FRA RYGGEN kun 100 kroner

Tags

, , , , ,

 

Bare så satans spændende!’ skrev Weekendavisen

‘Fra ryggen’ er en thrillerroman, jeg skrev for næsten 20 år siden. Handlingen fører os rundt i verden, både i det, der var nutid, da jeg skrev bogen, og tilbage til anden verdenskrig og tiden efter. Det var en bog, der krævede et stort researcharbejde, hvor jeg blandt andet var en tur både i Paris og i Berlin, inden bogen kunne skrives.

‘Fra ryggen’ udkom oprindeligt på Gyldendal. Denne udgave er dog en senere udgave, udgivet på 2 Feet Entertainment, og har en anden slutning end udgaven fra Gyldendal. Min oprindelige slutning blev nemlig omskrevet i forbindelse med udgivelsen på Gyldendal, desværre med det resultat, at næsten ingen læsere forstod den. Derfor valgte jeg at genudgive bogen, da jeg fik mulighed for det nogle år senere, med den slutning, bogen havde i det originale manuskript.

Da Jakob og hans gravide kone, Stine, kommer hjem en sen aften og overrasker en indbrudstyv i lejligheden, rives tæppet væk under fødderne på dem, og de befinder sig pludselig midt i et indviklet spil mellem hemmelige organisationer, hvor intet er, som det ser ud. Jagten går rundt i Europa, mens de forsøger at finde hoved og hale i, hvorfor alle vil have fingre i et fjollet, gammelt maleri af en kvinde med en stor numse, som Stine arvede efter sin mormor for flere år siden.

“Kan absolut anbefales til en gysende sommerdag i hængekøjen.”
Bestseller på DR2.

“Både tempo og spænding holder et imponerende højt niveau hele vejen.” 
Woman.

Frem til den 27. september 2020 kan du købe ‘Fra ryggen’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter

Tags

, , , , , , , , , , , ,


Niende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Dette sker samtidig med, at jeg arbejder på en bog med interviews om emnet.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter

At være forfatter rummer nogle særdeles modsatrettede krav til de evner, man som menneske forventes at besidde for at kunne gøre sig i faget. Først skal man selvfølgelig være introvert nok til, at man kan holde ud at sidde alene i månedsvis, hvis ikke år, og skrive på sit værk, dernæst skal man have selvdisciplin nok til også at få det gjort, og endelig skal man samtidig kunne træde ud af isolationen og selvsikkert håndtere jobbets udadvendte sider.

Man må kunne ‘brænde igennem’ i interviews i aviser, på tv eller radio, man skal formå at holde publikum fast til foredrag eller forfatterinterviews på scener til bogmesser, og man skal kunne møde læserne i øjenhøjde til bogsigneringer eller til forskellige oplæsningsevents — eller hvad søren det nu kan være. 

Nogle af disse ting kan faktisk vise sig ganske berigende at deltage i, man kan som forfatter få et lille sus af opmærksomheden, vi tørster jo lidt efter kontakt til vores publikum, der aldrig er tilstede, mens vi skaber vores værker, og nåja, det er da én måde, man kan opleve, at der er nogle derude, der sætter pris på ens hårde og ensomme slid med teksten. 

Der skal nok være nogle derude, der måske endda er lidt afhængige af det sus opmærksomheden og anerkendelsen kan give, nogle oplever måske endda, at det er lige her, de mærker, at deres arbejde har båret frugt. At det hele gav mening. 

Avisforsider kan da noget. Bifald efter et vellykket foredrag kan også noget. Køen af læsere med små julelys i øjnene og en bog til signering ditto. At modtage en pris foran et publikum, at blive kaldt op på scenen til premieren på en film eller et teaterstykker, man har skrevet, eller som er bygget over noget, man har skrevet, kan med garanti også noget.

Følger man et par forfattere på Facebook eller Instagram, vil man med garanti før eller siden se opslag om netop disse ting, måske et selfie sammen med andre smilende forfattere fra en bogmesse eller et billede af forfatteren på en scene foran et lyttende publikum, og det ser jo næsten glamourøst ud, det der spændende forfatterliv. De socialmedier kan noget i den sammenhæng. 

Men der er igen et par men’er her. For nok kan det være sjovt og rumme gode oplevelser, selv for en halvgenert introvert forfattersnegl, det er bare ikke hele billedet.

For der er en tid, før man er på, og der er en tid efter, man har været det, som — selv når det går godt — ikke altid stråler ligeså glansfuldt som billederne, der blev delt på Facebook. 

Et foredrag kræver dages forberedelser. Man skal skrive det, øve det, skrive det om, øve det mere, og selvom det sagt på den måde lyder meget lige til, så skal man ikke glemme nerverne. For der er ofte nerver på. Det er en uvant situation for en person, der tilbringer det meste af sin tid alene i en fantasiverden foran computeren, at skulle stille sig op foran en sal fuld af mennesker og forsøge at sige noget klogt.

Det er alt andet end ens normale comfort zone. Alt, hvad der involverer mange mennesker, kan være en mundfuld for introverte sjæle, de mange indtryk, folks reaktioner, forsøget på at være nærværende, mens en del af én tolker og nogle gange overtolker det hele samtidig. 

Der kan være voldsomme nerver, før man skal på. Der kan være søvnløse nætter i dagevis før. Jeg har selv præsteret at ligge søvnløs og spekulere over, hvad jeg skulle sige, hvis det gik galt til en bogmesse flere måneder ude i fremtiden, og så begynder man at have et problem. 

Jeg har set andre forfattere være rystende nervøse og nærmest usammenhængende før live-interviews på bogmesser, jeg har set nogle have dulmet nerverne med lidt for meget alkohol eller forskellige beroligende piller, jeg har selv taget betablokkere, før mange af mine live-optrædender. 

Ja, noget af det bliver bedre med rutinen, jo mere og oftere man stiller sig op foran et publikum, jo lettere bliver det. For det meste. For rutinen rummer jo også de dårlige oplevelser, som der også kan være ved at stikke snuden frem.

Et vellykket foredrag, hvor man føler, at man har publikum i sin hule hånd, hvor de griner, hvor de skal, og har et hav af spørgsmål bagefter, er en fed oplevelse, tag ikke fejl af det, men den lille dæmon inden i os, som holder nerver og sceneskræk i live, den er rigtig god til at huske de gange, det ikke går helt så godt. Så rutinen kan også hurtigt vise sig at gøre det hele værre. 

Når man har oplevet et publikum, der bare ikke gad være der. Som man ikke kunne nå, som ikke grinede med, som ikke havde nogen spørgsmål, eller endnu værre spurgte så man pludselig følte sig under anklage for et eller andet. Eller bare den der gabende tomme sal, hvor det samlede publikum måske ikke talte mere end en eller to personer, der lidt så ud som om de var gået forkert.

Den slags sker. Det sker for alle. Før eller siden. Selv de største og bedstsælgende forfattere, jeg har talt med, har oplevet, at blive mødt af en tom sal eller ingen gæster til en bogsignering. Det er ikke sjovt. Man prøver at grine lidt af det. Selvom det selvfølgelig også rummer en lille herlig historie om, hvor ubetydelig ens forfatterskab også er. For nok sker det for alle, men fed og opbyggende er oplevelsen ikke. Og slet ikke i de tilfælde, hvor man render ind i en stime. Der skal overraskende få gentagelser til, før det bider sig fast, og så kræver det pludselig mere mod, end man måske har i sig, at stille op til den slags. Måske begynder man at sygemelde sig. Sceneskræk er en virkelig ting. 

Min personlige samling af øv-oplevelser: Skænderi med interviewer foran et live-publikum til en bogmesse — et skænderi intervieweren forsatte over mails nogle måneder senere, og på en avis’ sider senere endnu. En bibliotekar, der bød velkommen til foredrag ved at læse en anmeldelse op, hvor min nye bog blev sablet ned. Et fjendtligt publikum til et andet foredrag, hvor alle så på mig med bistre miner og bagefter krævede at vide, hvorfor jeg havde stjålet dit og dat fra andre bøger. Bogsignering til en kulturnat, hvor der ingen kom, andet end par venner, der kunne grine lidt ad mig, mens jeg sad der helt alene under et banner med Steen Langstrup signerer. TV-interview, hvor den sorte klap gik ned, og jeg lige pludselig ikke anede, hvad min egen bog handlede om. At møde op for at holde et foredrag, og der simpelthen ikke var nogen til at tage imod mig, andet end et par gæster, der vist ikke helt vidste, hvad de lavede der. En avisfotograf, der skulle tage billeder dagen efter selve interviewet havde fundet sted, og mens vi ledte efter et sted at tage billedet, forklarede mig, at hvis han bestemte, så ville han tage et billede, hvor jeg havde fået hamret en gammel fyldepen i panden, og så skulle der stå: “Så skriv for pokker noget ordentligt,” nedenunder.

Jeg overlevede det alt sammen. Nogle af tingene ramte mig hårdere end andre. Nogle kunne jeg grine lidt af. De fleste lærte jeg noget af. 

Jeg fortæller ikke om disse oplevelser for at klynke (for intet kan være mere forbudt her i den hellige konkurrencestat), men for fortælle, at både tiden før en optræden, hvor nerver og søvnløse nætter kan tære på én, og tiden efter, hvor oplevelserne fordøjes, er en udfordring at håndtere. Jeg skrev med vilje ‘er’ og ikke ‘kan være’, for mange af os introverte oplever selv de fede og sjove udadvendte oplevelser i forbindelse med jobbet, som udmattende i en grad, så man er drænet for energi nogle gange op til en uge efter. Og nåja, de værste oplevelser kan sidde i én meget længe efter, og de kan betyde, at man måske finder på at undgå de udadvendte dele af jobbet. 

Hemmingway undlod fx at møde op til overrækkelsen af Nobels Litteraturpris iflg en biografi, jeg læste sidste år, da han vandt prisen med ‘Den gamle mand og havet’. Det er svært at forestille sig nogen større hæder for en forfatter, nogen bedre chance for at sole sig lidt i anerkendelsen, og han gemte sig i stedet, mens han vist stressede over konstant at blive forstyrret i skriveriet.

Dér kan vi alle ende. Det er ikke nødvendigvis altid en givende oplevelse at stikke snuden frem eller stille sig til rådighed for andre mennesker. Og ja, det forstyrrer jo skrivearbejdet, det forstyrrer roen, både i tiden op til og tiden bagefter. Man kan nå til et sted, hvor man ikke orker det længere. 

Har man det svært med billeder af sig selv, så bliver det altså heller ikke lettere at håndtere, fordi billederne er på en avisforside eller endnu værre, hvis ens ansigt dukker op på tv. Hvis man har det med at miste troen på sig selv og egne evner, overmandes at tvivl og usikkerhed, så bliver det næppe bedre af at læse et interview med en selv, for ofte citeres man eller beskrives på en måde, der ikke nødvendigvis er vildt fed eller i nærheden af det, man prøvede at sige. Vinklingen alene kan være en mundfuld. Sådan er jeg jo ikke. Det mente jeg ikke sådan. 

Man skal forstå at være sin egen bedste ven i disse situationer. Man behøver jo faktisk ikke at se programmet selv, bare fordi man har været i tv. Man behøver ikke læse interviews i aviserne. Man behøver ikke lade disse ting fylde mere end højst nødvendigt. Men det føles også lidt som at kyllinge ud, hvis man undgår det, og man skal ikke forvente, at omverdenen nødvendigvis forstår, at man gør det. 

Man kan og bør også sortere i, hvad man siger ja til. Og gøre sig klart med sig selv, HVORFOR man overhovedet gør det. Det er en god ting at gribe magten i de situationer, både i det øjeblik man træder ind på den pokkers scene — de første sekunder er afgørende, ej dem! — men også når man tillader sig at tage stilling til, om man overhovedet vil være med.

Man kan og bør stille krav. Og nej, de udadvendte dele sælger ikke nødvendigvis bøger eller gør dig til mere eller mindre forfatter. Al omtale er ikke god omtale. At være en smule beæret over, at nogen overhovedet spørger dig, er en rigtig dårlig grund til at stille op. Kunstnere af alle slags bliver ofte udnyttet i denne verden, og den, der ikke kan sige nej, bliver det med garanti. 

Næste gang vil jeg kigge lidt på en ting, som man måske ikke tror kan være svær at håndtere, før man lige pludselig står i det: Forfatteridentiteten

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Tags

, , , , , , , , , , ,


Ottende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Læs tidligere indlæg i serien. 

Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Fortæller man folk, at man er forfatter, er det overraskende, hvor ens reaktionerne er. ‘Kan man leve af det?’ er nok det mest almindelige, gerne fulgt af en undring over, at de så ikke kender ens navn, når man så kan fortælle, at det kan man, og det gør man.

‘Du må have vildt meget selvdisciplin,’ er en anden almindelig reaktion, som de første gange, jeg oplevede det, slog mig helt ud af kurs. For altså helt ærligt! Mig? Selvdisciplin? 

For i min verden går jeg ikke rundt og roser mig selv over den høje produktivitet, nej, jeg er for det meste meget lidt imponeret over samme og har flere gange regnet mig frem til, at hvis jeg bare tog mig sammen og samtidig fik skabt noget mere ro omkring mig, så ville jeg snildt kunne skrive dobbelt så mange bøger, måske endda meget mere end det. 

Det lykkes bare aldrig. Jeg har i de mange og tyve år, jeg har skrevet bøger, konstant slået mig selv oven i hovedet med, at jeg jo har tiden, jeg har fandme også idéerne, jeg er motiveret, jeg VIL gerne, jeg ved, jeg kan, men fuck om det bliver til mere end en bog om året i gennemsnit. 

Hvis jeg havde meget selvdisciplin, så skrev jeg måske fire eller fem bøger om året. Eller bare to, for pokker da, det burde jeg da kunne nå! 

For noget tid siden snakkede jeg med min søde og smukke kone om at være afhængig af forskelligt. Jeg har ikke det store afhængigheds-gen og kvittede i sin tid smøgerne forholdsvist let. Så jeg postulerede lidt vel kæphøjt, at jeg ikke var afhængig af noget som helst, og så sagde hun: ‘Jo, du er, dit arbejde.’

Mig? Der altid er bagefter, altid ser tidsplanerne skride, der aldrig kan finde arbejdsro, der kun lige akkurat når at skrive en sølle bog om året, pisket til det, skulle jeg være arbejdsnarkoman? Arbejdsnarkomaner elsker jo deres arbejde, mit er oftest en form for desperat lidelse over ikke at få lavet nok. 

Hvad sker der for folk?

I ved godt, at opskriften på succes for amerikanske selvudgivne forfattere er noget i stil med en roman om måneden, ikke? Der kan man sgu tale om arbejdsnarkomaner med bemærkelsesværdig selvdisciplin. Mig? Hold nu op. 

Jeg er ham, der fik bank af sin far, fordi jeg var så luddoven, og skæld ud og hån af lærerne i skolen, fordi jeg måske ikke altid lige fik lavet lektier. 

På den anden side … så fik min kones ord mig til at tænke. Vi har været gift i rigtig mange år. Hun kender mig bedre end nogen. Hun har levet op og ned af mig i årtier. Og jeg kender hende. Hun ville sgu ikke acceptere det, hvis jeg drev den af, mens hun passede sit arbejde og leverede husstandens bedste og tilmed eneste faste indtægt. Gu ville hun ej.

Og alligevel har jeg aldrig, som i aldrig nogenside, hørt hende klage over, at jeg arbejdede for lidt. Til gengæld har hun mange gange opfordret mig til at holde mere ferie, til at tage den mere med ro, til at hvile mere i, at jeg når det nok. 

Nu jeg tænker efter, så stresser forårets helligdage mig altid. For der kan jeg ikke arbejde. Der er de andre hjemme, og de forstyrrer bare ved at være der. Der skal være ro, jeg skal være alene, og jeg skal arbejde. Der er meget, der skal nås. 

Når jeg taler med andre forfattere, så aner jeg noget af det samme billede. Det er selvfølgelig forskelligt fra forfatter til forfatter, hvordan det giver sig udtryk, men det er min oplevelse, at vi er en samling flittige individder udstyret med en krakilsk indre slavepisker, der bare aldrig helt bliver tilfreds. For nogle giver det sig udtryk som dårlig samvittighed, når de ikke får skrevet, for andre kan det med tiden blive grimt og mere selvdestruktivt. 

Hvor tit har man ikke set forfattere dele memes på Facebook med det simple budskab: Burde du ikke skrive nu? 

Den indre slavepisker er konstant på spil. Skriv for fanden!

Læser man Stephen Kings bog ‘Om at skrive’, som overraskende mange forfattere lader til at opfatte som en slags bibel, så møder man en forfatter, der har tjent penge nok tilat kunne leve resten af livet levet i luksus, men som alligevel føler, at en forfatter MÅ og SKAL skrive et bestemt antal ord, hver fucking eneste dag, om det så er jul, fødselsdage, tømmermændsdage, søndag eller hvad søren. Der skal skrives dagens ration, og tager det en halv time, så har man fri resten af dagen, tager det ti timer, så sidder man der, til det er skrevet. Man skriver. Man kan ikke slippe sit værk et par dage, så forsvinder det, så smuldrer det, så mister man sit flow. 

Men undskyld, hvad fuck er det her for noget? 

Jeg mener, er det ikke tankevækkende, at en mand som Stephen King er fanget i et tankesæt, der tvinger ham til at slide som en gal, selvom han vel om nogen skulle have sikret sig sin frihed og have bevist, hvad han kunne have at bevise? Ville verden ikke bestå, hvis han tog fri om søndagen bare?

Mange af os andre, der ikke har haft samme succes, har slet ikke muligheden for at skrive i weekenderne, fordi der simpelthen ikke er til at finde ro til det i vores mere beskedne hjem. Nogle har endda svært ved det selv i hverdagene, og mange forfattere tager helt væk fra familien i de perioder, hvor de skriver, eller i hvert fald indtil de er kommet så godt i gang med bogen, at det skrider lettere. 

Man kan næsten frygte, at succes, som den Stephen King har været heldig at opleve, ikke vil sætte os fri af den indre slavepiskers tyrani, men blot give os mulighed for at købe huse så store, at vi kan isolere os i et hjørne af dem, selvom andre er hjemme, og knokle endnu mere. 

Det er værd at tænke over. Jeg ved, at jeg selv har drømt om at have mit private tårnværelse i hjemmet, hvor ingen måtte nærme sig, så jeg kunne have mit space og få lavet noget. Virkelig få lavet noget.

Det er jo galskab. Det er noget, vi gør ved os selv, og det KAN virkelig suge livsglæde ud af en, hvis man ikke formår at håndtere det. Men hvordan gør så man det? Uden at måtte opgive at få skrevet? Kan man overhovedet det? Eller er det – også – bare et vilkår i forfatterlivet?

Jeg tror så ikke, at det er et vilkår, man bare må acceptere og lære at leve med, men jeg tror heller ikke, at det nogen let sag både at få gjort sine ting færdige og holde slavepiskeren i ro.

Men jeg tror, at det er muligt – og jeg tror IKKE, at løsningen er at overgive sig helt til den indre slavepisker som i Stephen Kings og de bindegale en-roman-om-måneden-amerikanske-selvudgivere – men jeg tror, man kan finde en balance, for den indre slavepisker er ikke en dæmon, der er kommet fra helvede, for at drive forfattere til produktivitet eller selvmord, det er noget, vi gør ved os selv. Måske er der andre måder at håndtere forfatterlivet på?

En forfatter har mange andre opgaver end at sidde på sin pind og bokse ord ind i computeren. Jeg iagttog ved mig selv, at jeg simpelthen ikke regnede disse opgaver for noget, når jeg gjorde op, om jeg havde fået lavet noget den dag. Det eneste, der talte, var om jeg fik skrevet på den bog, jeg arbejdede på. Jeg kunne se, når jeg tænkte efter, at sådan havde det altid været. En god arbejdsdag, en givende arbejdsdag, en vellykket arbejdsdag, var en, hvor jeg havde fået skrevet på min bog. Alle andre opgaver talte jeg bare ikke med. 

Det er en af min indre slavepiskers små svinestreger, for på det tidspunkt, hvor det gik op for mig, brugte jeg det meste af min tid på at udgive min samlede backlist som e-bøger, hvilket gav mig flere læsere og tjente langt flere penge, end en ny bog ville have gjort. Det var min karrieres smarteste træk at udgive e-bøgerne på præcis det rigtige tidspunkt. En forfatter lever ikke af at skrive, en forfatter lever af rettighederne til det, forfatteren allerede har skrevet. Og tjente penge har et eneste formål: At sikre arbejdsro i fremtiden. Alligevel var det eneste, jeg tænkte om mig selv på det tidspunkt, at jeg burde have skrevet mere.

Løsningen på det problem blev, at jeg begyndte at skrive timesedler til mig selv. Ingen andre har nogensinde set dem, men det dokumenterer over for mig selv og min indre slavepisker, at jeg ikke driver den af. At der bliver løst vigtige opgaver, også selvom jeg ikke fik lavet helt så meget på mit igangværende værk, som jeg måske havde drømt om.

Jeg skriver ikke timesedler længere. Jeg har udviklet konceptet lidt. For det gik op for mig, at alle mine post-its og to-do-lister, der flød omkring min computer faktisk også larmede og stressede mig, når jeg skulle skrive. Så i stedet har lavet en fil på min computers skrivebord som rummer mine arbejdsopgaver. Dag for dag. Når de er løst farver jeg dem. De slettes ikke. Jeg kan stadig selv se, at jeg får lavet noget. Det giver både lidt orden og overblik, hvilket tager pres og stress ud af ligningen, samtidig med at det modbeviser min indre slavepiskers påstande om, at jeg ikke får lavet en skid. 

Man kan også skabe mere ro om skriveriet og tage noget af presset af ved at forbedrede sit arbejde. Jeg har flere gange oplevet forfattere reagere voldsomt afvisende, når jeg har fortalt om hvordan jeg forbereder mig på at skrive en bog. Et par har endda påstået, at man ikke kan skrive ‘levende’ eller godt på den måde. Det er der ikke noget mærkeligt i. 

Der er nemlig en del angst forbundet med at kaste sig ud i så stort og krævende et arbejde, som det er at skrive en bog. Det kan jo smuldre mellem fingrene på en, og hvad nu hvis man mister sin åbning til det her fiktive univers, som al fiktion skrives i. Hvad hvis det glider ud af hånden på en? Hvad hvis det dør og visner mellem hænderne på en?

Min metode genopfinder jeg hvergang. Men det er variationer over samme tema. Kort fortalt, går jeg romanen og dens vigtige elementer, personer, steder, tid, konflikter osv igennem i tankerne igen og igen, inden jeg skriver det hele ud på A4-ark, kapitel for kapitel, person for person, sted for sted, og sætter dem alle i et ringbind. Jeg researcher derefter det nødvendige. Så når den dag kommer, hvor jeg er klar til at begynde på at skrive, så ved jeg i meget grove træk, hvad jeg skal. Jeg starter så fra en ende af, skriver et kapitel og slutter af med at læse arket med hovedtrækkene for næste dags kapitel, som jeg så åbner op for og lader boble i baghovedet indtil næste morgen, hvor det skrives. Ventetiden, resten af dagen, aftenen og natten, åbner kapitlet op og folder det ud i min fantasi, så det er der næste morgen, ventende på at blive skrevet.

Mange lader til helst at ville skrive så at sige ud i blå, uden at vide hvor de skal hen. Det kan man godt. Jeg har også skrevet bøger på den måde. Der er for og imod. Det er langt lettere at miste adgangen til historiens univers, eller overvældes af tvivl på projektet og egne evner, når man både skal overskue hele handlingsforløbet og altså bevæge sig halvvejs i mørke gennem historien, end hvis man har det overordnede forløb på plads i forvejen og kun skal overskue værket et kapitel ad gangen.

Og den der angst for at miste kontakten, tonen og nerven i romanen, hvis man ikke lige får skrevet en dag, er en reel fare, hvis man så at sige skriver sig vej gennem historien af frygt for at dræbe dens liv eller ægthed eller hvad ved jeg, den kan man slippe helt, hvis man har gjort sit forarbejde ordentligt. Jeg har skrevet romaner, som jeg har måtte give slip på et godt stykke inde i værket og ikke har kunnet skrive videre på i op til et år, og ingen – ikke engang jeg selv – kan i dag sætte fingeren på, hvor jeg var nået til, inden jeg stoppede. Det hele var der stadig. Det ventede på, jeg kom tilbage og skrev det færdigt. 

Kreativitet og fantasi er sårbare størrelser. De kræver ro, og de kræver kedsomhed. De trives ikke med press og præstationsræs. Vi lever i en tid, hvor alle har travlt, hvor vi let glemmer, at man ofte ofrer kvalitet, hvis man vil arbejde hurtigt. Det gælder også for forfattere. Nogle siger, at vejen til en god bog er at redigere en dårlig bog. Det er ikke løgn, at man kan rette op på meget bagefter, men den gode idé, man ikke gav tid og rum til at komme til sig, kan man ikke redigere frem. Den vil bare ikke være der.

Det er en balancegang. Ting tager tid. Pauserne er er en del af arbejdet. 

Jeg ved godt, at næsten alle forfattere mangler penge, og det derfor også er en faktor, der presser på for at øge produktiviteten. For når alt kommer til alt, så er det den mest åbenlyse knap, vi har at skrue på, når det kommer til at få brød på bordet. Og nogle forlag kræver også mindst en bog om året af deres forfattere, for ellers glemmer læserne en, og nu det i øvrigt er så svært at tjene penge på en bog, så er det vel om ikke andet lidt lettere at tjene penge på to bøger. Så skriv røven ud af bukserne, hvad venter du på? Men men men men, for der er faktisk mange men’er her. Også når vi taler bogmarked og forfatterindtægter. 

Første men er selvfølgelig som allerede nævnt, at det kan skade kvaliteten og muligvis dermed salget og karrieren på længere sigt. Hvis man presser sig selv for meget og for længe.   

Andet men er, at tanken om, at læserne skal holdes til ilden med et mere eller mindre konstant flow af nye bøger, måske ikke er hele sandheden, eller måske bare ikke den eneste sandhed, om hvordan bogmarkedet fungerer. Bemærk, at der går omkring fem år mellem Christian Jungersens bøger, og han sælger jo glimrende alligevel. Hvis bøgerne er gode, venter læserne gerne. 

Tredje men er, at man også kan overfodre læserne, der så måske ikke længere gider læse med. Det kan have den modsatte effekt. Nyhedsværdien i, at nu udgiver du en ny bog bliver mindre og mindre, jo oftere du gør det, og man kan overmætte et marked. Hellere en sulten, utålmodig læser end en overmæt. 

Fjerde men er, at du kan ende med at brænde ud. Man kan arbejde kreativt under pres i en periode, men det er ikke gratis. En udbrændt forfatter er en sølle størrelse. Pas på dig selv. 

Femte men er, at man må ud og møde livet, hvis man vil skrive om det. Livet er derude. Ikke foran computerskærmen med den indre slavepisker på nakken og hård hud på fingerspidserne. Livet er derude. Det skal leves, hvis der skal skrives. 

 

Næste gang vil jeg kigge lidt på en ting ved forfatterjobbet, som kan virke ret overvældende for os introverte: Den udadvendte del – sceneskræk og blændende lygter. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

PYROMANIA er månedens tilbud

Tags

, , , , , ,


En varm bog til hedebølgen?

‘Pyromania’ udkom i oprindeligt i 1996 og kom til at markere mit egentlige gennembrud som forfatter. Fantastiske anmeldelser, solgte filmrettigheder, og stor interesse fra udlandet fulgte månederne efter udgivelsen.

‘Pyromania’ er genoptrykt flere gange på dansk. De originale udgaver fra Høst & Søns Forlag er naturligvis forlængst udsolgt.

Den udgave, du kan få fingre i her, er den første udgave udgivet på mit eget forlag, 2 Feet, i 2008. Det er en paperbackudgave. Der er siden udgivet andre udgaver, som stadig er i handlen, mens denne udgave officielt har været udsolgt længe. Men jeg havde lige en lille rest tilbage, som hermed sælges billigt.

Frem til den 16. august 2020 kan du købe ‘Pyromania’ for kun 89 kroner, inkl moms og levering. MEN KUN SÅ LÆNGE LAGER HAVES!

‘Pyromania’ var mit første forsøg på at skrive i krimigenren. En genre, jeg på den ene side havde et anstrengt forhold til, og på den anden side mente rummede aspekter, som en fræk forfatter kunne forsøge at gøre noget nyt med.

Der er derfor ingen morder og ingen mord i ‘Pyromania’. Der følges ingen egentlig opklaring, og de få efterforskere der er, fortjener ingen gang at blive kaldt bipersoner. (Selvom en af dem, siden er dukket op i flere andre af mine (og en anden forfatters) bøger.

‘Pyromania’ følger en gruppe voksne unge i København, med fester, musik, kærlighed og ild i sjælen. Måske lidt for meget af det sidste. Bogen starter til en fest, hvor en forladt bygning overfor brænder ned. En pyromanbrand viser det sig. Snart må de indse, at ilden følger dem, og at pyromanen må være en af dem selv. Men en ting er at acceptere den tanke, noget helt andet at regne ud hvem det er, og helt tredje at slippe levende ud af et brændende diskotek.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Kærlighedskontrakten

Tags

, , ,

Mit lille forlag, 2 Feet Entertainment, har netop udgivet Sara Skaarups værk om åbne parforhold, ‘Kærlighedskontrakten’ som lydbog.

Bogen er oprindeligt udgivet på papir- og e-bog på Gyldendal, men lydbogen udkommer altså på 2 Feet Entertainment. Den er indlæst af Peder Rasmussen. Den kan købes, lånes, streames, hvor du normalt finder dine lydbøger. Fx på eReolen.

‘Kærlighedskontrakten’ er en vigtig bog om et kontroversielt emne, som jeg er stolt over at have fået mulighed for at udgive.

Om bogen:

De fleste mennesker opfatter et parforhold som et lukket kredsløb, hvor de to parter ikke har intime relationer og sex med andre end hinanden. Men passer det mon til alle, og hvad stiller man op, hvis det ikke gør? 

KÆRLIGHEDSKONTRAKTEN guider jer som par til at finde præcis den definition på samlivet, som passer bedst til jer. Det kan være en friere, men stadig forpligtende aftale, der ikke sætter kærlighed, eventuelt ægteskab og børn over styr.

Hvordan bevarer og styrker man kærligheden, hvordan håndterer man jalousi, hvordan sætter man nye grænser, hvordan trækker man i land igen, hvordan gebærder man sig i forhold til omverdenen?

KÆRLIGHEDSKONTRAKTEN er en refleksion- og guidebog, der også rummer erfaringer fra mænd og kvinder om deres tanker og udfordringer med åbne forhold.

SARA SKAARUP er sexolog og journalist. Hun har de seneste ti år rådgivet folk i forhold til ikke-monogame relationer og deltager jævnligt i debat i medierne.

At blive anmeldt

Tags

, , , , , , , ,


Syvende indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Læs tidligere indlæg i serien. 

At blive anmeldt …

En forfatter, som jeg interviewede for nylig til min bog om drømmejobbets bagside, sagde ligeud, at det pokkers ved mange af de svære ting ved forfatterjobbet er, at man ikke kan gøre noget ved dem. Det eneste man kan gøre er at forsøge at håndtere dem bedst muligt, men man kan ikke slippe af med dem. 

At blive anmeldt er om nogen en af disse ting. 

Tove Ditlevsen, en af sidste århundredes vigtigste danske forfattere, havde som ung et ritual med at smide de dårlige anmeldelser ud. De fortjente ikke mere opmærksomhed end det. Væk med dem. Hun ville ikke bruge et sekund mere af sit liv på dem. Senere i livet måtte hun indse, at så let var det ikke. Hun huskede faktisk de dårlige anmeldelser bedre end de gode — selvom hun kun havde læst dem den ene gang, før de røg i skraldespanden. 

Der er mange måder at forsøge at håndtere anmeldelser på, fælles for dem er, at de virker alle sammen. Indtil de ikke virker længere. Det kan godt være, at du har slået en attitude op om, at ‘man kan lære en masse af anmelderne’, at ‘det rør mig ikke, det er bare én persons mening’, eller ‘jeg griner af dem, hele vejen ned til banken’, eller hvad man nu ellers siger til sig selv – og hvem der ellers gider lytte.

Der er nu ikke mange, der gider lytte til en forfatter, der taler om anmeldelser. Bare lige for at starte med den. Du har sikkert allerede tænkt tanken, at dette indlæg vil vise sig at rumme en forfatters klynk over den og den, der har såret hans skrøbelige stolthed, for det er én ting ved at blive anmeldt — man kan ikke forsvare sig. De kan skrive hvad som helst (og tro mig, det gør de!), og du kan ikke gøre andet end at holde din mund og tage tæskene. Den der med at tage til genmæle og skrive læsebreve for at forsvare dig mod uretfærdighederne og anmelderens manglende evne til at læse en tekst for hvad den er, eller måske bare anmelde en bog uden at bruge skældsord mod forfatteren, eller hvad du nu kunne føle behov for, den virker ikke. Anmelderne elsker det. Det gør dem vigtige. Du på den anden side vil blot fremstå som en klynkende krukke, der ikke kan tåle kritik. Følelsen af at få luft, at få sagt ‘svinet’ imod, at få givet tilbage, holder ikke længe, hvis den overhovedet vil indfinde sig, og såret inden i dig vil blot blive så meget længere om at hele. 

Som Tove Ditlevsen måtte erfare, så kan dårlige (jeg burde ikke skrive ‘dårlige’, men ‘grimme’) anmeldelser efterlade sår i sjælen, som kan være meget længe om at hele. Nogle heler måske aldrig. Just saying. 

Men hvorfor er det så så svært at blive anmeldt? Hvorfor kan man ikke bare børste det af sig og komme videre? Er det virkelig så svært at tage imod lidt saglig kritik? Er det store ego så skrøbeligt? Burde man ikke snart have fået noget hård hud? Hvorfor betyder det noget, hvad de skriver, når det i virkeligheden går meget godt?

At blive anmeldt er en af forfatterlivets bagsider, som man ikke skal forvente den store forståelse for. Ofte ikke engang blandt andre forfattere. Der er dog undtagelser. Man kan finde en kollega eller to, man kan dele smerten med. Men om det hjælper noget videre, tør jeg ikke love. 

For mit eget vedkommende, og dette er den eneste sted i dette indlæg, hvor jeg trækker alene på egne erfaringer, så måtte jeg indse efter en ti-femten år som forfatter, at det at udgive en ny bog overhovedet ikke føltes som den fest eller forløsning, som man måske forestiller sig, at det bør være. Det rent faktisk er endt med at være den del af forfatterlivet, jeg bryder mig mindst om. Jeg kan simpelthen ikke lide at udgive nye bøger. Selvom jeg er en af de heldige, der altid har fået overvejende gode anmeldelser, så er det at skulle stille op til anmeldelse igen, bare ikke noget jeg ser frem til. 

Her følger en beskrivelse af, hvorfor det kan føles som en form for overgreb at blive anmeldt — og ja, jeg sætter tingene lidt på spidsen her. 

Har du læst de tidligere indlæg i denne serie, så har du nok allerede en fornemmelse af, at det at skrive en roman er et langsommeligt, ensomt, hårdt og stort stykke arbejde. Man giver afkald på ting i livet for at følge sit kald; man slider i det, man gør sit absolut bedste, søger den højeste standard man kan nå, presser sit talent; man trodser jantelov, og hvem der ellers vil fortælle en, at det aldrig vil gå godt, og ens talent nok heller ikke er større; man lægger sin sjæl, sit liv, sin erfaring, sit menneskesyn, sine drømme, sine håb i dette værk, man overvinder sin tvivl, på egne evner, på værkets værdi, på verden og livet og skæbnen, og så står man der med det færdige værk. En bog.

En bog. Man ikke selv kan læse. Ikke som andre vil læse den. Det er umuligt. Man ved for meget. En bog, man ikke kan se udefra. 

Det er ikke nogen lille ting. Alt det man har lagt i den. Og nu skal den stå sin prøve. Nu skal andre læse den. Nu skal den bedømmes. For i vores verden er litteratur og historier først og fremmest noget, man bedømmer. Vi lærer ikke at læse en bog i skolen, vi lærer at anmelde den. 

Som forfatter står man der med hjertet i hånden og venter på dommen. Og selvom mere erfarne typer, som jeg selv, godt ved, at en bog godt kan lykkes og finde sine læsere på trods af et par sure anmeldere, eller vise sig ikke at nå læserne trods anmelderjubel og stjernedrys, så er anmeldelserne bare de første indikatorer på, om det nu også var en god idé, at man skrev den pokkers bog eller ej.

Nogle siger, at det er som at gå til eksamen. Men jeg kunne faktisk godt lide at gå til eksamen. Det er let. Det er ingenting ved siden af. Den største forskel er, at eksamen er en forholdsvis privat oplevelse. Man gør et forsøg, man får en karakter. Man behøver ikke dele karakteren med andre. Man behøver ikke engang fortælle andre, at man gik til eksamen. Nogle vil vide det, men ikke pædagogen i ens børns børnehave, naboen eller damen nede i supermarkedet. 

Anmeldelser er noget helt andet. De er offentlige. De er umulige at holde for sig selv. Alle kan læse dem. Ikke alle gør det, men de kan. Det føles let som om at alle også gør det. Folk, man måske ellers ikke taler så meget med, nævner lige flygtigt de bank, man fik i Politiken eller Weekendavisen, og selvom de siger, at de bestemt ikke synes … alt muligt, så nævner de det, og så skal man forholde sig til det, man kan bare ikke lade som ingenting. Man føler let, at man bør forsvare sig. 

Og ja, det er så ikke en gang det værste, for hvad er det, man skal forsvare sig imod? Man kan jo sige, hvad man vil, men det står stadig i avisen, at … 

Vi har alle vores private bløde punkter. Det er lidt forskelligt, hvad der rammer os. Nogle ting er lettere at håndtere for nogle end for andre, nogle ting er lettere at håndtere på visse tidspunkter i livet, og ikke på andre, hvor man måske i forvejen er mere slidt, hudløs, whatever. 

Jeg snakkede engang for mange år siden med en anden forfatter, der blankt afviste, at det at blive anmeldt var en svær ting at håndtere. Jeg mere end fornemmede, at han kom til at foragte mig en smule, fordi jeg ‘klynkede’ over det. Hvem han var, kan være lige meget i denne sammenhæng. Han lever ikke længere. Men nogle år senere skrev han et vredt læserbrev om Lars Bukdahls evner som anmelder. Hvilket et eller andet sted blot beviser, at man kan være lige så cool med at blive anmeldt, som man vil, før eller siden er der én, der rammer plet, og så er det sgu sjovt længere. 

Det er mere end blot det at opleve at blive vejet og dømt — i fuld offentlighed, igen og igen, uden mulighed for at forsvare sig – man skal også kunne tåle uretfærdigheden i, at anmelderne altid har ret, at deres ord vejer tungere, at de kan læse din bog som fanden læser biblen, de kan misforstå, også med fuldt overlæg, de kan kalde dig øgenavne, gå personligt efter dig og din faglighed, ikke bare faglighed som forfatter, men i alt hvad du ellers beskæftiger dig med, de kan lade deres fordomme få frit løb, de kan tæske din bog for at være skrevet i en bestemt genre, og undlade at beskæftige sig med om den i virkeligheden gør det godt eller fornyer den genre, de kan spænde dig for egne kæpheste, de kan tillægge dig intensioner, politiske overbevisninger, hensigter og mål, uden nogensinde at have mødt dig, de kan anmelde bogen tydeligvis uden at have læst den til ende, de har totalt frie hænder, og der er gevinst på alle hylder. 

De har ret. Altid. 

Og ikke bare det. Anmeldere, i hvert fald avisanmelderne, rangerer tilmed langt højere i kulturlivets sære hieraki, end de fleste forfattere nogensinde kommer til. Sig dem ikke imod. En loppe skal ikke gø.

Og så læser INGEN mennesker anmeldelser nær så nøje som den forfatter, der anmeldes.  For andre kan det være en fin anmeldelse, men tre ord i den rammer et svagt punkt i dig, og så er helvede løs. 

Og så er det alligevel ofte værre slet ikke at blive anmeldt — for eksisterer man så overhovedet som forfatter, hvis ingen gider anmelde ens værker? Er man så helt uden betydning?

Anmelderne passer bare deres job. Flere af dem er endda søde mennesker, når man møder dem. Dette er ikke ment som et angreb på dem, men man kan ikke tale om de ting, der gør forfatterlivet svært uden at komme omkring anmelderne, og selvom de ting, jeg remsede op lige før, nok vil falde en eller flere anmeldere for brystet, så er der her ikke tale om andet end, hvordan det opleves som forfatter at stå model til at blive anmeldt, og selvfølgelig er det ikke alle anmeldere, der er skyldige i alle disse ting. Dét er ikke pointen. Pointen er, at skriver man bøger, så kommer man til at opleve hvis ikke alle, så flere af ovenstående ting, og ja, det opleves som overgreb, det opleves uretfærdigt, og altså, er det en svær ting at håndtere. Det ville det have været, selv hvis det ikke skete i fuld offentlighed. 

Der er sket meget med anmelderi de seneste år. Først og fremmest har avisanmelderne mistet deres monopol på at anmelde bøger, og et hav af bogbloggere har taget over. Nogle er ikke så begejstrede for bogbloggere, som anses for at være noget i stil med anmeldernes selvudgivere, men lige som det burde være for let bare at hade selvudgivere over en kam, bør man heller ikke tage afstand fra bogbloggere over en kam. Der er mange dygtige iblandt dem. Selvom der naturligvis også er mindre heldige af slagsen. Præcis som blandt de gamle avisanmeldere. 

Samtidig har aviserne det svært. Man anmelder derfor færre bøger, men værre så skeler man meget til, hvad læserne forventes at læse. Man anmelder derfor i højere grad kendte forfatteres bøger, og man anmelder i stigende grad også mere sort-hvidt. Ingen gider læse en lunken anmeldelse af en ukendt forfatters middelmådige bog, men seks- eller en-stjernede anmeldelser, gerne med en ordentlig sviner oveni, det er der læsere til. Ekstra Bladets musikanmelder er naturligvis det mest beskidte eksempel af slagsen.

Oven i det er alle jo mere eller mindre blevet anmeldere i dag. Internetboghandlere, streamingtjenester og forskellige bogplatforme som fx Goodreads giver helt almindelige læsere mulighed for at anmelde bøger. Og det kan som forfatter være en modbydelig oplevelse, for alt er tilladt, og det kan ske, at en eller anden fidus, du aldrig har mødt, ser sig så sur på dit forfatterskab eller dig som person, at vedkommende giver sig til at anmelde alle dine bøger, det øjeblik de udkommer, med en stjerne og en bunke øretæver. Der er den slags stalkere derude — og folk elsker det. Fælles forargelse er en af tidens delikatesser, og stikker du næsen frem, som man gør, når man udgiver en bog, så er det blot et spørgsmål om held og uheld, om du er den næste, der får ørerne i maskinen.

Der må selvfølgelig gemme sig en trist skæbne bag en sådan opførsel, og som forfatter, som mennesket bag bøgerne, kan man godt føle sig hævet over den slags, ja, næsten have ondt af de mennesker, men der er lige en detalje ved snakken om anmelderi, som vi mangler at komme forbi. 

Anmeldelser rummer nemlig potentialet til at skade både bog og forfatter økonomisk. Lektørudtalelsen til bibliotekerne er selvfølgelig den mest åbentlyst skadelige af dem alle. Man skal være en meget efterspurgt forfatter, før en dårlig lektørudtalelse ikke skader bogens salg til bibliotekerne, og dermed forfatterens indtægt fra salg og endnu værre biblioteksafgift mange år ud i fremtiden. Nu kunne man selvfølgelig ønske, at dem, der skriver lektørudtalelserne, var sig den del bevidst, og derfor gjorde sig ekstra umage af samme grund, og mange af dem, der skriver lektørudtalelserne, er heldigvis også særdeles seriøse anmeldere. Men ikke alle. Igen held/uheld. Det kommer før eller siden.

Avisanmeldelserne kan også skade forfattere økonomisk, men sjældent med samme brutale magt. Bogbloggere måske slet ikke. Jeg ved det ikke, men nu jeg før nævnte Goodreads, og læseranmeldere, der nærmest ud af det blå kan se sig sure på en bestemt forfatter og give vedkommendes bøger dårlige anmeldelser igen og igen, så har der i USA været et fænomen, hvor den slags mennesker rottede sig sammen i små bander og i fællesskab gik efter at ramme udvalgte forfattere. Anne Rice skal have stået for skud. Man skal virkelig være et stort navn, før den slags ikke skader. For på internettet kan alle og enhver oprette lige så mange profiler, man vil, og en bande på bare ti personer, kan ramme en forfatter med flere hundrede dårlige anmeldelser. Og det kan skade, for der er den ting ved anmeldelser på Goodreads og i internetboghandlerne, at de giver stjerner, og disse stjerner påvirker en bogs samlede bedømmelse, og hvor mange en-stjernede anmeldelser kan en bog tåle, før den samlede score bliver lav nok til, at læserne vælger den fra?

Man er som forfatter i anmeldernes og deres luners magt. 

Men det ramme også mennesket bag bogen. Hvem har ikke oplevet en søvnløs nat, hvor man i tankerne forsatte en diskussion med en, man havde været oppe at skændes med, ude af stand til at stoppe sig selv? Anmeldelser kan gøre det samme ved dig, og det er ikke det værd. Lad være med at oprette en profil på Goodreads. Der er intet godt der. Undgå at læse de åbentlyst dårlige anmeldelser, selvom det frister. Der er den der fucking dæmon inde i nogen af os, som bare må vide besked. Lad den ikke bestemme. 

Er man debutant skal man være ekstra varsom, for debuten er bare mere sårbar, og de første sår kan være grimme. Jeg har set ganske talentfulde forfattere miste modet efter debuten, som så lige kom til at stå for skud hos et par toneangivende anmeldere. Bild ikke dig selv ind, at man er mere overbærende over for debutanter. Tværtimod. De er frit bytte. Det kræver langt større mod at udråbe Klaus Rifbjerg til talentløs end en ny ukendt debutant. Just saying. 

Men hey, man får vel ikke kun dårlige anmeldelser, og er det ikke tilsvarende rart at få gode anmeldelser?

Jo, det er rart at blive rost. Selvfølgelig er det det. Det er med ros, som med nedsablinger, forskelligt, hvordan man tager det, men det kan nærmest være som en rus at få gode anmeldelser. Man kan på en måde blive høj af det. 

Skuespilleren Jim Carrey sagde i et interview engang for mange år siden, at dårlige anmeldelser ramte så hårdt, fordi de sagde alt det, man gik og sagde til sig selv på dårlige dage. Hans ord gjorde indtryk på mig, for jeg kunne genkende det. Ord som: intet talent, duer ikke til noget, håbløst, indbildt, osv osv. Alt det dæmonen på ens skulder kan hviske en i øret.

Desværre kan man vende Jim Carreys ord på hovedet og sige, at de GODE anmeldelser siger alt det, man tørster efter at høre. 

Det gør dem bare ikke mere sande end de dårlige. Begge dele er en enkelt anmelders dom efter at have læst en bog på et bestemt tidspunkt i sit liv. Med de samme begrænsninger. Der er to hjerner om en læseoplevelse, forfatterens og læserens. Det er ny oplevelse for hver ny læser, for vi tænker forskelligt, vi læser forskelligt. 

Anmeldernes ros er derfor ikke mere sand end deres had og kritik. ‘Stortalent’ rammer næppe mere plet end ‘talentløs.’ Men fuck, hvor vil man gerne høre, at det er godt, man skriver, at man er god til det, at det hele nok skal gå. 

Forfattere udøver deres kunst uden kontakt til publikum. Vi kan ikke høre, om folk griner eller gyser de rigtige steder. Der er ingen applaus, når vi sætter det sidste punktum. Vi kan ikke se reaktionerne, når læserne læser vores bøger. Så anmeldernes ord får så meget desto mere vægt. 

For vi tørster efter respons. Vi tørster efter at se vores kunst nå sit publikum og virke. 

Så, jo, gode anmeldelser er vidunderlige. De er som … jeg ved ikke, kokain. En rus. 

Men den slags kan så også rumme et par faldgruber. For man kan blive afhængig af lortet. Ja, jeg mener det alvorligt. Man kan blive afhængig af gode anmeldelser og pressens opmærksomhed, og selvom man ikke får rysteture og abstinenser, når man ikke kan få sit fix, så se, hvad der sker, hvis du er vant til forsider og seks stjerner, og din nye bog bliver totalt overset. Eller får lammetæsk hele vejen rundt. Du ryster ikke. Du kaster ikke op. Men du smiler mindre, og mørket i dit sind kryber nærmere. 

Og som en anden junkie kan du begynde at skrive for anmeldernes skyld. At forsøge at please dem. Pludselig skriver du ikke for dig selv længere, ikke kun, du skriver også for at behage anmelderne, for at vække deres begejstring. 

Måske begynder du endda at overtage deres ambitioner på dine vegne, deres forventninger til en kunstner med dit talent. Hvor du måske startede med at ville skrive en bog, der var god nok til at blive udgivet, får du måske pludselig andre ambitioner. Det er ikke et problem, at ambitionerne udvikler sig, så længe det er dine ambitioner, men det kan være svært at kende forskel, hvis anmelderne pludselig kalder dig for et talent af internationalt format, for fuck, hvor vil man gerne være det, og nu de skriver det, så må der vel være noget om snakken. Talent forpligter. 

Men anmelderne har ikke mere ret, når de roser end når de hader. De har altid ret, men kun ret i, at sådan opfatter de det. Det vil faktisk sige, at de ikke rigtig har ret i så meget. Det er lige så meget en afvej at lytte for meget til deres kritik som til deres ros. 

Det er meget lettere sagt end gjort. Så er du advaret. 

En anden ting, der kan være ubehagelig ved gode anmeldelser, er, når de roser ting i din bog, som du selv godt ved ikke ramte plet, eller hvis de fuldstændig har misforstået bogen, men elsker det, de har misforstået den til. Det er en underlig akavet oplevelse, som slå en ud af kurs. 

Mest af alt er anmeldelser larm. Der er så meget larm omkring en forfatter, der bare gerne vil skrive. Anmeldelser er en af de mere støjende begivenheder, som nok kan ødelægge et godt skrive-flow. Jeg lærte tidligt i min karriere, at det var håbløst at forsøge at skrive i ugerne omkring en bogudgivelse. Der er simpelthen for meget larm. 

Næste gang tager jeg fat på en ting, jobbet kræver, men som kan blive for meget: Selvdisciplinen – eller den indre slavepisker

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien. 

En god krimi til hængekøjen …

Tags

, , , , , ,

Ja, eller hvad det nu bliver til med det vejr 😀

Juli måneds tilbud er gangsterkrimien ‘I skyggen af Sadd 1’. En kontant, kantet, spændende og satirisk gansterhistorie, som jeg fik tre andre danske krimiforfattere til at hjælpe mig med at skrive. Det er en roman, men den er opbygget i fire dele, skrevet af hver sin forfatter, med hver sin hovedperson.

Jeg var i det eksperimenterende hjørne i starten af 00’erne, hvor eget forlag gjorde alt muligt, og den kreative barre kunne sættes så højt, jeg lystede, uden hensyn til gamle forlags opfattelse af markedets krav til genrelitteratur.

Jeg var så heldig, at tre af landets bedste krimiforfattere havde lyst til at lege med. De var Sara Blædel, Gretelise Holm og Lars Kjædegaard. Plot, idé og struktur var mine, og jeg skrev selv bogens første del.

‘I skyggen af Sadd 1’ hed oprindeligt kun ‘I skyggen af Sadd’, men da vi senere skrev en to’er blev den første pludselig til etteren.

Frem til den 19. juli 2020 kan du købe ‘I skyggen af Sadd 1’ for kun 99 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes. (Og det er kun mig, der signerer. Drømmer du om at få alle fire forfatteres signering i bogen, må du ud og opsøge de andre tre på egen hånd.)

‘I skyggen af Sadd 1’ er historien om en ung mand, der tilfældigt falder over et hemmeligt rum i naboens lejlighed, som han passer for ham. Rummet er fuld af penge. Så mange, at ingen vil opdage, at der mangler nogle.

Men lejligheden tilhører gangsterbossen Sadd, og det kan være særdeles farligt at stjæle hans penge. På den anden side, så er Sadd i fængsel, og den slags chancer får man ikke to gange i livet.

Historien er inspireret af Quentin Tarantinos 90er-krimier og er som dem opbygget i dele, der ikke nødvendigvis fortælles i den rækkefølge tingene sker. Det er leg med genren, som man ikke ser det længere.

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

Feriegys – nu vi ikke må rejse

Tags

, , ,

Når man ikke kan rejse i virkeligheden …

Sommerferien i år bliver ikke som vi er vant til. Jeg selv skulle have været en uge i Lissabon med min søde kone og yngste søn. Vi har aldrig været i Portugal før, så det havde vi glædet os til.

Men når man ikke kan rejse i virkeligheden, så er det godt, at der findes bøger. Så lad mig tage dig med til den sydøstasiatiske ø, Kematian, hvor palmerne vajer i brisen over den kridhvide sandstrand, og det azurblå hav rummer koraller som ingen andre steder.

Jeg har udvalgt min tropegyser ‘Ø’ til denne måneds tilbud, så du kan få din dosis ferie-eventyr.

Frem til den 15. juni 2020 kan du købe ‘Ø’ for kun 100 kroner, inkl moms og levering. 

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

Jeg signerer selvfølgelig gerne. Men husk at bede om signering, hvis det ønskes.

‘Ø’ er historien om en dansk mand, der sidder fængslet et sted i sydøstasien for mordet på sin kæreste. Han hævder hårdnakket sin uskyld, selvom alt tyder på, at han lyver.

Han blev fundet med liget af kæresten på den øde ø, Kematian, hvor han påstår, at de blev efterladt af nogle lokale, der havde taget dem på en tur ud at snorkle i koralrevet nær øen to dage tidligere.

Nu fortæller han sin historie til den udsendte fra det danske konsulat, en historie, der bliver mindre og mindre troværdig jo mere han fortæller. Men hvad skete der egentligt på den ø?

Du kan bestille bogen lige her:

Du kan selvfølgelig stadig købe mine andre titler også. Tjek udvalget her. 

En forfatters økonomi

Tags

, , , , , , , , ,


Sjette indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Lad os bare starte med at slå det indlysende fast først: Det er pissesvært at tjene penge på at skrive bøger. Basta. Men dette indlæg vil ikke handle om forfatteres svære indtjeningsmuligheder eller dårlige betaling, for forfattergerningens økonomi rummer mange udfordringer både for de forfattere, der tjener godt, og dem, der ikke gør, og det er disse udfordringer, dette indlæg vil handle om.

Så hvis du leder efter råd til at tjene mere, så må du kigge andre steder, her fokuseres på de generelle menneskelige udfordringer og bekymringer som følger med jobbet. 

For en forfatters økonomi er vanskelig at håndtere, hvad enten man som mange ligger et godt stykke under, hvad samfundet ellers lader til at opfatte som fattigt, eller er en af de heldige få, der klarer sig igennem, eller måske endda er blevet velhavende af at skrive.

Så, ja, mange forfattere bekymrer sig meget om økonomien. Og ja, det er pissesvært at tjene penge. Jeg har selv mine søvnløse nætter af og til, og fordi det er en så usikker levevej, har jeg faktisk kun helt ro i maven, når jeg kan se et år eller mere ud i fremtiden og vide, at jeg nok kan klare den så langt. 

Her følger de udfordringer en forfatters økonomi rummer.

Usikkerheden

Glem alt om fast månedsløn. Der er ingen faste indtægter i en forfatters liv. Og der er ingen iøjnefaldende indbygget retfærdighed i indkomsten. Der behøver ikke være en sammenhæng mellem den tid, man har investeret i sit værk, og de penge man ender med at tjene på det. Det gælder også, når det kommer til sværere målelige størrelser som kvalitet og nødvendighed. Det er meget et spørgsmål om held eller at ‘ramme noget i tiden’ eller tilfældigvis at blive bemærket af de rette på det rette tidspunkt. Man kan gøre sit bedste, men intet er givet på forhånd.

Pengene er meget længe om at finde vej til forfatteren

Man tjener som udgangspunkt ikke penge på at skrive bøger. Man investerer sin tid og flid. Det kan tage meget længe at skrive en bog. Fra måneder til flere år. Og det arbejde er ulønnet som udgangspunkt. Bogen skal udgives, før den kan tjene penge. Forfattere får ikke løn, de får royalties, altså en andel af bogssalgets indtjening. Bortset fra et eventuelt og gerne beskedent forskud, udbetales royalty først året efter bogens udgivelse. Groft sagt: Et år til at skrive en bog, et halvt til at udgive den, og så først royalty året efter udgivelsen. Alle øvrige indtægter, som en bog kan udløse til en heldig forfatter, vil oftest også først komme længe efter udgivelsen.

Pengene udbetales gerne årligt

Er du typen, der altid har overtræk på kontoen sidst på måneden? Så vil en forfatters virkelighed næppe virke beroligende på dig. Du kan nemlig glemme alt om løn hver den første. Forfatteres indtægter varierer og deres indtægtskilder er ofte meget forskellige, men fælles er, at forlag udbetaler royalty en gang om året, gerne om sommeren. CopyDan-udbetalingen, hvis skoler har kopieret ens værker, udbetales også årligt. Biblioteksafgiften, hvis ens bøger er at finde på landets biblioteker, udbetales også årligt. Selv hvis du tjener godt, så kræver det altså, at du kan styre dit forbrug, for pengene skal strækkes året rundt.

En forfatters indkomst er B-indkomst

Det betyder, at der IKKE er trukket skat, når beløbet udbetales. Det skal man som forfatter selv sørge for at få gjort. Det kan være en udfordring at overskue. For ikke nok med, at man selv skal sørge for at betale sin B-skat, så er samfundet bare ikke indrettet til forfatterens skæve indkomst. Samfundet er indrettet til folk med fast månedlig løn. Derfor skal B-skat betales i månedlige rater. Man kan ikke sige, at hallo jeg fik sgu 25.000 i biblioteksafgift, kan jeg få lov at betale min skat af dem nu, så jeg ved, hvad jeg har at bruge af resten af året? Nej, de skal betales i månedlige rater. Og disse rater fastlægges året i forvejen, hvilket betyder, at man ikke bare skal betale sin b-indkomst i månedlige rater, men man skal faktisk begynde at betale skat af indkomsten, før den er tikket ind på kontoen. Nogle forfattere snubler i skatten. 

Glem alt om overarbejde

Altså, du kan arbejde alt det, du har lyst til, bare rolig. Og mange forfattere arbejder røven ud af bukserne. Men måske er du vant til at kunne tage lidt overarbejde på jobbet, eller et par ekstra vagter, hvis der er uforudsete udgifter, eller økonomien bare er tynd i en periode. Som forfatter er der ikke meget, du kan gøre i sådan en situation. En bog tjener først penge, når den er udgivet, og selvom der ER sideindtægter af forskellig art, som man kan være heldig at få som forfatter (foredrag, oversætterjobs, artikler til aviser og blade. osv.), så er forfatterlivet lidt skruet sådan sammen, at disse oftest byder sig til, når man har masser af vind i sejlene, mens de ofte glimrer ved deres fravær i de svære perioder. Man kan søge et legat og håbe, at man er heldig, men der er ikke legater til alle. 

Glem alt om pension

Som lønmodtager indbetaler man automatisk en del af lønnen til forskellige pensionsordninger, så ens alderdom er sikret. Som forfatter sker det ikke. Da langt de fleste forfattere og andre kunstnere i øvrigt lever et stykke under de forskellige forslag til fattigdomsgrænser, som luftes fra politisk side fra tid til anden, er der sjældent råd til at spare op til pension selv. Når valget står mellem mad og husleje nu og her, eller muligvis en gang når man er gammel, hvis man lever længe nok, så giver valget lidt sig selv. Man kan håbe, at biblioteksafgiften stadig kaster lidt af sig, når man bliver gammel. Og det er det. 

Du er uden for systemet

Jeg var lidt inde på det allerede oppe ved B-indkomsten og pensionen, men systemet er simpelthen ikke særligt smidigt, når det gælder alternative indkomstformer. Du vil opleve at være udenfor og blive set skævt til og forsøgt presset ind i de kasser, samfundet fungerer efter. Sygedagpenge, A-kasse, skat, banker. Du vil konstant blive mødt med mistanke eller ubrugelige løsninger og umulige krav. Du passer bare ikke ind. Og det er DIT problem. Det kan let komme til at føles, som om du overlever på trods af systemet og måske endda mod systemets vilje, og det er jo egentligt sært og underligt, når nu der samtidig udbetales bibliotekspenge og legater til forfattere. 

Din indtægt kan være stærkt svingende

Et år kan du være heldig at sælge mange bøger, filmrettigheder og andet. Det næste udkommer der måske ikke engang en ny bog. Det er en konstant bølgegang i bedste fald. Du skal kunne overskue at lægge til side i de gode tider, så der er noget at leve for i de svære tider. Og det selvom din årsindtægt sjældent er noget at prale af. 

Din indtægt er meget sårbar

Selvom du gør dit bedste og gør alt det rigtige og er talentfuld og flittig, er din økonomi sårbar. I nogle tilfælde skal der ikke mere end en sur lektørudtalelse til for at ødelægge en bogs økonomi – og altså din årsindtægt. En enkelt morgensur person har magten til det, og den bruges med jævne mellemrum. Fortjent som ufortjent. En planlagt filmatisering af en af dine bøger kan ligeledes falde fra hinanden, fordi en enkelt person undervejs afviser den. Et legat kan gå til en anden, fordi én person i legatudvalget ikke orker dig. En boghandlerkæde kan undlade at indkøbe din nye bog, fordi indkøberen ikke tror på den. Forlaget kan opsige samarbejdet, fordi din redaktør er blevet fyret eller forlaget har fået ny direktør, der vil skabe en ny forlagsprofil. En politiker beslutter et eller andet, som spænder ben for dig, og bare rolig, det gør de alt for ofte. Din økonomi hænger altså mere eller mindre konstant i en tynd tråd, og der skal ikke meget andet end en dårlig dag for en person, du måske aldrig har mødt, til, før du er fucked. 

Du vil konstant blive presset til at arbejde gratis

Og nogle gange gør man det. Fordi der skal jo ske noget, eller hvis man lige gør dit og dat, så sker der måske det og det, og den og den dør kan måske åbnes, så man kommer videre eller blive bemærket. Eller også gør man det som en vennetjeneste, fordi den slags gerne giver noget igen. Troede man. Men meget ofte vil du ikke opnår andet end at arbejde gratis. Det kan være en internetboghandel, der gerne vil bruge dig som sparringspartner, og du tænker, at det vil du gerne, for mon ikke de så gør dine bøger mere synlige. Det kan være et foredrag eller en oplæsningsevent, og du tænker, at så kommer der da nogen og får måske øje på dig. Det er da bedre end at sidde derhjemme og være overset. Det kan være et magasin, der vil have skrevet en artikel, men ikke lige har pengene. Det kan være et filmprojekt, der med garanti vil tjene millioner til dig, hvis du bare lige … 

Det er utroligt så meget ulønnet arbejde en forfatter kan få. Og pudsigt, at alle andre på disse projekter gerne lønnes. 

Jeg læste tidligere på året, at Hemmingway levede efter den benhårde regel, at han ikke måtte bruge flere penge, end han tjente det pågældende år, selv hen imod slutningen af hans liv, hvor han var en holden mand. Det betød, at han spinkede og sparrede, selvom han strengt taget havde penge nok. Det kan undre, men måske knap så meget, når man ved, hvordan en forfatters økonomi er skruet sammen, og hvor benhård en vilje, der skal til, for at få enderne til at nå sammen. Også selvom man regnes for en af sin tids største forfattere, som Hemmingway gjorde, og er vandt til at sælge mange bøger og filmrettigheder og hvad ved jeg. Har man ikke den vilje, ja, undskyld, hvis jeg lyder som en fra Cepos nu, men uden den vilje og det økonomiske overblik, så kan forfatterlivet ende i et økonomisk mareridt. 

I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper.

Næste gang tager jeg fat på et emne, som er en smule tabubelagt, nemlig : At blive anmeldt

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Læs tidligere indlæg i serien.