Hvordan får man sin bog filmatiseret? Hvordan får man filmfolk til at få øje på ens bog?
Den slags er jeg blevet spurgt om hundredvis af gange, og det korte svar er, at det er min erfaring, at filmfolk ikke læser de bøger, man sender til dem. De vil hellere selv finde og forelske sig i bøgerne, og hvordan det sker, er ofte rent held. De falder over den på biblioteket, i lufthavnen, på eReolen, eller de hører nogen snakke om den.
Dette er historien om, hvordan min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ blev læst og siden filmatiseret af Søren Juul Petersen.
Instruktør Søren Juul Petersen sammen med filmfotograf Tobias Scavenius under optagelserne af ‘Finale’ on location i Tyskland.
Det startede alt sammen tilbage i 2013 med en forsigtig mail fra Søren, hvor han spurgte, om jeg havde lyst til at mødes med ham og snakke lidt film. Jeg havde aldrig mødt Søren på det tidspunkt, men han havde i løbet de sidste ti år som filmproducer på Zeitgeist været interesseret i et par af mine bøger, uden det var blevet til andet end et par mails frem og tilbage.
Jeg takkede ja til at møde Søren, og en fredag eftermiddag mødtes vi så på Bartof her på Frederiksberg til en løs snak om film.
Søren fortalte, at han og nogle andre havde snakket meget om at forsøge at lave low budget horrorfilm i Danmark. Nærmest udenom det etablerede filmdanmark, der kan være tunge at danse med, når det kommer til uglesete genrer. Det var en helt anden måde at tænke film på, og det fangede hurtigt min interesse. Indie-tanken, som har bragt mig til, hvor jeg er i dag i bogverdenen, burde vel også være mulig med film.
Søren fortalte, at de var på udkig efter en historie med to hovedpersoner, måske nogle få bi-roller, en ond morderisk sadisttype, og så skulle det foregå på en eller to locations. Han brugte lang tid på at beskrive disse ting, og jo mere han gjorde, jo mere sikker blev jeg på, at han nok allerede havde læst ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ og bare fiskede for, at jeg skulle tilbyde ham bogen, fremfor at han skulle byde på den. Altså, forhandlingerne om pris og så videre var allerede i gang. Troede jeg. Så jeg sagde ikke noget, han måtte komme med det første udspil.
Det gik der faktisk et par timer med. Det var først, da vi havde forladt Bartof og stod udenfor ved cyklerne og sagde farvel, at jeg endelig sagde, at jeg allerede havde skrevet den historie, han ledte efter. Jeg fortalte ham om kort om bogen. Den var udsolgt på det tidspunkt, så jeg kunne ikke give ham et eksemplar, han måtte på biblioteket, hvis han ville læse den.
Søren tog direkte på biblioteket, fandt bogen, læste den samme aften, og få dage senere var det besluttet, at filmen skulle bygge på den.
Fem år senere havde filmen premiere. Det har været fem lange år. Søren har flere gange sagt, når jeg blev for utålmodig, at når man ikke har så mange penge, så må man bruge tid. Men film tager også bare lang tid. ‘KAT’ var fire år undervejs, fra kontraktunderskrivelsen til premieren. Så måske er det bare, sådan det er.
I løbet af de fem år har jeg udgivet ‘Spøgelserne på Frilandsmuseet’, ‘Katrine’, ‘Amerikansk olie’, ‘I skyggen af Sadd 2’, ‘Ø’, ‘Skadedyr og tulipaner’ og ‘Frygt fabrik fælde’.
Det er lang tid.
Agnes åbner munden, men siger ikke noget. Hun stirrer bare på det lille metalskilt. Det er næsten som en ting fra en helt anden tid. Som at finde et glemt stykke legetøj, man engang legede med hver dag. Hun kan ikke tage øjnene fra det.
