Blodets nætter 25 år

Tags

, , , , ,

Dette efterår er det 25 år siden, min anden roman, ‘Blodets nætter’, udkom.

Førsteudgaven af ‘Blodets nætter’, der udkom på Høst & søn i efteråret 1995.

Der var kun gået et halvt år siden min debut med ‘Kat’, men meget var sket i mit lille liv. Fra at være en halvkikset fyr med latterlige drømme om at skrive bøger og tegneserier, en naiv, ufaglært bonderøv som ikke rigtig havde andet kørende for sig end sin smukke kæreste, var jeg pludselig ikke bare en udgivet forfatter, men en bemærket og rost forfatter, der blev interviewet i aviserne, men også en ung forfatter uden en smuk kæreste. Livet var mildt sagt vendt på hovedet, og jeg havde intet fodfæste som helst i livet. Jeg sov til langt op af eftermiddagen, væltede rundt på værtshuse om natten, hvis jeg ikke sad alene og skrev som en gal, nærmest i desperation, eller lå alene i min seng og lyttede til naboernes udfoldelser. Jeg boede i en lille baggårdslejlighed, og over og under og på den ene side af mit soveværelset lå andre menneskers soveværelser. Der var ret lydt. De var nyforelskede til alle sider. Jeg havde svært ved at sove.

‘Blodets nætter’ var skrevet færdig og afleveret på forlaget, længe inden ‘Kat’ udkom og forandrede mit liv nærmest fra den ene dag til den anden. Så når vittige sjæle spurgte, om min næste bog så skulle hedde ‘Hund’, nu den første hed ‘Kat’, så havde jeg længe kunnet svare nej.

Sammenligner man ‘Blodets nætter’ med ‘Kat’, så er de begge gysere, men ambitionsniveauet var skruet betydeligt op. Hvor ‘Kat’ mere eller mindre var drevet af ambitionen om overhovedet at kunne skrive en bog, dog krydret med et par kunstneriske greb i forhold til, hvor genren (på film) befandt sig i starten af 90erne, hvor monstrene blev større, grimmere og ondere, uden det gjorde uhyggen større, havde jeg forsøgt mig med et mere nuttet, uskyldigt og måske tvetydigt monster for at bevise en pointe, om hvad et godt gys er.

Med ‘Blodets nætter’ var det ikke længere nok. Jeg ville mere. ‘Blodets nætter’ havde for det første en jeg-fortæller. En bekendt havde belært mig om, at det var meget sværere at skrive med jeg-fortæller end i tredje person, så det måtte jeg prøve kræfter med. ‘Blodets nætter’ er også en mere underspillet fortælling, et semi-erotisk mareridt om en fyr, der giver sig selv, mere eller mindre velvilligt, til en smuk vampyrkvinde.

Jeg var utrolig stolt af ‘Blodets nætter’, da den var færdig, hvilket jeg måske ikke havde været på samme måde med ‘Kat’. Jeg følte selv, at jeg havde opnået noget, at jeg havde markeret mig stærkere, at ‘Blodets nætter’ var en meget bedre bog end ‘Kat’.

Men ‘Blodets nætter’ fik de samme bank af de anmeldere, der ikke havde kunnet lide ‘Kat’, mens dem, der havde kunnet, jublede endnu mere. Ingen lod egentlig til at bemærke, at ‘Blodets nætter’ var andet og mere end gyser-nummer-2 fra den nye forfatters hånd. Om man så bød forfatteren velkommen eller ej. Det synes jeg faktisk var lidt svært.

25 år senere er billedet måske endnu tydeligere. Eneste gang i de 25 år, hvor ‘Blodets nætter’ blev foretrukket frem for ‘Kat’, var da Gyldendal Tiden udgav mine tre første romaner på norsk og valgte at begynde med ‘Blodets nætter’, der fik rigtig gode anmeldelser, og siden var et lille bibliotekshit i Norge, og ‘Kat’ udkom som min tredje og sidste bog på norsk, uden at få megen medvind. Ellers er det på alle punkter gået ‘Kat’ bedre end ‘Blodets nætter’ siden da. Hvor ‘Kat’ både er filmatiseret og radiodramatiseret, har ‘Blodets nætter’ aldrig været på tale til andet eller mere end bøger. ‘Kat’ har solgt flere eksemplarer både på papir, e-bog og lydbog. Jeg har derfor også tjent omkring det dobbelte på ‘Kat’ og valgt ikke at fejre de 25 år med en nyindlæst lydbogsudgave af ‘Blodets nætter’, som jeg gjorde med ‘Kat’ i foråret.

Men når alt det er sagt, så har ‘Blodets nætter’ stadig en særlig plads i mit eget hjerte. Ikke bare som nogle mødre lader til at holde lidt mere af det barn, der har haft det svært i livet, men det var trods alt også i ‘Blodets nætter’, at jeg første gang lod handlingen foregå i min fiktive by Gillsby i Nordsjælland, og jeg havde allerede med min anden roman vovet at bevæge mig kunstnerisk, hvor jeg jo kunnet have valgt at skrive romanen ‘Hund’, som alle ellers smågrinende mente måtte ligge lige for.

‘Blodets nætter’ genudgivet på 2 Feet.

Fun fact: Jeg legede i mange år med tanken om at skrive en fortsættelse til ‘Blodets nætter’, hvor den navnløse hovedperson, opsporede vampyrkvinden, Cecilie, og endte i et sært dobbelttydigt hævnopgør. Jeg fik aldrig skrevet den bog, idéen mistede liv og nerve, inden jeg følte, den var klar. Jeg bevægede mig også kunstnerisk i en anden retning, og det var nok helt, som det skulle være. Jeg nåede dog at skrive en kort novelle, ‘Alene og et let offer’, som findes i samlingen ‘9 før døden’, hvor man møder en ensom Cecilie på flugt et sted i Jylland.

‘Blodets nætter’ lærte mig også meget om den smertelige, men også forunderlige uretfærdighed, som man uundgåeligt møder, når man arbejder med kunst og kultur. Kvalitet er en sær, ubestemmelig størrelse, og som forfatter vil man se sit hjertens barn blive overset, mens andet får luft under vingerne og finder sine læsere nærmest ved egen kraft. Det gik således også novellen, ‘Alene og et let offer’, der blev skrevet som en lille fortsættelse til ‘Blodets nætter’ langt bedre end romanen, den lånte sin hovedperson fra. Og dét er bare sådan klaveret spiller i kulturlivet. Det er et lotteri, og man må blot lære at nyde de ting, der lykkes.

‘Blodets nætter’ findes i dag i en papirudgave udgivet af 2 Feet, som kan købes her på bloggen, samt en e-bogsudgave også fra 2 Feet, som kan lånes på eReolen.

Sociale Medier – Shitstorme, trusler og søvnløse nætter

Tags

, , , , , , , , , , ,

 


Elvte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Sociale medier — shitstorme, trusler og søvnløse nætter.

Det sker næsten hver måned i mit Facebook-feed, at en forfatter, kunstner eller musiker melder ud, at vedkommende lige tager en pause fra de sociale medier, men kan kontaktes pr mail eller telefon. Nogle lukker helt deres profiler.

Når man husker på, hvor vigtigt det pr-mæssigt regnes for at være for forfattere og andre kunstnere at have en onlinetilstedeværelse, som det vidst kaldes, og hvor mange bøger, blogs, webinars osv. der findes om, hvordan man bedst (igen i pr-øjemed) begår sig på de sociale medier, burde det at forlade dem jo nærmest være at sidestille med professionelt selvmord.

Skal en forfatter nå læserne i dag, og det skal man, hvis man ønsker at sælge bøger til andre end familie og venner, så skal man forstå, hvordan google finder sine søgeresultater, hvordan en hjemmeside eller blog bedst fungerer, man skal vide, hvad SEO betyder, man skal være aktiv på YouTube, på Facebook, på Twitter, på Instagram, og man skal forstå, hvordan disse sociale medier håndteres forskelligt. Oven i det skal man være til stede på Goodreads, Amazon, Saxo. Man skal være online mere eller mindre konstant, invitere til kommunikation med interesserede og levere indhold, de finder spændende, mens man undgår politiske opslag eller andre faldgruber, hvor man kan risikere at skubbe mulige læsere fra sig, hvis ikke lige disse opslag er en nødvendig del af ens forfatterbranding.

Internettet og senere de sociale medier kom da også med en overvældende mængde nye muligheder for forfattere. Nye måder at formidle sine ting på, nye måder at interagere med læserne på, nye måder at sælge bøger, nye måder at møde sine kollegaer på. Jeg har været med hele vejen og kan stadig mindes glæden ved at få kontakt med læserne via ens fine nye hjemmeside, som man selv havde lavet, eller de første par år på Facebook, hvor forfatterlivets notoriske ensomhed blev brudt, for nu havde man pludselig kollegaer at fjolle lidt med i frokostpausen. Jeg selv og nogle andre forfattere dannede endda en lille lukket gamerklub, hvor vi spillede et superprimitivt spil, der hed Gangster Battle, hvor vi en overgang gik i samlet flok efter Stig Rossen i spillet.

Det var tider. Der var sjove muligheder lige til at samle op, og næsten ingen algoritmer eller grådige tech-firmaer til at spænde ben for galskaben. Jeg husker, hvordan jeg en sommer, kørte en gæt-filmen-citat-quiz på Facebook og folk, jeg ikke kendte, gættede med fra fjerne lande, eller en lille uhyggelig historie om en due på min altan, som jeg skrev på Twitter og fik spontan ros for fra et par amerikanske gyserforfattere, som jeg ikke kendte. Eller Facebook-fjollerierne med Cepos og deres opfindsomme retorik, der altid gør løsningen på alle problemer i verden til noget med en sænkelse af topskatten.

Men hvis alle de her sociale medier er et sted, hvor man som forfatter må og skal være aktiv, og hvis de også rummer muligheder for både at have det sjovt og nå læserne, hvorfor er de så også et svært sted at være for mange af os, at nogle simpelthen vælger dem fra?

De har en bagside. De har faktisk mange. Kreative mennesker er i forvejen ofte følsomme individder, hvor sorte huller i livet måske ikke er så uvante som for mange andre, og det kan kræve en massiv rustning, som vi måske heller ikke altid har, at stikke næsen frem disse steder.

Her er nogle af de svære sider at håndtere som følsomt, kreativt menneske:

— De sociale medier er som meget andet gratis online designet til at være vanedannende. Man bliver lidt afhængig af den opmærksomhed, man kortvarigt kan opleve efter et godt Facebook-opslag som får mange likes og deles flittigt. Det føles godt. Du kender det sikkert, man tjekker lige antallet af likes. Vi er selvfølgelig alle alt for cool til at lægge større vægt på likes, ikke? Men på den anden side, har et opslag været oppe et kvarter uden at få nogen likes overhovedet, og måske endda en enkelt sur kommentar, så kan man godt komme til at slette det igen. Pludselig, uden man helt opdager det, bliver de likes og andres kommentarer bestemmende for, hvad man skriver eller ikke skriver.

— Der er altid nogen, der søger et hurtigt skænderi, hvis du kommer til at mene noget om noget. Det behøver man ikke være forfatter for at opleve, det kender alle nok til. Lige som alle måske kender til, at det bider sig fast, at man lige må ind og tjekke, hvad idioten nu har skrevet, og mens det står på, suges livsglæden ud af en, uden man helt mærker det. Hvis man er forfatter og igang med at skrive en svær bog, så kan den slags sagtens ødelægge arbejdsdagen. Derfor har mange lært ikke at gå på Facebook, før de har skrevet.

— Problemet er bare, at nogle mennesker gør disse diskussioner personlige og begynder stalkeragtigt at argumentere, hver eneste gang man slår noget op, og selvom man kan blokere dem, så har de værste af dem det med at dukke op igen i andre sammenhænge, eller med falske profiler, og oven i det skal man huske, at de værste svinestreger ikke findes offentligt. De kommer i direkte private mails og kan rumme trusler, og den slags kan ramme en, så man til sidst dårligt tør logge på. Men man kan selvfølgelig lige så lidt lade være.

— Mange blogs og internetaviser har også kommentarspor, og som skrivende menneske kommer mange forfattere også til at skrive debatindlæg, klummer eller andet til aviser og blogmedier — og her kan det efterfølgende drama endda være værre, for artiklerne deles vidt og bredt, og hvis man bilder sig, at fx Politikens læsere er mere dannede og velargumenterede end Ekstra Bladets, så kan man let blive skuffet, for de er desværre hverken rummeligere eller mere åbne for andre synspunkter, for nu at sige det pænt.

— Og nogle gange, når det hele koger over, ender man i en shitstorm, hvor det let opleves, som om alle er efter en. Det kræver et stærkt selvværd og nogle gange en god psykolog at stå model til det.

— Alle og enhver kan oprette en hadeside mod dig, og før eller siden er der nok en, der gør det. Det er sjældent fremmende for ens nattesøvn at læse med sådan et sted, men det kræver viljestyrke at lade være. Og ikke at spekulere på, hvem der står bag.

— De sociale medier er blevet et sted, hvor vi konstant bedømmes og bedømmer hinanden. I forlængelse af det ender man let med at bedømme sig selv. Det er et fænomen, der kan ramme alle bruger af disse medier. Det kaldes compare and despair. Alle andre ser så lykkelige ud, har perfekte liv, og her sidder man selv i sit eget smådepressive socialrealistiske liv og kan ikke leve op til det, og det er lige til at miste modet over. Som forfatter kan den del vise sig at være endnu værre, for vi er et ensomt og introvert folk i forvejen, og hvor det selvfølgelig er fedt nok at have mange kollegaer blandt sine Facebookvenner, så kan det også skrue op for netop compare and despair. De fleste deler jo kun de gode anmeldelser og ikke de dårlige, og alle de dersens selfies fra bogmesserne viser smukke og glade mennesker, der bare nyder forfatterlivet, mens man så måske ikke selv er med, og faktisk oftest føler sig udenfor eller bare lidt keglet i den slags sammenhænge, og hvad er der egentligt galt med en, siden man ikke også står der og smiler og nyder det pokkers forfatterliv?

— For mig selv, for jeg har heldigvis ikke selv været igennem alle punkter her på listen, har det mest ødelæggende ved de sociale mediers konstante larm været, at jeg et eller andet sted i løbet af 2010’erne mistede troen på det skrevne ords magt, eller at skriften overhovedet er et særlig godt kommunikationsmiddel. Man misforstås og misforstår, man tillægges meninger og hensigter ud af det blå, og man læser ting ind i andres ord, som de ikke mente, og sådan fortsætter det i en grød af håbløshed. Jeg sad og sidder faktisk lidt stadigvæk på dårlige dage tilbage med en følelse af, at det ikke nytter at forsøge at sætte ord på tingene. Ingen kan læse det rigtigt alligevel. For en forfatter er ordene ens vigtigste redskab, når man mister troen på dem, hvad er så tilbage?

— Men de lokker jo altid, de pokkers sociale medier. Man kan jo liiige kigge forbi og se om der sker noget, mens man lige sipper til morgenkaffen og gør sig klar til at skrive. Men de larmer. Alt det ovenstående kan ske, og tro mig, den form for larm gør det aldrig lettere at få skrevet. Og ja, de værste episoder kan ødelægge flere dage eller skubbe en videre ned i mørket.

De sociale medier kræver omtanke. Og hey, dine bøger kan godt finde læserne alligevel. Hvis altså, dine læsere har tid til at læse bøger og ikke sidder på Facebook og skændes med et eller andet fjols, der synes noget helt vildt dumt om noget supervigtigt, vi alle har glemt i næste uge.

Næste gang vil jeg vende blikket mod noget, der altid ulmer under et drømmejob: Fremtidsudsigterne

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

The Ringmaster

Tags

, , , , ,

Filmen ‘Finale’, der bygger på min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ er på vej ud på det engelsksprogede marked og har i den anledning fået ny titel, så nu hedder filmen ‘The Ringmaster’.

Det hele starter i Romford i Essex i England, hvor filmen vil vises som en del af en horrorevent den 27-29. november. Herefter releases filmen på dvd og streaming og kan købes i Tesco, Asda, Morrisons og HMV, og streames på Amazon og iTunes.

Få dage senere, den 2. december, udsendes ‘The Ringmaster’ også i Australien både på dvd og streaming.

I forvejen er filmen ude i Tyskland, Japan, Taiwan, Danmark, Sverige, Norge, Finland, Rusland, Armenien, Azerbaijan, Belarus, Georgien, Kasakstan, Krikistan, Tjetjenien, Ukraine og Usbekistan.

Og jeg hører i min øresnegl, at flere lande er på vej …

I 2019 gik filmen sin sejrsgang rundt på filmfestivaller ude i den store verden. Den nåede i alt at være officielt udvalgt til ikke færre end 23 festivaller, blandt dem fire som regnes for blandt de ti vigtigste horrorfilmfestivaller i verden. Den vandt i alt syv priser:

Best Feature, Horror Hound Film Fest, Cincinnati, USA
Best Horror Feature, Motor City Nightmare, Detroit, USA
Best Feature, Drop/Russian Int. Horror Festival, Moskva, Rusland
Best Feature Audience Award, Obscura Film Festival, Berlin, Tyskland
Best SFX Make-up, Nola Horror Film Fest, New Orleans, USA
Best Actress, Horrorant Film Festival, Athen, Grækenland
Best Actress, Bragacine Int. Film Festival, Braga, Portugal

Skræmmer, fascinerer og tryllebinder læseren

Tags

, ,

Camilla Laugesen på Bogfidusen har sørme anmeldt ‘Plantagen’ efter at have lyttet til første sæson af lydbogsserien.

Hun giver fem ud af seks stjerner og skriver blandt andet:

“Steen Langstrup har en fremragende skrivestil, der skræmmer, fascinerer og  tryllebinder læseren. Det er svært at slippe fortællingen igen. Man “sidder konstant midt imellem to stole”. Skal man fortsætte eller er man nødt til en lille pause. Ender som regel med det første.”

Læs hele anmeldelsen HER

Har du stadig ikke lyttet til første sæson af serien, kan den findes på eReolen, Mofibo, Storytel, Nextory og Bookmate.

Husk i øvrigt at du netop nu og frem til søndag, kan købe Plantagen 2 og 3 samlet for kun 200 kroner lige her på bloggen, så du få slutningen med!

Få afslutningen med!

Tags

, , , , , ,

Har du lyttet med på første sæson af Plantagen, som udkom i oktober som lydbog, og vil du gerne have slutningen med?

Så er det nu, du skal slå til. Lige nu kan du nemlig købe de to sidste bind i trilogien samlet for kun 200 kroner, inkl moms og levering. 

Samlet er Plantagen mit absolut største og længste værk. Det onde i skovene omkring Gillsby, som blev vakt til live i første bind, spøger stadig. Det bliver langt værre nu, hvor nye sammenhænge vender op og ned på det hele, og flere mennesker søger ind i Den lukkede skov på jagt efter deres elskede, som aldrig slap ud i første bind.

Bemærk: Første bind haves kun på lager i yderst få eksemplarer, helt præcist 3 stk. Mangler du også Plantagen 1, skal du være superhurtig for at nå at få fingre i den. Det koster 150 ekstra at få med i pakken her. Og som sagt, der er kun tre eksemplarer af den tilbage. Update: Plantagen 1 er nu udsolgt. 

Frem til den 8. november 2020 kan du købe ‘Plantagen 2 og 3’ for kun 200 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Du kan bestille bøgerne lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Sidste episode ude nu!

Tags

, , , , , ,


‘Plantagen’ er en lydbogsserie i fem afsnit, bygget over første roman i romantrilogien af samme navn. De fem afsnit udkommer et om ugen, hver torsdag i oktober 2020.

Forbandelsen er vækket til live. Mørket er fuld af slimet død og en lille lys pige. Bilen er ødelagt. Der er ingen vej ud. Ingen mobildækning. Ingen redning på vej. 

Heksens forbandelse må mættes igen. Der må gives et offer for at standse det. Kampen er kun lige begyndt. 

Femte og sidste episode hedder ‘Bålpladsen 2’ og kan lyttes nu, hvor du plejer at finde dine lydbøger.  

Lydbogsserien er indlæst af Klaus K. Elmer.

 

Så er fjerde episode udkommet!

Tags

, , , , , ,


‘Plantagen’ er en lydbogsserie i fem afsnit, bygget over første roman i romantrilogien af samme navn. De fem afsnit udkommer et om ugen, hver torsdag i oktober 2020.

Hans og barnebarnet Sofus har fundet den forsvundne biologs efterladte ting i ruinerne af en landsby dybt inde i skoven. Men de er ikke alene. 

Hjemme på plantagen stiger bekymringerne, da hunden Luzzi vender tilbage uden Hans og Sofus. Mørket falder snart på. 

Den hvilende ondskab er vækket.

Fjerde episode hedder ‘Bålpladsen 1’ og er det længste afsnit i serien. Så der venter to timers uhygge her, inden vi når sidste episode i næste uge. God fornøjelse, hvis du tør. 

Lydbogsserien er indlæst af Klaus K. Elmer.

 

Billede

Slagelse Bibliotek

Tags

, ,

Foto: Jeanette Bernholm

På mandag den 26. oktober 2020, klokken 19:00 og nogle timer frem, afholder Slagelse Bibliotek et horrorarrangement, hvor blandt andet jeg selv vil deltage i en paneldebat om genren, og der vil være mulighed for at købe og få signeret bøger efterfølgende — eller bare få en snak med giraffen.

Det er længe siden, jeg sidst har stillet op til noget som helst i den stil, af forskellige årsager, som mere hører til i blogserien om drømmejobbets svære bagsider, men jeg glæder mig overraskende meget, og man skal jo op på hesten igen.

Er du i nærheden så kom endelig forbi.

Identiteten

Tags

, , , , , , , , , , ,


Tiende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Identiteten – hvornår er man forfatter – sådan rigtig?

 

At være forfatter, at kalde sig forfatter, at se sig selv som forfatter, at blive set af andre som forfatter. At være forfatter er ikke bare at være forfatter. Hvad vil det sige at være forfatter? Hvornår ER man forfatter? En ‘rigtig’ forfatter.

Forfattertitlen er noget underligt rod, og dermed er identiteten som forfatter også en sær vakkelvorn størrelse. Man tænker måske ikke over det, når man bruger ordet om andre i hverdagen, men når pludselig selv er et sted i livet, hvor forfatter måske er noget, man er, for man skal jo være et eller andet, så er det et sært sårbart sted at være.

Forfatter er ikke en beskyttet titel. Alle kan i grunden kalde sig forfatter, men det at kalde sig forfatter i en situation, hvor omverdenen, branchen, familien, hvem som helst, måske ikke helt synes, man fortjener titlen, kan jo let blive mere end en smule akavet. 

Den danske ordbog forklarer, at en forfatter er ‘en person, der skriver bøger, digte, skuespil, artikler eller lignende, og helt eller delvist lever af det.’ Den Store Danske beskriver en forfatter ‘dels som ophavsmand eller -kvinde til en bestemt tekst, dels en, der generelt skriver bøger, artikler, sang- og skuespiltekster, film- og tv-manuskripter etc.’ 

Begge dele er dejligt rummelige størrelser, der gør, at rigtig mange kan kalde sig forfatter, hvis de har lyst, men der er også mange huller i opfattelserne af, hvad en forfatter i virkeligheden er, og behovet for en eller anden blåstempling af retten til at kalde sig og føle sig forfatter ligger og lurer nede i de huller. 

Der findes forskellige skoler, der påstår at uddanne forfattere, men bliver man i virkeligheden forfatter af at færdiggøre en uddannelse på en af disse skoler? Hvad nu, hvis man intet skriver, efter man har fået eksamenspapirerne, eller ingen vil udgive det? 

Forfatter er en af de ganske få titler, der både har høj socialstatus og samtidig ofte er meget dårligt lønnet. Meget få af os kan leve af det. Alligevel er det en titel, der er en stor respekt omkring, og selvom vi selvfølgelig i visse kredse er ugleset, det er trods alt et kreativt job og rimer dermed på kulturelite, intellektualitet og alt muligt andet, som nogle —blandt andre visse politikere — elsker at hade.

Oven i alt det her, så rummer det at skrive tit en følelse af at snyde lidt, for altså, man napper lige en historie ud af den blå luft, man sidder alene og brygger noget sammen, og ja, det er jo bare noget, man finder på. I hvert fald hvis man skriver skønlitteratur. Tyg på den: man opfinder altså lidt sin egen ret til at kalde sig forfatter. Det er bare noget, man finder på. 

At kalde sig forfatter, at føle at man har ret til det, kan let være en særdeles følsom ting, selv for forfattere, man måske tror er for garvede til at tvivle på det. 

For der er mange ude i verden, og bestemt også i branchen (for vi er ikke altid hinandens bedste kollegaer), der nok skal fortælle én, at så er man altså heller ikke mere forfatter end som så. Og nogle af os har også et par indre dæmoner, der måske forstår at istemme koret, gerne i perioder, hvor det der med at skrive og præstere som forfatter måske ikke helt går så godt. 

Når man først lægger det frem, så bliver det næsten komisk, for der findes ikke den forfatter, hvis ret til at kalde sig forfatter, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Om ikke af andre, så af forfatteren selv. 

For måske er man udråbt til verdens bedste forfatter, men hvad nytter det, hvis man er midt i årelang skrivekrise og ikke har skrevet et ord og dermed slet intet udgivet i årevis? Føler man så stadig som forfatter, har man ego’et til at holde fast i det, eller begynder det at føles, som noget man var, dengang man skrev? 

Det er let at påstå, at har man blot udgivet en bog på et af forfatteren uafhængigt forlag, som det tidligere var et krav for at kunne søge legat eller blot blive medlem af Dansk Forfatterforening, så er man forfatter på livstid, noget andet er at føle, at man er det. At man har ret til at kalde sig det. 

Lever man af det, kan man altid lidt gemme sig bag det faktum, at det er bøgerne, der betaler ens regninger, og som verden er, så taler penge altid deres klare sprog. Men er det kravet, at man skal leve af det for at kunne kalde sig forfatter helhjertet, så vil de fleste af os miste titlen lige der, for det er pokkers svært at leve af at skrive. Der er meget store talenter derude, der skriver fremragende bøger og vinder priser, der aldrig kommer til at leve af det. De er for fanden da også forfattere. 

Hvad siger folkeskolelæreren, der har udgivet 20 ungdomsbøger, men aldrig tjent nok til at kvitte undervisningen, eller måske bare ikke har haft lyst til det, når man spørger, hvad hun/han laver? Er svaret forfatter eller skolelærer? 

Hvad hvis man har levet af det i en årerække, men må opgive og finde sig et job, hvis nogen da gider ansætte sådan en forfattertype, er man så stadig lige meget forfatter eller er man blevet lidt mindre forfatter?

For folk spørger jo? Hvad laver du? Med alt, hvad der ligger i det spørgsmål: Hvad er din plads i samfundet? Hvad er din titel? Hvad er du for en? Hvad bidrager du med? Hvordan tjener du dine penge?

Har man prøvet at være arbejdsløs eller langtidssygemeldt så har man måske mærket, at det ikke er helt lige meget, hvad man svarer, og hvordan det føles at svare på dét spørgsmål. Det er ikke nødvendigvis, fordi andre mennesker dømmer en, selvom nogle bestemt gør, det er bare følsomt at svare på. Især hvis svaret ikke er stålsat. 

“Jeg er forfatter,” følges altid af et spørgsmålet, om man kan leve af det, hvis man er sammen med nogle uden for det kreative miljø. Siden vil folk vide, hvad man skriver, og om de kender ens navn. Gør de ikke det, hvad de altså meget sjældent gør, for mange danskere kan sgu ikke remse mange forfatternavne op, når det kommer til stykket, så sidder man igen der med den der halvakavede følelse.

I branchen gradbøjes titlen nærmest i det uendelige — og subtilt, hvis ikke direkte, i mange af disse gradbøjninger ligger en devaluering af titlen, som sjovt nok kan trække i den stikmodsatte retning end den måske lige lyder til. Bestsellerforfatter er fx en gradbøjning, der rummer noget folkeligt og lavkulturelt. Jeg tror, det var Morten Hesseldahl, der engang retorisk spurgte, præcis hvor mange eksemplarer en bog skulle sælge, før man vidste, at den var dårlig. En bestsellerforfatter er altså lidt en falsk forfatter, en spekulant, alt andet end en kunstner.

En anden gradbøjning er fx krimiforfatter. Igen ikke helt en rigtig forfatter. En genreforfatter. Og selv krimiforfatter er blevet gradbøjet til femikrimiforfatter. Den behøver jeg vel ikke kommentere. 

Der gradbøjes også på målgruppe, og så har man børnebogsforfattere og ungdomsforfattere, som heller ikke helt er rigtige forfattere. Man er naturligvis også mere forfatter, hvis man udkommer på Gyldendal og skriver klummer i Politiken, end hvis man udkommer på et mindre forlag og blogger lidt ved siden af. Helt galt er det, hvis man er selvudgiver eller Hjemmet-forfatter, begge dele noget branchen stempler som underlødigt. Selv digtere og lyrikere, som ellers engang var finere og smallere end mange andre, er vel heller ikke rigtige forfattere, når det kommer til stykket. Er de?

Jeg har i min karriere været det meste af paletten rundt. Jeg er måske lidt anerledes skruet sammen, end mange er, fordi det med titlen har jeg aldrig helt kunnet tage alvorligt. Hele opfattelsen af, at et menneske er, hvad det gør, passer bare meget dårligt ind i min verden. Det, vi gør, udspringer af, hvem vi er, ikke omvendt. Jeg var stadig den samme, før jeg udgav den første bog, før jeg udkom på Gyldendal, før jeg skrev klummer til Politiken, og jeg blev ikke mindre mig, mindre værd, hverken som menneske eller forfatter, da jeg valgte mine egne veje i livet og mit kreative virke. Heller ikke, da jeg en overgang tjente gode penge og vandt priser og hvad ved jeg. 

Alligevel kan andres løftede øjenbryn og små syrlige stikpiller godt ramme en engang imellem. Menneskeheden som sådan er ofte en skuffelse at være iblandt. 

Og forfatterhatten den sidder altid løst og lidt skævt på hovedet af en. Som om den ikke helt passer. 

Næste gang vil jeg runder noget, der åbnede verden og gav nye muligheder for alle kreative mennesker, men som også rummer sin egen forbandelse: Sociale medier — shitstorme, trusler og søvnløse nætter. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien.