19. indlæg om ‘Drømmejobbets svære bagsider’
I denne blog-serie runder jeg forskellige dele af jobbet, branchen og livet som forfatter, som hver for sig kan være svære at håndtere, og som tilsammen kan vise sig at være noget af en mundfuld, selv for benhårde fightertyper. Projektet munder ud i en bog med titlen ‘Forfattersind’, hvor jeg interviewer en række danske forfattere samt deler flere af egne tanker og erfaringer om emnet. Bogen er nu færdigskrevet og ved at blive redigeret. Den bliver udgivet sidst i september 2021.
Læs tidligere indlæg i serien.
Legater
Jeg tror alle, inkl os forfattere, ville foretrække at leve i en virkelighed, hvor kunstnere kunne leve af deres kunst uden at skulle søge støtte for at holde skindet på næsen. Der ligger noget ydmygende og devaluerende i det, at man med hatten i hånden må bede andre om økonomisk hjælp til sine projekter.
Men virkeligheden er en anden. Både forskning, sport, kunst og kultur ville være særdeles ildestedt, hvis de ikke blev støttet på den ene eller anden måde. Trods tidens tilbedelse af markedet som noget nær en ny helligdom, så har markedet aldrig slået til på disse områder. Det har om noget spændt ben.
Dette er ikke noget nyt fænomen. Langt tilbage i historien, og vi taler altså om før vor tidsregning, har behovet været der og været anerkendt. Dengang var støtten dog mere individuel og mindre organiseret. Man måtte kort og godt finde sig en mæcen, en rigmand der tog én under sine vinger.
H.C. Andersen blev i løbet af sin karriere understøttet af flere mæcener, og modtog i øvrigt også støtte fra Kongens ‘cigarkasse’ og kom siden på finansloven. Just saying, hvis H.C. Andersen ikke kunne klare sig unden støtte, så skal man ikke skamme sig over det. At leve af at skrive er ikke bare svært, det er nærmest umuligt.
I anerkendelse af dette findes der heldigvis flere legater, som forfattere kan søge. Der er forskellige typer, med forskelligt fokus, med midler fra virksomheder, testamenter og foreninger. Den tungeste og vigtigste er Statens Kunstfond, som hvert år uddeler en række legater, heriblandt de treårigearbejdslegater som nok er noget af det største, både økonomisk og som hæder, man som forfatter kan gøre sig håb om at modtage.
Det er jo godt. Så langt.
Problemet med legater opstår i det simple set-up, at der er langt flere ansøgere, end der er legater, og det betyder, at man som forfatter får langt flere afslag end tilsagn på ansøgte legater. Det er igen sådan virkeligheden er.
Men et er fornuft, noget andet er følelser. Og kunstnere og forfattere er ikke bare meget alene med det hele, vi er måske også nogle følsomme og sårbare størrelser, og det gør altså ondt, og det er voldsomt skuffende at modtage et afslag.
Som oftest er afslagene også formuleret på en måde, der kun gør det værre. Det er gerne noget med, at ‘vi har ønsket at støtte dansk litteratur med et kunstnerisk højt niveau. Legatudvalget mener ikke, at dit …’ og av, ikke?
Det er ikke bare et ‘desværre, der var ikke penge til alle,’ men en nedvurdering af ens forfatterskab eller det værk, man har ansøgt om støtte til, et værk, man efter at have læst afslaget, skal arbejde videre på. Det er ikke sådan bare lige at holde modet oppe, når ens igangværende værk lige er dømt uvæsentligt af folk, der er særligt udvalgt til at bedømme netop den slags. Hvorfor så skrive det færdigt?
At det rammer hårdt at få afslag, og gentagende afslag, gør noget skidt ved forfattere, ved det kollegiale miljø og giver grobund for mistro, klikkedannelser og konspirationsteorier i branchen, og det får i sidste ende mange forfattere til at træffe uheldige beslutninger i forsøg på at skærme sig selv for de nedture, afslagene ofte medfører.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ikke kan formulere afslagene på en måde, så de skadede de forfattere, der modtager afslagene mindst muligt. Ingen vinder vel ved at tage modet fra folk? Uden af vide, hvorfor afslagene er formuleret, som de er, så tillader jeg mig at tænke, at det kunne skyldes, at det er bureaukrater, der formulerer dem, alene med sigte på at formulere en vægtning i bureaukratisk sammenhæng, som giver dem selv rygdækning for de valg, der er truffet i en politisk styret organisation. Men det ville være velkomment, hvis man tænkte på den ensomme kunstner, der modtager afslaget og skal fortsætte sit virke uden den ansøgte støtte. Der er ingen grund til at ligefrem at gnide salt i såret.
Man mister modet, man bliver såret på sin professionelle stolthed, man føler sig ydmyget, peget ud som et mindre talent, ens værk som mindre betydningsfuldt, måske ikke engang værd at skrive færdigt. Og ja, det lyder lidt ynkeligt, når man skriver det, som jeg lige har gjort det, og mange holder derfor også følelserne for sig selv. Der kommer bare sjældent noget godt ud af at gå og undertrykke den slags.
Man kan heller ikke sidde og tude over det, og hvis man ikke vil lade dem slå én helt ud, så må man jo gøre noget ved det. Desværre er de ting, man som forfatter kan gøre ved det, ikke voldsomt produktive. Nogle er endda skadelige.
Den første løsning er at stoppe med at søge legater. Man får alligevel aldrig, og de pokkers afslag gør ondt, så man skærmer sig fra smerten ved ikke længere at søge. Det virker måske harmløst nok, men for det første, så kan man jo nu være helt sikker på, at man i hvert fald ikke får, ikke engang ved en fejl. Dertil så vil landets magtfulde excel-mennesker ikke opfatte, hvor stort behovet for støtte i virkeligheden er ude i kulturlivet, når så mange af os har opgivet håbet og ikke søger længere.
Jeg har selv været der, jeg ansøgte kun yderst sjældent i 00erne. Så jeg forstår valget, jeg er bare begyndt at søge igen og har faktisk modtaget flere gange i 10erne. Ingen ved, om jeg havde fået, hvis jeg havde søgt oftere i 00erne.
Og helt skærmet for afslagene bliver man altså ikke ved ikke at ansøge. For så skal man holde sig fra sociale medier, undgå at læse aviser og holde sig på afstand af kollegaer i de uger, hvor legaterne uddeles. For der snakkes, og glade modtagere jubler på de sociale medier, og der er ofte debatter om modtagerne af de treårigearbejdslegater nu også er de rette. Det fylder, og selvom man ikke får afslaget direkte i synet, med besked om ens manglende kunstneriske betydning, så sviger det jo alligevel lidt, at man har accepteret, at man er så meget udenfor, at man har opgivet håbet.
Det kan man så også forsøge at skærme sig selv for. Det gør mange, og dér har jeg også selv været, ved at fortælle vidt og bredt, at man har opgivet at ansøge, og det fordi … det altid er samme få, udvalgte, der får.
Da der altid er langt flere, der får afslag end der modtager legater, og man oven i dem kan lægge dem, der har opgivet af søge i det hele taget, så har vi grobund for en del mumlen i krogene hvert år, alt sammen gødet af sårede følelser, svækket håb og andre i samme situation.
Det er jo ikke forkert, at nogle får mere end andre — og når det gælder tågede begreber som kunstnerisk værdi og litterære kvaliteter, så kan det altid diskuteres, om det så er fortjent eller ej.
Og så er vi et sted, hvor både konspirationsteorier og klikker i branchen stortrives. Begreber som kultureliten, de finkulturelle, og hvad ved jeg, rummer med garanti et par korn af sandhed, for ja, vi lever i et gammelt monarki, og hver branche har sin adel, men … hvor meget er gætteri, sårede følelser og klikkedannelser og hvor meget er fakta?
Skaber vi bedre vilkår for forfattere og andre kunstnere ved at nedbryde de institutioner, der trods alt er sat i verden for at støtte os økonomisk? Får vi lettere ved at komme ind i varmen, hvis vi graver grøfterne dybere? Gavner det os eller den kulturelite, vi mener, holder os udenfor, at grøfterne bliver dybere? Ville det være lettere at være dig, hvis ingen forfattere var inde i varmen?
At svare på alle disse spørgmål er ikke altid let, for netop den suppedas her er noget af det, der gør livet som forfatter svært at håndtere.
Og det er næppe nogen større trøst, at det heller ikke altid er superlet for dem, der modtager de helt store legater, fx det treårigearbejdslegat, som altså er på noget nær en million kroner. For nok giver det ro på en del af de økonomiske bekymringer, der altid er en del af forfattergerningen, og der følger selvfølgelig også et rygstød og en måske næsten ufatteligt rus over at være blandt de yderst få udvalgte. Men når det har lagt sig, så skal man også præstere en kvalitet i sine kommende bøger, så ingen længere kan hævde, at man ikke havde fortjent at modtage en sådan ære. Og dét kan faktisk sende én ud i en dyb skrivekrise, for nu har slavepiskerdæmonen, nogle kalder selvdisciplin, en mængde ny ammunition at slå dig oven i hovedet med, nu skal du for alvor præstere dit værd.
Tommelfingerreglen er naturligvis, at jo større legat, jo større hæder, jo sværere kan det være at leve op til sidenhen.
I år har Statens Kunstfond ændret udbetalingerne, så man ikke længere udbetaler legater på under 100.000 kroner. Tidligere var der både legater på 50.000 og 75.000. Man kan selvfølgelig argumentere for, at de mindre legater ikke giver frihed til at hellige sig sin kunst i samme omfang, som de større legater gør, for ja, 50.000 rækker ikke så langt som 100.000, det er klart, men mon ikke det så også kommer til at betyde, at endnu flere vil modtage afslag med besked om deres alt for ringe kunstneriske betydning, og at de få, der modtager, vil blive en endnu snævrere kreds af særligt udvalgte, og dermed både styrke klikkedannelserne, magten og konspirationsteorierne i branchen.
Man kunne have valgt anderledes. Man kunne have valgt en anden vej.
Næste gang berører jeg et tema dybt i alle kreative fag. Er det: Hobby, arbejde, kald?
Følg gerne bloggen (i menuen ovre til højre) så du ikke går glip af noget.
Læs tidligere indlæg i serien.