og er det også, men det problematiseres konstant, at den og den ikke har sammen seksuelle orientering som den spillede rolle, og derfor ikke burde have haft rollen, eller der startede det, nu er det også blevet problematisk, hvis skuespilleren foregiver at være overvægtig eller autist, og hvorfor skulle det dog stoppe der?

Kan en mandlig forfatter i fremtiden tillade sig at skrive om kvinder? Kan en heteroseksuel forfatter tillade sig at skrive om transeksuelle? En ældre om ungdommen? En hvid om en farvet? Kan man skrive om pyromaner uden at være pyroman? Kan man skrive om landbruget, når man bor i byen? Eller omvendt? Kan man overhovedet skrive om andet end sig selv?

Dette punkt er skrevet med tungen i kinden, men hvem har ikke allerede haft en god idé og så droppet den, fordi man ikke orkede dramaet bagefter? Jeg tror, det sker oftere, end mange af os har lyst til at indrømme. At der skal mindre og mindre til, før helvede er løs, shitstormene raser, og man må undskylde og trække værker tilbage, kan ikke betyde andet end en hæmning af kunsten — også i de tilfælde, hvor kunstneren bevidst går imod woke for at provokere, netop fordi man let ved at gøre det spændes for en politisk vogn og vil man det? Provokationer kan være gode nok, men det lag under, hvor et emne behandles af en kunstner, der ingen egentlig pant har i emnet, andet et blik udefra (som jo ofte netop kan se det, man ikke selv kan se, når man er midt i det!) det lag vil hæmmes. Som forfatter spørger man sig selv, orker man virkelig det? Verden er gået fra forstanden, og gider man have det lort i sit liv?

Vil der overhovedet være behov for forfattere?

På et stadig mere kommercielt marked, hvor visse forlag allerede nu indsamler data om opbygningen af og ingredienserne i de historier, der klarer sig godt på markedet med henblik på, at fremtidens bøger skal formes efter disse skabeloner, så kan man i hvert fald ane en fremtid, hvor eneste drivkraft for at arbejde som forfatter skal findes i lønningsposen, og det er jo sjældent en sted, forlagene er kendt for at forkæle forfatterne.

Oven i det, så bliver der hele tiden udviklet bedre og bedre AIs, og oven i det vi lige har snakket om, så kan man nok let forestille sig, at AIs vil overtage den del af produktionen i løbet af 20’erne. Så hvorfor så spilde kræfter på at have med besværlige og dyre forfattere at gøre?

Puha, det blev en sort omgang denne gang.

Heldigvis er vi kreative mennesker, og mon ikke, der kan findes en måde at formidle litteratur skrevet af levende, talentfulde og fantasirige mennesker også ude i fremtiden. Det kan bare være, at vi i værste fald ender med at måtte opfinde en ny bogbranche at gøre det i.

Og fremtiden har altid set sort ud, hvis man har de briller på. Intet af ovenstående er forkert, og fra tid til anden må og skal vi se fremtidens sorte huller i øjnene og spørge os selv, hvad fuck vi så gør. Men vi kan ikke gøre det hele tiden, og vi kan ikke arbejde, hvis vi stirrer os blinde på håbløsheden. Min metode har været at orientere mig, tage en beslutning og planlægge, hvad jeg gør nu og her, og når den beslutning er taget, så fjerner jeg blikket fra fremtidens dystre udsigter og stikker næsen i arbejdet, hvis altså beslutningen har været at skrive videre, og så ser jeg ikke op, før den opgave er fuldført. Nogle gange ser det hele lidt lysere ud til den tid, ofte ikke, men så har man da i det mindste en titel mere på backlisten, og en lang backlist er altid bedre for en forfatters økonomi end en kort. Og så har man da fået gjort det. Jeg kalder metoden ‘næsen i plovfuren’ – ud fra tanken om, at bondemanden kan ikke stoppe den kommende krig, men marken skal jo pløjes alligevel.

Næste gang vil jeg vende blikket mod noget, vi ikke taler om i forbindelse med forfatterlivet, men som dog rummer sine huller i vejen, nemlig : Familien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Julegaven … til dig selv, måske?

Tags

,

Sidste års anmeldersucces TABU til under halv pris!

Så står du og mangler en julegave, måske bare til dig selv, eller en mandelgave, så er det nu, du skal slå til.

Frem til på søndag sælger jeg nemlig min nyeste roman, TABU, for kun 100 kroner, inkl moms og levering.

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Jul på en privat tropeø
Velhaverfamilie fuld af hemmeligheder og tabuer
Tropisk storm på vej
En ubuden gæst i mørket udenfor
Desperat dansk julehygge under palmerne
Begær og et knirkende ægteskab
Bedrageri
Hævn
Mord
Overlevelse

 

 

Du kan bestille bogen lige her:

Blodets nætter 25 år

Tags

, , , , ,

Dette efterår er det 25 år siden, min anden roman, ‘Blodets nætter’, udkom.

Førsteudgaven af ‘Blodets nætter’, der udkom på Høst & søn i efteråret 1995.

Der var kun gået et halvt år siden min debut med ‘Kat’, men meget var sket i mit lille liv. Fra at være en halvkikset fyr med latterlige drømme om at skrive bøger og tegneserier, en naiv, ufaglært bonderøv som ikke rigtig havde andet kørende for sig end sin smukke kæreste, var jeg pludselig ikke bare en udgivet forfatter, men en bemærket og rost forfatter, der blev interviewet i aviserne, men også en ung forfatter uden en smuk kæreste. Livet var mildt sagt vendt på hovedet, og jeg havde intet fodfæste som helst i livet. Jeg sov til langt op af eftermiddagen, væltede rundt på værtshuse om natten, hvis jeg ikke sad alene og skrev som en gal, nærmest i desperation, eller lå alene i min seng og lyttede til naboernes udfoldelser. Jeg boede i en lille baggårdslejlighed, og over og under og på den ene side af mit soveværelset lå andre menneskers soveværelser. Der var ret lydt. De var nyforelskede til alle sider. Jeg havde svært ved at sove.

‘Blodets nætter’ var skrevet færdig og afleveret på forlaget, længe inden ‘Kat’ udkom og forandrede mit liv nærmest fra den ene dag til den anden. Så når vittige sjæle spurgte, om min næste bog så skulle hedde ‘Hund’, nu den første hed ‘Kat’, så havde jeg længe kunnet svare nej.

Sammenligner man ‘Blodets nætter’ med ‘Kat’, så er de begge gysere, men ambitionsniveauet var skruet betydeligt op. Hvor ‘Kat’ mere eller mindre var drevet af ambitionen om overhovedet at kunne skrive en bog, dog krydret med et par kunstneriske greb i forhold til, hvor genren (på film) befandt sig i starten af 90erne, hvor monstrene blev større, grimmere og ondere, uden det gjorde uhyggen større, havde jeg forsøgt mig med et mere nuttet, uskyldigt og måske tvetydigt monster for at bevise en pointe, om hvad et godt gys er.

Med ‘Blodets nætter’ var det ikke længere nok. Jeg ville mere. ‘Blodets nætter’ havde for det første en jeg-fortæller. En bekendt havde belært mig om, at det var meget sværere at skrive med jeg-fortæller end i tredje person, så det måtte jeg prøve kræfter med. ‘Blodets nætter’ er også en mere underspillet fortælling, et semi-erotisk mareridt om en fyr, der giver sig selv, mere eller mindre velvilligt, til en smuk vampyrkvinde.

Jeg var utrolig stolt af ‘Blodets nætter’, da den var færdig, hvilket jeg måske ikke havde været på samme måde med ‘Kat’. Jeg følte selv, at jeg havde opnået noget, at jeg havde markeret mig stærkere, at ‘Blodets nætter’ var en meget bedre bog end ‘Kat’.

Men ‘Blodets nætter’ fik de samme bank af de anmeldere, der ikke havde kunnet lide ‘Kat’, mens dem, der havde kunnet, jublede endnu mere. Ingen lod egentlig til at bemærke, at ‘Blodets nætter’ var andet og mere end gyser-nummer-2 fra den nye forfatters hånd. Om man så bød forfatteren velkommen eller ej. Det synes jeg faktisk var lidt svært.

25 år senere er billedet måske endnu tydeligere. Eneste gang i de 25 år, hvor ‘Blodets nætter’ blev foretrukket frem for ‘Kat’, var da Gyldendal Tiden udgav mine tre første romaner på norsk og valgte at begynde med ‘Blodets nætter’, der fik rigtig gode anmeldelser, og siden var et lille bibliotekshit i Norge, og ‘Kat’ udkom som min tredje og sidste bog på norsk, uden at få megen medvind. Ellers er det på alle punkter gået ‘Kat’ bedre end ‘Blodets nætter’ siden da. Hvor ‘Kat’ både er filmatiseret og radiodramatiseret, har ‘Blodets nætter’ aldrig været på tale til andet eller mere end bøger. ‘Kat’ har solgt flere eksemplarer både på papir, e-bog og lydbog. Jeg har derfor også tjent omkring det dobbelte på ‘Kat’ og valgt ikke at fejre de 25 år med en nyindlæst lydbogsudgave af ‘Blodets nætter’, som jeg gjorde med ‘Kat’ i foråret.

Men når alt det er sagt, så har ‘Blodets nætter’ stadig en særlig plads i mit eget hjerte. Ikke bare som nogle mødre lader til at holde lidt mere af det barn, der har haft det svært i livet, men det var trods alt også i ‘Blodets nætter’, at jeg første gang lod handlingen foregå i min fiktive by Gillsby i Nordsjælland, og jeg havde allerede med min anden roman vovet at bevæge mig kunstnerisk, hvor jeg jo kunnet have valgt at skrive romanen ‘Hund’, som alle ellers smågrinende mente måtte ligge lige for.

‘Blodets nætter’ genudgivet på 2 Feet.

Fun fact: Jeg legede i mange år med tanken om at skrive en fortsættelse til ‘Blodets nætter’, hvor den navnløse hovedperson, opsporede vampyrkvinden, Cecilie, og endte i et sært dobbelttydigt hævnopgør. Jeg fik aldrig skrevet den bog, idéen mistede liv og nerve, inden jeg følte, den var klar. Jeg bevægede mig også kunstnerisk i en anden retning, og det var nok helt, som det skulle være. Jeg nåede dog at skrive en kort novelle, ‘Alene og et let offer’, som findes i samlingen ‘9 før døden’, hvor man møder en ensom Cecilie på flugt et sted i Jylland.

‘Blodets nætter’ lærte mig også meget om den smertelige, men også forunderlige uretfærdighed, som man uundgåeligt møder, når man arbejder med kunst og kultur. Kvalitet er en sær, ubestemmelig størrelse, og som forfatter vil man se sit hjertens barn blive overset, mens andet får luft under vingerne og finder sine læsere nærmest ved egen kraft. Det gik således også novellen, ‘Alene og et let offer’, der blev skrevet som en lille fortsættelse til ‘Blodets nætter’ langt bedre end romanen, den lånte sin hovedperson fra. Og dét er bare sådan klaveret spiller i kulturlivet. Det er et lotteri, og man må blot lære at nyde de ting, der lykkes.

‘Blodets nætter’ findes i dag i en papirudgave udgivet af 2 Feet, som kan købes her på bloggen, samt en e-bogsudgave også fra 2 Feet, som kan lånes på eReolen.

Sociale Medier – Shitstorme, trusler og søvnløse nætter

Tags

, , , , , , , , , , ,

 


Elvte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Sociale medier — shitstorme, trusler og søvnløse nætter.

Det sker næsten hver måned i mit Facebook-feed, at en forfatter, kunstner eller musiker melder ud, at vedkommende lige tager en pause fra de sociale medier, men kan kontaktes pr mail eller telefon. Nogle lukker helt deres profiler.

Når man husker på, hvor vigtigt det pr-mæssigt regnes for at være for forfattere og andre kunstnere at have en onlinetilstedeværelse, som det vidst kaldes, og hvor mange bøger, blogs, webinars osv. der findes om, hvordan man bedst (igen i pr-øjemed) begår sig på de sociale medier, burde det at forlade dem jo nærmest være at sidestille med professionelt selvmord.

Skal en forfatter nå læserne i dag, og det skal man, hvis man ønsker at sælge bøger til andre end familie og venner, så skal man forstå, hvordan google finder sine søgeresultater, hvordan en hjemmeside eller blog bedst fungerer, man skal vide, hvad SEO betyder, man skal være aktiv på YouTube, på Facebook, på Twitter, på Instagram, og man skal forstå, hvordan disse sociale medier håndteres forskelligt. Oven i det skal man være til stede på Goodreads, Amazon, Saxo. Man skal være online mere eller mindre konstant, invitere til kommunikation med interesserede og levere indhold, de finder spændende, mens man undgår politiske opslag eller andre faldgruber, hvor man kan risikere at skubbe mulige læsere fra sig, hvis ikke lige disse opslag er en nødvendig del af ens forfatterbranding.

Internettet og senere de sociale medier kom da også med en overvældende mængde nye muligheder for forfattere. Nye måder at formidle sine ting på, nye måder at interagere med læserne på, nye måder at sælge bøger, nye måder at møde sine kollegaer på. Jeg har været med hele vejen og kan stadig mindes glæden ved at få kontakt med læserne via ens fine nye hjemmeside, som man selv havde lavet, eller de første par år på Facebook, hvor forfatterlivets notoriske ensomhed blev brudt, for nu havde man pludselig kollegaer at fjolle lidt med i frokostpausen. Jeg selv og nogle andre forfattere dannede endda en lille lukket gamerklub, hvor vi spillede et superprimitivt spil, der hed Gangster Battle, hvor vi en overgang gik i samlet flok efter Stig Rossen i spillet.

Det var tider. Der var sjove muligheder lige til at samle op, og næsten ingen algoritmer eller grådige tech-firmaer til at spænde ben for galskaben. Jeg husker, hvordan jeg en sommer, kørte en gæt-filmen-citat-quiz på Facebook og folk, jeg ikke kendte, gættede med fra fjerne lande, eller en lille uhyggelig historie om en due på min altan, som jeg skrev på Twitter og fik spontan ros for fra et par amerikanske gyserforfattere, som jeg ikke kendte. Eller Facebook-fjollerierne med Cepos og deres opfindsomme retorik, der altid gør løsningen på alle problemer i verden til noget med en sænkelse af topskatten.

Men hvis alle de her sociale medier er et sted, hvor man som forfatter må og skal være aktiv, og hvis de også rummer muligheder for både at have det sjovt og nå læserne, hvorfor er de så også et svært sted at være for mange af os, at nogle simpelthen vælger dem fra?

De har en bagside. De har faktisk mange. Kreative mennesker er i forvejen ofte følsomme individder, hvor sorte huller i livet måske ikke er så uvante som for mange andre, og det kan kræve en massiv rustning, som vi måske heller ikke altid har, at stikke næsen frem disse steder.

Her er nogle af de svære sider at håndtere som følsomt, kreativt menneske:

— De sociale medier er som meget andet gratis online designet til at være vanedannende. Man bliver lidt afhængig af den opmærksomhed, man kortvarigt kan opleve efter et godt Facebook-opslag som får mange likes og deles flittigt. Det føles godt. Du kender det sikkert, man tjekker lige antallet af likes. Vi er selvfølgelig alle alt for cool til at lægge større vægt på likes, ikke? Men på den anden side, har et opslag været oppe et kvarter uden at få nogen likes overhovedet, og måske endda en enkelt sur kommentar, så kan man godt komme til at slette det igen. Pludselig, uden man helt opdager det, bliver de likes og andres kommentarer bestemmende for, hvad man skriver eller ikke skriver.

— Der er altid nogen, der søger et hurtigt skænderi, hvis du kommer til at mene noget om noget. Det behøver man ikke være forfatter for at opleve, det kender alle nok til. Lige som alle måske kender til, at det bider sig fast, at man lige må ind og tjekke, hvad idioten nu har skrevet, og mens det står på, suges livsglæden ud af en, uden man helt mærker det. Hvis man er forfatter og igang med at skrive en svær bog, så kan den slags sagtens ødelægge arbejdsdagen. Derfor har mange lært ikke at gå på Facebook, før de har skrevet.

— Problemet er bare, at nogle mennesker gør disse diskussioner personlige og begynder stalkeragtigt at argumentere, hver eneste gang man slår noget op, og selvom man kan blokere dem, så har de værste af dem det med at dukke op igen i andre sammenhænge, eller med falske profiler, og oven i det skal man huske, at de værste svinestreger ikke findes offentligt. De kommer i direkte private mails og kan rumme trusler, og den slags kan ramme en, så man til sidst dårligt tør logge på. Men man kan selvfølgelig lige så lidt lade være.

— Mange blogs og internetaviser har også kommentarspor, og som skrivende menneske kommer mange forfattere også til at skrive debatindlæg, klummer eller andet til aviser og blogmedier — og her kan det efterfølgende drama endda være værre, for artiklerne deles vidt og bredt, og hvis man bilder sig, at fx Politikens læsere er mere dannede og velargumenterede end Ekstra Bladets, så kan man let blive skuffet, for de er desværre hverken rummeligere eller mere åbne for andre synspunkter, for nu at sige det pænt.

— Og nogle gange, når det hele koger over, ender man i en shitstorm, hvor det let opleves, som om alle er efter en. Det kræver et stærkt selvværd og nogle gange en god psykolog at stå model til det.

— Alle og enhver kan oprette en hadeside mod dig, og før eller siden er der nok en, der gør det. Det er sjældent fremmende for ens nattesøvn at læse med sådan et sted, men det kræver viljestyrke at lade være. Og ikke at spekulere på, hvem der står bag.

— De sociale medier er blevet et sted, hvor vi konstant bedømmes og bedømmer hinanden. I forlængelse af det ender man let med at bedømme sig selv. Det er et fænomen, der kan ramme alle bruger af disse medier. Det kaldes compare and despair. Alle andre ser så lykkelige ud, har perfekte liv, og her sidder man selv i sit eget smådepressive socialrealistiske liv og kan ikke leve op til det, og det er lige til at miste modet over. Som forfatter kan den del vise sig at være endnu værre, for vi er et ensomt og introvert folk i forvejen, og hvor det selvfølgelig er fedt nok at have mange kollegaer blandt sine Facebookvenner, så kan det også skrue op for netop compare and despair. De fleste deler jo kun de gode anmeldelser og ikke de dårlige, og alle de dersens selfies fra bogmesserne viser smukke og glade mennesker, der bare nyder forfatterlivet, mens man så måske ikke selv er med, og faktisk oftest føler sig udenfor eller bare lidt keglet i den slags sammenhænge, og hvad er der egentligt galt med en, siden man ikke også står der og smiler og nyder det pokkers forfatterliv?

— For mig selv, for jeg har heldigvis ikke selv været igennem alle punkter her på listen, har det mest ødelæggende ved de sociale mediers konstante larm været, at jeg et eller andet sted i løbet af 2010’erne mistede troen på det skrevne ords magt, eller at skriften overhovedet er et særlig godt kommunikationsmiddel. Man misforstås og misforstår, man tillægges meninger og hensigter ud af det blå, og man læser ting ind i andres ord, som de ikke mente, og sådan fortsætter det i en grød af håbløshed. Jeg sad og sidder faktisk lidt stadigvæk på dårlige dage tilbage med en følelse af, at det ikke nytter at forsøge at sætte ord på tingene. Ingen kan læse det rigtigt alligevel. For en forfatter er ordene ens vigtigste redskab, når man mister troen på dem, hvad er så tilbage?

— Men de lokker jo altid, de pokkers sociale medier. Man kan jo liiige kigge forbi og se om der sker noget, mens man lige sipper til morgenkaffen og gør sig klar til at skrive. Men de larmer. Alt det ovenstående kan ske, og tro mig, den form for larm gør det aldrig lettere at få skrevet. Og ja, de værste episoder kan ødelægge flere dage eller skubbe en videre ned i mørket.

De sociale medier kræver omtanke. Og hey, dine bøger kan godt finde læserne alligevel. Hvis altså, dine læsere har tid til at læse bøger og ikke sidder på Facebook og skændes med et eller andet fjols, der synes noget helt vildt dumt om noget supervigtigt, vi alle har glemt i næste uge.

Næste gang vil jeg vende blikket mod noget, der altid ulmer under et drømmejob: Fremtidsudsigterne

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

The Ringmaster

Tags

, , , , ,

Filmen ‘Finale’, der bygger på min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ er på vej ud på det engelsksprogede marked og har i den anledning fået ny titel, så nu hedder filmen ‘The Ringmaster’.

Det hele starter i Romford i Essex i England, hvor filmen vil vises som en del af en horrorevent den 27-29. november. Herefter releases filmen på dvd og streaming og kan købes i Tesco, Asda, Morrisons og HMV, og streames på Amazon og iTunes.

Få dage senere, den 2. december, udsendes ‘The Ringmaster’ også i Australien både på dvd og streaming.

I forvejen er filmen ude i Tyskland, Japan, Taiwan, Danmark, Sverige, Norge, Finland, Rusland, Armenien, Azerbaijan, Belarus, Georgien, Kasakstan, Krikistan, Tjetjenien, Ukraine og Usbekistan.

Og jeg hører i min øresnegl, at flere lande er på vej …

I 2019 gik filmen sin sejrsgang rundt på filmfestivaller ude i den store verden. Den nåede i alt at være officielt udvalgt til ikke færre end 23 festivaller, blandt dem fire som regnes for blandt de ti vigtigste horrorfilmfestivaller i verden. Den vandt i alt syv priser:

Best Feature, Horror Hound Film Fest, Cincinnati, USA
Best Horror Feature, Motor City Nightmare, Detroit, USA
Best Feature, Drop/Russian Int. Horror Festival, Moskva, Rusland
Best Feature Audience Award, Obscura Film Festival, Berlin, Tyskland
Best SFX Make-up, Nola Horror Film Fest, New Orleans, USA
Best Actress, Horrorant Film Festival, Athen, Grækenland
Best Actress, Bragacine Int. Film Festival, Braga, Portugal

Skræmmer, fascinerer og tryllebinder læseren

Tags

, ,

Camilla Laugesen på Bogfidusen har sørme anmeldt ‘Plantagen’ efter at have lyttet til første sæson af lydbogsserien.

Hun giver fem ud af seks stjerner og skriver blandt andet:

“Steen Langstrup har en fremragende skrivestil, der skræmmer, fascinerer og  tryllebinder læseren. Det er svært at slippe fortællingen igen. Man “sidder konstant midt imellem to stole”. Skal man fortsætte eller er man nødt til en lille pause. Ender som regel med det første.”

Læs hele anmeldelsen HER

Har du stadig ikke lyttet til første sæson af serien, kan den findes på eReolen, Mofibo, Storytel, Nextory og Bookmate.

Husk i øvrigt at du netop nu og frem til søndag, kan købe Plantagen 2 og 3 samlet for kun 200 kroner lige her på bloggen, så du få slutningen med!

Få afslutningen med!

Tags

, , , , , ,

Har du lyttet med på første sæson af Plantagen, som udkom i oktober som lydbog, og vil du gerne have slutningen med?

Så er det nu, du skal slå til. Lige nu kan du nemlig købe de to sidste bind i trilogien samlet for kun 200 kroner, inkl moms og levering. 

Samlet er Plantagen mit absolut største og længste værk. Det onde i skovene omkring Gillsby, som blev vakt til live i første bind, spøger stadig. Det bliver langt værre nu, hvor nye sammenhænge vender op og ned på det hele, og flere mennesker søger ind i Den lukkede skov på jagt efter deres elskede, som aldrig slap ud i første bind.

Bemærk: Første bind haves kun på lager i yderst få eksemplarer, helt præcist 3 stk. Mangler du også Plantagen 1, skal du være superhurtig for at nå at få fingre i den. Det koster 150 ekstra at få med i pakken her. Og som sagt, der er kun tre eksemplarer af den tilbage. Update: Plantagen 1 er nu udsolgt. 

Frem til den 8. november 2020 kan du købe ‘Plantagen 2 og 3’ for kun 200 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Du kan bestille bøgerne lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Sidste episode ude nu!

Tags

, , , , , ,


‘Plantagen’ er en lydbogsserie i fem afsnit, bygget over første roman i romantrilogien af samme navn. De fem afsnit udkommer et om ugen, hver torsdag i oktober 2020.

Forbandelsen er vækket til live. Mørket er fuld af slimet død og en lille lys pige. Bilen er ødelagt. Der er ingen vej ud. Ingen mobildækning. Ingen redning på vej. 

Heksens forbandelse må mættes igen. Der må gives et offer for at standse det. Kampen er kun lige begyndt. 

Femte og sidste episode hedder ‘Bålpladsen 2’ og kan lyttes nu, hvor du plejer at finde dine lydbøger.  

Lydbogsserien er indlæst af Klaus K. Elmer.