Smagsprøve på lydbogen ‘KAT’

Tags

, , ,

Lyt til en lille smagsprøve på lydbogen ‘KAT’. 

‘KAT’ var min debutroman og udkom i 1995, for 25 år siden. Lydbogen er indlæst her i 2020 i anledning af jubilæet af Klaus K. Elmer.

‘KAT’ er en effektfuld gyserroman om venskab, hjerter og en kat, der burde være død, men ikke er det.

Du kan finde den, hvor du normalt lytter til dine lydbøger: eReolen, Nextory, Bookmate, Mofibo, Storytel – og selvfølgelig hos de fleste internetboghandlere.

God fornøjelse!

At skrive en bog er ingen let opgave

Tags

, , , , , , , ,


Tredje indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Det virker næsten fjollet at måtte starte her, for hvordan skulle nogen kunne være i tvivl om, at det at skrive en roman på måske flere hundrede sider er et stort arbejde. Men sandheden er, at mange undervurderer, hvor stort et arbejde det virkelig er. Selv forfattere, der allerede har skrevet flere bøger. Selvom det lyder tåbeligt.

Det er det nu ikke. Tværtimod er det næsten naturligt, at man vil komme til at undervurdere det, og i værste fald køre sur i det af samme grund.

Hvis du ikke allerede har læst første indlæg i serien, så vil jeg opfordre dig til det. Du finder indlægget lige her: Drømmejobbets svære bagside.

For det er let at komme til at undervurdere det hårde, slidsomme arbejde, når man måske har drømt om at komme til at leve af at skrive i mange år, og alt det her med at være fri — fri for chefer, fri for mødetider, fri for myldretidstrafik, fri for sure morgener med slud og sne, fri for alt det, der gør livet surt, som det er — får forfatterlivet til at ligne en dans på roser. Man er jo vant til at arbejde hårdt i forvejen, otte timer om dagen, måske mere. Man har måske allerede skrevet længe i fritiden, når man kunne finde tid til det, og det har føltes som alt andet end hårdt arbejde, det har været et helle, noget man gjorde for sig selv, noget man fandt glæde i at gøre.

Og så er man pludselig der, hvor det faste job måske er sagt op, og man har hele dagen at skrive i, hele dagen som kun skal bruges på noget, der altid har været lystpræget og rart at beskæftige sig med, og hvem i den drøm tænker ‘puha, sikke et mas, hvordan skal jeg nogensinde blive færdig’?

Selvfølgelig undervurderer man arbejdet. Selvfølgelig undervurderer næsten alle omkring én arbejdet, venner, familie, gamle kolleger. Måske anerkender de den mængde selvdisciplin, der skal til at få det gjort, men det er ofte også så langt det rækker. Men vi skal ikke tale om selvdisciplinen i dette indlæg, det kommer senere i et andet indlæg, vi skal lige først blive enige om at acceptere, at det er en pissestor og svær opgave at skrive en bog.

Også selvom du måske tidligere har skrevet et par stykker eller flere, som har været lette og måske endda sjove at arbejde med, så lad os lige få det helt på det rene: Det kræver mange timer at skrive en bog på flere hundrede sider. Det er ikke en lille opgave. Det er ikke en let opgave. Slet ikke, når det pludselig bliver alvor.

At skrive en bog er et langt, sejt træk, der ofte tager måneder eller år at færdiggøre. At undervurdere opgavens størrelse, de mange timer, der skal lægges i det, og hvor meget en bog, man går og skriver på, kan fylde i ens liv, især når det ikke bare flyder ud af en, er lige til at knække nakken på.

At skrive en bog er en stor opgave. Der er mange sider, der skal skrives. Meget at tænke over, meget at skrive om, meget at redigere, meget at skære ud, meget at gå i stå over på halvvejen, mange timer at sidde foran computeren, mange timer alene, mange dage at leve med bogens univers, mange uger uden at føle, at slutningen er kommet nærmere, mange måneder, hvor hverdagen tager over, magien svinder bort, og man lige pludselig hellere vil alt muligt andet, men den fucking bog skal jo skrives, selvom man måske kommer til at tvivle på, om idéen overhovedet holder. For der er meget langt fra de første magiske idéer, til bogen er klar til udgivelse. Det er der bare. Og det bliver ikke ved med at være et helle i livet, det vil ikke være sjovt hver eneste dag.

At skrive en bog er en stor og svær opgave. Basta.

Hvis man negligerer opgavens størrelse, (måske fordi man ikke vil virke forkælet eller klynke over sit luksusliv — det sidste står der altid nogen klar til at pege fingrer af, tag ikke fejl af det), og måske forsøger at klemme ballerne sammen og gøre sig hård for tage sig mere professionel ud, om det så bare er i egne øje, eller fordi man er bange for at slå fejl, så er man allerede godt på vej til at lægge fælder for sig selv. Og tro mig, der rigeligt i forfatterlivet at snuble over i forvejen.

Så husk på, at det er en stor opgave, det er ikke let.

Og ja, jeg har selv snublet i at undervurdere opgaven igen og igen. Det bliver ikke nødvendigvis lettere at lade være med, bare fordi man efterhånden har skrevet en del bøger. Måske endda tværtimod. For hvorfor skulle det være sværere denne gang?

Men selv bøger, der er sjove at skrive, og hvor det nærmest bare flyder ud af en, de er altså også et stort arbejde, der kræver mange timer, dage, uger, måneder, år …

Næste gang er det vist tid til at runde den blandt forfattere frygtede lidelse, der går under navnet: Skriveblokering.

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

KAT – lydbog

Tags

, , ,

For at markere 25 året for min debut som forfatter, har jeg fået dygtige Klaus K. Elmer til at indlæse debutromanen ‘KAT’ som lydbog.

‘Kat’ har ikke været ude som lydbog, siden den oprindelige fysiske udgave på cassettebånd fra 1990erne. Så det er første gang, den kan lyttes digitalt.

Det er som sagt en helt ny indlæsning, der er ude nu, og du kan finde den, hvor du normalt lytter til dine lydbøger: eReolen, Nextory, Bookmate, Mofibo, Storytel – og selvfølgelig hos de fleste internetboghandlere.

God fornøjelse!

25 års jubilæum

Tags

, ,

I dag er det 25 år siden jeg debuterede som forfatter. Det skete på Høst & søns forlag med gyserromanen ‘Kat’, som jeg havde skrevet lidt i forvirring over, hvor jeg nu skulle hen med livet.

Jeg havde brugt alle kræfter siden jeg gik ud af folkeskolen på at skabe mig en eller anden form for tilværelse baseret på mit tegnetalent, som såvidt jeg selv vidste, var det eneste, jeg havde kørende for mig.

Det var egentlig gået meget godt. Jeg havde i nogle år tegnet for forskellige ungdoms- og musikblade, men dels begyndte de at falde fra, dels var det endelig lykkedes mig at få en tegneserie ind på Pressens Illustrationsbureau, hvilket kunne have betydet det endelige gennembrud for mig.

Men det satte mig også i en situation, hvor jeg ikke kunne gøre andet end at vente — og det er jo til at blive sindssyg af. Så der sad jeg og bed negle.

Jeg begyndte at skrive på ‘Kat’, mest for at få tiden til at gå, så jeg ikke gik helt i spåner over ventetiden. Jeg havde visse udfordringer, især med stavningen, og der var vist ingen, der troede på mig, ikke engang jeg selv. Det skulle lige have været min daværende kæreste, der fik læst historien op, efterhånden som arbejdet skred frem. At hun skubbede på for at få næste kapitel, holdt mig til ilden og fik mig til at fortsætte, selv da Pressens Illustrationsbureau meldte tilbage, at de opgav min tegneserie, da ingen ville købe den.

Selvom jeg ikke rigtig troede på, at bogen nogensinde ville blive hverken færdig eller udgivet — så heldigt et menneske var jeg erfaringsmæssigt ikke — så levede jeg samtidig i en sær fantasiverden, hvor jeg havde besluttet at lægge historiens handling nogle år fremme i tiden i 1995, fordi det nok ville være der, bogen ville udkomme, og jeg formede historiens to hovedpersoner efter Winona Ryder og Bridget Fonda, fordi de selvfølgelig skulle spille hovedrollerne i filmatiseringen. Man kan sagtens drømme uden at tro på sig selv.

Jeg ved, at mange grinede ad mig, og ikke altid bag min ryg. Som om idiotien ikke var langt nok ude med at ville være tegneserietegner, nu troede fjolset, der ikke engang kunne stave sin egen adresse, også at han kunne skrive en bog!

Sidst på sommeren 1993, næsten et år efter jeg satte det første ark i min gamle rejseskrivemaskine, blev jeg endelig færdig med manus. Jeg havde aldrig færdiggjort noget som helst i den størrelsesorden, så jeg burde have været stolt alene over det, men jeg var hundeangst, for manus skulle selvfølgelig ind på et forlag, som lige så selvfølgeligt ville give et afslag. Jeg havde lært fra tegneserierne, at der skulle mange afslag til, før et lille spinkelt ja måske kunne dukke op.

Det maskinskrevne originalmanuskript til ‘KAT’ – eller ‘Miav!’ som arbejdstitlen lød.

Jeg fotokopierede de mange maskinskrevne sider og afleverede manus i receptionen på Høst & søns forlag, som ikke lå ret langt fra, hvor jeg boede. Og så gik jeg hjem og startede på en ny bog. Om ikke andet havde jeg lært, at jeg kunne skrive et manus, der var langt nok, nu måtte jeg så prøve at gøre det bedre.

Jeg hørte ikke fra Høst & søn før seks måneder senere, i april 1994. Jeg havde ikke rykket for svar, fordi jeg var sikker på, at det ville være et afslag, og jeg vidste, at det ville slå mig i gulvet, når det kom, for afslag gør altid ondt, og jeg håbede, at jeg ville have mit næste manus klar, inden det kom. Det nåede jeg ikke helt, men det var heller ikke et afslag, der kom.

Det havde jeg nu meget svært ved at tro på. Selvom der stod i det brev, de sendte mig, at de vidste “at bogen måtte ud,” og at vi skulle bare mødes for at afgøre om den skulle ud hos dem, forstod jeg ikke, at det betød, at de godt ville udgive den. Selv ikke da kontrakten var underskrevet, og vi, redaktøren og jeg, arbejdede tæt sammen om flere gennemskrivninger af manus, havde jeg forstået, at det var virkelighed. Jeg kan huske, at redaktøreren engang så på mig med et sært udtryk og spurgte, om jeg havde forstået, de ville udgive bogen. Jeg svarede ‘ja-ja’, men jeg løj så vandet drev. Jeg havde ikke fattet det, som i overhovedet.

‘Kat’ udkom den 14. februar 1995. Det år, som jeg i mine vilde drømme havde forestillet mig, den ville udkomme i, og den blev også filmatiseret seks år senere, dog med Liv Corfixen og Charlotte Munck i hovedrollerne, ikke de to hollywoodstjerner, jeg havde drømt om. Den nåede også at udkomme på norsk i mellemtiden, og blev senere radiodramatiseret med Sonja Richter og Ditte Hansen i hovedrollerne.

Den gamle rejseskrivemaskine jeg skrev ‘Kat’ på.

Forlaget havde forberedt mig på, at der næppe ville komme anmeldelser af ‘Kat’, for sådan var det tit. Mange bøger fik ingen opmærksomhed. Men horrorromaner skrevet til voksne var ikke noget, man var vandt til på dansk i 1995, og det alene fik nogle til at spærre øjnene op. ‘Kat’ fik sine anmelderhug, for ikke alle i den selvhøjtidelige litterære andedam var klar til at byde den slags smuds velkommen, mens andre var heldigvis, blandt dem en meget ung Martin Krasnik. I alt fik ‘Kat’ nogle og tyve anmeldelser, jeg fik mit første avisinterview på bagsiden af Berlingske, og to uger efter debuten blev jeg inviteret til det første møde med en filmmand. Det kom der ikke noget ud af, men dansk film havde siden ‘Nattevagten’ og ‘Riget’ fået øjnene op for genrens muligheder, så flere møder fulgte siden med andre filmfolk.

Et halvt år senere udkom min anden roman, og året efter min tredje, men da havde jeg allerede sagt mit job op. Det lyder vel, som om jeg må havde været i ren ekstase de år, men sandheden var noget andet.

Nogle af de mange udgaver af ‘KAT’.

Jeg var på ingen måde rustet til at begå mig i den kulturelle klasse. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, jeg forstod ikke, hvad de ikke sagde, jeg kom fra en helt anden samfundsklasse. Samtidig havde jeg indtil debuten været en klovn, som ingen rigtig tog alvorligt, jeg var oven i det genert og usikker, og lige pludselig så var jeg udråbt til et stort spændingstalent i aviserne, der trykte billeder af mig, og jeg var i alles øjne pludselig en helt anden. Jeg anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg følte mig alene, og kunne jeg slippe af sted med det, så undlod jeg at fortælle folk, at jeg var forfatter. Jeg sagde, jeg var bud i et supermarked, hvilket jeg også var. Så opfattede folk mig, som de altid havde gjort, som en taber, og det var jeg i det mindste vant til.

Min kæreste gik fra mig et par måneder senere, og set i bakspejlet var det som det skulle være, men det gjorde ikke 1995 meget lettere at være mig i. Jeg sov nærmest hele tiden i de år, når jeg ikke enten skrev eller var i byen med venner. De sidste kom der pludselig flere af, en halvkendt forfatter er for nogen spændende at hænge ud med, og jeg begyndte også at opdage, at nogle kvinder fandt sådan en mere interessant end et genert supermarkedsbud med sære drømme.

Selv i dag, 25 år senere, og noget nær 30 udgivelser senere, kan jeg stadig have et lidt tøvende forhold til titlen ‘forfatter.’ Nå ja, jeg har skrevet bøger, og det gør en til forfatter, men for det meste af tiden er jeg jo bare mig. Hvad det så end er. Mere end et stilling i hvert fald. Andet end en stilling lige så sikkert.

Men i dag er jeg så jubilar. 25 år.

Hvis det skulle være noget.

 

Første dvd-udgave af FINALE

Tags

, , , ,

Sørme så, den første dvd-udgave af FINALE er netop udkommet – i Japan.

Se lige et cover!

Den kan købes via Amazon – men om den er til at se på en dansk dvd-afspiller, aner jeg ikke.

FINALE bygger selvfølgelig på min roman, ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD, og hvis du ikke har fået læst den endnu, så det er det vel på høje tid.

Forfattersind

Tags

, , , , , , , ,

Andet indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagside’

Jeg tror, det var Johannes Riis, den tidligere skønlitterære direktør for Gyldendal, der i en af sine taler til efterårsreceptionen omtalte forfattere, som mere følsomme mennesker end andre. Jeg kan huske, at jeg følte mig provokeret af talen, fordi jeg synes at høre en nedladende holdning om, at forfattere var en slags børn, som ikke kunne klare sig uden et fornuftigt forlag til at passe på dem. 

Men måske kom jeg netop til at bevise påstanden ved at blive provokeret, ikke at vi var børn, der ikke klare os uden forlag, men i at vi måske ER ret følsomme og måske endda nærtagende? 

Forfattere er en meget broget flok og er mindst lige så forskellige som alle andre mennesker er, men der også ligheder, eller ting, der går igen hos mange af os. Selvom vi er forskellige. 

Vi er trods alt mennesker, der får en idé, en fantasi i vores hjerner, som bliver så levende og så vigtig for os at få ud, at vi sætter os ind i et lille mørkt kammer, muttersalene, og skriver den ned i måske måneder, nogle gange år. Uden at vide om vi kan eller ej, uden at vide om nogen nogensinde vil læse det eller udgive det eller om vi spilder tiden. Det er altså ikke helt normalt at gøre. 

En ting, vi har til fælles, er kærligheden til bogen. Og når man er som os, så forekommer det næsten helt naturligt, at den kærlighed en dag vil få en selv til at forsøge at skrive en bog. Vi har ofte fundet et helle, et sted, hvor vi kunne være i fred, i bøgernes fantasiverdener, og en dag kommer lysten til at tage magten og selv styre den verden. 

Spørger man forfattere, tror jeg, at de fleste ikke opfatter det skridt som andet end helt logisk og meget naturligt, men det er det ikke.

De fleste mennesker, der forelsker sig bogen, begynder nemlig ikke at skrive selv. De bliver i stedet bibliotekarer, boghandlere, anmeldere, litterater eller, ja, de fleste bliver ‘bare’ ved med at være læsere — og føler ingen trang til andet. 

Det er os, der anderledes. 

Vi kender vel alle sammen vendingen med, at det ikke er til at sige om kunsteren er gal eller genial.

Da jeg begyndte på den interviewbog, jeg arbejder på, om forfatterlivets bagside, opdagede jeg, at der findes videnskablige undersøgelser, der slår fast, at der er flere sindslidende blandt kreative mennesker, og flere kreative mennesker blandt sindslidende.

Det sidste er næppe overraskende, for det at udfolde sig kreativt, det at male eller skrive, kan sagtens rumme en form for terapi, det kan være en måde at komme over livskriser eller sætte forskelligt på plads. Skabe orden. Få det ud. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle er småpsykotiske eller depressive og selvmordstruede, blot at der er flere blandt os end blandt kassedamer eller kontorassistenter eller bankdirektører. 

Måske kommer det kreative et sted fra? Måske er vi mere sensitive? Os kreative.

Misbrug blandt kreative er heller ikke uhørt. Det sker. Blandt forfattere er det nok mest alkohol, men det er svært at spotte den slags i et land, hvor voksne dårligt kan mødes uden at drikke. 

Vi forfattere er også oftere introverte. Det giver næsten sig selv. For en ultraekstrovert personlighed ville det jo nærmest være tortur med al den ensomhed, det ofte kræver at skrive en bog. Ekstroverte kreative vælger ofte andre udtryksformer: Musik, teater og den slags. 

Alt det her blot for at sige, at ja, vi er sgu nok lidt sære, os skønlitterære forfattere. Vi er måske mere sensitive, mere følsomme, mere sårbare. Vi er oftere dem, der blev mobbet og var uduelige til idræt i skolen, end de populære, der elskede sport. Nogle af os har oven i det døjet med sindet fra tid til anden. Jeg ved, at jeg selv har. Jeg har aldrig fået en diagnose, så jeg ville faktisk ikke tælle med blandt de kreative med sindslidelser i førnævnte undersøgelser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg forvildet mig ned til lægen på de mest langt ude tider af mit liv, så kunne jeg måske godt have fået en diagnose, hvad ved jeg?

Så altså, lad os bare eje den del. Forfattere er ikke som andre — og måske ligger noget af forklaringen på, hvorfor mange af os indimellem har det svært med livet lige her. 

Men det er min tese, min påstand, min erfaring, at en stor del af forklaringen også ligger i selve jobbet. At være forfatter kan være noget af en mundfuld at håndtere, også for helt normale tykhudede, omstillingsparate konkurrencesamfundsdanskere. Hvis du ikke passer på, kan forfatterjobbet slå dig i stykker. 

Men hvad fuck gør man så? Hvis der er en sammenhæng mellem de skæve sind og kreativitet — og de kreative jobs, her forfattergerningen, samtidig er alt andet end et skånejob?

Hvad gør man?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Det er blandt andet, derfor jeg arbejder på min bog om emnet, hvor jeg interviewer forskellige erfarne forfattere om deres oplevelser med jobbet. For hvad gør man? 

Vi kan i hvert fald starte med at sætte ord på de svære ting, så vi ved, at vi ikke er alene med dem, så de ikke længere skal være noget, vi går alene og skammer os over, så andre måske kan være bedre forberedt, end vi var. 

Det gør jeg så i bogen, der forhåbentlig vil udkomme i 2021, og her på bloggen frem til udgivelsen. 

Næste gang vil jeg fortælle lidt om arbejdsbyrden med at skrive en bog — det er alt andet end en lille opgave at kaste sig ud i. 

Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.

Drømmejobbets svære bagside

Tags

, , , , , ,

At være forfatter er jo meget tæt på at være et drømmejob. Man lever ikke bare af noget, man virkelig holder af at arbejde med, noget, der er ens hobby eller måske endda ens kald her i livet, nej, man lever af noget, man selv bestemmer, hvad er. Man beslutter selv om den og den historie skal fortælles eller ej. Man står op, når det passer en, man kan tage fri uden at spørge nogen om lov. Der er ingen chefer. Ingen mødepligt. Ingen mus-samtaler. Ingen der siger, hvad man skal eller ikke skal. Ingen dresscode. Man kan arbejde i underbukser, hvis man vil. 

Man får mulighed for at dele sine tanker med resten af verden, og man oplever endda, at der er nogen derude, der lytter og læser med. Man giver noget til verden. Man har et formål, der er større end bare det at gå på arbejde og tjene til huslejen.

Oven i det så er forfattertitlen velanset ude i samfundet. Man er lidt noget særligt, når man kan kalde sig forfatter. Man er en del af den kreative klasse. En intellektuel. Måske skriver aviserne om ens arbejde, bøgerne bliver anmeldt, man selv måske interviewet. Man får måske endda sit ansigt på tv. Læsere skriver til en eller dukker op, når man er på bogmesser eller til bogsigneringer. 

Og ja, det er sgu fedt. Det er et frit job, et drømmejob. Et job for de heldige få. 

Det samme kunne man sige om mange andre kreative fag. 

Solsiden er smuk, fri og feteret. 

Jeg har været så heldig det meste af mit voksenliv at kunne leve af at være forfatter. Af og til med lidt hjælp fra andre kreative opgave end lige at skrive, men i det store hele har jeg levet af forfattergerningen siden sommeren 1996, hvor jeg sagde mit job op for at se om vingerne kunne bære.

Jeg har været heldig. Og stædig. Jeg har insisteret på at gøre det på min måde. Jeg er ikke kommet sovende til det. Det har været hårdt arbejde. Som så meget andet. Men hårdt arbejde med noget, der er min hobby, måske endda mit kald her i livet, noget, jeg selv bestemte, hvad var. Jeg skrev de historier, jeg ville, når det passede mig, og jeg spurgte ingen om lov. Jeg har delt mine tanker og følelser med verden, og nogle har endda forstået, hvad jeg forsøgte at sige. Jeg ved ikke, om jeg følte mig velanset ude i samfundet, men jeg kom da i aviserne og i tv, og jeg har modtaget min del af verdens fanbreve.

Det ER et fedt job. Jeg har været en af de heldige få. Og hvis jeg af og til skulle drømme om at lave noget andet, så er det altid noget andet kreativt, noget andet hvor jeg kan udtrykke mig og selv bestemme det meste. 

Men …

For der er et men gemt i det her. Og af og til er det et ‘men’ af den slags, der ophæver alt det, der er sagt før det ‘men’, og det ‘men’ fører til den modsatte ytring. I dette tilfælde til et ensomt mørke, hvor det kan være meget svært at være menneske.

For nok er forfattergerningen et drømmejob, overfladisk set, men det er også et særdeles hårdt job. Et ensomt job, der udmatter følelsesmæssigt og psykisk. Det er ikke for sarte sjæle. Det er ikke let at håndtere forfatterlivet. 

Der er en skyggeside som er alt andet end smuk, fri og feteret. Den er i nogle tilfælde endda tabu. Men tro mig, den er der.

Det samme kunne i øvrigt siges om mange af de andre kreative fag. 

Har du bemærket de mange selvmord blandt kunstnere? Forfattere, musikere, skuespillere. Tove Ditlevsen, Michael Strunge, Ernest Hemmingway, Ari Behn. Depressioner og forskellige former for misbrug er heller ikke ualmindelige blandt de af os, der lever drømmen. Du kan sikkert selv sætte et par navne på her. Og husk så bagefter på, at dem man kan navnene på, det har været dem, der virkelig lykkedes, dem, der virkelig levede drømmen, dem, der opnåede den store forgyldte succes. Det er ikke nødvendigvis lettere at være en af dem, der ikke rigtig lykkedes. Vi lever i et konkurrencesamfund, og man er enten vinder eller taber. Der er intet imellem de to. 

Men hvordan kan det være? Hvordan kan et job, så frit, så fedt, så vidunderligt, være så pokkers vanskeligt at håndtere, at nogle af os falder helt fra hinanden?

Det er heldigvis de færreste af os, der ender helt derude, hvor selvmordet virker som den eneste løsning, men det ændrer ikke på, at der er noget ved de kreative fag, eller noget ved os, der forvilder os ind i den kreative klasse, der halter. Sarte sjæle i jobs, der ikke er for sarte sjæle?

Jeg har selv haft mine svære perioder undervejs. For et par år siden skrev jeg lidt om arbejdet på mine forskellige bøger på min nu lukkede hjemmeside, og en dag, mens jeg var i færd med det, gik det op for mig, at næsten alle mine bøger var blevet til i en eller anden livskrise. Det fik mig til at tænke over det. For jeg er lykkeligt gift med min soulmate. Jeg har to sunde sønner. Vi har haft, hvad vi har haft brug for næsten hele livet. Oven i det har jeg været så heldig at kunne leve drømmen som forfatter.

Men hvis alt var så pokkers godt, og jeg levede drømmen, hvorfor var jeg så så trist det meste af tiden?

Jeg begyndte i det små at tale med andre forfattere og kunstnere om det og opdagede, at mange af dem sloges med meget af det samme. Nogle mere end andre, nogle havde lettere ved at tale om det end andre. 

Nå, men er man forfatter, må man jo skrive om det. Hvad andet kan man?

Jeg er derfor begyndt på en bog om de svære ting ved at være forfatter, en bog, hvor jeg interviewer andre danske forfattere for at lære mere om, hvad de har kæmpet med, og hvordan de er kommet videre. Jeg håber at blive færdig med denne bog i løbet af 2020, så den kan udkomme til næste år. 

Sideløbende vil jeg blogge om mine egne erfaringer og tanker om forfatterjobbets bagside lige her. Så følg bloggen (ude i menuen til højre), hvis du har lyst til at høre mere om det.

2020 – ser mere roligt ud

Tags

, , , , , , ,

Det nye år bliver med garanti mere stille for mit vedkommende end 2019 var. Hvor 2019 var lidt presset med to nye bøger og en film, der turnerede rundt på filmfestivaller ude i verden, er intet nyt på tapetet her i 2020. Og det er som det skal være. Det er tid til at fokusere på nyt, tid til at fordybe sig og arbejde, tid til at finde nye veje.

Året sluttede nu godt for mit vedkommende. ‘TABU’ udkom som e-bog og lydbog i december, og især på ereolen gik den rigtigt godt, langt, langt bedre, end jeg havde turdet håbe. Så det er en lille fest i sig selv.

Litteraterne lagde en lille film ud på YouTube, hvor de kårede 2019s bedste bøger, og sørme om ikke ‘TABU’ også havde fundet vej ind her. Jeg linker til filmen i bunden af dette opslag.

Samtidig havde Bogblogger lavet en liste over årtiets bedste gyserbøger, og selvom Stephen King selvfølgelig løb med flere år, så var der alligevel blevet plads til min egen dobbeltroman ‘Frygt fabrik fælde’ på listen også som det bedste gys fra 2018.

Knirkes Bøger anmeldte i øvrigt også ‘Frygt fabrik fælde’ her i julen og gav den fem stjerner og disse ord med på vejen: “Hold fast hvor er den fængende. Personskildringen er dyb og hver karakter har sin egen historie, der perfekt væves ind i det store puslespil. De øde fabrikshaller er den perfekte kulisse for historien.”

Se Bogbloggers liste og 10’ernes bedste gys her.

Læs Knirkes Bøgers anmeldelse her. 

Et filmår lakker mod enden

Tags

, , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

2019 lakker mod enden, og selvom jeg nåede at udgive to nye bøger i år, novellesamlingen ‘I lygternes skær’ og romanen ‘TABU’, have en novelle i antologien ‘Det grufulde bibliotek’, samt genudgive to af mine ældre thrillers, ‘Stikker’ og ‘Fra ryggen’ som lydbøger, så kom 2019 alligevel til mest at handle om film for mit vedkommende.

2018 var nemlig sluttet af med, at filmatiseringen af min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ langt om længe fik premiere i Filmhuset i København under titlen ‘Finale’. Det blev desværre ikke til andre visninger i danske biografer, flere danske horrorfilm havde i årene op til skuffet grimt i biograferne, og ‘Finale’ endte derfor med at gå direkte til streaming på Blockbuster. Hvilket er synd, for den gør sig godt på det store lærred.

De danske anmeldere var overvejende ikke imponerede over filmen. De værste par stykker brugte spaltepladsen skammeligt på personangreb rettet mod instruktøren, som de åbenbart var så rasende på, at alle os andre, der havde medvirket på projektet, enten måtte være blevet snydt og narret til det, eller ganske simpelt måtte være talentløse. En af dem havde det tunge skyts fremme mod mig og beskrev, hvordan dialogen var skrevet så dårligt, at man skulle tro, at Dennis Jürgensen havde skrevet den.

En noget speciel oplevelse at blive sammenlignet med sit barndomsforfatteridol på den måde, og så var det alt andet end positivt ment. For en som var ung i 80’erne burde sammenligningen være det største skulderklap muligt. Men nej …

Det var også sært for mig, fordi jeg faktisk godt kan lide ‘Finale’ selv. Jeg synes, det er en fræk gentænkning af bogen, som både er tro mod den og tilføjer noget nyt. Som forfatter er det utroligt følsomt at se sit værk filmatiseret, og selvfølgelig ville jeg have gjort et par ting anderledes, hvis filmen havde været mit værk, men det er den jo netop ikke. Det er som et covernummer, og jeg synes, den spiller fint.

Men så skete der ellers noget her i 2019. Et par stykker af os på holdet bag filmen havde kort før nytår sat os sammen for at gøre et par af verdens mange filmfestivaller opmærksom på, at vores lille film fandtes. Jeg ved, at INGEN af os havde fantasi til at forestille os, hvad det ville føre med sig.

For den film, de danske anmeldere elskede at hade, den elskede udlandet at elske.

Nu et år senere har ‘Finale’ været udvalgt til det officielle program på 22 internationale filmfestivaller ude i verden. Fra Australien og Rusland til USA, Mexico og Argentina samt en række forskellige lande her i Europa. Jeg har mistet overblikket over antallet af priser, ‘Finale’ har været nomineret til undervejs, men jeg ved præcis, hvor mange den vandt. Den vandt hele syv priser. Tre af dem var endda festivallernes hovedpriser: Best Feature, som det hedder, bedste spillefilm og oven i dem også en publikumspris ligeledes for bedste spillefilm. Der var to priser til Anne Bergfeld for hovedrollen som Agnes, og en enkelt til make-uppen.

Herunder følger listen over priser:

Best Feature, Horrorhound Film Fest, Cincinatti, USA
Best Horror Feature, Motor City Nightmares, Detroit, USA
Best Feature, Drop Russian International Horror Film Awards, Moskva, Rusland
Audience Award Best Feature, Obscura Film Festival, Berlin, Tyskland
Best Actress Award, Horrorant Film Festival, Athen, Grækenland
Best Actress Award, Bragacine, Braga, Portugal
Best Make-up Feature Film, Nola Horror Film Fest, New Orleans, USA

Official Selections:

BIFFF, Bruxelles, Belgien
DROP Russian International Horror Film Awards, Moskva, Rusland
FantaFestival, Rom, Italien
FilmLinc, New York, USA
FilmQuest, Utah, USA
Fractured Visions Film Festival, Cardiff, UK
Freak Show Horror Film Festival, Orlando, USA
FrightFest, Glascow, UK
Horrorant Film Festival, Athen, Grækenland
HorrorHound Film Fest, Cincinatti, USA
Horrorthon Film Festival, Dublin, Irland
Macabro, Mexico
MonsterFest, Melbourne, Australien
Motel X, Lissabon, Portugal
Motor City Nightmares, Detroit, USA
Night Visions, Helsinki, Finland
Nocturna, Madrid, Spanien
Nola Horror Film Fest, New Orleans, USA
Obscura Film Festival, Berlin, Tyskland
Rojo Sangre, Buenos Aires, Argentina
San Sebastian Horror And Fantasy Film Festival, San Sebastian, Spanien
Stuff MX Film Festival, Mexico

‘Finale’ er som følge af alt det her selvfølgelig blevet solgt til distribution i en række lande verden over. Jeg har ikke den komplette liste her, så ingen nævnt, ingen glemt. Her i Norden kan ‘Finale’ desværre stadig kun ses på Blockbuster. Men jeg ved, at der arbejdes på bredere distribution her også.

Så, ja, 2019 kom for mit vedkommende til at handle rigtig meget om film, og nej, det blev jeg ikke rig af. Men der blev da lejlighed til at skåle et par gange, og det er også rart, selvom det ikke betaler huslejen.

Jeg vil slutte af med at ønske dig en rigtig god jul og et fantastisk nytår. Vi ses i 2020.

Smuglyt til det første kapitel af TABU

Tags

, , , , ,

Klaus K. Elmer, der har indlæst lydbogsudgaven af TABU har lavet denne lille teaser.

Giv ‘TABU’ en chance. Det er jo snart jul.

Find lydbogen på eReolen, mofibo, Bookmate, Storytel eller hvor du ellers finder dine lydbøger.

Papirbogen kan købes lige her på bloggen – hvis du lige mangler en julegave til dig selv eller en, du holder af. Jeg signerer gerne!