Humor, for alvor!

Tags

, ,

Marts måneds tilbud er en ganske særlig bog i mit forfatterskab, novellesamlingen ‘Amerikansk olie’. En samling korte historier, alvorlige, måske endda litterære, men med et glimt i øjet, både af tårer og grin.

Jeg synes, tiden lige nu, hvor verden mere eller mindre er lukket ned, er tiden til at tænke over, hvad det er for en verden, vi lever i. Hvad vi vil med den, hvad der er værd at kæmpe for, hvad der giver livet værdi. Hvorfor er vi her? Hvordan skal verden se ud, når alt dette er overstået? Kan vi måske endda vove at forestille os den bedre? ‘Amerikansk olie’ er en samling noveller, skrevet, når jeg har været i det hjørne, og derfor synes jeg, at det lige netop nu er tid til, at de bliver læst.

Derfor har jeg nedsat prisen på ‘Amerikansk olie’ til 100 kroner, alt inkl. Men kun måneden ud! Så tirsdag er sidste chance!

‘Amerikansk olie’ har især fundet sin berettigelse i undervisningen på skoler, gymnasier og universiteter. Det er jeg selvfølgelig glad og stolt over, men det er tekster, der er skrevet til at blive læst af lyst også.

‘Amerikansk olie’ er udkommet i et par forskellige papirudgaver, men dette er den flotte første udgave, endda første oplag! som du kan få fingre i for kun 100 kroner, inkl. moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Den frygtede skriveblokering

Tags

, , , , , , , ,


Fjerde indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Forfattere har ry for at være krukkede. Måske endda en lille smule diva-agtige. Vores liv er også ret anderledes end de flestes, og det kan være svært, nogle gange selv for andre forfattere, at holde ud at høre på vores kvaler. Jeg ved, at nogle allerede har givet udtryk for, at denne blog-serie – og sikkert også den bog, jeg sideløbende arbejder på om emnet – er udtryk for forfatterkrukkeri. Som en anden forfattertype skrev i en kommentar, da jeg delte et af indlæggene i en forfattergruppe på Facebook: Så havde han børn at forsørge og havde derfor ikke tid til den slags klynk.

Nu har jeg selv og mange andre forfattere nu også børn at forsørge, og det er endda min erfaring, at intet af alt det her bliver lettere at håndtere, når man også har ansvaret for et par unger oveni. Og slet ikke, hvis man forsøger at fortrænge det. At bide tænderne sammen og stå det igennem fungerer fint, indtil det pludselig overhovedet ikke gør længere. At tale om det, se det i øjnene, giver en muligheden for at lære at håndtere det bedre eller måske styre helt uden om.

Så lad os springe ud på dybt vand og tage fat i det måske mest forhadte og krukkeribeskyldte ved forfatterlivet overhovedet. Denne sære lidelse, der kun rammer forfattere og skrivende mennesker, og i hvert fald ikke gør os lettere at holde ud at høre på: Skriveblokeringen.

Sidste gang slog vi fast, at det at skrive en bog er en stort arbejde, og der faktisk kun er en måde at få det gjort på, at skrive dag efter dag og blive ved, indtil bogen er færdig. Så let er det bare ikke altid.

Man arbejder alene, og alt foregår inde i ens eget hovedet, og man har selv ansvaret for at få det gjort. Derfor bliver en god arbejdsdag hurtigt en, hvor man har skrevet godt, hvor man beviseligt for måske især sit eget stejle over-jeg skam har lavet noget, at man er på vej, at man er ved at løse opgaven, at man fortjener at kalde sig forfatter, for man får skrevet noget. I det mindste. Og det føles godt.

En forfatter er en, der skriver, ikke sandt?

Har du nogensinde bemærket, at nogle forfattere går meget op i, hvor mange ord de har fået skrevet samme dag? Som om antallet af ord er bevis for et eller andet. Mon det er derfor? Se, over-jeg, jeg skriver, jeg arbejder!

Jeg selv tæller ikke ord, men kapitler. Når jeg skriver, skal der skrives et kapitel om dagen, nogle gange to, men kun tre eller flere, hvis jeg er meget nær enden af bogen, for det går ikke at skrive sig så træt eller tom, at man ikke kan skrive dagen efter. Jeg vil hellere skrive to kapitler på to dage, end tre på en dag, fulgt af en dag, hvor jeg ikke har mere at give af. Det er vigtigt at føle, at man er i gang. Man holder sig kørende på det lille sus, den lille rus, at man er i gang. Så er alt godt. Sikkert også dagen efter.

Så når man pludselig ikke får skrevet og ikke kan dag efter dag, så slår det hårdt. En ting er, at man ved, at man burde kunne, man har gjort det før, måske har man endda allerede gjort et stort forarbejde, så det burde være lige til at gå til, og så vil det bare ikke ud. 

Måske sidder man foran computeren og skriver en sætning eller to for at slette den igen, måske sidder man der ikke engang, fordi man kan mærke, at der bare ikke er hul igennem, at man er låst indeni. Jeg behøver næppe påpege, at ens indre dialog ikke altid er voldsomt opbyggende i de perioder, vel?

Det er IKKE nogen fed oplevelse, og for nogen kan tilstanden vare i måneder, måske endda år.

En forfatter, der ikke kan skrive, er en sølle størrelse, og hvor længe kan man blive ved med ikke at kunne skrive, før man ikke længere er forfatter, men bare langt ude i tovene?

Selvom der er psykologer, der tilbyder hjælp med skriveblokeringer, og begrebet  hverken er nyt eller en ubeskrevet lidelse, som sådan, så er det alligevel en besynderlig størrelse. Det er mig bekendt ikke en officielt anerkendt lidelse, og det kan måske undre i en tid, hvor der ellers er diagnoser for det meste.

Så bare for sjov, så lad os forsøge at sætte ord på lidelsen. Der er altså tale om en psykisk blokering, som rammer skrivende mennesker, forfattere især, og stort set ingen andre. Lidelsen kommer til udtryk ved, at forfatteren ikke kan skrive.

Mange forfattere taler ikke om skriveblokeringer, man vil helst tie dem ihjel og komme videre i teksten, selvom det ikke altid er muligt, så også den byrde bærer mange alene. Andre forfattere taler meget højlydt om, at de er midt i en skriveblokering, og selvom det kan virke hårdt sagt, så har jeg af og til haft en fornemmelse af, at nogle af dem havde så travlt med at være ‘forfattere’, at de ligesom også skulle leve den del med skriveblokeringen igennem, som om også dét var en oplevelse i deres spændende forfatterliv. Jeg tror, den hårdhed, jeg har oplevet i mig selv i de tilfælde, er den samme form for overlevelsesmekanisme, som får nogle kvinder til at bebrejde en voldtagen kvinde hendes letsindighed. Det er ikke smukt, men det giver én en form for tryghedsfølelse, som selvom den er både grim og falsk, så dog bilder en selv ind, at det ikke vil ske for en selv. For man frygter det, jo.

Men hvad stiller man op? Hvordan undgår man skriveblokeringer? Hvordan overvinder man dem, hvis man er havnet i en?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes gode og klare svar, som virker hver gang og på alle. Det sidste er jeg faktisk ret sikker på ikke er tilfældet. Meget virker, indtil det ikke virker længere.

Dog er jeg ret sikker på, at skriveblokering ikke er en lidelse i sig selv: Det er et symptom. Det er ikke sådan, at man får en skriveblokering og så kan man ikke skrive. Nej, der er andre ting på spil, som fucker med ens hjerne, med ens selvopfattelse, med ens selvværd, med ens ret til at være til, med ens fantasi, og så lukker man ned. Skriveblokering er blot et ord for at være lukket ned. Det er ikke skriveblokeringen, der lukker os ned.

Det er noget helt andet. Måske er skriveblokeringen i virkeligheden et af de grimmeste symptomer på, at forfatterjobbet kan være pissesvært at håndtere. Så svært at man brænder sammen indeni og det vigtigste i en forfatter kvæles, nemlig fantasien og lysten til at skrive.

Et par tricks, jeg har haft held med, når jeg har haft svært ved at skrive, og som har virket nogle gange, er, at skrive i hånden i stedet, eller flytte om på arbejdsværelset, eller skrive andre steder, eller vælge IKKE at skrive og lave nogle andre ting i stedet. Rydde op i kælderen eller noget. Nogle gange kan små ændringer af den slags åbne op for en fantasi, der er gået i baglås.

Bliver man siddende for længe uden at komme nogen steder, skal passe på sig selv først og fremmest. En skriveblokering kan skubbe en meget langt ud i tovene, og det hjælper ingen, at man presser sig selv til man falder fra hinanden. Men at slippe kan så vise sværere end man lige skulle tro. For ambitioner, selvdisciplin osv kan vise sig at være negative kræfter, når man er kørt fast eller føler, man mislykkes.

Fremover vil jeg runde forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som til sammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde figthertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som mange af os døjer med: Ensomheden.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Bogfidusen anmelder KAT

Tags

, ,

Det havde jeg måske ikke lige set komme, her 25 år efter udgivelsen, men KAT har lige fået en ny og fin anmeldelse på Bogfidusen.

Camilla Laugesen skriver blandt andet:

“Personerne i historien er let at genkende, nogen alle kender og det giver faktisk uhyggen en ekstra dimension, det er ikke altid at disse personer handler som man venter … Vil helt klart anbefale “Kat” hvis man er til gysere, den er hurtigt læst og man bliver godt underholdt. Selvom debuten er 25 år gammel, kan den stadig får nakkehårene til at rejse sig.”

Læs hele anmeldelsen her.

KAT til JUBILÆUMSPRIS

Tags

,

Her i februar er det 25 år, siden jeg debuterede som forfatter med romanen ‘KAT’.

Det vil jeg gerne fejre med dig.

Derfor har jeg nedsat prisen på ‘KAT’ til kun 99 kroner, alt inkl. Men kun måneden ud! Så lørdag er sidste chance!

‘KAT’ er en effektfuld gyser om venskab, hjerter og en kat, der burde være død, men ikke er det.

‘KAT’ blev filmatiseret i 2001 med Liv Corfixen og Charlotte Munck i hovedrollerne, og radiodramatiseret i 2005 med Ditte Hansen og Sonja Richter som Maria og Isabella.

Mangler ‘KAT’ i samlingen er det nu, du skal slå til.

‘KAT’ er udgivet i en del forskellige papirudgaver over årene, sidst her på 2 Feet Entertainment i 2005 i en særlig hvid udgave, og det er netop den udgave, du kan få fingre i til særpris netop nu for kun 99 kroner, inkl. moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne.

Du kan bestille de to bind lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Smagsprøve på lydbogen ‘KAT’

Tags

, , ,

Lyt til en lille smagsprøve på lydbogen ‘KAT’. 

‘KAT’ var min debutroman og udkom i 1995, for 25 år siden. Lydbogen er indlæst her i 2020 i anledning af jubilæet af Klaus K. Elmer.

‘KAT’ er en effektfuld gyserroman om venskab, hjerter og en kat, der burde være død, men ikke er det.

Du kan finde den, hvor du normalt lytter til dine lydbøger: eReolen, Nextory, Bookmate, Mofibo, Storytel – og selvfølgelig hos de fleste internetboghandlere.

God fornøjelse!

At skrive en bog er ingen let opgave

Tags

, , , , , , , ,


Tredje indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det virker næsten fjollet at måtte starte her, for hvordan skulle nogen kunne være i tvivl om, at det at skrive en roman på måske flere hundrede sider er et stort arbejde. Men sandheden er, at mange undervurderer, hvor stort et arbejde det virkelig er. Selv forfattere, der allerede har skrevet flere bøger. Selvom det lyder tåbeligt.

Det er det nu ikke. Tværtimod er det næsten naturligt, at man vil komme til at undervurdere det, og i værste fald køre sur i det af samme grund.

Hvis du ikke allerede har læst første indlæg i serien, så vil jeg opfordre dig til det. Du finder indlægget lige her: Drømmejobbets svære bagside.

For det er let at komme til at undervurdere det hårde, slidsomme arbejde, når man måske har drømt om at komme til at leve af at skrive i mange år, og alt det her med at være fri — fri for chefer, fri for mødetider, fri for myldretidstrafik, fri for sure morgener med slud og sne, fri for alt det, der gør livet surt, som det er — får forfatterlivet til at ligne en dans på roser. Man er jo vant til at arbejde hårdt i forvejen, otte timer om dagen, måske mere. Man har måske allerede skrevet længe i fritiden, når man kunne finde tid til det, og det har føltes som alt andet end hårdt arbejde, det har været et helle, noget man gjorde for sig selv, noget man fandt glæde i at gøre.

Og så er man pludselig der, hvor det faste job måske er sagt op, og man har hele dagen at skrive i, hele dagen som kun skal bruges på noget, der altid har været lystpræget og rart at beskæftige sig med, og hvem i den drøm tænker ‘puha, sikke et mas, hvordan skal jeg nogensinde blive færdig’?

Selvfølgelig undervurderer man arbejdet. Selvfølgelig undervurderer næsten alle omkring én arbejdet, venner, familie, gamle kolleger. Måske anerkender de den mængde selvdisciplin, der skal til at få det gjort, men det er ofte også så langt det rækker. Men vi skal ikke tale om selvdisciplinen i dette indlæg, det kommer senere i et andet indlæg, vi skal lige først blive enige om at acceptere, at det er en pissestor og svær opgave at skrive en bog.

Også selvom du måske tidligere har skrevet et par stykker eller flere, som har været lette og måske endda sjove at arbejde med, så lad os lige få det helt på det rene: Det kræver mange timer at skrive en bog på flere hundrede sider. Det er ikke en lille opgave. Det er ikke en let opgave. Slet ikke, når det pludselig bliver alvor.

At skrive en bog er et langt, sejt træk, der ofte tager måneder eller år at færdiggøre. At undervurdere opgavens størrelse, de mange timer, der skal lægges i det, og hvor meget en bog, man går og skriver på, kan fylde i ens liv, især når det ikke bare flyder ud af en, er lige til at knække nakken på.

At skrive en bog er en stor opgave. Der er mange sider, der skal skrives. Meget at tænke over, meget at skrive om, meget at redigere, meget at skære ud, meget at gå i stå over på halvvejen, mange timer at sidde foran computeren, mange timer alene, mange dage at leve med bogens univers, mange uger uden at føle, at slutningen er kommet nærmere, mange måneder, hvor hverdagen tager over, magien svinder bort, og man lige pludselig hellere vil alt muligt andet, men den fucking bog skal jo skrives, selvom man måske kommer til at tvivle på, om idéen overhovedet holder. For der er meget langt fra de første magiske idéer, til bogen er klar til udgivelse. Det er der bare. Og det bliver ikke ved med at være et helle i livet, det vil ikke være sjovt hver eneste dag.

At skrive en bog er en stor og svær opgave. Basta.

Hvis man negligerer opgavens størrelse, (måske fordi man ikke vil virke forkælet eller klynke over sit luksusliv — det sidste står der altid nogen klar til at pege fingrer af, tag ikke fejl af det), og måske forsøger at klemme ballerne sammen og gøre sig hård for tage sig mere professionel ud, om det så bare er i egne øje, eller fordi man er bange for at slå fejl, så er man allerede godt på vej til at lægge fælder for sig selv. Og tro mig, der rigeligt i forfatterlivet at snuble over i forvejen.

Så husk på, at det er en stor opgave, det er ikke let.

Og ja, jeg har selv snublet i at undervurdere opgaven igen og igen. Det bliver ikke nødvendigvis lettere at lade være med, bare fordi man efterhånden har skrevet en del bøger. Måske endda tværtimod. For hvorfor skulle det være sværere denne gang?

Men selv bøger, der er sjove at skrive, og hvor det nærmest bare flyder ud af en, de er altså også et stort arbejde, der kræver mange timer, dage, uger, måneder, år …

Næste gang er det vist tid til at runde den blandt forfattere frygtede lidelse, der går under navnet: Skriveblokering.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

KAT – lydbog

Tags

, , ,

For at markere 25 året for min debut som forfatter, har jeg fået dygtige Klaus K. Elmer til at indlæse debutromanen ‘KAT’ som lydbog.

‘Kat’ har ikke været ude som lydbog, siden den oprindelige fysiske udgave på cassettebånd fra 1990erne. Så det er første gang, den kan lyttes digitalt.

Det er som sagt en helt ny indlæsning, der er ude nu, og du kan finde den, hvor du normalt lytter til dine lydbøger: eReolen, Nextory, Bookmate, Mofibo, Storytel – og selvfølgelig hos de fleste internetboghandlere.

God fornøjelse!

25 års jubilæum

Tags

, ,

I dag er det 25 år siden jeg debuterede som forfatter. Det skete på Høst & søns forlag med gyserromanen ‘Kat’, som jeg havde skrevet lidt i forvirring over, hvor jeg nu skulle hen med livet.

Jeg havde brugt alle kræfter siden jeg gik ud af folkeskolen på at skabe mig en eller anden form for tilværelse baseret på mit tegnetalent, som såvidt jeg selv vidste, var det eneste, jeg havde kørende for mig.

Det var egentlig gået meget godt. Jeg havde i nogle år tegnet for forskellige ungdoms- og musikblade, men dels begyndte de at falde fra, dels var det endelig lykkedes mig at få en tegneserie ind på Pressens Illustrationsbureau, hvilket kunne have betydet det endelige gennembrud for mig.

Men det satte mig også i en situation, hvor jeg ikke kunne gøre andet end at vente — og det er jo til at blive sindssyg af. Så der sad jeg og bed negle.

Jeg begyndte at skrive på ‘Kat’, mest for at få tiden til at gå, så jeg ikke gik helt i spåner over ventetiden. Jeg havde visse udfordringer, især med stavningen, og der var vist ingen, der troede på mig, ikke engang jeg selv. Det skulle lige have været min daværende kæreste, der fik læst historien op, efterhånden som arbejdet skred frem. At hun skubbede på for at få næste kapitel, holdt mig til ilden og fik mig til at fortsætte, selv da Pressens Illustrationsbureau meldte tilbage, at de opgav min tegneserie, da ingen ville købe den.

Selvom jeg ikke rigtig troede på, at bogen nogensinde ville blive hverken færdig eller udgivet — så heldigt et menneske var jeg erfaringsmæssigt ikke — så levede jeg samtidig i en sær fantasiverden, hvor jeg havde besluttet at lægge historiens handling nogle år fremme i tiden i 1995, fordi det nok ville være der, bogen ville udkomme, og jeg formede historiens to hovedpersoner efter Winona Ryder og Bridget Fonda, fordi de selvfølgelig skulle spille hovedrollerne i filmatiseringen. Man kan sagtens drømme uden at tro på sig selv.

Jeg ved, at mange grinede ad mig, og ikke altid bag min ryg. Som om idiotien ikke var langt nok ude med at ville være tegneserietegner, nu troede fjolset, der ikke engang kunne stave sin egen adresse, også at han kunne skrive en bog!

Sidst på sommeren 1993, næsten et år efter jeg satte det første ark i min gamle rejseskrivemaskine, blev jeg endelig færdig med manus. Jeg havde aldrig færdiggjort noget som helst i den størrelsesorden, så jeg burde have været stolt alene over det, men jeg var hundeangst, for manus skulle selvfølgelig ind på et forlag, som lige så selvfølgeligt ville give et afslag. Jeg havde lært fra tegneserierne, at der skulle mange afslag til, før et lille spinkelt ja måske kunne dukke op.

Det maskinskrevne originalmanuskript til ‘KAT’ – eller ‘Miav!’ som arbejdstitlen lød.

Jeg fotokopierede de mange maskinskrevne sider og afleverede manus i receptionen på Høst & søns forlag, som ikke lå ret langt fra, hvor jeg boede. Og så gik jeg hjem og startede på en ny bog. Om ikke andet havde jeg lært, at jeg kunne skrive et manus, der var langt nok, nu måtte jeg så prøve at gøre det bedre.

Jeg hørte ikke fra Høst & søn før seks måneder senere, i april 1994. Jeg havde ikke rykket for svar, fordi jeg var sikker på, at det ville være et afslag, og jeg vidste, at det ville slå mig i gulvet, når det kom, for afslag gør altid ondt, og jeg håbede, at jeg ville have mit næste manus klar, inden det kom. Det nåede jeg ikke helt, men det var heller ikke et afslag, der kom.

Det havde jeg nu meget svært ved at tro på. Selvom der stod i det brev, de sendte mig, at de vidste “at bogen måtte ud,” og at vi skulle bare mødes for at afgøre om den skulle ud hos dem, forstod jeg ikke, at det betød, at de godt ville udgive den. Selv ikke da kontrakten var underskrevet, og vi, redaktøren og jeg, arbejdede tæt sammen om flere gennemskrivninger af manus, havde jeg forstået, at det var virkelighed. Jeg kan huske, at redaktøreren engang så på mig med et sært udtryk og spurgte, om jeg havde forstået, de ville udgive bogen. Jeg svarede ‘ja-ja’, men jeg løj så vandet drev. Jeg havde ikke fattet det, som i overhovedet.

‘Kat’ udkom den 14. februar 1995. Det år, som jeg i mine vilde drømme havde forestillet mig, den ville udkomme i, og den blev også filmatiseret seks år senere, dog med Liv Corfixen og Charlotte Munck i hovedrollerne, ikke de to hollywoodstjerner, jeg havde drømt om. Den nåede også at udkomme på norsk i mellemtiden, og blev senere radiodramatiseret med Sonja Richter og Ditte Hansen i hovedrollerne.

Den gamle rejseskrivemaskine jeg skrev ‘Kat’ på.

Forlaget havde forberedt mig på, at der næppe ville komme anmeldelser af ‘Kat’, for sådan var det tit. Mange bøger fik ingen opmærksomhed. Men horrorromaner skrevet til voksne var ikke noget, man var vandt til på dansk i 1995, og det alene fik nogle til at spærre øjnene op. ‘Kat’ fik sine anmelderhug, for ikke alle i den selvhøjtidelige litterære andedam var klar til at byde den slags smuds velkommen, mens andre var heldigvis, blandt dem en meget ung Martin Krasnik. I alt fik ‘Kat’ nogle og tyve anmeldelser, jeg fik mit første avisinterview på bagsiden af Berlingske, og to uger efter debuten blev jeg inviteret til det første møde med en filmmand. Det kom der ikke noget ud af, men dansk film havde siden ‘Nattevagten’ og ‘Riget’ fået øjnene op for genrens muligheder, så flere møder fulgte siden med andre filmfolk.

Et halvt år senere udkom min anden roman, og året efter min tredje, men da havde jeg allerede sagt mit job op. Det lyder vel, som om jeg må havde været i ren ekstase de år, men sandheden var noget andet.

Nogle af de mange udgaver af ‘KAT’.

Jeg var på ingen måde rustet til at begå mig i den kulturelle klasse. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, jeg forstod ikke, hvad de ikke sagde, jeg kom fra en helt anden samfundsklasse. Samtidig havde jeg indtil debuten været en klovn, som ingen rigtig tog alvorligt, jeg var oven i det genert og usikker, og lige pludselig så var jeg udråbt til et stort spændingstalent i aviserne, der trykte billeder af mig, og jeg var i alles øjne pludselig en helt anden. Jeg anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig alene, og kunne jeg slippe af sted med det, så undlod jeg at fortælle folk, at jeg var forfatter. Jeg sagde, jeg var bud i et supermarked, hvilket jeg også var. Så opfattede folk mig, som de altid havde gjort, som en taber, og det var jeg i det mindste vant til.

Min kæreste gik fra mig et par måneder senere, og set i bakspejlet var det som det skulle være, men det gjorde ikke 1995 meget lettere at være mig i. Jeg sov nærmest hele tiden i de år, når jeg ikke enten skrev eller var i byen med venner. De sidste kom der pludselig flere af, en halvkendt forfatter er for nogen spændende at hænge ud med, og jeg begyndte også at opdage, at nogle kvinder fandt sådan en mere interessant end et genert supermarkedsbud med sære drømme.

Selv i dag, 25 år senere, og noget nær 30 udgivelser senere, kan jeg stadig have et lidt tøvende forhold til titlen ‘forfatter.’ Nå ja, jeg har skrevet bøger, og det gør en til forfatter, men for det meste af tiden er jeg jo bare mig. Hvad det så end er. Mere end et stilling i hvert fald. Andet end en stilling lige så sikkert.

Men i dag er jeg så jubilar. 25 år.

Hvis det skulle være noget.

 

Første dvd-udgave af FINALE

Tags

, , , ,

Sørme så, den første dvd-udgave af FINALE er netop udkommet – i Japan.

Se lige et cover!

Den kan købes via Amazon – men om den er til at se på en dansk dvd-afspiller, aner jeg ikke.

FINALE bygger selvfølgelig på min roman, ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD, og hvis du ikke har fået læst den endnu, så det er det vel på høje tid.

Forfattersind

Tags

, , , , , , , ,

Andet indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Jeg tror, det var Johannes Riis, den tidligere skønlitterære direktør for Gyldendal, der i en af sine taler til efterårsreceptionen omtalte forfattere, som mere følsomme mennesker end andre. Jeg kan huske, at jeg følte mig provokeret af talen, fordi jeg synes at høre en nedladende holdning om, at forfattere var en slags børn, som ikke kunne klare sig uden et fornuftigt forlag til at passe på dem. 

Men måske kom jeg netop til at bevise påstanden ved at blive provokeret, ikke at vi var børn, der ikke klare os uden forlag, men i at vi måske ER ret følsomme og måske endda nærtagende? 

Forfattere er en meget broget flok og er mindst lige så forskellige som alle andre mennesker er, men der også ligheder, eller ting, der går igen hos mange af os. Selvom vi er forskellige. 

Vi er trods alt mennesker, der får en idé, en fantasi i vores hjerner, som bliver så levende og så vigtig for os at få ud, at vi sætter os ind i et lille mørkt kammer, muttersalene, og skriver den ned i måske måneder, nogle gange år. Uden at vide om vi kan eller ej, uden at vide om nogen nogensinde vil læse det eller udgive det eller om vi spilder tiden. Det er altså ikke helt normalt at gøre. 

En ting, vi har til fælles, er kærligheden til bogen. Og når man er som os, så forekommer det næsten helt naturligt, at den kærlighed en dag vil få en selv til at forsøge at skrive en bog. Vi har ofte fundet et helle, et sted, hvor vi kunne være i fred, i bøgernes fantasiverdener, og en dag kommer lysten til at tage magten og selv styre den verden. 

Spørger man forfattere, tror jeg, at de fleste ikke opfatter det skridt som andet end helt logisk og meget naturligt, men det er det ikke.

De fleste mennesker, der forelsker sig bogen, begynder nemlig ikke at skrive selv. De bliver i stedet bibliotekarer, boghandlere, anmeldere, litterater eller, ja, de fleste bliver ‘bare’ ved med at være læsere — og føler ingen trang til andet. 

Det er os, der anderledes. 

Vi kender vel alle sammen vendingen med, at det ikke er til at sige om kunsteren er gal eller genial.

Da jeg begyndte på den interviewbog, jeg arbejder på, om forfatterlivets bagside, opdagede jeg, at der findes videnskablige undersøgelser, der slår fast, at der er flere sindslidende blandt kreative mennesker, og flere kreative mennesker blandt sindslidende.

Det sidste er næppe overraskende, for det at udfolde sig kreativt, det at male eller skrive, kan sagtens rumme en form for terapi, det kan være en måde at komme over livskriser eller sætte forskelligt på plads. Skabe orden. Få det ud. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle er småpsykotiske eller depressive og selvmordstruede, blot at der er flere blandt os end blandt kassedamer eller kontorassistenter eller bankdirektører. 

Måske kommer det kreative et sted fra? Måske er vi mere sensitive? Os kreative.

Misbrug blandt kreative er heller ikke uhørt. Det sker. Blandt forfattere er det nok mest alkohol, men det er svært at spotte den slags i et land, hvor voksne dårligt kan mødes uden at drikke. 

Vi forfattere er også oftere introverte. Det giver næsten sig selv. For en ultraekstrovert personlighed ville det jo nærmest være tortur med al den ensomhed, det ofte kræver at skrive en bog. Ekstroverte kreative vælger ofte andre udtryksformer: Musik, teater og den slags. 

Alt det her blot for at sige, at ja, vi er sgu nok lidt sære, os skønlitterære forfattere. Vi er måske mere sensitive, mere følsomme, mere sårbare. Vi er oftere dem, der blev mobbet og var uduelige til idræt i skolen, end de populære, der elskede sport. Nogle af os har oven i det døjet med sindet fra tid til anden. Jeg ved, at jeg selv har. Jeg har aldrig fået en diagnose, så jeg ville faktisk ikke tælle med blandt de kreative med sindslidelser i førnævnte undersøgelser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg forvildet mig ned til lægen på de mest langt ude tider af mit liv, så kunne jeg måske godt have fået en diagnose, hvad ved jeg?

Så altså, lad os bare eje den del. Forfattere er ikke som andre — og måske ligger noget af forklaringen på, hvorfor mange af os indimellem har det svært med livet lige her. 

Men det er min tese, min påstand, min erfaring, at en stor del af forklaringen også ligger i selve jobbet. At være forfatter kan være noget af en mundfuld at håndtere, også for helt normale tykhudede, omstillingsparate konkurrencesamfundsdanskere. Hvis du ikke passer på, kan forfatterjobbet slå dig i stykker. 

Men hvad fuck gør man så? Hvis der er en sammenhæng mellem de skæve sind og kreativitet — og de kreative jobs, her forfattergerningen, samtidig er alt andet end et skånejob?

Hvad gør man?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Det er blandt andet, derfor jeg arbejder på min bog om emnet, hvor jeg interviewer forskellige erfarne forfattere om deres oplevelser med jobbet. For hvad gør man? 

Vi kan i hvert fald starte med at sætte ord på de svære ting, så vi ved, at vi ikke er alene med dem, så de ikke længere skal være noget, vi går alene og skammer os over, så andre måske kan være bedre forberedt, end vi var. 

Det gør jeg så i bogen, der forhåbentlig vil udkomme i 2021, og her på bloggen frem til udgivelsen. 

Næste gang vil jeg fortælle lidt om arbejdsbyrden med at skrive en bog — det er alt andet end en lille opgave at kaste sig ud i. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.