Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Roman (2011)

Danmark er i finalen. Landet ligger øde hen. Alle sidder foran tv for at se kampen live. Det er et historisk øjeblik. På tankstationen ude ved hovedvejen er to unge kvinder mødt på arbejde til –  hvad de regner med bliver –  en meget stille aften. Men de tager fejl. Ingen kunder betyder ingen vidner. De er udset til en særlig rolle i en helt anden forestilling.

Skrevet på næsten ingen tid i kølvandet efter roman-trilogien ‘Plantagen‘ i 2010. Nogle kalder genren for torture-porn, hvilket jeg synes er misforstået, for det er ikke porn, hensigten er ikke at ophidse og pirre, hensigten er det modsatte, nemlig at skræmme. Det er en gyser, for pokker.

Når det er sagt, så er det også min mest modbydelige bog. Og jeg har faktisk aldrig brudt mig særligt om den subgenre, torturgyseren, som jeg hellere vil kalde den, og jeg havde måske ikke engang selv forestillet mig, at jeg en dag vil skrive måske den første danske roman af den type.

Men jeg havde lært forfatter og filmforsker Rikke Schubart, som på det tidspunkt var meget begejstret for subgenren, at kende, og det var på en eller anden led lykkes hende at så et frø i mig – og en idé om to unge kvinder på en tankstation var begyndt at spire. Jeg tror stadig ikke, at jeg havde valgt at skrive bogen, jeg har mange idéer og indfald som aldrig bliver til mere eller andet, hvis ikke jeg havde brug for at rase ud oven på at have skrevet mig igennem ‘Plantagen‘s tre bind.

‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ er også en af mine mest minimalistiske bøger, hvorfor det på sine egen skæve måde gav mening at give den en lang og mærkelig titel, og jeg synes også selv, at dens måde at krydsklippe mellem den stille aften på tankstationen og rædslerne i torturkælderen er ret fedt fundet på. Jeg er stolt af bogen på sådan en halvweird måde, hvor jeg samtidig er lidt forundret over, at det faktisk var mig, der skrev den.

Jeg gav min underbo et eksemplar, lige da den var kommet fra tryk. Hun plejede at elske mine bøger. Næste dag stod hun rasende uden for min dør og råbte, at hun aldrig ville tale med mig igen. Just saying, det er ikke for sarte sjæle.

‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ er udgivet på dansk i flere udgaver, både som e-bog, papirbog og lydbog. ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ er også udgivet på tysk og engelsk. ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ blev filmatiseret af Søren Juul Petersen i 2018 under titlen ‘Finale’.

‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ blev tildelt prisen Årets Danske Horrorudgivelse 2011. Filmatiseringen har vundet en række priser i udlandet.


Indlæg på her på bloggen om ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’


Læs om mine andre romaner her


‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ kan købes her på bloggen – også signeret uden det koster ekstra.