Kærlighedskontrakten

Tags

, , ,

Mit lille forlag, 2 Feet Entertainment, har netop udgivet Sara Skaarups værk om åbne parforhold, ‘Kærlighedskontrakten’ som lydbog.

Bogen er oprindeligt udgivet på papir- og e-bog på Gyldendal, men lydbogen udkommer altså på 2 Feet Entertainment. Den er indlæst af Peder Rasmussen. Den kan købes, lånes, streames, hvor du normalt finder dine lydbøger. Fx på eReolen.

‘Kærlighedskontrakten’ er en vigtig bog om et kontroversielt emne, som jeg er stolt over at have fået mulighed for at udgive.

Om bogen:

De fleste mennesker opfatter et parforhold som et lukket kredsløb, hvor de to parter ikke har intime relationer og sex med andre end hinanden. Men passer det mon til alle, og hvad stiller man op, hvis det ikke gør? 

KÆRLIGHEDSKONTRAKTEN guider jer som par til at finde præcis den definition på samlivet, som passer bedst til jer. Det kan være en friere, men stadig forpligtende aftale, der ikke sætter kærlighed, eventuelt ægteskab og børn over styr.

Hvordan bevarer og styrker man kærligheden, hvordan håndterer man jalousi, hvordan sætter man nye grænser, hvordan trækker man i land igen, hvordan gebærder man sig i forhold til omverdenen?

KÆRLIGHEDSKONTRAKTEN er en refleksion- og guidebog, der også rummer erfaringer fra mænd og kvinder om deres tanker og udfordringer med åbne forhold.

SARA SKAARUP er sexolog og journalist. Hun har de seneste ti år rådgivet folk i forhold til ikke-monogame relationer og deltager jævnligt i debat i medierne.

At blive anmeldt

Tags

, , , , , , , ,


Syvende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Læs tidligere indlæg i serien. 

At blive anmeldt …

En forfatter, som jeg interviewede for nylig til min bog om drømmejobbets bagside, sagde ligeud, at det pokkers ved mange af de svære ting ved forfatterjobbet er, at man ikke kan gøre noget ved dem. Det eneste man kan gøre er at forsøge at håndtere dem bedst muligt, men man kan ikke slippe af med dem. 

At blive anmeldt er om nogen en af disse ting. 

Tove Ditlevsen, en af sidste århundredes vigtigste danske forfattere, havde som ung et ritual med at smide de dårlige anmeldelser ud. De fortjente ikke mere opmærksomhed end det. Væk med dem. Hun ville ikke bruge et sekund mere af sit liv på dem. Senere i livet måtte hun indse, at så let var det ikke. Hun huskede faktisk de dårlige anmeldelser bedre end de gode — selvom hun kun havde læst dem den ene gang, før de røg i skraldespanden. 

Der er mange måder at forsøge at håndtere anmeldelser på, fælles for dem er, at de virker alle sammen. Indtil de ikke virker længere. Det kan godt være, at du har slået en attitude op om, at ‘man kan lære en masse af anmelderne’, at ‘det rør mig ikke, det er bare én persons mening’, eller ‘jeg griner af dem, hele vejen ned til banken’, eller hvad man nu ellers siger til sig selv – og hvem der ellers gider lytte.

Der er nu ikke mange, der gider lytte til en forfatter, der taler om anmeldelser. Bare lige for at starte med den. Du har sikkert allerede tænkt tanken, at dette indlæg vil vise sig at rumme en forfatters klynk over den og den, der har såret hans skrøbelige stolthed, for det er én ting ved at blive anmeldt — man kan ikke forsvare sig. De kan skrive hvad som helst (og tro mig, det gør de!), og du kan ikke gøre andet end at holde din mund og tage tæskene. Den der med at tage til genmæle og skrive læsebreve for at forsvare dig mod uretfærdighederne og anmelderens manglende evne til at læse en tekst for hvad den er, eller måske bare anmelde en bog uden at bruge skældsord mod forfatteren, eller hvad du nu kunne føle behov for, den virker ikke. Anmelderne elsker det. Det gør dem vigtige. Du på den anden side vil blot fremstå som en klynkende krukke, der ikke kan tåle kritik. Følelsen af at få luft, at få sagt ‘svinet’ imod, at få givet tilbage, holder ikke længe, hvis den overhovedet vil indfinde sig, og såret inden i dig vil blot blive så meget længere om at hele. 

Som Tove Ditlevsen måtte erfare, så kan dårlige (jeg burde ikke skrive ‘dårlige’, men ‘grimme’) anmeldelser efterlade sår i sjælen, som kan være meget længe om at hele. Nogle heler måske aldrig. Just saying. 

Men hvorfor er det så så svært at blive anmeldt? Hvorfor kan man ikke bare børste det af sig og komme videre? Er det virkelig så svært at tage imod lidt saglig kritik? Er det store ego så skrøbeligt? Burde man ikke snart have fået noget hård hud? Hvorfor betyder det noget, hvad de skriver, når det i virkeligheden går meget godt?

At blive anmeldt er en af forfatterlivets bagsider, som man ikke skal forvente den store forståelse for. Ofte ikke engang blandt andre forfattere. Der er dog undtagelser. Man kan finde en kollega eller to, man kan dele smerten med. Men om det hjælper noget videre, tør jeg ikke love. 

For mit eget vedkommende, og dette er den eneste sted i dette indlæg, hvor jeg trækker alene på egne erfaringer, så måtte jeg indse efter en ti-femten år som forfatter, at det at udgive en ny bog overhovedet ikke føltes som den fest eller forløsning, som man måske forestiller sig, at det bør være. Det rent faktisk er endt med at være den del af forfatterlivet, jeg bryder mig mindst om. Jeg kan simpelthen ikke lide at udgive nye bøger. Selvom jeg er en af de heldige, der altid har fået overvejende gode anmeldelser, så er det at skulle stille op til anmeldelse igen, bare ikke noget jeg ser frem til. 

Her følger en beskrivelse af, hvorfor det kan føles som en form for overgreb at blive anmeldt — og ja, jeg sætter tingene lidt på spidsen her. 

Har du læst de tidligere indlæg i denne serie, så har du nok allerede en fornemmelse af, at det at skrive en roman er et langsommeligt, ensomt, hårdt og stort stykke arbejde. Man giver afkald på ting i livet for at følge sit kald; man slider i det, man gør sit absolut bedste, søger den højeste standard man kan nå, presser sit talent; man trodser jantelov, og hvem der ellers vil fortælle en, at det aldrig vil gå godt, og ens talent nok heller ikke er større; man lægger sin sjæl, sit liv, sin erfaring, sit menneskesyn, sine drømme, sine håb i dette værk, man overvinder sin tvivl, på egne evner, på værkets værdi, på verden og livet og skæbnen, og så står man der med det færdige værk. En bog.

En bog. Man ikke selv kan læse. Ikke som andre vil læse den. Det er umuligt. Man ved for meget. En bog, man ikke kan se udefra. 

Det er ikke nogen lille ting. Alt det man har lagt i den. Og nu skal den stå sin prøve. Nu skal andre læse den. Nu skal den bedømmes. For i vores verden er litteratur og historier først og fremmest noget, man bedømmer. Vi lærer ikke at læse en bog i skolen, vi lærer at anmelde den. 

Som forfatter står man der med hjertet i hånden og venter på dommen. Og selvom mere erfarne typer, som jeg selv, godt ved, at en bog godt kan lykkes og finde sine læsere på trods af et par sure anmeldere, eller vise sig ikke at nå læserne trods anmelderjubel og stjernedrys, så er anmeldelserne bare de første indikatorer på, om det nu også var en god idé, at man skrev den pokkers bog eller ej.

Nogle siger, at det er som at gå til eksamen. Men jeg kunne faktisk godt lide at gå til eksamen. Det er let. Det er ingenting ved siden af. Den største forskel er, at eksamen er en forholdsvis privat oplevelse. Man gør et forsøg, man får en karakter. Man behøver ikke dele karakteren med andre. Man behøver ikke engang fortælle andre, at man gik til eksamen. Nogle vil vide det, men ikke pædagogen i ens børns børnehave, naboen eller damen nede i supermarkedet. 

Anmeldelser er noget helt andet. De er offentlige. De er umulige at holde for sig selv. Alle kan læse dem. Ikke alle gør det, men de kan. Det føles let som om at alle også gør det. Folk, man måske ellers ikke taler så meget med, nævner lige flygtigt de bank, man fik i Politiken eller Weekendavisen, og selvom de siger, at de bestemt ikke synes … alt muligt, så nævner de det, og så skal man forholde sig til det, man kan bare ikke lade som ingenting. Man føler let, at man bør forsvare sig. 

Og ja, det er så ikke en gang det værste, for hvad er det, man skal forsvare sig imod? Man kan jo sige, hvad man vil, men det står stadig i avisen, at … 

Vi har alle vores private bløde punkter. Det er lidt forskelligt, hvad der rammer os. Nogle ting er lettere at håndtere for nogle end for andre, nogle ting er lettere at håndtere på visse tidspunkter i livet, og ikke på andre, hvor man måske i forvejen er mere slidt, hudløs, whatever. 

Jeg snakkede engang for mange år siden med en anden forfatter, der blankt afviste, at det at blive anmeldt var en svær ting at håndtere. Jeg mere end fornemmede, at han kom til at foragte mig en smule, fordi jeg ‘klynkede’ over det. Hvem han var, kan være lige meget i denne sammenhæng. Han lever ikke længere. Men nogle år senere skrev han et vredt læserbrev om Lars Bukdahls evner som anmelder. Hvilket et eller andet sted blot beviser, at man kan være lige så cool med at blive anmeldt, som man vil, før eller siden er der én, der rammer plet, og så er det sgu sjovt længere. 

Det er mere end blot det at opleve at blive vejet og dømt — i fuld offentlighed, igen og igen, uden mulighed for at forsvare sig – man skal også kunne tåle uretfærdigheden i, at anmelderne altid har ret, at deres ord vejer tungere, at de kan læse din bog som fanden læser biblen, de kan misforstå, også med fuldt overlæg, de kan kalde dig øgenavne, gå personligt efter dig og din faglighed, ikke bare faglighed som forfatter, men i alt hvad du ellers beskæftiger dig med, de kan lade deres fordomme få frit løb, de kan tæske din bog for at være skrevet i en bestemt genre, og undlade at beskæftige sig med om den i virkeligheden gør det godt eller fornyer den genre, de kan spænde dig for egne kæpheste, de kan tillægge dig intensioner, politiske overbevisninger, hensigter og mål, uden nogensinde at have mødt dig, de kan anmelde bogen tydeligvis uden at have læst den til ende, de har totalt frie hænder, og der er gevinst på alle hylder. 

De har ret. Altid. 

Og ikke bare det. Anmeldere, i hvert fald avisanmelderne, rangerer tilmed langt højere i kulturlivets sære hieraki, end de fleste forfattere nogensinde kommer til. Sig dem ikke imod. En loppe skal ikke gø.

Og så læser INGEN mennesker anmeldelser nær så nøje som den forfatter, der anmeldes.  For andre kan det være en fin anmeldelse, men tre ord i den rammer et svagt punkt i dig, og så er helvede løs. 

Og så er det alligevel ofte værre slet ikke at blive anmeldt — for eksisterer man så overhovedet som forfatter, hvis ingen gider anmelde ens værker? Er man så helt uden betydning?

Anmelderne passer bare deres job. Flere af dem er endda søde mennesker, når man møder dem. Dette er ikke ment som et angreb på dem, men man kan ikke tale om de ting, der gør forfatterlivet svært uden at komme omkring anmelderne, og selvom de ting, jeg remsede op lige før, nok vil falde en eller flere anmeldere for brystet, så er der her ikke tale om andet end, hvordan det opleves som forfatter at stå model til at blive anmeldt, og selvfølgelig er det ikke alle anmeldere, der er skyldige i alle disse ting. Dét er ikke pointen. Pointen er, at skriver man bøger, så kommer man til at opleve hvis ikke alle, så flere af ovenstående ting, og ja, det opleves som overgreb, det opleves uretfærdigt, og altså, er det en svær ting at håndtere. Det ville det have været, selv hvis det ikke skete i fuld offentlighed. 

Der er sket meget med anmelderi de seneste år. Først og fremmest har avisanmelderne mistet deres monopol på at anmelde bøger, og et hav af bogbloggere har taget over. Nogle er ikke så begejstrede for bogbloggere, som anses for at være noget i stil med anmeldernes selvudgivere, men lige som det burde være for let bare at hade selvudgivere over en kam, bør man heller ikke tage afstand fra bogbloggere over en kam. Der er mange dygtige iblandt dem. Selvom der naturligvis også er mindre heldige af slagsen. Præcis som blandt de gamle avisanmeldere. 

Samtidig har aviserne det svært. Man anmelder derfor færre bøger, men værre så skeler man meget til, hvad læserne forventes at læse. Man anmelder derfor i højere grad kendte forfatteres bøger, og man anmelder i stigende grad også mere sort-hvidt. Ingen gider læse en lunken anmeldelse af en ukendt forfatters middelmådige bog, men seks- eller en-stjernede anmeldelser, gerne med en ordentlig sviner oveni, det er der læsere til. Ekstra Bladets musikanmelder er naturligvis det mest beskidte eksempel af slagsen.

Oven i det er alle jo mere eller mindre blevet anmeldere i dag. Internetboghandlere, streamingtjenester og forskellige bogplatforme som fx Goodreads giver helt almindelige læsere mulighed for at anmelde bøger. Og det kan som forfatter være en modbydelig oplevelse, for alt er tilladt, og det kan ske, at en eller anden fidus, du aldrig har mødt, ser sig så sur på dit forfatterskab eller dig som person, at vedkommende giver sig til at anmelde alle dine bøger, det øjeblik de udkommer, med en stjerne og en bunke øretæver. Der er den slags stalkere derude — og folk elsker det. Fælles forargelse er en af tidens delikatesser, og stikker du næsen frem, som man gør, når man udgiver en bog, så er det blot et spørgsmål om held og uheld, om du er den næste, der får ørerne i maskinen.

Der må selvfølgelig gemme sig en trist skæbne bag en sådan opførsel, og som forfatter, som mennesket bag bøgerne, kan man godt føle sig hævet over den slags, ja, næsten have ondt af de mennesker, men der er lige en detalje ved snakken om anmelderi, som vi mangler at komme forbi. 

Anmeldelser rummer nemlig potentialet til at skade både bog og forfatter økonomisk. Lektørudtalelsen til bibliotekerne er selvfølgelig den mest åbentlyst skadelige af dem alle. Man skal være en meget efterspurgt forfatter, før en dårlig lektørudtalelse ikke skader bogens salg til bibliotekerne, og dermed forfatterens indtægt fra salg og endnu værre biblioteksafgift mange år ud i fremtiden. Nu kunne man selvfølgelig ønske, at dem, der skriver lektørudtalelserne, var sig den del bevidst, og derfor gjorde sig ekstra umage af samme grund, og mange af dem, der skriver lektørudtalelserne, er heldigvis også særdeles seriøse anmeldere. Men ikke alle. Igen held/uheld. Det kommer før eller siden.

Avisanmeldelserne kan også skade forfattere økonomisk, men sjældent med samme brutale magt. Bogbloggere måske slet ikke. Jeg ved det ikke, men nu jeg før nævnte Goodreads, og læseranmeldere, der nærmest ud af det blå kan se sig sure på en bestemt forfatter og give vedkommendes bøger dårlige anmeldelser igen og igen, så har der i USA været et fænomen, hvor den slags mennesker rottede sig sammen i små bander og i fællesskab gik efter at ramme udvalgte forfattere. Anne Rice skal have stået for skud. Man skal virkelig være et stort navn, før den slags ikke skader. For på internettet kan alle og enhver oprette lige så mange profiler, man vil, og en bande på bare ti personer, kan ramme en forfatter med flere hundrede dårlige anmeldelser. Og det kan skade, for der er den ting ved anmeldelser på Goodreads og i internetboghandlerne, at de giver stjerner, og disse stjerner påvirker en bogs samlede bedømmelse, og hvor mange en-stjernede anmeldelser kan en bog tåle, før den samlede score bliver lav nok til, at læserne vælger den fra?

Man er som forfatter i anmeldernes og deres luners magt. 

Men det ramme også mennesket bag bogen. Hvem har ikke oplevet en søvnløs nat, hvor man i tankerne forsatte en diskussion med en, man havde været oppe at skændes med, ude af stand til at stoppe sig selv? Anmeldelser kan gøre det samme ved dig, og det er ikke det værd. Lad være med at oprette en profil på Goodreads. Der er intet godt der. Undgå at læse de åbentlyst dårlige anmeldelser, selvom det frister. Der er den der fucking dæmon inde i nogen af os, som bare må vide besked. Lad den ikke bestemme. 

Er man debutant skal man være ekstra varsom, for debuten er bare mere sårbar, og de første sår kan være grimme. Jeg har set ganske talentfulde forfattere miste modet efter debuten, som så lige kom til at stå for skud hos et par toneangivende anmeldere. Bild ikke dig selv ind, at man er mere overbærende over for debutanter. Tværtimod. De er frit bytte. Det kræver langt større mod at udråbe Klaus Rifbjerg til talentløs end en ny ukendt debutant. Just saying. 

Men hey, man får vel ikke kun dårlige anmeldelser, og er det ikke tilsvarende rart at få gode anmeldelser?

Jo, det er rart at blive rost. Selvfølgelig er det det. Det er med ros, som med nedsablinger, forskelligt, hvordan man tager det, men det kan nærmest være som en rus at få gode anmeldelser. Man kan på en måde blive høj af det. 

Skuespilleren Jim Carrey sagde i et interview engang for mange år siden, at dårlige anmeldelser ramte så hårdt, fordi de sagde alt det, man gik og sagde til sig selv på dårlige dage. Hans ord gjorde indtryk på mig, for jeg kunne genkende det. Ord som: intet talent, duer ikke til noget, håbløst, indbildt, osv osv. Alt det dæmonen på ens skulder kan hviske en i øret.

Desværre kan man vende Jim Carreys ord på hovedet og sige, at de GODE anmeldelser siger alt det, man tørster efter at høre. 

Det gør dem bare ikke mere sande end de dårlige. Begge dele er en enkelt anmelders dom efter at have læst en bog på et bestemt tidspunkt i sit liv. Med de samme begrænsninger. Der er to hjerner om en læseoplevelse, forfatterens og læserens. Det er ny oplevelse for hver ny læser, for vi tænker forskelligt, vi læser forskelligt. 

Anmeldernes ros er derfor ikke mere sand end deres had og kritik. ‘Stortalent’ rammer næppe mere plet end ‘talentløs.’ Men fuck, hvor vil man gerne høre, at det er godt, man skriver, at man er god til det, at det hele nok skal gå. 

Forfattere udøver deres kunst uden kontakt til publikum. Vi kan ikke høre, om folk griner eller gyser de rigtige steder. Der er ingen applaus, når vi sætter det sidste punktum. Vi kan ikke se reaktionerne, når læserne læser vores bøger. Så anmeldernes ord får så meget desto mere vægt. 

For vi tørster efter respons. Vi tørster efter at se vores kunst nå sit publikum og virke. 

Så, jo, gode anmeldelser er vidunderlige. De er som … jeg ved ikke, kokain. En rus. 

Men den slags kan så også rumme et par faldgruber. For man kan blive afhængig af lortet. Ja, jeg mener det alvorligt. Man kan blive afhængig af gode anmeldelser og pressens opmærksomhed, og selvom man ikke får rysteture og abstinenser, når man ikke kan få sit fix, så se, hvad der sker, hvis du er vant til forsider og seks stjerner, og din nye bog bliver totalt overset. Eller får lammetæsk hele vejen rundt. Du ryster ikke. Du kaster ikke op. Men du smiler mindre, og mørket i dit sind kryber nærmere. 

Og som en anden junkie kan du begynde at skrive for anmeldernes skyld. At forsøge at please dem. Pludselig skriver du ikke for dig selv længere, ikke kun, du skriver også for at behage anmelderne, for at vække deres begejstring. 

Måske begynder du endda at overtage deres ambitioner på dine vegne, deres forventninger til en kunstner med dit talent. Hvor du måske startede med at ville skrive en bog, der var god nok til at blive udgivet, får du måske pludselig andre ambitioner. Det er ikke et problem, at ambitionerne udvikler sig, så længe det er dine ambitioner, men det kan være svært at kende forskel, hvis anmelderne pludselig kalder dig for et talent af internationalt format, for fuck, hvor vil man gerne være det, og nu de skriver det, så må der vel være noget om snakken. Talent forpligter. 

Men anmelderne har ikke mere ret, når de roser end når de hader. De har altid ret, men kun ret i, at sådan opfatter de det. Det vil faktisk sige, at de ikke rigtig har ret i så meget. Det er lige så meget en afvej at lytte for meget til deres kritik som til deres ros. 

Det er meget lettere sagt end gjort. Så er du advaret. 

En anden ting, der kan være ubehagelig ved gode anmeldelser, er, når de roser ting i din bog, som du selv godt ved ikke ramte plet, eller hvis de fuldstændig har misforstået bogen, men elsker det, de har misforstået den til. Det er en underlig akavet oplevelse, som slå en ud af kurs. 

Mest af alt er anmeldelser larm. Der er så meget larm omkring en forfatter, der bare gerne vil skrive. Anmeldelser er en af de mere støjende begivenheder, som nok kan ødelægge et godt skrive-flow. Jeg lærte tidligt i min karriere, at det var håbløst at forsøge at skrive i ugerne omkring en bogudgivelse. Der er simpelthen for meget larm. 

Næste gang tager jeg fat på en ting, jobbet kræver, men som kan blive for meget: Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

En god krimi til hængekøjen …

Tags

, , , , , ,

Ja, eller hvad det nu bliver til med det vejr 😀

Juli måneds tilbud er gangsterkrimien ‘I skyggen af Sadd 1’. En kontant, kantet, spændende og satirisk gansterhistorie, som jeg fik tre andre danske krimiforfattere til at hjælpe mig med at skrive. Det er en roman, men den er opbygget i fire dele, skrevet af hver sin forfatter, med hver sin hovedperson.

Jeg var i det eksperimenterende hjørne i starten af 00’erne, hvor eget forlag gjorde alt muligt, og den kreative barre kunne sættes så højt, jeg lystede, uden hensyn til gamle forlags opfattelse af markedets krav til genrelitteratur.

Jeg var så heldig, at tre af landets bedste krimiforfattere havde lyst til at lege med. De var Sara Blædel, Gretelise Holm og Lars Kjædegaard. Plot, idé og struktur var mine, og jeg skrev selv bogens første del.

‘I skyggen af Sadd 1’ hed oprindeligt kun ‘I skyggen af Sadd’, men da vi senere skrev en to’er blev den første pludselig til etteren.

Frem til den 19. juli 2020 kan du købe ‘I skyggen af Sadd 1’ for kun 99 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes. (Og det er kun mig, der signerer. Drømmer du om at få alle fire forfatteres signering i bogen, må du ud og opsøge de andre tre på egen hånd.)

‘I skyggen af Sadd 1’ er historien om en ung mand, der tilfældigt falder over et hemmeligt rum i naboens lejlighed, som han passer for ham. Rummet er fuld af penge. Så mange, at ingen vil opdage, at der mangler nogle.

Men lejligheden tilhører gangsterbossen Sadd, og det kan være særdeles farligt at stjæle hans penge. På den anden side, så er Sadd i fængsel, og den slags chancer får man ikke to gange i livet.

Historien er inspireret af Quentin Tarantinos 90er-krimier og er som dem opbygget i dele, der ikke nødvendigvis fortælles i den rækkefølge tingene sker. Det er leg med genren, som man ikke ser det længere.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Feriegys – nu vi ikke må rejse

Tags

, , ,

Når man ikke kan rejse i virkeligheden …

Sommerferien i år bliver ikke som vi er vant til. Jeg selv skulle have været en uge i Lissabon med min søde kone og yngste søn. Vi har aldrig været i Portugal før, så det havde vi glædet os til.

Men når man ikke kan rejse i virkeligheden, så er det godt, at der findes bøger. Så lad mig tage dig med til den sydøstasiatiske ø, Kematian, hvor palmerne vajer i brisen over den kridhvide sandstrand, og det azurblå hav rummer koraller som ingen andre steder.

Jeg har udvalgt min tropegyser ‘Ø’ til denne måneds tilbud, så du kan få din dosis ferie-eventyr.

Frem til den 15. juni 2020 kan du købe ‘Ø’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

‘Ø’ er historien om en dansk mand, der sidder fængslet et sted i sydøstasien for mordet på sin kæreste. Han hævder hårdnakket sin uskyld, selvom alt tyder på, at han lyver.

Han blev fundet med liget af kæresten på den øde ø, Kematian, hvor han påstår, at de blev efterladt af nogle lokale, der havde taget dem på en tur ud at snorkle i koralrevet nær øen to dage tidligere.

Nu fortæller han sin historie til den udsendte fra det danske konsulat, en historie, der bliver mindre og mindre troværdig jo mere han fortæller. Men hvad skete der egentligt på den ø?

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

En forfatters økonomi

Tags

, , , , , , , , ,


Sjette indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Lad os bare starte med at slå det indlysende fast først: Det er pissesvært at tjene penge på at skrive bøger. Basta. Men dette indlæg vil ikke handle om forfatteres svære indtjeningsmuligheder eller dårlige betaling, for forfattergerningens økonomi rummer mange udfordringer både for de forfattere, der tjener godt, og dem, der ikke gør, og det er disse udfordringer, dette indlæg vil handle om.

Så hvis du leder efter råd til at tjene mere, så må du kigge andre steder, her fokuseres på de generelle menneskelige udfordringer og bekymringer som følger med jobbet. 

For en forfatters økonomi er vanskelig at håndtere, hvad enten man som mange ligger et godt stykke under, hvad samfundet ellers lader til at opfatte som fattigt, eller er en af de heldige få, der klarer sig igennem, eller måske endda er blevet velhavende af at skrive.

Så, ja, mange forfattere bekymrer sig meget om økonomien. Og ja, det er pissesvært at tjene penge. Jeg har selv mine søvnløse nætter af og til, og fordi det er en så usikker levevej, har jeg faktisk kun helt ro i maven, når jeg kan se et år eller mere ud i fremtiden og vide, at jeg nok kan klare den så langt. 

Her følger de udfordringer en forfatters økonomi rummer.

Usikkerheden

Glem alt om fast månedsløn. Der er ingen faste indtægter i en forfatters liv. Og der er ingen iøjnefaldende indbygget retfærdighed i indkomsten. Der behøver ikke være en sammenhæng mellem den tid, man har investeret i sit værk, og de penge man ender med at tjene på det. Det gælder også, når det kommer til sværere målelige størrelser som kvalitet og nødvendighed. Det er meget et spørgsmål om held eller at ‘ramme noget i tiden’ eller tilfældigvis at blive bemærket af de rette på det rette tidspunkt. Man kan gøre sit bedste, men intet er givet på forhånd.

Pengene er meget længe om at finde vej til forfatteren

Man tjener som udgangspunkt ikke penge på at skrive bøger. Man investerer sin tid og flid. Det kan tage meget længe at skrive en bog. Fra måneder til flere år. Og det arbejde er ulønnet som udgangspunkt. Bogen skal udgives, før den kan tjene penge. Forfattere får ikke løn, de får royalties, altså en andel af bogssalgets indtjening. Bortset fra et eventuelt og gerne beskedent forskud, udbetales royalty først året efter bogens udgivelse. Groft sagt: Et år til at skrive en bog, et halvt til at udgive den, og så først royalty året efter udgivelsen. Alle øvrige indtægter, som en bog kan udløse til en heldig forfatter, vil oftest også først komme længe efter udgivelsen.

Pengene udbetales gerne årligt

Er du typen, der altid har overtræk på kontoen sidst på måneden? Så vil en forfatters virkelighed næppe virke beroligende på dig. Du kan nemlig glemme alt om løn hver den første. Forfatteres indtægter varierer og deres indtægtskilder er ofte meget forskellige, men fælles er, at forlag udbetaler royalty en gang om året, gerne om sommeren. CopyDan-udbetalingen, hvis skoler har kopieret ens værker, udbetales også årligt. Biblioteksafgiften, hvis ens bøger er at finde på landets biblioteker, udbetales også årligt. Selv hvis du tjener godt, så kræver det altså, at du kan styre dit forbrug, for pengene skal strækkes året rundt.

En forfatters indkomst er B-indkomst

Det betyder, at der IKKE er trukket skat, når beløbet udbetales. Det skal man som forfatter selv sørge for at få gjort. Det kan være en udfordring at overskue. For ikke nok med, at man selv skal sørge for at betale sin B-skat, så er samfundet bare ikke indrettet til forfatterens skæve indkomst. Samfundet er indrettet til folk med fast månedlig løn. Derfor skal B-skat betales i månedlige rater. Man kan ikke sige, at hallo jeg fik sgu 25.000 i biblioteksafgift, kan jeg få lov at betale min skat af dem nu, så jeg ved, hvad jeg har at bruge af resten af året? Nej, de skal betales i månedlige rater. Og disse rater fastlægges året i forvejen, hvilket betyder, at man ikke bare skal betale sin b-indkomst i månedlige rater, men man skal faktisk begynde at betale skat af indkomsten, før den er tikket ind på kontoen. Nogle forfattere snubler i skatten. 

Glem alt om overarbejde

Altså, du kan arbejde alt det, du har lyst til, bare rolig. Og mange forfattere arbejder røven ud af bukserne. Men måske er du vant til at kunne tage lidt overarbejde på jobbet, eller et par ekstra vagter, hvis der er uforudsete udgifter, eller økonomien bare er tynd i en periode. Som forfatter er der ikke meget, du kan gøre i sådan en situation. En bog tjener først penge, når den er udgivet, og selvom der ER sideindtægter af forskellig art, som man kan være heldig at få som forfatter (foredrag, oversætterjobs, artikler til aviser og blade. osv.), så er forfatterlivet lidt skruet sådan sammen, at disse oftest byder sig til, når man har masser af vind i sejlene, mens de ofte glimrer ved deres fravær i de svære perioder. Man kan søge et legat og håbe, at man er heldig, men der er ikke legater til alle. 

Glem alt om pension

Som lønmodtager indbetaler man automatisk en del af lønnen til forskellige pensionsordninger, så ens alderdom er sikret. Som forfatter sker det ikke. Da langt de fleste forfattere og andre kunstnere i øvrigt lever et stykke under de forskellige forslag til fattigdomsgrænser, som luftes fra politisk side fra tid til anden, er der sjældent råd til at spare op til pension selv. Når valget står mellem mad og husleje nu og her, eller muligvis en gang når man er gammel, hvis man lever længe nok, så giver valget lidt sig selv. Man kan håbe, at biblioteksafgiften stadig kaster lidt af sig, når man bliver gammel. Og det er det. 

Du er uden for systemet

Jeg var lidt inde på det allerede oppe ved B-indkomsten og pensionen, men systemet er simpelthen ikke særligt smidigt, når det gælder alternative indkomstformer. Du vil opleve at være udenfor og blive set skævt til og forsøgt presset ind i de kasser, samfundet fungerer efter. Sygedagpenge, A-kasse, skat, banker. Du vil konstant blive mødt med mistanke eller ubrugelige løsninger og umulige krav. Du passer bare ikke ind. Og det er DIT problem. Det kan let komme til at føles, som om du overlever på trods af systemet og måske endda mod systemets vilje, og det er jo egentligt sært og underligt, når nu der samtidig udbetales bibliotekspenge og legater til forfattere. 

Din indtægt kan være stærkt svingende

Et år kan du være heldig at sælge mange bøger, filmrettigheder og andet. Det næste udkommer der måske ikke engang en ny bog. Det er en konstant bølgegang i bedste fald. Du skal kunne overskue at lægge til side i de gode tider, så der er noget at leve for i de svære tider. Og det selvom din årsindtægt sjældent er noget at prale af. 

Din indtægt er meget sårbar

Selvom du gør dit bedste og gør alt det rigtige og er talentfuld og flittig, er din økonomi sårbar. I nogle tilfælde skal der ikke mere end en sur lektørudtalelse til for at ødelægge en bogs økonomi – og altså din årsindtægt. En enkelt morgensur person har magten til det, og den bruges med jævne mellemrum. Fortjent som ufortjent. En planlagt filmatisering af en af dine bøger kan ligeledes falde fra hinanden, fordi en enkelt person undervejs afviser den. Et legat kan gå til en anden, fordi én person i legatudvalget ikke orker dig. En boghandlerkæde kan undlade at indkøbe din nye bog, fordi indkøberen ikke tror på den. Forlaget kan opsige samarbejdet, fordi din redaktør er blevet fyret eller forlaget har fået ny direktør, der vil skabe en ny forlagsprofil. En politiker beslutter et eller andet, som spænder ben for dig, og bare rolig, det gør de alt for ofte. Din økonomi hænger altså mere eller mindre konstant i en tynd tråd, og der skal ikke meget andet end en dårlig dag for en person, du måske aldrig har mødt, til, før du er fucked. 

Du vil konstant blive presset til at arbejde gratis

Og nogle gange gør man det. Fordi der skal jo ske noget, eller hvis man lige gør dit og dat, så sker der måske det og det, og den og den dør kan måske åbnes, så man kommer videre eller blive bemærket. Eller også gør man det som en vennetjeneste, fordi den slags gerne giver noget igen. Troede man. Men meget ofte vil du ikke opnår andet end at arbejde gratis. Det kan være en internetboghandel, der gerne vil bruge dig som sparringspartner, og du tænker, at det vil du gerne, for mon ikke de så gør dine bøger mere synlige. Det kan være et foredrag eller en oplæsningsevent, og du tænker, at så kommer der da nogen og får måske øje på dig. Det er da bedre end at sidde derhjemme og være overset. Det kan være et magasin, der vil have skrevet en artikel, men ikke lige har pengene. Det kan være et filmprojekt, der med garanti vil tjene millioner til dig, hvis du bare lige … 

Det er utroligt så meget ulønnet arbejde en forfatter kan få. Og pudsigt, at alle andre på disse projekter gerne lønnes. 

Jeg læste tidligere på året, at Hemmingway levede efter den benhårde regel, at han ikke måtte bruge flere penge, end han tjente det pågældende år, selv hen imod slutningen af hans liv, hvor han var en holden mand. Det betød, at han spinkede og sparrede, selvom han strengt taget havde penge nok. Det kan undre, men måske knap så meget, når man ved, hvordan en forfatters økonomi er skruet sammen, og hvor benhård en vilje, der skal til, for at få enderne til at nå sammen. Også selvom man regnes for en af sin tids største forfattere, som Hemmingway gjorde, og er vandt til at sælge mange bøger og filmrettigheder og hvad ved jeg. Har man ikke den vilje, ja, undskyld, hvis jeg lyder som en fra Cepos nu, men uden den vilje og det økonomiske overblik, så kan forfatterlivet ende i et økonomisk mareridt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som er en smule tabubelagt, nemlig : At blive anmeldt

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Køb ‘PANZER’ til kun 100 kroner

Tags

, ,


Efterfølgeren til STIKKER

Vi bliver i tiden under besættelsen lidt endnu, for denne måneds tilbud er efterfølgeren til ‘STIKKER’, den anmelderroste ‘PANZER’, der foregår for 75 år siden, i de sidste uger af Anden Verdenskrig.

‘PANZER’ foregår altså et halvt års tid efter handlingen i ‘STIKKER’, og vi følger igen Sabotagegruppe BB. En del af medlemmerne er skiftet ud. Nogle er døde, nogle er taget af tyskerne. Det er regnskabets time, og der er mange beskidte spil i gang, som helst skal finde deres afslutning, inden krigen er slut.

Bemærk: Der er et yderst begrænset antal på lager. Bogen genoptrykkes næppe, så mangler den i samlingen er det nu, du skal slå til.

Frem til den 24. maj 2020 kan du få fingre i ‘PANZER’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

‘PANZER’ udkom tilbage i 2006 som andet i bind i serien om Sabotagegruppe BB. Jeg havde flere idéer til bøger i samme serie, men dem fik jeg aldrig skrevet.

Denne udgave af ‘PANZER’ blev trykt i 2015.

Selvom ‘PANZER’ er udkommet i forskellige udgaver og er blevet oversat til både engelsk og svensk, opnåede den aldrig helt samme succes, som første bind i serien, ‘STIKKER’, og det har jeg måske aldrig rigtig forstået, for i mine øjne er ‘PANZER’ en meget bedre bog. Men sådan er der så meget.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Det ensomme job

Tags

, , , , , , , , ,


Femte indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det kommer næppe bag på nogen, at en stor del af arbejdet med at skrive bøger foregår i ensomhed, i forskellig grad isoleret fra omverdenen. Nogle har brug for mere ro omkring sig end andre, men det er alligevel svært at se forfattergerningen som et udadvendt job som sådan. Selvom der selvfølgelig kan være en udadvendt del, når bøgerne skal formidles og sælges, men i sit udgangspunkt er bøger noget, man skriver alene. 

For os, der frivilligt vælger en livsstil, der rummer så mange timer tilbragt i ensomhed, lyder det nok ikke for mange af os som nogen større byrde at få lov at tilbringe en stor del af tiden alene og i fred. Vi er overvejende introverte mennesker, måske oven i købet i en sådan grad, at lige præcis den side af forfatterlivet faktisk tiltrækker os. Mange forfattere opfatter, især i starten af karrieren, før ens ting blev udgivet og det måske blev alvor på en anden måde, det at skrive som et helle, et sted, hvor man kunne finde ro til at folde sig ud, en pause, en frihed, en velsignelse måske endda. 

Måske er det derfor, vi ikke ser ensomheden som noget problem før meget sent. Jeg ved fra mig selv, at jeg i de svære perioder, som der desværre har været flere af end de lette, har søgt mere ensomhed, mere isolation, for i det mindste at få skrevet noget. Som vi var inde på i sidste indlæg (Den frygtede skriveblokering), så er en forfatter, der ikke skriver en sølle størrelse, og vi — eller jeg i hvert fald — kan have gjort problemerne meget værre i desperation over ikke at skrive. Nok. 

Ensomhed har aldrig skræmt mig. Jeg har direkte BRUG for at kunne trække mig fra andre mennesker indimellem. Selv min elskede familie. Behovet for isolation omkring mig, når jeg arbejder, er heller ikke blevet mindre i løbet af min karriere. Tværtimod. Da jeg var ung, kunne jeg godt skrive, selvom der var andre i den lille to-værelses, jeg boede i. I dag kan jeg dårligt have, at der er nogen hjemme i den tre gange så store fire-værelses, jeg bor i nu, og jeg kan ikke høre musik, mens jeg skriver, og jeg kan ikke have nogen kontakt overhovedet, før jeg sætter mig til at skrive. Det er rent ud blevet for meget. Stadig har det været svært for mig at erkende, at den form for isolation ikke gjorde noget godt for mig, og at hvis det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive, så burde jeg måske slet ikke skrive. Der ER vigtigere ting i livet. 

Når alt der her er sagt, så er forfattergerningen heller ikke et job og et liv, hvor man blot skal håndtere den simple ensomhed det er at være alene nogle timer hver dag, hvor man skriver. At være forfatter er faktisk et liv i ensomhed og alene på rigtig mange måder ud over den tid, man bruger på at skrive. 

Man er alene med ansvaret. Det er forfatteren og ingen andre, der står for skud, hvis bogen ikke er god. Nok.

Det er svært at dele sit liv, sine tanker om arbejdet, sine bekymringer eller drømme og planer med andre, der ikke skriver. For nok lytter de, men det er virkelig en fremmed verden, og selvom de elsker en og gerne vil, så forstår de sgu ikke rigtig.

Man kan endda ofte ende i en situation, hvor det der forfatterhalløj ikke rigtig tæller som et rigtig arbejde. Man kan opleve mildere former for socialudelukkelse, som at ens argumenter eller poltiske opfattelse fejes af bordet, fordi man jo ikke er en del af den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har et rigtigt job. 

Nogle typer lader endda til at mene, at alle kunstnere og forfattere er forkælede samfundsnassere, man ikke kan tage alvorligt. Og selvom man selvfølgelig ikke bør tage de typer alvorligt, så tæller de på isolationsbarometeret, og på kedelige tidspunkter i ens forfatterliv, kan det godt bide at blive mødt på den måde. 

De eneste, der egentligt forstår en, er andre forfattere, men det kan være svært at tale med mange af dem, fordi hånden på hjertet, vi er alle konkurrenter. Der er ting, man ikke deler med sin konkurrent. 

Man er alene i forhold til forlaget. Manges ellers nærmeste samarbejdspartner og ofte vigtigste fagligt-sociale kontakt. Redaktøren. Forlagsfesterne. Men forlag og forfattere er meget sjældent jævnbyrdige parter. Flopper forfatteren, har forlaget andre forfattere, andre bøger, ellers finder de dem. Man er også alene i forhold til kontraktforhandlinger og selve samarbejdet med forlaget. Redaktøren arbejder ofte på en gang med mange kontorer, hvor man mødes i kantinen eller stikker hovedet ind hos naboen, hvis man har brug for at vende noget. Forfatteren går hjem til sig selv. 

Men selvudgivere er kun endnu mere alene. Her er der ikke engang et forlag at mødes med og dele bare en fornemmelse af ansvaret med. Her er man helt alene. 

Man er alene med sin økonomi. Det er alle selvfølgelig, MEN en forfatters økonomi er så anderledes, at den simpelthen ikke giver mening for almindelige mennesker, eller for samfundet som sådan. Man er uden for de kasser og logikker, der rummer almindelige mennesker. Og det er også en form for ensomhed.

Selv de steder, hvor forfattere forsøger at stå sammen, i forfatterforeningerne, i forskellige litterære grupperinger osv. kan man hurtigt opdage, at der er så stor forskel på forfatteres levevilkår, tankegange og rummelighed, at man måske ikke føler sig repræsenteret eller sågar velkommen i disse sammenhænge, og ja, så ender ensomme, introverte mennesker let med at føle sig udenfor. Og trække sig.

Og udenfor er en meget skidt følelse for en, der i forvejen måske er for meget alene. 

Men hvad stiller man op? Vi forsøger jo alle at gøre noget. Vi opsøger sociale sammenhænge, bogmesser, forfatterforeninger, forlagsfester, hvor vi kan møde andre mennesker, uden at være den sære forfatter (kan du leve af det?), så godt det nu lader sig gøre, og nogle gange er det skidegodt. Andre gange ikke. 

Nogle forsøger at gøre jobbet mindre ensomt ved at skrive på cafeer eller leje sig ind i kontorfællesskaber. Det har jeg aldrig kunnet få mig selv til. Måske af blufærdighed, måske fordi skønlitteratur er vanskeligere at arbejde med. Man skal rumme hele universet, alle tanker og følelser på alle personer, der er tilstede i den scene, man skriver, mens man skal have nogenlunde styr over, hvor hele historien bevæger sig henad. Skrev jeg faglitteratur eller journalistik var det måske en anden sag.

Nogle skriver bøger sammen. Så er man i det mindste to om det. To om ansvaret, to om tankerne, to om det hele. Men det kræver nok, at man har god kemi sammen, tænker jeg, og lad os se det i øjnene, nogle af os er nogle kantede typer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Ene, men stærk, siger man. Skal man have nogen som helst chance for at overleve som forfatter, så skal man være det. Man skal ikke bare kunne håndtere ensomhed, men at være alene på alle de måder, forfattere er alene på, og for nu at være ærlig, her få måneder efter mit 25-årsjubilæum, så kan det vise sig langt vanskeligere, end hvad man måske lige forestiller sig. Bare så du ved det. 

For er man meget alene, føler man sig lidt udenfor i mange sammenhænge, har man lidt tendens til at isolere sig, når livet er svært, og har man en hjerne, der er trænet i at opbygge fiktive universer og udlægge skjulte sammenhænge og motiver, så har man en cocktail, der kan være rigtig farlig. Og de ting er jo samtidig de ting, man må rumme, hvis man overhovedet vil være forfatter, så det ligger lidt i kortene på forhånd, at dette kan gå rigtig galt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som vækker konstant bekymring blandt de fleste kunstnere: Økonomien.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Køb ‘STIKKER’ til kun 100 kroner

Tags

, ,

Det er i denne måned 80 år siden, Hitlers nazityskland besatte Danmark. I den anledning har jeg valgt i kort tid at sænke prisen på min roman ‘STIKKER’, der foregår i København under besættelsen.

‘STIKKER’ er uden sammenligning min mest populære bog. Den har solgt absolut bedst, bliver streamet flittigt, har tjent flest penge, er oversat til flest sprog, fået mest anmelderros og har været nomineret til flest priser. Af samme grund sker det yderst sjældent, at jeg sætter den på tilbud, for det er simpelthen ikke nødvendigt.

Så dette er noget ganske særligt. Men det er også en ganske særlig anledning. Det er 80 år siden, Anden Verdenskrig kom rullende med død og ødelæggelse. Der har heldigvis ikke været krige som den siden, og lad os håbe, at der aldrig kommer det.

Frem til den 20. april 2020 kan du få fingre i ‘STIKKER’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

‘STIKKER’ er mørk noir-thriller om en mørk tid. Der er intens spænding, ja, hold på hat og briller, men den er mere end det, den er et portræt af mennesker fanget i en dyster virkelighed med svære valg.

Man kan let narre sig selv til at tro, at det var lettere at vælge det gode eller det rigtige dengang, når man ser tilbage på tiden med nutidens øjne. Vi ved jo, hvor grusom nazismen var, vi ved også, at de tabte krigen, og vi sidder i sikker afstand, her 80 år senere, og risikerer ikke meget ved at tage stilling. Men det var ikke lettere dengang end i dag, hverken at gennemskue eller at vove at tage stilling og kæmpe imod.

‘STIKKER’ er udkommet i mange udgaver og mange oplag gennem årene. Den udkom oprindeligt helt tilbage i 2003 som den første udgivelse på mit nystartede forlag 2 Feet Entertainment. Denne udgave det sidste nye.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Humor, for alvor!

Tags

, ,

Marts måneds tilbud er en ganske særlig bog i mit forfatterskab, novellesamlingen ‘Amerikansk olie’. En samling korte historier, alvorlige, måske endda litterære, men med et glimt i øjet, både af tårer og grin.

Jeg synes, tiden lige nu, hvor verden mere eller mindre er lukket ned, er tiden til at tænke over, hvad det er for en verden, vi lever i. Hvad vi vil med den, hvad der er værd at kæmpe for, hvad der giver livet værdi. Hvorfor er vi her? Hvordan skal verden se ud, når alt dette er overstået? Kan vi måske endda vove at forestille os den bedre? ‘Amerikansk olie’ er en samling noveller, skrevet, når jeg har været i det hjørne, og derfor synes jeg, at det lige netop nu er tid til, at de bliver læst.

Derfor har jeg nedsat prisen på ‘Amerikansk olie’ til 100 kroner, alt inkl. Men kun måneden ud! Så tirsdag er sidste chance!

‘Amerikansk olie’ har især fundet sin berettigelse i undervisningen på skoler, gymnasier og universiteter. Det er jeg selvfølgelig glad og stolt over, men det er tekster, der er skrevet til at blive læst af lyst også.

‘Amerikansk olie’ er udkommet i et par forskellige papirudgaver, men dette er den flotte første udgave, endda første oplag! som du kan få fingre i for kun 100 kroner, inkl. moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her.