Den forladte tankstation

Tags

, , , , ,

Sidste efterår, i forbindelse med udgivelsen af ‘Frygt fabrik fælde’ delte jeg forskellige billeder af forladte bygninger, jeg havde taget på mine rejser rundt om i verden, fordi ‘Frygt fabrik fælde’ foregår på en forladt fabrik. Der er nemlig noget ved forladte bygninger, der altid har fascineret mig.

Derfor var jeg naturligvis straks nysgerrig, da en læser kort før jul sendte mig et billede af en forladt tankstation, i første omgang uden kommentarer eller forklaringer. Bare et billede.

Den forladte tankstation i Herrestrup. Tak til Ronni Jensen for lån af foto.

Men der var noget ved det billede. Det var ikke en hvilken som helst tankstation. Det var den tank i Herrestrup, hvor en stor del af filmen ‘Finale’, der er baseret på min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’, blev optaget.

Det er svært for mig at se det billede uden at føle bare en anelse vemod. Da ‘Finale’ blev optaget der, var tanken stadig et levende sted. En Statoil-tank i en lille landsby. Nu er den tid forbi.

Reklamer

Video

Smagsprøve på STIKKER-lydbogen

Tags

, ,

Klaus Elmer, der har indlæst min nye lydbog ‘Stikker’, har lavet denne lille teaservideo, hvor du kan lytte til første kapitel af hans indlæsning.

‘Stikker’ findes, hvor du normalt finder dine lydbøger: Storytel, Mofibo, Saxo, eReolen og Bookmate.

God fornøjelse.

FINALE udvalgt til FRIGHTFEST filmfestival i Glasgow

Tags

, , , , , , ,

Det går godt for ‘Finale’ ude i verden. Den største britiske genre filmfestival, Frightfest, har netop offentliggjort dette års officielle program, og ‘Finale’ er sørme blandt de udvalgte film.

Så lørdag den 2. marts 2019 får ‘Finale’ britisk premiere som en del af Frightfest i Glasgow. Filmens instruktør, Søren Juul Petersen, vil deltage som officiel gæst.

Frigthfest bliver således den anden store internationale horrorfilmfestival, hvor ‘Finale’ vil være en del af ‘The Official Selection’, som den slags så fint hedder, da Night Visions i Helsinki allerede havde filmen på programmet i november sidste år.

Det synes jeg sådan set er en meget god start.

Besøg Frigtfest her.

Endelig ude som digital lydbog

Tags

, , , ,

‘Stikker’ er på mange måder en vigtig bog i mit forfatterskab. Den var ikke bare, den første bog jeg udgav på mit dengang nystartede forlag 2 Feet Entertainment, den er også gået hen og blevet min bedst sælgende titel. Den er udgivet på Finsk, Svensk og Engelsk. Har længe været brugt i danskundervisningen både i Danmark og i Island. Den var nomineret som eneste danske kandidat til den nordiske krimi/thriller-pris Glasnøglen i 2004.

‘Stikker’ klar til indlæsning i Klaus K. Elmers lydstudie.

Den rager altså op blandt mine andre bøger. Derfor har det også føltes lidt skævt, at den aldrig er udkommet som digital lydbog. Især da efterfølgeren til ‘Stikker’, den anden roman om Sabotagegruppe BB ‘Panzer’, har været det  længe.

Det har jeg endelig fået gjort noget ved. Sidste år hyrede jeg Klaus K. Elmer til at indlæse flere af mine bøger, og ‘Stikker’ blev naturligvis den første.

Grunden til, at ‘Panzer’ har været tilgængelig som digital lydbog længe, mens ‘Stikker’ ikke har, skyldes to ting. For det første blev ‘Stikker’ oprindeligt udgivet som fysisk lydbog af DBC Medier på cassettebånd. Det gjorde man stadig i 2003. Da ‘Panzer’ skulle ud som lydbog, solgte jeg den i stedet til Audioteket, som jeg havde begyndt et samarbejde med med på det tidspunkt. De udgav den fysisk på CD.

De seneste år har jeg i takt med de gamle kontrakter udløb og lydbogsrettighederne gik tilbage til mig, opkøbt de indlæste masters til digital genudgivelse på 2 Feet Entertainment. Det lod sig ikke gøre med alle bøger, fordi lyden på nogle af de gamle masters simpelthen var for dårlig (cassettebånd er ikke noget fantastisk lydmedie), og jeg har derfor valgt at få nogle af dem indlæst på ny, og til det job har jeg indgået et samarbejde med Klaus K. Elmer, der bl.a. har indlæst lydbøger for DreamLitt.

‘Stikker’ lydbogen kan findes på Saxo, Storytel, Mofibo, Bookmate og på eReolen. Jeg håber, I vil tage godt imod den.

Siderne vender ligesom sig selv

Tags

,

Danmarksbloggen anmeldte tilbage i september første afsnit af lydbogsserien ‘Frygt fabrik fælde’, men nu er de klar med en grundig anmeldelse af den samlede historie i bogform.

Lidt specielt er der to anmeldere på jobbet. Dorte Thorsen, 49 år, og syttenårige Anna Margrethe Thorsen Frederiksen. To generationer anmelder samme bog. Det er i sig selv et interessant eksperiment.

Dorte Thorsen giver bogen blandt andet disse ord med på vejen: “Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark? Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt. Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.”

Mens Anna Margrethe Thorsen Frederiksen skriver: “Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.”

Anmeldelsen er lang og grundig og kan læses i sin helhed HER.

Det første møde om filmen

Tags

, , ,

Hvordan får man sin bog filmatiseret? Hvordan får man filmfolk til at få øje på ens bog?

Den slags er jeg blevet spurgt om hundredvis af gange, og det korte svar er, at det er min erfaring, at filmfolk ikke læser de bøger, man sender til dem. De vil hellere selv finde og forelske sig i bøgerne, og hvordan det sker, er ofte rent held. De falder over den på biblioteket, i lufthavnen, på eReolen, eller de hører nogen snakke om den.

Dette er historien om, hvordan min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ blev læst og siden filmatiseret af Søren Juul Petersen.

Instruktør Søren Juul Petersen sammen med filmfotograf Tobias Scavenius under optagelserne af ‘Finale’ on location i Tyskland.

Det startede alt sammen tilbage i 2013 med en forsigtig mail fra Søren, hvor han spurgte, om jeg havde lyst til at mødes med ham og snakke lidt film. Jeg havde aldrig mødt Søren på det tidspunkt, men han havde i løbet de sidste ti år som filmproducer på Zeitgeist været interesseret i et par af mine bøger, uden det var blevet til andet end et par mails frem og tilbage.

Jeg takkede ja til at møde Søren, og en fredag eftermiddag mødtes vi så på Bartof her på Frederiksberg til en løs snak om film.

Søren fortalte, at han og nogle andre havde snakket meget om at forsøge at lave low budget horrorfilm i Danmark. Nærmest udenom det etablerede filmdanmark, der kan være tunge at danse med, når det kommer til uglesete genrer. Det var en helt anden måde at tænke film på, og det fangede hurtigt min interesse. Indie-tanken, som har bragt mig til, hvor jeg er i dag i bogverdenen, burde vel også være mulig med film.

Søren fortalte, at de var på udkig efter en historie med to hovedpersoner, måske nogle få bi-roller, en ond morderisk sadisttype, og så skulle det foregå på en eller to locations. Han brugte lang tid på at beskrive disse ting, og jo mere han gjorde, jo mere sikker blev jeg på, at han nok allerede havde læst ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ og bare fiskede for, at jeg skulle tilbyde ham bogen, fremfor at han skulle byde på den. Altså, forhandlingerne om pris og så videre var allerede i gang. Troede jeg. Så jeg sagde ikke noget, han måtte komme med det første udspil.

Det gik der faktisk et par timer med. Det var først, da vi havde forladt Bartof og stod udenfor ved cyklerne og sagde farvel, at jeg endelig sagde, at jeg allerede havde skrevet den historie, han ledte efter. Jeg fortalte ham om kort om bogen. Den var udsolgt på det tidspunkt, så jeg kunne ikke give ham et eksemplar, han måtte på biblioteket, hvis han ville læse den.

Søren tog direkte på biblioteket, fandt bogen, læste den samme aften, og få dage senere var det besluttet, at filmen skulle bygge på den.

Fem år senere havde filmen premiere. Det har været fem lange år. Søren har flere gange sagt, når jeg blev for utålmodig, at når man ikke har så mange penge, så må man bruge tid. Men film tager også bare lang tid. ‘KAT’ var fire år undervejs, fra kontraktunderskrivelsen til premieren. Så måske er det bare, sådan det er.

I løbet af de fem år har jeg udgivet ‘Spøgelserne på Frilandsmuseet’, ‘Katrine’, ‘Amerikansk olie’, ‘I skyggen af Sadd 2’, ‘Ø’, ‘Skadedyr og tulipaner’ og ‘Frygt fabrik fælde’.

Det er lang tid.

 

At fortælle en historie er ikke bare at fortælle en historie

Tags

, , ,

At fortælle en historie kræver for mig, at jeg finder nøglen til den. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvad der skal ske, hvem der er med, eller hvor den skal udspille sig, alle de ting er vigtige og centrale, men det er også et spørgsmål om, hvordan den skal fortælles. Hvordan skal den opbygges, hvor skal den starte, hvordan skal den formes.

Jeg kan gå med historier i hovedet i mange år, men har jeg ikke fundet den rette måde at fortælle historien på, så er den ikke klar til at blive fortalt endnu. Det er lidt historien, der bestemmer. Det skal rime, det skal give mening, med lige præcis den historie.

Jeg har således gået længe og tumlet med tankerne om en forladt fabrik, der rummede mareridt i skyggerne, uden at ane, hvordan jeg skulle bygge den historie op. Det var først, da jeg en dag legede lidt med tanken om at bygge den op, som en tv-serie, i episoder, der hver for sig tog historien i en ny retning, episoder, der både føjede til den samlede historie, men også havde hver deres fokus, at brikkerne faldt på plads, og jeg forstod, hvordan historien skulle, nej VILLE fortælles.

Cameo

Tags

, , , , , , , , , ,

Da optagelserne til ‘Finale’ stod på, spurgte instruktør Søren Juul Petersen mig, om jeg havde lyst til at spille en lille rolle i filmen. En sådan gæsteoptræden hedder på filmsprog en cameo, og selvfølgelig havde jeg det. Det blev aftalt, at jeg skulle spille en af gæsterne til torturshowet, Front Row Audience som de kaldes i filmen.

Desværre var jeg forhindret i at komme den dag scenerne med Front Row Audience blev optaget, så selvom man ikke kan se det i filmen, er optagelserne af mig ikke taget på settet sammen med de andre, men hjemme i filmfotograf Tobias Scavenius’ soveværelse.

Min cameo i ‘Finale’.

Nu vi er ved cameos, så havde jeg også en af slagsen i ‘Kat’ for mange år siden. Den er ekstrem kort, og jeg har faktisk ikke hørt om nogen, der har opdaget mig i ‘Kat’ helt af sig selv. Men jeg er der. Jeg spiller en af gæsterne på restaurant Guldanden. Man kan se mig ind gennem vinduet – siddende med ryggen til – da Maria, spillet af Liv Corfixen, ankommer til restauranten, og igen senere i baggrunden, nu med ansigt mod kameraet og flot sort fuldskæg (det var tider!), da Henrik, spillet af Martin Brygmann endelig dukker op og finder Maria ventende ved et bord på restauranten.

 

Min cameo i ‘Kat’.

Hvorfor en fabrik?

Tags

, , ,

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg i årevis har været fascineret af forladte bygninger og spøgelseshuse, og at denne fascination har været en af inspirationskilderne til ‘Frygt fabrik fælde’, men forladte bygninger kan være mange ting — og det er ikke bare en forladt bygning, vi har med at gøre, det er en forladt fabrik, en forladt metalvarefabrik. Og hvor kommer det så fra?

Det er ikke noget, jeg tænkte særlig længe over. Det skulle bare være en fabrik. Det stod klart fra start af. Det var bare sådan.

Og når idéer opfører sig på den måde, så må der jo ligge noget bag. Også selvom det er ubevidst, for alt, der kommer ud, må jo stamme et sted fra.

Med fabrikken tror jeg godt et eller andet sted, at jeg ved det.

Jeg er nemlig smedesøn, og da jeg var måske 10 år gammel, startede min far sit eget smede-værksted. Det var ikke en stor fabrik, som den i bogen, det var også mere et værksted end en fabrik, men det var metal, det var beskidt, og kom man der uden for åbningstiden, når alle de ellers larmende maskiner var helt stille, var det et meget stemningsfyldt sted. Jeg husker lugten, måden ens stemme og skridt rungede mellem væggene på, bunkerne af jern, borespåner, værktøjet, de store hammere, og de mange ting, der blev arbejdet på.

Samtidig var jeg barn i 70erne, og vi lærte meget i skolen om 1800-tallets arbejdere, der boede i byens slum og måtte arbejde 12 timer om dagen på livsfarlige fabrikker. Hvor arbejderbørn måtte slide ved siden af de voksne fra de helt små. Jeg husker, de gamle grove sorthvide billeder af forhutlede og beskidte børn og voksne, der sled sig ihjel, så den rige fabrikant kunne blive endnu rigere.

Hvordan Danmark så ud før fagforeninger og klassekamp, er noget mange lader til at have glemt i dag, og det bør vi blive mindet om.

Så nej, det var nok ikke et tilfælde, at det bare skulle være en fabrik.

På min rejseblog har jeg delt nogle af de mange billeder, jeg har taget af forladte bygninger rundt omkring i verden.

Fra den røde løber

Tags

, , , ,

Der var premiere på ‘Finale’ i Cinemateket søndag den 25. november. Det er kun anden gang i min karriere, at jeg har haft fornøjelsen af at være til en filmpremiere, hvor filmen var baseret på en af mine bøger, så jeg vil gerne dele et par billeder fra den lejlighed.

Det har taget mig lidt tid at få adgang til billederne fra den røde løber, så derfor kommer dette indlæg med lidt forsinkelse. Jeg har udeladt de mange kendisser og fokuseret på nogle af dem, der arbejdede på filmen.

Her følger et udvalg af billederne:

 

Den egentlige hovedrolle i alle gyserfilm er selvfølgelig morderen/skurken/monsteret. Her møder jeg for første gang den islandske skuespiller, Damon Younger, der spiller The Ringmaster i ‘Finale’.

 

Skuespiller Anne Bergfeld, der spiller Agnes og filmens instruktør Søren Juul Petersen.

 

Skuespiller Kim Sønderholm spiller en større bi-rolle som en gæst på tanken i ‘Finale’.

 

Anders Nylander Thomsen, som styrede og tilrettelagde stunt-scenerne, og Martin Hansen, der har designet alt det blodige make-up og også torturkammeret.

 

Min søn Edward dapper, mens jeg forsøger at se forfatter-agtig ud – og mislykkes med det.