SÅDAN ER DE JO, SÅDAN NOGLE

Tags

, , ,

En selvudgivers bekendelser 21

Jeg må hellere præsentere mig.

Jeg er en nasserøv på statsbetalt ferie. En af de her verdensfjerne, opblæste ego’er, der fra elfenbenstårnets top kloger sig om dette og hint i dagbladenes kronikker, mens vi stemmer på De Radikale eller Enhedslisten og soler os i at være bedre mennesker end de arbejdere, lønmodtagere og bankdirektører, der i virkeligheden betaler de million-legater, vi lever af.

Eller med andre ord: Jeg er forfatter.

Og sådan er forfattere jo! Fordomme opstår ikke ud af det blå, og det er ingen kunst at finde forfattere i Danmark, der lever op til fordommen.

Selvom altså, hallo. Jeg har efterhånden mødt mange forfattere, både danske og udenlandske, og derfor ved jeg, at forfattere er lige så forskellige som alle andre mennesker, og de der fordomme om forfattere — de passer simpelthen ikke. Det er i virkeligheden de færreste forfattere, der stemmer radikalt i dag.

Det kan godt blive lidt trættende i længden altid at blive mødt med den slags fordomme — og så skulle man måske tro, at vi forfattere i det mindste selv holdt os for gode til ligesådan at fostre fordomme om andre. Vi ER jo bedre end de fleste, ikke? Vi besidder større indsigt i menneskesindet, ikke sandt?

Men nej, sådan spiller klaveret ikke: Vi er faktisk rigtig dygtige til at fostre og holde liv i fordomme, og vi er allerbedst til at have fordomme om hinanden. For en forfatter er ikke BARE en forfatter.

Næ, nej.

Så måske skulle jeg begynde forfra med at præsentere mig selv igen?

Jeg er en poppet udnytter af folkedybets hang til billig spænding og forudsigelige, floskeltunge gentagelser af perfide mord. En æreløs skribent, der skovler millioner ind, mens mine serie-producerede lavkulturelle produkter sælges i pallevis i landets supermarkeder til underpris, og jeg selv suser rundt under sydens sol i en Aston Martin.

Eller med andre ord: Jeg er krimiforfatter.

For sådan er de jo, krimiforfatterne. Man behøver ikke engang møde op på årets Krimimesse for at få den fordom bekræftet. Man kan nøjes med at skimme bestsellerlisterne eller besøge det lokale supermarked. Det er lige så lidt en kunst, som krimier kan være kunst, at holde den fordom i live.

Nu har jeg bare mødt næsten samtlige danske krimiforfattere, og jeg ved godt, at det ikke hjælper en dyt på fordommene, når jeg nu slår fast, at de altså ikke alle sammen fører sig frem i dyre sportsvogne.

Sidst jeg så Jussi Alder-Olsen f.eks. kørte han i en Skoda. En meget stor Skoda, men alligevel.

Fordomme er trættende, og det er faktisk ikke spor sjovt de svære år, hvor man lige hulter sig igennem, og ens børn er dem i klassen, der får de mindste julegaver, at alle alligevel tror, at sådan en krimiforfatter er sygeligt rig.

Derfor undgår jeg også gerne at omtale mig selv som krimiforfatter, så måske burde jeg begynde forfra igen og præsentere mig selv på ny?

Jeg er en psykisk ustabil og pubertær satanist med udtalte sadistiske lyster. Sådan én, der er medlem af hemmelige djævletilbedende loger, som mødes ved fuldmåne for at fortære grilstegte aborterede menneskefostrer, mens der skåles i blod og synges Ozzy Osbourne-sange baglæns.

Eller sagt med andre ord: Jeg er horrorforfatter.

Er der én type forfattere, der er fordomme om, så er det os, der er kommet til at skrive en gyserroman eller to. Og selvom det faktisk er umuligt at finde en eneste dansk horrorforfatter, som lever op til fordommen (menneskefostre er skidesvære at få fat i, så det gør vi kun til Halloween), så lever fordommene i bedste velgående — for hvorfor spilde tid på at have et åbent sind og sætte sig ud over den slags, når man har så fantasifulde fordomme at klynge sig til, når ens virkelighedsopfattelse trues, når ens selvværd så inderligt har brug for nogen at hævde sig på bekostning af?

Helt ærligt, så har jeg i årevis været træt af journalister, der insisterede på at beskrive mig og mit hjem, som om de havde været på besøg hos Grev Dracula i Transylvanien. Så træt, at jeg stoppede helt med at lade journalister få adgang til mit hjem. Ligesom jeg hader tilnavnene SplatterSteen og Mørkemanden og hvad de ellers har fundet på.

Så hvis du vil tilgive mig det, vil jeg gerne have lov en sidste gang at præsentere mig.

Jeg er et talentløst sjuskehoved, der udgiver bøger af uhørt dårlig kvalitet. En taber, der hverken tåler kritik eller korrektur — og derfor ikke fortjener at blive læst af andre end sin mor. En af de her indbildte landsbytosser, der bare fordi det nu er muligt også tror, at det er en god idé at oversvømme bogmarkedet med håbløse, fejlbefængte e-bøger til ingen penge. Jeg er skyld i, at der ikke længere udgives kvalitetslitteratur i Danmark, jeg er skyld i Gyldendals fyringer, jeg er skyld i boghandlerdøden og fatwaen mod Salman Rushdie.

Eller med andre ord: Jeg er selvudgiver.

Dette indlæg har tidligere været offentliggjort på Inger Wolfs hjemmeside.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 30, der følger denne blog